The Weapon

[Eriz LaPiera Black]

Zean Forsyth - Eriz LaPiera Black

Så mange havde lykkeønsket hende den sidste stykke tid. Alle lige fra den laveste tjener til den mest magtfulde greve. Alt lige fra den korteste bemærkning til den mest dyreste gave. Så mange breve var blevet sendt, og barnet var ikke engang blevet født endnu. Ja, faktisk kunne man ikke engang se, noget som helst tegn på en graviditet på Eriz's ufejlbarlige krop.
Selvom hun tit kiggede efter den mindste lille bule, var der intet, hvilket hun indtil videre var godt tilfreds med. En stor del af nervøsiteten stammede fra, at hendes krop ville blive ødelagt af babyen inde i hende, så jo længere tid der gik uden nogle tegn, jo gladere var hun. Healerne sagde det var normalt. Hun var kun lidt over en måned henne, så der ville stadigvæk gå tid, før noget kunne ses på hende. 

Det var midt på dagen, hvilket betød af Marcel var i fuld gang med at være konge, så det betød at Eriz, kun havde sit eget selskab. Ikke fordi hun havde noget imod det. Selvom at Marcel var faderen til hendes barn, og gav hende sin fulde opmærksomhed, var der ikke meget, de kunne snakke om. Lige meget hvor meget hun hadede det, så var det tydeligt, at han havde mere tilfælles med Macaria, end han havde med hende. 
Macaria... en anden af hendes bekymringer udløst af graviditeten. Hun var ikke i tvivl om, at Vavilons dronning på givende tidspunkt, vidste alt omkring det ufødte barn. Allerførst havde Eriz været henrykt ved tanken om Macarias harme, indtil hun kom i tanke om, hvad vampyren kunne finde på at gøre som hævn. 
Det var ikke mange, som Eriz frygtede, men Macaria var skam én af dem. Folk var tåbelige, hvis de undervurderede den unge vampyr, der allerede havde overtaget et land. Hun var oplært af Sam. Hvis hun ville barnet til livs, kunne intet stoppe hende. 
Derfor havde Eriz brugt den sidste måned på at ligge planer. Det her var slut. En gang for alle ville hun udslette den trussel, som Macaria udgjorde. Èn gang før havde hun undsluppet døden men ikke igen. Ikke denne gang. 

Med en grimasse sank hun den drik, som healeren havde lavet til hende, der skulle være fyldt med næringsstoffer, som skulle være godt for barnet. Det smagte på ingen måde godt, men hun ville gøre, hvad som helst for sin baby. Hvad som helst. 
Hun sad inde i en af dagligstuerne tilbagelænet i en lænestol, og læste i en gammel, slidt bog, hun havde fundet på biblioteket. En bog om mental-magi. Selvom hun kunne meget, var det ofte fantasien der satte grænser, så hun måtte finde ud af mere. Specielt med de planer, hun havde i tankerne. 
Zean var her et eller andet sted, vidste hun, men han havde haft travlt med at holde Marcel med selskab. De to virkede som om, de var blevet gode venner, og kommet over hele Pandemonium/Macaria episoden. Godt for dem. I stedet for at se Zean som en fjende, var hun begyndt at se på ham som et våben. Et farligt våben. Marcel gjorde den fejl, at han ikke så mulighederne i folk længere. Han så dem som... ja... folk. Ikke redskaber der kunne bruges, til at udslette enhver form for trussel. 
Hun havde ikke prøvet at opsøge Zean. På et tidspunkt skulle han nok selv dukke op... det gjorde han altid. 

Dovent bladrede hun i bogen. Groteske illustrationer af tekstens ord, viste sig for hendes øjne, mens hun igen tog glasset med den mudret drik op til sine læber. Nysgerrigt læste hun afsnittet. Der skulle nok være noget i den her bog. 

[Zean Forsyth]

Han havde snart været i Pandamonium i lang tid. Han ville snart tage hjem igen, Macaria måtte savne ham og Arona også. Alle måtte jo savne ham! Han var jo trods alt deres konge. Uden tvivl der kom rygter om når han forsvandt stort set uden ord. Han var ikke typen der planlagde særlig meget, men han havde skam planer om at nå hjem til festen! Og der kunne ikke være lang tid til at den blev holdt længere. Desuden var det begrænset hvor spændende Pandamonium egentlig var. Som et land, var det ganske kedeligt og ufantastisk. Det var landets personer, mest de kongelige, han var her for. Faktisk, mest de kongelige. Faktisk kun de kongelige...Resten han havde mødt var mest tilfældigt.
Han var næsten kommet sig helt, da han pludselig sloges med Isabel. Det var to dage siden nu, han havde brugt dagene på at passe sine sår og gå lidt nede i den kedelige by. Folk turde næsten ikke lave noget, bange for at bryde nogle ihh-så-vigtige regler. Han glædede sig lidt til at komme hjem igen.
Iklædt nogle solide sko, et par sorte bukser og en hvid skjorte, der var knappet, var han ankommet til slottet igen. Ærmerne skjulte de kradsemærker Isabel havde givet ham og en ny forbinding sørgede for at hans sår ikke åbnede sig yderligere. Han havde dog stadig et sår i den ene side af underlæben og hans ene øje var blåt. En hudafskrabning her og der på hans ansigt eller hænder. Ja, det lignede han havde været i en slåskamp, hvad han også havde været. Det skete jo.

