Post by Zachariah Fairbairn on Jul 2, 2015 20:10:46 GMT
Macaria Forsyth
Det havde ikke været nemt. Overhoved ikke nemt. Og alligevel havde de henvendt sig til ham. Sethos var i absolut kaos, for at sige det mildt og i nøden var der blevet sammensat et råd. Et råd af de klogeste, ældste og nogle af de stærkeste fra militæret. De havde snakket sammen i lang tid. Sethos var blevet lukket ned, lukket inde og de få dødsengle der ville flyve derfra, var kommet tilbage med pile stikkende ud alle vegne, som pindsvin. Eller skadet af magi. Dødsenglene havde været tæt på udryddelse, så var de blevet samlet...Og nu vidste folk ikke om de skulle græde eller grine. Skulle de alle dø nu? Og hvorfor skulle de? Mistroen var vokset. Ingen ønskede en leder i øjeblikket, for en leder havde samlet dem til deres fælles undergang. Hvis bare de aldrig havde haft en leder! De ville ikke være have været mange eller organiseret...Men i det mindste var de så i live.
Zach vidste ikke helt selv hvilken gruppe han tilhørte. Den der stadig mente Zean snart måtte komme tilbage og fortælle dem hvad der skulle ske, eller gruppen der mest af alt ville stikke af og leve sit eget liv. Når det kom til stykket havde han altid været en enspænder, blot tiltrukket af muligheden for at være sammen med sin egen race, at være accepteret og bruge sine evner til noget mere nyttigt, end hjælpe en kvinde i nød hist og her.
Tilbage til rådet. De havde fundet frem til at sende deres spørgsmål til Macaria, deres såkaldte dronning. Zach brød sig ikke om kvinden, kun ud fra hvad han havde hørt. Han vidste mange holdte af hende...Men selv følte han intet for hende. Ikke bare fordi hun havde lukket dem alle inde, som kriminelle, men også fordi hun sad højt på en trone og delte ud til store og små, som om hun var en eller anden helgen. Fordi hun kunne. Fordi hun var bedre end alle andre. Røvhul.
Nåe ja, rådet! De ville ikke bare sende en due. Den ene grund var fordi alle duer, der måtte flyve derfra, ville blive skudt ned. Hvem vidste om en due indeholdte spørgsmål til deres dronning eller bedte andre hære om at hjælpe dem ud? Og så fordi ingen af Vavilons andre vagter ville give et brev videre. Åh, de havde prøvet, kun for at blive jagtet væk med stikkende våben, som om selve synet af dem ville sprede død og ødelæggelse.
Så sidste mulighed var at sende et sendebud, en der var rolig nok til at tale for deres alles vegne. Zach var blevet forhørt på kryds og tværs af rådet, da de ville sikre sig han egnede til det og ville sige de rigtige ting. Bagefter havde han smidt alle sine våben...Ja, næsten nøgen, gået ud til vavilons vagter, der havde bagbundet ham og set kursen til Oberion. Sikke en fornøjelig tur.
Zach vidste mange var fulde af had. At låse et bundt krigeriske og smerteelskede engle inde var intet klogt træk. De blev rastløse, med ingen anden mulighed end at diskuterer. Flere slåskampe slog ud dagligt og børnene var bange. Han var en af de få der havde bevaret fatningen og se hvor det nu havde bragt ham hen!
Med skærende reb om hans hænder, der var spændt fast på ryggen. Hans vinger var skjulte, men han var klædt i sort tøj der bar dødsenglenes mærke. Et mærke han faktisk bar stolt. Eller, så stolt han nu kunne.
Og hvad ville der ske når englene blev løs igen? Hvis de blev det? Kaos. Det var hvad der ville ske. De skulle have afløb for alt deres energi og vrede følelser. Nogle af de eneste følelser man sagde disse engle kunne føle. Nej, det var slet ikke klogt, og uvisheden gjorde det ikke bedre. Englene var klar på at gå i krig når som helst. De få elever, på akademiet, der ikke var nået ud inden porten blev lukket, havde fået besked om at låse sig inde på akademiet...Ellers ville englene slå dem levende.
