Post by Caleb Veterano on Mar 20, 2015 13:23:59 GMT
Fulde navn: Cal Veterano
Alder: 26 år men ligner én på 24 år.
Race: Magiker
Job: Dusørjæger - fattig
Civilstatus: Singel
Bopæl: Kommer fra Portus, men vandre rundt i de forskellige lande uden fast hjem.
Våben: Selvom Cal har sin magi, har han trænet både kampsport og fægtning, for at kunne hamle op med andre magiske væsner. Derfor er han formidabel med både daggert og sværd. Derudover har han sin magi, som primært er elektricitet. Han er ikke lige så god som sin storesøster, men han kan finde ud af pentagrammer og runer.
Udseende: Cal holder sit sorte hår kort, for at holde det mest rent og praktisk som muligt, derfor har han heller ikke noget skæg, som han fjerner hyppigt. Øjnene er grønne ligesom hans søsters var, og de delte mange træk som det slanke ansigt og de bløde læber.
Han er veltrænet, for at kunne stå så godt imod mørkvæsner, som muligt, selvom han ikke har overmenneskelige kræfter. Musklerne er markeret, skuldrene stærke, og benene faste. Over alt på hans krop kan man finde ar og gamle sår eller blåmærker, fra hans kampe gennem tiden.
Et stort kendetegn ved ham, er at han over sit venstre øje har en sort læderlap syet fast, da han i en kamp mistede sit øje til en dæmon.
Tøjet han går i er slidt, og lavet af enten stof eller hærdet læder. Hænderne er beklædt med handsker når han er udenfor. Ofte har han altid et sværd hængende ved siden, samt en daggert i støvlen. For at beskytte sin krop har han et par runer og pentagrammer ridset ind i huden.
Mange vil kalde ham en flot, ung fyr, hvis ikke at han var så hærget.
Baggrundshistorie:
Lad mig fortælle dig historien om Cal Veterano.
Han blev opvokset på en lille gård i Portus, hvor han boede sammen med sine forældre og hans storesøster Isabel. Tiden blev brugt med at lege i markerne, fange frøer i vandhullet, og lege riddere i laden. Isoleret som gården var ude på landet, havde Isabel og Cal kun hinanden at lege med, så de blev hurtigt knyttet til hinanden.
En dag opdagede forældrene at Isabel og Cal var magikere, hvilket de havde arvet fra deres bedstefar. Forældrene brugte hele deres livsopsparing på at sende de to børn til én af skolerne i Istus.
Isabel var et naturtalent med sine evner, og på trods af hendes ilter temperament, lærte hun at styre sine kræfter gennem følelserne. Cal var anderledes. Magi kom ikke lige så let til ham, og han måtte ofte bruge hele sin krop på at navigere magien rundt.
Dog fandt han stor kærlighed til de gamle sprog, pentagrammer og magiske runer, som han læste om i de store bøger.
Der gik to år hvor Cal og Isabel gik på skolen i Istus, inden at der kom brev fra dem. Deres forældre var blevet myrdet og hele gården brændt ned. En flok dæmoner havde terroriseret grænseområderne, hvor soldater ikke kunne nå at komme til hjælpe.
Cal og Isabel forlod Istus for at tage tilbage til deres hjem.
Der var intet tilbage end brændte rester af hvad der engang, havde været et sted fyldt med kærlighed, varme og tryghed. De begravede deres forældre, og samlede hvad de kunne fra resterne af deres hjem. Cal ville gå tilbage til skolen, men Isabel var forblændet af sorg, og nægtede at tage tilbage. I stedet samlede hun sine ting, og gik. Cal kunne intet andet end følge efter hende.
De fulgte i dæmonernes fodspor, for at jage dem ned. Børnene ejede intet andet, end det de bar rundt på, men Isabel skubbede dem frem med en beslutsomhed, der fik selve naturen til at skælve for hende. Uden hende havde Cal ikke klaret det.
For at få husly og mad tog de småjobs ved de gårde eller landsbyer de kom til. De hjalp til i marker, reparerede bygninger, hyrdede får og høstede. Hver aften efter en hård dags arbejde, frembragte Isabel to grene, som de skulle træne fægtning med. Mange sene nætter måtte Cal gå øm i seng med blåmærker overalt på sin krop, men han blev bedre og stærkere.
