Party's over, let's go!

[Loup Garou]

Loup Garou ~ Era Garou

---

Varulven bevægede sig med lange skridt tilbage til festsalen. Kæben var spændt, og ansigtet fortrukket i en grimasse. Loup anede ikke hvor Eriz var taget hen efter deres ubehagelige samtale, men for øjeblikkett kunne han ikke være mere ligeglad. Målrettet gik han forbi enhver tjener eller gæst uden at skænke dem mere end et passerende blik, blot for at konkludere at ingen af dem var hans mage. Han måtte finde hende. De skulle ud herfra. At tage hertil havde været en fejltagelse, som på ingen måde havde gavnet dem. Det havde kun nedgjort dem og deres flok yderligere... Hvad havde han overhovedet forventet? Han havde været naiv, at tro at Eriz ville have været villig til at hjælpe.
Han forsøgte at slå koldt vand i blodet. Hvis Era så ham som nu, ved at koge over efter mødet med den mørke dronning, ville hun bare stille ham flere ubehagelige spørgsmål. Og det var virkelig det sidste han havde brug for nu!
En forbipasserende tjener med et fad med drikke blev frarøvet et glas i forbifarten, og indholdet blev hurtigt slugt.  Ikke at det gjorde noget for at slukke ilden i hans bryst. Hvor fanden var Era?!

[Era Garou]

“Èn til?”
“Nej, nej, nej jeg skal ikke have mere. Hvordan kan du overhovedet drikke det? Det er som at sluge et bål.”
“Har du overvejet det er fucking meningen?”
“Så… du kan godt lide at spise bål?”
“Kan du ikke?” Afventende og med et perfekt pokerfjæs kiggede Era på den vavilonske arving, som stod med hende ved baren, hvor de lige havde slugt tre shots af den pandemoniske ildwhiskey. Ikke for sarte sjæle. I det mindste havde fjerknægten kun spyttet den første op og dernæst hostet sig hakkende igennem de to resterende. Mistroisk studerede han hende, for at aflæse om hun jokede med ham, hvilket han på en eller anden måde var succesfuldt i, da han med et bredt grin pegede på hende.
“Du kan heller ikke lide det!” udbrød han triumferende, hvilket fik hende til at grine, inden hun gjorde tegn til bartenderen om at fylde deres seks glas op igen.
“Jeg kan lide fornemmelsen, og jeg kan lide effekten det giver, men come on… ingen kan decideret lide det lort,” svarede hun, og bed igen mærke til hvordan Dylan endnu engang i løbet af kun et minutstid lod sit blik glide rundt i salen, som om han søgte nogen, før han igen rettede opmærksomheden fuldkommen mod hende. Det var en fucking god gave han havde med det. Normalt ville hun blive irriteret over hans fraværenhed, men når han igen rettede fokus mod hende, havde hun virkelig hele hans fokus. Som om der ikke var andre end hende. Man kunne vel sige, det var flatterende, men hun vidste bedre, end at begyndte at tænke sådan om en fucking Forsyth - hvor charmerende han end var. Desuden var han næsten 15 år yngre end hende!
“Nogen ville kalde dig alkoholiker. Det lyder ret meget som noget en alkoholiker ville sige,” fortalte dødsenglen, mens hun lænede sig baglæns op af baren på underarmene.
“Alle er sgu da nærmest alkoholiker her. Selv dronningen af fucking fantastiske Pandemonium.”
“Åh ja. Big time! Bare med vin,” bekræftede knægten med sådan en sikkerhed, at hun hævede et øjenbryn af ham. Han trak på skuldrene. “You know… jeg lægger mærke til mærkelige ting.”
“Aha? Mærkelige ting siger du? Hvad mere har du lagt mærke til fjerprins?”
“Du kan ikke lide Macaria.”
“Chokerende.”
“Du er meget yngre end Garou.”
Hun fnøs. “Hør her knægt… teknisk set er jeg også en Garou, og siger man ikke noget med kærlighed ikke har nogle begrænsninger?”
“Åh? Du elsker ham?”
Opgivende kiggede hun på ham, mens han uskyldigt drak af sin tranebærsaft, selvom hun udmærket havde hørt på hans tonefald, han vidste svaret på dét spørgsmål.
“Han elsker dig,” kommenterede han i hendes stilhed. “Meget endda.”
“Hvad med du lige stiller det der saft fra dig, og tager tre mere af de shots dér, før jeg stikker dit hoved op i din røv, hm?” spurgte hun spidst, hvilket fik ham til at smile bredt, som morede det ham, men han tog da et shot til med hende.

