Post by Dylan Forsyth on Jan 27, 2020 9:39:15 GMT
Et lille fnys lød fra ham. ”Try me,” havde hun sagt. Åh ja… var akkurat det han ville gøre.
“Mit navn er ikke Dylan Forsyth,” startede han ud med, akkurat ligesom han havde gjort det med Aron. “Mit navn er Damian, og jeg kommer fra en anden… hvad skal man kalde det? Tidslinje. I min tidslinje blev et djinn-ønske opfyldt, hvilket ændrede hele verden, som nu er blevet til den her vi kender - som du kender. Der har været sket andre ting i min verden end her, og disse ting kan ingen af jer huske, fordi ønsket har ændret jer til at passe ind i den her tid. Èn af disse ting som har været sket, er at Eriz fik fat på Macaria, og holdte hende fanget i mange år. Macaria blev tortureret. Voldtaget. Personen som gjorde alle de ting mod hende var Aron, der i min tid var Højre Hånd til Eriz i Pandemonium. Jeg må indrømme, jeg har ingen ide om, hvad han lavede hos Macaria i den her verden, og hvad der har gjort forskellen for ham til enten at stå ved Eriz eller Macaria. Hvad jeg dog ved, er at han gjorde forfærdelige ting mod hende. Han knækkede hende. Hvilket også er derfor, jeg… brækkede hans næse dengang til morgenmaden. Der var jeg lige vågnet op i denne her tid.”
Så forvirrende det hele havde været. Alting var blevet vendt på hovedet, og han havde ikket anet fra eller til. Alle havde sat spørgsmålstegn til hans pandemoniske accent, samt håret der stadigvæk havde sort i sig, på grund af Eriz havde sørget for han farvede det hver uge, så de røde strejf i hans brune hår, ville være skjult. Så naiv han havde været.
“Aron ville tage til Pandemonium. Jeg vidste, at hvis han tog derhen, ville det kun være et spørgsmål om tid, før han igen stod ved Eriz’s side, og han ville være en trussel for Macaria - igen. Hvis du bare kunne huske, hvordan hun så ud, da vi mødte hende.” Han hævede blikket og mødte hendes. Hænderne strammede deres greb om hans overarme. “Hun var… ikke den samme. Hun var jaget. Jeg kunne ikke tage den risiko, at Aron igen ville gøre det ved hende. Jeg var nødt til at beskytte hende for enhver pris. Hun er den eneste familie, jeg har tilbage.”
I et lille stykke tid var han stille. Han kunne have løjet. Det ville ikke være svært, at finde på et eller andet, der ville retfærdiggøre, at han havde taget Arons liv, og han var en god løgner, men… måske trængte han til ikke at slå hovedet mod en mur længere. Måske trængte han til at høre sit eget navn. Nogen som vidste.
Han fugtede tøvende sine læber.
“Vi to…” Tøvede. Fortsatte. “Vi to kendte også hinanden i min egen verden. Du var min ven. Aske, du var min bedste veninde. Jeg hjalp dig med at stå imod dødsenglenes frygtmagi, og da du var ved at dø, forsøgte jeg at redde dig, selvom jeg vidste, der ville komme konsekvenser for det. Jeg kender dig, Khala - måske bedre end nogle andre. Ligesom du kendte mig engang. Kendte mig som Damian.”
“Mit navn er ikke Dylan Forsyth,” startede han ud med, akkurat ligesom han havde gjort det med Aron. “Mit navn er Damian, og jeg kommer fra en anden… hvad skal man kalde det? Tidslinje. I min tidslinje blev et djinn-ønske opfyldt, hvilket ændrede hele verden, som nu er blevet til den her vi kender - som du kender. Der har været sket andre ting i min verden end her, og disse ting kan ingen af jer huske, fordi ønsket har ændret jer til at passe ind i den her tid. Èn af disse ting som har været sket, er at Eriz fik fat på Macaria, og holdte hende fanget i mange år. Macaria blev tortureret. Voldtaget. Personen som gjorde alle de ting mod hende var Aron, der i min tid var Højre Hånd til Eriz i Pandemonium. Jeg må indrømme, jeg har ingen ide om, hvad han lavede hos Macaria i den her verden, og hvad der har gjort forskellen for ham til enten at stå ved Eriz eller Macaria. Hvad jeg dog ved, er at han gjorde forfærdelige ting mod hende. Han knækkede hende. Hvilket også er derfor, jeg… brækkede hans næse dengang til morgenmaden. Der var jeg lige vågnet op i denne her tid.”
Så forvirrende det hele havde været. Alting var blevet vendt på hovedet, og han havde ikket anet fra eller til. Alle havde sat spørgsmålstegn til hans pandemoniske accent, samt håret der stadigvæk havde sort i sig, på grund af Eriz havde sørget for han farvede det hver uge, så de røde strejf i hans brune hår, ville være skjult. Så naiv han havde været.
“Aron ville tage til Pandemonium. Jeg vidste, at hvis han tog derhen, ville det kun være et spørgsmål om tid, før han igen stod ved Eriz’s side, og han ville være en trussel for Macaria - igen. Hvis du bare kunne huske, hvordan hun så ud, da vi mødte hende.” Han hævede blikket og mødte hendes. Hænderne strammede deres greb om hans overarme. “Hun var… ikke den samme. Hun var jaget. Jeg kunne ikke tage den risiko, at Aron igen ville gøre det ved hende. Jeg var nødt til at beskytte hende for enhver pris. Hun er den eneste familie, jeg har tilbage.”
I et lille stykke tid var han stille. Han kunne have løjet. Det ville ikke være svært, at finde på et eller andet, der ville retfærdiggøre, at han havde taget Arons liv, og han var en god løgner, men… måske trængte han til ikke at slå hovedet mod en mur længere. Måske trængte han til at høre sit eget navn. Nogen som vidste.
Han fugtede tøvende sine læber.
“Vi to…” Tøvede. Fortsatte. “Vi to kendte også hinanden i min egen verden. Du var min ven. Aske, du var min bedste veninde. Jeg hjalp dig med at stå imod dødsenglenes frygtmagi, og da du var ved at dø, forsøgte jeg at redde dig, selvom jeg vidste, der ville komme konsekvenser for det. Jeg kender dig, Khala - måske bedre end nogle andre. Ligesom du kendte mig engang. Kendte mig som Damian.”