I dag ville han ikke se Marcel. Han havde set ham et par gange på sin tur, blandt andet snakket om en længerevarende fred. Nu manglede han bare at fortælle Macaria om den og fortælle hende hvorfor det var en god ide...Men det kunne hun vil nok se det logiske i. Håbede han. Og freden med Portus lå også næsten helt fast. Faktisk syntes han at han havde klaret sit job som konge ganske godt! også selv om Pandamonium snart måtte træt af at han hele tiden var der. Et lille smil gled over ham.
Efter Marcel havde sagt Zean var havde diplomatisk immunitet, var der ingen der stoppede ham for at fjerne hans våben fra ham længere. Derfor kunne han bare gå ind.
"I dag vil jeg møde jeres dronning, Eriz" spurgte han en af vagterne. Han vidste jo ikke hvor dronningen befandt sig...Faktisk havde han slet ikke set hende i hele hans ophold her. Som om hun gemte sig. Måske havde Marcel buret hende inde, så der ikke skete noget med barnet. Vagten nikkede kort og viste han vejen til Eriz. Til sidst stoppede vagten op foran en dør og gjorde tegn til at Zean måtte gå ind, før han gik igen. Der stod allerede vagter ude foran døren, der var ikke brug for en ekstra.
Åh ha...Det var rart at have sit sværd og pisk i bæltet. Han smilte let. mon hun stadig ville få dem fjernet? sikkert. Hun var så sær.
Han bankede på døren. Det var rart vagterne havde lært hans ansigt og vidste de skulle lade ham være, medmindre han gjorde noget totalt tosset.
Han ventede ikke på svar, da han åbnede døren og trådte ind. Han lukkede døren efter sig og lod blikket glide rundt i lokalet. Eriz sad og læste. Præcis som...forrige gang han havde set hende. Det havde været et godt møde. Som tingene dog havde ændret sig.
"Godaften! Eller Godmorgen, eller god middag...Svært at sige med jeres forurenede himmel" hilste han og trådte længere ind i rummet, men stoppede op på en god afstand...Hvis nu hun besluttede sig for han endnu var en fjende og skulle gå væk, inden hun splittede hans sind ad med sin magi. Eller noget.

[Eriz LaPiera Black]

Hun havde mærket ham på lang afstand. Det gjorde hun altid. I hele hans ophold i Pandemonium, havde hun kunne følge ham rundt på slottet, selvom hun havde været flere etager over ham. Når han havde været for langt væk, til at hun kunne mærke ham, havde hun gledet igennem folks sind, for at finde ud af hvor han var, og hvad han lavede.
Ingen udover Raine vidste hvad hun havde gang i, og hvor tæt hun faktisk overvågede Vavilons konge, der så frit rendte rundt i hendes land. Marcel og ham virkede så ens. Ingen af dem lyttede til Macarias advarelser, og snart ville Zean selv opdage, hvorfor at man burde tage den unge vampyrs ord til sig. Hans arrogance var hans svaghed. Hans arrogance over at hun intet kunne gøre ham.
Da han trådte ind, hævede hun roligt sine isblå øjne op mod ham. Ah ja... slagsmålet. Hele slottet havde talt om det. Hvordan Marcel's lille, yndige bodyguard havde prøvet at dræbe kongen af Vavilon. For at være ærlig, havde hun ikke vidst, hvem hun mest havde heppet på af de to. Måske have hun håbet, de havde dræbt hinanden.
"Zean!" udbrød hun, og smilede sødt til ham, som var han det bedste, der kunne være trådt ind af døren. "Jeg håbede, du fandt tid til at se mig, inden du tog tilbage til Vavilon!"
Hun lagde bogen og glasset fra sig på stuebordet, inden at hun elegant rejste sig op. Kjolen hun havde på var blodrød. Marcel kunne godt lide den farve, så hun de mørkelilla klæder, var blevet skiftet ud.
Med armene strakt ud, som ville hun give Zean en omfavnelse, gik hun ham i møde, for at placere et let kys på hver af hans kinder. Han var fornemt klædt, og kunne pånær skaderne, faktisk gå ud for at være en konge. Det klædte ham.
Hun trak sig tilbage fra ham igen, så hun kunne betragte ham, inden hun med et lille grimasse, hævede sin hånd mod en hudafskrabning på hans kind.
"Det måtte have gjort ondt," kommenterede hun, og strøg blidt huden med den ene tommelfinger. "Jeg håber skam ikke, du har haft flere ubehagelige overraskelser her i Pandemonium! Både mig og Marcel vil så gerne ønske, at du har haft det behageligt her."
Mentalt var hun allerede i gang med at stryge over hans hoved uden at kigge. Hvis planen skulle gå, skulle han blive vant til at mærke hende, uden at vide at hun faktisk var der. Bid for bid ville hun lagre noget af sig selv i ham. Mere og mere had. Mere og mere vrede. Mere og mere mørke. Men forsigtigt... han skulle nødigt opdage, at hun pillede rundt inde i ham. Først galt det om, at gøre ham vant til hende. Glad. Venskabelig - så venskabelig man kunne blive med Zean.
Efter mange års venskab med ham, var det dog ikke svært at finde ud af, hvad han kunne lide.
"Selvfølgelig vandt du slåskampen, så vidt jeg har hørt. Kommer ikke som en overraskelse."

