Reprive

[Jareth Saltz]

Aleszia Chaelóriz

Tunge tordenskyer hang over himlen, svulmede med vægten af vand de bar, syntes de klar til at slippe deres byrde hvert øjeblik det skulle være. Kusken havde presset hestene til deres yderste op af bjergsiden, så de ikke ville blive fanget på bjergvejene, når regnskyllet kom, hvor et enkelt mudderskred ville kunne sende vognen tumlende ned. Alligevel nåede vognen kun lige at trække ind i Jackaal, før regnen kom, skarpt efterfulgt af et lysglimt og rullende torden, der syntes at ryste vognens vægge, mens regnen piskede mod ruderne. Skummende heste rev vognen gennem bygaderne, så selv Jareth måtte sætte en hånd på vognens væg for at blive siddende i sæddet, indtil den brat standsede foran en kro. Han rejste sig, så snart vognen stod stille, skuldrede sig ud af sin jakke og svang den om skuldrene på den unge draconian, han havde med sig i vognen, inden han også trak sin jakkesæts jakke af og lagde den over hendes lille pige. "Vi kommer til at skulle løbe," advarede han. "Jeg tager Selena." Han rettede jakkesæts jakken, så den dækkede hendes hår, inden han trak pigen op i sine arme og rettede sig op, så godt som han kunne i vognen. Mørke øjne skød til Aleszia, sikrede sig at hun stod klar, inden han skuldrede døren til vognen åben mod vinden og kulde skød ind i vognen fulgt af piskende regn. Det var en to minutters løbetur fra vognen til kroens hoveddør, men det ville være mere end nok til at gennembløde dem, selv hvis de løb. Han hægtede op i den lille pige, og så sprang han ud af døren, med buldren af torden om ørerne.  

[Aleszia Chaelóriz]

Aleszia trak Jareths jakke op over sit hoved, og støttede den med armene, så hun kunne skærme sig nogenlunde mod regnen, når de ville forlade sikkerheden i vognen. Hendes øjne mødtes med Jareths. Det havde været en lang rejse op til Jackaal oppe i bjergene. En lang rejse for tre personer, at være fanget i en vogn det meste af dagen, men det havde også bragt dem tættere sammen. Selena var blevet glad for Jareth. Selv nu slyngede hun tillidsfuldt armene omkring hans hals, og gemte ansigtet ind mod hans skulder, mens tordenen fik gulvet til at skælve under dem. Et stik af noget hun ikke ville tillade føltes i hjertet, da hun så dem. Det samme stik hun havde fået flere gange i løbet af turen. Som dengang hvor hun havde mærket Jareth trække hendes jakke mere op omkring hende, da hun var faldet i søvn op af vognvæggen. Da han havde haft Selena på på skødet, mens de havde læst op fra en bog sammen. Da han havde grinet af hendes fortælling om dengang hun som teenager, var faret vild på vej hjem fra undervisning. Flere af den slags ting var sket, og hun vidste hvad det betød. Der havde været flere af den slags igennem den tid, hun havde kendt ham, men det var sket med så lange mellemrum, så hun nemt kunne skubbe dem til siden eller ignorere dem. Men nu…
Hun fulgte ham ud i stormen.
Blæsten slog hende næsten omkuld, og regnen piskede ned over hende som skud fra himlen, så hun med det samme blev gennemblødt. Et sammenbidt støn lød fra hende, da hun lod varmen i sin kerne springe ud i blodårerne i håb om, det kunne holde hende varm. Ilden var dog svag i dette vejr. Som et par gnistre i hendes indre forsøgte de at antænde sig til flammer, men kulden slog for hurtigt ind over hende.
De tumlede ind i kroen, hvor Zia skyndte sig at lukke døren bag sig. Hendes kjoleskørt klistrede sig mod hendes ben, der var næsten følelsesløse på grund af kulden, selvom det begyndte at prikke i dem, nu hvor de stod i varmen.
Krostuen var næsten tom. Der var ikke mange folk, som vovede sig ud i dette vejr, og byen lå så isoleret, at det var sjældent rejsende kom herop. Flammer knitrede dog lystigt i kaminen, og på trods af lugten af fugt, så var luften varm og tung.
“Selena, kom her. Hen til ilden.” Zia rakte ud efter den lille pige på Jareths arm, så han kunne være fri til at få fat på nogle værelser til dem, mens hun bar sin datter hen til kaminen, for at give hende varmen.
“Mama, jeg har det fint,” beklagede Selena sig, da hun blev stillet tæt ved flammerne, og begyndte at blive gnubbet på sine kolde arme.
“Er du sikker?” Uroligt studere Zia hende, men hun så faktisk ud til at være uskadt på trods af hun var både våd og kold. Det var bare endnu en bekræftelse på, at pigen nok ikke havde arvet sin mors kræfter. Hvert fald ikke ilden i hendes bryst. Zia sukkede tungt. “Vi må have tøjet af dig, når vi kommer op på værelset, så du ikke bliver syg. Kom, tag Jareths jakke omkring dig.”
Hun hjalp hende med at trække jakken på, så hun i det mindste kunne blive varmet en smule op, inden at Zia løftede hende op igen, selvom hun havde mere svært ved det en Jareth. Hun var ikke så stærk som ham.
“Lykkedes det at få værelser?” spurgte hun, da hun kom hen til ham igen. Hans sorte hår glinsede vådt, og et par lokker var faldet ned i hans pande, hvor de klistrede sig til hans hud. De lokkede hende til at stryge dem bort, men hun holdte godt fast i sin pige. “Vi skal have noget varme i Selena, så hun ikke bliver syg.”

