Vores Stjålne Øjeblikke

[Macaria Forsyth]

Vores Stjålne Øjeblikke

Marcellus LaPiera Black - Macaria Forsyth

Klokken havde sikkert bevæget sig over nat på dette tidspunkt af den storslået fødselsdagsfest. Folk havde spist sig mætte, danset deres fødder trætte og drukket maven fuld af lækkert vin. Stemningen var munter og mere løssluppen nu hvor klokken slog så sent. 

Macaria trak sig forpustet bort fra dansegulvet, hvor hun lige havde svunget sig rundt i en livlig vals, der havde bevist diverse gæster, at vavilonernes fødder var de hurtigste. Varmen og alkoholen havde gjort hendes kinder røde. Det var stadigvæk en underlig fornemmelse, at mærke kroppen reagere fysiologisk på alle disse stimulanser efter flere århundrede som død. Hun blev rent faktisk forpustet nu! Med en hånd fik hun viftet luft mod sit ansigt, mens hun grinende takkede sin dansepartner for dansen, inden hun bevægede sig mod den store altan, for at få noget frisk luft. 

Herude var det betydeligt koldere! For blot en uge siden havde hun ikke behøvet at bekymre sig om temperaturen, men nu mærkede hun kulden stikke lidt mod sin nøgne hud. Det gjorde hende dog ingenting. Hun nød fornemmelsen af at være i live. Nød at få noget frisk luft. 

Med armene om sig selv stillede hun sig helt ud til rækværket, og kiggede ud over havet af lys strækkende langt ud mod horisonten. Agares. Byen sov på nuværende tidspunkt, men de store fabrikker og industrikvarterer holdte vel aldrig helt lukket. 

Så langt oppe var luften dog nogenlunde frisk. Hun fyldte lungerne op, før hun slap udåndingen. Musikken var svag i baggrunden samt summen fra alle gæsterne. Det var næsten behageligt lige at have et øjeblik for sig selv, hvor hun som dronningen af Vavilon, ikke skulle rives i fra den ene side til den anden. Folk, der henkastet hentydede til ægteskab. Forhandlingsaftaler. Ville diskutere det ene eller det andet. Præsentere diverse personer som åbenbart var vigtige. I det mindste virkede det til hendes søn Dylan opførte sig nogenlunde eksemplarisk for én gangs skyld. Han havde hvert fald ikke drukket sig fuld endnu, haft sex med en eller anden nobelkvinde, og badet i springvandet udenfor. Det var næsten kedeligt. 

Hun lukkede øjnene, mens en vind kærtegnede hendes ansigt og krøllet hår. Hvor meget hun end havde glædet sig som et lille barn, til at komme herhen, så mærkede hun altid den genkendelig sorg stikke i sit hjerte, når hun så på ham. De havde haft tid til at snakke lystigt sammen til middagen, men de var altid under observation fra diverse folk, der kendte til deres følelser for hinanden. Hun stjal sig til hver en berøring, hun kunne slippe afsted med. Hvert et udvekslende blik. Hver et smil. Hvert et grin. Hun sugede ham til sig som en blomst ved en sol. Velvidende om at de var på lånt tid, og hun på et tidspunkt i nat, måtte vende tilbage til sit eget tomme slot i sit eget land. Efterlade ham her med hans familie uden at vide, hvornår de kunne stjæle et øjeblik med hinanden igen.
I det mindste virkede han glad - og det var jo alt, hun ønskede for ham. 
Hun strøg sine hænder op og ned af armene, men det havde ikke noget med kulden at gøre. Hun sukkede tungt. 

[Marcellus LaPiera Black]

En tjener kom ud på altanen med et sølvfad i sin ene hånd og den anden bag på ryggen. På sølvfadet var der et glas med vin. Tjeneren satte sølvfadet på altanen, bukkede elegant foran Macaria og hviskede '' I mødtes første gang på et kroværelse ''. Tjenerens blik faldt på vinglasset og derefter tilbage på Macaria før tjeneren gik ind til festen igen.