[Zean Forsyth]

Zean havde ingen beskyttelse mod mental magi overhoved. Faktisk havde han ikke meget beskyttelse mod magi generelt, da han selv mere brugte sin fysisk og et sværd, frem for at mumle sære ord...Ikke fordi dødsenglene rigtig var født med muligheden for at bruge magi. Han vidste Eriz kunne lidt af hvert, men han frygtede det ikke. Hvad skulle hun gå efter? Hun så ham måske som en mulig fjende, men efterhånden måtte hun vel have vænnet sig til at han var der. Zean var ganske afslappet på det punkt. Han tog truslerne som han opdagede dem og sjældent før. Ellers kunne han jo gå og være vred og bange hele tiden og det gad han godt nok ikke!
Macaria havde advaret, en gang for...1000 år siden, snart. Han huskede det kun svagt, hvis overhoved, velvidende Macaria og Eriz var fjender og derfor altid sagde dårlige ting om hinanden. Han havde balanceret at have et forhold til begge kvinder, måske endda lidt hemmeligt og uden at vække den andens vrede. De vidste måske begge at han så den anden...Men ingen af ham havde forfulgt ham af den grund. Det var et emne der for det meste var blevet ignoreret. I sin tid, da han overbeviste Eriz om han blot havde giftet sig for at være en spion og magten. Macaria, han overbeviste om at det var fordi der var noget dybere i det. Og hvad skulle han stille op med det nu? Det måtte han finde ud af. Uanset hvad var Eriz lidt det man kunne kalde et gammelt bekendtskab.
Rød kjole, der stjal al opmærksomheden. Trist. Han kunne bedre lide de mørkelilla. Det ville ikke undre ham om det var fordi Marcel elskede rød, hun havde altid været god til at manipulerer rundt med mænd og Marcel var sikkert ingen undtagelse.

Han slog ud med sine arme med et svagt smil. I det mindste var det ikke et mistænksomt blik og en ordre for ham om at smide sine våben, som sidst de havde mødtes. Hvad mon havde gjort at hun skiftede mening? Hormonerne?
"Selvfølgelig har jeg tid til at møde min ynglings-forræder!" kommenterede han, skønt der intet vredt var at spore i hans stemme eller ansigt. Mere virkede det som om han drillede hende med det. Da hun kyssede hans kinder, lagde hans hænder sig mod hendes overarme. Hendes tommelfinger gled næsten kildende over hans kind. Et skævt smil gled over ham.
"Det er intet" Det typiske svar fra en der ville lyde sej. Men faktisk havde det ikke gjort ondt...ikke i forhold til hans læbe eller hans side. Det gjorde stadig lidt ondt i hans læbe, når han smilte for meget eller grinte for meget. Eller hvis han spiste noget varmt.
"Vi ved begge to jeg elsker en god kamp. Også selv om den blev lidt mere personlig. Jeg foreslår Marcel skifter sin bodyguard ud. Hun er alt for opslugt af personlige problemer, til at jeg ville stole på hende...Og så er der selvfølgelig problemet med at Vavilon vil se hende død. Men lad os ikke tale arbejde!" Han klappede hende kort på armene, før han slap hende og trådte uden om hende og gik længere ind i rummet.

"Tillykke! Du er gravid. Så bliver du snart tyk og upraktisk! En der knap nok kan gå, uden at falde baglæns af sin egen vægt!" drillede han hende og så skævt over sin ene skulder, hen på hende, med sine stålgrå øjne. Han bemærkede slet ikke hendes tilstedeværelse i hans hoved. Som under krigen, hvor han ikke havde opdaget hende, før hun bogstavlig talt havde skreget til ham. Nåe ja, der havde han jo også være optaget af at slås...Og andre ting. En død Macaria, jo.
En let latter forlod ham, som han snorede rundt mod hende og slog ud med armene, som vidst han sig selv frem.
"Selvfølgelig vandt jeg!" kommenterede han. Alt andet ville være absurd! Godt nok afbrød Marcel deres kamp...Men han mente bestemt han havde haft overtaget og ville have vundet, havde de blot sloges et øjeblik mere! Det var i hvert fald langt den sjoveste tanke og derfor holdte han fast i den.