[Jareth Saltz]

Med en hånd på Selenas baghoved, for at holde jakken fast til hende og skærme hende, og en arm om hende, stormede Jareth fremad. Det var som at træde ud i en bruser; øjeblikkeligt var han gennemblødt til benet, hans skjorte klistret til ham som var den et ekstra lag hud, mørkt hår plastret til hans hoved så det næsten så blæksort ud. Han kom ind af krodøren først, og holdt døren åben for Aleszia, som hun tumlede ind efter ham, inden hun trak døren lukket. Den pludselige varme stak i hans ansigt og regn vand i hans øjne gjorde kort at hele krostuen svømmede ud i ét, inden han gned vandet bort med en hånd. Den lille pige rystede en smule i hans arme, og han rakte hende over til Aleszia, da hun strakte sig efter datteren. Han vendte kort blikket ud af et af krovinduerne, for at tjekke til sin kusk, men manden havde fået nogle folk ud, der var igang med at spænde hestene fra og trække de udmattede, oprørte dyr mod staldene. En hånd gled gennem hans hår, for at få det værste vand ud, inden han gik mod bardisken, hvor en ældre kvinde stod, med store øjne og let åben mund.
"'Aften," hilste han mod kvinden. "Vi skal bruge nogle værelser."
"Ja, det kan jeg se," kvækkede hun. "Undskyld, jeg troede ikke vi ville få gæster her til aften, stormskyerne--" Hun rystede på hovedet. "Hvor mange værelser vil du og familien skulle bruge?"
Han overvejede ikke engang at rette hende. "To. Og bad til alle, hvis du kan overkomme det. Varme bade."
"Det er kun mig i aften-" protesterede hun.
En pose med guld blev lagt på disken. Jareth løftede et vådt, mørkt øjenbryn.
"Jeg får stald drengene til at hjælpe mig." Et bredt smil krøllede over kvindens læber. "Vil I have noget aftensmad? Jeg har en gryderet over."
Han nikkede. "Posen burde dække det hele."
"Selvfølgelig, sir." Hun trak posen ned bag disken, mens to nøgler blev lagt op, han tog dem og vendte hende ryggen, inden han gik tilbage mod hans 'familie', der på ingen måde var hans. Hans hustru var i Vavilons hovedstad, uden tvivl allerede genforenet med kronprinsen.
Han nikkede en enkelt gang. "To værelser. Hun sørger for nogle varme bade, men der går nok lidt inden de er klar. De har ikke vand i hanen som i Agares herude." bekræftede han. Kvinden bag ham var allerede forsvundet ud bag ved. "Og vi får nok først vores bagage, når Fhil er færdig med hestene." Han så ud mod vinduet, men det var umuligt at se ud længere. Det sejlede ned med regn. "Forhåbentlig er der brændeovn på værelserne." Hans stemme lød tvivlsom, men han lagde en hånd på Aleszias læn og ledte dem med sig op at trappen til værelserne. Han overnattede normalt ikke i Jackaal på vej til Sethos, så han havde aldrig været på denne kro. Foretrak at passere byen og sove i karretten normalt, men vejret havde tvunget dem til at trække af vejene. Ved døren med samme nummer på, som der havde stået på nøglen, trak han den frem og låste op. Der var overraskende pænt. For en lille, fugtig kro. Værelset havde en dobbelt seng, en lille brændeovn og to natborde. Sengetøjet så friskt ud, og havde et blomster mønster, uden tvivl købt i Vavilon. "Få hende ud af hendes tøj og under dynen, så tænder jeg op." Lød det fra warlocken, som han sank på knæ ved brændeovnen og begyndte at trække brænde op i det lille støbejerns rum.

[Aleszia Chaelóriz]