Normalt havde han vægten af et sværd ved sin side. I dag var der intet. Det manglede og det nagede ham. Men han vidste hvad han måtte gøre.
Nej, turen havde ikke været fornøjelig. Han havde prøvet det flere gange, at blive hevet af sted som en kriminel, men normalt var det fordi han faktisk havde gjort noget kriminelt. Ikke bare for at være en dødsengel...Der var virkelig nogle ting der skulle diskuteres!
Da de endelig nåede Oberion, var mørket faldet på. Et par dage havde det taget, for de havde nægtet at låne ham en hest, men havde i stedet trukket ham efter dem med et hånligt smil. De hev regelmæssigt i rebet og fik ham til at miste balancen, så hans knæ var slidte og på det ene var der direkte gået hul. Der ville have været sår, havde det ikke været fordi han havde evnen til at heale. En sjælden ting hos en dødsengel. Tænkt af rådet mente det ville hjælpe ham, hjælpe Macaria, med at indse de ikke kun var sølle væsner.
Nej. Der skulle mere til at knække ham. Selv om han med glæde ville straffe vagterne fra deres latterlige opførsel, vidste han at dette stadig var den opførsel han kunne forvente. Sådan havde det altid været. Og nu hvor englene var fanget, havde folk ingen grund til at frygte dem længere. Slet ikke en, helt alene, bundet.
Da de trådte ind i Oberion blev der gjort et show af det. Vagterne gjorde meget for at slæbe ham langsomt igennem gaderne, at holde folk på god afstand, men stadig lade dem se ham og håne ham.
På hele turen havde han bevaret en rank ryg. Hans mørkegrå, næsten bløde blik stirrede ligeud i horisonten med en beslutsomhed der slet ikke var tæt på at knække. Han havde et mål og han ville nå det, uanset hvad de slæbte ham igennem. Hans manglede reaktion fik også vagterne til at droppe nogle af deres kommentarer.
"Dødens engel! Dit monster"
"Forbandede lømmel! Din tyv, voldtægtsmand! Børnedræber!"
"Nogen burde sætte ild til hele jeres by!"
Slottet rejste sig rankt og flot, som Euphonia uden tvivl satte pris på. Et svagt smil gled over Zach som han så op på slottet. Han var her. Smilet falmede igen. Oberion, slottet, Macaria. Det var som at rejse tilbage i tiden. Han kendte slottets fangekælder bedre end noget andet sted. Men det var fra en helt anden tid.
Det sorte hår havde i sit tid strittet pænt, men på rejsen var det faldet lidt ned og nu hang hans pandehår ned over det ene øje, så han regelmæssigt måtte skubbe det væk. Støv fra rejsen hang på hans tøj og han havde halvlange skæbstubber. Hans mave rumlede svagt, opgivende, uden mad i flere dage. Det eneste han havde fået var vand. Alligevel følte han sig tørstig.
"Jeg håber virkelig hun beslutter sig for en henrettelse. Hørt mage til frækhed? Chance for at tale med dronningen? Sådanne rotter skal udryddes! Det har jeg altid sagt! Og de...Jeg mener, hun, er jo kendt for at lave henrettelser..." ingen turde rigtig nævne Zean eller sige 'de' længere.
Vagten hev lidt mere i hans reb, men han formåede at holde balancen over brostenene.
Til sidst var på gårdspladsen og den ene vagt forsvandt indenfor, for at anmelde deres ankomst. Imens lukkede Zach øjnene og rettede ansigtet op mod himlen. Hvem der ikke ville flyve en tur nu? Natten var dejlig kølig og stille...
"Der er besøg til Dronningen, hendes majestæt. Et sendebud fra Sethos, der ønsker at snakke. Kun snakke. Ikke at jeg forventer hun gider..." vagten snakkede med en af tjenerinderne. Hun nikkede lidt nervøst, før hun fortalte vagten at vente. Hun vendte sig om og næsten løb op af trappen for at finde dronningen. Nervøsiteten var stor...Hvordan ville dronningen dog reagerer på det?
