Post by Caleb Veterano on Apr 12, 2015 20:12:54 GMT
Saïx Veterano - Caleb Veterano
Regnen faldt som støv ned over landskabet, så den tørre jord igen kunne suge vand til sig, hvilket mange af markerne havde godt af. Her i efteråret tæt på Årets Fest havde landmændene ekstra travlt. Fra laderne blev ressourcer samlet, så alt kunne være klar til festen, der snart ville springe ud i hele Vavilon, for at fejre dronningens graviditet og tilbagevending.
Kun en person i Maranos viste dog ingen glæde for dette. Ingen havde set ham i over et halvt år. Ingen. Lige efter hans søsters mystiske forræderi, havde han pakket sine ting hos modstandsbevægelsen, og var forsvundet uden et eneste farvel.
I et halvt år havde han ledt efter svar i hele verden. Både i Portus, Pandemonium og Vavilon, men ingen kunne hjælpe ham. Ingen kunne fortælle ham noget som helst. De ellers så muntre, grønne øjne var formørket i sorg. Det unge ansigt, som altid havde været glat barberet, var dækket af skægstubber. Kroppen var anspændt i konstant smerte, som kun alkohol eller opium kunne dulme. En smerte der ikke var fysisk, selvom det nogle gange føltes sådan.
For første gang havde Cal rakt ud, og skabt kontakt til sin gamle ven, Saïx. Han havde været nødt til det. Nyheden om modstandsbevægelsen havde nået ham på sin vandring, og havde tvunget ham til at se sig tilbage. Nogen havde angrebet den største kerne af oprørerne. Rygtet sagde at det havde været et blodbad. Lig over det hele. De døde ansigter fortrukket i skræk og smerte. Der havde været ingen nåde, ingen hurtig død.
Cal havde kun tøvet en halv dag, før han fandt et sted, hvor han kunne sende en besked ud til Saïx. Hvis han stadigvæk var med modstandsbevægelsen, kunne han have været en af de faldne. Heldigvis havde han fået svar tilbage. Saïx var okay, men ville mødes.
Selvom Cal helst ville have forsat videre, og forblevet isoleret fra alt og alle, så kunne han ikke glemme hvad smeden, havde betydet for hans søster, og han måtte se sig nødsaget til at møde ønsket om kontakt.
Nu sad han så her.
I en billig kro i Maranos, der ellers havde været det farligste sted for modstandsbevægelsen at være. Oathhorn var kendt for at være dyb loyal til Forsyth, og havde slået hårdt ned på oprørerne her i byen. Heldigvis vidste Cal hvordan man skjulte sine spor, og gemte sin identitet. Det havde han gjort hele sit liv, og det var aldrig lykkes nogle at fange ham. Selv ikke Forsyth-parret, der ellers ihærdigt havde forsøgt.
Krummet over et krus mjød sad han ved et bord, der stod lidt væk fra alle de andre tæt ved et hjørne. Han forholdte hovedet bøjet, så flammerne i kaminen ikke ville kunne lyse hans ansigt op. Med den karakteristiske lap over det ene øje, kunne mange komme til at genkende ham som den sidste, overlevende Veterano.
Det sorte hår var vokset en smule længere, og faldt ned over hans ene, friske øje, der tomt var rettet ned i bordpladen, som om det ikke så de knudret mønstre i træet, men noget andet, der kunne indeholde de svar han ledte efter. Eller måske den fred, han så inderligt ønskede, og dog ikke kunne give sig selv, selvom at han havde prøvet flere gange.
Som altid var tøjet slidt. Et værelse var blevet lejet for natten. En prositueret lå stadigvæk oppe i sengen, og holdte den varm, bare for at han ikke glemte følelsen af en kvindekrop ved sin side, når han skulle sove. Han var så vant til følelsen af en anden person. Vant til selskabet.
Derfor bar han ikke sin rejsekappe, der lå smidt et sted ovenpå. I stedet havde han bare sin mørkegrå trøje på med høj, løs krave, sine poset bukser og støvler. Han lignede enhver vandre. De stærke underarme havde dog alle pentagrammer og runer skåret ind på sig. Specielt én rune stod tydeligt. Både fordi den var større end de andre, og fyldte næsten det hele af hans underarm, men også fordi den var nyere end de andre. Hans eneste spor.