Girls Just Wanna Have Fun

[Macaria Forsyth]

Girls Just Wanna Have Fun

Blake De Clare - Macaria Forsyth

Solen tittede endelig frem bag lag af tykke, grå skyer, snefnug dalede langsomt ned fra. Det her var én af de gode dage i Oberion. Selvom det stadigvæk var pisse koldt med frost glinsende på overfladerne, så var her ingen vind, og solen fik alting til at glimte som diamanter. Snefnuggene var på ingen måde store eller mange nok til at kunne danne et lag af sne, så man behøvede ikke være urolig for, at skulle ud og skrabe sne eller ikke kunne komme ud af sin hoveddør.  

Macaria stod ude i slotsgården med nakken lagt tilbage, så hun kunne kigge op i den grå himmel mens snefnug kyssede hendes ansigt nu og dag. Engang havde hun intet problem med at stå i den slags vejr kun iført en skjorte eller en kjole, men nu måtte hun pakke sig godt ind, for ikke at fryse eller bliver syg. Derfor havde hun taget en tyk kappe på med pelskant, der holdte hendes hals varm, samt handsker og høje støvler. Indenunder havde hun selvfølgelig en kjole på med lange strømper på. Normalt kunne hun ikke lide, at pakke sig så godt ind i flere lag, da det fik hende til at føle sig både klodset og langsom, men efter hun var blevet menneske, følte hun sig hele tiden klodset og langsom, så hvad var pointen? Håret var samlet i en fletning rullet op i en knold, for at holde de vilde, krøllet lokker væk fra hendes ansigt.  

Tre vagter stod afventende i nærheden af hende og småsnakkede med 5 heste i tøjlerne, mens de ventede på deres dronning ville give dem tegn til, at de kunne gå. Lige nu manglede de en sidste person. 

[Blake De Clare]

Blake var klædt fra top til tå i landets prins’ tøj. Bukserne var alt for lange og rullede op, det samme gjalt ærmerne på de trøjer hun bar og som blev holdt ind til hendes krop med et læderbælte i taljen. Udenover bar hun en stor varm kappe, der var beregnet til aktivitet og derfor ikke var syet til at nå jorden. Hvilken den selvfølgeligt næsten gjorde på hende alligevel. Pakket godt ind i kappen havde den unge djinn langt om længe fundet vej gennem det forvirrende slot, der konstant bød på distraktioner. Udenfor var distraktionen større end noget andet på hendes vej fra gemakkerne; Sne! De lyseblå øjne lyste op og læberne spredte sig i et bredt smil, da hun som en distraheret hundehvalp greb om sne der havde lagt sig på en busk i slotsgården. Legende kastede hun den op i luften mod en gren, hvor den eksploderede i en hvid sky og dryssede nedover hende, så de løse hårlokker krøllede op i endnu vildere krøller. Det var først da hun drejede omkring med sne i håret og et lykkeligt ansigtudtryk der ligeså godt kunne tilhøre en femårigs, at hun fik øje på dronningen og følget, og med røde kinder småløb mod dem.

[Macaria Forsyth]

“Der er du!” Macaria smilede, da hun så djinnen komme løbende mod sig med øjne strålende af glæde og benovelse. Ved regnbuens farver, de var ikke engang kommet ud i byen endnu! Burde hun have en sele i hende? Det ville være smukt, at skulle forklare Dylan, at hun havde mistet hans djinn et sted i Oberion. Ville ikke være første gang folk forsvandt ude i byen, og det var faktisk et seriøst problem, hun forsøgte at finde en løsning på. Sidste måned dukkede en mand op, som havde været forsvundet i fem år efter bare at skulle ud og handle. Han var totalt forvirret og udsultet, da han endelig dukkede op på en random kro flere mil fra hans bosted.
“Jeg har fundet heste frem til os, så vi kan komme ud i byen og kigge lidt samt finde noget ordentligt tøj til dig,” fortalte hun, og gjorde tegn til vagterne, som hun gik imod. De alle tre bukkede for dem. “Oberion er en utrolig stor by. Hvis man er på gåben, kan man sagtens se frem til en uge gennem byen - hvilket du nok har opdaget, da du kom hertil. Og det er altså uden distraktioner.”
Macaria udvalgte en hest, som hun fik hevet sig op i sadlen på. Selvfølgelig med benene samlet til den ene side, nu hvor hun var i kjole og det var pisse koldt. Èn af vagterne fik trukket hendes kappe over hestens bagparti, før ham og hans kollegaer selv steg op på de resterende heste. En vagt hjalp også Blake op på hendes hest.
“Er du klar? Godt så. Bare kom op på siden af mig, så kan vi snakke sammen mens vi rider.” Macaria satte hesten i et roligt skridt, mens slotsporten blev åbnet for dem, så de kunne ride ud af slottet. “Har du sovet godt i nat? Forhåbentligt fik du sovet ud. Det var derfor jeg ikke vækkede dig til morgenmaden, da jeg tænkte, du nok havde brug for at sove længe.”
En bro skilte slotsgrunden fra resten af byen. Folk gik frem og tilbage enten med små vogne, der bragte vare til slottet, eller også fordi de lige havde været på arbejde eller skulle have en vagt. Nogen havde aftaler på slottet, og andre kunne have forsøgt at få sig en tid hos dronningen til en audiens. Når de opdagede følget skyndte de sig at træde til siden, mens de bukkede dybt for den tidligere vampyr, som altid havde et smil og nik tilovers for dem. Tydeligvis var hun en elsket dronning af folket.

