A distance covered

[Maddox Bane]

Blake De Clare

Over en uge på landevejene mellem Pandemonium og Vavilon i det tidlige forårs vejr, med alt det havde at byde på at mudderskræd efter sneen begyndte at smelte, regnfyldte dage hvor man ikke kunne se sin hånd foran sig for de tykke stråler af regn forovn, frostfyldte nætter og, ikke at forglemme, landevejs røvere, havde sat sine spor på deres tøj. Vinterkappen, der havde været ny da han fik den, havde kager af mudder, en lang rift op langs siden hvor en røver næsten havde truffet ham, og den stank af sved, jord og fugt. De heste de red på var ikke de samme, som de havde taget afsted på. De var blevet skiftet to gange. Første gang efter et overfald, anden gang fordi de nye heste, de havde købt, ikke var vant til landevejs ridt og Blakes havde været halt på venstre forben. Det var langt fra lukseriøse rejse vilkår. Franz havde redet med dem en del af vejen, han var stødt til dem udenfor den pandemonske hovedstad og først skilt fra dem nogle kilometer udenfor Oberion. Franz var for genkendelig til deres lille optog. Det duede ikke at han blev set sammen med dem indenfor byens mure. Maddox' ansigt var også et genkendeligt et, men af helt andre grunde. Han ville ikke trække synderlig opmærksomhed i Vavilon, som han ville have gjort det i Portus. Så han slog hætten tilbage, som de red ind i den største by i Vavilon. Solen stod højt på himlen, så gaderne var fyldt med væsner; mennesker og formskiftere i mangetal bevægede sig rundt på deres almindelige ærinder, og ikke en enkelt stoppede op og gav dem så meget som et blik. Bag byen hævede slottet sig.

[Blake De Clare]

[Maddox Bane]

“Macaria er ligeglad,” svarede han. Han vendte blikket mod Blake. Da han først var ankommet til hende, havde han været i lang værre tilstand end han var nu. Han havde sovet i en bogstavelig svinesti i en uge, da han var blevet slæbt til slottet af den krølhårede pige og hendes brødre. “Hvis du har guld til et bad og friskt tøj, kan jeg godt vente.” Han havde brugt sit sidste guld da de skulle købe nye heste den sidste gang, så det var ikke en mulighed for ham. Han kunne have bedt Franz om guld, men han havde dog sin stolthed. Han kunne selv sørge for sin transport. Desuden var personlig hygiejne ikke højt på hans liste af prioriteter på vejen, men han forstod at hendes måske var anderledes end hans egne.

[Blake De Clare]

Blake slap modvilligt slottet med øjnene for at dreje ansigtet mod den brunhårede mand. De havde talt en her del undervejs. Han havde fortalt hende om ulighederne i Portus, hvordan hybrider automatisk var mærkede slaver og hvordan dette fortsatte i dag efter hybridoprørets tab. Og hun havde forsøgt at distrahere ham og Franz med livlige historier eller et ton af spørgsmål til de omkringliggende omgivelser hver gang de to så ud til at starte med at mundhugges. Maddox så ligeså beskidt ud som hende. Måske endnu mere faktisk. Ellers var det bare et indtryk hun havde fordi hun ikke havde set et spejl. "Jeg har en smule tilbage." Hendes hånd gled til pungen der hang om taljen på hende under kappen. Tøvende kiggede hun op mod slottet. Det var lige dér. Og Damian var der ikke. Hendes blik gled til hendes hænder, hvor skidt sad under neglene. "Hvis du er sikker, så bare lad os skynde os det sidste vej." Hun mærkede allerede den dårlige samvittighed over at dukke op hos Vavilons dronning uden at være anstændig. Men på den anden side havde hun heller ikke rent tøj at skifte til, så et bad ville ikke gøre den store forskel. Ubevist klemte hun hårdere om hesten, så den satte tempoet lidt op. "Ser du frem til at være af vejen igen?"