[Loup Garou]

Hvorfor han ikke havde startet med at tjekke baren, vidste han ikke. Det var så oplagt; hvis Era havde forsøgt at finde ham, var han ikke i tvivl om at hun ville have startet dér. Loup havde spejdet hende gennem folkemængden, men det var først efter at have presset sig forbi et eller andet pandemonsk adelspar, at han lagde mærke til knægten som drak sammen med hende. Det fik ham til et kort sekund at stoppe op og betragte dem. Knægten grinede af et eller andet, Era havde sagt, før han tog et shot sammen med hende. Han kvalte et fnys, før han endelig trådte frem til baren.
”Jeg var ikke klar over at vi var ved at gøre os til perlevenner med Forsyth-familien, babe.” kommenterede han tørt, og lod blikket flakke en enkelt gang mellem de to. Om ikke andet kunne han håbe på at Forsyth-kællingen så det og fik et eller andet i den gale hals – så kunne noget godt da komme ud af aftenen.
Blikket endte til sidst på knægten, som han granskede et kort øjeblik. ”Du hjalp Era med hendes hånd.” Det var en konstatering. ”Jeg ved ikke hvorfor du gjorde det, eller hvad du forventer at få til gengæld for det. Men du spolerede hvad Richler og din mor end havde planlagt skulle ske.” Der var et markant fravær af en rigtig taksigelse i alfaulvens ord, men man kunne fornemme det, hvis man læste mellem linjerne. Loup havde ikke tænkt sig at skulle begynde at gøre sig gode venner med knægten bare på grund af det.
Blikket flakkede tilbage til Era, som han nikkede til. ”Men jeg har ikke tænkt mig at give dem tid til at prøve på noget nyt. Vi skrider.” Han forsøgte at holde sit blik fra at skimme gennem festgæsterne. Han følte det som at han stadig kunne mærke Eriz’ blik i nakken på sig, selv når hun ikke engang var i samme rum som ham. Men han var ikke fristet til at vende sig om for at finde ud af om det var indbildning eller ej.

[Era Garou]

Ærlig talt havde hun ikke opdaget ham, før hans stemme lød tæt ved. Hans ellers så unikke lugt iblandt disse parfumeret fjolser, var dækket af… noget andet. Det tog hende et par minutter at genkende duften om ham, men det var ikke særlig svært, da det var en tung, eksotisk parfume, som dvælede flere meter efter hende.
“Åh du ved… det er ligesom at jeg heller ikke troede, vi gjorde os perlevenner med det royale par her i Pandemonium, men here we are!” svarede hun tilbage med endnu et shotglas løftet mod ham, og stemmen alt for høj og munter til at det var normalt. Whiskyen røg ned med hovedet lagt helt tilbage.
“Ærlig talt gjorde jeg det, fordi jeg syntes, det var forkert gjort af dem, og fordi jeg skylder dig en tjeneste,” svarede dødsenglen lige ud før han skævede til hende, da hun bankede shotglasset ned i bordet, efter at have drukket alt indholdet. Hans tunge kørte en omgang rundt i munden, inden han igen skænkede den dér fulde opmærksomhed til Loup, som hun ellers havde kunne sole sig i før.
“Jeg ville øn-” Knægten slugte hastigt sine ord, skar en grimasse, og forsøgte så igen. “Jeg er ked af I ikke længere er en del af Vavilon, og Era fortalte også hvordan jeres skov er væk. Ulveskoven altså. Hvis det stod til mig, ville I være velkommen tilbage over grænsen igen. Er dumt I og min mor ikke kan sammen.”
“Det er din mor, som er en bitch,” kommenterede Era ligeud, mens hun skubbede et shotglas tættere på Dylan, men han end ikke skænkede det et blik. I stedet trak han på skuldrene.
“Så vidt jeg har hørt, forsøgte I at tage kontrol over landet. Jeg tror begge parter er nogle bitches,” svarede han med et smalt smil til hende, før at han igen kiggede på Loup. Der var noget tøvende i hans blik. “Hør… Du ved ikke det her, men… jeg skylder dig. LAd være med at forsøg, at lade mig forklare det, men jeg skylder dig en stor, stor tjeneste, som jeg er interesseret i at få indløst på et tidspunkt. Jeg er godt opdraget på det punkt. Hvis der er noget jeg kan hjælpe med… okay? Hvad som helst. Snak med mig om det - lige meget hvor stort det er - og så kan vi se på det.”
Med rynket pande kiggede Era mellem de to mænd, før hun gav sin mand et klask over armen.
“Hvad fuck taler han om?” spurgte hun irriteret over noget var gået hendes næse forbi. “Har du hjulpet en Forsyth?”