[Blake De Clare]

Blake strålede af energi. Det var absolut ikke til at vide sig sikkert om hun pludseligt ville begynde at stråle bogstaveligt talt med den gyldne farve som en eller anden lalleglad stjerne. “Sneen er så hvid” udbrød hun og greb uden større omtanke om udvælgelse af de to heste der var tilbage, om den enes manke. Før vagten havde nået at række ud for at give hende et ben, havde hun i en flydende bevægelse slynget sig på ryggen af dyret. I sit tidligere liv havde hun øvet sig på at springe på heste i løb, men det var absolut ikke noget der var alment for en højadelig af Pandemonium. Faktisk var det ikke engang alle adelspiger der kunne ride. Nogen var kun vant til vogn, men hun havde altid fået lov at overtage sine brors heste når de viste sig at være for iltre for ham.
“Jeg har sovet fantastisk. Værelset ebber af ro og eventyr. Hvad med dig?” svarede hun med en stemme der ebbede af det modsatte. Det blå blik flakkede frem som de tog vejen udenfor portene. Farverne sprang hende i øjnene. “Hvad skal man se i Oberion? Jeg har altid drømt om at komme hertil - men min far har aldrig ment at det var nødvendigt for mig, at komme udenfor Agares…” Hun pludrede tydeligvis snaksageligt løs.

[Macaria Forsyth]

Med et hævet øjenbryn skævede Macaria til den unge pige, som red ved hendes side. En god nats søvn, en fuld mave og et varmt bad, havde vidst gjort underværker. Ikke svært at se hvorfor Dylan, var glad for hende for de mindede en del om hinanden, sådan som Blake opførte sig på nuværende tidspunkt. Og så alligevel… Dylan havde ændret sig de sidste par måneder. Mere alvorlig, mere eftertænksom, mere observant, mere… intelligent og moden.
“Det var godt. Jeg er glad for du kan lide værelset, og jeg har sovet fint - tak fordi du spørg,” svarede hun venligt på trods af, hun var faldet i søvn krammende om en pude, der var våd af hendes tårer, men det behøvede Blake ikke få af vide. Tankerne gled flygtigt over til Maddox, før hun rystede dem af sig.
“Oberion? Hvad er der ikke at se i byen. Vi har en håndfuld smukke bygninger, som man virkelig burde se! Solens klokketårn. Der er 5 klokker og de lyder så fantastiske, når de bliver hevet i. Folkene der trækker i dem, har øvet sig, så de begynder at kunne spille små melodier på dem. Er virkelig noget at opleve. Uh! Og så har vi selvfølgelig Det Royale Teater. Bygningsværkerne er virkelig smukke! Arkitekten som lavede det, var et geni! Jeg tror også, du vil have sjovt af at besøge én af danseskolerne. Hvis vi er heldige, kan vi komme ind og se dem øve,” fortalte hun med stolthed i stemmen over sin by, hun havde set komme til live i sin regeringstid. Den var blevet et vidunder. Intet kunne måle sig med den. “Men lad os først få fundet noget tøj til dig, skal vi ikke? Jeg har det perfekte sted. Min skrædder bor en halv times ridt herfra, og han har de smukkeste klæder i hele Vavilon - hvis ikke hele verden. Jeg kinda stjal ham fra Pandemonium faktisk. Eller… jeg stjal ham ikke, han gik mere selv efter en skandale, fordi han åbenbart bedre kan lide kæppe end huller. Ååååååh nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne ryste noget fornuft i Marcellus med hvordan hans land er skruet sammen, men det er jo traditioner på flere århundrede. Nå… kan jeg ikke gøre så meget ved. Jeg er bare glad for, folk ved man altid har et sted her i Vavilon, hvor vi acceptere folk som de er. Kæppe, huller, begge dele, træer, jord, whatever. Det er jeg ligeglad med. Hvad var det jeg talte om? Ah jo min skrædder! Og han bor sammen med sin kæreste, mand, forlovet, I don’t know hvad de er, men han er smykkesmed! Så du kan godt se, det er to fluer med et smæk. Smykker og tøj. Jeg elsker at være der. Alt hvad de bare behøver, er en skomager og så behøver jeg aldrig gå andre steder hen.”
Macaria trak vejret dybt ind efter at have brugt alt sin luft på at snakke. Hun glemte hvor meget luft, der skulle til som levende nogle gange.
“Jeg er sikker på du vil kunne lide dem. Det er også det eneste sted, jeg kan få hevet Dylan med ned, selvom de måske kan lide ham lidt for meget, men altså… Jeg tror ærlig talt, han elsker opmærksomheden,” afsluttede hun med et blink til Blake, som de red ind i selve byen. “Og tænk ikke på penge. Jeg giver. Så må Dylan betale mig tilbage på et tidspunkt, når han har arvet det hele.”

