Shadow and Master

[Isabel Veterano]

Marcellus LaPiera Black - Isabel Veterano

Den store by lignede næsten, at der var ild i den på den her tid af døgnet. Solen der var ved at gå ned, fik alt røgen og osen til at gløde op i rødelige nuancer, mens flammerne i de forskellige smedje og fabrikker, langsomt var ved at slukkes, så folk kunne tage hjem eller på kro. Isabel stod i altandøren, og betragtede det hele ske. Hun havde stået der så længe, at hendes krop var bleget helt kold og stiv. Først da hun mærkede et lille sug i brystkassen, fik hun løsrevet sig fra synet, for at gå ind i sit kammer igen. Han kaldte.
Tøjet havde hun lagt klar til sig på sengen. Det var fornemt tøj, og alt sammen skræddersyet til at passe hende perfekt. Alt sammen sort. Hun trak i sine strammer bukser, hev den kortærmet trøje over hovedet, spændte støvlerne, lukkede bæltet, og svang den knælange jakke med hætte på, mens hun gik ud af døren. Kort kastede hun et blik på sig selv i spejlet. Tøvende stoppede hun op. Det krævede tilvænning at blive vant til, at se et andet ansigt i spejlet. I stedet for flammende, skulderlangt hår, havde hun helt kort, sølv hår. Ansigtet var slankt og feminint i stedet for rundt. Huden glat uden en enkelt skramme. Og øjnene... øjnene var glødende ravrøde med en lodret pupil. Det gøs i hende at se sig selv.
Hun fik trukket sig ud, og lukkede døren bag sig, inden at hun marcherede afsted mod sin konges kontor, hvor hun mærkede, at han var. Sådan var det, når ens sjæl var et andet sted end kroppen. 
Folk hun gik forbi på gangen, gik i en stor bue omkring hende. Rygterne kendte hun. De var bange for hende. Dem alle sammen. Vagterne, tjenerne, hoffet, alle. Selv Dronningen brød sig ikke om hendes nærvær. Ikke nok med at hun så anderledes ud end en normal kvinde, så var der også noget truende omkring hende. Noget hårdt, bittert og mørkt. Man sagde kun kongen kunne kontrollere hende. Som var hun et dyr, der ikke kunne tæmmes. Kongens farlige rovdyr. 
Pludselig var hun dukket op ved hans side for en måned siden. Ingen vidste hvem hun var, eller hvorfra hun kendte kongen, men fra den dag af, havde hun sjældent forladt hans side. Selv når man troede, at han var alene, kunne hun finde på at træde ud af hans skygge. Åhh alle de rygter. Rygterne som at være i familie med ham, hans elskerinde, hans hemmelige barn, hans familiar. Så mange rygter, og ingen kunne gætte sandheden. 
Da hun var ved at nærme sig kontoret, forsvandt hun midt i et skridt i en eksplossion af røg. Efter kun et blink befandt hun sig lige bag Marcel, hvis skygge hun trådte ud af. Det var som om den skyllede af hende. 
"Du kaldte Deres Højhed," mumlede hun, og bevægede sig rundt om ham, så hun stod foran ham. Skorpen på det indskåret pentagram på hendes håndryg, var først ved at heale, så hun lod hænderne glide om bag ryggen. Det var ikke det gamle pentagram, som hun havde haft i sin egen krop. Det her pentagram var for warlocks. Hun prøvede ikke at klø i skorpen. 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcellus sad og kiggede på nogle underlige tegninger og runer. Han havde endelig fundet det. En portal til det mørke. En portal der førte ned under jorden. Nede i mørket, et tunnelsystem der siges at føres rundt under hele verden. Legenden fortæller om mange monstre og farlige væsner der ned. Marcel havde endelig fundet runerne til at bygge sådan en portal og finde ud af om legenderne var sande. Dette ville blive et eventyr som aldrig før. Han havde først tænkt sig at invitere Zean med, men der kunne jo være noget af stor værdi der nede. Noget som han ville fortryde at Zean kendte til. Han vidste der kun var en person han virkelig kunne stole på og det var hans tro slave og bodyguard Isabel. Et skævt smil viste sig på hans ansigt da han så Isabel. Han nikkede over imod tegningerne og sagde '' Legenden om mørket. Legenden om de mange snoede og farlige tunneller og veje under jorden. Jeg har endelig fundet de rigtige runer til at skabe en portal der ned. Jeg har med vilje ikke valgt at hidkalde en Familiar da jeg ikke ved hvad der vil komme frem. Men hvis legenden er sand. Sigtes der at leve skygge Wyverns der nede. Wyverns er kusiner til Draconians. De kan kun blive omkrig to meter høje, kun nok til at bære en person. De er ikke mere intelligente end dyr og ikke i stand til at ånde ild eller andet. Men de er farlige og noble rovdyr. Hvis legenderne er sande vil jeg måske kunne finde et æg der nede.. Og gøre ved ægget som jeg har gjort ved dig. Jeg vil putte min familiars essens ind i ægget så min familliar bliver sådan en Isabel!... Sandt det vil tage år før den er fuld størrelse og sandt det vil kræve meget optræning.. Men hvis det lykkes.. Hvis det lykkes!.. Hvis det lykkes vil vi have udviklet så meget!.. En ny måde for Warlocks at binde os til vores Familiars! ''. Marcel rejste sig op og kiggede med en ild i sine øjne ned på tegningerne '' Jeg har ventet så længe på det her. alle mine rejser og eventyrer har jeg ledt efter en skygge wyvern og troede de var uddøde, nu er der håb.. Vi skal lave denne portal og tage afsted Isabel ''.
Marcel begyndte at gå med hastige skridt '' Kom mod mit hemmelige labrorotium ''. 