De var ikke længere børn men teenagere.
På deres vandring hørte de om en Draconian, der terroriserede en landsby, som lå for langt væk til at kunne kommunikere med resten af landet.
Cal og Isabel bestemte sig for, at hjælpe beboerne i byen. De kravlede op af bjerget, hvor de havde hørt monsteret holdte til. Med stor vrede, vilje og ubarmhjertighed lykkes det for søskendeparret at overvinde draconiaen – også selvom det næsten kostede dem begge livet.
Landsbyen var dyb taknemmelig for hvad de havde gjort, og den aften spiste de og sov gratis.
Den nat havde Cal en drøm om gudinden Inei, der takkede dem, for beskyttelsen af hendes byer.
Næste morgen drog de videre.
Motiveret af drømmen om Inei, begyndte Cal og Isabel mere indædt at jage væsner fra Pandemonium og Vavilon, som skadede de uskyldige i Portus. Hver eneste monster slog de ihjel i gudinden Inei's navn med samme vilje og ubarmhjertighed, som hun ville have gjort det.
Det startede hele deres karriere som dusørjægere. Hurtigt fik de skabt sig et navn – Veterano Børnene.
Mange lærte dem at kende – specielt i yderområderne af Portus. De var kendt som søskendeparret, der vandrede rundt på landevejene i slidte rejseklæder, og slog alt ihjel, som lurede mørkt over de uskyldige.
Cal og Isabel glemte alt om hjem, familie og et personligt liv. De havde hinanden. Intet andet behøvede de, for at fuldføre gudinden Inei's ord.
Under en kamp mod en flok dæmoner, mistede Cal sit ene øje. Isabel måtte berørt af skyldfølelse pleje ham, samt sy en læderlap foran det dybe hul. Cal lod det dog ikke stoppe ham, og han lærte at forsætte med kun et øje. Derefter begyndte han at finde runer og pentagrammer i bøger, som kunne hjælpe ham og Isabel i kamp. Med en kniv skar han gamle sætninger ind i huden på Isabel, så ingen ville kunne kontrollere hendes sind. Derefter lavede han et pentagram, der styrkede hendes magi. Det virkede, og Isabel gjorde det samme ved ham, så de kunne kæmpe på lige fod med ethvert væsen, de ville støde på.
I sommeren da Cal var fyldt 21 år, drog rejsen forbi Fagail. Her mødte Cal en pige, Julie, som han tilbragte hele sommeren med, og da han skulle rejse derfra igen med Isabel, lovede han pigen at komme tilbage igen.
Julie gav ham nyt mod og en ny grund at kæmpe for. Hver eneste gang rejsen tog dem tæt på Fagail opsøgte Cal hende, så de kunne være sammen.
En dag bad hun ham dog om at blive, og ikke rejse med Isabel væk. Hun kunne ikke holde det ud, at han hele tiden forlod hende, uden at vide, om han ville komme levende tilbage. Hvis han blev ville hun gifte sig med ham. De kunne få et sted at bo sammen, stifte familie, og elske hinanden.
Cal var fristet, men han kunne ikke forlade Isabel.
Med tungt hjerte kyssede han Julie en sidste gang, inden at han trak sin rygsæk op over den ene skulder, og fik ud af døren, hvor Isabel ventede med nedslået blik. Sammen forlod de Fagail.
Da Vavilon blev erobret, meldte Cal og Isabel sig ind i modstandsbevægelsen, for at smide Forsyth-parret ud. Indædt slog de soldater ihjel i mørket, stoppede forsyningerne, stjal våben eller slap fanger fri, men Forsyth-parret rykkede sig ikke ud af stedet, og slog bare hårdere tilbage.
Isabel blev mere og mere fjern, men Cal kunne ikke nå ind til hende, selvom at han prøvede. Det virkede som om, hun var syg. Cal pressede ikke på, hvad der var galt med hende, da han troede på, at hun ville fortælle ham det, hvis noget var i vejen.
Cal var med til at kidnappe Macaria Forsyth sammen med modstandsbevægelsen, samt torturere hende. Med sin erfaring indenfor de forskellige væsner, kunne han virkelig gør skade på den unge vampyr, som han fik til at skrige af smerte.
