Step out

[Flint Pharr]

Eriz LaPiera Black

Det meste af tiden var det overraskende nemt at undgå Isabel Veterano. I denne tidslinje havde hun aldrig mødt ham, så, så længe han holdt sig bevidst om hvor Marcellus var, og holdt afstand til ham, holdt han som regel også god afstand til hybriden. Han skiftede sit udseende ofte, sørgede for at veksle mellem den alder ham fremtrådte som, og hvilken profession han havde. Han havde tilbragt en uge som en version af sig selv, der var i sine tyvere, på slotsvæggen som vagt. Så en uge som en version af ham selv, der var 12 år gammel, som staldknægt blandt hestene. Endnu en version af ham, der var 40 år gammel og arbejdede i køkkenstaben, kun tre dage der. Det var sværere at lave mad end man skulle tro, så han havde ikke varet længe der, inden køkkenchefen havde fyret den version af ham, og han havde været nødt til at skifte. Denne gang vovede han at nærme sig hans ynglingsform, blot lidt ældre end han sædvanligvis var. En tyveårig version, der arbejdede som gemak tjener. Det gav ham adgang til flere af værelserne. Han var endda sluppet afsted med at tilbringe en nat på Damians gamle værelse. Så velkendt og alligevel fremmed. Intet var, hvor Damian havde haft sine ting. Sengen var en anden. Der var intet skakbræt. Intet brændemærke i tapetet bag skrivebordet, hvor drengene en gang havde leget med fyrværkeri indendørs.
Han havde ikke sovet. Han havde ikke egentlig behov for at sove så meget som et almindeligt menneske gjorde. Han sad blot i vindueskarmen, som Damian havde kastet dem ud af, da de var taget til Vavilon. Betragtede vejret skifte udenfor. Natten var startet stormende, med lyn og torden rumlende om slottet mellem skyerne, men ud på morgenen var det stilnet af. Nu var kun vinden tilbage, susende på den anden side af ruden, som morgenen gryede i Pandemonium. 

[Eriz LaPiera Black]