[Maddox Bane]

Som svar, prikkede Maddox sin hest i siden med sin hæl, så hesten satte tempoet en smule op. Det var en mørke brun farmers hest, med en mørkere mane og langt, tjavset vinterpels, der kun lige var begyndt af fælde af den. I sit eget stille sin havde Maddox navngivet den Vax. Den mindede ham om hans hatte-bærende general, selvom det stak en smule at tænke på ham. Han anede ikke om manden havde klaret sig ud af lejren, da den var blevet angrebet.
"Aye," lød svaret fra hybriden. Han havde hurtigt vendet sig til at skulle sidde på hesteryg igen, men hans muskler ville have godt af at blive blødt op i et varmt badekar. Mest af alt, glædede han sig til at vende tilbage til slottets alkohol lager. Rejsen havde mere eller mindre tørlagt ham og de første to dage på vejen havde han haft hovedpine og været i forfærdeligt humør, som konsekvens heraf. "Glæder du dig?" Han løftede et bryn i hendes retning. Hestenes øgede hastighed bar dem gennem gaderne og snart dukkede slotmurerne op foran dem.

[Blake De Clare]

Blake var efterhånden blevet vant til at ignorere de ømme balle-og inderlårsmuskler fra ugernes ridt, men skar alligevel en lille grimasse da hun rejste sig halvt op i stigebøjlerne for at give sin hest frihed til at springe fremad i en kontrolleret galop. Også den var træt, på trods af at den kun havde været med det sidste stykke af rejsen. "Det tror jeg." svarede hun kort, som hun til gengæld mærkede sommerfuglene der havde bosat sig i hendes mave og nerverne rykke på sig. Buksestoffet ramte først sadellejet igen da de nåede slotsporten og en vagt indefra råbte ud for at få at vide hvem der nærmede sig. "Hvordan er dronningen? Og de andre på slottet?" spurgte hun lavere for ikke at afsløre sin nervøse nysgerrighed for andre end livvagten.

[Maddox Bane]

"Jeg har ikke set skide meget til tronarvingen. Han har været i Sethos næsten al den tid, jeg har været på slottet, så aner ikke hvordan han er." Det håbede han også ærligt talt at hun vidste bedre end ham, efter som de var taget hele den lange vej, for at få hende til ham. "Franz er en stivstikker. Men det ved du. Der er en hof alkymist og hans lærling, som jeg ikke rigtigt har mødt." Han havde ikke ligefrem været en social sommerfugl da han ankom. "Tjenestefolkene er høflige." Han trak på skuldrene. "Macaria er en kvinde med ben i næsen. Livlig. Fyrrig. Bestemt. Elsker at stikke til folk, specielt hvis de er mere stive i betrækket end ellers." Han havde en fornemmelse af, at det var den eneste grund til at hun havde hyret ham. For at irritere Franz og alle andre på den portusianske grænse side. Slots murerne dukkede frem, som han ledte dem ned om et sving i gaden og Maddox sænkede farten på hans hest igen, som de red op. Da de begyndte at nærme sig, løftede han en hånd i hilsen til vagterne på muren, og han kunne se ordre blive givet og en vagt stikke afsted ind mod slottet, mens han sad af sin hest. Sikkert for at give besked til de royale om deres ankomst. Han rakte en hånd til Blake i tilbud om at hjælpe hende ned. "Men det får du nok at se for dig selv om et øjeblik."

[Blake De Clare]

Blake sugede alle hans ord til sig, meget lig hvad hun havde gjort det meste af turen. Når hun ikke havde været for træt til at lytte. Eller travlt optaget af at holde Vavilons højre hånd og Vavilons dronnings livvagt, fra at springe i hinandens struber. Små afværgelser var som reelt nok. Kun to gange havde hun måtte hæve stemmen, men så havde hun tilgengæld også skældt overordentligt ud over at skulle udsættes for to så stædige sjæle. Ikke at hun selv var mindre stædig. Hun havde ikke meget at sige til hans ord, hun kendte jo ingen af dem pånær kronprinsen. Som hun kendte som en helt anden. Deres version af ham ville være milevidt fra hvad hun genkendte. Lydigt tog hun hans hånd og lod ham hjælpe hende af hesten, hvor hun en smule stivbenet fik rettet sig op. Træt, øm, uglet, beskidt, med rifter og hævede læber. På trods af alt dette strålede hendes øjne da hun rettede dem nysgerrigt mod slottet. Dette var hvad hun havde drømt om. At se andre stedet. Specifikt Vavilon. Hun rettede opmærksomheden mod livvagten med et smil idet hun slap hans hånd. “Tak for at du hjalp mig hertil Maddox. Det sætter jeg stor pris på.” Portene foran dem gik op og to stalddrenge kom løbende ud for at overtage de trofaste gangere. Blake foldede sine hænder foran sig og gjorde mine til at træde fremad.

