Post by Isabel Veterano on Mar 21, 2015 12:20:25 GMT
Det var tydeligt at Isabel, var træt af at høre på de to mænd, for hun sagde ingenting, men blev blot stående med hovedet tilbage og med to fingre om næseryggen. Selv da Marcel sagde, at han var skuffet over hun ikke havde vundet, kunne hun ikke andet end himle med øjnene. Hvor hun dog hadede mænd. Efter hendes mening havde Zean på ingen måde vundet, og der var intet at være skuffet over! Og at Marcel skulle kunne vinde over hende? Hun var næsten ved at le. Ja, han var blevet stærkere, men det var hun også. Den eneste grund til at hun ikke kunne såre ham, var fordi at hver eneste gang, hun ville ramme ham, ville hun ramme sin egen sjæl. Smerten hun påførte ham, ville hun påføre sig selv.
Dog tog hun deres hån til sig uden at sige noget. Hvis de fik det bedre med det, så skulle de da være velkommende. De var kongerne, og hun var blot tjeneren.
Stadigvæk med nakken lagt tilbage, gik hun over for at samle sit bælte og jakke op, og kaste det over skulderen. Hun måtte til at få renset sig selv op. Det gjorde satans ondt hver eneste gang hun trak vejret.
"Undskyld hvis jeg har været sådan en skuffelse for Dem, My Lord," hvislede hun mod Marcel, da hun gik forbi ham. Hun sendte ham et olmt blik på vejen. Godt han kunne more sig over hendes smerte, samt være utilfreds med hende. Ja, hun havde handlet lidt udenfor bogen, men i det mindste stod Zean stadigvæk på benene.
"Nu må Deres Majestæter have mig undskyld, men jeg er ved at forbløde," kommenterede hun henkast, og gik mod døren, inden at hun vendte sig rundt mod Zean, så hun i stedet gik baglæns.
"Hils din hustru, og sig tak for sidst! Trods alt gav jeg mit liv for hendes!" råbte hun så de kunne høre hende, inden at hun igen drejede rundt, og forlod træningssalen. Hvor hun dog hadede det her job.
//out
Dog tog hun deres hån til sig uden at sige noget. Hvis de fik det bedre med det, så skulle de da være velkommende. De var kongerne, og hun var blot tjeneren.
Stadigvæk med nakken lagt tilbage, gik hun over for at samle sit bælte og jakke op, og kaste det over skulderen. Hun måtte til at få renset sig selv op. Det gjorde satans ondt hver eneste gang hun trak vejret.
"Undskyld hvis jeg har været sådan en skuffelse for Dem, My Lord," hvislede hun mod Marcel, da hun gik forbi ham. Hun sendte ham et olmt blik på vejen. Godt han kunne more sig over hendes smerte, samt være utilfreds med hende. Ja, hun havde handlet lidt udenfor bogen, men i det mindste stod Zean stadigvæk på benene.
"Nu må Deres Majestæter have mig undskyld, men jeg er ved at forbløde," kommenterede hun henkast, og gik mod døren, inden at hun vendte sig rundt mod Zean, så hun i stedet gik baglæns.
"Hils din hustru, og sig tak for sidst! Trods alt gav jeg mit liv for hendes!" råbte hun så de kunne høre hende, inden at hun igen drejede rundt, og forlod træningssalen. Hvor hun dog hadede det her job.
//out