[Blake De Clare]

Mistænksomheden og forsigtigheden fra aftenen før var forsvundet som dug for solen henover natten. Selv nervøsiteten der var så ulig Blake, men som alligevel havde eksisteret overfor dronningen, var borte. Istedet var hun fuldkommen sig selv. Hengiven til nuet og at føle glæden i det. “Åh det lyder fantastisk! Danser du?” Selv elskede hun at danse, og hun var selv en ret rutineret ganger i Pandemoniums stive vals. Omend nogen ville kalde hende lige lovligt udfordrende. Hun huskede Damian og hendes første dans, de havde næsten gjort en dyd ud af at træde tættere og tættere på hinanden indtil snakken omkring dem gik.
Idet Macaria begyndte at tale om homoseksualitet, kiggede Blake snotforvirret på hende som forstod hun indledningsvis ikke hvad der blev sagt. Og så sprang latteren højt og lyst fra hende. “Kæppe og huller??” Hendes kinder blev knaldrøde som hun både grinede og fnes uden evne eller vilje til at holde det tilbage. Da hun efter et par dybe åndedrag igen kunne få andet end fnisen fra sig, fik hun tungen på gled.
“Jeg kender faktisk en der elsker en mand. Det var planen at jeg skulle være blevet gift med ham. Han er min bedste venindes bror, men så fik han fortalt familien og verden om sine lyster, og blev derfor arveløs… Det var en temmelig hård erfærre for alle involveret, men jeg er ret så sikker på at det var det bedste for ham.”
Dylan og Damian havde åbenbart deres kærlighed for opmærksomhed til fælles. Damian havde engang beskrevet for hende at han elskede opmærksomheden, fordi han var vokset op uden nogen. Gemt væk på landet. “Tusind tak! Det sætter jeg virkeligt pris på. Jeg anede ikke, at det hele ville foregå så hurtigt, så jeg havde lidt forventet at jeg ville få tid til at pakke mit eget hjemmefra. Men det var selvfølgeligt også nyttesløst, når vi tog hele turen på hesteryg. Der var langt!” Hun virkede ikke det mindste generet af at turen var taget med to mænd, der havde brugt tiden på at skændes og diskutere. “Er mænd og mænd kærlighed en stor ting her?” Hun skjulte på ingen måde en glubende nysgerrighed på landet.

[Macaria Forsyth]