Lydigt nikkede Zia til hvad Jareth sagde, mens hun strøg Selena over ryggen, for at gnubbe noget varme i pigebarnet, der var begyndt at skælve en smule af kulde - ligesom hende selv. Hun lod sig blive ført med at Jareth, hvis hånd brændte mod hendes lænd, og havde givet et lille gib i hende, da den var blevet lagt, men hun forsøgte ikke at fokusere på den. Det var ikke passende. Det var end ikke lovligt. Hun var gift. Han var gift - endda med hendes bedste veninde! Godt nok opførte Blake sig mærkeligt, og alting virkede kaotisk med hende lige nu, men… stadigvæk. En kontrakt var blevet underskrevet. Ved Afgrunden også for hende! Hun måtte virkelig til at få orden på sit hoved.
De trådte ind i værelset, hvor Zia med det samme gik hen til sengen, hvor hun satte Selene, der med nysgerrige øjne kiggede sig omkring. Opslugt af alle de nye indtryk hjalp hun fraværende med at få det våde tøj af sig.
“Mor, prøv at se sengetøjet,” udpegede hun ivrigt, og lod sin hånd glide over det blomstret sengetøj. “Det er fyldt med blomster!”
“Ja, det er smukt.” Zia fik trukket de knælange sokker af pigen, så hun kun var iført sit hvide undertøj, inden at hun trak dynen til side, for at Selena kunne lægge sig ordentligt til rette i sengen. “Ligger du godt?” Dynen blev puttet godt omkring den lille hybrid i håb om det kunne varme hende op, før Zia blidt strøg det våde hår væk fra hendes pande med et kærligt smil.
“Mhm.” Selena smilede muntert. Faktisk virkede det bare til, hun syntes det hele var utroligt spændende, og Zia kunne ikke bebrejde hende. Hun var vokset op i Agares, og havde stort set ikke forladt den enorme by hele sit liv, så det var ikke noget at sige til, alt det der skete lige nu var både sjovt og interessant. Nu vidste hun heller ikke grunden til det hele. Alvoren i denne lille rejse.
Zia rejste sig fra sengekanten efter at have placeret et kys på sin datters pande, for at samle hendes våde tøj sammen, så hun kunne ligge det ved kaminen. Forhåbentligt ville det tørre hurtigt.
Hun løsnede spændet i sit hår, og redte det ud med fingrene. Heldigvis havde jakken skærmet de kulsorte lokker nogenlunde for regnen, men resten af hende var fuldkommen gennemblødt. Kjolen føltes flere kilo tungere på hende, fødderne svømmede rundt i skoene og hun havde mudder op af benene efter løbeturen til kroen. Åhr… hvis nogen hun kendte så hende nu…
Med hånden støttende mod kaminen, brugte hun den anden til at tage sine sko og sokker af. Ligesom Selenas tøj blev det lagt til tørre tæt ved ilden, så de kunne tørre. Jareths jakke blev også lagt over en stol. Hun tøvede dog med resten af sit tøj. Det var nok, at hun havde taget sine strømper af med Jareth i rummet, men hun kunne umuligt tage mere tøj af, så hun kun stod i sin underkjole. Det ville ikke være… passende. Så hun beholdte den våde kjole og det andet på.
“Hvor langt er der til Sethos her fra?” spurgte hun lavmælt warlocken, mens hun forsøgte at gnide noget varme i sine arme. Stadigvæk var ilden i hendes indre blot ynkelige gløder.

[Jareth Saltz]

Tre kævler blev pakket ind i støbejerns rummet sammen med lidt halm, der stod klar ved siden sammen med nogle svovlstikker, inden Jareth strøg svovlstikken over murstensværket og smed den brændende pind ind til træet. Et øjeblik hvilede hans blik på flammerne, som varmen slog ud mod hans ansigt. Den lille låge i brændeovnen blev lukket, og han skubbede sig op og stå, og vendte sig mod Aleszia og Selena. Den lille pige var sikkert puttet under dynen, og Jareth kunne allerede se noget farve vende tilbage til hendes kinder. Godt. Forhåbentlig ville hun ikke blive syg. Det ville ikke gå at slæbe en lille, syg pige med ind i Sethos. Det var i det hele taget ikke et sted for små piger. Ikke for første gang, kneb Jareth sig over sin næseryg og overvejede præcis hvad det var han havde gang i. En vogntur til Sethos - for hvad? En kvinde der -- En bevægelse fangede kanten af hans syn, og han så over i tiden til at se Aleszias lange, våde, sorte hår falde ned over hendes skuldre i det vage lys fra vinduerne i værelset. Hendes ellers så anstændige kjole klæbede til hende.
Flammerne, han havde brug for en kvinde. Snart.
Han rømmede sig. "En uges tid. Hvis vejene er gode." lød svaret fra warlocken. "Og du må hellere komme af med den kjole, Zia. Du ender med at få lungebetændelse." Han løftede et bryn. "Jeg kan vende mig bort, hvis det hjælper?" Et smalt smil twitchede om hans læber, inden han langsomt vendte sig bort. Hans eget tøj var ved at dryppe en lille pøl af vand på gulvet. Han havde hverken haft sin frakke eller jakke til at tage det værste af vandet. "Jeg lover ikke at kigge." Varme begyndte at brede sig i værelset fra brændeovnen, der nu knitrede lystigt.

[Aleszia Chaelóriz]