Marcel havde længe planlagt sin fødselsdag, men ikke selve festen, men hvordan han kunne få lov at snakke med Macaria alene. Det var stort set umuligt at kunne tale med hende uden Eriz og hendes spioner fattede mistanke. Det skulle dog ikke stoppe Marcel i at snakke med den kvinde der havde vækket hans hjerte. Fået noget godt frem i ham, fået ham til at se verden med nye øjne. Derfor havde Marcel snakket nogle sjældne og dyrebarer urter. Han havde fusioneret magiske urter og sjælemagi. Nu hvor de begge havde en sjæl kunne han endelig bruge sjælemagi til at kontakte Macaria. Drikken han havde fremstillet var en meget unik drik. Den ville sende deres sjælen ind i en drømmeverden, men deres kroppen ville blive tilbage. Han havde dog haft et enkelt problem. Kroppen vidste hvad den skulle gøre, men uden sjælen var den blot et hylster. Han havde ikke haft længe til at lave drikken og perfektionere den, kun et par dage. Det var jo for nyligt at vampyrisme var forsvundet. Dog havde det lykkes ham at løse problemet. Han havde gjort to af de sjæle klar han ejede sjælekontrakter på til at indtage hans egen krop og Macaria's krop når de forlod dem. Han havde givet dem klare instrukser på hvordan de skulle opføre sig og at de kun skulle holde sig til ''small talk''. Drikken ville virke i ca 2 timer og derefter ville de blive sendt tilbage i deres kroppe og de sjæle der husede deres kroppe ville blive forvist tilbage til deres kontrakter. Dog havde Marcel ikke haft tiden til at teste om der var nogle bivirkninger ved denne drik. Men han var sådan set også ligeglad, han ville med glæde betale en stor pris hvis nødvendigt for at kunne få et par timer alene med Macaria.

Marcel havde trukket sig ud i hans læserum hvor han sad med et par af generalerne. Han havde gjort det klart at han ikke ønskede at snakke politik eller taktik. Det var hans fødselsdag og hvis folk ikke respekterede hans ønske ville de blive henrettet. Dette var en del af hans plan. Han ville ikke have at den lydige sjæl der skulle huse hans krop fik information han skulle bruge. Imens Marcel snakkede kom en tjener hen med et sølvfad med et vinglas på. Det var hans del at drikken. Han tog glasset og løftede det i en skål til generalerne. Derefter tog han en stor slurk. Marcel lænede sig tilbage i sin stol og så hvordan hans syn langsomt forsvandt, han kunne mærke hvordan han langsomt gled ud af sin krop. Med et stod han omgivet af af en let tåge. Han kiggede ned og så at jorden under ham var blå og lyste svagt. Der var blot en sidste ting han ville teste før han var sikker på at han var kommet til sjæleverdenen. Han løftede sin hånd og tænkte på et bord med to stole. Da han så bordet og stolene blive dannet i den lette tåge, smilede han. Drikken havde virket! Han satte sig på en af stolene. Nu var det bare at vente og se om Macaria kom.

[Macaria Forsyth]

Det gav et lille sæt i hende, da tjeneren kom op til hendes side. Hun havde ikke hørt ham. Eller rettere… hun havde ikke hørt hans skridt eller hans puls. Engang havde ingen kunne snige sig ind på hende, så længe de havde et hjerte, som bankede i deres bryst.
Overrasket kiggede hun efter tjeneren, før hendes blik landede på glasset, der var blevet efterladt til hende. To fingre kærtegnede forsigtigt glassets kant. I mødtes første gang på et kroværelse. Et gammelt minde pressede sig på. Et minde om et gammelt kroværelse her i Pandemonium, hvor hun havde stået med en fattig rejsende, og lavet en aftale med ham, som var blevet beseglet med et kys. Deres første kys. Hun smilede varmt, mens hun tog om glasset. Kort gennemtænkte hun det hele, inden at hun bragte glasset til læberne, og tog en stor slurk.
Begge hænder satte hun mod gelænderet, mens hun fokuserede på havet af lys, der langsomt blev mere og mere slørret, som hun forlod sin kro, men hun var tryg. Hun stolede blindt på ham.

