Finally We Meet

[Isabel Veterano]

Zean Forsyth - Isabel Veterano

Solen var oppe - ikke fordi det betød noget her i Agares med alt den forurening, der sørgede for, at solen var gemt bag et lag af røg. Som en bleg, rund kugle hang den under himlen, og kæmpede for at bare bryde lidt igennem. Det betød at Isabel mere eller mindre havde fri, for Marcel var endelig gået i seng. 
Hun lod en hånd glide over den stærke metaldør ind til hans sovekammer, mens hun mumlede et par besværgelser. Nu ville hun kunne mærke, hvis døren gik op. Enten hvis nogen gik ind eller nogen gik ud. 
Kort kastede hun det sidste blik på døren, inden at hun begyndte at gå ned af gangen med faste skridt. Hun var træt, men ville ikke kunne sove, hvis hun prøvede. Mareridts forstyrrede alt for meget hendes søvn, så i stedet for at ligge sig i sengen, for at stirre op i loftet, prøvede hun at holde sig selv i gang, indtil hun simpelthen faldt om. 
Der var ikke meget at lave på slottet for hende eller i byen. Hun havde ikke andre end Marcel, og hun brød sig ikke om selskab fra andre. I sit gamle liv havde hun ville dræbe dem alle. Jage dem ned, og fælde dem for hendes fødder, så hun kunne smage deres blod på hendes læber. Men ikke længere... ikke mere. Nu holdte hun sig blot fra dem alle, og de holdte sig fra hende. Ja, hun havde hørt rygterne, der sværmede her på slottet omkring hende. 
Pludselig var hun dukket op ved Marcel's side. En mørk, truende skygge med glødende, ravrøde øjne, som næsten altid forlod hans side. Folk var rædselslagne for hende. Både fordi hun var anderledes, men også fordi at hun udførte alt Marcel's beskidte arbejde. Hun var kynisk, ubarmhjertig og brutal. Kun han kunne kontrollere hende. 
"M'Lady! M'Lady!" En vagt kom løbende hen til hende. Hun lagde mærke til, at han skuttede sig for hendes skarpe blik. "Der står en dødsengel nede i hallen! Kongen af Vavilon! Hvad skal vi gøre?"
Isabel's blik gled eftertænksomt til siden, mens hun overvejede hvad de skulle gøre. Hun kunne ikke vække kongen, og forresten var der en lille, nagende nysgerrighed, ved at skulle se dødsenglenes leder. Det var ham og hans hustru, som havde søgt så indædt efter hende og Cal, efter at de havde meldt sig til modstandsbevægelsen, brændt dødsengle ned, og terroriseret deres soldater. Han ville ikke kunne genkende hende, eftersom hun var i en helt nyt krop. Det orange hår var skiftet ud med hvidt, sølv hår, der var endnu kortere end før. Ansigtet var mere feminint men stærkt. Øjnene ligesom en drages. Kroppen havde ikke særlig mange ar eller gamle sår, men hun havde fået skåret et par pentagrammer og runer ind i huden, ligesom ved den gamle krop. 
Nysgerrigheden overvandt hende. 
"Jeg tager imod ham. Send noget ind i læsestuen. Drikkelse, mad, whatever," beordrede hun, så vagten automatisk bukkede for hende, inden at han forpustet strøg afsted, for at gøre hvad hun sagde. Kort kiggede hun efter ham, før hun gik ned mod hallen. 
Den sorte knælange jakke blafrede efter hende, mens hun gik ned af den store brede trappe. Hun vidste ikke, hvad Marcel ville sige til, at hun tog imod Zean, men hun havde ingen planer om, at vække ham, når han sov sammen med sin dronning. Sin gravide dronning. 
"Lord Forsyth?" spurgte hun, da hun nåede de sidste trin af trappen. "Jeg er kommet for at tage imod dem i kongens sted. Han er desværre optager på nuværende tidspunkt, men De kan vente på ham i læsestuen."
Hendes blik landede på dødsengel. Det var første gang hun faktisk så ham. Mødte ham. Og han ville ingen ide have, hvem han stod overfor. Isabel Veterano.

