Lad mig kvæle dig!

[Zean Forsyth]

Caleb Sanders

---

Det var midt på dagen og solen skinnede. Haven var dækket af blomster og små buske i alle farver og med alle dufte. Grøn, rød, gul, lilla...Alle farver man umiddelbart kunne komme i tanke om.
Zean kunne godt lide at gå en tur i haven. Til tider tog han sin datter, Arona, med ned i haven og fortalte hende lidt om de forskellige planter, som kunne spises eller havde helbredende egenskaber. Han havde selv lært noget af sin mor, som i sin tid havde været en berømt healer, med specielt i urtemedicin. I dag var ingen undtagelse. Arona sad mellem nogle høje blomster og var næsten helt gemt væk. Den første man ville se, var Zean hoved der stak op mellem blomsterne, der vejede i en brise omkring dem.
Arona var klædt i en hvid, let kjole og havde en krans af blomster på hovedet. Det lysebrune hår hang i en lang fletning ned ved siden af hende. Hun var ikke mere end 6 år gammel og havde allerede oplevet en del, halv dødsengel og halv dæmon, som hun var. Hun sad og prøvede at flette en ny krans, med tungen lige i munden og et koncentreret blik. For Zean var det ret ligegyldigt at kunne lave kranse, men siden hun så ud til at nyde det så meget, kunne han ikke få sig selv til at forstyrre hende.
"Hvilke blomster har du valgt?" spurgte han hende.
"Jeg har valgt...Lavendel...Den kan jeg kende på duften! Den dufter godt. Lidt som de olier, der er, når jeg skal i bad. Og jeg har valgt...De røde blomster!" Zean smilte let og tog en af de røde blomster, med de store og tynde kronblade.
"Det er en valmue" fortalte han hende og gav hende blomsten tilbage. Lavendler og valmuer var nok ikke de flotteste blomster at samle, men igen. Pigen så ud til at nyde det.

Zean selv var i bare fødder, som var arrede efter han havde fået dem brændt af en drage. Nogle løse, men sorte bukser og en hvid skjorte, der ikke var knappet. Man kunne se hans muskuløse overkrop og forbindingen om hans mave. Selv om hans sår næsten var væk nu, var det stadig ømt og ikke så pænt at se på. Han sad med benene over kors og hvilede på sine arme, mens han studerede Arona arbejde, med de stålgrå øjne. De samme slags øjne Arona havde. En sommerfugl fløj over hovederne på dem og der lød en let summen af travle bier og brumbasser.
"Far, hvorfor sover mor hele tiden? Hver dag sover hun! Jeg kan aldrig tage hende med ud i haven!" brokkede hun sig pludselig og Zean kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Macaria er en vampyr. Jeg har fortalt dig det. Vampyrer, når de går ud i solen...Puf! Så er de aske. Døde. Pist væk." svarede han roligt.
"I så fald laver jeg en til hende, hun kan få i aften" Arona fortsatte sig arbejde med sine små hænder.

[Caleb Sanders]

Caleb kunne ikke sige hvorfor at han havde så meget i mod Zean, og alligevel så stod svaret jo ganske klart foran ham og han vidste udemærket godt at de bundede i en ting: Macaria. Caleb havde været glad for hende i mange år, og om han rent faktisk var forelsket i hende, eller om han bare var enormt beskyttende overfor hende, var faktisk en smule svært at sige. Men der var dog ingen tvivl om at hun var hans bedste veninde og han nød at bruge tid sammen med hende, og havde bestemt ikke tænkt sig nogensinde at miste hende. Bare i denne tid hvor hun havde været kidnappet, havde Caleb jo haft det helt igennem forfærdeligt og han havde virkeligt gjort et forsøg på at undgå Zean på slottet, selvom han jo ikke kunne slippe helt for ham, han var jo ikke højre hånd for ingenting, og Caleb arbejdede bestemt altid hårdt når han blev bedt om det.