Blå tåge hang tykt omkring hende. De midnatsblå øjne vandrede rundt over det tomme, tåget landskab, inden at de fæstnede sig på et bord med to stole en smule fremme. Et skævt smil voksede sig frem, da hun genkendte personen ventende på hende. Hun gik frem mod ham.
“Det her slår, at snige sig ind på et tomt slotsværelse,” kommenterede hun muntert med en stemme som gav en smule ekko fra sig herinde. “Ikke lige så hyggeligt men helt klart mere spændende.” Hun tog sin guldkrone af, og smed den fra sig på bordet. Her var ingen kroner, politik eller roller. Bare de to.

[Marcellus LaPiera Black]

Hendes kommentar ramte ham dybt. Det føltes som år siden nogen oprigtigt havde rost ham. Da han så hende kom et smil frem. Ikke hans normale skæve smil, men et stort varmt smil. Han rejste sig hurtigt op og gik over til Macaria, tog hendes hånd og sagde '' Jeg er glad for du kan lige det. Nu hvor mit vampyr blod ikke hæmmer mine warlock kræfter så er de ved at nå nye højder. Det er lidt som at blive født på ny. Jeg opdager så meget ved mine kræfter og ved mig selv jeg ikke vidste. Jeg kan kun forestille mig hvordan det må være for dig ''. Med Macaria havde han ikke sin parade oppe. Han genovervejede ikke hvert ord hundrede gange før han sagde det. Han talte bare direkte fra hjertet. Marcel var af natur paranoid og defensiv, men Macaria var den eneste i verden der fik disse forsvars mekanismer til at forsvinde. Han kiggede hende i øjnene og lagde en hånd på hendes kind. Hans blik fortalte tusinde ting, men mest af alt at han havde savnet hende inderligt. Han sagde med en mere alvorlig stemme '' Nu hvor vi er mennesker har jeg tænkt. Jeg har lært at der har været en anden tidslinje. Hvis det er sandt, så har jeg fejlet alt i den. Jeg endte ikke op med dig, jeg besejrede ikke Eriz, Isabel forrådte mig og jeg døde. Alt hvad jeg kæmpede for fejlede '' Marcel kiggede ned, det var til at se at han var skuffede og skammede sig. Han sukkede let og kiggede op på Macaria igen '' Men ikke i denne tidslinje. Med denne information har jeg indset noget. Jeg skulle aldrig have sluttet mig til Eriz så vi kunne indtage Pan sammen. Jeg troede at jeg kunne besejre hende når tiden var rigtig. Men jeg har indset at hun kom mig i forkøbet for tiden ville aldrig være rigtig. Dog har jeg gennem alle disse år lavet nogle ting, mest for hvis hun skulle angribe mig. Ser du, Eriz fokusere på de rige og adelige. Dem med magt og penge. Hun forventer at hvis jeg ville gøre noget imod hende ville jeg sigte efter de samme kilder. Hun har dem i sin hule hånd og hun ved jeg afskyr dem '' Marcel smilede dystert ''men det er fordi jeg har set hvordan du leder dit folk. Hvordan du støtter fatig som rig, hvordan alle er vigtige. Ved at studere din form for lederskab lærte jeg en vigtig lektion. de rige og magtfulde er kun det så længe de har nogle at styre over. Så de sidste mange år har jeg lavet sjæle kontrakter med de mest kompetente rekrutere. Ser du når jeg ejer deres sjæle kan Eriz tage over deres hjerner. Men de vil ikke adlyde hende. For jeg ejer deres krop. Jeg lærte det med Isabel. Selv om hun ikke ønskede at gøre hvad jeg bad hende om, så havde hun intet valg. Det er det samme her. Eriz bruger sine kræfter så de folk jeg har en kontrakt på ønsker at gøre som hun vil have. Men det kan de ikke, for jeg ejer dem. Hvad jeg prøver at sige med dette er. Jeg har lavet flere tusinde kontrakter over årene og mine agenter har rest ud til de fattige, menige soldater, vagter, kokke, smede.. Alle af lav stand. De ejer meget lidt og sælger derfor deres sjæl for meget lidt. Derefter er der brugt en drik som jeg lærte af en voltægts forbryder. Han brugte disse drikke til at bedøve kvinder og derefter mistede de hukommelse af hvad der var sket de sidste mange timer. Så dem der har skrevet under på min sjæle kontrakt kan ikke huske de har det. Derfor vil Eriz ikke kunne se i deres minder at de har. Selv mange af vagterne på vores slot er mine uden at de selv ved det. I den anden tidslinje må Eriz have dræbt mig inden jeg kunne nå at aktivere mine sjælefolk. Hvad jeg prøver at sige til dig Macaria'' Marcel slap Macaria's kind og trådte et skridt tilbage og satte sig på et knæ '' Hvis det lykkes mig at lave en plan jeg besejre Eriz med. Vil du så gifte dig med mig? ''.

