Leaving the cage

[Alec Veterano]

Khala Riviera ~ Alec Veterano

---

Alec havde altid været typen der havde svært ved at sidde stille. Han blev rastløs og utålmodig, og at sidde inde i palæet han og resten af det portusianske følge var bosat i under deres ophold i den vavilonske hovedstad var ved at drive ham til vanvid, selv om det kun havde været et par døgn. Selv hans bedstefar var stadig ude! Beskeden de havde modtaget lød på at han ville blive på slottet indtil videre, men beskeden havde intet røbet om hvordan middagen med dronning Macaria var gået. Det havde gjort Alec nysgerrig, men først og fremmest havde det kun flosset op i hans rastløse natur, indtil han ikke kunne holde det ud længere. Hvem kunne tage til Oberion, Syndernes Hovedstad, uden at ville udforske byen nøjere?

Han spurgte ikke sin lillebror om han ville med, for han vidste svaret. Fredric ville være bekymret for synderne udenfor døren, og ville sikkert ende med at få kolde fødder. Han spurgte heller ikke sin far, som sikkert enten ville insistere på at tage med ham, eller råde ham til at blive indendørs. Nej, det bedste var nok at tage afsted selv. Han trak sin rejsekappe på og hev hætten over hovedet, og sneg sig ud.

Solen var stadig ved at stå op, og badede byens torv med de første varme solstråler. På markedspladsen kunne han se de tidlige handelsmænd i gang med at fylde sine bode op med nye varer, kvinder i farverige kjoler bevæge sig ned af brostensgaderne, og et sted i baggrunden kunne han høre lyden af en smeds hammer mod stål i hans smedje. Byen var ved at vågne op.
Det var ikke første gang Alec havde været i Oberion, men hans tidligere ophold havde været på gennemrejse, og aldrig gennem centrum af byen. De grønne øjne flakkede nysgerrigt omkring ham, og han lod hætten falde ned igen. Han så alligevel ingen skade i det; han havde ingen forventninger om at den portusianske konges barnebarn var kendt nok i Vavilon til at man ville vide hvem han var på ansigtet. Det bedste kendetræk på ham kunne i allerhøjeste grad være ansigtet, som ville bære visse lighedstræk med hans far, den engang berømte mørkejæger, men selv dér tvivlede han på at han ville tiltrække sig opmærksomhed. Og for én gangs skyld passede det ham fint, der han begav sig ned af én af hovedgaderne der bragte ham forbi markedspladsen.  Måske skulle han skaffe noget morgenmad, mens han var ude.

[Khala Riviera]

Morgensolen skar i hendes øjne, så hun holdt en hånd skyggende over hendes grønbrune øjne. Hendes krop var mat og tung, og smagen i hendes mund var sur - på trods af at hun havde drukket to kander vand - inden hun havde forladt slottet for en times tid siden, for hendes sædvanlige morgen løbetur. Hendes solbrune hud skinnede af sved og ryggen af hendes hvide top klistrede til hendes ryg. Sammen med toppen, var hun klædt i løse, mørke stof bukser, med mange lommer op langs siderne, som red lavt på hendes hofter og efterlod en stribe af hendes maveskin synligt. Hun havde ingen sko på, så hendes fødder og ankler var dækket i et let lag af støv fra vejene. Adrenalinen fra løbeturen havde hjulpet på hendes tømmermænd, men Macarias portvin sparkede som et han-æsel, nogen havde mistaget for en hun, og forsøgt at malke. Hun kunne stadig mærke sin puls i en dundrende hovedpine, da hun stillede sig i kø til en lille bod på markedet. Boden solgte en vavilonsk delikatese; en rund kage, der bestod af et snoet stykke dej, dækket af brun sukker og glassur, og duften af karameliseret sukker og friskt brød fik hendes mave til at knurre højlydt og hendes mund til at svømme. Hun så kort tilbage da en høj, rødhåret fyr stillede sig i kø bag hende og hilste med to fingre ved panden. "Morgn'"

[Alec Veterano]

Duften af hvilket bageværk det end var, der blev solgt i boden, havde lokket ham tættere på, og at dømme efter køen som allerede havde samlet sig ved sælgeren måtte det være et populært spise. Alec var allerede sikker på at det ville ramme bedre end den morgenmad de fik serveret i palæet - hvilket mindede ham på at han håbede at beskeden han havde efterladt på sit værelse ville være forklaring nok for hans familie til hvorfor han ikke spiste morgenmad med dem, og de ikke ville gå helt i panik over hans fravær. En gang imellem havde man bare brug for noget simpelt!

