A distance covered

[Macaria Forsyth]

“Åh ved De 4 Spidser, ja selvfølgelig! Alt det med mad er stadigvæk så nyt for mig, at jeg nogle gange kan glemme det,” udbrød Macaria med en hånd op for munden. På trods af hun havde været menneske i nogle måneder nu, så måtte Franz og Maddox stadigvæk huske hende på at spise og drikke, og der var sket mere end en gang, at hun havde dejset op på tronen på grund af dehydrering. Som vampyr var man konstant sulten efter blod, så den nagende fornemmelse i maven, gjorde intet for at hun huskede på at spise.
Macaria rakte sin hånd frem mod Blake, så hun kunne tage den, før hun førte hende med sig ud af soveværelset og over på den anden side af gangen, hvor badeværelset befandt sig. Det var lige så særpræget og storslået som resten af slottet. Et elegant badekar lavet mesterligt af sten stod på et lille podie af sten midt i rummet. I stedet for gulv var der græs og loftet lignede en overskyet himmel, hvor grånuancer af skyer svævede rundt over dem. Alt var lavet af sten eller træ herinde.
En effektiv tjener havde allerede fyldt badekarret op med varmt, dampende vand, som havde en duft af roser hængende over sig - sikkert på grund af sæben eller olie, der var blevet puttet i.
“Uhhhh, der er blevet puttet badeolie var Portus i, kan jeg dufte,” kommenterede Macaria, mens hun trådte op af de få stentrin til karret, som hun kastede et blik ned i. “De laver altså det allerbedste til badet, men det er jo ikke så mærkeligt, når de vasker sig så ofte, som de gør. Fjollehoveder. Nå! Hvad var det nu, du spurgte om før, jeg aldrig fik- ah ja! Dødsengle i Sethos! Right. Jo, der er stort set kun dødsengle. Dylan har dog på den sidste måneds tid arbejdet på, at åbne militærakademiet op for andre racer af landet, men det er stadigvæk så nyt, og folk er endnu ikke helt trygge ved at træde ind i byen. Jeg er dog sikker på, det nok skal komme, og du har intet at være nervøs for, sweetie. Dylan skal nok passe godt på dig og i virkeligheden er dødsengle utrolig nemme væsner, at have med at gøre, hvis man bare lige dropper alle fordommende. Så længe man ikke viser smerte, svaghed eller frygt, så skal det hele nok gå.”
Hun lagde to håndklæder frem på en lille skammel, før at hun slog ud med armene.
“Jeg vil lade dig komme i bad. Når du er færdig, så kom op på Dylans værelse - det var anden dør til højre på etagen opover - og så ser jeg, om jeg kan finde noget tøj til dig i hans skab.” Bredt smilede hun til djinnen, før at hun med en hovedrysten vendte sig rundt for at gå. “Ved guderne hvor er du dog smuk. Nå! Du må have et godt bad.” Dronningen lukkede døren bag sig.

[Blake De Clare]

Et lille fnis kom over Blake ved Macarias indrømmelse. Selvfølgeligt. Dronningen havde været vampyr. Hendes blik fæstnede sig kortvarigt over dronningens venstre bryst. Det var som kunne hun mærke en svag del af sig selv pulsere derinde. Hun blev afbrudt i sine tanker da dronningen rakte hånden frem og Blake tog den, kun med et let undrende glimt i de blå øjne. Eriz havde altid grebet hende om armen, ikke at den sorthårede dronning ikke havde været kærlig til tider. Blake havde bare aldrig kunne finde ro i at de kærlige øjeblikke ikke dækkede for et snarligt hug. Men Macaria virkede ikke sådan. Hun virkede ligefrem, og hun fik Blake til at glemme etikette og pandemonsk anspændthed. Hun greb Damians mors hånd og lod sig føre ud på gangen og til et stort badeværelse der igen fik hendes kæbe til at falde.
“Det er så spektakulært!” Duften af blomster indhyldede hende og fik hendes skuldre til at falde flere centimeter som hun tog sit første dybe åndedrag i flere uger. Ordene om Sethos forsvandt næsten i den helt særlige stemning dette rum besad, og da hendes blik igen ramte Macaria var det skinnende. Dronningens sidste ord fik hendes kinder til at blusse let rødt og hun skævede til spejlet på væggen. Hun lignede en der lige havde været i krig. Møgbeskidt, hævede læber, en rift henover kindbenet og nedover kinden, med alt for store blå øjne og uglet vildt blond hår. I Pandemonium ville hun være blevet udskældt. De ømme læber krummede op i et hemmelighedsfuldt smil. Da hun drejede hovedet tilbage til hvor dronningen før havde stået var døren lukket.