[Macaria Forsyth]

Dunk. Dunk. Dunk. Dunk. Panden lod sig falde taktfast ned i skrivebordet i så lang tid nu, at der var kommet et rødt mærke. En banken på døren fik dog hurtigt dronningen af Vavilon til at rette sig op bag sit skrivebord, og gribe det nærmeste dokument på hendes bord, før hun svarede.
“Bane er tilbage Deres Majestæt. Han har en pige med sig,” fortalte vagten, som stak hovedet ind i kontoret.
“Virkelig?!” Hun fløj op af stolen i glæde. “Ved Euphonia jeg troede ville dø af kedsomhed før de kom tilbage.”
Vagten grinede hjerteligt af sin dronning, der skyndte sig forbi ham, så hun kunne haste afsted ned mod tronsalen, som ville være dér, hun tog imod den nye gæst, samt ønskede sin livvagt velkommen tilbage. Hvis hun havde været vampyr, ville hun have kunne nå ned til slotsgården i løbet af et halvt minut, men med et menneskes kondi og hastighed, ville det være bedre at mødes på halvvejen. Sølvet tage hende, hun burde virkelig spørge Franz om han kunne træne hende. Hun var jo for helvede allerede forpustet!

Efterårssolen skinnede ind gennem de store mosaik-vinduer i tronsalen, så lyset herinde var som fra en regnbue med adskillige forskellige farver dansende over gulvet. Kæmpe kalkmalerier dækkede hele loftet. Her sloges dødsengle mod engle, varulve mod vampyrer, den gamle invasion af Vavilon blev vist i bedste manere, samt adskillige andre triumfer for Forsyth. To troner stod for enden af salen hævet op på et lille podie, så man skulle op af et par trapper, for at nå derop. På den ene trone hvilede en guldkrone på en pude. Støvet afslørede den ikke var blevet brugt i lang tid.
Slanke, blide fingre dansede over tronens armlæn, da Macaria passerede den, før hun satte sig i den anden trone, som var fyldt med store, bløde puder, så hun kunne holde ud til at sidde i den lang tid af gangen. Èn af vagterne som flankerede tronerne hilste på hende med en lille vinken, hun med et smil gengældte. Han havde haft holdt ferie den sidste uges tid, fordi hans lille søn havde været syg. Forhåbentligt betød hans tilbagekomst barnet havde det bedre - ellers måtte hun sende… et tungt suk forlod hende… Harris med ham.
Hun tog plads i tronen, og vendte kronen et par gange i hænderne, før hun tog den på hovedet. Hendes lår jamrede sig stadigvæk efter løbeturen ned af de mange trapper. Hvem i alverden havde også bestemt, der skulle være så mange forbandet trapper i det her slot?! Det havde sikkert været Zeans ide.
Øjenvipperne sitrede en smule. Læberne strammes. Hun mærkede en rystelse i sit åndedræt, og var derfor taknemmelig da en tjenestepige bød hende et glas med vin, som hun tog en stor slurk af.
“Deres Majestæt! Maddox Bane med følge,” blev der præsenterende råbt an fra den store, gyldne port for enden af salen, da den langsomt åbnede sig, så de hjemvendte kunne træde ind. “I er nu i nærværet af Dronning Macaria Forsyth af Vavilon! Den første af hendes navn! Beskytter af Oberion, den sejrende i slaget ved Den Grædende Kyst, Dødens Herskerinde, den sejrende i kampen om Colians Fort, vinder i tvekampen på Uranus’ Hede….” Opråberen blev ved i et par minutter endnu. Macaria var altid imponeret over han kunne huske det hele, for hun havde selv givet op for lang tid siden på at huske alle de titler, hun åbenbart havde raget til sig. Engang havde Zean og hende kæmpet om at få flest titler. Nu proklamerede Dylan han kunne få flere end dem begge. Hun smilte svagt.
Endelig blev opråberen dog færdig. Det plejede altid med at passe magisk godt med at folk kunne nå fra den ene ende af salen og hen til tronen.
Hun rejste sig op med et bredt smil. De lignede nogen, der lige var blevet trukket igennem Ulveskoven og tilbage igen - well… den gamle Ulveskov.
“Var det en god tur?” spurgte hun drillende, før hun gik ned af trapperne for at nå resten af vejen hen til dem. “I ligner nogen, som har haft en hel, lille ferie!” Først gav hun Blake et kram, men da hun nåede Maddox kom hun i tanke om sidste gang de havde set hinanden, og hans omfavnelse blev i stedet til et akavet klap på armen. Hendes kinder føltes varme.
“Så! Jeg er ked af at sige det, søde, men Dylan er desværre i Sethos lige i øjeblikket. Han havde vidst ting, han skulle se til, men jeg er dog sikker på, at han snart vil være tilbage. Imens kan vi to sagtens få tiden til at gå, ikke sandt?” Blidt gav hun pigens arm et klem. Selvom hun var flere hundrede år ældre en djinnen, så var den blonde pige højere end hende, og det kunne sagtens ligne de var på samme alder. Hun drejede ansigtet hen mod Maddox - også kaldt idioten i hendes eget hoved. Den kyssende idiot.
“Var der nogle problemer på turen? Blev I opdaget?”