[Macaria Forsyth]

Som hans hånd lukkede sig om hendes, mærkede hun alle verdens problemer fjerne sig fra hendes skuldre, og hun smilede bredt op til ham. Så mange år havde de kendt hinanden og alligevel kunne han stadigvæk få hendes hjerte til at banke hårdt, samt få alting til at lysne op omkring hende.
Hun smågrinede af hans ord.
“Yeah… der er intet bedre end at være et menneske,” svarede hun sarkastisk men med en munter tone. “Specielt at man fryser hele tiden, jeg bliver forpustet af bare et par trapper, og jeg virkelig ofte skal på toilet. Det er fantastisk.” Ved Euphonias røv hvor hun dog hadede at være menneske, og hun havde langt fra lært endnu, hvordan det hele foregik rent fysiologisk. Franz og Maddox havde været gode til at vejlede hende, men mere end et par gange, havde hun bandet højlydt over menneskekroppen. Seriøst hvordan kunne folk leve sådan her?!
Hans hånd mod hendes kind føltes varmere end normalt - sikkert nu hvor han ikke havde vampyrblod i årerne. Hun tippede sit hoved til siden, så det hvilede i hans hånd, mens hun åbent mødte hans blik, som stadigvæk kunne få benene til at føltes som smør under hende. Hænderne hævede sig for at lægge sig mod hans brystkasse, så hun kunne hive ham et par skridt tættere på sig. Hun havde savnet ham. Selvfølgelig med tiden havde hun lært at leve uden ham. Det var ikke længere hver dag, at hun tænkte på ham.
Ve--- Hvad--- Vent hvad?!! Hoooold oooon!
“Hva?” Det så mere ud til, at hun ikke troede på, at hun havde hørt rigtigt, da han begynde at tale om tidslinjer. Øjnene blinkede forvirret. Havde han slået hovedet? Drukket for meget? Havde hun drukket for meget?
Fuldkommen lamslået stod hun og stirrede på Marcellus, mens at han plaprede løs, og hvis det ikke havde været lige præcist ham, havde hun aldrig for en million guldmønter troet på ham. Først da han gik ned på knæ, virkede det til, at hun blev rystet ud af sin forvirring, for blot at skifte til ren chok. Munden åbnede sig. Lukkede sig. Åbnede sig. En lyd forsøgte at komme ud af hendes strube, men det virkede ikke til at lykkes, så hun lukkede den igen.
Sølvet brænde hende, hun havde helt glemt, man ikke kedede sig i lang tid i selskab med ham.
“Okay… okaaaay, ro på. Ro på!” bad hun og tog sig til panden. Det var en masse informationer på meget kort tid. “Jeg skal lige… Jeg skal lige forstå det her korrekt.”
Hun satte sig ned på knæ ved ham, og tog begge hans hænder i sine, som samlede sig ved hendes skød. Øjnene var lukket i koncentration, før hun kiggede på ham igen.
“Okay så… Der findes en tidslinje, hvor Isabel - din Isabel - har forrådt dig så du døde, hvilket højst sandsynligvis har været for Eriz’s hånd. Vi tager lige senere, hvordan i alverden du ved det her.” Hun rømmede sig. “For at modbesvare den tidslinje, har du nu endelig bestemt dig for, at gå op mod Eriz, hvilket du har tænkt dig at gøre med en hær af normale lavfolk, hvis sjæl som du ejer. Akkurat ligesom Isabels. Du har dog sørget for Eriz ikke kan læse deres sind, og derved finde ud af dette, ved at have bedøvet dem med en drik. Har jeg forstået det korrekt?” Bekræftende nikkede hun, inden at hun til sidst pustede langsomt ud. “Ooooog her til sidst har du lige friet til mig, så vi kan gifte os, når Eriz endelig er væk efter… din sjæleløse hær taget hende.”
Et held hun var vant til folk som Zean og Dylan, ellers havde hun da flippet fuldkommen ud over alt det sindssyge kaos! Hun havde stadigvæk så utallige mange spørgsmål.
“For det første…” Hun rettede opmærksomheden mod ham igen. Hendes hænder tog bedre fat i hans. “Vi skal snakke mere om dén tidslinje. For det andet: Jeg kan på ingen måde tro på Isabel lige meget hvad ville forråde dig. Hun er din bedste ven. Sjæl eller ej. For det tredje-” Et smil trak i hendes mundvig. “Ja, jeg vil gerne gifte mig med dig. Men vent, vent vent, før du lige siger noget.” En opgivende lyd kom fra hende, mens hun så sørgmodigt på ham.
“Marcel, virkelig? Du har snydt dig til sjælene på uskyldige folk? Helt ærligt, du er deres konge! Du kan ikke bare sådan udnytte dem på dén måde. Hele grunden til jeg hersker som jeg gør, er jo netop fordi, jeg passer på mit folk, og forsøger at beskytte dem imod alt det jeg slås med. Om det så er politik, invasion eller personlige problemer. Så længe de kan gøre, hvad de vil, og kun bekymre sig om mundane ting, er jeg glad. De skal ikke indblandes i alt det andet. De er mit folk. De er mit ansvar. Synes du virkelig, at tage så mange af deres sjæle er at være en god konge for dem? At bruge dem mod Eriz?” spurgte hun insisterende med bedende øjne. “Marcel…” Hun strakte sig frem, så hun kunne lægge en hånd mod hans kind, og stryge ham over den glatte hud. “De er uskyldige, min elskede.”