[Eriz LaPiera Black]

Upåvirket af hans dril smilede Eriz bare til ham. At blive kaldt forræder gjorde hende intet. Folk havde kaldt hende det før. Hvorfor skjule sandheden? Man kunne ikke stole på hende, og det havde hun aldrig lagt skjul på. Folk var bare dumme, hvis de ikke lyttede. Zean var én af dem, som havde oplevet det personligt, men i det mindste var han sluppet med livet i behold, hvilket ikke mange kunne prale med.
"Du ved hvordan spillet er," kommenterede hun kort.
Da han nævnte Isabel, kunne Eriz ikke lade være med at sukke opgivende, mens hun vendte sig rundt mod Zean. Helst ville hun have at Marcel skaffede tøsen af vejen. Hun anede ikke hvem hun var, hvor hun kom fra, eller hvad hendes forhold til Marcel var. Det irriterede hende grænseløst, at Marcel ikke fortalte hende det.
"Jeg ved det. En skam du ikke dræbte hende. Jeg stoler ikke på hende," svarede hun, og gik forbi ham, for at sætte sig tilbage i den behagelige lænestol igen. Der kom en lille snerren til syne i hendes ansigt, da han fortalte hun ville blive tyk og upraktisk. Ingen tvivl om at han vidste, hvor meget hun frygtede netop det! Hun kunne lide at være perfekt, og gjorde meget arbejde for at det forblev netop sådan. Med et barn i maven ville det være umuligt.
"Ja hurra! Man kan ikke slås mod naturen, kan man?" Hun lænede hovedet til side mod to af sine fingre, mens hun betragtede ham roligt. "En skam Macaria aldrig vil opleve det. Jeg høre hun er kommet hjem i god behold? Det var da ærgeligt, de ikke var slog hende ihjel med det samme, så du kunne være fri for hende."
Et spydigt smil kom frem på Eriz's læber.

[Zean Forsyth]

Han havde altid vidst han ikke kunne stole på hende. Han havde jo blot haft i tankerne at udnytte hende, men tydeligvis havde de haft samme ide og netop derfor var han som sådan ikke så sur på hende. Det var jo fantastisk! Det var spændende! Gad vide hvad hun kunne finde på næste gang? Uanset hvad, så han ingen grund til at krybe hjem i en hule og gemme sig, når det sjove og udfordrende var lige her, foran ham.
Han var bare glad for at være i live og kunne udnytte deres gæstfrihed. Også selv om han først følte sig godt tilpas derhjemme. Han fandt sig ikke særlig godt tilpas her, han kunne ikke slappe ordentlig af, velvidende alle i landet kunne være fjender eller spioner.
Hans største problem lå i at han faktisk intet havde at lave. Ingen planer at føre ud i livet, andet end at heale og træne til at blive endnu stærkere.
Han så over på hende. Hun brød sig ikke om sin mands bodyguard? Interessant. Måske de havde fælles interesser der.
"Jeg ser hende gerne død. Jeg tror måske også jeg ville have haft en mulighed, havde din kære mand ikke forstyrret os. Uanset hvad..." han trak let på den ene skulder, tøvende med at foreslå de kunne gå sammen om at se hende død. Trods alt...Var han jo i princippet fjenden her og kunne ikke forvente mange venner, trods de virkede så venskabelige som muligt. Noget Zean på ingen måde stolede på. Og hvad hvis Eriz blot tog hans forslag som et tegn på han ønskede dem alle ondt og fik ham dræbt eller fængslet eller noget andet?
Han gik over til vinduet og så ud af det. Han vendte derefter ryggen til vinduet og lænede sig op af vindueskarmen.
Macaria.
Han havde ikke været meget hjemme, siden hun var kommet hjem. Var blevet hjemme et par dage, kun for at stikke af, ganske spontant. Hun havde forlangt hun skulle med, hvis han gik i krig, men dette var ingen krig. Desuden tvivlede han på at denne tur var blevet lige så succesfuld, havde hun været med. Han stolede på alle hans vagter derhjemme kunne holde hende der. Hjemme. Medmindre hun selv gik, selvfølgelig!
Hans blik gled ned mod gulvet, som hans arme gled over kors. Han vidste Eriz ønskede hende død...
Han var beskyttende over for Macaria. Og alligevel havde han ikke lyst til at beskytte hende lige nu, over for Eriz. Han prøvede mest muligt at holde sig udenfor deres fjendskab. Men et eller andet sted...Var det vel sandt. Han kunne have nydt et helt land for sig selv, til Arona blev stor nok til at overtage det. Eller han kunne få nogle andre til at se efter arbejdet, mens han blot nød stillingen som konge. Men et eller andet sted havde han faktisk ikke lyst til at være konge. Der var alt for meget ansvar, alt for meget der blev krævet af ham. Det var noget han havde tænkt over de sidste par dage. Han havde intet at opnå som konge. Som ikke-konge havde han en titel som konge at opnå. Det var faktisk hele grunden.
Han så over på hende med et svagt smil.
"Der er vel både fordele og ulemper..." han følte sig på sin vis lidt irriteret. Ikke over det Eriz havde sagt, men blot ved hele tanken om Macaria. Hvis han var typen, der analyserede sig selv hele tiden, ville han måske have fundet det sært. Men det gjorde han ikke.
"Såå...Nogle ideer til børnenavne? Pige eller dreng?" spurgte han og skiftede emne.

