Finally We Meet

[Zean Forsyth]

Kvinden var tydeligvis fordrejet. Slagene var ikke længere de små slag fra en hurtig træning, men fulde af styrke og mere præcision, netop som ønskede hun faktisk at skade ham. Et blik på hende fortalte ham alt. Hun virkede en, der var fyldt op af vrede og had og nu var han hendes syndebuk for det hele, en måde hun kunne komme af med nogle af de opbyggede følelser...Åh, der var det igen! Hvor var det dog kaotisk og ynkværdigt folk var så guidede af deres følelser! Se nu bare her, en kvinde der slog løs på ham i håb om at skade en konge og ødelægge fred og hendes eget liv, blot fordi hun ikke kunne kontrollerer sig selv! Ynkeligt...Det var hvad han mente om det.
Han sprang rundt og svang sit sværd i håb om at få pareret alle hendes slag og undgå at brække nogle knogler i dag. Han havde været såret nok.
"Faktisk har jeg ikke...Givet det meget tanke" svarede han ligeud. Det havde han faktisk ikke. Han havde slet ikke spurgt hende hvordan det var sket, han havde bare været glad for hun var vendt tilbage.
Han lod hende. Han gad ikke engang prøve at slå igen. Han undgik blot og lod hende trætte sig selv og komme af med hvad end der så ud til at gøre hende ustabil. Tænk at Marcel havde så ustabil og sårbar bodyguard.
"Jamen er du ikke bare dagens helt?" Nej, han vidste stadig ikke hvem hun var. Og han følte sig ret ligeglad lige nu.
"Jeg var ikke i nærheden af hende, så jeg havde ingen mulighed for at nyde hendes smerter, ellers tak" knurrede han svagt. Nej, måske elskede han ikke Macaria, sådan virkelig dybt, men alle var da så opslugt af hende! Halvdele af verdenen elskede hende, den anden ville se hende død. Det var trættende. Hvordan går det med din kone? Tillykke med hun er kommet hjem! Jeg vil se hende dø, jeg vil se mig selv gift med hende...blablabla!
Det var først da hun nævnte dødsenglene at det gik op for ham hvem hun kunne være og først der han rigtig mærkede de første gnister af...Vrede.
Macaria og dødsengle. En af de der forbandede tvillinger. Han var ligeglad hvordan eller hvorfor hun var endt her, han ville bare gerne af med hende. Det var intet personligt, selvfølgelig.
Han skubbede tilbage. I stedet for kun at lade hende angribe, angreb han også selv. Hvis han endelig fik lov at ramme hende, stoppede han ikke op, men fortsatte med at gå efter at ramme hende. Hun var god, nok endnu bedre når hun ikke var opslugt af personlige vendettaer.
Han var slet ikke nærheden til at nyde sine brændendes engles smerte, hellere. Det gav ikke så meget mening for ham at hun overhoved spurgte ind til det.
"Åh, du må være en af menneskets venner" Han havde aldrig rigtig fået fat i mandens navn.
"Ham med den knuste hånd? Gad vide om han nogen sinde kommer til at arbejde ordentlig igen. Og jeg undres...Hvor er din bror henne? Har du tabt ham på vejen?" et smil gled over ham. De var to til at irriterer hinanden.
Faktisk føltes han sig ikke så vred igen. Et eller andet sted var det blot underholdende. Skønt han hellere end gerne ville se hende lide. En hel del.

[Isabel Veterano]