[Maddox Bane]

"Så lidt, cherie," Han nikkede let til hende. En staldknægt havde allerede fat i hans hests tøjler og var ved at trække afsted med den. "'ey! Ekstra foder og en god skrubning til dem, savy?" råbte han efter staldknægtene, inden han drejede rundt og fulgte Blake ind igennem portene. Han havde endnu ikke adopteret de adeliges langsomme, tålmodige gangart, så han gik med lange hurtige skridt ind gennem de almindelige modtagelses værelser, for folk der skulle besøge andre end de royale, eller til hvis de royale var optaget, og ikke kunne modtage deres gæster med det samme. Han lagde mærke til at der var en tjener med en kost der, rød i ansigtet, fulgte dem og forsøgte at feje det snavs de trak ind, støvede og beskidte som de var. Han pausede ikke for at lade sig blive præsenteret af opråberen, men han blev råbt op alligevel, som han gik fremad, stadig med samme lange, hurtige gang. Opkalderen, der var gået igang med Macarias titler, måtte haste en smule igennem dem denne gang, for at få det magisk til at passe, som han som regel gjorde.
"Minimale problemer," rapporterede han, som Macaria strøg ind og omfavnede hans rejsekammerat, inden hun vendte sig mod ham. Og klappede ham på armen. Hans ene mundvig løftedes. "Lidt banditter. To døde heste. Har slæbt deres knogler med hjem, hvis Hendes majestæt ønsker at identificere dem. Banditterne. Ikke hestene." Hans hår var blevet en smule længere under rejsen og strejfede nu hans skuldre, skægget med en smule mere fylde end det havde været til festen, hvor han modvilligt havde ladet en barberer taget dem ned til stubbe. "Tilladelse til at træde af til et bad?" Han løftede let ud i kappen han bar, så hun kunne se lidt mere af hvor beskidte de rent faktisk var blevet under turen. Kager af tørret mudder sad op til hans knæ og skjorten, der så ud til at have været beige på et tidspunkt, var dækket af et fint lag af støv fra vejen.