[Marcellus LaPiera Black]

Da hun satte sig ved ham og tog ham i hænderne kunne hun se og mærke hvordan han slappede mere af. Hans skuldre sank en smule og et oprigtigt smil voksede på hans læber. Han svarede mere fattede en før '' Åbenbart er der en tidslinje hvor dette er sket i. Men det første spørgsmål der kom frem i mine tanker var, hvorfor kan jeg ikke huske dette?. Svaret er simpelt, man skal åbenbart have en Djinn bundet til sig, de folk der har det er immune overfor andre Djinn ønsker. Efter hun havde sagt ja til at være hans kunne han mærke at viljen til at besejre Eriz var stærkere en nogensinde før. men da hun snakkede om hans plan, hans hær på denne måde kom en beslutsomhed frem i hans øjne. Han kiggede på Macaria med et blik som hun havde set før. Dengang han planlagde at indtage Pandemonium. Han sagde roligt '' Normalt ville jeg ikke engang forsvare mine handlinger. Men overfor dig... Overfor dig vil jeg gøre mit bedste. Jeg har ikke snydt mig til deres sjæle. Det kan man ikke. De skal vide hvad de skriver under på og de skal gøre det af egen fri vilje. Ellers kommer deres navn ikke frem på kontrakten. De har vidst at de solgte deres sjæl. Ordsproget en fattig mand ville sælge sin sjæl for en ko er faktisk mere sand end vi adler tror. Red deres syge datter fra døden, ved at betale en ordentlig læge. Betal den lille gæld for smedens smedje. Sørg for at bunden og hans familie har mad vinteren over. Der skal ikke mere til i de fleste tilfælde. Grunden er simpel. Lavfolket har ingen ide om hvad deres sjæle er værd eller hvad jeg skulle bruge dem til '' Marcel sad lidt og tænkte men sagde så '' Fint, Eriz er besejret, rykker jeg kontrakterne over ''. Marcel sukkede og rystede på hovedet ''Nej, jeg er ikke en god konge. Jeg skulle være gået imod Eriz, ikke sluttet mig til hende. Den pagt mig og hende lavede dengang, den var ikke det værd. Landet lider under mig og Eriz. Det er op til mig at rette op på det. Men jeg ved at jeg aldrig bliver den konge mit land fortjener. Min beslutning dengang viser at jeg ikke er værdig til at være landets konge. Derfor er en del af min plan at træde af tronen når Eriz er besejret. Det er på tide at Lilith bliver dronning''. Marcel hvis øjne ikke havde sluppet Macaria's blik tog et par dybe indåndinger og sagde '' Hvad angår den anden tidslinje, så ved du nu hvad jeg ved om den. Hvem der fortalte mig det er ikke vigtigt. Det