Isabel kunne ikke lade være med at smile triumferende, da hun så vreden i hans blik. Åhhh han havde regnet det ud nu. Ham og Macaria havde ledt indædt efter dem. De havde slået ihjel og tortureret, uden at kunne finde frem til hende eller Cal.
Han begyndte at angribe igen, og hun fik travlt. En svedperle trillede ned af hendes tinding, mens at hun skiftevis parrerede og angreb. Der var ikke noget som helst venskabeligt i deres slags, der virkede mere og mere, som om de faktisk stod i en rigtig kamp til døden.
Da han nævnte Saïx, var det måske meningen, at hun skulle blive gal? Vred? Men hun havde ingen følelser for Saïx. Ingen. Marcel havde trukket dem ud af hende, så der ikke var et sport af kærlighed i hende. Ja, hun kunne godt huske hans hånd, men var ligeglad med den. Men Cal... det var et helt andet punkt.
"Du vover ikke at tale om min bror!" hvislede hun mellem slagene. Lyden af metal mod metal lød oftere og oftere, som farten var blevet sat op. Svagt kunne hun registrere at en vagt, var løbet afsted, for at hente Marcel, men hun var ligeglad. "Jeg har ondt af dig! Hvem mon kommer til at begrave dig?! Ingen elsker dig! Ingen holder af dig! Ikke engang din kone! Hun vil hellere - ahr! - være sammen med Marcel end dig! Og det væreste er... at du er ligeglad!!"
Hun førte sværdet direkte mod hans ansigt, men han parrerede, og sværdet blev slået ud af hendes greb, så det skøjtede hen af gulvet. Øjnene gnistrede rasende, mens hun trådte lidt tilbage fra ham med hænderne knyttet. Åndedrættet var hivende og gispende, så man kunne se brystkassen hæve og sænke sig. Sort røg begyndte at bølge op omkring hendes hænder, som ville hun til at angribe ham med magi.
"Du er så fucking alene... Hvad har du dog overhovedet at leve for? Alle er ligeglade med dig. Er flammerne-tage-mig tragisk!"

[Zean Forsyth]

En hysterisk latter forlod ham. Når det greb ham...Kunne han virke ganske sindssyg i sin væremåde og udstråling. Lige nu var et godt tidspunkt. Tidspunktet hvor han blot grinte, hvor han blot nød situationen, blot angreb og var ligeglad med alt andet. Det var netop det punkt han nåede, når han endelig blev lidt vred og gik efter at vinde for enhver pris. Ikke om han ville smide sværdet og gå nu! Han var ligeglad med vagterne. Ingen turde blande sig. Hans kolde, stålgrå blik hvilede på hende.
Tydeligvis prøvede hun at påvirke ham og argumenterer for at han burde føle sig dårligt tilpas...Men hun sagde det jo selv. Han var ligeglad. Hvorfor spildte hun så tiden med det? Det var som at kaste sand på en mur af sten, i håb om at den en dag ville blive væltet. Det pralede af og havde ingen virkning.
Han var selv svedig. Hans muskler værkede under de hårde og hurtige slag han både gav og modtog. Hans vejrtrækning var dyb og hurtig, ikke fordi han var i dårlig stand, men blot fordi han var så aktiv. Hans sår i siden gjorde nu direkte ondt, men han ignorerede det. Faktisk kastede det blot mere brænde på hans indre bål og gav ham mere styrke til bare at fortsætte og fortsætte.
"Ensom? Ligeglad? Jeg er ligeglad!" grinte han og det var tydeligt at det var lige præcis hvad han var.
"Hvad bekymrer jeg mig om hvad andre tænker?" Gjorde han det klart. Måske var det fordi hun selv var ensom?
Som han parrede og hendes sværd fløj ud af hendes greb, sprang han frem mod hende, for at føre sværdet til hendes hals. Det ville være svært at hugge hovedet af hende med disse sværd, men han var mere end klar på at prøve!
"Se blot hvem der står helt alene og intet andet kan end at skrige? Du står helt alene. Din bror er her ikke. Fik sig selv dræbt et eller andet sted, gjorde han ikke? Sikkert fordi han var uduelig. Og nu står du her, lige så uduelig og under nåde af andre. Hvad håber du på at opnå i dit liv?" Han morede sig. Der var ingen trussel at se i hans blik. Kun...Ren død.

[Isabel Veterano]