[Zean Forsyth]

Zean rettede lidt på skjorte, han havde taget på. Han havde jo pakket en lille taske med tøj, til hans tur. Et par varme trøjer og en skjorte eller to, til de varmere dage, hvor en trøje ville være alt for varm.
Iklædt nogle solide sko, sorte bukser og en sort skjorte, der var knappet, men dog løs ved kravebenet. Skjorten sad forholdsvis tæt på hans krop og gjorde hans muskler lidt mere tydelige. Endnu havde han en bandage om maven, skønt såret ikke længere var så slemt og han næsten kunne gå normalt. Hvor tog det dog lang tid for sådan et sår at forsvinde helt, selv med Arons skrappe hjælp!
Tanken om alt den medicin, der ikke havde smagt lige fantastisk, fik ham til kort at skære ansigt.
Han havde et bælte på og i bæltet hang hans sværd og pisk. Efter en smule diskussion havde han overbevist vagterne om at lade dem være og lukke ham ind alligevel. Mest med det argument om, hvem der dog vandrede ind på et slot med draget sværd og håbede at komme levende ud igen. Dels med det argument at han altså selv var en konge og derfor ret til at bære våben!
Han havde været i byen et par dage, men nu stod han her og opsøgte...Ja, nok mest Marcellus. Eriz var ikke glad for hans nærvær, selv om han fandt det sjovt at trodse hende og vise hende hvor fine venner han var med Marcellus, selv om hun så ham som en fjende. Der var intet sjovere end at lege venner med dem, man burde være fjender med. Han fandt det så underholdende! Især fordi der ikke rigtig lå noget i det fra hans side, andet end muligheder til senere. Nej, han ville ikke glemme det. Måske legede han venner, men han ville aldrig glemme det. Han fik hævn på sin egen måde. Uanset om der gik et år eller hundred. Det gjaldt blot om at rede op til det først. Bane vejen.
Hans tanker blev afbrudt, da en kvinde kom gående ned af trappen, hen mod ham. Hun lignede absolut ikke Eriz. Så hvem kunne de ellers have, der mente sig fin nok til at være repræsentant for Marcellus? Sikkert en form for højre hånd, måske? Uanset hvad...Tvivlede han ikke på at han kunne bruge det til noget.
Det sølvgrå hår, de lysende øjne. Der lå noget over hende. Nogen faretruende? Det ville nogen nok sige. For Zean var det dragende. Han følte sig tiltrukket af hende. Af den fare der emmede om hende som en usynlig...et-eller-andet.
Han vendte sig om mod hende og smilte roligt til hende.
"Jeg håber da ikke jeg skal sidde der helt alene?" kommenterede han med et skævt smil. De stålgrå øjne gled over hende et øjeblik.
"Og...Hvem er du så?" spurgte han ind, mere nysgerrigt end direkte forlangende. Når det kom til alt var det begrænset hvad han faktisk kunne forlange her, i hans eget land. Det var vel i princippet stadig hans land...På en eller anden måde. Marcellus og Eriz...Lånte det bare!

[Isabel Veterano]

Da han vendte sig om imod hende med et smil på læberne, kunne Isabel ikke lade være med at besvare det køligt. Så det var den berygtet Zean Forsyth. Ham der havde tortureret Saïx, og jaget hende og Cal rundt i hele Vavilon, indtil de kunne gå. Det var hans kone, som hun havde ofret sit eget liv til for at redde. Okay... hun ville ikke have gjort det, hvis det ikke var fordi Marcel, havde stået med en dolk for Cal's strube, men alligevel.
"Jeg skal være i nærheden af Dem, men det kommer ikke til at være som selskab. Jeg skal blot... holde øje med Dem," svarede hun, og gjorde en håndbevægelse op af trappen, hvor hun lige var kommet fra. Hverken havde hun bukket, nikket eller andet, for at hilse på ham, og så sandeligt, om hun heller ikke ville præsentere sig. Selvom han havde bedt om at få af vide, hvem hun var.
"Skal vi? Der er både mad og drikke, hvis det er til Deres velbehag," fortalte hun, og begyndte at gå tilbage op af trappen. Så måtte han jo følge med, hvis han havde lyst.
Hun lignede mere en blanding af en soldat og en magiker end noget andet. Med de skræddersyet, sorte bukser, som sad stramt til hendes stærke lår, var der mange kvinder, der rynkede på næsen af hende. Det og så hendes korte hår. Hun kunne gå ud fra at være en ung knægt, hvis ikke det havde været for hendes kvindelige former, samt de feminine træk i hendes ansigt.
Normalt gjorde hun ikke den slags ting her. Snakkede med gæsterne, der skulle komme til Castle of Fire, men eftersom Zean var konge af Vavilon, forventede man jo, at nogle tog imod ham. At det så var hende, kunne vel være ligemeget. Hvis Zean havde tanker om at ramme LaPiera Black, så var det jo bedst, hun holdte sig tæt på ham, så længe han var her på slottet... ikke sandt?