Lyden af en rumlende mave fik ham først til at tro at hans egen sult var større end han troede, før det gik op for ham at det kom fra den krølhårede unge kvinde foran ham, som i øjeblikket efter hilste på ham på den mest vavilonske facon han kunne forestille sig. Han smilede skævt som svar.
"Godmorgen." hilste han tilbage. Han var klar over at den portusianske accent ville træde frem i hans tale, men det lød ærlig talt bedre end hans forsøg på at lyde vavilonsk, så han havde ladt være med at prøve.
Det var svært ikke at lægge mærke til kvindens besynderlige antræk. Ikke at Alec kiggede, som sådan, men hvor ofte så man folk gå rundt i bare fødder på dén måde? I Portus var det normalt i templerne og badehusene, men ikke sådan her. Han vidste dog bedre end at kommentere på det. Det var vel sådan vavilonerne levede. Der var noget frisindet ved tanken, og han var en fan. "Undskyld, men jeg er ikke rigtig herfra," startede han, unødvendigt. "hvad kalder I det dér? Det dufter herligt."

[Khala Riviera]

Hun skulle lige til at vende sig væk igen, da den portusianske accent skurrede i hendes øre. Et enkelt bryn rejste sig. Var han en af de portusianske folk, der var ankommet sammen med den portusianske konge, der var på frier fødder? Hendes blik gled en gang op og ned af ham. Jo, det var et portusiansk snit i hans tøj; simpelt men klædende. En smule kedeligt. Portusiansk. "Jaah, det kan jeg høre," Hendes ene mundvig vippede opad. "Hedder en kanelsnurre. Klistret og meget sød," Hun løftede bunden af sin top op og tørrede sit svedfugtige ansigt med den. "Er du me' det portusianske følge?" Han lignede ikke en der var gammel nok til at være med Rådet, og det eneste portusianske rådsmedlem, hun ikke havde mødt eller set før var en dame ved navn Helena, så det var ret udelukket at han var en del af de folk.

[Alec Veterano]

Alec havde givet et nært ufrivilligt ryk fra sig, da kvinden så pludselig havde løftet op i toppen for at tørre sit ansigt. Han havde dog intet set, som han selv ville have anset som uanstændigt, andet end et glimt af mavemuskler over spændt hud. Den karakteristiske portusianer ville måske have været berørt af selv dét, men der havde måske været fordele ved hans opvækst som en Veterano.

"Jah, det kan jeg vel ikke rigtig løbe fra, kan jeg?" spurgte han retorisk med et drag om munden. Han spurgte ikke ind til hvordan hun kendte til det. Nyheden om den portusianske konge og hans følges ankomst til landet havde sikkert spredt sig hurtigt, så der skulle vel ikke meget til at lægge to og to til. Ikke at det betød at han behøvede skilte med at nævnte konge var hans bedstefar. "Der er dog ikke behov for mig på slottet, så... Her er jeg. Kanelsnurre-tester." tilføjede han med et underholdt glimt i de grønne øjne.
En hånd blev holdt frem mod hende. "Jeg er Alec. Hyggeligt at møde dig."

[Khala Riviera]

"Ikke med den accent," kommenterede hun tilbage. Køen rykkede fremad, så Khala bevægede sig en smule længere frem. "Men i det mindste hvisler I ikke, som pandemoniumerne." Den pandemonske accent kunne få det til at risle ned af hendes ryg. Den måde de trak på deres s'er. Slanger, hele bundet. Hun tog hans hånd, da han rakte dem frem. Hendes hånd var lille og slank, men hendes hud var hård og glat, vant til hårdt arbejde. Der var styrke bag håndtrykket. "Alec? Så du er Veteranos søn." Hun kunne måske ikke genkende ham bare fra udseendet, men hun var trods lederen af et folk, der oftest fungerede som spioner, så hun kendte navnet på de fleste. Hun fløjtede dæmpet. "Tredje i linje til tronen - anden, hvis den ældste ikke er villig til at opgive at være præst for tronen." Hendes hånd slap hans, da køen bevægede sig fremad og hun og Alec kom frem til boden. Hun rakte to fingre op og smed en lille bunke guld på bodens bord. Kagerne var stadig lune, da hun fik dem i hænderne og hun rakte den ene tilbage til portusianeren, mens hun spankulerede ud af køen og over mod et springvand midt på torvet. "Så, din bedstefar er her for at fri til min dronning, hm?"