Caleb stod i døren ud til haven, han gik ikke udenfor eftersom han jo selv var blevet forvandlet til vampyr for snart mange år siden, og han bevægede sig ikke ud. Der var ingen tvivl om at Arona var en sød pige, men Caleb prøvede at holde sig fra hende, nok fordi at hun mindede ham om endnu en ting som Zean og Macaria havde sammen, og han sukkede blot ved tanken. Det var udelukkende i jalousi, og det var Caleb udelukkende opmærksom på, det havde jo stået på i mange år nu, og så meget indsigt havde han da trods alt i sig selv, og i hvad der foregik. Han blev stående og betragtede blot de to, i det mindste virkede Zean som en god far, og det var da en lille positiv ting at sige om ham, selvom Caleb ikke var meget for at indrømme at der overhovedet var noget positivt at sige.

[Zean Forsyth]

Solen skinnede og var varm. Det var jo en skøn dag! Efter Macaria var forsvundet havde han og Arona vænnet sig til at være vågne om dagen igen. Til tider kunne det være svært at få ordentlig familietid med en vampyr som kone, når hun ikke rigtig var vågen om dagen. Gad vide hvordan de kunne klare sig uden solen? Åh ja...Selvfølgelig, de ville dø hvis det var, men ellers!
Arona var fantastisk. Som halv dødsengel elskede hun smerter og blod, til tider tog han hende med ned i kælderen og lærte hende om det. Det ville en dag blive vigtigt for hende at kende til det, når hun skulle nære sig på folks smerter. Det var en del af hendes kultur. Men lige nu havde de bare far-datter tid.
Zean rakte ind over hende og hjalp hende med at sætte nogle af blomsterne fast i hendes nye krans. Hans blik gled tilfældigt op mod døren og bemærkede en skikkelse der stod i skygger, på sikker afstand fra solen. Et svagt smil gled over ham. De havde to vampyrer boende. Og denne skikkelse var ingen kvinde. Jamen dog, så katten havde listet sig ud af sin sæk. Han var både tilfreds og utilfreds med at Macaria bare ansatte folk uden at spørge ham først. Nu havde de folk på slottet der hadede ham og forgudede Macaria. Kunne han overhoved sove sikkert nogen steder? Selv om Marcel havde udgjort den største trussel mod hans liv, var der altid en mindre og konstant trussel i form af denne hybrid, der var deres højre hånd. Deres mest betroede stilling og alligevel brød han sig ikke om manden! Nej. Havde han haft nok at sige, skulle deres højre hånd have været en anden. Og nu med Marcel væk, måtte han finde en løsning på problemet og få denne Caleb fjernet, så der ikke længere var nogle trusler blandt hans egne vægge.
Hans ene hånd gled frem og nussede Arona oven på hovedet.
"Far skal lige snakke med nogen. Kan du sidde her selv lidt?" spurgte han. Efter Macarias kidnapning, havde han sørget for at slottet var under konstant overvågning af flere vagter. I haven stod også et par dødsengle og holdte øje med dem. Hun nikkede og Zean rejste sig. På sin vej over mod døren gjorde han en kort bevægelse med hånden og den ene af dødsenglene gik over til Arona, for at holde øje med hende. Han kunne altid stole på sine egne folk.
Han gik ind gennem døren og kunne straks mærke at der var køligere indenfor. Det var jo næsten helt koldt! Han skuttede sig kort, før han sendte Caleb et lidt for stort smil.
"Hvorfor joiner du os ikke ude i haven, i stedet for at stå her som en skummel skygge?" foreslog han i hvad han tydeligt selv mente var en sjov joke.

[Caleb Sanders]

Caleb var ganske taknemmelig for at han gjorde et forsøg på at holde sig væk fra menneskeblod, for havde han haft det i årene og var han blevet hidsig nok, så var han nok hoppet på Zean for længe siden, udelukkende af Jalousi. Dog var det ikke noget der blev talt højt om, men de fleste kendte skam godt til den anspændte stemning imellem dem og Caleb gjorde sit for at holde det der og ikke skabe et stort drama. Han ville jo gerne beholde sit job, som han var ret så glad for og hvis han selv skulle sige det, så var han da også ganske god til det. Han rådgav skam også Zean efter bedste evne når der var brug for det, og han prøvede ikke på at hverken sætte fælder op eller prøve at få ham slået ihjel, så stort et svin var Caleb dog ikke, selvom han uden tvivl havde lyst til at være det nogengange.