[Eriz LaPiera Black]

Tankefuldt betragtede hun Zean, mens at han snakkede, og hun analyserede hver eneste ting hang jorde, for at prøve at regne ham ud. Hvis hendes plan skulle virke, skulle hun lære ham at kende. Lære hans tankemønster, hans følelsesregister, hans personlighed. Noget vidste hun i forvejen, noget gjorde hun ikke. Hvad var der med det nedslået blik, da hun nævnte Macaria? Det samt hans intetsigende svar, gjorde hende sikker. Der var sprækker, hun kunne gøre større.
Som han skiftede emne, satte hun sig mere op i stolen, for at koncentrere sig omkring det. Hun havde taget det første trin, så nu skulle hun bare langsomt men sikkert, forsætte skridt for skridt.
"Vi ved ikke kønnet endnu, før det bliver født," svarede hun henkast, og tog igen glasset med den mudret væske healerne havde lavet til hende. "Vi snakker selvfølgelig om navne til begge køn, men der er intet, som ligger fast endnu. Hvem ved... måske opkalder vi det efter dig, hvis det bliver en søn?"
Hun blinkede til ham med det ene øje, mens hun hævede glasset op til sine læber, for at drikke resten af indholdet. Det var så tykt, at det lige så godt kunne være mos med klumper i. Alt for hendes barn. Alligevel skar hun en grimasse, da glasset var tømt, og brugte en finger til at tørre resterne væk fra mundvigen.
"Næringstoffer til barnet. Smager forfærdeligt, men hvad gør man ikke som mor?" kommenterede hun med et smil, og stillede glasset fra sig igen. "Så.... Zean... hvornår tager du tilbage til Vavilon? Jeg ved vi ikke kan holde på dig her, selvom vi ville ønske det. Du skal jo hjem til ægteskab, pligter, ansvar og kone."

[Zean Forsyth]

Han havde absolut ingen ide om hvad hun prøvede på. Macaria var et svært emne. Ved folk der hadede hende, skulle han passe på hvad han sagde. Det samme med folk der elskede hende. For Zean gjorde ingen af delene. Javist, han havde et tæt forhold til hende og foretrak hun var der, til at klare det værste arbejde og så sengen ikke føltes så tom igen. Men alle vidste jo en dødsengels følelsesregister var begrænset. Selv om han måske ville ønske det - hvad han faktisk ikke gjorde - kunne han ikke elske hende. Eller nogen som helst. Han elskede heller ikke Arona, han havde blot en stor beskyttertrang over for hende og ansvaret for hendes opdragelse.
Han så over på Eriz, som hun skar en grimasse over det hun drak. Det lignede ikke noget skønt, men ud fra hvad Eriz nævnte, kunne han gætte sig til et par urter, der måtte indgå i drikken ala næring-til-baby. Alt for et barn? Det var en ting de fleste, uanset race, kunne være enige om. Selv han forstod det, selv om det var på andre punkter.
Hvor nemt kunne det ikke være at smutte hen til healerne og sørge for nogen sneg nogle forkerte urter i? Væsken smagte grimt. Ingen ville bemærke noget.
"Efter mig?" Han troede ikke på det. Men tanken var sjov og boostede helt klart hans lidt for store ego. Smilet på ham voksede.
"Folk ville blive forvirrede over hvilken Zean man snakker om. Dit barn vil blive sammenlignet med min fantastiske person. Jeg er ikke sikker på jeg bryder mig om det i længden. Jeg er jo unik og intet barn kan gøre mig efter. Men tanken er sjov" svarede han. Selv ikke Erizs guddommelige barn ville kunne være en ny Zean, uanset hvor meget folk skulle ønske sig endnu en.
"Ahh..." han så kort ud i luften, som han tænkte over hvornår han tog hjem. Ja, hvornår?
"Snart. Lige om snart. Der bliver holdt fest derhjemme og jeg vil ikke gå glip af den. Faktisk er du mit sidste møde, inden jeg regner med at smutte" svarede han så og blinkede let til hende.
"Jeg ved mit fantastiske selskab er ønsket, dog" drillede han.
"Alle steder, her som derhjemme." Åh, det var sandt...Kendte Eriz overhoved til Arona endnu? Sikkert. Omend, han ville intet have imod det, hvis hun ikke gjorde. Jo længere hun var en hemmelighed for Eriz, jo længere kunne bedre holde pigen i sikkerhed. Han truttede let med munden ved tanken. Alt for barnet, ikke?
"Og hvad får du tiden til at gå med? Læse hele dagen?" spurgte han så tilbage.

[Eriz LaPiera Black]

"Vi håbede barnet ville med dit navn, få noget af din fantastiske person. Det er jo hele meningen med det, ikke?" svarede Eriz, og rejste sig op fra lænestolen. Hun kunne se det på ham. Mærke det. Hvordan han nød, at blive rost og komplimenteret. Det havde han altid gjort. Hvis Zean havde et svagt punkt var det netop det. Hans ego. Og hvis der var noget, Eriz var god til, så var det at styrke folks ego.
Hun gik langsomt imod ham, mens han overvejede hvornår han tog hjem. Det var tydeligt, at det ikke ligefrem var noget han ønskede. Hvorfor var det mon? Hun smilede hemmelighedsfuldt, som hun nærmede sig ham.
"Nej, vi kan jo ikke have du går glip af en fest," sagde hun blødt, og stoppede op foran ham, så han var fanget mellem væggen og hende. Hendes isblå øjne hvilede på hans ansigt. De lange, mentale fingre listede sig ind i hans sind. Lette som et pust. Blide som en moders fingerstrøg. Han tog snart afsted. Det var et problem. Hun ville blive nødt til at skubbe planerne frem, hvis hun skulle kunne nå at plante frøet i ham. Trods alt skulle det have lov til at gro, hvilket kunne tage tid.
Langsomt fugtede hun sine læber.
Det passede perfekt at hun var hans sidste møde. Den sidste person.
"Vil du ikke have et glas vin, inden du tager afsted?" spurgte hun ham, og slog ud med hånden mod barskabet. "Ligesom gamle dage hvor vi kunne sidde og sludre. Det plejede at være så hyggeligt. "Hun smilede bredt til ham.