[Alec Veterano]

Brynene gled overrasket op i panden på ham. Hun vidste hvem han var? Alec havde ikke ligefrem studeret racelederne udenfor Portus, for slet ikke at tale om at have mødt dem. Hun havde stadig ikke introduceret sig selv, men hun var tydeligvis en kvinde som holdt på information.
Overraskelsen bukkede for smilet som gled over hans læber, og han gav et nik fra sig.
"Du kender dine portusianere." medgav han hende mens den ene mundvige vippede opad, og de bevægede sig med køen frem til boden. Overraskelsen endte ikke, da hun åbenbart påtog sig prisen for dem begge og rakte ham den ene kanelsnurre. Taknemmeligt bukkede han en smule med nakken i hendes retning, før han fulgte efter hende ud af køen og mod springvandet hun placerede sig ved. På vejen satte han tænderne i kanelsnurren, og måtte bruge adskillige sekunder på at opsluge smagen. Så kraftige smage fik man sjældent i Portus!
"Det er hans plan." bekræftede han, stadig med en smule af bageværket i munden, før han fik slugt det sidste. Der var sikkert alligevel ingen grund til at benægte det; måden hun havde spurgt på, indikerede at hun allerede havde været klar over det. "Jeg har ærlig talt ingen forventninger til hvordan det vil gå, men jeg håber på det bedste. Ud fra beskrivelserne jeg hører, er dronning Macaria vist lige hvad han har brug for." Det ville være synd at sige at kongen af Portus havde overflod af godt humør. Der hang altid en sky af noget sørgmodigt over ham. Alec havde aldrig kendt sin bedstemor, som var død længe før han selv var blevet født, men han formodede at hendes død var noget som stadig påvirkede Adrian.
Blikket blev lagt granskende på hende, og hans mundvige vippede opad igen. "Du gav aldrig et navn, men jeg får indtrykket af at jeg ikke taler med en hvem-som-helst?"

[Khala Riviera]

"Jeg kan godt lide at have styr på folk," svarede hun med en bid af kagen i munden. Hun satte sig på kanten af det brusende springvand. Selvom det stadig var tidligt på formiddagen, var varmen allerede ved at tage til. "Macaria er hvad alle har behov for, hun er en sol stråle i en kold verden," Følelsen af loyalitet kom så hurtigt og så stærkt, at den kom bag på hende selv. Måske var det skyldfølelsen? Hun så op på slottet, der kunne anes en smule i distancen. Hun var loyal til tronen. Selvfølgelig var hun det. Men hvor længe kunne hun holde på hemmeligheden? Og hvad ville der ske, når det først blev opdaget? I hendes erfaring havde skelletter en grum evne til at kravle ud af skabe.
Hun stak en glassurdækket tommelfinger i munden og trak den så ud. "Du ka' kalde mig Khala. Er formskifternes leder." Hun lagde hovedet på skrå. "Er din far lige så badass som de siger?"

[Alec Veterano]

Det passede meget godt til beskrivelserne han havde fået af den vavilonske dronning. Hun var måske blevet frarøvet sin vampyrisme, men hun skulle ikke have mistet den ungdommelige glød som kunne have givet indtrykket af en evig ung kvinde.
"Formskifternes leder? Det forklarer lidt." kommenterede han med en nikken, som havde han fået lagt den sidste brik i et puslespil. Tydeligvis havde han ikke lagt mærke til hasten i hendes loyalitetserklæring, eller så tænkte han bare ikke dybere over det end dét.
Til gengæld kom spørgsmålet om hans far noget bag på ham, som han selv endte med at betragte Khala med ansigtet lagt undrende på skrå, før han gav et lille skuldertræk. "Han var måske ret badass før i tiden, før han slog sig ned med min mor. Jeg tror han er lidt ude af form siden sin storhedstid. Det er min tante der er mere af en badass." svarede han, ikke uden et drag af beundring i tonefaldet, da han talte om sin tante Isabel. Der var måske noget at sige til med hvordan hun var endt som den pandemonske konges livvagt, men man kunne ikke benægte hendes evner. Det var dermed ikke sagt at han havde lagt mærke til hvordan hans far var begyndt at træne mere over de sidste par måneder. "Er du meget interesseret i min familie, eller hvad?" Spørgsmålet bar et præg af spøgefuldhed i sig.