Igen skævede den vavilonske dronning til den unge pige. Danser du? Danser du? Jaer, den pige anede virkelig intet om landet, hun nu var havnet i.
“Jeg elsker at danse. Jeg gør det stort set hvornår jeg end kan komme til det,” fortalte hun med et smil. “Engang dansede jeg dog mere end jeg gør nu. Efter nogle glas med blod blandet med vin, var det bedste i verden, at danse rundt i festsalen med kun månen som lys og stille toner fra dit eget sind. Zean var en fantastisk danser. Det var der, vi var tættest. Dér jeg bedst kunne se ham.” Smilet falmede langsomt, som navnet ingen nævnte længere forlod hendes læber. Hjertet knugede sig sammen. I et øjeblik stod Zeans ansigt så klart for hende med hans karistiske, skæve smil, Dylan havde arvet fra ham. De kølige, grå øjne. Den lille hvirvel i hans pandehår. På trods af det var 18 år siden, hun sidst havde set ham, så stod han stadigvæk så klart i hendes minder - i hendes hjerte.
Hun rev sig selv ud sine tanker og viftede lettere desperat billedet af Zean væk fra sit indre øje, for i stedet at samle sig om Blake, der heldigvis var en nem distrahering med hendes fnisen og spruttende latter. Åhhh den pige var solskin i sig selv. En lille fryd.
“Åh? I Pandemonium? Der kan man bare se. Jeg tror, der foregår flere af den slags ting, end man lige tror, men på grund af lovene og de kulturelle ideer, er der mange som holder dem skjult. En skam egentlig. Men er glad for din ven fulgte sit hjerte, ligesom min skrædder gjorde. Og jeg er glad for, jeg kan åbne mit land for den slags folk. Så kan Marcellus lære det.” Hun smilede triumferende, som havde hende og kongen af Pandemonium en intern konkurrence med hinanden.
Kort måtte de gøre holdt, da en kærre skulle have tid, til at blive skubbet over vejen forbi dem. Folkene, der skubbede kærren lettede deres hatte for det lille følge, før de maste videre med vognen. En mellemting af et grin og en latter lød fra Macaria ved Blakes spørgsmål, mens de ventede på vognen skulle rulle forbi.
“Mænd til mænd. Mænd til kvinder og mænd. Mænd til dyr. Mænd til naturen. Mænd til mad. Mænd til genstande. Jeg tror alt er udbredt her i landet - så længe ingen kommer til skade selvfølgelig. Jeg vil ikke tolere voldtægt eller anden frihedsberøvelse. Sidste år fik mine vagter sporet en voldtægtsforbryder ned. Han havde skadet både kvinder og børn, men ment han ikke havde gjort noget galt, fordi jeg prædiker frihed. Han mente, jeg var dobbeltmoralsk. Så… jeg gav ham til Dylan. Efter en halv time tiggede han grædende om forladelse.” En snerren var dukket frem på hendes ansigt ved tanken om manden. “Jeg har mistet meget af min magt ved at blive menneske, men Dylan… Dylan kan få alle til at falde på knæ for sig. Han er stærk.” De midnatsblå øjne rettede sig skarpt mod Blake med den samme alvor og styrke, hun havde haft til aftensmaden dagen forinden. “Jeg håber du forstår eller hvert fald kommer til at forstå meget snart, hvad det betyder at du står ved hans side, Blake. Hvilket ansvar, som ligger på dig. Jeg ønsker inderligt, Dylans liv bliver lykkeligt og simpelt, men jeg ved også vi Forsyth står et specielt sted i historien. Hvad end der kommer, skal du stå ved hans side, støtte ham, vejlede ham, og være der for ham. Både når han bliver kronet, når han bliver gift med Lilith LaPiera Black, når han skal i kamp, ved hver stor beslutning han skal tage.”
Ansigtet mildnede sig, og hun satte hesten igang igen, for at de kunne ride videre, mens et lille suk forlod hende. “Det er ikke let at være tæt på en dødsengel - men når man er, er det en fantastisk ting.”

[Blake De Clare]

Blakes øjne sprang fra bygning til person, til vindue til en sjovt formet kantsten, til en farverig hat, og videre mellem utallige genstande og former. Hendes barnlige benovede udtryk måtte efterhånden konkurrere hårdt med et af forelskelse. For hvordan kunne man ikke elske det kaos der udsprang alle steder omkring dem på denne formiddag? Farver der mismatchede, mode der så ud til at ændre sig for hver enkelt person, og larm. Her var hendes latter ikke alene på gaden, som den var hjemme. Og her kiggede ingen med onde øjne eller frygt på deres regent. Det var millimeter fra at hun var gledet af hesten for at søge ind blandt menneskemængderne, da Macaria greb hendes opmærksomhed. Med et sprængende nysgerrigt udtryk stirrede overrasket og fornøjet hun på dronningen. “Kvinder med kvinder? Mænd til dyr?” Resten kunne hun knapt gentage, men fnes istedet. Hele dette… emne… var mere end urørt for hende. Damian havde en enkelt gang… med hende, men den ene gang gjorde hende næppe erfaren eller specielt vidende på området.
Emnet skiftede. Blake var stadig let på en sky da hun opmærksomt lyttede til Macaria. Hun forstod nok ikke helt omfanget her i Vavilon. I Pandemonium som hans forlovede havde hun forstået sin rolle ved hans side. Hun skulle være den dronning som skulle have båret Eriz’s krone når hun gik af tronen. Hun skulle have støttet Damian som en hustru, men ikke som en selvstændig person. Her… Her vidste hun endnu ikke hvad hendes liv ville indebære. Eller hvor lang tid han ville ønske hende ved sin side. Eller hvilke konsekvenser der ville ramme hende. Hun var tavs et kort stykke tid mens hun summede. Udtrykket var ikke tungsindet, stadig åbent og let da hun igen drejede hovedet og kiggede på Macaria. “Jeg har truffet valget, men hvad indebærer det Macaria?”