Rasende stod hun klar, da han angreb hende. Hvor hendes ord prellede af på ham, gik hans egne ord direkte ind på hende. Cal... Han var ikke død! Kunne ikke være det! Og hvor vovede han, at kalde hende uduelig?! Det var hende, som havde brændt mindst 5 af hans dødsengle! Hun var blevet jagtet af ham i flere måneder! Havde ofret sit eget liv, for at redde hans hustru! Og nu... hvor vovede han at tale om Cal... HVOR VOVEDE HAN!
Hun forsvandt i en sky af røg, men dukkede op direkte bag ham igen. Aldrig havde hun kæmpet ærefuldt eller efter reglerne. Hvorfor skulle man? Det handlede om overlevelse, og ikke hvem der sloges bedst?
Hurtigt sprang hun på ham, så de begge faldt ned på det hårde metal-gulv. Hende hængende på hans ryg med en arm omkring hans hals, som hun hårdt pressede imod hans strube. Hun var fuldkommen ligeglad med hvem han var, eller hvor vred Marcel ville blive, når han hørte om det her. Alt hvad der stod i hendes hoved, var at kvæle dødsenglen. Hendes ben slyngede sig om hofterne på ham, så hun kunne holde sig fast, selvom det efterlod hele hendes maveregion sårbar for hans albuer, samt at han kunne banke hovedet bagud. Hun var ligeglad. Raseriet gjorde hende blind.
"Hvad jeg vil med mit liv, er at dræbe dig!" hvæsede hun i hans øre, og greb med sin anden hånd fat i håndledet på armen omkring hans hals, så hun kunne bruge begge hænder til at prøve at kvæle ham. "Hvis du tror, jeg vil skrige, så tager du fejl! Èn gang har jeg oplevet døden, og jeg er ikke bange for, at opleve den igen! Slet ikke, hvis du er med mig!"

[Zean Forsyth]

Mørket begyndte at bølge omkring dem, så vagterne, der havde overvejet at byde ind, trak sig tilbage for at undgå den. Kilden til den var Zean. I sin vilde tilstand, havde han ikke nær så god selvkontrol og mørket bølgede om ham, så hans fødder nærmest forsvandt. Han sprang efter hende, men hun var væk. Han havde haft hende, han havde været tæt på at ramme hende på halsen!
Pludselig var hun bag ham og før han kunne gøre mere, landede de tung på det hårde og kolde metalgulv. Der lød en højlydt og tordnende lyd, da hans eget sværd også ramte gulvet og blev slået ud af hans greb. Det var lige meget, han kunne ikke bruge sværdet til meget lige nu.
Han havde absolut ingen planer om at dø nu, her! Også selv om det var en komisk død, havde han stadig et lang liv at nyde og ingen tæve skulle tage det fra ham!
"Så...Du er også...helt optaget af mig" fik ham frem og formåede lige præcis at lyde som en, der ikke tog det særlig alvorligt, selv om hendes arm for hans hals, forhindrede ham i at snakke i rene, hele sætninger. Hans hænder greb fat i hendes arm, for at holde hende fra at kvæle ham. Hans ene albue begyndte at slå ind i siden på hende, i hendes mave og på hendes ribben, i håb om at ramme hårdt og godt nok til at hun ville løsne grebet.
Hendes ben om hans hofter rev hans sår åbent, selv om det var forbundet, og et støn af smerte forlod ham. Beslutsomt slog han hovedet tilbage, håbede at han i det mindste fik brækket næsen på hende!

[Isabel Veterano]

Et sammenbidt støn lød fra hende, hver eneste gang hans albue blev jaget bagud direkte ind i hendes side. For hvert stød blev luften slået ud af hende, og det gjorde pokkers ondt. Han var stærk! Stædig blev hun dog ved med at prøve, at presse sin arm så hårdt ind mod hans hals på trods for hans kamp, om at holde den væk.
Mørke bølgede op omkring dem... og i mørket var der skrig. Isabel havde før kæmpet mod dødsengle, og vidste hvad det var. Hun knugede sig hårdere ind til Zean, nærmest som var det en intens omfavnelse.
"Du har - hele - min - opmærsomhed!" stønnede hun som svar, og mærkede blod væde hendes bukser ved låret. Han blødte fra siden. Lige pludselig hamrede han sit hoved bagud. Et smertefuldt udråb indikerede at han havde ramt. Hele ansigtet blev lammet i et øjeblik, indtil at en blændende smerte begyndte at melde sig ved næsen. Hun havde hørt og mærket noget knække. Bandende slap hun ham, for at rulle om på ryggen, mens hun holdte sig for næsen. Blod strømmede ud gennem hendes fingre. Han havde brækket hendes næse.