[Blake De Clare]

Blakes øjne var tekoppestore som hun fulgte efter Maddox ind i Castle of Euphonia. Hendes nakke blev tiltet bagud da hun glemte alt om fremtoning - hvilket nok ikke havde hjulpet meget nu hvor hun var iklædt mandetøj, en kæmpe beskidt kappe og lignede en der havde kæmpet sig gennem en halv krig. Blikket gled fra det ene kaotisk fascinerende vægmaleri der dansede sin vej henover hjørner og lofter og brød rammerne for kunst. Hendes mund var derfor let åben i fascination og optagelse da hun trådte ind i tronsalen.
Blakes trin kom til et hold da hun fik øje på dronningen. Hendes knæ sank ned i et dybt nej som hun knækkede nakken for Damians mor, med røde kinder. “Selvfølgelig Deres Majestæt.” Der var ikke skuffelse at se på hendes ansigt, for hun havde vidst i lang tid i forvejen at Damian ikke var her. Hun kunne mærke ham som et blidt træk mod nord. Hele hendes opmærksomhed var på den tidligere vampyr, selvom hun måtte bøje en anelse i nakken for at se direkte på hende. Hun følte sig mildt akavet i situationen, for hun vidste ikke hvordan og hvorledes tingene skulle foregå nu. Skulle hun bo her? Hvor lang tid ville det tage for Damian at komme tilbage? Ville hendes daglige gang være opad Damians mor eller ville hun være afgrænset til sin gemak eller værelse? Hvad skulle hun i det hele taget gøre lige i dette øjeblik? Hendes blik flakkede mod Maddox.

[Macaria Forsyth]

Et lille smil sitrede i mundvigen på Macaria ved Maddoxs tilføjelse af heste og banditter, men hun tillod det ikke at bryde helt frem i ét af hendes karakteristiske skæve smil. I stedet slog hun inviterende ud med den hånd, som tegn på at han kunne forlade dem, mens hun priste sig selv lykkelig for, at hun ikke længere havde sin skarpe lugtesans. Ingen tvivl om hun ville have kastet op.
Hendes midnatsblå øjne fulgte Maddox, indtil de endelig løsrev sig, så hun i stedet kunne vende sin fulde opmærksomhed på den unge pige foran hende, der virkede nervøs, hvis man skulle bestemme ud fra hendes kropssprog. Beroligende smilede hun til hende.
“Du vil sikkert også gerne i bad og have noget rent tøj på, ikke?” spurgte hun velvidende, inden at hun tog hendes ene arm, så hun kunne føre hende med sig mod det samme sted Maddox var forsvundet. “Jeg har allerede fået en tjener til at gøre et værelse klar til dig, samt begynde at fylde vand i et kar. Det tager lidt længere tid end i Pandemonium, fordi vi ikke har vandrør, så vi skal have fundet én, der kan både fylde det samt opvarme det. Ashton plejer at være hurtig til det - han er magiker. Før ham måtte vi slæbe vandet op i spande, så at få ham ind i tjenestestaben, var virkelig en gamechanger. Vi bruger ham stort set hele tiden, men han bliver så også betalt ekstra for det, så jeg tror ikke han klager over at skulle løbe fra den ene ende af slottet til den anden. Han tabte 5 kg på den første uge, han arbejde her.”
Afslappet snakkede Macaria løs, mens hun førte djinnen med sig rundt på slottet, hvor de passerede det ene obskure arkitektur efter det andet. En gang havde glasgulv, så man kunne se direkte ned på etagen under én. En buegang var formet som en drage, og førte direkte hen til en trappe, som havde noget der lignede en sangtekst eller et digt skrevet hen over hvert trappetrin. En statue af en svane stod midt i et rum de gik forbi, hvor græs var lagt ud over gulvet, så det virkede som en indedørs park med påfugle gående frit rundt, og hvor blomster pressede deres vej op gennem stenene i gulvet ude på gangen. Alting virkede så magisk og kaotisk, at man skulle tro man vandrede igennem en drøm. En drøm hos to kaotiske personer.
Endelig kom de til en dobbeltdør pyntet med glas og planter lavet af guld, som Macaria åbnede op. Indenfor var et lyst værelse hvis tema tydeligvis var naturen. Rosenranker med guld roser smøg sig op af himmelsengens søjler, og et lille vandfald fyldte næsten det halve af den ene væg. Planter og blomster stod eller hang rundt omkring i værelset. En balkon havde udsigt over slotshaven ligeså med planter svingende omkring gallænderet og op af murværket. Loftet var ligeledes udsmykket med et stort men gammelt kalkmaleri af hvad der lignede en frodig, feminin skikkelse, som holdte et barn i sin favn med planter og dyr omkring sig. Barnet havde vinger.
Macaria lod Blake træde ind først, før hun fulgte efter.
“Jeg håber det her er fint nok. Jeg ved godt det er helt anderledes end det du er vant til i Pandemonium, men jeg håber du kan finde dig tilrette, ellers har vi over hundrede andre værelser, som du kan prøve af. Det er bare dét gæsteværelse tættest på Dylans gemakker, hvilket jeg tænker I begge to vil foretrække,” fortalte hun, og lænede sig sidelæns op af en snoet søjle med armene over kors. “Der er et badeværelse lige på den anden side af gangen, og du er stort set den eneste beboer på hele gangen, så du får det helt for dig selv. Når du går op af trappen for enden af gangen, vil du komme til etagen hvor vi andre sover. Maddox sover på det første værelse til venstre, mine gemakker er lige ved siden af hans. Damians er døren overfor, men der skal du lige op af en trappe for at nå helt derop. Han kan godt lide at bo højt, så han bor i tårnet.”

