Haunted

[Adrian Storm]

Fredric Veterano

Vognene var ankommet til udkanten af Oberion kort før solnedgang, og det var blevet besluttet at vente med turen ind gennem byen til næste morgen, så de undgik af ankomme lige før solopgang. Selv i royal vogn ville det snildt tage hele natten at komme igennem gaderne i byen. Så det lille følge på tre vogne, med rådsmænd Ireion og Vaelon, Adrians to børnebørn Alec og Fredric, og hans svigersøn, Caleb, trak ind ved en herregård lige udenfor byen, og en royal tjener blev sendt ind for at informere familien om at de havde det privilegium at huse den Portusianske kongefamilie. Kort efter vente tjeneren tilbage med halvdelen af familiens tjenerstab med sig, klar til at tage imod bagage og hjælpe folk ud af vognene. Adrian overlod ikke sin bagage til nogen, og holdt et tæt greb om hans kuffert, som han bevægede sig indenfor, anvist af fire tjenere, der klæbede til ham som lim, og forsikrede ham gang på gang om at de var mere en villige til at tage den for ham. Til sidst gav de op og tre af dem skilte fra, mens den sidste viste ham op til det værelse han skulle overnatte på. Han kunne med det samme se at det var herregårds familiens eget master soveværelse. Han havde fået herren og fruens værelse. Han kendte ikke engang deres familie navn. Et suk pressede sig på bag hans læber. Kufferten blev sat ved fodenden af sengen, inden kongen af Portus trak sin overfrakke af og slyngede den over en stoleryg. Machetknapperne blev taget ud af hans skjorte, inden ærmerne blev rullet op til hans albuer. Han var rastløs. Helt ind i sine knogler. Hans fødder bar ham over til en vinduskarm, som han satte hænderne på mens han lænede sig frem mod ruden, til hans pande rørte det kølige glas. 

[Fredric Veterano]

En stille banken lød på døren. Høfligt blev der ventet, indtil beskeden blev givet om at komme ind, og først der åbnede døren sig, så Fredric Veterano kom til syne i døråbningen. Han havde samme sandfarvet hår som sin bedstefar, men havde naturlige krøller hans mor tit sagde hun elskede, mens hun kørte fingrene igennem hans lokker. I modsætning til hans brødre var han mere stille og observerende. Ofte stod han i baggrunden af sin bror, og fulgte tavs med i hvad der blev sagt, uden at han blandede sig på trods af sin store nysgerrighed på alt omkring ham.
Stadigvæk var han iført sin foret jakke, men havde åbnet den, og havde proppet sine handsker i en af dens lommer, som han også havde hænderne gemt ned i. De grønne øjne gled nysgerrigt rundt i rummet et øjeblik, før at han tøvende trådte ind, og lukkede døren bag sig.
“Hej bedstefar,” sagde han med en smule tungsindighed i sin stemme. “Ehm… har du tid et øjeblik?”

[Adrian Storm]

Den lette banken der kom på døren, fik Adrian til at løfte hans hoved fra ruden og se tilbage mod den. "Kom ind." Lød det monotont fra englen, som han trak sine hænder til sig og vendte sig mod døren. Han vidste ikke om han havde forventet Vaelon og Ireion, der ville gå over hvad han skulle sige til Macaria en sidste gang, eller om han havde ventet Caleb, der havde været meget stille på hele turen derned, men han havde ihvertfald ikke ventet Fredric, da den unge mand trådte indenfor i værelset. "Fredric." Hilste han, undertoner af overraskelse krøb ind i hans stemme. "Selvfølgelig. Hvad har du på sinde?" Den ældre engel trådte over mod en globus i hjørnet af lokalet, som han antog var en skjult bar på soveværelset. En hånd skubbede let til den runde overflade og den gled forudsigeligt bort og afslørede en flakon med gylden væske og fire krystal glas. Han hældte to fingre af væsken op.

[Fredric Veterano]