Under aftensmad hørte han rygter om, at Isabel skulle have sluppet vampyren løs, og teleporteret sig væk med hende. Forvirret og fyldt med panik løb Cal tilbage til stedet, hvor de holdte Macaria fanget, og opdagede cellen var tom. Modstandsbevægelsens leder fortalte, at de ville have dræbt Macaria, da Isabel brød ind. Hun havde slået vagten ud, og i et desperat forsøg på at slippe ud, havde hun teleporteret sig væk med Macaria. Alle vidste at den slags magi, krævede rigtig meget energi. Mere energi end Isabel havde.
Cal forlod modstandsbevægelsen, og drog tilbage til resterne af gården, hvor han havde levet som barn, hvor han fandt liget af Isabel. Vampyren var ingen steder at se.
Opfyldt af sorg, forvirring og frustration knugede Cal liget ind til sig, mens at han skiftevis græd og skreg. Da solen gik ned, begravede han Isabel, før han forlod stedet.
Ingen aner hvor han nu er henne, men folk håber at han en skønne dag, vil komme tilbage, og endnu engang bringe tryghed og fred i landet.
Personlighed:
Cal har i modsætning til Isabel, altid været den tålmodige og rolige af dem. At snakke med folk, kommer naturligt til ham, og han vil altid hjælpe en person i nød. Dog har årene været hårde mod ham, og efter at have mistet sin storesøster, har han ikke længere haft det samme lyse sind, som han plejede at have.
Han er begyndt at drikke rigtig meget, samt fylder sig selv med opium, når han skal sove, for at slippe for alle drømmene om Inei, han end burde have.
Der er ikke meget ære tilbage hos ham, og helst vil han bare efterlades alene, hvor han kan være ligeglad med sig selv og sine omgivelser.
Styrker:
God til fysisk kamp
Loyal
Modig
Ekspert i gamle sprog, runer og pentagrammer
Svagheder:
Alkoholiker
Afhængig af Opium
Bitter
Træt af livet
Indadvendt
Fyldt med spørgsmål
Ingen ære
Hærget
Andet: Lillebror til Isabel Veterano, men ved ikke at hun er i live.
Signatur: Selv tegnet
Alder: 26 år men ligner én på 24 år.
Race: Magiker
Job: Dusørjæger - fattig
Civilstatus: Singel
Bopæl: Kommer fra Portus, men vandre rundt i de forskellige lande uden fast hjem.
Våben: Selvom Cal har sin magi, har han trænet både kampsport og fægtning, for at kunne hamle op med andre magiske væsner. Derfor er han formidabel med både daggert og sværd. Derudover har han sin magi, som primært er elektricitet. Han er ikke lige så god som sin storesøster, men han kan finde ud af pentagrammer og runer.
Udseende: Cal holder sit sorte hår kort, for at holde det mest rent og praktisk som muligt, derfor har han heller ikke noget skæg, som han fjerner hyppigt. Øjnene er grønne ligesom hans søsters var, og de delte mange træk som det slanke ansigt og de bløde læber.
Han er veltrænet, for at kunne stå så godt imod mørkvæsner, som muligt, selvom han ikke har overmenneskelige kræfter. Musklerne er markeret, skuldrene stærke, og benene faste. Over alt på hans krop kan man finde ar og gamle sår eller blåmærker, fra hans kampe gennem tiden.
Et stort kendetegn ved ham, er at han over sit venstre øje har en sort læderlap syet fast, da han i en kamp mistede sit øje til en dæmon.
Tøjet han går i er slidt, og lavet af enten stof eller hærdet læder. Hænderne er beklædt med handsker når han er udenfor. Ofte har han altid et sværd hængende ved siden, samt en daggert i støvlen. For at beskytte sin krop har han et par runer og pentagrammer ridset ind i huden.
Mange vil kalde ham en flot, ung fyr, hvis ikke at han var så hærget.
Baggrundshistorie:
Lad mig fortælle dig historien om Cal Veterano.
Han blev opvokset på en lille gård i Portus, hvor han boede sammen med sine forældre og hans storesøster Isabel. Tiden blev brugt med at lege i markerne, fange frøer i vandhullet, og lege riddere i laden. Isoleret som gården var ude på landet, havde Isabel og Cal kun hinanden at lege med, så de blev hurtigt knyttet til hinanden.
