Kollegaer

[Raine Felhorn]

Isabels reaktioner fik næsten endnu et grin over Raines læber, men han holdt det denne gang i sig, mens han betragtede hende trække sig tilbage til sit kammer. Idet hun havde skubbet døren op, havde han kun fået et kort glimt af mørket der herskede derinde, før hun trådte ind i det, og smækkede døren i bag sig. Han blev selv stående et par sekunder, og betragte den lukkede dør. Marcellus’ livvagt… Der var bestemt noget interessant ved hende. Gad vide om Eriz var blevet informeret om hvad det end var, hun holdt så hemmeligt? Eller var det en hemmelighed kun mellem Isabel og kongen hun tjente? Han lod tanken falde, og vendte sig bort fra døren, for i stedet at begive sig videre ned af gangen. Af vane lod han sine mentale fingre strække sig rundt i fløjen. Flere tjenestefolk vandrede rundt. Han sansede Loups sind vandre hvileløst rundt i etagen under sig. Kongen og dronningens tid i tronsalen var end ikke i nærheden af sin slutning, at dømme efter de sind som stadig var til stede derinde. Der ville stadig gå nogle timer før Eriz ville få brug for hans tilstedeværelse igen. I mellemtiden ville han trække sig tilbage til sit eget kammer, og skaffe sig et af de sjældne øjeblikke hvor han kunne være alene med sine egne tanker.
Raines egen kammerdør lukkede i, og efter kun få minutter kunne man høre lyden af den sælsomme fløjtespillen fra den anden side af døren. Mørk og faretruende, men yndefuld og lokkende på samme tid. Beroligende og advarende.

//out