[Zean Forsyth]

Hun var overraskende stærk og vedholdende. Til sidst fandt han en rytme i skiftevis at hive hendes arm nok væk, til at han kunne få vejret, og støde albuen ind i hende, så hun hele tiden fik skiftet opmærksomheden fra armen om hans hals, til hendes side, så han kunne opretholde den skiften frem og tilbage. På et tidspunkt ville en af dem blive udmattet.
"Lyder...Skønt...Du har dog problemer med at...Vise din opmærksomhed rigtig...Hvad med en seng..I stedet?" fik han frem, skiftevis mellem at knokle med at slå hende, trække vejret og snakke. Det gik op for ham at hele hans ene side virkede våd. Forbandet! Det var nok revet mere op end han havde regnet med. Men lige nu kunne han intet gøre ved det. Mørket forsvandt til sidst, forsvandt, som var det røg.
Han slog sit hoved ind i hendes og kunne mærke den tilfredsstillende fornemmelse af at han ramte noget...Og af noget der virkede til at give efter. Efter fuldt af ikke bare hendes udråb af smerte og det at hun slap ham, men også den skønne følelse af smerter! Et smil gled over ham, igen gled en noget nær hysterisk latter over ham, som han vred sig væk fra hende. Hvis han gik efter sit rigtig sværd, kunne hun samle sig og bruge sin magi. Så i stedet sprang han på hende, som hun lå på ryggen. Hans knæ borede sig ind i hendes overarme, i et forsøg på at holde hendes arme nede på jorden og ubrugelige. Hans hænder gled rundt om hendes hals og klemte til, uden nåde. Han var ligeglad om hun blev kvalt i sit eget blod eller af hans hænder. Hun skulle bare dø.

[Isabel Veterano]

Hurtigt var han over hende, og Isabel jamrede højt, da han satte sig overskrævs på hende med knæene i hendes overarme, så hun ikke kunne bruge dem. Med det samme mærkede hun hans stærke hænder omkring hendes hals. Hun snappede efter vejret. Hendes hænder greb om hans håndled, for at prøve at rive hans greb løst. Langsomt var ansigtet ved at blive rødt. Rasende sparkede hun med benene, og vred sig for at skubbe ham af. Neglene kradsede ham over underarmen. Hårdt klemte hun øjnene sammen. Panisk prøvede hun at hive luft ned i lungerne.
Sorte prikker syntes at opstå for hendes øjne.
Var det sådan her hun skulle dø? På gulvet i Pandemonium med en dødsengels hænder om hendes hals? Ikke tale om! Hun havde snydt døden før! Grinet den direkte op i ansigtet, og kommet tilbage som noget stærkere, bedre, mere magtfuld end den magiker, hun var før.
Fleksibelt svang hun benene op, så hun kunne klemme hans hoved fast mellem sine knæ. Hårdt pressede hun til, for at vælte ham bagover i et hårdt ryk.
Da han var væk fra hende, satte hun sig hivende op efter vejret med en hånd mod halsen. Der var kommet mærker efter hans hænder. Det var en modbydelig lyd, af hvordan hun desperat slugte luften ned i sine lunger.
Blodet fra næsen var sivet ned over hendes læber og hage, hvor det dryppede ned over hendes tøj. Selve næsen sad en smule skævt. Hun var dog ikke færdig. Slet ikke. En lille latter lød fra hende, mens hun tørrede sig under næsen med sin underarm - og så var hun over Zean igen. De rullede lidt rundt på gulvet, indtil det nu var Isabels tur, til at sidde overskrævs på ham.
Nådeløst begyndte knytnæveslagene at ramle ned over hans ansigt. Det her var ikke kvindeslag. De her var stærke og præcise. Dog havde hun ikke fået fat på hans arme, som han havde haft gjort med hende.
"Hvad er der... galt engel?! Jeg troede... din slags... elskede det...hårdt!!" snerrede hun mellem sine slag. Hun havde fået sidestik, og var sikker på hele hendes side var fyldt med mærker efter hans albue. Hele ansigtet var lammet, og næsen ville ikke stoppe med at dryppe blod ned - nu udover Zean.