[Zean Forsyth]

Sikke en fornøjelig type. Så kedelig og tør. Så snakkesaglig. Så stille. Han sukkede svagt og han mærkede hvordan hans interesse for hende faldt med lynets hast. Først og fremmest kunne han ikke se hvorfor hun ikke skulle præsenterer sig. Hvad ville et navn gøre til forskel? Han kendte hende nok ikke. Og hvis han gjorde? Han havde ingen juridisk magt i dette land. Højst kunne han gå til Marcellus og prøve at forhandle sig til noget. Eller han kunne forfølge hende i skyggerne og håbe han fik lov at dolke hende...Men det var bare lidt for meget arbejde. Og holde øje? Hvorfor? Umiddelbart mistænkte han at hun havde snakket med Eriz og Eriz derfor havde forlangt han konstant var under opsyn og ikke fik lov til noget som helst.
Nej. Hele den måde hun sagde det, virkede det som om han var en fange, frem for en gæst. Han brød sig ikke om det. Det lød som om han pænt fik et valg om at spise forgiftet mad eller drikke forgiftet vand, så de endelig kunne skille sig af med ham. Og de kunne ikke engang selv dukke op og tilbyde ham døden! Det var måske ikke Marcellus måde at gøre det, men Eriz ville og kunne gøre det.
Alt i alt? Denne fremmede kvinde fik alle hans alarmklokker til at ringe og gav ham lysten til at stikke af igen.
Han så efter hende, som hun så højt på strå gik op af trappen. Han var faktisk ret ligeglad med autoriteter. Specielt dem der ikke engang fortælle hvorfor de havde autoritet, i form af titel eller noget. Nej. Ballademageren kom op i Zean. Hvis det endelig var, ville han normalt selv finde Marcellus eller smutte.
Hans blik gled over hende, som hun gik op af trappen, uden at han fulgte med. Hun lignede en der kunne slås. Altså, uanset hvor sjovt det var, var han i undertal og at stikke af var mest nærliggende.
"Nej tak" svarede han så, ligeud og sendte hende et svagt smil, der fortalte han absolut ikke havde tænkt sig at spille med som et sødt lille lam, der skulle slagtes.
"Hvis de ikke selv vil møde mig, men sender mystiske kvinder for at modtage mig og give mig mad, som var jeg en fange i deres slot...Tror jeg ikke rigtig jeg er interesseret. I stedet tror jeg...Ja! Nu ved jeg det. Jeg vil være utilfreds og brokke mig, næste gang jeg møder dem. Det vil jeg gøre! Men jeg vil absolut ikke følge med en fremmed, mystisk kvinde, der mest af alt ser ud til at føre mig til døden. Det har jeg ikke lyst til" Hans smil voksede lidt. Hans blik gled over hende en enkelt gang, før han vendte om på hælen og gjorde tegn til at han var på vej til at gå. Han vinkede lidt over den ene skulder.
"Du må hilse dem!" sagde han i stedet. Nej, han følte sig ikke helt tilfreds...Men han følte sig også underholdt. Trods alt gik Zean ikke med til noget, medmindre han selv havde lyst, uanset hvem der tilbød ham noget. Og mest af alt...Fulgte han altid sin intuition. Så kunne hun stå der og se pæn ud og blinke lidt! Et selvsikkert smil gled over ham. Han var ikke typen der blev, hvis han følte en kamp var tabt. Lige nu ville han absolut intet få ud af at blive, andet end sidde og kede sig med en statue af en kvinde til at overvåge ham, som var han kriminel. Nej tak, sagde han bare!

[Isabel Veterano]

Ved hans nægtelse om at følge med, vendte Isabel sig en smule overrasket om imod ham. Hun stod flere trin oppe af trappen. Langsomt lagde hun hovedet på sned, mens hun betragtede ham gå. Det var ikke lige sådan, hun havde regnet med, at han ville være. Faktisk kendte hun intet til ham ud over rygterne, og det hun havde overhørt, når Dronningen og Marcel snakkede om ham.
I et stykke tid blev hun stående. Faktisk burde hun lade ham gå. Hvis ikke han ville se kongefamilien alligevel, kunne han forsvinde, og Marcel ville vel være ligeglad. Han sov jo. Til sidst himlede hun dog med øjnene. Det her ville aldrig være sket i Portus. Som en eksplossion af røg forsvandt hun, for derefter at dukke op igen på samme måde fora Zean. Det lignede at skyggerne nærmest blev skyllet væk fra hende.
Stædigt lagde hun armene over kors, mens hun spærrede ham vejen for at komme ud.
"Så... du vil ikke følge med, fordi du er et lille pattebarn, der er bange for fremmede?" spurgte hun ham spydigt. Et par vagter gispede ved hendes ord, men ingen turde irettesætte hende eller bryde ind. Nej... hun havde intet tilovers for hans slags, hvorfor skulle hun? I hendes øjne var de ikke andet monstre. Måske var hun selv blevet én af dem nu, men det ændrede ikke hendes syn.
"Hvad skulle jeg gøre? Dolke Kongen af Vavilon? Jeg kan love dig for, at hvis det var meningen, så ville kongeparret selv gøre det," fortalte hun med en snert af irritation i stemmen. "Jeg er Lord Black's bodyguard. Se? Nu er jeg ikke en fremmede længere. Kan vi så gå ind i læsestuen, eller skal jeg virkelig til at vride armen om på dig, og proppe teen ned i din hals? For tro mig... Zean... det har jeg tænkt mig."
Der var ingen frygt i hendes blik, som hun afslappet slentrede frem imod ham. Hun var stadigvæk den gamle dusørjæger, der havde grinet døden direkte op i ansigtet.