“Altid sådan en gentleman, Jareth.” Zias svar dryppede af sarkasme med en undertone af dril i sig, som afslørede de ikke var fremmede for hinanden, men faktisk havde nydt mange middagsselskaber, gåture og oplevelser sammen. Selvfølgelig mest hvor Jareth havde været sammen med hendes mand og hende med Blake.
Hun tøvede dog stadigvæk med at smide noget som helst, og kiggede mistroisk på hans ryg, før hun selv vendte ham ryggen, så hun kunne begynde at tage sit våde tøj af.
“Du vover ikke at kigge! Jeg vil personligt flambere dig,” hvæsede hun over skulderen mod ham, men ikke uden nok varme i kinderne til at få dem til at blusse. Hvad hvis han rent faktisk ---
Korsettet blev tøvende løsnet, snørrerne i kjolen og til sidst de små knapper. Med et lettet suk frigav hun sig selv fra det klæbende stof, der føltes som et ekstra, klamt lag hud, hun kunne trække af sig, indtil hun kun stod i sin hvide underkjole. Den sad tæt til hendes overkrop men hang løst fra hoften og ned. Den var en smule kølig og fugtig.
Omhyggeligt spredte hun kjolen ud på gulvet foran brændeovnen sammen med det andet. Kulden fik hårerne på hendes nøgne arme til at rejse sig, indtil at ilden i ovnen endelig spredte varmen ud i rummet. Musklerne i kroppen slappede af. Huden prikkede som nåle samt fik en smule farve tilbage. Hænderne strakte hun ud mod brændeovnen, og mærkede med det samme ilden i brystet sprede sig helt ud til fingerspidserne. Underkjolen tørrede direkte på hendes krop. Håret ligeså. Hun smilede smalt.
“Har du været i Sethos før?” spurgte hun, og fik hurtigt gjort flammerne i ovnen større ved blot at gøre en opløftende bevægelse med to af sine fingre. Snart ville her være en perfekt temperatur til hende i det lille rum! “Hvad gør vi overhovedet, når vi kommer derop? Fortæller vi vil se kronprinsen - hvis han overhovedet er der…” Hun vidste stadigvæk ikke helt, hvordan det hele hang sammen med Blake og ham Forsyth. Havde Blake en affære eller hvad? Åh gud, det håbede hun virkelig ikke. Jareth ville være i sin gode ret til at smide hende på porten, offentlig ydmyge hende og endda sagsøge hende. Gad vide om han tænkte de sammen tanker?
Hun skævede til ham. “Tror du virkelig, hun er sammen med… ham? Måske har hun fået sit eget sted i byen? Har I kontakter i byen, hvor hun kunne være måske?” Det var et long shot og hun vidste det, men tanken om Blake kunne være så dum, var næsten ubærlig.

[Jareth Saltz]

Han lagde armene over kors, som han stod med ryggen til. Den våde skjorte trak sig trang over hans skuldre som han gjorde det. "Af højeste klasse," medgav han, som smilet trak sig en smule større. Han kunne lide at trække hendes sarkastiske side frem. Han så den så sjældent. Havde oftere overhørt den, når hun og Blake havde trukket sig tilbage i et lokale væk fra mændene, og troede ingen kunne høre dem. Han havde pauset uden for døren et par gange, på vej tilbage til mændenes rum, og overhørt mere end ladet kommentar fra draconianens tunge. "I det mindste ville jeg være varm så," kommenterede han af hendes hvæste kommentar, stadig smilende. Selvom de ikke havde kendt hinanden længe, var han ikke i tvivl om at hun ville gøre det. De kunne have været bekendte fra deres ungdom, men hans forældre socialiserede ikke med den lavere adelklasse. Hertugere, fyrster og royaliteten, var til for social omgang. Lavere end det, mødte kun professionel distance. Den eneste grund til at hans forældre havde grebet til Blake for hans ægteskab, var fordi der ingen alders svarende adelskvinde af rigtig statur var. Han havde nægtet at blive gift da han var yngre. Det var først for nogle år tilbage, han havde ladet sig overtale.
Da hun talte igen, kunne han høre hende lige bag sig. Højest et par skridt bagud, nær brændeovnen. "Mmmh. Flere gange." Brummede han. "Vi har forretning med nogle folk deroppe. Våben eksport." Han mærkede en bølge af varme bag sig, som var ilden i brændeovnen blevet dobbelt så stor. "Vi tager hen til en af mine forretningsforbindelser der, sætter vores ting og kommer til hægterne en dags tid. Vi sender bud til kronprinsen om at vi ønsker at mødes med ham. Skulle han godtage invitationen til et møde, vil Selena kan blive hos min forretnings forbindelse, mens vi besøger leder bygningen. De har en datter nær hendes alder." Hvor lidt han end ønskede denne rejse, havde han en meget klar ide om hvordan han skulle gribe det an. "Godtager han ikke invitationen fra bud, må vi møde op, og præsenterer ham ønsket om at tale med Blake." Han spændte sine skuldre og rullede let med nakken mod stivheden i hans krop. "Skulle han afvise det også, må vi gribe til.. anerledes metoder."
Hans ansigt vendte sig en smule i hendes retning, men hans blik blev på et punkt på væggen. "Aleszia. Hun sagde de var forlovede. For alt jeg ved, ligger hun allerede krøllet op i hans seng." Han rystede let på hovedet, så vådt hår dansede over hans pande. "Jeg tog ikke med for at hente en hustru, jeg tog med for at lade hende høre om hendes forældre fra.. en ven."

[Aleszia Chaelóriz]

