Kollegaer

[Isabel Veterano]

Raine Felhorn - Isabel Veterano

Hurtigt lukkede hun døren bag dem, da de forlod kontoret, for at komme videre til tronsalen, hvor hoffet ventede på deres konge. Isabel fulgte ham lige i hælene gennem gangene, hvor de begge holdte en høj fart, så Isabels knælange jakkekant blafrede efter hende. Deres støvler var som rytmiske trommeslag. Isabels glødende øjne med den mandelformet pupil, kunne se ind i enhver skygge omkring dem, for at være sikker på, der ikke lå nogle på lur. Men hvem ville gøre det, heri Castle of Fire? Nej... hun var mest med som et skræmmemoment. Med det helt korte, hvide hår, de ravrøde øjne, og den truende attitude, var der ingen som turde, kommefor tæt på Marcel, når hun var i nærheden. Hvis ikke det var på grund af de feminine træk i hendes ansigt, kunne man nemt, tro at hun var en ung knægt med den markeret, stærke krop.

De drejede rundt om et hjørne, og kunne endelig marchere ind i tronsalen, hvor dronningen og hendes bodyguard, slog sig til dem, så kongeparret sammen, kunne gå over til tronen. De to bodyguards efter dem. Alle i tronsalen drejede deres hoveder mod kongeparret, som stolt skred hen over gulvet.

Isabel skævede til dronningens bodyguard, hun kort lige havde mødt, da hun blev præsenteret. Mentaldæmon. Hun blev aldrig vant til, at skulle samarbejde med mørkvæsner. Det væreste var, at hun nu selv var én af dem.
Igen koncentrerede hun sig om kongen, der var hendes ansvar, da han satte sig på tronen med sin dronning ved den ene side. Isabel kastede kort et blik over skulderen, inden at hun forsvandt rundt om tronen, for at ser om alting var sikkert. Det var hendes område nu. Tjekke der ikke lå en lejemorder på lur nogle steder.
Da alting virkede sikkert, og hun havde gået sin gang, begyndte hun at vandre tilbage langs væggen mod døren. Kongen var til hof, der var nu ikke mere for hende at gøre, andet end at vente tre timer på, at han skulle ud igen. Selvfølgelig med mindre han fik brug for hende, men så kunne hun altid blive tilkaldt. Han havde trods alt hendes sjæl.

[Raine Felhorn]

Tålmodigt havde Raine ventet ved Eriz’ side udenfor tronsalen, mens dronningen ventede på sin ægtemand. Det var i forvejen en sjældenhed at han forlod Eriz’ side, men i det sidste tid var det blevet ekstra tydeligt at der var blevet lagt mere vægt på dronningens sikkerhed. Lige siden nyheden om hendes graviditet var blevet kendt, var hendes livvagt blevet set i større grad omkring hende – vel at mærke, når han lod sig blive set. For en mentaldæmon som Raine var det intet problem at lade sig gå i ét med mængden, så han ikke blev bemærket. Men i disse tider var det langt fra en negativ ting for ham at blive set. Hvorfor ikke lade folket vide at dronningen var beskyttet? Ikke bare af sine egne evner, men af en mentaldæmon med de samme mentale kræfter?
Kongen og hans livvagt mødte op, og Eriz og Marcellus gik sammen ind i tronsalen, tæt efterfulgt af Raine og Marcellus’ livvagt – Isabel. Det var ikke meget tid Raine havde tilbragt med kongens livvagt, og den korte tid han havde haft med hende, havde ikke givet ham nogen information omkring hende. Hvad han vidste, var at hun arbejdede for Marcellus, på samme måde som han arbejdede for Eriz. Det frustrerede ham, hvor lidt han faktisk vidste om hende. Men Marcellus ville vel ikke hyre en kvinde han ikke stolede på. Og med Eriz bærende på hans arving, kunne Raine ikke forestille sig at kongen ville hyre en livvagt som kunne være en trussel for Eriz. Han lod tvivlen komme hende til gode.
På samme måde som Isabel tjekkede området omkring tronerne, havde Raine ladt sit blik – og sine mentale fingre – vandre over hoffet. Hvert et sind stod som en åben bog for ham, og tillod ham at mærke efter på enhver af deres tanker og ønsker. Han kunne se alt, hvad de måtte ønske at tale med de to kongelige om – og vidste allerede nu at både Marcellus og Eriz ville få en lang dag. Det så dog ikke ud som om der var nogen i rummet som ville udgøre en trussel for Eriz eller det ufødte barn. Efter at have sikret sig rummet, vendte han blikket mod Eriz, og sendte hende et nik, som tegn på at det var trygt, før han ligesom Isabel bevægede sig mod døren der ville føre dem ud af tronsalen. Døren blev lukket i bag dem, og Raine vendte sin opmærksomhed mod kvinden ved hans side. De grålige øjne gled over hendes skikkelse. Det blege, sølvagtige hår og det hårde ansigtsudtryk. Det trak i hans nysgerrighed.
”Dit navn er Isabel, ikke?” spurgte han henkastet. Hendes navn var en af de få ting han faktisk vidste om hende. ”Har Marcellus købt din loyalitet eller er du simpelthen loyal?”