[Macaria Forsyth]

Hjertet faldt ned i maven. Ooooh ved Euphonia, hvor unge folk dog var til fare for dem selv. Uden at tænke sig om kastede de sig ind i den ene fare efter den anden, uden at vide hvilken konsekvenser, som ville komme af det. Med et suk kiggede hun hen på Blake. Pæn var hun, men ikke for klog. Forhåbentligt ville skæbnen være blid ved hende.
“Sig ikke du har bundet dig til Dylan uden at tænke på hvad det indebære,” sagde hun opgivende men vidste allerede svaret. Det barn havde ingen ide om, hvad hun havde involveret sig i. “Blake, sweetie, Dylan er kronprins af landet. Hvis der kommer krig skal han stå forrest og lede hele hæren i kamp, mens du må vente derhjemme på nyt om enten hans sejre eller fald. Du skal se ham tage hårde beslutninger, du måske ikke er enige med, men er nødt til at lade ham gøre, fordi han er den person folk ser op efter. Når tingene er imod ham, er det dig som skal kunne give ham ro i sindet. Hans fjender bliver dine fjender - og tro mig, han vil få fjender. Hvor end han går må du følge ham, selvom du måske vil gå den anden vej, fordi hans vej er mørk, farlig og fyldt med ensomhed og kulde.”
Hestens bevægelser under hende fik hende til at svaje fra side til side, men hun slap ikke Blake med blikket, som det var gået op for hende, at pigebarnet ikke havde gjort sig nogle som helst tanker om konsekvenserne og pligterne i hendes handlinger. Det var som om, hun ikke forstod alvoren.
“Det er bare pligterne, som kommer af at være konge, men derudover er han også ham som person. Han er en dødsengel - og du må acceptere ham for det. Du må acceptere hans blodtørst, hans sadistiske tildenser, at du nogengange ikke vil kunne nå ham, fordi han er for langt væk. Du må kunne håndtere misforståelserne. Fylde dig selv med utrolig tålmodighed, når han vender dig ryggen, ikke forstår dig, eller ikke møder dig hvor du vil. Jeg elsker min søn, det gør jeg virkelig. Der er intet jeg ikke ville gøre for ham eller Arona, men jeg er heller ikke blind for, hvad han kan gøre og hvad han er. Jeg oplevede det i deres far. Frustrationen, volden, de manglende følelser, misforståelserne, desperationen, ensomheden. Alting. Han er som han er, Blake. Du kan ikke ændre det, og du er nødt til at acceptere det. Han er en dødsengel. Hans hænder vil være blodige, og du skal kunne acceptere det. Forstår du?” Der var ikke nogen hårdhed i Macarias stemme - faktisk tværtimod. Milde øjne hvilede på Blake og ansigtet var medfølende, som de alvorlige ord blev givet videre.

[Blake De Clare]