[Zean Forsyth]

Han mærkede hvordan hun kæmpede. Det sved, da hun rev ham på underarmene. Det ville give nogle grimme rifter bagefter, Macaria ville nok stille spørgsmål til dem. Men i dette tilfælde behøvede han jo ikke at lyve. Det var ikke fordi han havde haft vild sex, men fordi han havde prøvet at dræbe en af deres fjender. Et svagt smil gled over ham, som han sad der, urokkelig, lige meget hvor meget hun slog ham, fordi han vidste at han snart havde vundet...
Pludselig mærkede han hendes hårde knæ omkring hans hoved og han blev hevet bagud. Hans greb slap hendes hals og han endte en smule hårdt på ryggen. Med et grynt greb han sig selv om maven, som den efterhånden peb en hel del. Hans hånd blev helt sølet ind i blod. Han hævede sig op på den ene albue og så over mod hende, kun for at se hende overfalde ham igen. Hun endte oven på ham. Det gjorde ondt i hans side, som hendes ene ben pressede mod hans sår, men han fik hurtigt andre ting at tænke på. Hans arme gled op foran ansigtet for at skærme det mod slagene. De hårde slag. Nogen gange fik hun et ind, hvilket resulterede i en flækket læbe, næseblod og noget der uden tvivl måtte blive til et blåt øje senere.
Blot for at tirre hende og provokerer, grinte han ud mellem sine arme, som hun snakkede om at få det hårdt. Hun skulle på intet tidspunkt tro hun havde magten eller vandt over ham!
På et tidspunkt smagte han ikke kun sit eget blod, men også hendes, som hendes næse dryppede ned over hans bryst og ansigt. Til sidst greb han fat i hendes hænder, efter et par forsøg fik han endelig fat i dem begge og holdte dem fast, så de endte i en mere eller mindre låst position, med hendes oven på ham og deres arme låst fast hos hinanden. Hendes der prøvede at slå ham, ham der prøvede at holde hende fra det. Han samlede sit blod og spyt, kun for at sende det i en klat mod hendes ansigt.
"Skal jeg give dig et hovedstød mere? For at rette på næsen?" foreslog han og smilte, med tænder der var dækket med blod.

[Isabel Veterano]

Det gjorde ondt at trække vejret, efter alle de albuestød Zean havde fået igennem hos hende, og blodet smagte metallisk i hendes mund. Alligevel blev hun nådeløst ved med at banke den ene knytnæve efter den anden ned mod dødsenglen under hende, indtil at han fik fat i hendes arme. Hun kæmpede for at få dem fri, men han havde godt fast - så godt fast at blodet ud til hænderne næsten blev standset.
Blod og spyt klatten ramte hende på kinden, og hun måtte lukke øjnene hårdt i, mens hele ansigtet fortrak sig i afsky. Hvor var det dog ulækkert!
Langsomt åbnede hun det ene øje, for at kigge ned på hans blødende smil. Uheldigvis havde hun ikke slået nogle tænder ud på ham.
"Du kan give mig... et hovedstød, hvis jeg må.. bide struben af dig," hvislede hun forpustet, inden hun igen prøvede at rive sig fri. Efter et par sekunder opgav hun, og sad igen stille ovenpå ham. De var fuldkommen låst fast. Hvor måtte de dog se ud for alle andre.
Begge to hivende efter vejret med blod i hele ansigtet. Hende med en brækket næse, og vredet lidt til den ene side på grund af smerterne i ribbene, samt fingermærker på halsen - Zean med blod på skjorten, flækket læbe, øjenbryn og blodnæse.
Isabel kunne ikke lade være med at komme med et lille grin af hele situationen. Det var ikke lige sådan, hun havde planlagt det hele skulle gå, men i det mindste havde det faktisk været tiltrængt. Marcel var sikkert på vej. Ikke nok med at han kunne mærke, når hun kom til skade, så var en soldat også løbet op efter ham. Hun kiggede ned på Zean under sig.
"Du ligner lort," kommenterede hun, og lod sine hænder slappe af, så de ikke var knyttet længere. "Men du kæmper okay for en såret."