[Isabel Veterano]

Da der blev talt til hende, måtte Isabel dreje hovedet mod personen ved hendes side. Dronningens livvagt. Kort betragtede hun ham med et hårdt blik, inden at hun begyndte at gå ned af gangen væk fra tronsalen. Hvis han ville snakke, måtte han følge med.
"Hvorfor spørg du? For at være sikker på, jeg ikke vil stikke en kniv i ryggen på kongen og hans dronning?" spurgte hun køligt, uden at sætte farten ned. Lige siden hun var kommet tilbage, havde hun holdt sig bort fra folk. Hvorfor skulle hun lære folk at kende? På et tidspunkt ville hun miste dem, som hun havde mistet alle omkring sig. Alle og hende selv.
"Bare rolig. Det vil aldrig ske. Kan ikke ske. Lige meget hvor gerne jeg end ville - og jeg siger ikke at jeg vil, så hold dine klamme, mentale fingre ud af mit hoved," tilføjede hun med en snerren, der kort rynkede hendes næse. Måske havde grunden til hendes asociale livsstil, også noget at gøre med at hun var omgivet af folk fra enten Vavilon eller Pandemonium. Væsner hun engang havde viet sit liv til at dræbe, men nu skulle omgås med - endda nogle gange samarbejde med, som hun mere eller mindre skulle med Raine.

[Raine Felhorn]

Ubesværet var Raine fulgt med hende, lige så tryg og sikker i sin gang ved hendes side, som om han var en skygge. Hendes kølige ord fik kun smilet om hans læber til at vokse sig en smule bredere.
”For at sikre mig at du ikke stikker en kniv i dronningens ryg.” rettede han tålmodigt. Eriz havde kun hyret ham for at beskytte hende – og vel nu også det ufødte barn hun bar rundt på. Marcellus’ beskyttelse var ikke Raines ansvar. Den byrde hvilede på Isabels skuldre. Hvad der end skete med Marcellus, kunne Raine ikke være mere ligeglad med.
Hans blik faldt udfordrende på hende ved hendes snerrende ord, men der var alligevel et strejf af utilfredshed i de grålige øjne. Det var skam ikke fordi han ikke havde forsøgt at stryge sig vej gennem hendes hoved og ind i hendes sind, men hun havde haft evnen til at blokkere ham på samme måde som Eriz havde. Det var én af de ting ved Isabel som frustrerede ham. ”Men nej. Det er blot en fordel at vide hvilken loyalitet dem, man skal arbejde med, har. Dronning Eriz ved at min loyalitet er købt.” tilføjede han henkastet. Isabel havde dog ikke givet ham svar på hans spørgsmål. Han lod det være. I stedet granskede han hendes ansigt, der han gik ved hendes side. Det hårde, stramme ansigt der så ud som om det kunne eksplodere i vrede til enhver tid. Gad vide hvad hun havde oplevet der havde efterladt sådan et indtryk på hende. Det frustrerede ham at han ikke kunne strække sine fingre ind under huden på hende og finde ud af det. ”Du virker ikke glad for at tjene Marcellus.” konkluderede han i stedet. Der var intet spørgsmål. Han lod det være op til hende om hun ville besvare det eller ej.