Blake der momentært havde ladet blikket glide fremad og nedad den travle gade rykkede det resolut tilbage mod dronningen. Et hidtil skjult og bestemt udtryk gled over hendes ansigt. “Jeg har skam tænkt over hvad det personligt indebar at binde mig.” Stemmen var for første gang fast, men langt fra uvenlig. Smilet var væk, men trækningen hvilede stadig i mundvigen og markerede at det ikke var langt borte. Hendes opmærksomhed end ikke så meget som flakkede fra dronningens smukke ansigt. “Bindingen til ham var ikke bare personlig. Ikke kun fordi jeg ønsker at stå ved hans side og ikke ville svigte ham når han havde brug for det.” Der var så meget mere dybde og betydning i de ord end hvad hans liv i den nye tid overhovedet kunne have givet dem. I den gamle tid ville de have givet fuldkommen mening. Han havde følt sig forladt og forrådt af så mange. “Han lovede mig at tage mig udover mit lands grænser og regler. At give mig en anden form for frihed end at sidde som en køn, men stille hustru i et lukket palæ. Men han snød mig ikke og han lovede mig ikke at det ville blive let. Og jeg var klar over at der var andre… bånd og pligter involveret.” Det havde ligget i kortene at det ikke ville. Han havde trods alt været kronprins af et andet land dengang. Hun slap et let suk ved Macarias sidste sætninger. “Jeg accepterer ham. Men mit kendskab til ham er anderledes. Alle de historier der florerer om ham genkender jeg slet ikke. Ham jeg kender er tænkende, seriøs og mere…” hun fiskede efter det rette ord. “Tilbageholden?” Damian dræbte heller ikke for sjov. Han havde kun gjort det den ene gang… Og så havde han engang tilbudt at torturere for hende. Smilet vendte skræmt tilbage. Hun havde mistænkt at det var denne manglende frygt der havde interesseret ham i begyndelsen. Nu vidste hun ikke om han reelt set stadig var interesseret. Det var så længe siden de havde set hinanden rigtigt, og selv dengang havde de været igang med at se hinanden an. “Men mon ikke jeg får at se den anden side snart?”

[Macaria Forsyth]

Åååååh ved gudinden hun lød så ung og naive. Macaria skulle virkelig holde sig fra, at hæve en hånd op til panden for at massere den, sådan som Blake om end ikke beslutsomt snakkede om hendes tanker ved at binde sig til Dylan. Når den forbandet knægt kom tilbage til Oberion… Havde hun ikke snakket med ham om, hvor synd det var for de unge piger, når han charmerede sig ind på dem? Blodet give hende styrke til at kunne holde styr på ham.
Tungt undslap hun et suk.
“Det gør du helt sikkert. Du skal nok få det hele at se,” mumlede hun, som hun pressede hælene lidt mere ind mod hestens varme flanker, for at få den i et lidt hurtigere tempo. Hende og Franz burde virkelig tage en snak med de to unge væsner, når de var samlet på slottet igen. Det var på tide de voksede op.
Macaria skiftede emnet til noget lidt mere let, og fordi hun var ret sikker på, hvis emnet fortsatte ville hun rive Blake ned af hesten, hive hende hen til et koldt hestetrug, for så at stikke hendes hoved derned indtil hun kom til fornuft. Børn! Så i stedet for at snakke om mørke ting som pligter og ansvar, begyndte hun i stedet at fortælle om Oberions historie og seværdigheder. Som den lille bod på Vest Pladsen, hvor man kunne få den lækreste røget pølse. Eller Farve Cirklen, der var et torv, hvor folk igennem flere år havde danset til en bestemt festival med maling under fødderne, så man stadigvæk kunne se resterne på stenene. Der var kroen, hvor man kunne få 427 forskellige øl. Broens Å som var en bro med utallige små broer over sig, så man nærmest kunne hoppe fra bro til bro uden at røre vandet.
Tiden gik hurtigt, og indenfor hvad der syntes som kort tid, ankom de til deres bestemmelsessted. Den Royale Skrædder og Smed. Macaria gled ned af sin hest, og overlod tøjlerne til én af vagterne, som fik besked på, de sagtens kunne tage og få noget varmt gløgg på den nærliggende vinstue imens. Det var tydeligt, de var i det finere kvarter, for gaden var faktisk belagt med brosten. Bindingsværk husene lå helt tæt sammen med flere etager stablet over hinanden. Rosenplanter snoede sig op over væggene, flotte skilte hang over dørerne, og nypudset butiksvinduer lokkede blikket til at glide over de forskellige varer, man kunne få her på gaden. Der var både et bageri, en legetøjsbutik, et par skoforretninger, musikbutik og så selvfølgelig skrædderen og smykkemageren, som de stod foran.
Macaria tog hjemmevant Blake under armen, før hun førte hende afsted hen til døren, som hun uden videre omsvøb åbnede op for, så der lød en lille ringen fra klokken over døren.
“Shaaaaiin? Saaaalem? Jeg har en ny model til jer! Vi er lidt af en tøjkrise, så vi får brug for et helt nyt klædeskab!” kaldte hun muntert lige så snart hun kom indenfor døren.