Med et suk satte Zia sig i foden af sengen med hænderne samlet i skødet. Hun var bekymret. Bekymret for Blake, bekymret for sin familie, bekymret for… well… Jareth. Så mange kunne komme til skade, og så meget ville aldrig blive det samme igen, samtidigt med hun ikke helt kunne lade være med at give sin barndomsveninde skylden. Hvis bare hun havde været mere… diskret.
De glødende øjne rettede sig ned på hendes vridende fingre, men hun nåede kun at åbne munden, før hun blev afbrudt af en stilfærdig stemme bag hende.
“Er tante Blake i problemer?” Selena sad oppe i sengen med et mut ansigtsudtryk, der fik Zias hjerte til at smelte, mens hun bandede tavst over sig selv, og for at have startet denne her samtale med Selena i rummet. Hun forstod ikke alt det her.
“Nej, min egen. Tante Blake er bare på ferie hos en ven, og jeg vil gerne have hende hjem igen, fordi jeg savner hende så meget,” forklarede draconiaen pædagogisk, efter at have vendt sig rundt, for at se på sit eneste og elskede barn. Med en hånd rakte hun ud mod hende, som tegn til hun skulle komme hen til hende. Den lille pige med det sorte hår adlød, og krøllede sig op i hendes favn, så hun kunne trykke hende ind til sig med dynen viklet omkring den spinkle skikkelse, samt lade noget af sin egen varme sive ind i hende.
“Jeg savner også Tante Blake…” mumlede Selena betuttet med sin kind hvilende ind mod sin mors skulder. “Jeg vil ikke have, hun kommer til skade.”
“Det gør hun heller ikke, lille skat. Jareth er jo hendes mand, og han passer på hende. Og vi passer jo også på hende, ikke sandt? Der sker os ingenting.”
“Passer far på dig?”
Spørgsmålet kom bag på Zia, der ikke kunne lade være med at kigge op på Jareth med flakkende øjne, før hun tog sig i det, og rettede dem ned mod Selena igen.
“Selvfølgelig gør han det. Når man er gift med en mand, er det hans job, at beskytte én mod alle trusler og fjender. Du behøver ikke være urolig for nogen af os,” bekræftede hun stilfærdigt mod pigens hår, før hun gav det et kys, og lagde kinden ned mod det. Igen landede hendes blik uroligt på Jareth. Ville de overhovedet kunne vende hjem, hvis dronningen var igang med at slå alle tæt på Blake ihjel? Var Selena sikker i Agares? Var hun selv? Hendes mand, som stadigvæk befandt sig der?
“Alting er fint… ikke Jareth?”

[Jareth Saltz]

En lille rum stilhed opstod, inden barnstemmen blandede sig i deres samtale. Det evige smalle smil om hans læber svandt en smule bort, som sand der risler mellem fingrene. Han skulle til at åbne munden for at svare hende, da Aleszia kom ham i forkøbet og han pressede sine læber sammen til en lige linje. Han ville have sagt sandheden, havde hun ikke talt før ham. Måske ikke hele omfanget af den, det ville være for abstrakt for hendes unge sind at forstå, men han havde givet en version af hvad de var igang med. Selena var en intelligent pige. Hun vidste noget var galt.
Han skiftede sin vægt fra fod til fod, som han lyttede til samtalen mellem mor og datter. Om de pligter pålagt en mand i et ægteskab. Han kunne ikke beskytte Blake i det her. At beskytte hende til at starte med, havde betydet at forsøge at lukke hende inde, låse hende væk og holde hende fra hendes vilje, og han var ret sikker på han ikke kunne tilbageholde hende, selv hvis han ville. Og de tog derop for at fortælle hende at hendes familie var død. Der var officielt ikke mere til at holde Blake tilbage fra at gå offentlig med hendes forhold med kronprinsen. Han burde ikke være taget afsted. Han burde være blevet hjemme. Have forberedt historien der skulle ud til offentligheden, så han kunne skære sine bånd med djinnen og komme ud oven på i, så hans familie ikke led skam af hendes gerninger.
"Alting er fint." Lød det fra warlocken. "Jeg vil se om vores bagage er blevet bragt ind. Jeg får mad sendt op til jer." Han trådte nogle skridt over til døren og drejede håndtaget, inden han forsvandt ud gennem døren. Kulde forskellen mellem gangen og værelset var tydelig nok til at sende gys ned af hans rygsøjle og spredte gåsehud over hans krop, mens han gik ned af gangen mod krostuen.
To kufferter stod klar dernede på gulvet, og Fhil sad med en dampende kop foran sig, parkeret foran kaminen. Hans ansigt var rødmosset og han var præcis så drivvåd som Jareth havde været, efter at løbe igennem regnen. Han nikkede til kusken, inden han vendte sig mod kromutter, der nu var tilbage bag baren.
"Vandet er næsten klar. En halv times tid." kaldte hun ud mod ham.
"Godt. Til værelse tre først, når det er klar." Han trådte op til baren. "Gryderetten?"
"Selvfølgelig!" Hun smilede og forsvandt ud bag ved, inden hun vendte tilbage med tre skåle balanceret i armene. "Kommer fruen ned?"
"Nej. Vi spiser på værelserne." Han tog imod skålene. "Sørg for at min kusk også får en portion inden han kommer for dybt i din whiskey, hm?" Han vendte sig mod manden. "Fhil! Kufferter."
Manden rejste sig fra sin plads og greb om taskerne. "Aye!"
Med Fhil bag sig, bar Jareth maden op til værelserne igen, hvor de standsede ved Aleszia og Selenas dør, som Fhil åbnede. "Jeg spiser på mit værelse. Badene er klar om en halv times tid." Meldte han, som han overrakte skålene, med ansigtet halvt vendt bort fra døråbningen. Også Fhil gjorde sit bedste for at kigge alle andre steder end den adelige kvinde, der kun var i sin underkjole.

[Aleszia Chaelóriz]

Alezia så efter Jareths ryg, da han forlod værelset, mens hun fraværende blev ved med at stryge Selena over det sorte, glatte hår, der tørrede langsomt for hvert strøg. Skjorten han bar klæbede sig som et ekstra lag hud og undlod ikke meget til fantasien. Ikke fordi hun havde fantasier! Overhovedet!
Døren lukkede sig, og hun koncentrerede sig om barnet hun delte med en anden mand. En mand hun var blevet givet til.