Tungt trak han vejret ud gennem munden, så hans nøgne brystkasse hævede og sænkede sig i store bevægelser. Øjenlågene sitrede som drømte han et sted dybt inde i sig selv, men der var ingen udtryk i hans slanke, kønne ansigt, der var drejet mod hende, selvom han sov på ryggen.
Eriz lå ved hans side. Betragtede ham tavst uden at vide præcist, hvor lang tid hun havde været vågnet. Det var ikke meget hun sov om natten, men det var vel forståeligt nok, når hun delte seng med sin væreste fjende. På trods af hun havde været i denne tidslinje i næsten to måneder nu, så havde hun stadigvæk ikke fundet ro i den, eller affundet sig med denne illusion af et liv.
Det var så… mærkværdigt. På så mange punkter mindede det om hendes liv, dengang hende og Marcellus havde været sammen før Lili’s fødsel. Hun arrangerede middagsselskaber, gik ture i slotshaven, bestilte nye gardiner, sad med til hofmøderne, drak te med rige adelskvinder, og alt hvad en dronning nu kunne foretage sig. Og hun hadede det. Hadede de lukkede døre ind forretningsmøderne. Hadede den måde folk bukkede først for Marcellus og så hende. Hadede ikke at kunne læse breve, der kom ind. Hadede ikke at kunne gennemse kontrakter, forretningspapirer og aftaler. Hadede ikke at sidde på tronen. Hun hadede ham.
Blidt strøg hun en sort hårlok væk fra hans pande, hvilket fik ham til at give sig lidt i en mumlen, før han igen faldt til ro. De var sådan et flot par. Sådan et godt team. Engang havde de været så lykkelige...
Hun steg ud af sengen, svøbte en sort, silkekåbe omkring sig, og forlod lydløst de royale gemakker. To vagter stod udenfor døren, men de var som statuer, da hun passerede dem, og hun værdigede dem ikke et blik.
På nøgne fødder vandrede hun rundt i slottet for rastløs til at sove, og med for meget kvalme til at kunne finde ro. Kærligt strøg hun en hånd over sin stadigvæk flade mave. Om nogle måneder ville det være sværere at skjule hendes graviditet, og hun måtte snart finde ud af, hvad hun ville gøre.
Her var dejligt stille på slottet. Stadigvæk for tidligt til for meget aktivitet, så det var begrænset med tjenere eller vagter her på gangene, hun vandrede rundt på, som et hjemsøgt spøgelse.
Fødderne førte hende over til en velkendt dør, hun så mange gange, havde standset op ved, for at lægge panden imod eller kærtegnet i savn over den mistet datter. Et øjeblik tøvede hun, før hun åbnede døren, så hun kunne kigge ind.
Tunge gardiner holdte sollyset ude af det store værelse, men Eriz kunne stadigvæk skimte skikkelsen liggende i sengen med sit sengetæppet trukket helt op om skuldrene. Hun smilede smalt, før hun langsomt lukkede døren igen.
Faktisk havde hun lige bestemt sig for, at gå tilbage til sine gemakker og vække Marcellus, før at hendes blik næsten automatisk gled over til den lukket dør overfor Lilith’s værelse. En glød pulserede varmt bagerst i hendes sind, og hun drog et lille suk, inden at hun åbnede døren op.
“Du savner ham.” Det var ikke så meget et spørgsmål som en konstatering. Med hovedet vippet lidt på skrå, betragtede hun sin djinn siddende i vindueskarmen. Lige meget hvordan han så ud eller hvor godt skjult han var, ville hun altid kunne vide, hvem han var. Deres forbindelse var som en gylden snor mellem dem, intet magi i verden ville kunne klippe over, og hun vidste konstant hvor han var. Hvordan han havde det. Hvad han følte.
Hun lukkede døren bag sig, og trådte ind i det store værelse, som engang havde været Damians. Så højt til loftet at han havde kunne flyve rundt herinde som barn. Flere gange havde han revet lysekronen ned, men nu hang den gamle dér uden et eneste hak eller revne fra loftet.
“Jeg savner ham også…” bekræftede hun stilfærdigt, som hun gik hen til Flint, og lagde en hånd på hans knoglet skulder.

[Flint Pharr]

Som Eriz, havde Flint også mærket hende, da hun kom nær døren, så han blev ikke overrasket, da hendes stemme lød i værelset. Hans blik blev ud af vinduet. "Det er hans ynglings flyvevejr." sagde han, som om det var svar på hendes konstatering. Han trak knoglede knæ tættere op til sig. Den spinkle, lang-lemmede krop, var så nært hans almindelige udseende, som han turde, om end den tyveårige havde fyldt en smule mere ud. Hans ansigt var mere kantet. Der var ikke så meget runding i hans kinder. En smule mere voksen end ellers. Djinnen så op på hende, da hun trådte over og hendes hånd lagde sig på hans skulderblad. "Hvornår tager vi afsted?" Slottet var et mausoleum uden Damian. Stille. Indelukket. Et fængsel hvor han end ikke kunne tale med sine fængselsvagter. Den eneste han kunne snakke med rigtigt, var Eriz, og han skulle helst ikke ses i hendes nærvær. Han havde ført længere samtaler med slotshestene end Eriz, siden de var kommet til denne tidslinje, fordi han skulle holde sig væk. "Snart?"