[Isabel Veterano]

Isabel kastede et blik på ham, da han understregede, at det kun var dronningens sikkerhed, som han tænkte på. Det var Marcellus, der var hendes hovedprioritet, men han havde også gjort det klart for hende, at hvis Eriz kom i fare, skulle hun også beskytte hende. Ikke fordi Eriz brød sig om Isabel. Det kunne både mærkes og ses, så Isabel lod Raine om at tage sig af dronningens sikkerheds, hvis hun selv koncentrerede sig om Marcellus, der jo også havde noget andet værdigfuldt hos sig, som hun var interesseret i at beskytte. Sin sjæl.
"Du skal ikke bekymre dig om min loyalitet," svarede hun med en bitter hvislen. "Den er der så længe Marcel vil have det."
Hun begyndte at gå op af trappen til etagen opover, hvor værelserne lå. Selv havde hun værelse tæt på Marcel og Eriz's kammer. Både fordi at hun hang sammen med Marcel, og ikke kunne lide at være langt fra sin sjæl, men også fordi det var det mest praktiske, hvis der kom fra på færde. Hun havde altid syntes, det var ironiske de to skule have livvagter. Marcel var bedre end nogen anden til at kæmpe, og hun havde hørt rygter om Eriz's kundskaber. Måske var det bare for syns skyld? Hun vidste at hvert fald Marcel, elskede at vise hende frem.
Ved Raine's kommentar omkring hendes følelser for at tjene Marcel, kunne hun ikke lade være med at fnyse, og dreje ansigtet mod ham, for at møde hans blik. Op til flere gange, havde hun mærket ham, prøve at komme ind i hendes bevidsthed, men hver eneste gang, havde han måtte opgive. Barrierne for hendes sind var noget af det første, hun havde lært som magiker, men hun vidste at med to, stærke mentalister, kunne hun ikke blive ved sådan. Hvis hendes opmærksomhed blev taget, ville barriererne falde. Hun måtte fortælle det til Marcel, så de kunne skære nogle runer ind i hende, der kunne beskytte hendes sind.
"Mine følelser omkring mit arbejde er ligegyldige. Jeg gør det, fordi det er den eneste mening, jeg har med mit liv," fortalte hun køligt, uden at give ham for meget information til at regne ud hvad der forgik. Ikke engang Eriz vidste noget, og hun ville ikke forråde Marcel ved at fortælle Raine noget, som senere kunne blive fortalt til dronningen. Derfor sørgede hun for at de mentale forsvarsværker var sikre. Så længe hun ikke faldt ned af trappen, eller mistede koncentrationen ville Raine ikke kunne finde ind.
"Hvorfor tog det dig så lang tid?" spurgte hun til sidst, da de kom op for enden af trappen. "Jeg mener... jeg havde forventet den her samtale for flere uger siden. Du tog din tid, før du begyndte at afhøre mig."

[Raine Felhorn]

Raine lod sit blik møde hendes: hendes hårde mod hans rolige. I al den tid han havde kendt til Isabel, havde hendes temperament altid været en af de ting han havde kunnet aflæse på hende. Hvor han var mere rolig og fattet, og skjulte sine følelser godt, var Isabel en smule nemmere at læse. Et smil bredte sig langsomt over hans læber.
”Så har vi jo alligevel noget til fælles.” fastslog han i en venskabelig tone, skønt der intet var i hans ansigtsudtryk som indikerede at han følte noget form for venskabeligt bånd mellem dem. Hans loyalitet til Eriz var der også, kun så længe som hun betalte ham for den. Så snart hun standsede betalingerne, eller ikke ville have hans hjælp længere, ville han ikke have nogen kvaler ved at forlade Pandemonium og lede efter andre arbejdsgivere andre steder. Ligesom hos Isabel, var hans arbejde også meningen med hans tilværelse. Det havde det være lige så længe han kunne huske.
Hendes spørgsmål så alligevel ud til at komme bag på ham, og overraskelsen var kortvarigt synlig i hans ansigtsudtryk, før det igen faldt ind i den sædvanlige, ulæselige mine. Han betragtede hende tankefuldt i nogle sekunder. ”Jeg havde vel ingen grund til det før nu.” svarede han henkastet, som om det var noget der skulle give mening. ”Min opmærksomhed har været rettet mod dronningen. Specielt i den sidste tid, efter hun fandt ud af at hun var med barn. Men jeg er blevet opmærksom på hvor tæt på Marcellus du altid er. Han har vel ikke hyret dig som sin livvagt uden nogen grund, så jeg går ud fra det er på grund af dine evner.” uddybede han. Hans hænder var foldet bag sin ryg, som om han gik i dybe tanker. ”Min familie værdsatte altid evner foran personlige følelser. Jeg er intet undtag. Jeg er komfortabel med at skulle samarbejde med dig, så længe du er kompetent. Indtil videre ser det ikke ud som om jeg har grund til bekymring på dét område.” Han så på hende ud fra øjekrogen, og en trækning i mundvigen gav en illusion af et smil. ”Med det sagt, er det frustrerende hvor lidt jeg faktisk ved om dig.” tilføjede han derefter, og lod den svage antydning af et smil falme, og han vendte nok en gang sit fulde blik mod hende. ”Er der en grund til hemmelighedskræmmeriet?”