Foran det store spejl trak hun langsomt først den tunge kappe af. Lod den glide nedover skuldrene og til græsbunden. Hendes fingre skælvede let da hun en for en åbnede skjortens knapper til den stod åben og kunne glide ned til kappen. Sko og bukser fik hendes muskler til at klage som hun bukkede sig ned og frigjorde sig fra det sidste tøj. Hendes blik fandt igen spejlet. Hun var høj og slank, med en smal talje og en bredere hofter. Hendes kraveben og skuldre var mere synlige end før. Følende lod hun fingrene løbe langs de blå mærker og henover de hævede læber. Efter at have konstateret at hun havde tabt sig en del på turen drejede hun omkring mod det fortryllende bad. Langsomt sank hun ned i det og følte hvordan det rensede hende udefra og ind.

Kun iklædt i et stort blødt håndklæde gik hun tøvende og lettere ubekvem ved nøgenheden på bare føder gennem slottet. Det tog hende to forsøg at finde trappen, og på klagende ben besejrede hun den, spejdende omkring for at sikre at ingen lurede på hendes blottede hud. Døren stod halvt åben, men alligevel bankede hun let på den med knoerne før hun trådte ind.

[Macaria Forsyth]

Ingen svarede på hendes banken, og da hun åbnede døren, viste der sig endnu en trappe, som snoede sig omkring sig selv for at føre bestigeren op i et tårn, der indholdte prinsens værelse.
For enden af trappen var endnu en dør, der stod på klem, og da Blake endelig kunne træde ind, stod Macaria inde i et stort værelse, og var igang med at rydde tøj op fra gulvet. På én gang var dette tydeligvis Damians værelse, men på den anden side var det som om, det på ingen måde var hans, hvis man kiggede på detaljerne. Damians værelse i Pandemonium havde været fyldt med bogreoler, kort og udregninger, men her var kun en enkelt reol, der mest blev brugt til at udstille forskellige våben på. Det normale rod lå flydt ud over en stor himmelseng af træ, hvor han tydeligvis havde haft båret alt det, han ikke kunne finde på sit værelse heroppe, så han alligevel kunne fordybe sig i udregninger og planlægning. Sengen blev brugt som erstatning for det manglende skrivebord. Tre forskellige rustninger stod side om side ved siden af et rodet klædeskab med tøj i forskellige nuancer, stilarter og farver. Hele loftet var ét stort kalkmaleri hvor dødsengle tydeligvis var i fokus. De fløj, kæmpede, byggede, ødelagde, forhandlede og dræbte. Store vinduespartier med en dør førte ud til en altan, der tydeligvis blev brugt som landingsparti, når dødsenglen fløj ind og ud af sit værelse.
Et familiemaleri hang på væggen i en guldramme. Macaria stod med to børn. En lille pige med vilde, blonde lokker, som hang i hendes kjole med stålgrå, nysgerrige øjne vendt mod maleren. På armen sad en baby med store, grå øjne, nøddebrunt hår med en skær af rødt i sig, og fregner udstrøget over næse og kinder.
Et stort, hvidt pelstæppe lå midt på gulvet. Indretningen var en blanding af meget spartansk og kaotisk på én gang. På væggene hang trofæer fra dyr, som den unge dødsenglen nok selv havde skudt. Duften af Damian hang i luften herinde.
“Ah, der er du!” Macaria smilede bredt, da hun opdagede Blake. “Jeg kunne slet ikke genkende dig, nu hvor du er blevet gjort ren. Hvor er dit hår dog en flot farve! Jeg har lagt noget tøj frem til dig over lænestolen ved vinduet, og så kan du se, hvad du nogenlunde kan passe. Pas på hvor du træder. Dylan har for vane at kaste knive til måls efter dén træsøjle dér, og han glemmer at samle knivene op, hvis han ikke rammer. Heldigvis virker det til, at han er ved at lægge dén vane fra sig.”