Som Zean kom i mod ham og hans ord faldt, kiggede Caleb på ham med et blik der et øjeblik kunne dræbe. Zean vidste jo udemærket godt at han var vampyr, det havde han jo trods alt været de sidste nå ja... Hundrede år efterhånden: "Sol er ikke lige min stærke side..." sagde han i en lav mumlen og overvejede hvordan han nu engang lige skulle formulerer at han syntes Zean var en klaphat uden at sige det: "Alt vel med dronningen?" spurgte Caleb i en rolig stemme, noget de to vel havde tilfælles var vel deres omsorg for Macaria. Ingen vidste at Caleb var forelsket i hende for han sagde det aldrig til nogen, men nogen få havde måske regnet det ud, fordi at han åbnede sig så meget for hende, hvilket han jo aldrig gjorde. Men Caleb prøvede hele tiden at sige til sig selv at de bare var bedste venner og intet andet.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled over Caleb et øjeblik, før det gled udenfor, hvor Arona sad næsten begravet i blomster med tunge hoveder. Så kiggede han på Caleb igen med et svagt smil.
"Ærgerligt. Solen er ganske stærk i dag, det er en fornøjelse at være udenfor" drillede han ham. Han kunne ikke lade være. Selv når Caleb prøvede at rådgive ham, nægtede han rigtig at lytte til manden. Faktisk lyttede han kun rigtigt, når Macaria sendte ham et strengt blik. Han tog ikke imod råd fra nogen han ikke helt stolede på og han kunne til tider blive helt utilfreds, når Macaria foreslog noget, hun havde fået af ideer fra Caleb.
Åh ja, det eneste han rigtig var taknemmelig for, var at Caleb havde overtaget noget af Macarias arbejde, da hun var kidnappet, så han ikke havde siddet med absolut alt selv! det havde været forfærdeligt at arbejde med manden, men man kunne vel ikke altid undgå det.
Macaria forstod virkelig at skabe husfred.
Han lænede sig op af væggen med armene over kors. Caleb så vel næsten dronningen lige så meget, som han selv gjorde.
"Hun sover, sidst jeg tjekkede. Der er meget arbejde at indhente...Men det ved du nok alt om. Jeg har forresten snakket med Portus. For nu, er vi i fred med landet. Deres dronning, Valencia, ønsker intet andet end fred og for at holde freden ved lige, besøger jeg dem til tider og tager på jagt med hende. Jo mere vi kan styrke forholdet mellem landene, jo bedre. Jeg er også ved at forhandle en dybere fred med Pandamonium..." han sukkede svagt og så udenfor igen. Som højre hånd, var det vel bedst hvis Zean fortalte ham, hvad han lavede. Eller, i hvert fald de politiske ting. De havde ikke tid eller råd til endnu en krig lige nu, så hellere sørge for begge lande ville lade Vavilon i fred, så de kunne komme sig ordentlig efter sidste krig.
"Og hvad får du så tiden til at gå med? Har Macaria sat dig ind i vores planer for en kæmpe fest for hele Oberion?" spurgte han og så på manden igen.

[Caleb Sanders]

Caleb forsøgte sig med et lille smil, han forsøgte altid at virke stærk og han viste ikke sine svagheder overfor nogen i denne verden, udover Macaria naturligvis, men hun kunne tage det, også fordi at det jo ikke var et venskab hvor de bare sad og talte om blomster og følelser, for så var Caleb nok stukket af for længe siden: "Tjah, sol har nu aldrig været min ting..." sagde han ærligt i et skuldertræk, ikke engang da han var Magiker havde han været specielt interesseret i at rende udenfor om sommeren. Nok fordi han forbandt det med blomsterkrandse og lykke, som jo primært var de ting han bror Elias lavede med sin flok hjemme i Portus. Det var simpelthen så langt ude og selvom Caleb var opvokset sådan, så havde han nok altid følt sig ret så meget udenfor.