[Loup Garou]

Kæben spændte sig i en grimasse. Han burde have forsøgt at drukne Eriz’ lugt på sig med flere glas whiskey, før han overhovedet havde nærmet sig Era. Han kendte hende godt nok til at vide at den overdrevet muntre tone ville forandre sig, så snart de var tilbage i deres telt.
”Tag det med ro, jeg kommer ikke til at sidde og drikke med kongeparret foreløbig.” svarede han spidst, og rakte ind over hende for at nå ét af de resterende shotglas, som han tog til munden før nakken blev lagt tilbage. Glasset blev sat tilbage på disken med bunden i vejret, da de mørke øjne rettede sig tilbage på Forsyth-knægten. Panden rynkede sig i forvirring, og blikket flakkede lidt over drengens ansigt, inden Eras dask i hans arm trak i hans opmærksomhed.
”Hvor fuck skulle jeg vide det fra? Jeg har for helvede ikke engang mødt ham før i dag!” bed han tilbage. Blikket hvilede dog kun på Era i et kort øjeblik, før han så tilbage på dødsenglen. ”Hører du, knægt? Jeg har ikke engang mødt dig før nu. Jeg aner ikke hvad du fabler om, og selv hvis jeg gjorde, har jeg mine tvivl til at du kan give mig noget, som jeg vil have.” Et tørt, koldt grin lå på hans læber. ”Jeg ved ikke hvad der er i hvad I kongelige end drikker, men det giver jer tydeligvis nogle mærkelige idéer om hvad jeg gør, eller ikke gør. Enten er der aftaler jeg ikke kan huske at have gjort, som jeg ikke har holdt, eller så skylder nogen jeg aldrig har mødt mig en tjeneste for noget jeg ikke kan huske at have gjort. Du vil høre om der er noget du kan hjælpe med? Hvad synes du, babe?” Loup vendte sig nok en gang mod sin mage. ”Hvad vil vi bede den fremtidige konge af Vavilon om? Tror du han vil give os Richler, eller hans mor til os? Eller måske bare bede ham give os skoven tilbage? Måske er vi endda stadig i live til at nyde det når han sidder på tronen og faktisk kan give os det.”

[Era Garou]

Irriteret over Loups sarkastiske tone vendte Era sin opmærksomhed mod dødsenglen i steden for med panden rynket, og et pludselig ønske om hun ikke havde drukket så mange shots, før den her samtale.
“Hvad… mener du helt præcist?” spurgte hun med armene lagt over kors. “For fuck sake med det hele! Hvad mener du som du kan gøre for os, og hvad fuck for en tjeneste bliver der fablet om?”
Prinsen trak igen på sine skuldre - Geez det var ved at være provokerende! - mens at han tog et par slurke af sin tranebærsaft. I tavshed ventede de på, han havde fået drukket færdig, før han med et saligt “ah” stillede glasset fra sig på baren, tørrede munden med hånden, og vendte sig igen sin opmærksomhed mod dem.
“Hør her… lige meget hvad jeg siger, og hvor længe vi bruger på det her, kan jeg ikke fortælle jer hvilken tjeneste, jeg skylder Bare trust me, okay? Det har noget med Eriz at gøre, og at Loup holdte kæft da han skulle, hvilket nok er derfor, hun vil være sur på jer et års tid, så…. Lad os bare lade den ligge dér.”
“What?!” Era slog ud med armene, før hun forurettet kiggede op på Loup, men det var med lige så meget undren, da hun var fuldkommen tabt for hvad der foregik. Uheldigvis virkede det også sådan på hendes mage og alfa. Dødsenglen viftede med hånden.
“Det gør lige meget. Sagen er at jeg skylder jer en tjeneste. Vil I have skoven tilbage? Super! Jeg kan give jer den! Jeg kan endda tage en alvorlig snak med min mor. Hey! For mit vekommende kan jeg åbne dørene til Sethos for jer, så I hvert fald kan bo i Vavilon i stedet for her. Jeg ved ikke om der er plads til jer alle sammen, men… vi kan altid se på det, ikke?” tilbød han med et skævt smil.
Hans ord fuldkommen tog mæglet fra Era. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, tænke eller føle. Et eller andet sted var hun banke for, det her var en fælde, men… men hvis det ikke var. Hvis Euphonia på en eller anden måde, havde skænket dem et mirakel og talt fornuft i den kommende konges hoved så…
Usikkert skævede hun op til Loup ved sin side. Hendes fingre tøvende skubbede sig ind i hans hånd.