[Salem Imahara]

Forenden af Den Royale Skrædder og Smed var butikfront, hvor en blanding af smykker og klæder mødte Macaria og Blake, som de trådte ind. Luksuriøse klæder i eksotiske stoffer med det seneste, populære snit hang på metal, sølvfarvede manequiner med forskellige poseringer og smykker hængende om håndled, drapperet om halsen, svøbt om anklen eller hængende på deres knejsende hoveder. En duft af jasminblomster lå over forretningen, spredt af små holdere med tændte duft pinde, brugt egentlig mest til at skjule lugten fra smedjen ude bag ved. Gulvene var en dyb, orange-gylden træsort, der var frit syn til loftet over dem, der strakte sig to etager højt, med bjælker frit fremme. Lyden af klokken kaldte blikket af en ung kvinde med skulder-kort, nøddebrunt hår, der sad bag en skranke, der åbnede munden i hilsen - men da hun så hvem det var, vendte hendes hoved ud mod baglokalerne. "SALEM!" kaldte hun. "DU HAR FUCKING GÆSTER!"
Der gik ikke mere end et øjeblik inden den sort hårede draconnian dukkede op ved døren til baglokalet, igang med at tørre sine tilsodede hænder af i en allerede ret tilsværtet klud, storsmilende. "Macaria, darling!" hilste han, inden han kort smed hovedet over mod hans assistent. "Jeg havde hørt hende, Sage, du behøver ikke skrige," Kvinden trak på skuldrene, inden hun hev en bog, der havde været skjult bag skranken, op foran næsen. "Hvem er denne nye model, hm--?" Og så fik han øje på den blonde, unge kvinde ved hendes side og tabte næsten underkæben. "Blakey?!" Kluden ramte gulvet, som han bevægede sig frem, leende. "Er det virkelig dig?" Uden omsvøb greb han fat i den adelige pige og halvt løftede hende af gulvet som han svang armene om i hende, i en tæt omfavnelse. Hans hud var dækket af et fint lag sved, det sorte hår trykket en smule mod hans hud af fugt fra hans pande, klædt i grove, mørke brune læder bukser, med et tykt, lysere brunt læder forklæde hængt om hans hals - og nøgen overkrop. Han tog hendes ansigt i sine hænder. "Hvad laver du her lille Blakey-poo? Og så klædt sådan!" Fingrene slap som han trådte tilbage og så hende op og ned, han var rimelig sikker på at det var den skjorte, Shaiin havde skæddersyet selv til Dylans seksten års fødselsdag. Gule øjne med en mandelformet pupil vendte sig mod Macaria, og han gled let ned i et dybt buk. "Er du begyndt at adoptere pandemonske adelskvinder, Macaria? Jeg hørte godt at Dylan var i Sethos, men ligefrem at komme hende i hans tøj," han smilede bredt. "Hvad kan jeg gøre for Hendes Majestæt idag?" Brede arme blev løst foldet over strækket af hans bryst. Han var ikke den højeste mand, men han var bygget som en mustens mur i muskel - brede skuldre, tykke, fremtrædende muskler i armene.

[Blake De Clare]

Blakes blik drev nysgerrigt ind ad hvert eneste vindue, mens hun hyggepludrede med Macaria om de forskellige udstillingsgenstande og sammenlignede dem med hvad der var at købe i Pandemonium. Det var først da dronningens kaldte på mændende der boede i huset at Blakes krop et øjeblik stivnede. Hun stirrede forbløffet på dronningen og lod sig så føre med ind. Mistroisk. Kunne det virkelig-“SAL!” Hendes hvin skar igennem den dekorative butik. Instinktivt sprang hun fremad og slyngede sig hæmningsløst i favnen på den eksotiske mand. Armene krammede hun om hans hals som hun gemte hovedet mod hans skulder med et grin der splittede hele hendes ansigt. Hun kunne lugte sveden fra ham og mærke den mod ansigtet, men hun var ligeglad. Hun følte at det var evigheder siden hun have set ham. “Jeg er på besøg. Et udvidet, langt besøg.” Hun lød næsten uskyldig, hvis ikke det var for blikket i hendes øjne og rynken over hendes næse da hun grinede, der afslørede at denne plan - som ingen af hendes planer nogensinde - heller ikke var helt problemløs eller artig.
“Tøjet? Kan du ikke lide det?” Legende drejede hun omkring for ham, som for at vise det frem. Som de så mange gange havde gjort, når de havde shoppet og klædt sig ud. Hun krammede sin hånd ind mellem hans brede overarm og overkrop, så hun havde kontakt til ham som hun rettede et strålene ansigt mod Macaria igen, som måske kunne regne ud at dette var den homoseksuelle mand, som det havde været planen da hun var barn, at hun engang skulle ægte.