[Isabel Veterano]

I et øjeblik forstod Isabel ikke, hvad han snakkede om, før en lille klokke begyndte at dingle, og hun kom i tanke om, at han havde snakket om det her før. Dér havde hun blot troet, det var en legende, og han faktisk aldrig ville gøre noget ved det, men nu...
I endnu et par sekunder overvejede hun det hele, inden at hun vendte sig om imod ham. Han var næsten på vej ud af døren.
"Deres Majestæt... Marcel... vil du virkelig gå derned?" spurgte hun med en dæmpet stemme, fordi han ikke var glad for, når hun sagde ham imod med noget. Hun gik et par skridt frem mod ham. "Din kone er gravid, og du skal være far. Du er konge for et helt land. Ville det være en god ide, at tage afsted så spontant på sådan en færd i sådan et ukendt sted? Bare dig og mig? Vi burde planlægge noget mere, tænke os om, finde ud af mere. For både dit kongerige og dit ufødte barns skyld. Hvis noget sker dernede, som vi ikke er klar på, kan du efterlade en enke og et faderløstbarn."
Hun vidste ikke, hvor den bekymring for Marcel's slægt kom fra. Personligt ville hun ikke have noget imod, hvis de alle brændte ihjel, men hun var lænket til Marcellus, og skulle gøre, alt hvad han sagde. Også selvom det indebar, at passe på dronningen og hendes ufødte barn.
Hun gik ind foran ham, og lagde en hånd mod hans brystkasse, for at stoppe ham fra, at kunne gå forbi hende. De glødende øjne flakkede over hans ansigt.
"Jeg forstår du er ivrig, men tænk det her igennem to gange. Du har et ansvar nu. Et stort et. Du kan ikke bare fare afsted på eventyr længere," forklarede hun indgående, og vidste dronningen ville slagte dem begge to, hvis de pludseligt forsvandt ned i legendariske tunneller. "Tænk over det lige to sekunder. Vi burde planlægge."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede på Isabel med et undrede blik. Hans første tanke var ~hvor vover du~. Men Marcel var en klog mand. Han stoppede op og tænkte sig om. Hun havde ret. Hvad ville Eriz ikke sige til at han sprang på hovedet ud i et eventyr lige nu. De vidste ikke hvad der var der nede. De vidste intet andet end legenderne havde fortalt om. Marcel satte en hånd  på Isabels skulder og smilede skævt '' Det er derfor de ikke må finde ud af at vi er væk. Du har ret. Vi må lægge en plan. Vi må finde et godt alibi. Godt tænkt Isabel '' Marcel gik videre og da de nåede indgangen til hans hemmelige laboratorium gjorde han det sædvanlige. Brugte sit blod, sin magi og ramsen for at åbne den skjulte dør som var inde på hans personlige bibliotek. Da de kom der ned, satte Marcel sig på en stol. Der stod stadigvæk tanke og lå bøger om Isabels skabelse der nede. De vigtigste ting var allerede blevet gemt væk. Marcel lænede sig tilbage i stolen og sagde '' Du har evigt ret Isabel. Vi må finde en godt alibi. Noget som end ikke Eriz vil sætte spørgsmålstegn til.. For ... ''. Marcel sukkede og rystede på hovedet '' Nej.. Ikke mere.. Jeg har lovet hende at være ærlig overfor hende Isabel.. Jeg har lovet altid at være der for hende og barnet.. Jeg kan ikke sno løgne og lægge planer om det her.. Mig og hendes forhold bliver ikke bedre hvis jeg går rundt og planlægger bag hendes ryg.. Derfor må vi gå frem med sandheden til hende.. Vi skal bare sælge den godt ''. Marcel sad og gned sin hage lidt '' Hmm.. Hvis man ser på det sådan her.. Hvis jeg får fat i et æg fra en Skygge Wyvern.. Så... Ahh jeg har det.. Jeg skal da have en til mit barn også!.. Det skal være barnets dåbsgave.. Eriz ville aldrig nægte mig at hente dåbsgaven til mit barn!.. Så ville hun måske lade mig tage afsted.. For det ville jo ikke være min gave hvis jeg ikke selv henter den.. Perfekt Isabel, perfekt! ''. Marcel rejste sig og var som Isabel aldrig havde set ham før. Glad og entusiastisk. Han elskede virkelig eventyr og spænding. 