[Eriz LaPiera Black]

Hun drog et suk, mens hun gned hans skulder.
“Jeg ved det ikke, Flint,” indrømmede hun, og rettede selv sine øjne ud af vinduet, hvor skyerne i horisonten blev glødet op af et orange skær fra solen, som var på vej op. Det lignede der var ild i himlen. “Jeg ved ikke engang, hvor vi skal tage hen.”
Hun havde gennemgået tingene hundrede gange uden at have kunne finde en mulighed, der ville virke bedst.
“Enten kan vi tage til Istus, hvor jeg fortæller Adrian om barnet, og vi kan håbe, han vil tage os under hans beskyttelse. Marcellus vil dog ikke have nogen anden mulighed end at erklære krig mod Portus, indtil jeg bliver leveret tilbage til ham, og jeg ved ikke om Adrian i denne her tidslinje ville risikere det for mig,” fortalte hun uden at vise den pinsel hun følte ved den kendsgerning, at hun ikke vidste hvor langt denne Adrian ville gå for hende. Hun behøvede dog ikke sige eller vise noget - Flint vidste det. Kunne mærke stikket i brystet. “Vi kan også tage til Sethos. På denne årstid vil det dog blive svært, så vi bliver nødt til at vente i hvert fald en måned endnu, indtil vejene bare er nogenlunde sikre, og vi ikke ender med at blive stoppet af en lavine eller et lukket pas. Jeg… er dog ikke helt sikker på Sethos. Det høre under Vavilon. Jeg ved ikke, hvor trygt der er, selvom Damian styre byen.”
Macaria kunne få nys om hun var der, og hvis det skete, ville hun helt klart kontakte Marcellus. Hvem vidste hvad de to kunne finde på? Hvem vidste hvad Damian ville gøre, hvis de begge stod foran porten, og befalede han åbnede op? Hendes elskede, smukke dødsengel…
“Vi kunne også bare rejse væk. Finde et fredeligt sted hvor vi kan være skjult, indtil barnet er født, og vi så kan lægge en ny plan. Jeg ved ikke præcist, hvor vi kan være i sikkerhed for Marcellus og hans soldater, men måske hvis vi rejser til et andet land - måske endda Portus - vil han ikke få lov til at sende folk ind over grænsen? Jeg ved det ikke…” Der var også en anden mulighed. En risikabel én, som hun ikke fandt meget nydelse ved, men det kunne købe hende en del tid. “Vi kunne også blive her. Jeg kunne… give mig selv til Marcellus, så han ville tro barnet var hans - hvert fald indtil det blev født.”
Lige meget hvad ville hun ikke kunne forlade Lilith, som ville være nødt til at tage med dem, og hun vidste ikke hvor loyal pigen var til sin far, men hun ikke kunne blive skilt ad fra hende… ikke igen.

[Flint Pharr]

Håb falmede fra hans øjne, da svaret kom. Orange lys fra vinduet farvede den ene side af hans ansigt lyst og varmt, mens den anden henlå i skygger. Det ene mosgrønne øje gnistrede med solen, det andet syntes mørkere og næsten farveløst i skyggerne. "Du ved.." begyndte han stille. Han mærkede stikket i brystet, på samme måde, som da han havde hørt Shaiin sige at han skulle giftes. Som da Damian havde sagt til ham at intet var som før. "Jeg kunne bryde reglerne. For dig. Hvis du ville ønske at Adrian elskede dig, som han har gjort. Jeg kunne få det til at ske. Så ville han tage dig ind, uden spørgsmål." Det ville være hendes sidste ønske. Hun ville skulle ofre beskyttelsen af at have en djinn, for at få Adrians beskyttelse. Han trak en tunge spids over hans tørre læber. "Sethos.. jeg ved ikke særligt meget om det. Har kun været der én gang i mine tusind år, og det er ikke lige frem en spa heller. Selv hvis de er kontrolleret af Damian. Men vi er tilgengæld heller ikke ligefrem kaniner, der dukker op for at blive slagtet." Grønne gløder syntes et øjeblik at danse om hans fingerspidser, hvor hans hænder hvilede i hans skød, men de var borte hurtigt igen.
"Har I ikke et sommerhus i Medea eller Maranos? Du kunne tage der til og føde. Bare sige til Marcellus at du har behov for noget fred og ro." Det involverede dog nok at efterlade endnu et barn. Det ville være endnu et spædbarn, Eriz ikke kom til at se vokse op, på grund af Marcellus, og Flint var usikker på om hun kunne holde til det endnu engang. "Hvad med englepigen ellers? Adrians datter. Hun har hybrid børn. Og et stort blødende hjerte. Jeg tror godt hun kunne finde på at tage os ind." Han havde set den rødhårede kvinde kaste sig til redning af Maddox Bane, hun havde været medlem af hybridoprøret, og hun havde slået sig halvt ihjel, for at komme til Damian og Khala, da de havde været syge.
Han rynkede på næsen af hendes forslag om Marcellus. Det var en mærkelig fornemmelse. Som en homoseksuel mand, kunne han se at Marcellus var en flot mand, og under andre omstændigheder, ville han måske endda have været tiltrukket af ham, men Eriz' afsky smittede af på ham, og han gøs bare ved tanken om at skulle være bundet til hende, mens hun gav sig til Marcellus.