En dag opdagede forældrene at Isabel og Cal var magikere, hvilket de havde arvet fra deres bedstefar. Forældrene brugte hele deres livsopsparing på at sende de to børn til én af skolerne i Istus.
Isabel var et naturtalent med sine evner, og på trods af hendes ilter temperament, lærte hun at styre sine kræfter gennem følelserne. Cal var anderledes. Magi kom ikke lige så let til ham, og han måtte ofte bruge hele sin krop på at navigere magien rundt.
Dog fandt han stor kærlighed til de gamle sprog, pentagrammer og magiske runer, som han læste om i de store bøger.
Der gik to år hvor Cal og Isabel gik på skolen i Istus, inden at der kom brev fra dem. Deres forældre var blevet myrdet og hele gården brændt ned. En flok dæmoner havde terroriseret grænseområderne, hvor soldater ikke kunne nå at komme til hjælpe.
Cal og Isabel forlod Istus for at tage tilbage til deres hjem.
Der var intet tilbage end brændte rester af hvad der engang, havde været et sted fyldt med kærlighed, varme og tryghed. De begravede deres forældre, og samlede hvad de kunne fra resterne af deres hjem. Cal ville gå tilbage til skolen, men Isabel var forblændet af sorg, og nægtede at tage tilbage. I stedet samlede hun sine ting, og gik. Cal kunne intet andet end følge efter hende.
De fulgte i dæmonernes fodspor, for at jage dem ned. Børnene ejede intet andet, end det de bar rundt på, men Isabel skubbede dem frem med en beslutsomhed, der fik selve naturen til at skælve for hende. Uden hende havde Cal ikke klaret det.
For at få husly og mad tog de småjobs ved de gårde eller landsbyer de kom til. De hjalp til i marker, reparerede bygninger, hyrdede får og høstede. Hver aften efter en hård dags arbejde, frembragte Isabel to grene, som de skulle træne fægtning med. Mange sene nætter måtte Cal gå øm i seng med blåmærker overalt på sin krop, men han blev bedre og stærkere.
De var ikke længere børn men teenagere.
På deres vandring hørte de om en Draconian, der terroriserede en landsby, som lå for langt væk til at kunne kommunikere med resten af landet.
Cal og Isabel bestemte sig for, at hjælpe beboerne i byen. De kravlede op af bjerget, hvor de havde hørt monsteret holdte til. Med stor vrede, vilje og ubarmhjertighed lykkes det for søskendeparret at overvinde draconiaen – også selvom det næsten kostede dem begge livet.
Landsbyen var dyb taknemmelig for hvad de havde gjort, og den aften spiste de og sov gratis.
Den nat havde Cal en drøm om gudinden Inei, der takkede dem, for beskyttelsen af hendes byer.
Næste morgen drog de videre.
Motiveret af drømmen om Inei, begyndte Cal og Isabel mere indædt at jage væsner fra Pandemonium og Vavilon, som skadede de uskyldige i Portus. Hver eneste monster slog de ihjel i gudinden Inei's navn med samme vilje og ubarmhjertighed, som hun ville have gjort det.
Det startede hele deres karriere som dusørjægere. Hurtigt fik de skabt sig et navn – Veterano Børnene.
Mange lærte dem at kende – specielt i yderområderne af Portus. De var kendt som søskendeparret, der vandrede rundt på landevejene i slidte rejseklæder, og slog alt ihjel, som lurede mørkt over de uskyldige.
Cal og Isabel glemte alt om hjem, familie og et personligt liv. De havde hinanden. Intet andet behøvede de, for at fuldføre gudinden Inei's ord.
Under en kamp mod en flok dæmoner, mistede Cal sit ene øje. Isabel måtte berørt af skyldfølelse pleje ham, samt sy en læderlap foran det dybe hul. Cal lod det dog ikke stoppe ham, og han lærte at forsætte med kun et øje. Derefter begyndte han at finde runer og pentagrammer i bøger, som kunne hjælpe ham og Isabel i kamp. Med en kniv skar han gamle sætninger ind i huden på Isabel, så ingen ville kunne kontrollere hendes sind. Derefter lavede han et pentagram, der styrkede hendes magi. Det virkede, og Isabel gjorde det samme ved ham, så de kunne kæmpe på lige fod med ethvert væsen, de ville støde på.
