Post by Vaelon Arahaelon on Apr 1, 2015 12:56:56 GMT
Inei ~ Vaelon Arahaelon
Klatreturen op af klipperne til Ineis træ var lige så anstrengende som Vaelon huskede den. Alligevel var det langt fra første gang han havde taget turen derop: det måtte være over firehundrede år siden han første gang havde sat fod for klippen, og begyndt den krævende tur op mod det storslåede træ. Kun de mest troende og de mest udholdende kunne klare turen derop - hvilket også sømmede sig, for hvad der ventede på toppen.
Vaelons arme nåede toppen af kløften, og han gav et støn fra sig da han trak sig selv over kanten, og lod sig rulle om i det frodige græs som dækkede området omkring det storslåede træ. Med solen fra oven, virkede træet som et majestætisk maleri, med sine lyserøde blomster som bevægede sig i den milde sommervind. Enorme, snoede rødder gravede sig dybt ned i jorden og havde fået klippegrunden til at slå sprækker flere steder, men samtidig lod de til at holde klippen fra at falde ned i afgrunden. Mange troende måtte have taget rejsen til træet gennem de mange århundreder det havde stået her, men Vaelon kunne ikke forestille sig andet end at træet ville blive stående her for al aftertid.
Han tørrede sveden af sin pande, og trak vejret dybt ind, før han rejste sig op på stående fod. Denne gang gik han ikke iklædt de sædvanlige fine, broderede klæder han normalt iførte sig i Istus. Han gik i en kropsnær, men bevægelig tunika af noget let materiale i en neutral jordfarve. Normalt ville han have bedt til Inei i sine fineste klæder, men klatreturen ville have efterladt sit mærke på ham, og han ville ikke fremstå for Inei som noget mindre end hvad han var.
Han begav sig op mod træet, og fandt sted foran en af de snoede rødder. Han satte sig på hug foran den, lukkede øjnene, og formede nok en gang Ineis cirkel i sin pande med en finger, før han foldede hænderne sammen.
"Må Ineis lys vise mig vej." mumlede han stilfærdigt. Der var ingen andre omkring ham, men alligevel bad han altid i det stille, så kun han selv og gudinden hørte ham. Han sagde intet mere, men bad tavst. Inei måtte kunne vise ham vejen. Dronningen var hendes direkte led, men måden hun ville regere på, gik imod alt Inei stod for. Han vidste at Valencia tog fejl, men betød det at han havde ret?
Vaelons arme nåede toppen af kløften, og han gav et støn fra sig da han trak sig selv over kanten, og lod sig rulle om i det frodige græs som dækkede området omkring det storslåede træ. Med solen fra oven, virkede træet som et majestætisk maleri, med sine lyserøde blomster som bevægede sig i den milde sommervind. Enorme, snoede rødder gravede sig dybt ned i jorden og havde fået klippegrunden til at slå sprækker flere steder, men samtidig lod de til at holde klippen fra at falde ned i afgrunden. Mange troende måtte have taget rejsen til træet gennem de mange århundreder det havde stået her, men Vaelon kunne ikke forestille sig andet end at træet ville blive stående her for al aftertid.
Han tørrede sveden af sin pande, og trak vejret dybt ind, før han rejste sig op på stående fod. Denne gang gik han ikke iklædt de sædvanlige fine, broderede klæder han normalt iførte sig i Istus. Han gik i en kropsnær, men bevægelig tunika af noget let materiale i en neutral jordfarve. Normalt ville han have bedt til Inei i sine fineste klæder, men klatreturen ville have efterladt sit mærke på ham, og han ville ikke fremstå for Inei som noget mindre end hvad han var.
Han begav sig op mod træet, og fandt sted foran en af de snoede rødder. Han satte sig på hug foran den, lukkede øjnene, og formede nok en gang Ineis cirkel i sin pande med en finger, før han foldede hænderne sammen.
"Må Ineis lys vise mig vej." mumlede han stilfærdigt. Der var ingen andre omkring ham, men alligevel bad han altid i det stille, så kun han selv og gudinden hørte ham. Han sagde intet mere, men bad tavst. Inei måtte kunne vise ham vejen. Dronningen var hendes direkte led, men måden hun ville regere på, gik imod alt Inei stod for. Han vidste at Valencia tog fejl, men betød det at han havde ret?