[Eriz LaPiera Black]

Dronningen faldt ind i tavshed, som hun overvejede hvad Flint sagde, inden at hun rystede på hovedet.
“Jeg lovede dig, at du ikke skulle komme til at bryde flere regler, og det vil jeg holde,” slog hun fast, før at hun puffede lidt til ham, så hun kunne sætte sig i den anden ende af vindueskarmen overfor ham. Kvalmen fik hende til at trække kåben tættere omkring sig. “Og jeg vil ikke snyde med Adrians kærlighed. Det er det eneste, som er rent og ukorrupteret i mit liv. Det eneste, jeg ikke har ødelagt.” Hvor fristende det end var, kunne hun ikke gøre det. Kærligheden, som så rent havde plejet at strømme fra Adrian, ville ikke være den samme, hvis magi var involveret. Et øjeblik faldt hun ned i vemodige minder om hendes tidligere ægtemand. Smilet gemt i hans mundvig, når han så på hende. Længsel i hans fingre når han rørte ved hende. Det lette suk han altid plejede at komme med, når han lagde sig ved hendes side om natten eller omfavnede hende efter et langt møde. Hun ville aldrig kunne korruptere det. Aldrig.
“Hm… Adelaide Storm.” Eriz hvilede hovedet bagud mod vindueskarmen, mens hun overvejede muligheden i at række ud til Adrians eneste datter. “Hun er gift med Caleb Veterano i denne her tidslinje, og jeg ved ikke, om jeg kan stole på ham. Måske. Han har større grund til at hade Marcellus end jeg, men jeg ved ikke, om han endnu er klar til at omfavne dét had.”
Men det var en mulighed. En god mulighed. Adelaide kunne ikke huske noget om den tidligere tidslinje, Veterano kunne ingenting fortælle hende - hvert fald havde han ikke gjort det endnu, og hun vidste at han havde det svært med Isabel under Marcellus. Desuden ville barnet hun så inderligt forsøgte at beskytte halvbror til Adelaide. Hun ville ikke kunne se væk… ville hun? Og hvis hun tog Lilith med sig… Veterano havde haft hende i den gamle tidslinje, men hun anede ikke, hvad det havde indebæret. Måske hvis hun talte med ham. Talte med dem.
“Jeg… tror faktisk det er en god plan,” endte hun med at sige, og rettede blikket mod Flint. “Men vi er nødt til at være forsigtige og mærke gulvet under os for hvert skridt vi tager. Inden vi gør noget som helst, må vi snakke med dem først.” Hvor var det de boede? Hvad var det nu opråberen havde sagt? Var det ikke noget med Veterano var blevet hertuge efter Adrian, hvilket betød han måtte være i Fagail. Hun kunne ikke rejse helt derover uden mistanke.
“Du bliver nødt til at tage derhen.” Hun ville hade det. Hade at være væk fra ham. Hade at være her alene. Inden at han ville nå at protestere holdte hun en standsende hånd op. “Hør på mig. Hvis du tager afsted, er du i sikkerhed for Isabel, og ingen vil lægge mærke til, at du er væk. Ingen vil følge efter dig. Du kan uset rejse til Fagail og snakke med Veterano og Adelaide.” Hvis der kom problemer, ville hun ikke kunne bruge et ønske… “Jeg kan tage til Sethos, hvis der sker noget.”