Det havde ikke været nemt. Overhoved ikke nemt. Og alligevel havde de henvendt sig til ham. Sethos var i absolut kaos, for at sige det mildt og i nøden var der blevet sammensat et råd. Et råd af de klogeste, ældste og nogle af de stærkeste fra militæret. De havde snakket sammen i lang tid. Sethos var blevet lukket ned, lukket inde og de få dødsengle der ville flyve derfra, var kommet tilbage med pile stikkende ud alle vegne, som pindsvin. Eller skadet af magi. Dødsenglene havde været tæt på udryddelse, så var de blevet samlet...Og nu vidste folk ikke om de skulle græde eller grine. Skulle de alle dø nu? Og hvorfor skulle de? Mistroen var vokset. Ingen ønskede en leder i øjeblikket, for en leder havde samlet dem til deres fælles undergang. Hvis bare de aldrig havde haft en leder! De ville ikke være have været mange eller organiseret...Men i det mindste var de så i live.
Zach vidste ikke helt selv hvilken gruppe han tilhørte. Den der stadig mente Zean snart måtte komme tilbage og fortælle dem hvad der skulle ske, eller gruppen der mest af alt ville stikke af og leve sit eget liv. Når det kom til stykket havde han altid været en enspænder, blot tiltrukket af muligheden for at være sammen med sin egen race, at være accepteret og bruge sine evner til noget mere nyttigt, end hjælpe en kvinde i nød hist og her.
Tilbage til rådet. De havde fundet frem til at sende deres spørgsmål til Macaria, deres såkaldte dronning. Zach brød sig ikke om kvinden, kun ud fra hvad han havde hørt. Han vidste mange holdte af hende...Men selv følte han intet for hende. Ikke bare fordi hun havde lukket dem alle inde, som kriminelle, men også fordi hun sad højt på en trone og delte ud til store og små, som om hun var en eller anden helgen. Fordi hun kunne. Fordi hun var bedre end alle andre. Røvhul.
Nåe ja, rådet! De ville ikke bare sende en due. Den ene grund var fordi alle duer, der måtte flyve derfra, ville blive skudt ned. Hvem vidste om en due indeholdte spørgsmål til deres dronning eller bedte andre hære om at hjælpe dem ud? Og så fordi ingen af Vavilons andre vagter ville give et brev videre. Åh, de havde prøvet, kun for at blive jagtet væk med stikkende våben, som om selve synet af dem ville sprede død og ødelæggelse.
Så sidste mulighed var at sende et sendebud, en der var rolig nok til at tale for deres alles vegne. Zach var blevet forhørt på kryds og tværs af rådet, da de ville sikre sig han egnede til det og ville sige de rigtige ting. Bagefter havde han smidt alle sine våben...Ja, næsten nøgen, gået ud til vavilons vagter, der havde bagbundet ham og set kursen til Oberion. Sikke en fornøjelig tur.
Zach vidste mange var fulde af had. At låse et bundt krigeriske og smerteelskede engle inde var intet klogt træk. De blev rastløse, med ingen anden mulighed end at diskuterer. Flere slåskampe slog ud dagligt og børnene var bange. Han var en af de få der havde bevaret fatningen og se hvor det nu havde bragt ham hen!
Med skærende reb om hans hænder, der var spændt fast på ryggen. Hans vinger var skjulte, men han var klædt i sort tøj der bar dødsenglenes mærke. Et mærke han faktisk bar stolt. Eller, så stolt han nu kunne.
Og hvad ville der ske når englene blev løs igen? Hvis de blev det? Kaos. Det var hvad der ville ske. De skulle have afløb for alt deres energi og vrede følelser. Nogle af de eneste følelser man sagde disse engle kunne føle. Nej, det var slet ikke klogt, og uvisheden gjorde det ikke bedre. Englene var klar på at gå i krig når som helst. De få elever, på akademiet, der ikke var nået ud inden porten blev lukket, havde fået besked om at låse sig inde på akademiet...Ellers ville englene slå dem levende.