[Zean Forsyth]

Han stoppede op og glippede et øjeblik, da hun pludselig stod foran ham. Eller, måske ikke lige foran næsen på ham, men stadig foran ham. Pointen var jo også bare at hun spærrede vejen for ham. Uanset hvad, havde han fået sin vilje. Han vidste nu hvem hun var og han havde aldrig haft planer om faktisk at smutte. Måske sidde ude foran porten og mumle for sig selv, til nogen hentede ham. Åh, han kunne være forfærdelig klistrende, når han ville noget. Et stort smil gled over ham og han klappede let i hænderne.
"Overhoved ikke! Jeg er bare snakkesaglig og se! Jeg fik dig til at tale. Lad os gå derop. Jeg kunne faktisk godt drikke en kop the. Men læsestuen? Helt ærligt! Har i ikke en træningsal i stedet? Jeg er blevet lidt rusten til bueskydning og vil gerne træne lidt. Nej?" Han forventede ikke rigtig han ville blive vist til et sted med en maaaaasse våben. Men man vidste det jo aldrig før man havde spurgt, gjorde man?
Mest af alt ville han bare vise at hun ikke havde nogen magt over ham, selv om hun så sandelig prøvede på at have det.
"Men..." han havde vendt sig halvt om mod trappen, før han så på igen. En finger gled undrende på til hans hage, før han pegede uskyldigt på hende.
"Hvis du er en bodyguard, er du så netop ikke typen der burde dolke folk i ryggen? Ellers er du da ikke særlig effektiv. Jeg siger det bare!" Tilfreds med at svare hende igen for hendes flabethed, vendte han sig om og gik over mod trappen. Han havde set vagternes reaktion, men helt ærligt...Skulle han nu være hævet over alt det? Netop som konge mødte han fornærmelser og manglen på respekt...Alle steder! Det var der ingen grund til at gøre en sag ud af. Det var faktisk blot underholdende. Dog virkede det som om hun hadede ham! Nå pyt. Det gjorde de fleste. Hun var en bodyguard, hadet lå i hendes blod!
"Kom nu, vi kan ikke stå her hele dagen!" bekendtgjorde han og satte kurs op af trappen. Han brød sig ikke om tanken om at de skulle brydes...Medmindre det var på grund af noget sengegymnastik, det var. Hvilket hun næppe ville, gik han ud fra. Måske skulle han spørge?

[Isabel Veterano]

Der var noget ved ham, som mindede hende en smule om Cal. Måske var det hans måde, at være på overfor hende. Ikke desto mindre fik det hende til at smile svagt. Hun hævede hovedet lidt mere. Denne gang var det hendes tur til ikke at følge efter ham.
"Jeg dolker ikke gæster i ryggen. Kun hvis de prøver at angribe kongen eller hans dronning, hvilket jeg ikke regner med du vil gøre. Forresten er der en fredstraktat mellem landene. Jeg skulle nødigt bryde den, ikke?" svarede hun tilbage, inden at hun gik over til starten af trappen.
"Mente du det?" spurgte hun med en høj stemme, så han klart og tydeligt kunne høre hende. Smilet voksede sig lidt større. Et djævelsk grin. "Det med at du hellere vil i træningssalen? Jeg har ikke noget imod, vi flytter det hele derover i stedet. Måske kan vi endda tage en sparring mod hinanden, hvis du altså tør?"
Et par vagter vekslede usikre blikke, men igen var der ingen, som turde sige hende imod. Selvfølgelig var det en dum ide, at tage Zean med et sted hen fyldt med våben, men hvad skulle han gøre? Angribe hende for alvor? Hun var ikke blot en lille magiker længere. Hun var noget langt stærkere. Skabt til drab, kamp og smerte. En skygge med metaltænder. Selv hvis han prøvede på noget, ville hun være der, samt en flok vagter rundt omkring i slottet. Forresten savnede hun at træne. Det var lang tid siden, hun havde kæmpet mod nogle.