[Isabel Veterano]

Isabel kunne ikke lade være med at himle med øjnene, da Raine omtalte dronningen og det ufødte barn. Ja, alle var åbenbart helt over i den anden ende af begejstring over den graviditet. Marcel lige så. Hun var ved at kaste op bare ved tanken.
Kort fnøs hun endnu engang, da han nævnte hendes evner.
"Jeg har evner. Hvis kongeparret bliver angrebet, vil du få det at se for dig selv," fortalte hun, og håbede faktisk det ville ske. Hun elskede at bruge sine nye evner, hvor syndfulde og mørke de end var. Det var de eneste gode ting ved hendes nye liv. De var næsten levende. Hun kunne høre skyggerne tale til hende, når hun var inde i dem. Hviskede hemmeligheder, samt skjulte hende for enhver. Aldrig havde hun troet, at noget så mørkt, kunne være så blidt.
Dagligt trænede hun, inden hun skulle sove. Både for at blive bedre, men også for at overhovedet kunne finde roen til at få noget søvn. Mange gange havde hun flået dukkerne lavet af halm fra hinanden. Men hun gjorde det altid alene. Altid.
Da han ville til at snakke om alt hemmelighedskræmmeriet, smilede hun smalt, og trak på skuldrene.
"Måske er der bare ikke noget interessant omkring mig?" spurgte hun tilbage, og stoppede op ved døren til sit værelse. Først her vendte hun sig mod Raine. Med et suk lagde hun armene over kors. "Hør, hvis du har nogle spørgsmål omkring mig, så må du selv spørge kongen. Du får ikke noget ud af mig. Jeg er ikke interesseret i at vide noget om dig, så kan vi ikke bare stå lige på det punkt?"

[Raine Felhorn]

Da Isabel standsede ved døren til sit værelse, måtte også Raine stoppe op. Hans blik hvilede nådesløst på hende, som om han ikke havde taget hendes ord for gode varer. Hvilket i dette tilfælde også var sandt. Hun var måske ikke interesseret i hende, men Raine havde meget svært ved blot at lægge hende til side på samme måde. Det var måske en ganske naturlig reaktion, når man var så vant til frit at kunne vandre rundt i andres hoveder som Raine var det, og så blive lukket ude. Han havde det på samme måde overfor Eriz, men ved dronningen var det anderledes. Hun var hans arbejdsgiver, og som sådan respekterede han hendes ret til private tanker, ligeså vel som han respekterede hende for hendes evner. Isabel var et andet tilfælde.
”Mine mange år har lært mig at det er yderst få, som ikke har noget interessant omkring sig.” protesterede han skeptisk. Der var altid et eller andet man kunne dvæle over ved nogen. Om det så var en så almindelig hemmelighed som at man var sin partner utro, eller noget større som at man planlagde et plot mod sin regent, så var der altid noget. Og Isabel havde fået alle Raines alarmer til at ringe – og at hun holdt ham ude af sit hoved gjorde ham kun endnu mere sikker i sin sag.
Hans øjne blev klemt en smule sammen. Hvis man ikke kunne få noget ud af hende på dén måde, måtte der findes andre måder. Raine var en ferm skuespiller, udviklet efter flere årtusinder med øvelse, og smilet han førte frem over sine læber, indikerede for enhver at han var klar over én eller anden hemmelighed. ”Men fint. Jeg gav dig muligheden for selv at spytte ud med det.” Han lagde en hånd mod muren ved siden af hendes dørkarm, og lænede sig en smule nærmere hende, så hans grålige øjne kunne møde hendes rav. Smilet forblev om hans læber. ”Jeg ved hvad Marcellus har på dig.” mumlede han stilfærdigt, som var det en hemmelighed kun mellem de to. Nøje betragtede han hendes ansigtsudtryk, for at se om hun ville reagere på hans ord – eller gennemskue hans bluf.