[Blake De Clare]

Et overrasket udtryk tog sig over Blakes ansigt da døren gled op og afslørede en smallere og snoet trappe. Alle de trapper. Da hun endeligt nåede toppen - kun lettere rundtosset mødte hendes blik dronningen der igen havde gang i tjenestesysler. Stadig selvbevidst om sin nøgne hud trådte hun ind i lokalet og endte med fødderne i skindtæppet der skærmede hende for gulvet. Igen mærkede hun hvordan kinderne tog let farve ved rosen og hendes fingre flettede sig om en tot gyldenblond hår. “Tak.”
Hendes blik gled mod gulvet som hun trådte til stolen ved vinduet. Et øjeblik vurderede hun mandetøjet. Det var mere farverigt end det hun havde set ham i før. Nej, til fødselsdagen havde han båret en blanding af pandemonsk og vavilonsk mode. Hun sagde ikke meget. Istedet sank hun en klump, lagde blyheden fra sig og lod håndklædet glide ned om kroppen for at ligge det midlertidigt over stolens armlæn. Hurtigt iklædte hun sig i en kofte, en løs - hjemmestrikket? Sweater og et par bukser. Tøjet sad løst på hende og hun måtte bruge et af hans bælter til at samle det i livet. Først derefter drejede hun sig omkring mod dronningen igen med røde kinder, måske både som følge af en let rødme, varmen og helt klart efter at være blevet skrubbet rene for skidt i bade. “Det her er helt perfekt. Bor han altid heroppe?”

[Macaria Forsyth]

Macaria havde høfligt haft drejet sig bort fra Blake, da hun klædte om, bevidst om at nøgenhed i Pandemonium var helt anderledes end i Vavilon. Med favnen fuld af beskidt tøj gik hun over til kurven ved skabet, og lod det hele falde deri, så hun kunne tage det med ned i køkkenet, når de skulle få noget mad i djinnen.
“Han har mest opholdt sig i Sethos, men siden Marcellus’ fødselsdag har han været her i Oberion, ja,” fortalte den tidligere vampyr uden at kunne skjule, hvor meget hun havde nydt, at have ham omkring. “Han kan dog godt lide at rejse omkring, og har tit været væk lang tid af gangen, for at gå på jagt, se kongeriget eller besøge folk rundt omkring. Det sidste stykke tid, har der dog ikke været særlig meget af den slags, og han har koncentreret sig om at udvikle på Sethos, hvilket virkelig er dejligt. Jeg vidste, at han nok skulle modnes til det på et tidspunkt.” Den stolte mor vendte sig endelig rundt mod Blake, og kunne ikke lade være med at fnise med hånden foran munden ved synet af hende. “Hvor er du dog fin. I det mindste kommer du ikke til at fryse, og mit tøj er alt for kort og koldt til dig, er jeg bange for.”
Hun rakte hende et par uldne sokker, som det sidste hun kunne tage på. De var i farverne både guld, lilla og grå.
“Nå! Nu hvor du i det mindste ikke ligner en hjemløs længere, så lad os få noget mad i dig. Jeg har givet besked ned til køkkenet, om at gøre noget klar til os, og jeg tænkte bare for at vi kan snakke uforstyrret sammen, så spiser vi i Nord-stuen. Drikker du vin eller skal jeg finde noget andet til dig? Mælk måske?” småsludrede hun, som hun igen tog Blake ved hånden, for at føre hende ud af værelset igen uden at der blevet givet længere tid til at studere, hvor Damian havde opholdte sig de sidste par måneder.
“Har du forresten brug for at sende et brev hjem eller sådan noget? Jeg ved ikke præcist, hvordan din afsked har været, men det lød på Marcellus, som om det hele skulle gå lidt stærkt - af en eller anden grund.”