[Zean Forsyth]

En latter forlod ham. Virkelig? Hun var gået fra at frygte han var en fjende, til at kalde ham en fantastisk person? Han forstod ikke grunden til hendes nye humør, men han var da den sidste til at takke nej til ros! Han elskede ros. Det var så meget bedre end fornærmelser i lange baner, som mest af alt blot var trættende. Også selv om rosen ikke altid var ment, så var den der og det var godt nok for ham.
Hans blik hvilede på hende, som hun kom tættere på ham, som den løvinde hun var. Hans tanker gled straks hen på deres sidste møde, før krigen, hvilket havde været intet mindre fantastisk. Han følte sig helt lysten, bare ved tanken, selv om Eriz nok ikke ville tilbyde det samme nu, hvor hun var gravid. Nåe ja, så var der også Marcellus. Han havde nok ikke noget imod at dele, de var jo så gode venner! Han ville ikke risikerer at gøre Zean sur igen. Det havde han i hvert fald sagt...Snart 50 gange.
Han gøs pludselig. Det måtte være fra vinduet. Det var som om noget prikkede ham i nakken, som når man mærkede at man blev overvåget, skønt man ikke ved af hvem eller helt hvorfra. I et øjeblik var han ved at se sig tilbage, men stoppede op og så i stedet fortsat på Eriz. Der var et vindue bag ham. Og hvad så hvis nogen så ham stå i et vindue? Eller...noget...
Han gengældte hendes smil.
"Noget at drikke ville være rart" svarede han så. Noget til turen, noget inden han tog af sted. Hvor han dog glædede sig til at komme væk fra denne beskidte by, trods Marcel havde brugt en del ressourcer i at gøre den rige del af byen så ren som mulig, var byen stadig enormt trist og alt andet end spændende. I hvert fald for en som Zean.
Hans blik gled over Eriz et øjeblik. Han kunne ikke lade være.

[Eriz LaPiera Black]

I få sekunder blev Eriz stående foran Zean, også selvom at han havde takket ja til drikkelse, inden at hun endelig slap ham med blikket, for at gå hen, og hælde noget alkohol op til ham.
"Måske lidt stærkere? Du skulle prøve, noget de selv laver her i Pandemonium. Det smager fantastisk, har jeg ladet mig høre. Brænder hele vejen ned gennem svælget. Det skulle dog ikke være for svage mænd, men nu ved jeg, du heller ikke er svag," sagde hun højt mod ham, mens hun hældte en mørkerød væske op i et glas. Med vilje var hun gavmild. Historien skulle jo helst sælge sig selv.
Hun slog proppen på flasken, tog glasset, og gik tilbage med det til Zean. Selvfølgelig havde hun ikke taget noget til sig selv. Barnet havde ikke godt af den slags, og hun skulle helst have et skarpt sind, til det der skulle ske.
Smilende rakte hun Zean glasset.
"Jeg tænker tit på de gamle dage," fortalte hun ham uskyldigt, og tog hans frie hånd i begge sine, for at trække ham med over til sofaen og sidde. "Før nogen af os var gifte. Vi havde det sjovt ikke sandt?"
Hun vendte sig imod ham med en arm langs ryglænet, så hånden kunne hvile ned over hans skulder. Det ene ben lagde sig over det andet, så foden kunne ligge mod hans skinneben. Et held man ikke kunne se hun var gravid endnu. Det hele blev nemmere, når hun stadigvæk havde den krop, hun altid havde haft.
Et smil lå om hendes læber. Diskret holdte hun øje med glasset i hans hånd, og hvornår det var tømt. Forhåbentligt havde han ikke set, at hun havde puttet lidt i glasset sammen med væsken, der gjorde drikken stærkere. Han skulle jo helst mærke påvirkningen, hvis ingen skulle mistænke noget.

[Zean Forsyth]