[Marcellus LaPiera Black]

Med et gik døren tik trænings salen op. Marcel kom til syne i døren. Han havde en rolig mine plantet i hans ansigt. Hans øjne gled langsomt rundt i rummet og standsede ved Zean og Isabel. Han tog et skridt frem og lukkede døren bag sig. Han stod lidt og kiggede før han brød ud i latter. Han tog sig til sine kræ og stod og grinede af sine lungers fulde kraft. Det var flere år siden han sidst havde grinet så meget. Da han var færdig med at grine rejste han sig rank op og smilede skævt og sagde '' Vagterne sagde i to var gået her ind. Da de hørte kamp valgte de at informere mig. Kloge vagter jeg har. Men så ser jeg jer to ligge her som nogle ynkelige børn ''. Marcel grinede lidt igen '' Zean. Jeg havde forventet mere af dig.. Hvis du virkelig prøver at dræbe min bodyguard, så gør det ordenligt... Og dig Isabel.. Hvis du havde dræbt Zean.. Så kunne det måske være jeg kunne anse dig for en ordenlig kriger ''. Marcel træk sine sværd og kiggede på dem med et udfordrende blik '' Vil i to børn ligge der og lege i sandkassen.. Eller vil i op og lege med en af de store børn.. Jer to imod mig.. Kom så før jeg mister alt respekt for jer begge! ''. Marcel indtog sin stilling. Sandheden var at han savnede kamp, savnede en ordenlig modstander. Endelig havde han en grund til at skabe lidt sjov. Han ville heller ikke tage sige imellem hans bodyguard og Zean. Han havde lovet Isabel at have hendes ryg hvis hun havde hans og han ville ikke fornærme Zean ved at falde ham i ryggen igen. Så var det bedre at de begge to kom imod ham, men også langt sjovere. Marcel elskede en udfordring. Sidst han havde været så spændt her var da han havde kæmpet imod Isabel og Caleb. De havde giver ham en kamp han aldrig ville glemme. Måske var dette også en af disse kampe. Marcel sagde udfordrende '' Hvad venter i på.. At jeres mor kommer og hjælper jer op.. Kom så, jeg er lige her! ''.

[Zean Forsyth]

Det blodige smil voksede lidt ved Isabels kommentar. Slås okay? Wow! Det var fremskridt. De var gået fra ærkefjender til at Isabel roste ham. Virkelig fremskridt! En anden person ville nok have set sig tilfreds og accepteret det, måske set det som om kampen var slut og man var nået et punkt, hvor man kunne starte forfra. Zean var anderledes. Men selvfølgelig, han vidste jo han sloges godt. Han havde endda været såret og alligevel formået at sætte Isabel i skak, kvinden der havde så travlt med at sige hun var en af de bedste. Hvad gjorde det så ikke ham til?
Han havde slet ikke forudset Marcels ankomst. Isabel havde i sin tid sagt manden var optaget og i stedet var de gået herned. Og nu var manden her! Han drejede hovedet og så efter manden, som manden blot brød grinene sammen. Et smil gled over ham. Nu hvor Isabel slappede af, væltede han hende til siden og skubbede hende af sig, så han kunne rejse sig op. Hans hånd gled automatisk ned til hans sår i siden, som var sprunget op igen, selv om det var healet godt, efter MArcel i sin tid havde givet ham det. Den anden hånd gled over hans øjenbryn, for at tørre blodet væk, så han kunne se ordentlig.
Og så grinte han selv.
Virkelig. Dette havde intet med ham at gøre og alligevel mente manden han havde noget at bevise, en styrke at opretholde. Hverken gang Zean havde mødt manden, siden krigen om Pandamonium, havde manden haft SÅ travlt med at virke stærk. Det var synd manden var sunket så dybt, at han konstant søgte bevis på hans styrke.
Hans blik gled ned på Isabel, da han uden en lyd forlod den lille arena og gik over til sine våben, rigtige våben. Han bukkede sig ned og samlede sit sværd op. Sidste gang havde Zean ikke forventet en kamp, da slet ikke mod nogen med vampyr i sig. Han var trænet i kamp med normale folk, men mindre erfaren i kampe mod vampyrer, selv om han havde deltaget i en kamp med vampyrer. De var hurtige, stærke. Det krævede meget mere af ham.
Han gik ind i Arenaen igen. Hans sværd gled hen til Isabel og medmindre hun gjorde noget ved det, stoppede det op lige ud foran hendes strube, om hun så lå eller stod.
"Marcellus, kære dreng. Vavilon ser gerne denne kvinde død...Personligt...Tror jeg efterhånden hun har betalt sin gæld. Den næse bliver aldrig pæn igen" hans blik gled over til Isabel. Selv om de nok aldrig blev enige, respekterede han hendes evner i kamp. Aldrig havde han haft en kamp som den han havde haft med hende. Og dog, selv om den i princippet var endt udafgjort, ville han nok selv mene han havde haft muligheden for at vinde.
Han sænkede sværdet og så roligt på Marcellus. Han var allerede udmattet efter en kamp og såret flere steder. Der var ingen mulighed for ham at vinde over Marcellus nu, hvilket uden tvivl var hvad manden også så og greb som en mulighed. Kæmp eller bliv kaldt en baby. Sikke en ynkelig måde at udnytte folk på.
"Desuden ved vi begge at hun er din bodyguard. Det vil ende med to mod en. Jeg indgår ikke i en kamp jeg allerede ved jeg vil tabe. I så fald vil jeg hellere overleve" Sådan havde det også været under krigen. Han var stukket af, for han havde ikke haft nogen mulighed for at vinde. Hvor han før havde været fuld af lysten til bare at dræbe Isabel, følte han sig nu roligere og bedre tilpas.