[Blake De Clare]

Stadig en smule bevidst om at det hun bar nu, var meget langt fra pandemonsk mode, rakte hun ud efter et par krøllede bukser der lå skubbet halvt ind under sengen for at hjælpe Macaria en smule. Om end hun fandt det fremmed at samle beskidt tøj op. Faktisk smed hun heller aldrig sit tøj i Pandemonium. Hun var vant til at tjenestepiger nærmest tog det af hende og bar det ud fra hendes gemakker. Med et halvfornøjet udtryk lod hun bukserne dumpe ned i kurven. Stod der sådan en på alle værelser? Dronningens fnisen smittede og hos Blake voksede den til en latter som hun hev lidt ud i den posede sweater. “Det er… hyggeligt.” Fnes hun og hev uldsokkerne på samtidig med at hun foldede buksebenene lidt op så hun ikke faldt i dem. “Jeg har aldrig båret mandetøj indenfor før” fnes hun igen lavt kiggede ned af sig selv. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig nogen i Pandemonium røre et eneste af disse stykker tøj med en ildtang.
Blakes nakke tiltede bagud og rundt for at få et sidste glimt af soveværelset før stenvæggen i trappeopgangen var alt hun kunne se. “Vin er fint” hun var 17, men noget så vant til det. Hun var begyndt at blive vænnet til vin da hun var 14 i tilfælde af et forekommende ægteskab. Hun glemte til tider at det ægteskab rent faktisk var sket i denne tid. “Det må jeg hellere. Det hele var meget tys tys, så jeg har nok lidt at skulle forklare… Hvis jeg altså kan.” Det virkede næsten håbløst. Jareth vidste selvfølgeligt alting. “Ved du om Isabel Veterano kommer snart? Kong Marcellus sagde at han ville sende hende hertil med nogle papirer kort tid efter at jeg ville ankomme.”

[Macaria Forsyth]

“Åh! Kommer Isabel?” spurgte Macaria med glædelig overraskelse. “Jeg må indrømme, at jeg ikke ved noget som helst om det, men hvis Marcellus af en eller anden grund bekymre sig så meget for dig, så kan jeg kun forestille mig, at han tjekker op på…” Dronningen faldt hen i eftertænksom tavshed midt i sin egen sætning, mens de gik ned af korridoren, og pludselig virkede hendes blik langt mere mistroisk og granskende, som det gled over Blake. “Hm… virker til jeg også har langt flere spørgsmål, end jeg lige havde regnet med,” mumlede hun mere til sig selv end til djinnen. “Det ser ud til ting ikke giver mening. Men… lad os tale om alt det, når vi er nået ned til stuen, hvor vi kan få noget mad!” Som ved et trylleslag var hun tilbage til den varme, smilende kvinde, og hun viklede afslappet sin ene arm ind i Blakes, så de kunne slentre afsted sammen arm i arm. Hun begyndte at fortælle livligt om én af tjenerne, der lige havde været på ferie i Maranos, og hvordan han havde haft en meget spændende fisketur. Der blev ikke snakket mere om Marcellus eller Isabel.
Ikke før de nåede Nord-stuen.

Stuen var nok det mest “normale” rum i hele slottet. Det ene hjørne havde glasvinduer som vægge, så man havde udsigt lige ud til slottets rosenhave, hvor frosne roser plettede rødt i grønne buske, og små stier snoede sig ind og ud mellem hinanden.
Kaminen i stuen var tændt op, så der var dejligt varmt og mad var blevet anrettet ved det runde bord i glashjørnet, så man kunne nyde udsigten mens man spiste, men uden at blive kold.
Macaria satte sig i den ene stol, og pakkede et tæppe omkring sine ben, før at hun skænkede vin op i begge krystalglas. Et til hende og et til Blake.
“Du tager bare for dig,” inviterede hun med et nik ned mod maden. “Imens kan du måske fortælle mig, hvorfor Marcellus, kongen af Pandemonium, er villig til at gøre så meget, for at hjælpe min søns veninde?” Der var en skarp undertone i det ellers så henkastet spørgsmål, som tydeligvis advarede djinne om ikke at lyve eller nægte at svare.