[Zean Forsyth]

Han stoppede op midt på trappen. Ja, hvis hun ikke gik med, ville han selv finde frem. Frem til noget spændende, det var. Hvis hun ikke gik med, var der ingen til at overvåge ham og han kunne jo gå hvorhen han ønskede, hvilket han ville udnytte. Han kendte slottet, men efter Marcellus og Eriz havde overtaget det, var der alligevel sket nogle ændringer og det var jo ikke til at vide hvad de brugte de forskellige rum til. Han ville sikkert finde noget spændende. Han så ned på hende. Var det et svagt smil han fornemmede? Måske var der håb endnu. Et svagt smil gled over ham ligeså.
"Nej, du har ret. Jeg har ingen grund til at gå efter dem på nuværende tidspunkt. Der er rigtig nok fred, så længe vi begge finder det nyttigt" svarede han en smule undvigende. Trods alt, var han ikke typen der bandt sig for meget. Mere overholdte han kun de ting, han fandt nyttige, og brød resten af aftalerne. Blot fordi han havde denne frihed. Han tvivlede på noget faktisk kunne få ham til at overholde en aftale, han ikke selv ønskede. Han bed sig let i kinden. Jo, sådan var det! Selv hans ægteskab havde han ikke rigtig overholdt nogle aftaler...Overhoved.
"Men jeg er glad for vi er enige i, at jeg ikke skal dø" svarede han ivrigt og sendte hende et større smil. Hans ene hånd lå afslappet på gelænderet.
Så hun ville gerne træne? Hans blik gled over hende et øjeblik. Som bodyguard betød det ikke bare hun kunne slås, men også at hun var god. Han kendte både Marcellus og Eriz. De ville kun vælge nogen der var gode til det de gjorde. Det var noget tid siden han havde fået en ordentlig modstand. Men han var også såret og Macaria og Aron ville hade ham for ikke at passe på...Det i sig selv gav ham blot endnu mere lyst.
"Tør?" svarede han drillende. Han gjorde tegn til at hun skulle komme og vise ham vejen. Han havde da ingen bagtanker! Blot mistænksomheden kunne såre ham. Eller noget. Han var jo ganske uskyldig og de var flere end ham.
"Jeg vil blot bede dig passe lidt på. Jeg er stadig ikke helt kommet mig efter min sidste kamp" svarede han afslappet. Hvorfor holde det hemmeligt? Han kunne bruge træningen. Måske kendte hun nogle tricks han ikke gjorde eller også var hun faktisk bedre end ham, i hvilket tilfælde han faktisk overvejede at tigge hende om at træne med ham. Det kunne være fint! Tage på jagt i Portus med dronning og øve bueskydning, for at rejse til Pandamonium og træne lidt sværdkamp. For så at tage hjem og holde fri og feste et par dage. En god cirkel! Praktisk. Og han kom rundt. Ahahhaa! Arona og Macaria ville savne han aldrig var hjemme!

[Isabel Veterano]

Smilet på Isabels læber blev bredere, og hun gjorde tegn til ham. De skulle ikke op af trappen, men igennem en dør, som ville føre dem ned i kælderen, der langt fra var, hvad man normalt ville kalde en kælder, da den var både stor og åben. Der kunne de komme over til træningssalen, som soldaterne brugte, og derved også hende.
"Jeg viser aldrig nåde," svarede hun ham, og førte ham med sig væk fra alt det pæne. Der hvor de skulle hen kom de kongelige ikke. Træningssalen lå under slottet, for at man kunne bruge både magi og andet, uden at der skete noget med omgivelserne. Gulvet var af sten, men væggene var dækket af metal, hvilket fik stemmerne til at lyde underlige rungende.
Et par soldater trænede imod nogle dukker fyldt med halm, som de hakkede på. I den anden ende, var nogle ved at prøve et nyt våben af, og på en metalplade omgivet af en lænke, kunne man både fægte og kæmpe hånd til hånd.
Langs væggen stod våben, bænke, uniformer og rustninger.
Isabel kastede et blik tilbage mod Zean, da de trådte ind.
"Pandemonium har de mest effektive soldater," fortalte hun ham over skulderen, mens hun gik mod metalpladsen. "Selvfølgelig er det ikke så godt som vores akademi, men det kan bruges."
Elegant steg hun over lænken, der ikke var højere en til knæene. Et par soldater var holdt op med at slås, for at kigge mod dem. Hun trak sin jakke af, og smed den fra sig på gulvet udenfor ringen. Indenunder bar hun en sort trøje med korte ærmer, så man kunne se hendes markeret armmuskler. Nej.. hun var så sandelig ikke en normal kvinde.
Et sværd kom til syne ved hendes bælte, der havde været gemt for jakke. Hver gang hun tog et skridt på metalpladen rungede den i hele hallen, som når man slog på en klokke. Hun smilede til ham.
"Du er kongen, så du kan bestemme, hvilket våben vi skal kæmpe med."