Et lille smil gled over ham, som han kiggede på Eriz. Ville hun noget? Hans blik gled ned over hende igen, denne gang af en voksende mistænksomhed. Trods alt var hun en kvinde man ikke kunne stole på. Endelig bevægede hun sig. Men han følte sig ikke specielt afslappet alligevel, i stedet følte han der var noget galt og fornemmelsen voksede inde i ham. Måske burde han bare gå?
En udfordring!
"Vavilon laver selv fantastiske drikkevarer" svarede han roligt. Men hvor Vavilon i den grad gik op i smag, frem for virkning, undrede det ham ikke hvis Pandamonium havde nogle mere sprittede drikkevarer, som netop bare skulle virke, frem for at smage.
"Jeg tvivler på det er stærkt nok til at jeg må give op" svarede han, beredt på en udfordring. Han tog imod glasset og snuste først til indholdet, før han kiggede ned i glasset. Samtidig gled hans hånd ind mellem hendes, da han blidt blev trukket over til en sofa, som de satte sig i. Hans stålgrå blik gled over til hende et øjeblik. Han havde været lige ved at tage en tår, men noget fik ham til at tøve og i stedet lod han glasset hvile i hans skød.
"Jo. Dengang jeg ikke var konge og vi lagde planer sammen..." et lille smil gled over ham. Før hun havde besluttet han var det svage led og burde dø eller i hvert fald blive skiftet ud. Sandt nok at det havde været bedre tider. Han svingede væsken i glasset rundt. Så tog han det endelig til munden. For at bevise han netop ikke var en svag mand, tog han en stor tår.
Arhg! Hvor det brændte! Selv for ham! Han prøvede først at holde det tilbage, men til sidst endte det med at han måtte hoste svagt, selv om han tydeligt prøvede at holde det tilbage. Det var jo alt for stærk til rigtig at smage af noget!
"Jeres...brænderier mangler lidt finesse...Sig til hvis jeg skal sende nogle eksperter hertil" svarede han så drillende, som muligt. Blot for at bevise der skulle mere til at vælte ham, tømte han glasset. Han bøjede sig forover og satte glasset på bordet. ikke mere til ham! Han skar en lille grimasse og lænede sig tilbage i sofaen. Hun sad helt op ad ham, hvad hun ellers normalt ikke gjorde.
"Jeg må sige...Du har forandret dig. Mørkelilla passer dig bedre end rød. Og sidst vi mødtes, havde du en ide om jeg endnu var en fjende, men i dag behandler du mig ganske venskabelig" han sendte hende et svagt, skævt smil.

[Eriz LaPiera Black]

Smilet på Eriz's læber blev bredere, da han drak den første slurk af væsken, og var ved at hoste det hele op igen. Et lille grin undslap hende. Selv ikke den stærkeste draconian ville kunne holde til det, uden at mærke en påvirkelse i sin hjerne. Specielt ikke med hendes lille, ekstra tiltag.
"Ak ja. Tiderne har ændrede sig. Du valgte at gifte dig med en svag vampyr, der alligevel aldrig lader dig gøre noget sjovt. I det mindste hjalp jeg dig med en by til dine dødsengle, så... selvom jeg ikke lod dig få Pandemonium, har jeg stadigvæk støttet dig som leder af dødsenglene. Mere end Macaria har gjort, tør jeg vædde på," fortalte hun, og strøg ham blidt gennem det pjusket hår med hånden, der lå over ryglænet. Zean havde altid været et svag punkt hos hende. Hans råstyrke, hans vilje og hans ambitioner, havde flere gange fået hende til at søge hans selskab mere end én gang. Gad vide hvordan det hele havde været, hvis det var ham og ikke Marcellus, hun var blevet gift med? Mon det så var Zeans barn, hun ville bære rundt på?
Tålmodigt betragtede hun ham, da han tømte resten af glasset, og stillede det fra sig. I et kort øjeblik overvejede hun, at hælde mere op til ham, men mon ikke, hun skulle give det lidt tid? Nu handlede det bare om at vente, samt holde ham her, indtil påvirkningen begyndte - og så kunne hun hugge til. Hendes sind havde allerede langsomt omringet hans, som en flok ulve, der gjorde klar til at spring på deres bytte.
Hun grinede klingende, da han kommenterede på hendes valg af farve. Mørkelilla havde altid være Vavilon og dødsenglenes farver. Zeans farve.
"Jeg må give dig ret. Jeg fortrækker skam også mørkelilla," svarede hun sigende, og lod ham selv regne ud, om hun virkede noget dybere med det. "Men at se dig som en fjende? Åh kære, Zean. Hvordan skulle jeg dog, kunne blive ved med at se dig sådan? Du er trods alt en kær, gammel ven."
Hun strøg ham igen gennem håret med sine lange, spidse fingre.

[Zean Forsyth]

Stakkels Zean. Helt i Erizs vold. Macaria ville måske være en af de eneste der kunne redde ham, men hun var langt væk og ingen vidste hvad der skete. Han så på hende og følte sig faktisk ganske afslappet lige pludselig.
"Det var en aftale. Vi aftale at gifte os. Men det har jeg nok fortalt. Jeg så en måde at komme til magten, til tops, uden andet end et par ord" forklarede han. Nok så hun Macaria som svag...Men Macaria var ganske stærk. Især når hun var vred.
Sandheden var Macaria aldrig rigtig havde vist sin støtte til dødsenglene. Hun havde ladet dem blive i Vavilon, have deres by og være fri. Men ellers var det Zean der tog sig af dem. Var Macaria virkelig ligeglad med dem? Det var ikke et spørgsmål han følte at han kunne tage sig til nu.
Han begyndte at føle sig mere og mere...beruset? Nej da! Han havde kun fået et lille glas. Selve tanken var absurd! Hahahaa!
Hans smil blev bredere, selv om det truede med at flå hul på hans læbe igen. Han kunne næsten ikke mærke smerten i hans læbe.
Han grinte og hans ene hånd gled op til hendes, for at klappe den let.
"Jeg ved det...Jeg er fantastisk. Det har jeg altid været. Folk er bare så misunderlige" Hans blik gled over hende, en smule mere dovent.
"Så bliver vi begge forældre!" udbrød han pludselig. En fuld Zean, var en Zean der absolut ikke havde sans for hvad man burde sige og ikke sige, medmindre han sank ned i et trist humør, hvortil han intet sagde. Og lige nu var det som om han fuld dobbelt så hurtigt end normalt. Noget han ikke helt var bevidst om.
"Åh...Jeres drikkevarer virker virkelig effektivt...Jeg beklager hvis jeg siger noget upassende!" mumlede han så, som den ene hånd gled op til hans pande, før hånden gled igennem hans hånd. Han sank ned i sin siddende position, så han kunne hvile hovedet mod ryglænet og sidde helt afslappet. Hans hoved føltes tungt og han følte sig svimmel. Han begyndte at nynne en melodi for sig selv. Pludselig grinte han.
"Faktisk beklager jeg ikke" tilføjede han. Han beklagede sig aldrig. Sikke nogle høflighedsfraser han var begyndt at bruge! Det var jo forfærdeligt!