[Macaria Forsyth]

Lamslået stod Macaria og kiggede fra den ene til den anden, indtil det langsomt gik op for hende, hvordan tingene hang sammen, hvilket fik hende til at åbne munden i et lydløst: ”Åhhhh.”
Verden var nogle gange lille. Nogle gange for lille, nogle gange ikke lille nok.
Hun smilede af Salems kommentar, da det var alment kendt, hun havde en ting med at adoptere fortabte sjæle, ligesom Harris og Arona. Ved Euphonias røv ikke flere. Hun havde nok i sine tre, voksne børn, hvor to af dem var direkte mareridt til tider.
“Naaah… jeg er blot underholdning. Blake og Dylan er venner, og hun er her på ferie, for at komme væk fra alt den der hæslige forurening. Desværre mistede hun sin baggage på turen, så… nu skal vi have købt noget nyt tøj til hende.” Løgnen kom nemt til hende. Hun blev ikke kaldt Sølvtunge, da hun var i det Pandemoniske hof for ingenting, og hun havde godt lagt mærke til, Blake ikke havde fortalt Salem præcis, hvorfor hun var her, hvilket hun accepterede. Lyve it was!
Hun trak sin kappe af, og smed den hjemmevandt over en stolryg, da der var godt med varme på herinde - hvilket der hurtigt blev med draconianen tæt på. Og det var ikke kun på grund af hans udseende!
“Vi skal bruge en helt ny gaderobe til hende. Hun kan ikke passe mit tøj, og det duer ikke hun render rundt i Dylans. Nogle kunne jo få forkerte tanker, selvom hun er en gift, pandemonisk kvinde,” sagde hun afslappet, og smed sig i stolen med det ene ben over for det andet, mens de klare midnatsblå øjne hvilede på Blake. “Ikke fordi det nogensinde har stoppet min søn, men... “ Hun drog et suk, før at hun kom i tanke om, der manglede en mand, hvilket fik hende til at kigge sig omkring. “Apropos gift og pandemonisk, hvor er Shaiin henne? Ude og købe nyt stof?”

[Salem Imahara]

"Fantastisk!" Lød det fra draconianen. "Så kommer vi jo til at have massere af tid til at se hinanden - der er det her nye stykke der bliver sat op om en måneds tid, det er en gentænkning af Drusillas Respit, hvor Drusilla er en mand og hendes tjener er en kvinde, men hende der spiller tjeneren skulle være en vision og Shaiin har designet er par af kostumerne, som en tjeneste for teater direktøren, så de er selvfølgelig fantastiske," fortalte han, som han knipsede af Sage, der lagde sin bog fra sig med et rul med øjnene og rejste sig fra sin stol. Han pegede hende hen mod et skuffe system, hvor hun begyndte at trække tøj ud og holdt dem frem, og Salem enten rystede på hovedet, nikkede eller trak på skuldrene, indtil det unge menneske havde armene fyldt med tøj. "Og sweetie, hvad du har på er passende til en tur ud på kroerne, ikke til hof-livet - for slet ikke at sige at din figur er totalt tabt i det. Det klæder din talje, men når man har så lange ben som du, er det næsten kriminelt at tage så posede bukser på," kommenterede han misbilligende. "Over til prøve området med dig," han gav hende et let skub mod lænen, over mod den del af butikken, hvor Sage stod og ventede med armene fyldt med tøj, og der var et gardin der kunne trækkes for. "Vi har dine mål, så Shaiin skal nok tage det ind og ligge det ud, og så får vi det sendt op til slottet," tilføjede han, som han nikkede let til Macaria og ledte hende med over til gardinet, hvor der var en chaise lounge i purpur rødt velour stof, hvor de kunne sidde mens Blake fik skiftet. "Så jeg antager, siden der er bekymring om forkerte tanker, at Hertug Saltz ikke er med hertuginden?" Et smil kurvede hans læber som han nikkede let mod gardinet. Blake ville kunne høre alt der foregik derude, eftersom kun et gardin skilte dem. "Sladdertanterne i hoffet kommer til at have en fest med det her." Han glædede sig allerede til de teorier de ville lufte, når de kom for at købe smykker og tøj her. "Og Shaiin er ude i øjeblikket. Jeg ved faktisk ikke hvornår han er tilbage," Der var et vagt glimt frustration i draconnianens ansigt, men det var borte så hurtigt som det dukkede op. "Ellers noget nyt, man bør høre om fra slottet?" Han lænede sig tilbage i chaise loungen, stadig vendt mod Macaria, med en arm slynget over ryglinjen på sofaen.