Som han begyndte at tale forretning, følte Caleb næsten en lettelse i kroppen, for det var da i et mindste mere behageligt emne at smide på bordet, for trods alt var Caleb god til sit job: "Aha, og hvad med Pandenomium? De er opgivet?" spurgte han nysgerrigt og kiggede i mod Zean med et roligt blik, ingen tvivl om at Caleb var stolt af at bo i Vavilon, og han var sikker på at dette her land for evigt nok skulle være det største og rigeste af alle: "Fest? Nej ikke ligefrem, vi har ikke snakket så meget" sagde han roligt og kiggede på Zean i et roligt blik, han blandede sig ikke rigtigt i den slags, og han ville ikke forstyrre Macaria hvis hun ikke selv opsøgte ham, han vidste jo at hun havde travlt, og generelt prøvede han bare at holde sig lidt på afstand.

[Zean Forsyth]

Han trak let på den ene skulder og så igen udenfor. Ja, hvad med Pandamonium? Macaria og Eriz var svorne fjender og Marcel ville være så meget venner at det næsten virkede falsk. Og så var Eriz gravid...Marcel ønskede fred. Han var dog ikke helt sikker på om han kunne overholde den fred i for lang tid...Men lige nu var det godt med fred. Landene havde brug for at slappe af, nye soldater skulle fødes og trænes op og folket skulle nå at feste, hvad deres land jo nærmest bestod af. Når man gik en tur i byen kunne man se hvordan folk igen var begyndt at slappe lidt af, nu hvor der ikke virkede til at herske ufred nogle steder. Han tyggede sig tænksomt i den ene kind. Så rettede han sig op med et lille smil. Hans hænder greb fat i Calebs skuldre og med et lidt for stort smil vendte han Caleb om og skubbede ham foran sig, dybere ind i slottet og væk fra solen. Han slap først Caleb et øjeblik efter. Han satte kursen mod sit kontor.
"Pandamonium er en gråzone. For nu, er der fred. Lad os blive så meget venner med dem som muligt og lulle dem ind i en falsk tryghed. Eriz, deres dronning, er gravid og jeg tror Marcel er ret interesseret i det. Han virker også glad for sin kone...Men jeg kender Eriz. Det ville undre mig meget hvis der var noget virkelig seriøst mellem dem. Med lidt håb får vi Portus på vores side og hvis der en dag sker noget, kan vi snyde dem til at hjælpe os. Forhåbentligt" Et selvsikkert og lusket smil gled over ham. Hvorfor holde det hemmeligt? Caleb havde trods alt, i de år han havde været her, ikke sladret til nogen. Og hvis han gjorde? Dette ville være en god test. Trods alt kunne han altid snakke sig ud af det, hvis Caleb forrådte dem. Og forrådte han dem, havde han en god grund til at smide ham ud. Ud i solen, det var.

Da de trådte ind på kontoret, klappede Zean entusiastisk i hænderne. Kontoret bestod af en reol, med få bøger og flere mærkværdige genstande, Zean havde skaffet sig i løbet af tiden. blandt andet et udstillingsmontre med et udstoppet vampyr-fyrste hoved i. Macaria havde forlangt han kun måtte have det på sit kontor og det passede ham fint. På væggene hang sværd, af forskellige modeller, og enkelte andre våben, samt en pisk her og der. Pejsen var der også, men den var slukket. Skrivebordet stod midt i det hele, med en bunke papirer ovenpå, mest breve han endnu ikke havde åbnet og taget stilling til. At læse og skrive var ikke lige ham! Det lod han Macaria om. Faktisk var arbejde ikke særlig meget ham.
Han gik over til bordet og greb forskellige dokumenter, kun for at smide dem over skulderen, så de alle endte på gulvet i et stort rod. Til sidst hev han et eller andet dokument op og rakte det til Caleb.
"Planerne! Det skal være en stor fest. Jeg har snakket med hende om det og vi er ret enige. Temaet er farver. Stegt vildsvin, drikkelse, musik. Små poser med maling eller farvet pulver folk kan kaste på hinanden. Og det skal ikke bare være i Oberion! Det skal være i hele landet, hele landet skal have lov til at feste! Jeg tænker vi giver folk fri den dag, der er fest, så de alle kan nyde vores dronning er tilbage og landet i fred. Jeg tvivler på nogen bliver kede af det, ud over et par investorer her og der, men hvem lytter til dem?" Han lænede sig op af sit skrivebord med et skævt smil. Macaria var den der stod for planlægningen af diverse ting, men siden hun intet havde fortalt ham - hvad hun måske bare havde glemt - måtte han jo!