[Isabel Veterano]

Jo mere at han pressede på, jo mere irritabel blev Isabel, hvilket man tydeligt kunne se på hende. Folk holdte sig automatisk fra hende, men ham her, var begyndt at klistre sig fast, så hun fik mere og mere lyst til at kvæle ham. Hun sagde dog ingenting men blev stående med armene over kors, mens han så ud som én, der prøvede at bore sig ind i hendes sind bare med sit blik.

Da han lænede sig frem, for at placere hånden på muren, kiggede hun op og ned af ham med et hævet øjenbryn. Hun nægtede dog at læne sig tilbage, som var hun bange for ham. Smilet på hans læber, gjorde hende nervøs, men man kunne ikke se det på hendes ansigt, der forblev en hård maske.

Alt tydede på at han kendte én eller anden hemmelighed, men da han sagde, at han vidste hvad Marcel havde på hende, smilede hun afslappet til ham. Hvad Marcel havde på hende? Ingenting. Jo, han kendte hendes fortid, men det var ikke noget, han ville bruge imod hende. Hvorfor skulle han? Han ejede hendes sjæl.

Hun skulle lige til at åbne munden, for at svare ham tilbage, da en skikkelse bag Raine fangede hendes blik. Nede af gangen stod Hun. Isabel mærkede benene skælve en smule under sig, mens hjertet bankede hurtigere. Fastfrosset stirrede hun på den krumbøjet skikkelse over Raines skulder. De tomme, grønne øjne kiggede direkte på hende mellem de orange lokker. 
Isabel sank en klump, og følte koldsveden slå ind over sig, uden at kunne slippe hende med blikket. 
"Jeg... ved ikke... hvad du taler om," hviskede hun helt tør i munden, og tvang sig selv til at se væk. Det hjalp nogle gange at se væk. Så forsvandt hun. Nogle gange...
Heldigvis var den her gang, én af de gange, for da hun igen kastede et blik over Raine's skulder var hun væk. Isabel pustede lettet ud, og kunne nu igen koncentrere sig om mentaldæmonen foran sig. 
"Jeg ved ikke, hvad du taler om," gentog hun fast, mens hænderne stadigvæk rystede. Der ville gå et stykke tid, før det stoppede. "Hvis du ved noget så sig det."

[Raine Felhorn]

Opmærksomt havde Raine betragtet Isabels ansigt, og måtte frustreret erkende at det ikke så ud som om hans ord havde haft nogen effekt på hende. Hendes ansigt virkede lige så meget lavet af sten som den havde gjort før – som bar hun en maske. Spørgsmålet var så bare om hun bar en maske for at skjule sine sande følelser – ikke meget uligt hvad han selv gjorde i sin dagligdag – eller om der simpelthen bare ikke var nogen reaktion.
Det så ud som om hun skulle til at svare ham, da hendes blik så ud som om det fæstede sig til noget over hans skulder, eller noget bag ham. Før han vendte blikket, havde han rakt sine mentale fingre ud i rummet, men det eneste han sansede var de to, et par tjenestefolk længere nede af gangen, kongen og dronningen i tronsalen og forsamlingen som var der sammen med dem. Ingen som burde kunne få Isabel til at stirre sådan. Da han vendte blikket, fik han det bekræftet: der var ingen. Alligevel havde han ladt sit blik hvile på den tomme gang i et lille øjeblik. Måske var der nogen som hindrede ham i at se dem, på samme måde som han selv kunne gøre sig ubemærket i en mængde. Men Isabels hvisken bragte hans opmærksomhed tilbage på hende, og han måtte finde sig selv overrasket over hvordan hun så ud. Hun så ud som om hun skjulte hendes reaktioner på hvad hun end havde set efter bedste evne, men Raine kunne stadig se de små tegn. Den svage rykning med øjet, måden hendes fingre skælvede. Hun havde gentaget sine ord i en mere fast tone, men det var allerede for sent. Der var ét eller andet som havde påvirket hende. Om det havde været noget han havde sagt, eller noget hun havde set, kunne han ikke sige med sikkerhed. Men hun stillede ham i en besværlig position. Han kunne ikke bare bakke ud af dette, uden at afsløre at han ingen anelse havde om hvad Marcellus havde på hende – han kunne end ikke be- eller afkræfte om han havde haft ret i at kongen havde noget på hende. Men det gav mening for ham, hvis hun tjente ham uden egentlig at ville det. Og så meget var han da overbevist om. Han havde forsøgt at strække sine fingre ind i hendes sind endnu en gang: hvis hun var blevet distraheret nok, kunne det være hendes mentale forsvar var sænket. Han fandt små sprækker, men det ville kræve bearbejdelse for ham at trænge igennem – specielt hvis det skulle gøres uden at hun lagde mærke til det, og hurtigt nok til at hun ikke kunne nå at hæve dem igen. Han måtte distrahere hende. ”Hvad så du?” spurgte han undvigende, og vendte lidt på sig, som om han forsøgte at se gangen fra hendes perspektiv. Gangen var stadig tom, med undtagelse af en tjenestepige som forlod et kammer, mest sandsynligt efter at have gjort rent derinde. ”Så du skikkelser fra fortiden? Ansigter du helst vil glemme?” Han vendte igen ansigtet så det igen var rettet mod hende, og lod sit blik låse sig med hendes. Hans mentale evner var ikke det eneste der tillod ham at trænge under huden på folk. ”Måske er du ved at gå fra forstanden. At lukke det ud ville hjælpe.” foreslog han bydende, som var det en venskabelig tjeneste han tilbød hende.