[Eriz LaPiera Black]

Tålmodigt blev Eriz siddende, og betragtede ham som en mor ville gøre det, mens hun så hvordan alkoholen begyndte at påvirke ham. Tavst lod hun ham selv snakke sig længere og længere ned. Først da han nævnte, at han selv var forældre, hævede hun et slankt øjenbryn. Hvilket? At de begge to skulle være forældre?! Men Macaria kunne ikke... men...
Langsomt gav det mening for hende! Det store puslespil var endelig samlet! Selvfølgelig! Det store spørgsmål: Hvorfor havde Macaria giftet sig med Zean? Hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor? Svaret var så simpelt og ligetil. Fordi Zean havde noget, Macaria drømte om - et barn.
Hun gav sig til at le. Højt og klingende, hvilket kunne give en voksen mand kuldegysninger.
"Jeg er imponeret!" udbrød hun, og rejste sig op fra sofaen, mens Zean gled længere ned i den. "Ikke mange kan holde ting skjult for mig. Så du har et barn? Hvor sødt. Og det har du ikke engang fortalt mig? Neeeej, hvorfor skulle du? Snedigt, Zean. Så snedigt."
Hun hev lidt op i sin kjole, så de slanke ben kom til syne. I en glidende bevægelse havde hun sat sig overskrævs på hans skød. Hænderne vandrede over hans overkrop, indtil at de lagde sig på hver side af hans ansigt, og tvang det op mod hendes. Det var tid.
"Du bliver ved med at imponere mig, kære. En skam det ikke er dig, der ligger i min seng hver nat," hviskede hun blødt, og kiggede ham ind i de svømmende øjne, der havde svært ved at fokusere.
Hendes fingre blev til kløer, der strammede deres greb i hans hoved, og så angreb hun hans sind, som et par huggende slanger. Det gik så stærkt, at han ikke ville kunne nå at opdage noget. Hun lukkede ned for alle hans sanser, hvilket ville føltes som om at han besvimede. Imens lod hun hans drømme være fyldt med utydelige minder om de to sammen - bare for at give det et stilfuldt touch.
Da hun var sikker på, at han var helt i hendes magt, kyssede hun ham blidt på panden, inden at hun rejste sig fra ham igen. Enhver kunne lugte spritten på ham. Planen var perfekt.
Hun gik hen til barskabet, hvor hun tog den kniv frem, hun havde gemt bag nogle af flaskerne. Kort betragtede hun bladet skinne i lyset, inden at hun gik tilbage til Zean, og satte sig på hans skød igen.
"Kom her, ven..." sukkede hun, og greb om hans kæbe, for at åbne hans mund. "Snart vil du vide, hvordan det er at være mig."
Hun lagde knivsbladet mod sin håndflade, og i et hurtigt snit havde hun lavet en flænge i sin ellers fejlfrie hud. Mørkt blod begyndte at vælde ud fra den lange åbning. Med en lav messen som hun havde lært udenad, hævede hun hånden op over Zeans mund. Hårdt knyttede hun hånden, så blodet dryppede direkte ned i hans svælg. Rummet gav genlyd af hendes stemme, der uden tøven eller usikkerhed udtalte det ene indviklet ord efter det andet.
Da den syvende bloddråbe var forsvundet ned i Zeans mund, stoppede hun, og trak hånden til sig igen, mens hun rejste sig fra ham. Så var det gjort.
Zean havde nu et frø af hende i sig. Et frø der bar på alt det had, hun havde til Macaria. Alt den bitterhed, mistro og smerte, som hun bar rundt på. Det ville være interessant, at se hvordan det frø ville blomstre op i ham. Som en virus. En sygdom, der kun kunne ende på en måde. Macarias død.
Hun pressede et stykke stof mod sin håndflade, for at stoppe blødningerne, mens hun betragtede Zean siddende i sofaen. Enhver der så ham, ville tro, han var besvimet af fuldskab. Hun måtte få et par vagter til at bære ham i seng, klæde ham af, og efterlade ham. Han skulle jo helst tro, at alt det hun havde vist for ham var sandt.
"Sweet dreams," hviskede hun, og strøg ham en sidste gang igennem håret, inden at hun forlod dagligstuen. Et smil voksede sig frem på hendes læber.

//out