[Blake De Clare]

Blakes blik fulgte Maddox ryg helt indtil Macarias stemme nåede hende igen og hun høfligt vendte sin fulde opmærksomhed tilbage på dronningen, som tog hendes arm. Blakes ansigt udviste mild overraskelse da hun lod sig trække afsted. Der var så mange indtryk, dronningen der talte om Ashton, staldende, vandsystemet, og samtidig førte hende igennem det mest fantastiske eventyr af et slot som den unge djinn nogensinde havde set. Hendes øjne var store og runde som de drev fra væg til væg, til påfugle, statuer, forestillinger, malerier af fabeldyr og historier. Hun syntes endda at hun hørte musik komme fra en af salene de passerede. Det hele var så overvældende, at hun slet ikke kunne dy sig for at spørge ind til Macarias fortællinger med en nysgerrighed der umuligt kunne mættes. Og dronningen virkede til at tage så åbent imod det hele, at den Blake endda frisindet fik joket omkring uheldigheden af skørter når man gik på glasgulvet – da alle nedefra ville kunne se direkte op.
Glasdørene Macaria åbnede op fik Blake til at stivne i den store døråbning. Hendes kæbe faldt og hun stirrede fortryllet rundt i værelset. Det var mindre end hendes tidligere gemakker på Castle of Fire, men uden konkurrence det smukkeste værelse hun nogensinde havde set.
”Det er mere end perfekt!” Da hun langt om længe var i stand til at løsrive det lyseblå blik fra billedet af en dreng der udelukket kunne være Damian som barn, drejede hun omkring mod den rødhårede kvinde og helt uden at tænke videre over etikette greb hun hendes hænder.
”Tusind tusind tusind tak af hjertet for dette.” Hendes udtryk af ren taknemmelighed og lettelse skreg at hun takkede for så meget mere end blot det smukke værelse. ”Tak for forståelsen for det hele og alt hjælpen.”

[Macaria Forsyth]