[Zean Forsyth]

Det lød virkelig som om hun ønskede at hugge ham i stykker. Sikke pænt det ville være...Freden ødelagt i en træningskamp. Tanken fik ham til at smile lidt. Se, det ville være en sjov død og en han kunne være bekendt! Og uventet. Gad vide hvad Macaria ville gøre. Føre krig, selv om hun et sted holdte af Marcellus? Eller måske ville hun intet gøre. Den tyggede han lidt på. Nej, Macaria ville gøre et eller andet, det var han sikker på. Eller måske håbede han det bare.
"Jeg nævnte intet om nåde" svarede han kort. Han havde et sår i siden, som stadig irriterede ham lidt. Hvis han sprang for meget rundt, ville det nok springe op og begynde at bløde. Dog var det bundet ind, så det vil ikke blive mere til røde klatter på bandagen. En bandage han kunne skifte inden han tog hjem...Ikke fordi han frygtede Macarias vrede! Hun bestemte jo ikke over ham og han kunne gøre som han ville!...Men han ønskede alligevel at skjule det. Han orkede ikke flere diskussioner om hvordan han skulle passe på sig selv. Efter han var stukket af sengen derhjemme, havde hun ikke været helt glad. Det var lige før han var blevet bundet til sengen.
Træningssalen var ganske ubehagelig. En stor metal kasse og alle lyde blev kastet rundt, så man fik hovedpine. Hvordan kunne nogen træne i dette her?
De bedste soldater? Han vidste de havde nogle teknikker og en anden træning, men det var jo ikke fordi Vavilons egne soldater var helt uduelige! Der fandtes stadig gode soldater, der kunne kæmpe, uden for Pandamoniums grænser. Han valgte ikke at svare på det.
Hans egne sko var af læder og larmede ikke så meget, som hendes åbenbart gjorde. Hendes muskler truede ham ikke rigtig. Det var sjældent noget gjorde det og desuden, han havde jo også selv muskler at spille med! Nah...Han følte sig ikke særlig påvirket af hendes forsøg på at intimiderer ham. Hans blik gled i stedet rundt i lokalet, ignorerede fuldstændig deres tilskuer. Han var måske en konge...Men hvem sagde det betød man skulle være bedst til alt muligt? Sandelig mente han det ikke. Han blev jo selv aldrig bedre. Selv om han var god. Uden tvivl. Han var god, i forhold til standarderne derhjemme. Nu fik de at se.
Han så på hende med et svagt smil, før han trak sit sværd. Det var udsmykket og flot, de fleste ville nok være bange for at skade det. Men for Zean var det sværd han var bedst tilpasset. Det passede bedst til ham, både angående størrelsen og vægten, han var van til at bruge det.
"I så fald vælger jeg sværd" svarede han. Selvfølgelig var det bare pral. Lidt efter lagde han sværdet tilbage i skeden og løsnede sit bælte, kun for at lade sværd som pisk dumpe ned på gulvet, uden for den ind-kædede arena.
"Men selvfølgelig sløve sværd. Jeg har ikke planer om at komme hjem i samlesæt" drillede han hende. Han vidste han ville få en kommentar om at han var en bange mand eller svag eller kedelig...Men helt ærligt. Alt andet ville jo være dumt. Tydeligt virkede det som om kvinden havde noget personligt imod ham, og hun havde lige pralet med at de havde de bedste soldater. Det ville jo være dumt af ham at kæmpe med hende, med sværd der faktisk kunne hugge hovedet af ham.

