Post by Dylan Forsyth on Jun 1, 2019 10:40:13 GMT
Panden rynkede sig og Damian lagde igen hovedet på skrå, som han studerede Flint, og forsøgte at finde ud af hvorfor han ikke skulle være okay med det hele. Var det ikke normalt, at ville hjælpe et ufødt barn?
“Jaer? Jeg mener…” Opgivende slog han ud med armene. “Det er ikke ligefrem fordi jeg har tilhørsforhold til hverken Marcellus eller Portus. Hvis Master of Bones vil skabe endnu et oprør - lad ham. Jeg er ligeglad. Hvis jeg skal holde noget skjult fra Macaria - sure! Hvorfor ikke? Så længe det ikke skader hende, og jeg kan ikke se, hvordan det her skulle det. At barnet her bliver tronarving i Pandemonium eller Portus, kan jeg heller ikke se, hvordan det skal have noget med mig at gøre. Jeg har Sethos, hvilket jeg er meget tilfreds med. På et tidspunkt får jeg vel også Vavilon, og det er sådan set alt jeg tænker på. Dét og måske lidt Pandemonium. Trods alt er der altid en del af mig, som vil tilhøre landet her, og jeg ville engang have været dets konge, så jeg ønsker ikke der skal ske noget med det.”
Endnu engang stak han sine hænder ned i jakkesætsbuksernes lommer, mens han betragtede Flint foran sig, som djinnen var kommet ham nærmere - bevidst eller ubevidst.
“Vi dødsengle kommer hurtigt videre, når vi ikke har stærke følelser, som får os til at huske fortidens problematiker. Alt jeg føler for Eriz lige nu er blot utilfredshed, men jeg ønsker hende ikke død. Hun opforstrede mig stadigvæk. Det er kun, hvis hun vælger at gøre mig eller mine ondt, at jeg bliver nødt til at vise hende, det ikke er i orden, men indtil da…” Han trak på skuldrene. “... Hvad jeg kan gøre for at hjælpe det barn, vil jeg gøre. Det fortjener ikke den her verden.”
“Jaer? Jeg mener…” Opgivende slog han ud med armene. “Det er ikke ligefrem fordi jeg har tilhørsforhold til hverken Marcellus eller Portus. Hvis Master of Bones vil skabe endnu et oprør - lad ham. Jeg er ligeglad. Hvis jeg skal holde noget skjult fra Macaria - sure! Hvorfor ikke? Så længe det ikke skader hende, og jeg kan ikke se, hvordan det her skulle det. At barnet her bliver tronarving i Pandemonium eller Portus, kan jeg heller ikke se, hvordan det skal have noget med mig at gøre. Jeg har Sethos, hvilket jeg er meget tilfreds med. På et tidspunkt får jeg vel også Vavilon, og det er sådan set alt jeg tænker på. Dét og måske lidt Pandemonium. Trods alt er der altid en del af mig, som vil tilhøre landet her, og jeg ville engang have været dets konge, så jeg ønsker ikke der skal ske noget med det.”
Endnu engang stak han sine hænder ned i jakkesætsbuksernes lommer, mens han betragtede Flint foran sig, som djinnen var kommet ham nærmere - bevidst eller ubevidst.
“Vi dødsengle kommer hurtigt videre, når vi ikke har stærke følelser, som får os til at huske fortidens problematiker. Alt jeg føler for Eriz lige nu er blot utilfredshed, men jeg ønsker hende ikke død. Hun opforstrede mig stadigvæk. Det er kun, hvis hun vælger at gøre mig eller mine ondt, at jeg bliver nødt til at vise hende, det ikke er i orden, men indtil da…” Han trak på skuldrene. “... Hvad jeg kan gøre for at hjælpe det barn, vil jeg gøre. Det fortjener ikke den her verden.”