De sad stadigvæk hvor Jareth havde efterladt dem, da han kom tilbage med mad samt deres bagage. Zia havde haft en mistanke om, at Selena måske var faldet i søvn, men lige meget hvad vågnede hun hvert fald, da hun måtte flytte hende væk fra sig, for at kunne tage imod skålene fra Jareth. Hun lagde godt mærke til, hvor høfligt han holdte blikket væk fra hende. Hun måtte indrømme, at hun ikke havde helt så meget imod, hvis han nu lige tog sig et hurtigt kig på hende. Bare et lille -- Stop!
“Tak, Jareth.” Taknemmeligt smilede hun til ham, selvom han ikke kunne se det, da hun tog imod skålene, før døren igen lukkede sig bag ham og kusken, der havde fået afleveret deres ting, så de kunne komme i noget tørt tøj. Hun havde fuldkommen ignoreret kusken.
Da hun vendte sig rundt med skålene, lagde hun mærke til Selena sætte i sengen med hovedet vippet studerende på skrå og blikket hvilende på hende. Nysgerrighed lyste ud af hendes øjne.
“Hvad er der min skat?” spurgte Zia, som hun satte sig ved hende, og rakte den ene dampende varme skål til hende. Her var ved at være en god varme i værelset. Mere varm end der burde være, takket været hendes evner.
“Kan du godt lide onkel Jareth?” Spørgsmålet var så uskyldigt og samtidigt fik det i nogle sekunder Zias hjerte til at springe et slag over, før hun mesterligt pålagde sig et neutralt ansigtsudtryk.
“Hvorfor i alverden ville du dog spørge om den slags? Ja, jeg kan godt lide onkel Jareth. Vi er venner. Akkurat ligesom jeg elsker onkel Shaiin,” svarede hun roligt, før hun uden at puste på maden begyndte at nippe til gryderetten. Den var langt fra den standard, hun var vant til, men hun var så sulten, at hun ikke beklagede sig, og den var i det mindste varm.
“Du kigger bare så mærkeligt på ham nogle gange,” fortsatte Selena, der stadigvæk betragtede hende indgående. “Anderledes end du plejer med andre. Selv far kigger du ikke sådan på.”
“Jeg er gift med din far, og jeg kunne aldrig finde på, at skade ham på nogle måder, Selena.” Jeg er ikke Blake. “Du skal ikke være bekymret for noget som helst. Jeg kigger ikke mærkeligt på Jareth. Han er Blakes mand. Jeg er blot bekymret for ham, fordi han ligesom os, savner hende så meget. Spis nu din mad. Lad os ikke snakke mere om det, aftale?”
“Men…”
“Samtalen er slut. Du skal nå at spise din mad op, før du skal i bad, og så er det i seng med det samme bagefter, forstået?” Hun tillod ikke sin datter flere indvendinger, og Selena nikkede også bare lydigt om dog mut, før hun begyndte at spise af den varme gryderet uden yderligere spørgsmål. Stilheden sænkede sig i værelset.

[Jareth Saltz]

Skålene blev rakt over, med et let nik, som svar til hendes tak. Kusken forlod værelset, efter at have sat kufferterne, og gik tilbage mod krostuen, og Jareth lukkede døren til lokalet. Som døren lukkede og Aleszia vendte sig mod sin datter igen, løb mørke øjne kort til hende. Blot for et øjeblik. En mundvig løftedes en smule. Og så lukkede døren.
Han gik til sit værelse med sin skål og sin kuffert. Der var iskoldt derinde. Regnen piskede mod ruden af det ene vindue i værelset og indimellem brød lysglimt mørket, fulgt af buldrende torden. De var på en bjergside i tordenvejr. Havde han været en troende mand, havde han sendt en bøn til Nostamus. Istedet tændte han møjsommeligt op i brændeovnen og krængede sin klæbende skjorte af, løsnede sit bælte og trak de våde bukser af, sammen med hans undertøj, lagde det hele foran brændeovnen. Så nøgen som den dag han blev født, satte han sig med sin skål gryderet. Der var ingen grund til at skifte før badet alligevel. Han ville blot gøre et nyt sæt tøj beskidt.
Skefuld for skefuld røg den grødagtige gryderet ned. Den havde ikke meget mere smag end salt, og selv den smag var vag i retten, men den var varm og han var sulten. Han var ved at sætte den tomme skål fra sig på natbordet, da endnu et lysglimt kom og spredte lys i hele lokalet for et øjeblik. Lyset gav hans hud et spøgelsesagtigt gråligt skær, og som hans blik havde hvilet, hvor han var ved at sætte skålen, så han sin hud forandre sig i lyset. Knudrede ar trådte frem i huden. Brændemærker så store som gåseæg maltrakterede hans underarm. Skålen ramte gulvet og lyset fra lyn nedslaget var væk. Underarmen var så ren og fin som altid. Han blinkede hårdt og strøg febrilsk den anden hånd over sin underarm. Ingenting. Kort efter bankede det på døren. "Øjeblik," lød det fra ham, som han trak sengetæppet af og viklede det om sig. "Kom ind."
Kromutter skubbede døren åben og to staldknægte kom ind med et kar og fire enorme spande med vand. "Fruen har fået sit badevand for nogen tid siden," meldte hun. "Der er sæbe og håndklæder i natbordet." Den midaldrende kvindes øjne hvilede på hans brystkasse, og hun tog sig lidt tid om at lukke døren bag sig, efter staldknægtene havde fyldt karret og var smuttet. "Ellers andet..?"
Han rystede smilende på hovedet. "Det er alt." Well, hvis han virkelig havde behov for en kvinde, så kunne han altid gå nedenunder. Men hans værelse delte væg med Aleszia og hendes datter. Han tvivlede på at hun ville sætte pris på den serenade af lyde. Så snart døren var lukket, smed Jareth sengetæppet på sengen, samlede sæbe og håndklæde og lagde det nær badekarret og lod sig synke ned i det. Det var ikke noget stort badekar, så der var ikke rigtigt plads til at slappe af for en så høj mand som ham, men vandet var varmt og hans muskler stramme efter vognturen, så han lænede sig alligevel tilbage, en hånd fraværende glidende over hans underarm.