[Isabel Veterano]

I et øjeblik havde hun troet, at han ville slå hende, men i stedet smilede han, og lagde en hånd på hendes skulder. Man kunne ikke se det på hende, men hun blev faktisk lettet. Hans vrede kunne være forfærdelig.
Da han gik mod sit laboratorie, forsvandt hun ind i hans skygge. Det var en nemmere måde at transportere på. Først da han kom ind i sit bibliotek, trådte hun ud bag ham igen. Mens han satte sig i en stol, lænede hun sig baglæns op af et bord med armene over kors. Hun lyttede til, hvad han sagde.
Åhhh så han ville ikke lyve for Eriz? Det var virkeligt svært, at vænne sig til deres forhold, når hun havde været omkring ham, dengang det handlede om Macaria. Ved guderne, hun havde givet sit liv for den kvinde! Hun havde døet ved siden af vampyren. Ligget der i alt det høje græs under stjernehimlen, og i et øjeblik... i et øjeblik havde det hele været okay. Macaria havde været okay.
Eriz derimod... De to kunne ikke fordrage hinanden. Eriz var en klassisk warlock. Arrogant, modbydelig, snedig og løgnagtig. Alt for meget lignede hun Marcel, hvilket egentlig var der problemet lå.
Isabel sukkede, uden at blive påvirket af hans glæde. Selvom hun var en vandre, der havde set så mange ting sammen med Cal, så kunne hun ikke se det fede i, at skulle ned i en masse tunneller, for at finde et fantasidyr. Specielt ikke når det kun var hende og Marcel. Hvad kunne der ikke sket dernede, som kunne gøre ham fortræd? Han havde slet ikke forstået, hvad hun havde prøvet at sige. Hun var fuldkommen ligeglad med Eriz, men hvad ville der ikke ske, hvis han blev dræbt dernede i mørket? Så efterlod han et land uden konge, et barn uden en far, og en kone uden ægtemand?
Det virkede dog umuligt, at forklare Marcellus noget som helst logisk, der kunne sætte en stopper for hans eventyr. Og den mand skulle være familiefar med en kone, der ikke kunne klare at knække en negel?
"Fint, hvis du tror, det kan gøre hende glad," kommenterede hun, og viftede ligegyldigt med sin ene hånd. "Behøver jeg være der til den samtale? Jeg kan i stedet tage til et af bibliotekkerne, for at læse mere omkring tunnelerne?"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede ondt. Han havde fået nok af hendes spydigheder. Hun skulle ikke tro at hun kunne gå og være vrissen på ham og tale til ham på sådan en måde. Hun var hans bodyguard. Hun skulle være loyal, lydig, anstændig og en af de vigtigste ting respektfuld. Marcel svang sin hånd imod hendes kind med hans vampyr hurtighed. Hvis han ramte ville det ikke blot være en markerings lussing. Der lå kraft nok bag denne lussing til at sende en voksen mand i gulvet. Da Marcel havde svunget ud