Post by Zachariah Fairbairn on Sept 30, 2015 9:54:59 GMT
Era Garou
Efter et stykke tid havde Macaria åbenbart tænkt sig at rejse. Og af en eller anden grund, som han ikke ville brokke sig over, havde hun valgt at tillade han måtte være mere fri. Han vidste godt han ikke måtte være SÅ fri og at han desuden skulle følges af vagter...
Men nu var han altså stukket af. Under stor overvågning havde han lært Arona lidt mere om det at flyve og være dødsengel, mens at den lille dreng var lukket landskab, så længe selveste dronningen ikke var i nærheden. Så en aften, hvor vagterne havde følt sig afslappede, fordi Zach sjældent viste tegn på at gøre noget uventet, havde han fløjet sig vej og lovet dem at komme tilbage snart. Sandheden var at uanset hvor spændende det var at bo på et slot, gav det royale liv ham kvalme. Hvordan kunne de sidde der, snakke om at der ikke var mad nok til deres sidste fest, skovle en ekstra kage ind i en overfyldt mund og havde det godt med dem selv? Mens flere folk, ude på gaderne, stadig havde det elendigt, uanset hvor meget man påstod dronningen prøvede at gøre for dem? Det havde hjulpet lidt, bevares...Men ikke så meget, at det var helt væk.
Desuden var han blevet rastløs. At stjæle var hans måde at gøre oprør og nu havde han ikke haft muligheden så længe!
Først havde han hygget sig i Oberion og stjålet lidt godter hist og her. Et sukkerbrød hos bageren, en pung fuld af mønter og han havde følt sig godt tilfreds. Nu var han fløjet fra byen og videre ud i landet. Han ville ikke tilbage til Sethos og det snævre liv de havde nu. De måtte intet og der var intet der lovede bedring fra dronningens side! Lorte dronning. Lorte Zean, der ikke var der til at hjælpe dem. Det undrede ham nogen som helst kunne lide dem længere.
Han landede tungt og foldede vingerne sammen. Gemte dem. Han var i nærheden af en mine, som han havde fået øje på. Det interesserede ham, for i Sethos havde de også haft en del miner, som nu var gået i stå, fordi der ikke var nogen handel længere, da dronningen havde sørget for at holde portene godt og grundigt lukket. I Sethos arbejdede dem, der ikke kunne overholde deres fælles regler eller som ingen kunne lide, foruden en få stykker, der var blevet udvalgt til det. Ofte unge mænd og kvinder, der skulle slibes til. Og det gik fint, for arbejdede man ikke, fik man pisken. Nægtede man, kunne man ligefrem risikerer døden, men det gjorde intet, for alle var enige om spillereglerne.
Var man også det her? Vavilon var et såkaldt frit land. Så hvem arbejdede i minerne?
Han var iklædt noget af sit eget tøj, skønt han havde valgt det uden dødsenglenes tegn, da han ikke ville opnå problemer ved at rejse rundt i landet. Et land der var hurtigt til at vende dødsenglene ryggen igen. Faktisk følte han sig bare konstant sur og utilfreds i øjeblikket.
Han var ligeglad med dødsenglene, han var ikke ligeglad med at han blev behandlet som spedalsk.
Han listede tættere på og gemte sig bag nogle større sten uden for minen, mens han så hen mod indgangen med et nysgerrigt blik. Han rettede lidt på de sorte bukser og den lyse trøje han havde på, før han gled ned på hug. Støvlerne gnavede lidt, men det gjorde de altid. Han tittede frem og prøvede at danne sig et overblik over indgangen...
Efter et stykke tid havde Macaria åbenbart tænkt sig at rejse. Og af en eller anden grund, som han ikke ville brokke sig over, havde hun valgt at tillade han måtte være mere fri. Han vidste godt han ikke måtte være SÅ fri og at han desuden skulle følges af vagter...
Men nu var han altså stukket af. Under stor overvågning havde han lært Arona lidt mere om det at flyve og være dødsengel, mens at den lille dreng var lukket landskab, så længe selveste dronningen ikke var i nærheden. Så en aften, hvor vagterne havde følt sig afslappede, fordi Zach sjældent viste tegn på at gøre noget uventet, havde han fløjet sig vej og lovet dem at komme tilbage snart. Sandheden var at uanset hvor spændende det var at bo på et slot, gav det royale liv ham kvalme. Hvordan kunne de sidde der, snakke om at der ikke var mad nok til deres sidste fest, skovle en ekstra kage ind i en overfyldt mund og havde det godt med dem selv? Mens flere folk, ude på gaderne, stadig havde det elendigt, uanset hvor meget man påstod dronningen prøvede at gøre for dem? Det havde hjulpet lidt, bevares...Men ikke så meget, at det var helt væk.
Desuden var han blevet rastløs. At stjæle var hans måde at gøre oprør og nu havde han ikke haft muligheden så længe!
Først havde han hygget sig i Oberion og stjålet lidt godter hist og her. Et sukkerbrød hos bageren, en pung fuld af mønter og han havde følt sig godt tilfreds. Nu var han fløjet fra byen og videre ud i landet. Han ville ikke tilbage til Sethos og det snævre liv de havde nu. De måtte intet og der var intet der lovede bedring fra dronningens side! Lorte dronning. Lorte Zean, der ikke var der til at hjælpe dem. Det undrede ham nogen som helst kunne lide dem længere.
Han landede tungt og foldede vingerne sammen. Gemte dem. Han var i nærheden af en mine, som han havde fået øje på. Det interesserede ham, for i Sethos havde de også haft en del miner, som nu var gået i stå, fordi der ikke var nogen handel længere, da dronningen havde sørget for at holde portene godt og grundigt lukket. I Sethos arbejdede dem, der ikke kunne overholde deres fælles regler eller som ingen kunne lide, foruden en få stykker, der var blevet udvalgt til det. Ofte unge mænd og kvinder, der skulle slibes til. Og det gik fint, for arbejdede man ikke, fik man pisken. Nægtede man, kunne man ligefrem risikerer døden, men det gjorde intet, for alle var enige om spillereglerne.
Var man også det her? Vavilon var et såkaldt frit land. Så hvem arbejdede i minerne?
Han var iklædt noget af sit eget tøj, skønt han havde valgt det uden dødsenglenes tegn, da han ikke ville opnå problemer ved at rejse rundt i landet. Et land der var hurtigt til at vende dødsenglene ryggen igen. Faktisk følte han sig bare konstant sur og utilfreds i øjeblikket.
Han var ligeglad med dødsenglene, han var ikke ligeglad med at han blev behandlet som spedalsk.
Han listede tættere på og gemte sig bag nogle større sten uden for minen, mens han så hen mod indgangen med et nysgerrigt blik. Han rettede lidt på de sorte bukser og den lyse trøje han havde på, før han gled ned på hug. Støvlerne gnavede lidt, men det gjorde de altid. Han tittede frem og prøvede at danne sig et overblik over indgangen...