[Khala Riviera]

"Ikk'?" Hun smilede og proppede det sidste af kannelsnurren i munden, så siden af hendes kind bulede med det. Den var sød, klistret og varm, og havde slået sulten ihjel, men nu var hun tørstig. "Er du frisk på at grabbe et glas et eller andet på kroen?" Klokken var ikke engang middags tid endnu, men det var efterhånden sjældent at hun selv fik lov til at lave spionarbejde, det havde hun folk til. Nu havde hun fri adgang til en af Portus mest værdifulde sønner. "Hva' drikker I på det her tidspunkt i Portus? Noget af det der boblende vin med frugtjuice i?" Hun rejste sig fra springvandskanten.
"En skam. Han var med til at holde varulvene tilbage heromkring da han var yngre - din tante," Hun vendte tanken og tørrede bagsiden af sin hånd over sin mund. "..Kongens livvagt i Pandemonium? Det' hans søster ikk'?" Hun havde set Isabel på afstand før, og vidste hun også havde været med til at bekæmpe varuvle, men kvindens navn var faldet ud af formskifter munde efter hun havde slået sine pjalter sammen med Marcellus. Den mand gav Khala myrekryb. Hun trak på skuldrene. "Er bare nysgerrig, er det en forbrydelse i Portus?" Hun smilede bredt af ham.

[Alec Veterano]

Alec var allerede ganske overbevist om at Khala var en meget god repræsentant for den beskrivelse vavilonerne havde fået. Langt fra én som Inei ville have bifaldt, men så var Alec heldigvis ikke så fordomsfuld på dét punkt. Det hjalp måske også når man var vokset op med historierne om landene udenfor Portus og var blevet mere nysgerrig end noget andet.

"Jeg er frisk." kunne han bekræfte med et glimt i øjet. "Vi plejer ikke at drikke særlig tungt på den her tid, men jeg har vel været i en vinflaske før. Men jeg har hørt at jeres drikke herovre skulle være stærkere sager." Hun havde nærmest allerede bekræftet det, ved sit spørgsmål om 'boblende vin med frugtjuice'. Han indikerede med en gestus at hun kunne føre an til sin foretrukne kro.
"Det er hende, ja. Isabel Veterano." bekræftede han med et nik, og tog selv den sidste mundfuld af kanelsnurren. Han måtte prøve at overbevise kokken derhjemme om at prøve at genskabe dem. De var jo voldsomt gode! "Men nej, nysgerrighed er ikke en forbrydelse endnu. Måske sårer det bare mit ego at stå i skyggen af både min kongelige bedstefar og min helte-far." Tonen bar et dramatisk præg, men det måtte bane vej for smilet som alligevel brød frem, som han ikke kunne holde masken.

[Khala Riviera]

"Følg me'," Hun nikkede smilende indimellem to huse mod en lille, smal gyde. Kun idioter forsøgte at følge hovedvejene rundt inde i midt Vavilon ved morgentid. Myldretiden og alle de gade handlende ville snart gøre det umuligt at bevæge sig hurtigt fremad - og så var der stor chance for at blive lettet for et par egendele og sin pengepung i midt gaderne. Den eneste ulempe var at man skulle klatre udenom diverse forhindringer af kasser, tøjlinjer og skraldespande. Og stanken fra førnævnte skraldespande. "Så må du jo komme igang med at lave noget selv, hm? Så kan folk opsøge din far og sige 'eeej, er du far til Alec!?'" Hun klapsede sine hænder sammen og lavede et drømmende blik tilbage mod den unge mand, som hun smøg sig uden om en bunke kasser. Solen badede ned, selv inde i gyderne, temperaturen var stigende og der var en god gåtur ned til kroen, men hun bevægede sig adræt igennem sidegyden alligevel.

[Alec Veterano]

Kun med den mindste smule eftertanke fulgte Alec efter Khala væk fra hovedgaden og ind i den smalle gyde. Der var en mindre forhindringsbane af passere, i form af kasser og kurve udenfor husene til hver side af dem, men Khala bevægede sig hjemmevant i omgivelserne. Han fulgte adræt efter hende, men måtte alligevel skubbe en stabel med kasser til side, som hun smidigt havde snoet sig forbi.

”Ha, ja. Jeg tror dog min far havde en lidt anden motivation til at gøre, hvad han gjorde dengang.” svarede han med et skævt smil. Monstrene hærgede ikke længere landevejene som de havde gjort, dengang hans far og tante havde taget sværdet i hånden og sat sine liv på spil for at forsvare de svage. Tiderne var faktisk forholdsvis fredelige, men det havde ikke hindret den unge Veterano i at have sine egne drømme om at opnå den samme heltestatus. ”Vavilon skulle jo efter sigende være propfuld af hemmeligheder. Du er sikker på der ikke er en serie hemmelige tunneller som skjuler blodtørstige monstre eller oprørske forbrydere?” Læberne bredte sig i et legende, muntert smil mens han rundede et hjørne efter hende. Han begyndte at mærke solens hede mod sin nakke, og hvis ikke han i forvejen kunne bruge noget koldt at drikke, kunne han i hvert fald nu.