[Aleszia Chaelóriz]

Omhyggeligt havde Zia vasket sin datter først. Vandet var hele tiden holdt varmt med blot et dyb fra en finger, så hybriden kunne blive varmet ordentligt op. Da hun var færdig med sit bad, duftede hun af urtesæbe, men var i det mindste ren, selvom de ikke kunne smøre hende ind i duftolier eller salver. De havde ikke pakket den slags ting.
Zia hjalp Selena i en hvid natkjole, før at hun puttede hende i sengen med dynen pakket godt om hende efterfulgt af et kys på panden, som afspejlede den moderlig kærlighed hun følte for sit barn.
Først da alt det var taget sig af, klædte hun sig endelig helt af, og steg ned i karret, hvis vand med det samme steg til kogepunktet, så bobler brød overfladen. Et lettet suk lød fra hende. Hun havde længtes inderligt efter et varmt bad. Med knitren fra brændeovnen, det svage lys og trommen på ruden var det her faktisk ikke så slemt igen, men var på en eller anden måde afslappende. Møjsommeligt begyndte hun at skrubbe sin mørklødet hud. Tatoveringen snoende op af hendes ene arm, fik hende altid til at tænke på sin tvilling, der havde nøjagtig samme blæk på hans arm. Hvis det viste sig, hun ikke kunne vende tilbage til Agares, måtte hun spørge ham og Shaiin om hun kunne være hos dem i Vavilon. Hvert fald indtil det hele blev redet ud. Noget måtte kunne gøres. Hun havde ikke gjort noget galt. Hendes familie havde ikke gjort noget galt. Måske kunne de gå til kongen…
Fingrene kærtegnede inderlårene som hun vaskede dem. Lysken. Hendes tanker var dovne og afslappet. Et svagt suk undslap hendes læber, som hun lod svampen presse sig mellem hendes ben, og i et øjeblik lod hun den dvæle, før hun med rødmen i kinderne fortsatte sin vaskning. Selena var faldet i søvn, men det var ikke passende. Specielt ikke for en gift kvinde, der kun burde finde nydelse i sin mand og ikke ved sin egen hånd.
Hun rejste sig i karret, skyllede sæben af sin krop ved at forme hænderne til en skål, og steg så ud af badet. Det havde været forfriskende. Hun følte sig som sig selv igen på trods af hvor hun befandt sig, og hvor hun var på vej hen.
Fra sin bagage fandt hun sin hvide natkjole frem, samt silkekåben hun trak udover, for at dække sig anstændigt til. Håret flettede hun.
Først da hun igen var passende, kastede hun et sidste blik på sin datter, for at være sikker på, at hun nu var faldet i søvn, inden at hun forlod sit værelse. Kulden rørte hende ikke længere, da den ikke kunne bryde igennem varmen i hendes bryst, da hun på sine tynde, knælange sokker, gik over til døren ved siden af sin.
Høfligt bankede hun på.
“Jareth?” kaldte hun stilfærdigt. Ville ikke gå ind, hvis han nu ikke var… anstændig klædt.

[Jareth Saltz]

Stemmen på den anden side af døren rystede ham ud af de tanker han var gledet ned i. Han sad stadig i karret, der nu var nærmere lunkent end varmt og vandet havde en mælkeagtig farve af sæben, han havde brugt. Mørke øjne gled til døren og et bryn løftedes langsomt, inden han rejste sig fra karret, samlede håndklædet op og tørrede vandet af sig. "Øjeblik." kaldte han mod døren, som han gned håndklædet mod sit hår, og gled en hånd igennem rodet det efterlod, inden han samlede et par natbukser op fra kufferten og trak dem på. Stoffet var mørkt og gjort i silke, med snore ved livet. Han sov normalt nøgen, men havde smidt dem i kufferten som en eftertanke, hvis han skulle ende i en situation hvor han skulle sove på værelse med sit rejseselskab. Håndklædet hang over hans skuldre, da han åbnede døren og fandt Aleszia på den anden side. Hun var svær at skille ud fra mørket, kun hendes glødende øjne trådte tydeligt frem, men som hun stod der, lyste lyn indimellem værelset op og afslørede kåben over en natkjole og Jareth måtte bide sig i kinden. Han burde sende hende tilbage til hendes værelse. Lige nu. Alt dekorum forbød ham at invitere hende indenfor. Allerede denne situation ville være svær at forklare til hendes mand, skulle det nogensinde kom op.
"Kom ind." Han trådte til siden, så hun kunne komme indenfor på værelset, hvor varmen langsomt begyndte at sive ud på gangen. "Inden her bliver iskoldt."