der er vigtigt er at loren omkring det stemmer overens. Altså Loren om Djinn's. Men jeg er allerede ved at finde en Djinn og rette op på et par ting. Jeg har tænkt meget over de tre ønsker og hvordan jeg bruger dem så jeg ikke ødelægger liv. Så selv om jeg ikke på nuværende tidspunkt kan fortælle dig ønskerne. Så stol på mig når jeg siger. Mine ønsker vil ikke dræbe nogen ''.

[Macaria Forsyth]

De mørkeblå øjne flakkede opmærksomt rundt på Marcellus’ ansigt, mens Macarias hurtige og strategiske hjerne, fik tingene til at give mening, lavede røde tråde, og fandt accept i alt hvad han sagde. Et smil krøllede sig op i hans mundvig, da han anerkendte, at han aldrig burde have lavet den aftale med Eriz, og hun lænede sig lidt frem, for at stryge ham over kinden.
“I know, min elskede. Jeg forsøgte at fortælle dig det dengang - stol ikke på hende,” sagde hun men uden fordømmelse eller harme i sin stemme, der blot var mild og fyldt med kærlighed overfor manden foran hende. “Jeg stoler på du har en plan, og jeg er ikke i tvivl om, du vil gøre alt hvad der skal til, for at det lykkedes for dig. Du er stærk. Du er magtfuld. Du har vilje. Bare… bare husk ikke at mist din sjæl på det. Eriz’ er et modbydeligt monster, men hvis du bliver ligesom hende for at overvinde hende, har hun vundet og for alvor taget dig fra mig.”
Hun sendte ham et lille smil, inden hun satte sig tilbage på sine knæ, og foldede sine hænder omkring hans. Begge var varme. Deres fingre strøg over hinandens hud, mens de fordybede sig i hinandens øjne, som ønskede de blot at drukne i dem.
Hun hævede et øjeblik, da han nævnte djinns, men sagde ikke noget til det, selvom hun havde sine meninger omkring den slags væsner. Desuden… hvis Marcel sagde de fandtes, stolede hun på det var sandt.
“Hør…” Kort kiggede hun ned på deres hænder, inden at hun igen hævede blikket for at møde hans. “Alt jeg ønsker… alt jeg virkelig ønsker, Marcel, det er at du bliver lykkelig. At du er sikker. Mit hjerte vil ikke kunne bære at miste dig. Det var hårdt nok, at skæbnen dengang trak os fra hinanden, men jeg kan ikke klare, at…” Hun åndede tungt ud, da bare tanken fik halsen til at snørre sig sammen og øjnene fyldes med vand. Tænk hvis der virkelig, var en tidslinje, hvor han var død. Hvor hun havde skulle leve et liv uden ham.
“Bare pas på dig selv,” bad hun inderligt, og knugede om hans hænder. “Lige meget hvad så overlev.”