[Isabel Veterano]

Da hun hørte Marcels latter, drejede hun med det samme hovedet mod ham. Smilet famlede med det samme, for at blive erstattet af et sammenbidt ansigtsudtryk. Hun mærkede hele kroppen gøre klar til en form for smerte, som straf for at hun havde smadret Vavilons konge, men der kom intet. Ikke andet end hån. Tænderne kværnede sammen, og de ravrøde øjne gnistrede. Hvad vidste han om noget som helst?! I deres kamp mod hinanden havde han kun vundet, fordi han havde snydt ved at bruge Cal mod hende. Så vidt hun havde hørt, havde der aldrig været en direkte kamp mellem ham og Zean. Vidste han overhovedet hvor stædig den dødsengel var?!
Hun sagde dog ingenting. Vidste alt for godt, hvad der ville ske, hvis hun svarede sin konge igen. Derfor var hun faktisk mere eller mindre lettet, da Zean skubbede hende af sig. Luft hvislede ud mellem hendes sammenbidte tænder, da det gav et jag af smerte gennem hendes ribben. Hun var overbevist om, at nogle af dem var brækket efter Zeans albuestød.
Med en lav banden satte hun sig op med en hånd støttende bag sig, og den anden hvilende mod hendes brækket ribben. Hele hendes ansigt dunkede på grund af den brækket næse.
Da Zean placerede sværdets spids mod hendes strube, hævede hun bare ligegyldigt blikket op mod ham. Døden havde hun allerede mødt én gang. Den slap aldrig sit tag.
Hans ord fik hende til at fnyse.
"Jaer, held og lykke med dit ansigt," bed hun tilbage, og kom besværet på benene, selvom det gjorde ondt. Mens at Marcel og Zean fandt ud af, om der blev kamp eller ej, lagde hun nakken tilbage, for at stoppe blodnæsen. Forsigtigt mærkede hun på sin næseryg. Jep... brækket.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede undrede på Zean. Efter alt den tid han havde brugt på Zean troede han så virkelig at Marcel ville dræbe ham her og nu. Han rystede på hovedet og satte sine sværd på plads og sagde '' Jeg havde nu heller ikke tænkt mig at dræbe dig Zean, du er min ven.. Jeg havde faktisk forventet at i to kunne være en udfordring for mig. Men åbenbart ikke ''. Marcel sukkede en smule. Han trådte et skridt frem og sagde '' Jeg er sikkert yngre end dig Zean.. Men jeg ville ikke ligefrem kalde mig en dreng ''. Marcel smilede skævt '' Kær, ja.. Men ingen dreng ''. Marcel nikkede en smule over Zeans ord '' Ja nu har vi ikke snakket om at eftersøgte i Vavilon også er eftersøgte i Pandemonium og omvendt. Men det er godt at høre hendes gæld er betalt, for hun er min Bodyguard og derfor beskyttet af Pandemonium diplomatisk immunitet. Det er rart vi ikke skal til at måle pik over en så lille sag ''. Marcel grinede en smule og kørte en hånd gennem hans hår. Han gik over til Isabel og løftede et øjenbryn  og sagde '' Selv om Zean ønskede en sparing imod dig.. Så var det ikke dit valg at beslutte om du skulle takke ja. Du er en repræsentant af Pandemonium. Du skal snakke med mig om sådan nogle ting og hvis ikke du gør, så vind i det mindste. Det her er pinligt. ''. Marcel nikkede tog til Isabel og gav hende et blik der viste at han var tilfreds med hende. Zean var bestemt ingen svag modstander at ende lige med. Marcel kiggede tilbage på Zean og sagde '' Dog er jeg lidt skuffet. Jeg havde regnet med du ville inddrage mig i den mordskab du har på mit slot, især når du ligefrem brækker ting på mine ansatte ''. Marcel grinede en smule og rystede på hovedet og gik langsomt over til døren og stoppede, han kiggede tilbage '' Og i to er sikre på jeg ikke skal tæve jer helt. Jeg har jo vundet over jer i en mod en kampe før. Jeg kan godt tage jer begge to.. På samme tid nu.. Jeg er langt stærkere end sidst vi kæmpede Isabel ''. Han vidste dog også at hun var langt stærkere nu end hun var dengang, hun havde jo haft ham som mentor og han havde givet hende en bedre krop.

