Post by Era Garou on Dec 9, 2015 10:31:57 GMT
Zachariah Fairbairn - Era Garou
Hvem der nu ellers vil være med i modstandsbevægelsen, er frie til at joine tråden, eller hvis der er nogle, som vil prøve at forsvare Sethos for dronningen.
Hvem der nu ellers vil være med i modstandsbevægelsen, er frie til at joine tråden, eller hvis der er nogle, som vil prøve at forsvare Sethos for dronningen.
Heroppe i bjergene blev der fuldkommen mørkt, når natten faldt på. Ingen bål, fakler eller lys fra bygninger lyste omgivelserne op. Vinden hylede i klipperne, så det lød som lyde fra fanget, umenneskelige væsner inde i bjergene. Sneen gjorde det svært at se noget heroppe, så man måtte gå forsigtigt, for ikke at styrte ud over en kant eller i en afgrund.
Det eneste lys her midt i bjergkæden var lyset fra Sethos. Dødsenglenes by. Høje murer tårnede sig op med kun en enkelt port som indgang. Et imponerende syn var det. Vavilons lilla flag piskede i vinden, og truede med at lade sig blive revet med. På fæstningsværkerne kunne man se silhuetter af vagtfolk, der patruljerede og vogtede murerne. Normalt ville det være dødsenglenes bevinget skygger man så, men ikke længere – nu var det en blanding af racer fra den kongelige, vavilonske hær. Deres uniformer blev lyst op hver eneste gang, de gik forbi en flakkende fakkel, så man ikke var i tvivl om at dronningen selv, ønskede at holde styr på Sethos.
Ingen dødsengle var at se.
Gemt bag klippehjørner og blokke stod nogle andre skygger skjult, og tittede mod porten. Det var en mindre hær – ja, knap nok kunne det vel kaldes en hær. Mere en... forsamling. De havde ikke ens uniformer på, men det der samlede dem, var en rød hånd markeret på deres bistre ansigter. Nogle havde malet sort tjære eller sod omkring øjnene, for at gøre det sværere at blive genkendt. De fleste bar våben – og så var der de andre, som nærmest ikke bar noget tøj på deres muskuløse, tatoveret kroppe.
Era var én af dem.
Forsigtigt trak hun sig væk fra hjørnet af klippeblokken, hun stod gemt bag, for at vende sig mod sin forsamling af oprører. På blot en måned havde hende og Zach's lille flok, vokset sig til tredobbelt størrelse. Der var ikke kun varulve i blandt dem længere, men også andre racer, som ikke længere ville være med at til at underligge sig blodsugerne på tronen. De holdte til ude i Ulveskoven, hvor de havde fået rejst en skjult lejr. Men nu havde de listet sig på bløde fødder ud af deres skjul, og op til bjergene, hvor de ville befrie Euphonias stolte race af dødsengle.
Era havde tværet en rød stribe tværs over øjnene. Det korte, sorte hår var strøget tilbage med fedt, og kroppen kun lige dækket af et par bukser og en tunika. Inden længe ville det alligevel snart revne, når hun skiftede form, for at lede sin modstandsbevægelse frem sammen med Zach.
Hun kunne mærke at varulvene var rastløs. Udsigten til blod og kød lå i luften. De kunne lugte det. Selv var hun også utålmodig, men vidste det her kunne gælde alting! Hvis de fejlede, ville straffen være hård, og modstandsbevægelsen ville blive smadret.
Musklerne spændte sig i hendes krop, inden hun prustede tungt ud, så damp stod fra hendes næse og mund. Snerren og utålmodig knurren lød bag hende fra hendes racefæller. Det kunne ikke tage lang tid igen. Alt de skulle vente på var Zachs signal. Euphonia guide dem....