[Loup Garou]

Loup havde givet en lignende vantro lyd fra sig ved Forsyths forsøg på en forklaring, og udvekslet et uforstående blik med Era. Det gav jo ingen mening, noget af det! Før den aften, havde han ikke engang set Eriz i syv fucking år. Hvad var det han havde holdt kæft om? Og hvad fuck havde Forsyth-knægten at gøre med Eriz?!
Skuldrene faldt, da skoven blev tilbudt dem. Loup stirrede på dødsenglen uden at sige et ord, som om han til enhver tid forventede at han ville få en spydig kommentar i hovedet om at de ville få deres skov at se igen den dag den portusianske englekonge fyrede en grov vittighed af, eller noget lignende utænkeligt. I stedet blev Sethos tilbudt som et alternativ, og endda ét som knægten kunne gøre alvor af. Det var ham, som havde kommandoen over Sethos, så vidt Loup havde forstået det.
Han grublede i det stille, indtil han mærkede Eras fingre snige sig ind i hans hånd. Uden at tage blikket fra dødsenglen lukkede Loup langsomt hånden omkring hendes, og gav den et let klem. Det kunne være en fælde. Lokke varulvene til ét sted på vavilonsk grund, så de kunne blive henrettet som indtrængere og forrædere.
Han skævede ned til Era, men hun skævede blot tilbage til ham, lige så usikker som han følte sig. Endnu et tankefuldt sekund fulgte, før han så tilbage på knægten.
”Hvis det her er en fælde, Forsyth…” knurrede han dæmpet. ”Jeg sværger at jeg vil sætte mit liv på spil for at ødelægge alt for holder af, hvis du forsøger at narre os. Vi har mistet for meget, og hvis dit tilbud om at lade vores børn vokse op under månen igen er en løgn…” Han gav Eras hånd endnu et fast klem, inden han tog en dyb indånding og prustede tungt ud. ”… Vi vil tænke over det. Hvis du gør det her for os…” Hans frie hånd lavede en udefinerbar gestus ud i luften. ”Hvis du gør det her for os, kan du regne den tjeneste du mener du skylder mig som indfriet.” Han vidste ikke om han turde håbe på det. Men kunne han virkelig afvise muligheden, når den bød sig sådan til ham? For at se Trish og Dareon vokse op under Euphonias lys… Han ville give meget, for at give dem dén mulighed.

[Era Garou]