[Flint Pharr]

"Jeg forstår," svarede djinnen. Han havde haft en tidligere mester, der havde ønsket en kvinde, han elskede tilbage til livet. Flint havde ikke set det som et brud på reglerne, men alligevel.. han havde ønsket sig sin kærlighed tilbage, og det var gået så forfærdeligt galt. Kvalme steg op i hans hals kort, men han sank det bort og trak sig en smule fra forbindelsen med Eriz, så hendes kvalme ikke påvirkede ham så hårdt. Han så op på hende, da hun rent faktisk begyndte at overveje hans ide. "... vent, virkelig? Du syntes det er en god ide?" Han havde egentlig halvt foreslået det, fordi han ikke kunne komme på andre muligheder. Han svang sine ben rundt, så han sad på kanten af vinduskarmen, istedet for helt oppe i den. "Derhen? Til Fagail? Alene?" En kugle af nervøs energi formedes i hans mave. Han kunne sagtens rejse selv. Det var hvad han havde gjort, for Shaiin havde sporet ham ned og bragt ham til Eriz, men det var en tidslinje og år siden nu. Shaiin kendte ham slet ikke i den her tidslinje. Eriz burde ikke have en djinn i denne tidslinje. "Hvad skal jeg sige til dem? Sandheden?" Begge hans bryn løftedes.

[Eriz LaPiera Black]

Kun med Flint viste Eriz den sårbarhed hun normalt gemte på bag lag af masker, og lige nu udtrykte hendes ansigt bekymring for hendes djinn. Hun brød sig lige så lidt om tanken om ham alene derude i verden, som ham. Sidste gang de havde været adskilt, havde været én af de væreste perioder i hendes liv, hvor både ham og Damian var forsvundet uden hun vidste hvor længe eller præcist hvortil. Det havde føltes som et stykke af hendes sjæl manglede. Og hun havde været ved at dø af bekymring…
“Jeg ved godt der er langt, men jeg vil blive fulgt efter, hvis jeg tager væk,” forklarede hun med en grimasse. Hun kunne desværre tydeligt huske, hvordan det var, at være gift med Marcellus. “Du har rejst med Veteranoerne, så Caleb kender til dig. Han ved hvem du er. Når du er kommet derover, kan jeg forbinde mig til dig, så jeg kan være til stede, når du snakker med dem. Fortælle dem…” Hun sank en klump, og lagde sin hånd mod sin mave. “... fortælle dem sandheden. Bede om deres hjælp.”
Så meget kunne gå galt, men i denne verden var hun uden allieret og uden venner. Hun var alene. Hende og Flint imod resten af verden i en intens kamp om at overleve. Gad vide hvordan det ville føltes for Flint, hvis hun blev dræbt?
Smalt smilede hun til ham, selvom det ikke nåede helt op til øjnene, der stadigvæk bar på den bekymret glød.
“Bare rolig… Raine, min gamle livvagt, er i live i denne tidslinje. Han kan passe på mig, mens du er væk, og du er stærk.” Hun lænede sig frem, så hun kunne placere en hånd på hans skulder. Kiggede på ham med varme hun sjældent delte, og mange mente blot var skuespil. “Vi vil komme igennem det her. Vi vandt over dem alle én gang, og vi kan gøre det igen. Ingen skal tro vi er svage eller lægge os pænt ned, når de tramper på os, for den tid er langt forbi for os begge to, hvor vi blot bøjer os for verden.”
De var så magtfulde de to.