efter hende sagde han med en rolig, dog faretruende stemme '' Hvis ikke du snart lære at vise den respekt jeg fortjener. Så flår jeg dig ud af den krop og smider din sjæl ned til evig pinsel. Du skal ikke glemme hvad jeg har gjort for dig, Isabel. Jeg bragte dig tilbage fra de døde. Jeg kan sende dig langt værre steder hen end her. ''. Marcel kiggede på hende med et alvorligt blik. Han kunne acceptere at hun rådgav ham og sagde hendes mening omkring hans valg når de to var alene. Men han forlangte til enhver tid at hun viste ham det nødvendige respekt, også i hendes sprog. Han kørte en hånd gennem hans hård og gav hende et blik der vidste at han havde tænkt sig at straffe hende '' Nej du får ikke lov at blive her Isabel. Du skal lære at tale ordenligt, så derfor er det dig der skal fremlægge denne ide overfor Eriz. Du skal også fortælle hende at grunden til at du er den der snakker om dette og ikke mig er fordi du skal straffes for at være næsvis og at Eriz er en mester i at se om den næsvished er væk. Så Isabel... Afsted med dig.. Jeg vil vente jer.. Ohh og Isabel. Jeg håber virkelig for dig at Eriz lader dig tage afsted.. Du ved hvordan jeg bliver når jeg ikke får min vilje ''.

[Isabel Veterano]

Isabel vaklede flere skridt til den ene side, da slaget ramte hende på den ene kind, så hun var lige ved at gå i gulvet. Med det samme smagte hun blod i munden, og hun kunne ikke mærke hele den ene side af ansigtet. Der var ingen tvivl om, at Marcel's hånd havde aflagt et rødt mærke.
Smertetårerne kom tilbage op i øjnene på hende. Rasende rettede hun sig op igen, og stirrede ham trodsigt ind i ansigtet. Hvis et blik kunne dræbe...
Af alt magt prøvede hun at tøjle sit raseri, der bølgede som fysisk smerte i hende, så skyggerne samlede sig bølgende omkring hendes fødder, men hun kontrollerede sine kræfter. Marcel havde oplært hende godt. Mest af alt havde hun lyst til at slå ham tilbage. Engang havde hun gjort det. Engang havde hun revet dolken op fra sin støvle, og lagt den mod hans strube men ikke længere. Hvis hun skadede ham, skadede hun sin sjæl.
Uden at slippe ham med blikket, spyttede hun noget blod ud på gulvet, inden hun igen rettede sig op foran ham.
"Som du vil, my lord," svarede hun med en snerren, mens skyggerne pibende forsvandt ned i gulvet igen, som en underkuet hund. Det var vel, hvad hun var blevet til. En underkuet hund. Marcel's lille kæledyr med tænder.
Hun nikkede afmålt til ham, som et kort buk, inden at hun gik forbi ham, for at komme ud og finde Eriz. Talegaver var på ingen måde, noget hun ejede. Helst overtalte hun folk på spidsen af sit sværd. Det her kunne kun gå galt.
Hun forlod biblioteket.