[Caleb Sanders]

Caleb lyttede til hvad Zean sagde, selvom han ikke kunne fordrage den mand på det personlige plan, så var der ingen tvivl om at han var ganske fornuftig at arbejde med og det var trods alt det fokus som Caleb så måtte have når de to stod og snakkede sammen, og det virkede jo heldigvis til at Zean havde samme mening: "Fornuftigt.. Portus, det burde ikke være umuligt, deres dronning skulle være ganske mild hvis man rammer hende på det rette tidspunkt. Min storebror er raceleder i landet, og gider til tider lidt information" sagde Caleb roligt, men vidste dog godt at det ikke ligefrem var en nyhed at Elias var hans storebror, dog var han ikke i kontakt med ham, Elias sendte ham blot lidt informationer engang imellem for at hjælpe, da Caleb jo oftest var ude at skide, og han havde ikke fortalt sin bror at han nu var oppe i ranglisterne, for så ville han nok stoppe med at sende ham information. På det punkt havde Caleb nok altid været egoistisk, helt ind til benet.

Caleb blev tydeligt overrasket over at Zean pludseligt snakkede om en vild fest, og han rynkede ganske roligt på panden: "Aha... Og... Hvordan med økonomien? Jeg mener, det er da mange penge at brug epå ingenting... Jeg mener hvad... Fejre vi?" sagde Caleb i en let undren, og lod en hånd glide igennem sit halvlange hår, så det ikke bevægede sig i mod hans øjne: "Jeg tænker mere, sir... Er det mon klogt at bruge så mange penge når landende kan ligge i krig hvert sekund?" sagde han blot, og turde jo naturligvis kun stille spørgsmål fordi at han var rådgiver, ellers havde han jo bare adlydt ordre og det gjorde han skam også, han ville bare gerne sikre sig på at det hele faktisk var gennemtænkt.

[Zean Forsyth]

Han smilte let. Gav informationer? Interessant. Og godt!
Dronningen var mild. Faktisk noget nær skøn. Han nød at være i landet og bruge tid sammen med dronningen, at tage ud og gå på jagt med hende.
"Dronningen er ganske rar" svarede han blot. Der var ingen grund til at gå yderligere i detaljerne. Caleb behøvede kun at vide det overordnede. Ellers kunne han vel spørge Macaria, de to var vel mere end glad for at tilbringe tid sammen. Så kunne han komme brasende og ødelægge deres hygge, ved at gøre krav på sin kone. Tanken var underholdende og meget tilfredsstillende. Måske burde de snart gå i kælderen og torturere nogen igen. Macaria var aldrig mere smuk, end når hun torturerede folk og drak deres blod. Så dyrisk, så smuk!

Han så vantro på Caleb. Hvordan...Fortæl ham det igen, hvordan var Caleb endt som deres højrehånd, når han ikke engang elskede fester, som var noget man gjorde meget i dette land - holdte fester? Det var så absurd og latterligt!
Han havde lyst til at gribe fat i manden og ryste ham. Hårdt. Måske kunne det være nogle brikker faldt på plads.
"Hvor er du dog en dødbider! Hvordan kan du kalde en fest for ingenting? Vi fejre Macaria er kommet hjem! Jeg foreslog det og hun mente ideen var fantastisk!" han kunne slet ikke forstå manden. Ikke så meget som en bid. Det var kun fordi han vidste Macaria ville blive sur, han ikke bare smed manden ud for at undgå at høre på hans latterlige ord.
"Vi har ingen at drive krig med! Vi har fred med Portus, deres dronning ønsker ingen krig. Og vi har en fredstraktat med Pandamonium. Fortæl mig præcis hvad du er bange for!...Eller måske er det personligt for dig? Du bryder dig ikke om jeg danser med dronningen hele aftenen?" han sendte Caleb et udfordrende smil. Åh ja. Faktisk kunne han være ligeglad med hvad Caleb mente. Både han og Macaria ønskede en fest, så en fest blev der! Han viftede let med hånden.
"Du ødelægger det gode humør. Har du problemer med økonomien, foreslår jeg du tager dem til Macaria" foreslog han.
"I mellem tiden kan du finde dit festhumør frem. For fest blev der!" slog han fast tilfreds.

