Post by Marcellus LaPiera Black on Sept 3, 2019 16:41:14 GMT
Jeg Ved Præcist Hvor Raine Er
Oneshot
Han fandt hende ude på altanen. Den kolde vind rev i hendes ravnsorte hår, som frit blafrede bag hende. Kronen lå på gallænderet ved hendes side. Han havde lige sagt farvel til de sidste gæster, der var taget med hestevogn, og havde på lettere, usikre fødder fundet sin vej tilbage op i den øde festsal. Musikken var ved at pakke sammen. Glas, både tomme og halvtomme, stod overalt, samt nogle ting gemt hist og her som en taske, jakke eller sko. Tjenerne var allerede ved at rydde op både her og inde i spisesalen, men han skænkede dem end ikke et blik, da han trådte ud på altanen, for at stille sig ved sin hustrus side uden at hun reagerede på ham. Hun stod med et glas i hånden. Vand, hvis han skulle bedømme ud fra farven.
“De sidste gæster er taget hjem. Et par stykker har valgt at overnatte, så vi er nok nødt til, at holde noget fælles morgenmad i morgen,” informerede han hende stilfærdigt, og plantede et blidt kys på hendes kind. Hun havde grædt.
“Nuvel…” svarede hun lige så stille som ham. Det var svært, at høre hende over vinden, og hun var iskold.
Han observede hendes ansigt. De isklare øjne var rettet langt ud over horisonten, men pupillerne pulserede ikke, hvilket afslørede hun ikke var igang med at kravle ind i en eller anden stakkels sind. Hun var her.
“Isabel er igang med at gå slottet igennem - bare for at være sikker. Ved du hvor Raine er? Jeg har ikke set ham det meste af festen.”
“Meningen med ham er man ikke ser ham,” svarede hun glat, før hun med et suk nikkede. “Og jo… jeg ved hvor han er.”
Det hele lød meget kryptisk for ham, og han rynkede panden af hendes valg af ord, da han kendte hende godt nok til at vide, der var noget i gærde, men inden han kunne nå, at spørge ydeligere ind, talte hun igen.
“Lagde du mærke til Jareth tog alene hjem?” Hendes spørgsmål lød uskyldig, og dog var det langt farligere end noget våben mod hans strube. Han nikkede blot med en bekræftende lyd fra struben. “Sagde Blake farvel til dig?” Først nu rettede de kølige øjne sig mod ham, og som altid, når han mødte dem mærkede han alt i sin fryse og spænde op - hvordan kunne noget være så behageligt og ubehageligt på samme tid? Macaria gav ham kun varme, når han lod sig fordybe ind i de dybe, blå øjne, men Eriz… Eriz dragede ham på en helt anden måde, der fik hans nakkehår til at rejse sig, når han tænkte over det.
“Nej… Det gjorde hun ikke,” svarede han lettere træt. Helst ville han gerne, at de kunne droppe denne her leg for i nat, og så bare gå i seng, men stadigvæk var der noget ved hende, som fortalte ham noget var under opsejling. Havde det noget med hendes tårer at gøre? “Vil du fortælle mig-”
Han nåede ikke at sige mere, før at hun afbrød ham.
“Jeg advarede hende. Jeg sagde til hende, at hun skulle holde sig væk, men… åbenbart valgte hun at tage det ret bogstaveligt.” Hun hævede glasset op til sine læber, og tog en tår af væsken. Der kom ingenting læbestiftmærker, og det slog ham først nu, hun ikke havde noget på. Let lagde han en hånd mod hendes ryg.
“Blake er taget til Vavilon. Over til Dylan. Det er bedst for dem begge to, at være tæt sammen alt taget i betragtning,” indrømmede han, og strøg hende beroligende over ryggen, mens han trak sig lidt tættere på hende, uden at hun gjorde noget for at komme væk. “Du vil jo også det bedste for dødsenglen, ikke sandt?” Han strøg silkebløde kys ud over hendes nøgne skulder, før hans læber vovede sig op af hendes hals, hvor resterne af hendes parfume kildede hans næse lokkende.
“Jo. Derfor har jeg sørget for, hun ikke længere har noget at tage tilbage til.” Hendes ord tog lidt tid for hans beruset hjerne at opfange, før at han bremsede sin færd op af hendes hals, og trak sig tilbage fra hende, så han kunne møde hendes rolige blik.
“Hvad mener du?” spurgte han med en begyndende skarphed kravlende ind i sin tone. Udtryksløst lagde hun hovedet på skrå.
“Har du skilt Jareth og Blakes ægteskab ad endnu?”
“Hvad har du gjort?” Hans hånd mod hendes ryg lukkede sig i stedet sammen om hendes arm, uden at han bekymrede sig om hvor hårdt han klemte. “Eriz! Hvad har du gjort?”
Med et knusende roligt blik så hun ham direkte i øjnene.
“Jeg ved præcist hvor Raine er,” svarede hun hvislende. “Det ser ud til Jareth snart, arver en stor sum penge, og Blake vil være den eneste De Clare tilbage i live.”
Marcellus stirrede på sin hustru med overraskelse i blikket, inden at han med en irriteret snerren, snurrede rundt på hælen og marcherede ind i salen igen.
“ISABEL!” rungede han med en stemme, der slog mod væggene, så diverse tjenere fór sammen i chok. En skikkelse trådte ud af skyggerne på et bord, og manifesterede sig som hans livvagt, der end ikke så det mindste træt ud, som hun afventende kiggede på ham.
“Tag til De Clare palæet med det samme. Raine er der!” råbte han mod hende, og uden at spilde tiden med spørgsmål vendte hybriden rundt, og forsvandt tilbage ind i sine skygger, som var hun én af dem. Han så efter hende, før at han med hænderne knyttet langs siden, drejede sig halvt rundt, for at kigge tilbage mod Eriz, der stod lænet sidelænst op af dørkarmen til altanen med det nu tomme glas hængende dovent mellem to af sine fingre.
“Vil du med i seng?” spurgte hun træt.