[Isabel Veterano]

Tavst så hun på ham, mens han vendte sig rundt, for selv at kigge mod gangen. Selvfølgelig havde han opdaget hendes reaktion. Det overraskede hende ikke, at han ikke så noget. Hun havde før oplevet, at ingen kunne se den krumbøjet skikkelse, der åbenbart kun viste sig for hendes øjne. Hendes blik mødte hans, da han vendte sig mod hende igen - lige indtil at han hentydede til, at hun var ved at gå fra forstanden.
Hun gjorde et ryk med sine arme. Skyggerne fór ud under hendes værelsesdør, som grådige slanger, der kastede sig over Rain, og skubbede ham baglæns gennem gangen mod den modsatte væg. Hvæsende og spruttende holdte nogle ham presset imod væggen, mens andre snappede truende ud mod ham. De lignede at de var lavet af sort røg, men de var faste, som var de levende. Isabel kunne høre dem snakke til hende. Hviskende og hvislende i hendes øre.
"Sssskal vi dræbe ham?"
"Ohhh pleassssse, lad os dræbe ham."
"Han sssssnager..."
"Vi kan ikke lide at folk snager!"
"Lad os dræbe ham Izzzzzzzzy."
"Han gør Izzzy fortræd."
"Stikkende øjne. Så stikkende øjne."
"Lad os hugge dem ud! Hugge de sssstikkende øjne ud!"
Hun smilede svagt, men beordrede dem til at ikke at gøre ham fortræd, selvom de var ivrige. Så ivrige. Roligt gik hun frem mod Raine, mens hun stak hænderne i sine jakkelommer. 
"Jeg siger kun det her én gang, dæmon," startede hun, og stoppede op lige foran ham. "Lad mig være i fred! Jeg er lænket fast til Marcellus, men du er kun købt, som et værktøj til dronningen. Et værktøj kan blive erstattet. Et værktøj kan gå i stykker."
For at vise at hun slet ikke var bange for ham, lænede hun sig frem mod ham, så deres næser næsten rørte hinanden. Nu var det hendes blik, der borede sig ind i hans. 
"Forstår vi hinanden.... Raine?" 

[Raine Felhorn]