Der var intet ved Macaria, der udviste at hun havde noget imod Blake tog hendes hænder - tværtimod grinede hun klingende af den unge piges begejstring.
“Du skal da ikke sige tak. Du er i en kattepine, du er Dylans djinn, og jeg ville gøre det her for hvem som helst af hans… veninder.” Hun smilede bredt, gav Blakes hænder et klem, før hun trak dem fri, så hun i stedet kunne lægge en arm om hendes talje, og føre hende med sig over til skabet, der var lavet med glasdøre. Det var tomt på nuværende tidspunkt.
“Desværre har jeg ikke noget tøj til dig, men jeg tænkte du kan låne noget af mit - jeg har noget du måske kan passe, ellers må du kigge i Dylans skab. Han har sikkert en skjorte eller noget i den stil. Og så i morgen tager vi ned i byen, og finder noget ordentligt tøj til dig, som du kan gå med. Hvis du skal til Sethos på et tidspunkt, har du også brug for noget varmere tøj,” fortalte hun frit, mens hun hæmningsfrit mærkede efter på Blakes talje og skuldre, for at finde ud af hvor stort eller småt tøjet skulle være. Dylans tøj ville sidde løst på hende, men det gik sikkert indtil i morgen. “Du er typisk Pandemonium-høj men ret slank. Vi skal nok finde ud af noget! Det vigtigste er du ikke kommer til at fryse - specielt ikke i Sethos, for dér bliver der altså mega koldt, og man tænker ikke over det meste af palæet er lavet af sten, så man skal også huske varme strømper. Vi tager på shopping i morgen. Er også lang tid siden, jeg har gjort det, så det er fint. Så går tiden også med dét, indtil Dylan bestemmer sig for at komme tilbage - han er ved Euphonias røv ligesom sin far nogle gange.”
Dronningen plaprede afslappet løs, mens hun gik rundt og hyggede sig med at lige vande en potteplante under det lille springvand, eller rette på en pude i sengen. Til slut åbnede hun altandøren, så der kom frisk luft ind. Vinden var kold og bidende her i Vavilon.
“Du må tilgive mig, hvis jeg kommer til at sige noget forkert med hensyn til det der djinn-halløj, men jeg har aldrig mødt en djinn før, og hvert fald ikke én bundet, så jeg har ingen ide om hvad det betyder eller gør. Selvfølgelig har jeg læst en bog eller tre om det, men… you know… du siger bare til, hvis der er noget. Dylan nåede kun at fortælle mig meget lidt. Han taler ikke så meget for tiden - det er nok en teenagerting eller sådan noget,” afsluttede hun med et tungt suk, før hun drejede rundt på hælen mod Blake og slog ud med armene. “Skal vi få dig i bad, og så kan jeg føre dig til hans gemakker bagefter, så du kan finde noget tøj, du kan have på til i morgen?”

[Blake De Clare]

Blake fangede godt antydningen af at der var flere unge piger omkring, men lod den gå pænt forbi uden at mærke andet end et lille stik. “Tak.” Hun lod sig fører med til at skabet der var udført ligeså smukt og naturligt som resten af lokalet. Hendes fingre gled let henover det fine glas, der afslørede det tomme hulrum bagved. Så symbolsk.
Macarias befamlende hænder var ikke noget der gjorde hende befippet, for hun var så vant til at skræddere og tjenestefolk mærkede, iklædte og afklædte hende. “Det vil være helt perfekt! Jeg nåede slet ikke at få andet med end det jeg bar, og den kjole holdt ikke engang den første uge på en hest. Der er kun dødsengle i Sethos ikke?” Sætningerne strøg ud ligeså hurtigt som de opstod i hendes hoved. Som dronningen begyndte på tjenestefolkenes pligter, drev Blake nysgerrigt mod et af vinduerne, stadig med dronningen i øjenkrogen. Hendes ord om at Damian ikke sagde meget for tiden fik hendes læber til at krumme svagt op. Han var frustreret. Og forvirret. Hun kunne mærke det som små vinger der blafrede indeni hende. Engang imellem så voldsomt at hun havde svært ved at føle om det var hende selv eller ham. Faktisk oftere end ikke.
“Du spørger bare, men han er min første, så jeg kan måske ikke svare på alt. Ja tak! Er det også muligt at vi måske kan finde noget mad? Jeg har ikke spist siden i går.” Hun drejede igen ansigtet mod Macaria. Selv efter flere uger på ryggen af en hest, sulten, beskidt og øm, bar hun sig stadig som en pandemonsk adelig. Nej, ikke engang. Hun bar sig nærmere som en pandemonsk prinsesse. Det sidste halve år med konstant undervisning i pandemonsk royal etikette havde sat sine spor på hende. Hendes talemåde, hendes måder at spise på, at fremstå på, osv. Det ville tage tid at komme af med igen.