[Flint Pharr]

Flint skiftede sin vægt nervøst fra fod til fod. Den sidste rejse havde ikke været god. Han var blevet adskilt fra Damian, var faret vild, blevet overfaldt af dødsengle og så til Portus, hvor han var blevet truet på livet og det blev forventet at han ville forråde sin Mistress. Men han rettede sig op og satte sin hage. "Jeg kan godt. Det går nok. Det er bare en lille gåtur." Der var stadig en underliggende tone af usikkerhed, men også en beslutsomhed i hans stemme. Han kunne godt.
Han nikkede let. Caleb havde haft en vis empati for hans situation, da de havde været på vej tilbage. Han huskede stadig magikerens forsøg på at få ham til at spise. "Okay." Planen udsatte både ham og Eriz for fare. Hvis Caleb besluttede sig for bare at rydde ham af brættet, havde han de magiske våben der kunne gøre det, så han måtte ligge sin lid til at den rød hårede engel, der ikke engang ville lade en landsforræder dø foran hende, heller ikke ville lade hendes mand slå ham ihjel. Og Eriz ville være fanget alene med en mand, der hellere ville se hende død, end lade hende gå.
"Jeg.. Jeg bør tage afsted nu så, ikke?" hans skuldre faldt en smule. Mosgrønne øjne så op på hende.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz nikkede af hans beslutsomhed, selvom hun tydeligt kunne mærke hans nervøsitet som sin egen. Beroligende forsøgte hun at stryge den bort fra ham. I så mange år havde de allerede været bundet sammen, og det var næsten kært, at se Damian og Blakes forfjamsket måde at fumle med deres bånd på, når tingene kom så naturligt nu til hende og Flint.
“Det ville nok være det bedste,” svarede hun, og rejste sig fra vindueskarmen, så hun kunne tage ordentligt afsked. Helst ville hun gerne følge ham hele vejen ned til slotsgården, så hun var sikker på, han fik alt med, som han skulle bruge, men hun var bange for, de kunne blive set, og Isabel derved få færten af ham.
“Tag den bedste og hurtigste hest du kan finde - jeg giver besked om du har fået lov. Tag alt den proviant, du kan bære, og husk at klæd dig varmt på, da det stadigvæk er koldt udenfor.” Hendes lange fingre lagde sig om hans arme, og hendes øjne kiggede alvorligt og dybt ind i hans, da hun holdte ham fast. “Hvad end der skal til, så gør det. Hvis du har brug for, at komme hurtigt hjem, så giv mig besked på en eller måde, og så vil jeg trække dig tilbage ind i din lampe, forstået? Eventuelt skær et kryds på din håndryg. Jeg vil kunne mærke det på mig selv.”
Hendes hænder forlod hans skuldre, for at lægge sig om hans ansigt i stedet for. Igennem ham kunne hun se ud på sig selv. Hun så bleg ud. Bestemt men bleg med de fine, små rynker ved øjnene og mundvigene, som hun havde tilladt sig selv at få efter hun var blevet gift med Adrian. Før i tiden havde hun fjernet dem gennem både illusioner, miksturer og magi. Ville hun blive nødt til at gøre det igen for at opretholde maskeraden?
“Jeg stoler på dig, Flint,” hviskede hun med et hint af sårbarhed i stemmen. “Forstår du?”