[Blake De Clare]

Åh. Blake havde taget det helt forgivet at Marcellus ville have indgået en aftale angående Isabels besøg. Det mistroiske og granskende blik gik ikke Blake forbi, og bundfældede sig som en klump i maven på hende. Hun ønskede inderligt at Damian havde været her nu. Hvorfor var han også taget afsted når han havde fået hende bragt her… Eller hun havde fået sig bragt. Det snoede i hovedet på hende. Historien om tjeneren distraherede hende svagt, men ikke nok til at fjerne den lille nervøse følelse. Man løg ikke for kongelige, for resultaterne kunne være noget så grusomme hvis det gik galt.

Blake satte sig rank i en af stolene. En smule ubekvemt om end stolen var overraskende behageligt. Alting på slottet havde indtil videre været behageligt - foruden trapperne selvfølgeligt. “Tak” svarede hun høfligt og fyldte på tallerkenen. Skævende mod dronningen. Hun havde mange gange før følt sig overvåget eller udspurgt over mad. Både på Castle of Fire, men endnu mere hjemme i De Claire palæet. Hun tog en enkelt bid af maden som eksploderede af rige smage i munden på hende, før hun skyllede det ned med en tår vin og rettede sin fulde opmærksomhed mod dronningen. Hun valgte sine ord med omhu. “Jeg vil ikke påstå, at jeg kender en konges motiver…” Så pandemonsk og ydmygt. “… Men en af hans årsager kan være hans og hans dronnings årelange venskab med min ægtemand, Jareth Saltz. Vi er kommet til ugentlige middage på slottet i det år vi har været gift, Jareth længere.” Der var noget upersonligt i hendes tone omkring ægtemand. Som var det ikke rigtigt en hun antog for sin husbond, men nærmere en officiel anordning. Ikke at det ville være så mærkeligt i Pandemonium. Hun troede ikke rigtigt på den forklaring selv, men overvejelsen var ikke en løgn og kongen havde ikke leveret hende en egentlig årsag. Stille og roligt begyndte hun at spise, mens hun fortsatte. Hun var dødsulten og udmattet. “Hans majestæt kan også have villet være på forkant ift. Dylans eventuelle krav på at få sin djinn til Vavilon… Så det ikke blev en mindre strid. Jeg kan forestille mig, at det ikke ville have været belejligt for ham, at skulle forklare sin største våbenleverandør at hans hustru ikke længere var hans at dirigere med.” Hun havde to forklaringer til. Den ene havde hun ikke lyst til at sige højt.

[Macaria Forsyth]