Dødsenglen trak endnu engang på skuldrene.
“Sure! Tænk over det så lang tid I har brug for - jeg har ikke travlt,” svarede han henkastet, uden så meget som at rynke på næsen over deres trusler eller kommentere på dem, hvilket var det fuldkommen modsatte af hvad Era havde hørt om den unge arving. Kunne Dylan Forsyth faktisk været en plausibel allieret? Hun turde næsten ikke tro på det.
“Portene er åbne for jer i Sethos, og jeg står inde for jeres beskyttelse, så længe I er der. No worries. Ingen vil røre jer så længe I er i min by,” lovede han, før at han tømte det andet shotglas, skar en grimasse, og stillede glasset fra sig med en lav hosten ned i sin frie hånd. “Nå! I skulle smutte, ikke sandt? Jeg håber at se jer igen, ellers må jeg jo bare ønske Ulveskoven tilbage, men det er lige nødt til at vente til senere, fordi jeg har nogle ting at klare med Blake først og alt det der.” Han viftede med sin hånd, som om det han sagde faktisk gav mening for dem, før at han gav Loups massive arm et klap. “Cya big guy! Pas på damen denne gang, ikke? Hun er fantastisk!”
Era modtog forvirret et blink fra arvingen, før at han stak hænderne i lommerne, og slentrede væk fra dem, selvom spørgsmålene aldrig havde været større hos hende, men hun anede end ikke hvor hun skulle begynde. Hvad fuck var der lige sket?!!
Hastigt klappede hun på bardisken med flad hånd, for at få bartenderens opmærksomhed.
“10 shots whisky. Nu!”
Var det her en eller anden mærkelig, bizar drøm? Havde hun drukket for meget? Misforstået det hele? Havde knægten overhovedet magt til at tage dem ind i Sethos uden hans mor kunne røre dem? Og lige bjergene. Der var koldt i Sethos. Var der skov? Kunne de faktisk finde et hjem deroppe?
De 10 shots blev stillet frem, og hun skyllede de tre af dem ned hurtigt efter hinanden, før hun med den fjerde i hånden vendte sig mod Loup.
“Det er en fælde, right?” spurgte hun ham i håb om han havde et svar. “Det her er en fælde, og lige så snart vi træder ind i Sethos, lukker portene sig bag os alle sammen, og dødsenglene slagter os. Det kan ikke være andet… vel?” Næsten bedende så hun op på ham. Bedende om et svar. Bedende om at han ville sige hende imod, bare for at der var et… bare et lille bitte håb.

[Loup Garou]

Jo mere Forsyth-knægten sagde, jo mere forvirret blev han. Hvad fanden mente han med at skulle passe på damen ’denne gang’? Han skævede en gang til Era, men hun så ud til at forstå lige så lidt som han gjorde. Han så efter dødsenglen, men han var allerede forsvundet ind i folkemængden, og Loup var ikke meget for at skulle lede efter ham. Knægten havde alligevel ikke set ud til at være villig til at forklare en skid for dem.
Han tog derfor plads ved siden af Era ved disken og lagde panden i sin ene håndflade, mens han med sin frie hånd selv begyndte fra den anden ende af de ti shotglas. Whiskyen brændte hele vejen ned i svælget, men det dulmede hans nerver. Det hjalp ham med at tænke – eller det bildte han sig i hvert fald ind.
”Normalt ville jeg ikke være i tvivl, men lige nu… Jeg aner det faktisk ikke.” svarede han sammenbidt. Han vendte sig en smule mere mod hende. Det var sjældent han så Era med dét udtryk i ansigtet. Så bønfaldende og usikkert. Normalt hakkede hun på ham fordi han var uenig med hende, men nu var det mere som om hun søgte et svar, han kunne give hende. Han gav et støn fra sig og bundede det tredje shotglas.
”… Han virker ikke til at være på bølgelængde med Macaria.” kommenterede han tankefuldt. ”Da han gik afsted med dig efter at Richler brændte dig var hun ikke glad.” Det mindede ham om at han måtte spørge hende om hvordan pokker hun var blevet helbredt. Hans blik faldt på Eras hånd, men der var ikke det mindste spor af sølvet som havde brændt hende. Yderligere var tatoveringerne som før havde prydet hendes hånd også forsvundet, og efterladt hendes hud nøgen og ny. Han forstod det ikke, men lod det ligge for nu. ”Jeg vil ikke sige at jeg tør stole på knægten, men… måske er han på vores side. Måske vil han give os et sted at være i Sethos…” Endnu et shotglas blev tømt og hamret i disken igen. Han stirrede grublende ud i luften, før Loups blik igen faldt på Era. Beslutningen ville vende hele deres liv på hovedet. Ikke bare for dem og deres børn, men for hele flokken. At kunne gå på vavilonsk jord igen, og mærke månens lys igen. Den frie hånd bevægede sig over disken og lagde sig over Eras. ”… Euphonia har givet os en chance, Era. Jeg vil tage chancen, og jeg vil have dig og tvillingerne med mig.” Tonefaldet var dæmpet og brummende. De var begge alfaer, og måtte stå sammen, både for deres familie og for deres flok. Han havde brug for hende.