I sommeren da Cal var fyldt 21 år, drog rejsen forbi Fagail. Her mødte Cal en pige, Julie, som han tilbragte hele sommeren med, og da han skulle rejse derfra igen med Isabel, lovede han pigen at komme tilbage igen.
Julie gav ham nyt mod og en ny grund at kæmpe for. Hver eneste gang rejsen tog dem tæt på Fagail opsøgte Cal hende, så de kunne være sammen.
En dag bad hun ham dog om at blive, og ikke rejse med Isabel væk. Hun kunne ikke holde det ud, at han hele tiden forlod hende, uden at vide, om han ville komme levende tilbage. Hvis han blev ville hun gifte sig med ham. De kunne få et sted at bo sammen, stifte familie, og elske hinanden.
Cal var fristet, men han kunne ikke forlade Isabel.
Med tungt hjerte kyssede han Julie en sidste gang, inden at han trak sin rygsæk op over den ene skulder, og fik ud af døren, hvor Isabel ventede med nedslået blik. Sammen forlod de Fagail.
Da Vavilon blev erobret, meldte Cal og Isabel sig ind i modstandsbevægelsen, for at smide Forsyth-parret ud. Indædt slog de soldater ihjel i mørket, stoppede forsyningerne, stjal våben eller slap fanger fri, men Forsyth-parret rykkede sig ikke ud af stedet, og slog bare hårdere tilbage.
Isabel blev mere og mere fjern, men Cal kunne ikke nå ind til hende, selvom at han prøvede. Det virkede som om, hun var syg. Cal pressede ikke på, hvad der var galt med hende, da han troede på, at hun ville fortælle ham det, hvis noget var i vejen.
Cal var med til at kidnappe Macaria Forsyth sammen med modstandsbevægelsen, samt torturere hende. Med sin erfaring indenfor de forskellige væsner, kunne han virkelig gør skade på den unge vampyr, som han fik til at skrige af smerte.
Under aftensmad hørte han rygter om, at Isabel skulle have sluppet vampyren løs, og teleporteret sig væk med hende. Forvirret og fyldt med panik løb Cal tilbage til stedet, hvor de holdte Macaria fanget, og opdagede cellen var tom. Modstandsbevægelsens leder fortalte, at de ville have dræbt Macaria, da Isabel brød ind. Hun havde slået vagten ud, og i et desperat forsøg på at slippe ud, havde hun teleporteret sig væk med Macaria. Alle vidste at den slags magi, krævede rigtig meget energi. Mere energi end Isabel havde.
Cal forlod modstandsbevægelsen, og drog tilbage til resterne af gården, hvor han havde levet som barn, hvor han fandt liget af Isabel. Vampyren var ingen steder at se.
Opfyldt af sorg, forvirring og frustration knugede Cal liget ind til sig, mens at han skiftevis græd og skreg. Da solen gik ned, begravede han Isabel, før han forlod stedet.
Ingen aner hvor han nu er henne, men folk håber at han en skønne dag, vil komme tilbage, og endnu engang bringe tryghed og fred i landet.
Personlighed:
Cal har i modsætning til Isabel, altid været den tålmodige og rolige af dem. At snakke med folk, kommer naturligt til ham, og han vil altid hjælpe en person i nød. Dog har årene været hårde mod ham, og efter at have mistet sin storesøster, har han ikke længere haft det samme lyse sind, som han plejede at have.
Han er begyndt at drikke rigtig meget, samt fylder sig selv med opium, når han skal sove, for at slippe for alle drømmene om Inei, han end burde have.
Der er ikke meget ære tilbage hos ham, og helst vil han bare efterlades alene, hvor han kan være ligeglad med sig selv og sine omgivelser.
Styrker:
God til fysisk kamp
Loyal
Modig
Ekspert i gamle sprog, runer og pentagrammer
Svagheder:
Alkoholiker
Afhængig af Opium
Bitter
Træt af livet
Indadvendt
Fyldt med spørgsmål
Ingen ære
Hærget
Andet: Lillebror til Isabel Veterano, men ved ikke at hun er i live.
Signatur: Selv tegnet
In this life, there's no surrender