Macaria var stille i et stykke tid efter Blake var færdig med at snakke, hvor hun blot skar noget af sin mad ud, tog en bid af noget brød og skyllede ned med vin. Den mest udsøgte mad smagte dog altid så… fattigt på hendes tunge. Intet kunne sammenligne sig med blod.
“Blake du slår mig som en ret intelligent pige,” sagde hun endelig med den samme henkaste tone, som hun før havde brugt. “Hvad Dylan har fortalt om dig bekræfter blot dén teori. Du ved højst sandsynligvis de større adelshuse alle har en form for ordsprog. LaPiera Blacks er: I os brænder ilden. Jeg er ret sikker på kongen i Portus’ lyder noget ala: Med gudinden jeg går.. Men… ved du hvad man siger i Vavilon?” De mørkeblå øjne rettede sig direkte mod djinnen med en skarphed, der ellers havde været skjult, men mindede rigtig meget om den måde hendes søn, også kiggede på én, når man var ved at krydse en grænse. “Ikke fuck med en Forsyth.”
Bestikket blev lagt, og Macaria lænede sig en smule over bordet, indtil albuerne kunne hvile på bordpladen med fingrene foldet under hendes hage uden hun flyttede blikket fra Blake.
“Guderne må vide, jeg kender alt for godt til Marcellus’ og Eriz’ forhold, så jeg ved udmærket godt, at de to kan have deres kampe. Jeg kan dog ikke se, hvorfor det skulle bekymre nogen som helst af dem, at du er blevet forbundet med min søn, der er blevet lovet til deres datter, så han en dag vil regere over begge landene. Måske vil din ægtemand - eller hvad han nu er - bliver vred over at Dylan tog dig men både Eriz og Marcellus kan vel se, det giver dem en styrke at have en djinn i familien. Med mindre én af dem af ukendte grunde mener, du er en trussel på den ene eller anden måde. Well… nu skal du høre, hvad jeg har tænkt på, mens vi har gået herned.” Dronningen fugtede kort sine læber, mens hun tankefuldt kiggede op i loftet. “Jeg aner intet omkring dig, før jeg lige pludselig får af vide af Marcellus, du skal med os hjem - hurtigt og diskret. Marcellus beder mig inderligt om at holde dig sikker, og beholde dig her i landet, nærmest som er du i en form for politisk beskyttet-ophold. Derudover bruger han del ressourcer på at hjælpe dig, selvom du for ham blot må være… hvad var det du sagde… hustru til én af hans gamle venner? Alligevel beskytter han dig så godt, at man skulle tro, du var i fare for noget, der kunne nå hele vejen herover til Vavilon, og var klar til at trodse selve den royale familie her, for at nå dig. Sjovt… ikke mange ville vove det. For en djinn? Ork ja! Men for en bundet djinn, der er bundet til tronarvingen af begge lande? Mhhhh not so much. Ikke hvis man er klog. Derudover! Åh! Det her er sjovt! Derudover har en intelligent, smuk kvinde som dig, været sådan en idiot at binde sig til min søn, selvom du er gift med en magtfuld, rig mand. Jeg ved godt, Dylan er utrolig charmerende og kan alt det der med kvinder, men helt ærligt… Du ved han er lovet bort til Lilith, så hvorfor i alverden bandt du dig til ham? Fordi du virkelig forelskede dig i ham, og på en eller anden måde troede det her kunne ende godt? For hans penge? Magt? Sikkerhed? Tro mig jeg vil ikke holde det ilde mod dig, hvis det er på grund af det, men jeg forstår så ikke, hvorfor du ikke havde planlagt det her noget bedre, og hvorfor Marcellus af alle hjælper dig. Er det her en form for… mærkelig… magtspil I to har kørende mod Eriz? For hvis det er, bryder jeg mig virkelig, virkelig ikke om at I blander os ind i det - specielt ikke Dylan. Så… for dit eget bedste, så syntes jeg du skal huske, hvad det er man siger her i landet, nu hvor du er vores gæst, mens du forsøger én gang til at forklare mig, hvad pokker der foregår. Og uden at spilde min tid, tak. Ellers… well… det vil være utroligt synd for Maddox, nu hvor han lige er kommet tilbage, men hvis du ikke samarbejder må jeg jo sende dig tilbage til Marcellus med et pænt hende tager du dig selv af. Og inden du tænker, jeg ikke ville kunne gøre det på grund af Dylan… så husk på jeg var gift med en dødsengel i 20 år. Jeg kan gøre hvad end jeg vil. Forstår du?”
Kvinden foran hende var ikke længere en ung pige med store, blå øjne og et venindeagtigt smil. Hun var et 250 året væsen med viden og erfaring de færeste delte med hende, og som havde overlevet diverse krige, kampe og smertefulde episoder.

[Blake De Clare]

Blake var stoppet med at indtage mad og drikke, og sad istedet rank på stolen. Hendes tænder hårdt klemt sammen. Indeni ønskede hun igen at Damian bare havde været her. Det var ikke hende der skulle forklare det her. Ingen havde talt med hende om hvad historien var, ingen havde forventningsafstemt noget som helst med hinanden. Hun vidste end ikke omfanget af aftalen, hun anede ikke at kongen havde anmodet om at hun skulle holdes i sikkerhed og passes på. Følelsen gav hende kvalme, og håbet om den frihed som hun havde øjnet ved rejsen indskrænke sig. Farven fra hendes før røde kinder forsvandt gradvist, men hun sad rank og med et stålblik som hun var blevet oplært til. Ikke trodsig, bare værdig. Under bordet klemte hun om sine hænder så hårdt at hendes fingre mistede farven og at ledene gjorde ondt.