[Isabel Veterano]

Da han valgte sløve sværd trak Isabel blot på skuldrene, mens hun løsnede sit eget bælte. Engang havde hun haft en lillebror, der var fantastisk med sværd. Han kunne bevæge sig så flydende, og alligevel lægge så meget kraft i hvert hug. Hvor havde han dog været fantastisk i en kamp.
Hun gik over til væggen, for at hente to sværd. De var simple uden nogen form for udsmykning, og havde endda et par hakker hist og her i klingen. Perfekte til at kæmpe med, hvis man ikke ønskede, at komme alt for slemt til skade.
Hun kastede det ene til Zean. Alle tanker om at hun kunne komme i problemer, ved at sparre med Vavilons konge, var som pist væk. Det her var den kamp, hun aldrig havde nået at få imod ham.
Elegant svang hun sværdet en omgang rundt ved at vippe skæftet, inden at hun vendte sin opmærksomhed mod Zean. Nærmest som et rastløst rovdyr, begyndte hun at gå frem og tilbage foran ham. Sværdskæftet var af læder, og lå godt i hendes ene hånd.
Den her scene fik hende til at tænke på, hvordan hun havde trænet med Saïx. Der havde hun skulle lære ham at fægte. Senere var det næsten umuligt på grund af hans skadet hånd. Den hånd Zean havde knust.
"Vidste du godt, vi faktisk kender hinanden?" spurgte hun henkast, mens øjnene gløde op i hendes ansigt. "Eller... vi kender TIL hinanden, men aldrig mødtes. Desværre. Jeg har dog mødt din hustru."
Hun var klar til at angribe ham. Hele kroppen sitrede efter at få lov. Alle muskler var spændt, men alligevel blev hun ved med at gå frem og tilbage. Den der tog det første angreb, ville også lave den første åbning.

[Zean Forsyth]

Han greb sit i luften og svang det elegant rundt, mens han afprøvede dets balance. Som forventet var det blot et dårligt træningssværd. Det var ikke helt så tungt, som hans normale sværd, men det havde ca. samme længde. Han måtte blot prøve at tilpasse sig så godt som muligt. Han forventede faktisk at tabe denne kamp, selv om han ikke ville gøre det nemt for hende. Selv om han ikke havde pralet så meget som hende, havde han jo evner inden for kamp. En del, endda. Han havde deltager i flere krige og kampe, overlevet. Han havde sine skader, men det var blot med til at give ham det mere erfaring. Faktisk ville det kun være godt hvis han kunne træne lidt her og prøve nogle af deres evner, så han selv kunne blive bedre, uanset hvem der angreb ham. Det kunne også være en god måde at bruge tiden, nu hvor han ikke kunne få lov til at føre nogen ny krig.
Han så over på hende med at lille smil og opdagede hun allerede gik lidt frem og tilbage som en rastløs løvinde.
Hvad var du det?
"Jeg tænkte nok du måtte hade mig af en grund. Eller er det ren afledningsmanøvre, i håb om jeg ikke kan tænke på andet, end om hvordan vi kender til hinanden?" smilte han afslappet. Han løftede sit sværd og fortalte dermed at han var klar. Han stilte sig i position, med det ene ben lidt bag det andet og med siden til hende, så hun fik mindre krop at hakke løs på. Han holdte om sværdet med en hånd, normalt brugte han den anden hånd til balance eller brugte begge hænder om sværdet, hvis han ville slå rigtig hårdt. Lige nu var det ikke målet, at slå ekstra hårdt. Han var van til at fjenderne kom løbende mod ham, nogen gange fra alle sider. At stå her og vente var...pirrende.
"Selvfølgelig har du mødt min hustru. Du er Marcellus' bodyguard" svarede han blot ligegyldigt. Virkelig? Hun ville både sparre og snakke? Det var da et upraktisk tidspunkt hun ville snakke!
Han var ikke opvokset med sværd, men var hurtig til at lære. Han havde først trænet alene, da han opholdt sig i skoven, så havde han indskrevet sig på akademiet derhjemme og brugt et årstid der. Bagefter havde han været med i diverse kampe og krige.
Endelig sprang han fremad. Han brugte benene, i stedet for at svinge rundt med armene og skabe for mange åbninger. Han forventede hun ville parrer, derfor gik han først efter hendes overkrop, men midt i slaget skiftede han mål og gik efter hendes ben, i håb om at ramme hende hurtig nok til at hun ikke kunne nå at parrer. Alt efter udfaldet, ville han hurtigt trække sig lidt tilbage og selv prøve at parrere et muligt modangreb.

[Isabel Veterano]