[Caleb Sanders]

*Du har måske allerede lagt kort ind ved hende* tænkte Caleb for sig selv, men sagde ingenting. Desuden anede han jo slet ikke om han var typen der rendte rundt med alverdens kvinder, men Caleb havde nok bare alle dårlige tanker om ham på det punkt, og han havde ikke ret meget respekt for ham, men lige så snart at de snakkede om arbejde, så gik det hele trods alt bare en smule nemmere: "arh... Du kender hende måske allerede?" spurgte Caleb nysgerrigt og lagde så let hovedet på skrå: "Måske hun så er til at tale med" sagde han roligt, hvis alle landende kunne tro at der var fred, jamen så var der jo ikke meget at komme efter. Så kunne man angribe dem når man havde brug for det, og når de mindst ventede det, go det var jo uden tvivl at smart trick.

"Fair, jeg ville blot høre" sagde han ganske roligt og var ikke sikker på præcist hvordan han skulle reagerer på den hårde tone, men nu hvor han havde drukket dyreblod det sidste lange stykke tid, så kunne han nemmere styre sit temprement og bare finde sig i hvad der blev sagt, selvom han ikke altid havde lyst til det: "Jeg skal nok få det arrangeret, hvornår skal det være klar?" spurgte han i en direkte stemme og kiggede i mod Zean, han kunne jo lige så godt komme igang, for han var glad for sti job og han havde bestemt tænkt sig at gøre det godt, også selvom han nok fik brug for en smule hjælpe, han ville bare gerne sikre sig at det gik, inden der måske ville ende med at være krig,d et var jo trods alt ikke pinligt.

[Zean Forsyth]

Zean var typen der elskede en god kvinde og han fandt det ikke pinligt at afprøve de forskellige kvindelige skikkelser han mødte, også selv om han altid kunne vende hjem til Macaria bagefter. Det var en del af aftalen, bag ægteskabet. At de havde friheden til at være sammen med hvem de ville, så længe det ikke var lige foran næsen på den anden, mere eller mindre. Derfor havde han flere elskere, selv om han oftest kun brugte en kvinde en gang. Han så intet skamfuldt i det.
Han smilte lumsk til Caleb.
"Det gør jeg. Vi var på jagt sammen og bagefter nød vi noget vildsvin sammen. Sød kvinde, lidt naiv og jomfru" svarede han blot. Selv om han var sammen med mange, havde han ikke været sammen med Valencia. Endnu, i det mindste. Hvem vidste hvad fremtiden bragte? Og hvis det bragte Portus og Vavilon tættere sammen...
"Hun elsker at tale. Besøg hende en dag, bare sig du er herfra, hun vil måske tage imod dig med åbne arme" Og bringe Caleb væk fra slottet lidt tid, så han ikke behøvede at se på ham...Men samtidig bragte det også Caleb væk, så han ikke kunne gå og kysse Macaria for næsen af ham. Dilemma. Pyt med det!
Godt nok var det aldrig indrømmet at Caleb holdt sådan af Macaria...Men et eller andet fik bare Zean til at provokerer på den måde. Som han gjorde over for alle mænd, han fornemmede ønskede noget med Macaria, venskabeligt eller ej. Bare spørg Aron.
Arona! Åh...Hun sad derude. Han måtte måske vende tilbage. Om lidt. Hun var en stor pige, hun kunne godt underholde sig selv lidt.
"Så tidligt som muligt. Hurtigst muligt. Jeg tænker den officielt skal ske ved en solnedgang, så selv de væsner, der er bange for solen, kan være med" kommenterede han og pegede kort på dokumentet han havde rakt Caleb, kun for at trække lidt på den ene skulder.
"Jeg skal nok hjælpe til. Jeg har ikke så meget at lave alligevel og trods alt er det sjovt at planlægge fester" Hans blik gled over til hans udstillingsmontre med hovedet af en vampyrfyrste. Han rettede sig op fra sit skrivebord og gik over til det, lagde sin hånd oven på det kølige glas. Selv om han intet sagde, håbede han alligevel Caleb forstod det som en uudtalt provokation. Han kunne simpelthen ikke lade være! Det var så underholdende.