[Aleszia Chaelóriz]

De slanke øjenbryn hævede sig i overraskelse, da blikket faldt på Jareths nøgne overkrop, som mødte hende ved at døren blev åbnet. I et øjeblik stirrede hun bare, som havde hun aldrig set en mandekrop før. Hvilket hun havde! Mange gange! At de fleste gange havde været Salems ungtræ-slanke men markeret krop, når de igennem livet havde skiftet tøj, været i bad eller sovet sammen var noget helt andet.
Protesterende åbnede hun munden, for at insistere på han dækkede sin overkrop til, før hun overhovedet overvejede at træde ind i hans værelse, men hun lukkede den tavst igen. Det var hans værelse. Han kunne gøre, hvad han ville.
Hun sænkede blikket til gulvet, inden at hun gik ind på det lille kroværelse, som var meget ligesom det andet ved siden af.
“Selena er faldet i søvn. Der gik ikke lang tid efter noget mad i hendes mave og et varmt bad,” fortalte hun, og kastede et hurtigt blik mod brændeovnen, som hun fik tændt ordentligt op i med en håndbevægelse. Flammer buldrede op på hendes lydløse kommando. “Vi kan tale mere frit nu. Jeg har tænkt over, hvad du sagde med at få Blake i tale, og jeg må indrømme, jeg ikke er videre trygt ved at tage nogle alternative metoder i brug, når det omhandler den vavilonske tronarving. Jeg mener… vi er jo ikke interesseret i at starte en direkte fejde med ham, vel? Vi vil være i hans by. Sethos. En befaling fra ham og vi har tusinder af dødsengle vendt imod os.”
Hun vendte sig om imod ham, men sørgede omhyggeligt for at holde blikket nede i gulvet, mens hun svøbte kåben tættere omkring sin spinkle skikkelse. Et lynglimt flængede mørket. Braget der fulgte fik hårerne til at rejse sig på hendes arme, og hun kunne ikke lade være med, at trække skuldrene en smule op. Luften sitrede af energi.
"Og hvorfor skulle han overhovedet nægte os, at se Blake? Specielt hvis vi forklare grunden til vores ankomst," fortsatte hun. "Jeg ved ikke meget om djinn-kodeks og regler, men du er stadigvæk legalt gift til hende. Du har ret til at se din hustru. Ingen mand kan stoppe dig fra det - ikke engang en prins. Og jeg er hendes bedste veninde. Hvorfor skulle han være imod det? Vi er der jo for hendes skyld."

[Jareth Saltz]

Døren blev lukket bag hende. "Godt," Pigen havde godt af at sove i en rigtig seng, og ikke tilbringe nætter i en vogn. Varmen i værelset steg, efter Zias håndbevægelse mod brændeovnen, inden længe ville der være direkte hedt i det lille kroværelse - hedt og fugtigt, som en trope nat, eftersom der stadig var vådt tøj i værelset og et kar fyldt med vand. Han lagde hovedet på skrå af hende, som han satte sig på kanten af sin seng. "Hvilke alternative metoder tror du jeg talte om?" Der var en smule humor i hans stemme, som morede han sig en smule. "Jeg mente at vi alternativt kunne gå til Macaria for at få hendes søn til at makke ret. Eller bruge Salem for at få en besked til Blake, om at vi er i byen." Han smilede af hende. Det lød som om hun troede han ville forsøge at tvinge sig vej ind, eller snige sig ind i ly af natten. Han var politiker, ikke spion eller mafia. De lyssky ting han havde hænderne i, havde intet med ham selv at gøre. "Men det er muligt han ikke vil lade os tale med hende. Særligt hvis jeg er med. Jeg mødte ham kort til Marcellus' fødselsdags fest. Han kan ikke lide mig." Dødsengle var svære at læse, men han kunne læse knægtens ønske om en undskyldning for at flyve i struben på ham, så klart, som havde han skrevet det i sin pande. "Og han behøver ikke bekymre sig om et pandemonsk ægteskab. At insistere på min ret til at se hende, vil ikke nødvendigvis betyde at han giver os lov. Han kan stoppe os. Aftalen mellem Macaria og Marcellus er for vigtig til at Pandemonium kan insistere på noget som helst overfor Vavilon. Der er våbenhvile. Ingen har lyst til at bryde den. Hvis han siger nej, er det nej. Medmindre vi involvere Macaria, selvfølgelig." Den vavilonske dronning var kendt for at være kaotisk, men fair. Hvis de bragte deres bekymringer til hende, ville hun nok give dem adgang til Blake, hvad end kronprinsen sagde. "Er det beroligende?" Han trak håndklædet af skuldrene og lod det dumpe på gulvet, som hans blik fulgte hende. De mørke øjne syntes næsten sorte i den slette belysning, og fulgte hende skridt for skridt rundt i lokalet. Opmærksom på hendes mindste bevægelse.