Isabels smil blev blot bredere af hans svar, men hun sagde ikke noget til ham. Hun havde på ingen måde travlt, og at være i en sværdkamp, var lige så naturligt for hende, som at gå igennem en fyldt by. Trods alt havde hun stadigvæk alle sine minder fra sit tidligere liv, som hun havde brugt på at træne til akkurat, at kunne slå væsner som Zean.
Da han sprang mod hende, var hun derfor klar til at tage imod hans slag. I en glidende bevægelse hævede hun sværdet, for at ville parere hans sværd mod sin overkrop, lige da hun opdagede, at han skulle til at bringe klingen ned. Mindre elegant bakkede hun flere skridt tilbage, så sværdet ikke ramte hendes ben. Lige så snart sværdet var suset forbi, sprang hun frem i et modangreb. Hans stil var mere improviseret end hun var vant til. Lidt ligesom hendes egen.
Deres sværd klingede mod hinanden, da han parrerede hendes sving. Hårdt satte hun fødderne i gulvet, for at presse ham tilbage mod kæden. Hendes øjne var fastlåst på hans.
"Det er ikke mig, som hader dig men omvendt," svarede hun ham mellem sammenbidte tænder, inden at hun gled til siden, for at bringe ham ud af balance. Dog angreb hun ikke, men gik rundt om ham i en halvcirkel, mens hun prøvende slog med sværdet. "Jeg er først lige blevet hans bodyguard. Det burde du have lagt mærke til. Jeg var ikke med i jeres krige. I stedet holdte jeg Macaria med selskab. Ja, jeg kalder hende Macaria. Det var trods alt mig, som der - reddede hendes liv!"
Mellem to ord var hun sprunget frem, for igen at gøre et udfald mod Zean. Uden at standse huggede hun løs mod ham, mens hun prøvede at presse ham tilbage hele tiden.

[Zean Forsyth]

I et øjeblik havde det set ud som om det ville lykkes, da kvinden trak sig tilbage og han alligevel ikke ramte hende. Han parrede hurtigt for hendes slag og trådte et halvt skridt bagud, for ikke at miste balancen. Hun pressede på med en overraskende styrke, men han holdte stand med sin egen. Han kunne mærke hvordan han elskede at komme i bevægelse igen, men også at såret i hans ene side peb lidt og begyndte at svie, jo mere han fik brugt sine mavemuskler og krop generelt. Lige nu, dog, var det intet der generede ham synderligt.
Ham der hadede hende? Hvorfor skulle han dog gøre det? Faktisk hadede han ikke rigtig nogen. Og dog, han havde aldrig været fan af sin far...Men ellers. Men tydeligvis mente denne fremmede kvinde at hun kendte noget til ham, jo!
Da hun gled til siden, stumplede han et skridt fremad, men var hurtig til at få balancen tilbage. Han drejede rundt, klar til at modtage hende, hvis hun havde udnyttet det.
"Jeg hader ikke rigtig folk" svarede han med et svagt smil.
"Det er ikke min ting. Det der med følelser? Jah. Ikke lige mig. Og jeg ved du er ny, kommet efter de kaldte sig konge og dronning. Men Macaria blev også først reddet efter de kaldte sin konge og dronning" gjorde han klart. Han trådte et halvt skridt tilbage og holdte opmærksomt øje med hende. Dette var sjovt. Han følte sig oplivet, fuld af energi. Ha!
Ved hendes sidste ord, sprang han til siden for at undgå hendes angreb, kun for at parrer det næste og det næste igen. I starten prøvede han at blive stående, men til sidst var han tvunget til at bevæge sig baglæns i en cirkel, rundt i deres lille arena, mens han lod hende køre sig selv træt.
"Reddede hendes liv?" spurgte han en smule indædt ind, mere travlt med at undgå at tabe, til at kunne tale særlig meget.

[Isabel Veterano]

Isabel havde grebet fat med to hænder omkring sværdet, for at kunne lægge mere styrke i hvert slag, hun bragte ned over Zean. De dansede rundt i arenaen, uden rigtigt at give omgivelserne nogle form for opmærksomhed. Alt hvad Isabel så var Zeans ansigt på den anden side af hans sværd.
"Hvordan tror du Marcel reddede hende fra modstandsbevægelsen?" spurgte hun ham tilbage, mens deres sværd tårnede sammen, så det dirrede igennem klingerne og skæftet. Læderet knagede, da hun greb bedre fast, uden at slippe presset. Der var had i hendes blik. Hun kunne ikke slå løs på Marcellus, soldaterne, vagterne, eller nogen af de andre monstre, hun var tvunget til at dele ilt med. Men Zean... han var lige her. Hvor havde hun dog ønsket, at stå foran ham i en kamp. Få hævn over alt den smerte, han havde givet til uskyldige. Få hævn over Saïx's hånd. Få hævn over Vavilon.
"Jeg så på, mens at hun hende blive tortureret. Hørte hendes skrig. Hørte hende kalde på jer alle sammen. Det var ynkeligt!" Sammenbidt tog hun et skridt tættere på ham, selvom hun næsten ikke kunne klare presset mellem deres sværd. Et støn undslap hende. "Lad mig spørge dig om noget, Zean? Nød du hendes smerte, lige så meget som dine brændende engles, da jeg satte ild til dem?"