Post by Harris on Feb 11, 2020 0:53:29 GMT
”Selvfølgelig!” svarede han omgående, før han fulgte med hende mod døren. Der var ikke noget at sige til, at hun havde svært ved at finde rundt på slottet; Harris huskede tider i sin barndom her hvor han selv ofte farede vild i slottets snoede gange. Arkitekten som i sin tid konstruerede slottet måtte have gjort det bevidst, for at gøre det så svært for indtrængere at finde rundt. Det samme kunne man sige om selve Oberion, som var endnu nemmere at fare vild i.
”Næppe. Der er mange som har stillet spørgsmål til hvem prinsens gæst er, er jeg bange for.” Han sendte hende et beklagende smil. Det strøg ham en smule mod hårene at skulle tiltale hende ved fornavn i stedet for titel. Selv med Macaria som en så vigtig figur i hans liv, og med alle hendes afslappede holdninger til den slags, havde Harris altid foretrukket at udtale sig formelt for de adelige. En pandemonsk hertuginde var intet undtag, men han kunne heller ikke nægte hende et direkte ønske. ”Men jeg synes det giver mening. Der er et ordsprog her i Oberion om at der er tre ting alle burde se inden man dør. Ineis træ i Portus, Afgrunden i Pandemonium, og Oberion. Og når Oberion er så stort som det er, må man få det set så tidligt man kan for at nå det hele.” Han besvarede hendes skæve grimasse med et lige så skævt smil. Hun var en behagelig afveksling fra de pandemonske adelige som tidligere havde besøgt Oberion. De havde altid været så dystre og formelle.
Harris førte hertug—Blake med sig gennem slottets gange som var det noget han havde gjort hele sit liv. Han drejede af i vilkårlige retninger og bragte hende op af én trappe kun for at bringe hende ned af en anden kort efter. Men han vidste hvor gæstegemakkerne var. ”Så håber jeg du får muligheden for en ordentlig omvisning af byen mens du er her. Har du gjort dig planer om det?” Den uformelle tiltale føltes forkert på tungen, men han prøvede den an. Hun bad ham bruge hendes navn, så det kunne vel ikke gå helt galt.
”Næppe. Der er mange som har stillet spørgsmål til hvem prinsens gæst er, er jeg bange for.” Han sendte hende et beklagende smil. Det strøg ham en smule mod hårene at skulle tiltale hende ved fornavn i stedet for titel. Selv med Macaria som en så vigtig figur i hans liv, og med alle hendes afslappede holdninger til den slags, havde Harris altid foretrukket at udtale sig formelt for de adelige. En pandemonsk hertuginde var intet undtag, men han kunne heller ikke nægte hende et direkte ønske. ”Men jeg synes det giver mening. Der er et ordsprog her i Oberion om at der er tre ting alle burde se inden man dør. Ineis træ i Portus, Afgrunden i Pandemonium, og Oberion. Og når Oberion er så stort som det er, må man få det set så tidligt man kan for at nå det hele.” Han besvarede hendes skæve grimasse med et lige så skævt smil. Hun var en behagelig afveksling fra de pandemonske adelige som tidligere havde besøgt Oberion. De havde altid været så dystre og formelle.
Harris førte hertug—Blake med sig gennem slottets gange som var det noget han havde gjort hele sit liv. Han drejede af i vilkårlige retninger og bragte hende op af én trappe kun for at bringe hende ned af en anden kort efter. Men han vidste hvor gæstegemakkerne var. ”Så håber jeg du får muligheden for en ordentlig omvisning af byen mens du er her. Har du gjort dig planer om det?” Den uformelle tiltale føltes forkert på tungen, men han prøvede den an. Hun bad ham bruge hendes navn, så det kunne vel ikke gå helt galt.