[Caleb Sanders]

Caleb anede ikke om Zean kunne finde på at være Macaria utro, men hvis han var, så skulle Caleb skam nok finde ud af det, for en ting var at han ikke fik hende, men han skulle dælme ikke bare lade Zean behandle hende som lort, og da slet ikke når han godt vidste at Macaria var glad for idioten, selvom Caleb bestemt ikke var. Nogengange måtte man jo bare ofte sig, og på mange punkter var det nok fordi at Zean mindede så meget om Caleb selv at han ikke kunne lide ham: "Virkeligt? Spændende..." sagde han og prøvede nok at lyde en smule mere begejstreret end han egentligt var, men altså... Hvis han kunne lide at rende rundt og spise med dronningen af Portus for at skabe fred, jamen så skulle Caleb da ikke stå i vejen for det, han ville bare sikre sig at landet ikke blev mere skadet og at tingene gik som de skulle på denne side af tronen.

Som de talte om festen, smilede Caleb ganske roligt til ham: "Det lyder ganske fornuftigt... Har du nogen idé om hvor mange penge vi skal bruge på det?" spurgte han ganske roligt: "Og hvor mange resurser? Måske at i burde tage rundt og hilse på folket i anledning af festen? Vise jeres ansigt?" foreslog Caleb roligt, han ville jo ogås gerne styrke landet og selvom han havde mange følelser med i de forskellige ting, så ændrede det jo nu engang ikke på, at han gerne ville gøre alt hvad han kunne for at styrke dette lang, præcist som Macaria og Zean også gerne ville det, måske var det derfor at de i det mindste kunne arbejde så godt sammen.

[Zean Forsyth]

Zean og Macarias ægteskab var åbent. De var i sin tid blevet gift, for at gøre hinanden en tjeneste. Siden var det blevet lidt mere end en tjeneste, men deres ægteskab var stadig åbent og de kunne begge være sammen med hvem de ville. Hans blik gled over til Caleb. Han var virkelig ikke meget for fest, den fyr. Eller noget som helst. Han sukkede, trådte væk fra hylden og gik over til Caleb. Han greb manden i armen og trak ham med ud af kontoret igen. Lidt efter var de nede ved den åbne dør til haven igen. Dog slap Zean ham, inden han fik hevet ham helt med ud i solen.
"Caleb...Du burde virkelig prøve at nyde tingene lidt mere. Jeg har absolut ingen ide om hvad det koster, men vi er konge og dronning, så jeg er sikker på vi har pengene et eller andet sted. Ressourcer? Hvad mangler vi? Mad, drikke...Det hele kan blive gjort klart på en uge eller lidt mere. Vores eget land producerer mange af de ting vi skal bruge, trods alt" Han så på Caleb med et svagt suk.
"Hele ideen med fester, er jo at vi skal være med! Ikke tale om vi bliver på slottet, mens hele byen fester. Det er jo dødssygt. Vi holder fester, vi deltager også i den. Så bare rolig, vi skal nok opføre os...pænt..." hans smil voksede lidt mere og blev mere drillende.
"Forresten..." Han trådte indenfor igen ved et pludselig indskydelse.
"Beskyttelsen. Selv om der er fest, kræver jeg fuld beskyttelse. Jo flere soldater, jo bedre. Især omkring Arona og Macaria. Jeg kan klare mig selv, men de to skal være under konstant overvågning. Det sidste jeg vil se er festen bliver ødelagt af en ny kidnapning eller forsøg på mord" Sagde han. Det drillende var blevet skiftet ud med en pludselig alvorlighed.