Den unge hybrid gik lidt rundt i værelset for at se sig omkring, inden at han lod sig dumpe ned på stolen ved sminkebordet, så han sad med fronten mod sin bedstefar, selvom hans blik blev holdt nede på sine hænder, der samlede sig i skødet. Fingrene legede lidt med fingrene af hans handsker.
“Ehm… egentlig ikke så meget,” svarede han stilfærdigt på trods af det var en tydelig løgn, eftersom at han var kommet herind med andre ord og lignede én, der havde et spørgsmål pressede på sin tunge. “Far er bare igang med at undersøge hele palæet. Du ved… for at være sikker på det er sikkert, selvom soldaterne allerede er igang. Alec er på sit værelse, men jeg ved ikke hvad han laver, så…” En lille rømmen fulgte det langtrukkent ord, inden at han så ud til at få lidt mere mod, og hævede blikket op til Adrian med noget mere nærvær i sin stemme, da han spurgte: “Glæder du dig? Jeg mener… til at skulle giftes med Forsyth? Jeg har kun set hende et par gange, men hun virker pæn. Ikke særlig gammel selvom hun er flere hundrede år gammel. 252 år faktisk. Ikke så gammel som dig selvfølgelig, men… Ja… hun er pæn. Du må glæde dig til at skulle gifte dig med hende. Mor siger det er fordi, du skal få en ny arving. Så du skal… du ved… have en arving med Forsyth.” Stemmen blev lavere og lavere og mere formumlet, mens øjnene igen gled ned til hans hænder og hagen ned mod brystet. Han rømmer sig igen.
“Hvordan… hvordan har du tænkt dig at starte… starte det op? Er det ikke sådan.. syndigt? Eller… der skal noget vand til, right? Men betyder det at du… altså du ved… skal alt det der i et badekar eller… ude i en sø eller... ? Og… hvordan skal man overhovedet indlede det? Jeg mener… siger man det bare? Hvordan ved du overhovedet at du er klar? At hun er klar? Kan man se det på pigerne? Sådan… ligesom med… mænd?” Stemmen forsvandt ind til ingenting, og Calebs andenældste søn sad krøbet helt sammen med skuldrene oppe mod ørerne.

[Adrian Storm]

"Hm?" promptede Adrian, som Fredric sad og fumlede med sine handsker. Han betragtede sit barnebarn med spejlgrå øjne, som han bragte glasset med gylden væske til hans læber og nippede til den. Cognac. I det mindste var det ikke vavilonsk whiskey. Han fortrak den pandemonske slags. Bare tanken fik ham til at knibe sig over næseryggen. "Om jeg glæder mig?" Hans bryn løftedes, og han skulle lige til at spørge ham 'til hvad?', inden drengen fortsatte. Han talte om Macaria. Ægteskabet. "Hun er pæn, ja." Medgav han monotont. Ikke en muskel rørte sig i Adrians ansigt. Glasset løftedes til hans læber igen. "Ja, det er korrekt. En arving skal haves." Han kunne mærke at knægten forsøgte at kante sig nærmere det egentlige emne, han ville tale om, og han ventede tålmodigt, stående et par skridt borte med en hånd om sit glas og den anden arm hængende ned langs siden.
Han var igang med at hæve glasset til sine læber, da hans barnebarn endelig kom til sagen og bevægelsen standsede brat, så glasset hang i luften ud for hans læber, som grå øjne gled til den unge mand igen. "Man gennemgår ægteskabs ritualet sådan som Ineis skrifter foreskriver at man gør. Man går ned i vandet sammen, vasker sig og så tager man om hinanden, hvorefter man er sammen som mand og kvinde for første gang." Lød det monotont fra den ældre engel, han var stille en lille rum tid, en fingernegl kradsende mod siden af glasset, som han huskede Belle. Et let suk undslap hans læber. "Du vil vide om kvinden er klar, når en rødmen har bredt sig over hendes hud og hendes åndedræt kommer hurtigere. Ønsker du det skal være godt for hende, så løft hende op, så hendes hofter er over vandet og kun hendes læg og fødder stadig er i vandet." Han tømte resten af sit glas og satte det fra sig, inden han bevægede sig over mod den yngre engel og satte sig på kanten af sengen, overfor sminkestolen. "Du bør nok tale med din far om det her. Er der nogen specifik grund til at du spørger?"

[Fredric Veterano]

Det hele lød… avanceret. Desuden blev der snakket om et ægteskabsritual, og selvom han var sikker på… well… hvad hvis man bare… Han rødmede over hele ansigtet, og kunne slet ikke få sig selv til at se op på den ældre engel.
“Jeg kan ikke snakke med far om det. Han… er ikke god til den slags her,” svarede han lavmælt, mens handskerne blev vredet rundt imellem hans hænder, og han samlede mod til at forsætte, selvom han lige nu ville ønske, han aldrig var kommet herind. “Jeg… jeg er bare begyndt at… du ved… Dylan Forsyth fortæller tit, hvordan han har været sammen med mange kvinder. Han er nærmest ekspert! Og jeg… altså… far har snakket lidt om en mands lyster, men man ikke skal… altså den slags er først til når man er blevet gift. Men… hvad gør man, når man… altså… får de lyster? Hvad hvis du har lyst til at… med Forsyth før ægteskabet? Jeg ville ikke gøre noget Inei ikke ville syntes om. Noget som gør hende vred eller skuffet over mig, men… jeg… jeg har bare disse her… tanker. Specielt om natten. Og…” Han endte med at begrave sit ansigt ned i sine hænder, så han tabte handskerne ned i sit skød. “... jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.” Fingrene kørte op igennem de krøllet lokker, mens drengen sank sammen i desperation over sine egne seksuelle følelser, der blot syntes at vokse for hver dag der gik.