Normalt havde han vægten af et sværd ved sin side. I dag var der intet. Det manglede og det nagede ham. Men han vidste hvad han måtte gøre.
Nej, turen havde ikke været fornøjelig. Han havde prøvet det flere gange, at blive hevet af sted som en kriminel, men normalt var det fordi han faktisk havde gjort noget kriminelt. Ikke bare for at være en dødsengel...Der var virkelig nogle ting der skulle diskuteres!
Da de endelig nåede Oberion, var mørket faldet på. Et par dage havde det taget, for de havde nægtet at låne ham en hest, men havde i stedet trukket ham efter dem med et hånligt smil. De hev regelmæssigt i rebet og fik ham til at miste balancen, så hans knæ var slidte og på det ene var der direkte gået hul. Der ville have været sår, havde det ikke været fordi han havde evnen til at heale. En sjælden ting hos en dødsengel. Tænkt af rådet mente det ville hjælpe ham, hjælpe Macaria, med at indse de ikke kun var sølle væsner.
Nej. Der skulle mere til at knække ham. Selv om han med glæde ville straffe vagterne fra deres latterlige opførsel, vidste han at dette stadig var den opførsel han kunne forvente. Sådan havde det altid været. Og nu hvor englene var fanget, havde folk ingen grund til at frygte dem længere. Slet ikke en, helt alene, bundet.
Da de trådte ind i Oberion blev der gjort et show af det. Vagterne gjorde meget for at slæbe ham langsomt igennem gaderne, at holde folk på god afstand, men stadig lade dem se ham og håne ham.
På hele turen havde han bevaret en rank ryg. Hans mørkegrå, næsten bløde blik stirrede ligeud i horisonten med en beslutsomhed der slet ikke var tæt på at knække. Han havde et mål og han ville nå det, uanset hvad de slæbte ham igennem. Hans manglede reaktion fik også vagterne til at droppe nogle af deres kommentarer.
"Dødens engel! Dit monster"
"Forbandede lømmel! Din tyv, voldtægtsmand! Børnedræber!"
"Nogen burde sætte ild til hele jeres by!"
Slottet rejste sig rankt og flot, som Euphonia uden tvivl satte pris på. Et svagt smil gled over Zach som han så op på slottet. Han var her. Smilet falmede igen. Oberion, slottet, Macaria. Det var som at rejse tilbage i tiden. Han kendte slottets fangekælder bedre end noget andet sted. Men det var fra en helt anden tid.
Det sorte hår havde i sit tid strittet pænt, men på rejsen var det faldet lidt ned og nu hang hans pandehår ned over det ene øje, så han regelmæssigt måtte skubbe det væk. Støv fra rejsen hang på hans tøj og han havde halvlange skæbstubber. Hans mave rumlede svagt, opgivende, uden mad i flere dage. Det eneste han havde fået var vand. Alligevel følte han sig tørstig.
"Jeg håber virkelig hun beslutter sig for en henrettelse. Hørt mage til frækhed? Chance for at tale med dronningen? Sådanne rotter skal udryddes! Det har jeg altid sagt! Og de...Jeg mener, hun, er jo kendt for at lave henrettelser..." ingen turde rigtig nævne Zean eller sige 'de' længere.
Vagten hev lidt mere i hans reb, men han formåede at holde balancen over brostenene.
Til sidst var på gårdspladsen og den ene vagt forsvandt indenfor, for at anmelde deres ankomst. Imens lukkede Zach øjnene og rettede ansigtet op mod himlen. Hvem der ikke ville flyve en tur nu? Natten var dejlig kølig og stille...
"Der er besøg til Dronningen, hendes majestæt. Et sendebud fra Sethos, der ønsker at snakke. Kun snakke. Ikke at jeg forventer hun gider..." vagten snakkede med en af tjenerinderne. Hun nikkede lidt nervøst, før hun fortalte vagten at vente. Hun vendte sig om og næsten løb op af trappen for at finde dronningen. Nervøsiteten var stor...Hvordan ville dronningen dog reagerer på det?