[Flint Pharr]

Flint nikkede. Han lænede sig ind mod hende, da hendes fingre foldede sig om hans arme og så op på hende. Lod hendes blik bore sig ind i hans. Han kunne mærke hendes hånd på hans nervøsitet, som blide fingre der strøg over de rejste hår på en nervøs kats ryg. Glattede dem ud. "Jeg forstår." Han var hurtig, og ligegyldigt afstanden til Eriz, ville han stadig have alt sin magi. Han kunne nok holde sig mod Caleb, til Eriz kunne kalde ham hjem til lampen, skulle alt gå galt. Forhåbentlig.
Kølige fingre lagde sig om hans ansigt. Sårbarheden skinnede ned mod han, ekkoet i deres bånd. Han trak et smil over sine læber. "Jeg har den her. Fokuser på at holde dig sikker med Marcellus. Jeg laver en rift ved mit skulderblad når jeg er fremme." Selv hvis hun sad i møde eller var sammen med Marcellus, ville hun kunne skjule en sådan rift med et sjal eller en kjole der dækkede området. Og så strøg han ind under hendes fingre om hans kæbelinje og foldede sine lange arme om hendes skuldre. Holdte hende til sig et øjeblik. Og så slap han hende igen. "Okay! Så lad os komme ud herfra," Han bevægede sig mod døren. De gik med afmålte, rolige skridt ned til gården. Det ville ikke gå at løbe, det ville vække opmærksomhed. Tyve minutter senere sad han på en hest, i varme vinterklæder; en pelset kappe, hat og handsker, med to saddeltasker fyldt med proviant, og en daggert i sit bælte. Han smilede en sidste gang til Eriz, inden han sparkede hesten i skridt og red mod portene.

[Eriz LaPiera Black]

Med armene fastlåst om sig selv så hun efter Flint, der red ud af slotsportene, mens deres forbindelse blev trukket tyndere og tyndere og tyndere mellem dem. Det gjorde ondt i hjertet, men så længe den gyldne tråd mellem dem aldrig blev brudt, kunne hun stadigvæk føle styrken i sit indre, der blot ventede på hendes bud. Hun åndede langsomt ud, så man kunne se hendes ånde som damp foran hendes mund. I det mindste ville han være sikker for Isabel og Marcellus.
Hun vendte sig rundt, og stoppede brat op ved synet af de to skikkelser i døråbningen. Marcellus med armene over kors iklædt blot en mørkerød skjorte og sorte jakkesætsbukser med sit sorte hår strøget tilbage af fingrene. Lidt bag ham stod hans livvagt lænet op af døråbningen og sine ravrøde øjne hvilende efter djinnen, der forsvandt da den store port blev lukket efter ham.
“Du er tidligt oppe…” Marcellus vendte sine sorte øjne mod hende, mens hun tog sig sammen, og begyndte at gå op af trappen til ham uden at lade sig gå på af sit hamrende hjerte.
“Jeg sover ikke så godt længere,” svarede hun henkastet men med en snert af spydighed i sin stemme, og trak kåben mere om sig, så den kolde morgenluft ikke ville bide for meget. Hans arme foldede sig ud, så han i stedet kunne strække sin hånd ud, og lægge den mod hende, da hun nåede op til ham. Blidt førte han hende ind mod sig, så armen i stedet kunne ligge omkring hende. Spændt op i kroppen tog hun om hans talje, og lagde hovedet imod hans skulder, som var de et pænt ægtepar, der sammen så efter deres ældste søn, der lige var redet ud af hjemmet.
“Hvor er han på vej hen?” spurgte han, og strøg hende over ryggen. “Til en allieret?”
“Måske,” svarede hun blot.
“Du ved Isabel, vil kunne finde ham.”
“Mhm. Men det kræver at hun forlader din side.” Hun hævede ansigtet, for at kunne se op på ham, mens han skævede ned til hende, som hun smilede sødt til ham. “Og hvis hun forlader din side, er det kun dine runer, som beskytter dig mod mine kræfter. Nu hvor jeg er bundet til en djinn, hvor lang tid tror du så det tager mig, at komme forbi dem? Et par sekunder?”
Let placerede hun et kys på hans mundvig, før hun snoede sig ud af hans favn, og slentrede indenfor uden at tage sig af hybridens øjne, som hvilede tungt efter hende, da hun passerede hende.
“Skal vi få os noget morgenmad elskede?” spurgte hun højt sin ægtemand.