[Adrian Storm]

En dyb vejr indtrækning fyldte Adrians lunger. Han så farven fylde Fredrics ansigt. "Okay." Lød det fra englen, som han langsomt accepterede at han skulle have denne samtale. Igen. Han rejste sig fra sengen igen, gik over og samlede sit efterladte glas inden han fyldte både sit, og et ekstra glas - der dog kun havde en enkelt finger cognac i sig, hvor hans eget nu havde mere end fire fingre - som blev rakt til Fredric, inden han satte sig igen. "Hvis du er voksen nok til at have den her samtale, er du også voksen nok til at nippe lidt til det mens vi snakker. Det hjælper." Den monotone stemme brummede let, som Adrian skubbede hans ben fra hinanden og hvilede en albue på sit ene knæ. "Det er op til dig, om du vil vente til ægteskabet eller ej. Du bør lytte til din far, men i sidste ende er det op til dig. Jeg ventede ikke til ægteskabet, men jeg var heller ikke nobelfødt, som du er, så der var ikke samme forventninger til mig, som der er til dig." Fortalte han. Det stak ham en smule i hjertet at se sit barnebarn så frustreret og forvirret. Han skubbede sin tunge let mod sine fortænder og trak glasset op til sine læber. "Min første gang var med en ung pige fra Portus. Hun var magiker og er sikkert død nu. Hun hed Elissa. Hun var sød og smuk. Havde et lille hul mellem hendes fortænder. Jeg kurtiserede hende i nogle uger. Sendte hende blomster og breve. Men jeg hakkede mig igennem hver eneste rigtige samtale vi havde. Da vi endelig var sammen, var det ---- kort," Han smilede og det trak smilerynker ved hans grå øjne. Et sjældent syn på den ellers så statueagtige mand. "Men godt. Vi lærte hinanden hvad der føltes godt. Det handler ikke så meget om hvornår du gør det, eller om du gør det godt, Fredric. Det handler om den rigtige kvinde." Smilet svandt en smule. Tyngde lagde sig i hans bryst. "Når du finder hende, så skal alt det andet nok løse sig."

[Fredric Veterano]

Tøvende tog Fredric imod glasset med alkohol, som han forsigtigt snuste til, men trak med det samme hovedet væk med en rynket næse. Det stank ligesom onkel Eian nogle gange. Desuden var alkohol gift i det hellige blod. Han kunne dog ikke sige noget til sin egen konge - bedstefar eller ej - så han beholdte glasset, men drak ikke af det.
Opmærksomt sugede Calebs andenældste søn alt til sig som Adrian sagde med store øjne. Tænk at hans alvorlige bedstefar havde gjort den slags udenfor ægteskabet! Flere gange endda! Helt uden vand! I sit hoved gennemgik han de forskellige hellige skrifter han havde læst om den slags, for at forsøge at få de nye informationer til at passe ind, nu hvor det var Gudindens Talsmand selv, som sagde disse ting. Det måtte jo betyde, det var rigtigt. Måske var lysten slet ikke så alvorlig?
Han kiggede ned på glasset i sin hånd, før at han tøvende hævede det op til læberne, og tog et forsigtigt nip af den gyldne væske, der med det samme fik ham til at skære en grimasse. Hele munden brændte jo! Smagen var… adr!
Så godt som han nu kunne, forsøgte han at holde et nogenlunde neutralt ansigtsudtryk på trods af nedvendte mundvig, rynket pande og tårer i øjnene. Alkoholen brændte selv i næsen!
“Jeg håber det,” svarede han og måtte rømme sig da ordene kom ud hæse på grund af alkoholen. Hvorfor i alverden kunne Dylan drikke den slags med straight face?! Typisk vavilonere! “Jeg vil bare ikke skuffe gudinden mere end mit blod allerede gør.” Han smilede skævt til kongen foran ham, inden at han lagde hovedet vurderende på skrå, sådan som han betragtede ham med samme milde blik som sin mor.
“Bedstefar? Du ved… hvis jeg ikke havde været… du ved… uren… så ville jeg ikke haft noget imod, at være din arving. Det ville have været en ære, at kunne være Ineis værktøj for vores land. Og så behøvede du ikke, at skulle gifte dig med Forsyth, hvis du altså... ikke havde lyst.” Knægtens ansigtsudtryk var medfølende. "Jeg ved du savner bedstemor..."