“For at være hudløs ærlig, så kender jeg ikke kong Marcellus særligt godt. Men jeg har en del kendskab til Eriz…” Kendskab var en kæmpe underdrivelse, hvis man tog i betragtning af, at dronningen af Pandemonium var hendes tidligere svigermor og at hun havde levet under samme tag og modtaget undervisning fra denne i et halvt år. “Og hun bryder sig ikke om mig.” Ordene var uvægtede. De var den rene sandhed og lød som et koldt fact. “Jeg er ikke teamet op med Marcellus, og den eneste antagelse jeg kan have om hvorfor han vil sikre mig er, at han ligeså meget sikre sig selv når jeg engang er ubundet. Såfremt han stadig ved hvor jeg er, hvilket han gør hvis han har en aftale med Dem. Og såfremt han kan få mig til at binde mig igen. Han regner vel ikke med, at der går lang tid før han kan få mig retur til Pandemonium.” Hendes blik flakkede til bordet foran sig, hvor det fæstnede sig ved kanten på den halvfyldte tallerken. “Og jeg er ikke forelsket i deres søn eller interesseret i hans rigdom eller status.” Den første del af sætningen var en løgn. Men en løgn som hun endnu ikke selv kendte til, eller havde bildt sig selv stædigt ind. Og det var tydeligt at hun var af den overbevisning. Delen omhandlende rigdomme og status var sand. “Jeg bryder mig oprigtigt godt om ham og jeg bandt mig til ham på anmodning før jeg blev ægtet. Og nej, det var ganske vidst ikke det klogeste valg at gøre det, men jeg kunne ikke lade være.”

[Macaria Forsyth]

Med intens opmærksomhed lyttede den tidligere vampyr til hvad den unge djinn sagde med en rynke imellem brynene, så man igen fornemmede ligheden mellem mor og søn. Ingenting gav mening. Måske kun lige det med Marcellus, der ville have en djinn - det kunne ligne ham - og bare tanken om hvad han ville gøre med den magt, fik hårerne til at rejse sig i nakken på hende, mens hun forsøgte på ikke at lade sig dvæle for meget i drømme.
“Hm…” Det var svært at sige hvad den kortfattet, tankefulde lyd betød da Blake var færdig. Macarias øjne var blot smalle, mistroiske sprækker i hendes ansigt, mens hun nærmest nedstirrede Blake, før at hun endelig kiggede ned på sin tallerken mellem albuerne. Det ville have været en god ide for Blake og Dylan, at have blevet enig om deres historie om hvordan de mødte hinanden og blev bundet, før de snakkede om det. Oh well… det var vel ikke vigtigt.
“Hør her… Alt jeg egentlig bare vil vide, er om jeg skal forvente en trussel eller fare mod mit land eller familie med det her. Jeg kan ikke beskytte noget af det, hvis ikke jeg ved, hvad jeg skal forsvare imod,” fortalte hun endelig med endelig et lille smil i mundvigen og øjnene rettet mod Blake. “Så længe du er forbundet til Dylan er du en del af Forsyth-familien, hvilket betyder intet ondt vil røre dig, så længe du er her. Vi kæmper for dig også. Du er sikker her. Så længe du er straight up med mig, så har vi ikke et problem.” Smilet voksede, og hun lagde sin hånd frem, som invitation til at Blake skulle tage den. “Du har intet at frygte her.”

[Blake De Clare]

Stilheden mellem dem var sigende. Det var tydeligt at dronningen overvejede hendes ord. Blake vidste ikke om hun havde sagt nok. Hun frygtede flere spørgsmål. Hvordan havde hun og Damian mødt hinanden? Hvorfor kunne Eriz ikke lide hende? Hvem havde anmodet om at de bandt sig? Hun havde været så sparsommelig som hun kunne. Damian havde ikke indviet sin mor, så det var ikke hendes plads at gøre det. Og heller ikke klogt, eftersom hun ingen reel kendskab havde til dronningen - andet end historier.
Et øjeblik betragtede hun tøvende Macarias hånd, der blev rakt frem, og så tog hun den. “Tak. Og jeg er ingen trussel.” Det var sandt. Hendes blik fandt dronningens. Det var oprigtigt som hun stædigt fastholdt den del af sandheden. “At jeg er bundet til Damian betyder også at jeg ikke kan gå imod ham. Og det betyder, at han hele tiden har føling med mig og hvad jeg laver.” og den anden vej rundt. Hun kunne ikke være en trussel.