[Zean Forsyth]

Pandamonium var i den grad et land med stærke individer. Derhjemme var folk mere fokuseret på ord, på dokumenter og på sjov. På skrøbelig kunst og handler. Selvfølgelig havde de en stor hær, men deres land var ikke bygget på militær. Hvis han virkelig ønskede at blive bedre, konstaterede han, måtte han bruge mere tid her i Pandamonium.
Hans blik hvilede roligt på Marcellus. Hans besøg til slottet havde i den grad været berigende. På flere måder. Han slikkede let noget blod af sin læbe. Det smagte metallisk. Hans blik gled ned til Isabel.
"Misforstå mig ikke. Hun er måske beskyttet i Pandamonium, men tager du hende med til Vavilon, ser vi hende stadig død" svarede han roligt. Måske følte han ikke nogen personlig grund til at ønske hende lige så død, som før, hvilket der var flere grunde til. Men hans land, og Macaria, måtte et eller andet sted stadig ønske hende død. Om ikke andet var det i hvert fald sjovt at sige. Det lød som ord en konge ville sige.
Ved alderen gled et lille grin over ham. Det store mysterium! Hvor stor og stærk var Zean egentlig? Han valgte ikke at svare på det. Sandheden var at han for det meste var babyen blandt folk. Så ung. Ikke meget mere end et barn, en teenager højst, hvis man endnu spurgte hans eget folk. Og de fleste andre evigt-levende folk.
"Du er min lille dreng" Han blinkede drillende til Marcellus. Sandheden var Zean kun gav kaldenavne, eller øgenavne, til folk han virkelig ikke kunne lide eller folk som havde gjort sig specielt bemærket over for ham. I princippet burde Marcellus vel føle sig beæret.

Det her gik jo ikke! Han så over mod Isabel med et noget nær triumferende blik. Ha! Zean havde sådan set vundet. Selv om Marcel måske var stolt af sit kæledyr, havde hun ikke haft lov til at slås mod ham. Det var så sjovt! Han følte sig rigtig som en gavtyv. Broderen, der altid så uskyldig ud og gav de andre skylden. Ikke fordi han nogensinde ville se Marcel som en faderfigur. Han havde aldrig holdt af sådanne figurer. De havde aldrig været behagelige over for ham.
"Jeg tænkte hun trængte til at blive formet lidt. Jeg foretog nogle passende ændringer" svarede han. Han gik over og samlede sit bælte op. Han satte sværdet tilbage i skeden og satte bæltet rundt om hans hofter igen.
"Den fejl er min! Jeg gad ikke sidde stille i en...læsestue?" han så undrede på Isabel. Hvad var det nu hun havde kaldt det rum han skulle låses inde i, som en fange?
"...Og vente på dig. Isabel gjorde det klart at det var min eneste mulighed. Så jeg foreslog lidt træning i stedet. Jeg har jo nogle ting at indhente og jeres land er jo kendt for at have dygtige soldater" han så tilbage til Marcellus. Dette var vidst afsluttet. Skønt...Han havde nogle spørgsmål til Isabel. Men han tvivlede på hun ville besvare dem, specielt lige nu.