Den pludselige rykning kom hurtigere end hvad Raine havde kunnet nå at reagere på. Før han anede ordet af det forsvandt lyset omkring ham, og skyggerne, der så ud som om de groede ud af hende, pressede ham op mod væggen på den modsatte side. Han måtte give et sammenbidt støn fra sig, da kraften de brugte til at presse ham mod væggen havde været nok til kortvarigt at slå luften ud af ham på. Længere nede af gangen kunne han høre tjenestepigen skrige og sætte i løb, og han vidste at der snart ville dukke nogen op for at se hvad der foregik. Han ænsede det ikke. Hans opmærksomhed var rettet mod kvinden som kom gående mod ham. Hvis det var frygt hun havde forventet at se i hans ansigt, måtte han skuffe hende. I stedet for en skælvende læbe eller et frygtsomt blik, trak hans læber nok en gang i et smil. Et bredt smil, et af slagsen man som regel aldrig så fra ham. Dette var jo fantastisk! Raine havde brugt så mange år af sit liv på at slå ihjel og bruge sine kræfter til at undgå disse situationer, at han næsten havde glemt spændingen ved det. Måden hans hjerte hamrede på, mens hendes skygger snoede sig om ham som slanger som kunne true med at slå ham ihjel, bare hun ville det. Han havde sin daggert i sit bælte, men skyggerne hindrede ham i at række ud efter den. I stedet var han tvunget til at møde hendes blik, og lytte til hendes ord. De fik kun smilet om hans læber til at vokse sig bredere. Hans blik vekslede mellem Isabels ansigt, og de slangeagtige skygger der snoede sig foran ham, som om de ville bide ud efter ham. Han satte i et lavt, dæmpet grin, før han lod sit blik møde hendes.
”Det er overraskelse efter overraskelse med dig, Isabel.” kommenterede han morende. Deres næsetipper rørte næsten hinanden, og for hver gang han bevægede hovedet virkede det som om de kun kom tættere på, som var det en pirrende leg. Men det var slet ikke sådan noget, som lå Raine til. Hans arbejde kom altid før hans personlige interesser: det var hans professionelle interesser der havde fået ham til at forhøre hende sådan som han havde. Roligheden var dominerende i hans blik, og smilet forblev om hans læber, som om han vidste at det ville provokere hende. ”Du kalder mig dæmon, som om du ikke selv har noget dæmon i dig. Der er bestemt mere til dig, end hvad øjet kan se.” Som for at understrege sin pointe, pegede han mod sit ene øje, og trak en smule mere på smilebåndet. ”Jeg kan lade være med at udspørge dig. Men jeg kan dårligt lade dig være. Vi kommer til at arbejde tæt sammen, du og jeg, om du vil det eller ej. Begge to er vi værktøj. Hammeren og mejslen. Hvad med at vi lader det være med det?” foreslog han, og lagde ansigtet på sned. Hans blik havde på intet tidspunkt sluppet hendes.

[Isabel Veterano]

Provokeret af hans smil og latter blev Isabels øjne til to, smalle sprækker. Det virkede til, at hendes trusler bare havde gjort ham mere interesseret i hende. Hvor var det dog irriterende! Hvis ikke han var dronningens bodyguard, havde hun ladet sine skygger gøre arbejdet færdig. Nu hvor de tiggede så pænt.
Den måde han bevægede hovedet på en gang imellem, fik deres næsetipper til kort at stryge mod hinanden. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvornår det sidst var, at hun havde været så tæt på en person før. Så intimt tæt. Hun rystede fornemmelsen af sig. 
"Hvis du vidste hvem jeg var, ville du måske ikke være så ivrig," hvislede hun, og legede med et stykke snor i sin ene jakkelomme.
"Hvem er du kære Izzzzzzzy?"
"Hvem er du?"
"Fortæl ham det. Fortæl hvem der døde."
"Før Ssssstilheden Izzzzzy. Hvem var du før Sssstilheden?"
"Du var så ssssstille. Alting så sssstille."
"Fortæl ham om pigen der døde, Izzzzzzzy."
Isabel skar en kort grimasse på grund af de små hvislende stemmer i hendes øre, mens slangerne snoede sig flyvende rundt om hende. Nappede hende i håret. Strøg hende over kinden. 
"Engang slog jeg dæmoner som dig ihjel uden problemer," fortalte hun henkast, og drejede ansigtet mod en af slangerne, der svævede lige ved siden af hendes hoved. "...Før Stilheden."
I et kort øjeblik blev hun fjern, mens hun tænkte tilbage på den nat, hvor stjernerne havde slukket sig, og alting var blevet mørkt. Dengang ingen lyd havde kunne høres. Den nat hvor hun havde ligget hjemme ved siden af en vampyr med så strålende, blå øjne, at hun kunne have forsvundet ind i dem. 
Hun rømmede sig, og kom til sig selv igen. 
Skyggerne slap langsomt Raine, inden at de krybende og hviskende forsvandt tilbage gennem gangen, og under dørsprækken ind til Isabels værelse, hvor de ville vente i skyggerne. 
"Det lader til vi har fundet en enighed. Du stopper med at udspørge mig, og jeg skal nok være mere samarbejdsvillig," sagde hun bestemt, og slap tråden i sin jakkelommer, for at hæve en hånd mod ham, så han kunne trykke den. 