[Era Garou]

Era rynkede på panden, da han nærmest bad hende om at tage med ham til Sethos - som om hun ville lade ham tage væk selv.
“Loup…” Hun vendte sin hånd rundt, så hendes fingre kunne lukke sig om hans store lap af en hånd, hvor tommelfingeren akkurat kunne stryge ham over håndryggen. Det var lang tid siden, hun sidst havde gjort det. Lang tid siden de sidst havde holdt i hånden. Så mange ting var sket efter deres flugt fra Vavilon. Ungerne. Flokken. Hun sukkede tungt, og lagde sin anden hånd mod hans brystkasse, som hun vendte sig helt mod ham.
“Jeg er din mage. Hvor du går følger jeg, okay? Hvis du mener, det bedste for flokken er Sethos, så tager ungerne og jeg med dig. Du er vores alfa,” svarede hun blidt, mens de nu glatte, utatoveringet fingre lukkede sig om kanten på hans skjorte, så hun kunne hæve sig selv op på tæerne, for at placere et let kys på hans mundvig. Som altid smagte han af alkohol. Det gjorde hende ingenting, og hun smilte mildt til ham, som hun stillede sig tilbage på fødderne. “Lad os tænke over det et par dage. Lufte det lidt for de andre hoveder i flokken, og så hvad der bliver sagt. Deal?”

[Loup Garou]

Vågent hvilede Loups blik på hans mage, som lod fingrene lukke sig om hans hånd, før hendes anden hånd havnede på hans brystkasse. Der var en intimitet over måden de stod på, som de ærlig talt havde manglet i årevis. Tilværelsen siden flugten fra Vavilon havde frarøvet dem så meget, og det ville være synd at påstå at deres forhold ikke havde taget nogle slag på vejen. Måske havde Forsyth-knægtens tilbud bragt noget tilbage for dem begge. Håbet om en lysere fremtid for dem og deres flok.
Hendes læber var varme mod hans mundvige, og han fangede sig i at gengælde hendes smil, og gav et nik fra sig. Han var ærlig talt ikke sikker på, hvad han ville have stillet op hvis hun havde nægtet at tage med. At rejse uden hende og tvillingerne var et alternativ han slet ikke kunne forestille sig. Hans frie hånd hævede sig, så de ru fingre kunne stryge taknemmeligt over Eras kind.
”Deal.” bekræftede han med en brummen, før han lod hånden falde igen, og nikkede tilbage til disken. ”Lad os drikke ud og komme væk herfra. Jeg ved ikke med dig, men jeg har fået nok af Agares for den nærmeste fremtid. Og jo før jeg kan komme ud af det her stive kluns, jo bedre.” tilføjede han med en rullen med skuldrene. Han rakte ud efter ét af de resterende shotglas og holdt det op mod hende som en indbydelse til en skål.

[Era Garou]

Egentlig ville hun gerne blive. Den vavilonske tronarving havde overrasket som et behageligt selskab, der havde reddet det meste af aftenen, men hun forstod godt hvorfor Loup ville videre. Specielt sådan som en tung parfume dvælede ved ham. Der var kun én, som kunne gøre ham i sådan et frustreret, sammenbidt humør - og lige nu stod hun et stykke bag dem med sine klare øjne hvilende på ham. Noget var sket. Noget dårligt. Godt.
Hun snuppede glasset fra baren, og skålede med ham, før hun bundede det, så væsken fik brændt sin vej hele vejen ned gennem halsen, brystet og til maven, hvor den varmede behageligt. Glassene blev synkront hamret ned i bordet, før hun gav ham et nik, tog hans hånd i sin, og førte ham med sig igennem alle de stinkende, finfornemme folk mod udgangen. Normalt ville det være mest høfligt, at sige farvel til værten, men hun orkede ikke LaPiera Blake. Hverken kongen eller dronningen. Så i stedet smuttede de bare uden farvel.
Da de kom ud i den mørke, kølige nat, trak hun sin mages arm op om sine skuldre, så de kunne gå med armene om hinanden side om side ned af trappen, over gårdpladsen ud af porten, uden at se sig tilbage.