[Macaria Forsyth]

Et lille grin lød fra Macaria, og hun gav Blakes hånd et klem.
“Du er sød,” fnes hun uden at uddybe hvad hun mente med det, og virkede heller ikke til, at ville, da hun slap hendes hånd igen for at spise videre. Stemningen blev mere afslappet, da alt det mistroiske og skarpe forsvandt fra dronningen, så hun igen blot lignede en ung pige, der ikke kunne være en dag ældre end 20 somre.
“Så fortæl mig hvordan dig og Dylan mødtes? Han sagde noget med en fest… eller en fælles ven, eller endte ham med at sige studier? Hmmm… han forsøgte at lyve med mange forskellige ting,” fortalte hun med et skævt smil over kanten af vinglasset, før at hun tog en lille slurk. Den fyldige, kraftige smag fik hende til at give et saligt suk fra sig gennem næsen, mens hun nød de mange smagsnuancer fra den hjemmelavet vin. Deres marker syd på var fantastiske til at gro druer!

[Blake De Clare]

Blake så forbløffet og lettere paf ud over dronningens pludselige sving. Et par overraskede blink med øjenvipperne var dog alt hun nåede før dronningen slap hendes hånd igen for at spise. Hun rakte ud efter vinglasset og tog en større tår for at skylle den ubehagelige følelse af at blive udspurgt ned. Dronningens næste vendinger resulterede i at hun hostede og hakkede vinen ned i servietten for ikke at spytte den udover hele bordet. En anelse undskyldende og forlegent smilede hun op mod dronningen fra den nu vinplettede serviet. “æhm… det var til en fest” Det var officielt ikke en løgn. I praksis havde det selvfølgeligt været i hendes hjem. “Vi endte ved siden af hinanden til en opvisning.” Igen næsten ikke en løgn. Officielt havde hun ved første møde med kronprinsen været til hans daværendes mors bryllup. Hun sank væk i minderne. “Han spurgte om jeg bar min kjole kun for hans skyld.” Hun kunne ikke lade være med at fnise lavt, for selvfølgeligt havde hun gjort det. Men her ville det være utænkeligt. “Som om der ikke var andre i lokalet jeg kunne have klædt mig på for.” Hun skar en grimasse og puttede servietten ned for at forsøge sig med en lille tår igen. “Han er ganske anderledes.”

[Macaria Forsyth]

Et lille smil trak i dronningens mundvig, som Blake fortalte om mødet med Dylan, men da hun hævede blikket for at aflæse lige så meget løgn i ansigtet på hende som ved ham, opdagede hun ikke de specielle kendetegn ved en løgn. Øjnene blev en smule smalle. Nogen havde oplært pigen i at sno sig rundt om sandheden, men det burde vel ikke overraske hende, når hun var fra den pandemoniske adel. Alligevel…
“Lyder som Dylan,” kommenterede hun, og brugte noget tid på at skubbe maden rundt på sin tallerken, så hun bedre kunne putte det op på sin gaffel, mens hun overvejede hvordan man skulle gribe sagen an. Måske burde hun sætte et møde op med Marcellus om det her. Lige meget hvad ville Isabel blive sat i forhør, når hun engang dukkede op, hvilket hun åbenbart gjorde.
“Hvorfor var det du helt præcist, bandt dig til ham?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, og løftede igen blikket op til hende. “Misforstå mig ikke… jeg er ikke blind for, at det er en god investering, at binde sig til en tronarving, men… hvorfor helt præcist? Hvad var aftalen?”
Blake havde sagt, hun ikke var forelsket i ham, men hun havde sagt det for hurtigt og hastigt. Please lad det ikke være på grund af følelser. Macaria hadede, når hun skulle ødelægge håbefulde, forelsket hjerter, fordi at hendes søn uden empati eller kærlighed havde lovet alt mellem himmel og jord uden muligheden eller lysten til at holde det.