[Raine Felhorn]

Raine løftede et øjenbryn, da hun hentydede til hvem hun var, som om han forventede at hun ville uddybe det, uden at han behøvede spørge ind til det. Og ganske rigtigt: efter hvad der så ud til at være en intern diskussion med sig selv, begyndte hun at tale. Stilheden? Raine anede ikke hvad det var, hun fablede om, men det gjorde ham kun desto mere overbevist om at hun ikke var ved sine fulde fem.
Dog var der et eller andet som fæstede sig i hans sind ved hendes ord. Hun slog dæmoner som ham ihjel før denne ’Stilhed’. Hans egne øjne kneb sig sammen til to smalle sprækker, mens hans blik granskende gled over hendes ansigt, da hun igen havde vendt det mod ham. Hvad han ikke ville give, for at kunne få bare et glimt af hvad der foregik i hendes sind. Hvad hun end holdt skjult, og hvilken rolle Marcellus end havde haft i det, var det noget som trak i hans nysgerrighed. Som hendes skygger trak sig væk fra ham for i stedet at forsvinde under dørsprækken til hendes kammer, rettede Raine henkastet på sit tøj. Hans blik havde endnu ikke sluppet hendes, og han havde endnu ikke sagt et ord. Smilet havde dog forladt hans læber for denne gang, og hans mine var blevet tankefuld. En kvinde som dræbte dæmoner ved navn Isabel. Det kunne da ikke være… Nej. Nej, den rødhårede heks var død, det var blevet bekræftet. Denne kvinde kunne ikke være den samme. Specielt ikke med de evner hun besad. Veterano-tøsen havde været magiker, og denne kvinde havde dæmon i sig. Han rystede tanken fra sig. Det måtte være et tilfælde.
Hans blik sank mod hendes fremstrakte hånd, og han betragtede den tavst i nogle sekunder før han rakte sin egen frem, og trykkede hendes. Et svagt drag på smilebåndet formede et skævt smil.
”Det lyder som en aftale jeg kan følge.” svarede han hende. Om han troede på det selv, ville vise sig. Hvis hun fortsatte med at pirre hans nysgerrighed, ville det ikke overraske ham hvis dette ville gentage sig. Han måtte være nødt til at tage sine forholdsregler næste gang, så hun ikke endte med at slå ham ihjel for det. Han havde ingen planer om at dø foreløbig. Han slap hendes hånd igen. ”Så… Vi starter på en frisk? Kongen og dronningens livvagter, kollegaer, partnere, hemmelige elskere – whatever?” Glimtet i de grålige øjne gjorde det tydeligt at hans sidste ord ikke havde været ment som andet end en spøg, som kun blev understreget af det smørrede smil som kun flygtigt havde vist sig over hans læber, før han havde stukket sine egne hænder tilbage i sine lommer.

[Isabel Veterano]

Endelig tog han hendes hånd, og de trykkede hinandens hænder, som et par partnere, der lige havde afsluttet en god handel. Helst ville hun have været foruden dette lille sammenstød, men hun havde da vidst, det ville ske.
Hun rynkede panden mod ham, og rev hånden til sig, da hen i spøg hentydede til at de kunne være hemmelige elskere. Hvor hun dog hadede dæmoner! I det mindste havde Marcel prøvet at tage hensyn til det, da han havde skabt denne krop, men alligevel var hun havnet som én. Korrupteret, uren og syndig. Intet bad ville kunne få hende til at føle sig ren igen.
"Du ville aldrig kunne holde til en kvinde som mig," kommenterede hun spydig, og trak sig tilbage fra ham. Hvor ville dog det alligevel være tilfredsstillende, at bilde Marcel ind, at hende og Raine var sammen, blot for at se Marcel fjerne Raine.
Hun kastede et sidste blik på ham, mens hun vendte ryggen til ham, inden at hun gik over til sin dør, som hun åbnede. Fuldkommen mørke herskede herinde. Tøvende stoppede hun op ved dørtærsklen, og kiggede ind i det sorte dyb.

"Izzzzzy...."

"Du skal ssssssove."

"Ssssså træt, sssså træt."

"Kom ind til os Izzzzzzzy."

"Vi er sssssså trætte."

Den genkendelige hvislen fik hende kort til at sænke blikket, inden at hun endelig tog sig sammen, og trådte ind i mørket på sit værelse. Døren lukkede sig i med et smæk bag hende.

//out