[Caleb Sanders]

Caleb kiggede på Zean med et ganske roligt blik, og nikkede så let: "Nu skal du ikke tro jeg spørger fordi jeg ikke ved hvilke rigdomme jeg har at gøre med, jeg siger bare at en eventuel fremtidig krig er dyr" sagde han roligt og kiggede i mod Zean, han gjorde skam altid som der blev sagt, også selvom det var Zean der kom med ordren, men på den anden side, så havde han ikke tænkt sig bare at gøre tingene uden lige at komme ud med de få kritik punkter han havde, mest af alt fordi at Caleb ligesom Zean og Macaria havde et stort hjerte for Vavilon, og han ville hade at se landet gå ned, han havde brug for at gøre sit bedste for at holde det oppe, også selvom ham og Zean måske ikke var enige, heldigvis havde Caleb holdt sig på dyreblod det sidste lange stykke tid, som uden tvivl betød at han ikke var lige så sur og aggresiv som han ellers kunne være, og det var nok meget fornuftigt når han tålmodighed nogengange blev sat på prøve.

 Caleb nikkede blot: "Naturligvis, jeg skal nok sørge for at få ekstra mandskab på den dag, så alt er sikret... Tænker vi alkohol?" spurgte han i en rolig stemme: "Jeg tænker det måske kan gøre folk mere urolige" sagde Caleb roligt, nu var fulde mennesker jo ikke altid de nemmeste og der var jo desværre en del stakler i dette land der ikke kunne holde fingrene væk fra de søde sager, ligesom der var i de fleste andre lande: "Men jeg tænker også at sætte et par soldater på til dig, ikke?" spurgte han blot, de var jo også nødt til at beskytte Kongen, selvom kvinderne måske ikke var lige så stærke, så var han jo ganske udsat.

[Zean Forsyth]

Caleb hørte tilsyneladende ikke efter. Hans blik hvilede på manden et øjeblik. Nej, vent...Manden havde fat i noget der. Hvor var han dum! Nej, vent...Det var han ikke. Han havde bare været optaget af noget andet. En fest, som et eksempel. De skulle måske ikke marcherer i krig, men man vidste aldrig med Pandamonium. Det var et kapløb om at vente Portus til sin side, så man kunne stole på deres styrker i en krig. Selvfølgelig kunne Pandamonium finde på at angribe dem når som helst!
Hans blik gled udenfor et øjeblik med en tænkende mine. Det der med en højre hånd var ikke altid så dårligt.
"Du har ret. Vi kan ikke stole på Pandamonium. Begræns udgifterne til festen, men uden at vi mangler noget vigtigt. Mad og drikke skal der i hvert fald være, og musik. Macaria forventer en stor fest" Han følte sig faktisk mere tilpas ved at diskuterer mulighederne for en mulig krig, end at diskuterer en fest.
Han smilte let og hans fingre trommede let på hans hage, da han så tænksomt frem for sig.
"Selvfølgelig er der alkohol. Sikkert i store mængder. For alle og enhver, med undtagelse af børn og gravide. Hvilket også er endnu en grund til jeg forventer flere vagter. Om byen så skal lukkes af, mens vi fester. Hvad angår mig selv, kan jeg absolut passe på mig selv. Marcellus og Eriz er ikke dumme nok til at angribe os midt i vores egen by, med en masse soldater i nærheden. Desuden vil de ikke risikerer en krig nu, hvor de skal være forældre. Eller også er det et skalkeskjul...Jeg vil få nogle af mine egne engle til at flankerer mig, stol på det" Han havde diskuteret lidt med sig selv og skiftet mening midt i hans egen diskussion. Det var nok fint nok med et par vagter til ham også. De kunne aldrig stole på noget, selv ikke i deres eget land. Pandamonium kunne have spioner alle steder.
"Har du mere at tilføje?" spurgte han så.