White, Wet Feathers

[Fredric Veterano]

White, Wet Feathers
Margot Bellamy - Fredric Veterano

Bolden susede op gennem luften, flænsede skylaget og forsvandt ude af syne, men englen var lige efter dén. Vingerne baskede hårdt, og skød ham opad, som var han en pil sendt afsted mod sit mål. Uden at lade sig stoppe af skyernes våde lag, fór han igennem dem, selvom at han med det samme blev gennemblødt, så hans hvide trøje klæbede sig til hans overkrop, men i det mindste var hans bukser lavet af mørkeblåt bomuld. De holdte ham varme.
Bolden var på vej nedad igen, og Fredric Veterano vinklede skarpt sine vinger, for at vende rundt i luften så han i et kort øjeblik hvilede på ryggen. Hånden lukkede sig om bolden. Endnu et slag fra vingerne og han snurrede rundt i en kolbøtte, før han igen kastede den lille læderbold afsted så hårdt han kunne, så han kunne jage den endnu engang.
Først da hans rygmuskler tiggede ham om ro og hans åndedræt stak i lungerne, holdte han inde med træningen for at svæve ned på jorden igen. Det sandfarvet, krøllet hår var vådt og klistrede sig til hans pande. Kinderne røde af kulde. Vinden var i forvejen kold og at skyde igennem skyerne hjalp ikke ligefrem på det. Vinteren var mere mild i Portus end de andre lande, men den var stadigvæk kold.
Han måtte småløbe et par meter, for at sænke farten da han landede, inden at han endelig kunne standse helt op på den våde plæne bagved Storm-slottet. Selvtilfreds kastede han læderbolden op i luften før han greb den igen med en enkelt hånd. Han var blevet bedre.
De grønne øjne rettede sig op mod den overskyet, grå himmel, hvor han for et øjeblik siden havde skudt rundt, men der var ingen tegn på, han havde været der længere. Som havde Inei selv strøget rettende sin hånd over skyerne, så de igen dækkede hendes land som en tyk, blød dyne. Et smil legede med hans læber, og han hævede to fingre op til hans læber, før de blev ført ned til hans bryst, hvilket var den normale portusianske hilsen til gudinden.
“Tak,” hviskede han op til hende, før at han igen kastede læderbolden op og ned i sin hånd, og begyndte at slentre afsted tilbage mod slottet uden at trække sine vinger ind i ryggen, men lod dem blot være foldet ind. Han skælvede af kulde, selvom sveden drev ham ned af ryggen. Heldigvis var hans far og mor ikke hjemme til at skælde ham ud.

[Margot Bellamy]

Slotsbestyreren havde besluttet at det ikke var nødvendigt med en så stor tjenestestab på slottet i denne periode. Delvist havde hun sendt en del tjenestefolk med Hertugen og Hertuginden til Pandemoniums konges fødselsdag, og delvist havde hun tilladt en del af de ansatte at tage de - for nogle lange, ture hjem for at fejre gudinden til Ineila med familie, og flere var endnu ikke kommet tilbage. Derfor var de ansatte tilbage på slottet ekstra travle.
Og dette var at se på Margot da hun med favnen bristende fuld af lagner og en kurv med tøjklemmer usikkert balancerende på toppen halvblind med det dårlige udsyn halvsnublende fandt vej gennem den knæhøje sne udenfor og mod det store tørrestativ som hun knapt kunne nå snorene på. Hendes lange sorte hår var sat op i en høj hestehale med et blåternet bånd, som fint formåede at holde hestehalen der gik til lænden på plads. På den ene buttede kind havde hun stadig resterne af lidt mel fra bageriet af morgenens brød. Det var noget af et syn, som gudinden ikke havde beæret denne tjenestepige med elegance.

[Fredric Veterano]

Gående i sine egne tanker opdagede Fredric ikke tjenerinden, før at han næsten var helt henne ved slottet. Tøvende stoppede han op. Det så ud til hun havde brug for hjælp, sådan som hun baksede med både lagner, klemmer og at kunne nå tørresnoren. I endnu et par sekunder tøvede han, kiggede sig omkring for at se om der var andre, der var på vej for at hjælpe, men da det ikke så sådan ud, skyndte han sig hen til hende.
“Hej! Har du brug for en hånd?” spurgte han men ventede ikke på hendes svar, før han fjernede noget af hendes byrde ved at tage halvdelen af bunken af lagner fra hende. Han var højere end hende. Faktisk var han næsten lige så høj som sin storebror - giv det et par år endnu. Det sidste halve år havde han hvert fald pludselig skudt i vejret, så selv hans far var blevet bekymret for om han kunne finde på at vokse ham over hovedet. Tanken havde altid været morsom.
Lagnerne var ikke våde, hvilket gjorde det en smule svært at få dem over snoren, da vinden blev ved med at rive fat i dem, og han kunne ikke lade være med at grine over kamp. Det var jo som om de var levende! Hvide, energiske spøgelser, der kæmpede for ikke at blive hængt op med klemmer i deres fødder.
“Hvis du… ja tag fat dér. Okay, jeg holder her. Kan du….? Ja netop! Hvis jeg holder, kan du putte klemmen - Ups! Jeg har den igen.” Leende fik de gennem samarbejde fået gjort de første par lagner fast. Bredt smilte han til hende. “Så langt så godt, right?”

[Margot Bellamy]

Margot havde fundet frem til tørresnoren, fået bakset kurven ned så hanken hang på hendes arm, og forsøgte kæmpende at få det første lagen op på tørresnoren der var langt over hende uden at tabe de andre i den bløde sne. På tåspidserne og med små hop fik hun første lagen manøvrer på plads over den fugtige snor.
Overrasket drejede hun halvvejs omkring ved lyden af en stemme, og før hun nåede at gøre andet end at åbne munden på vid gab ved synet af den ene af de ældste hertugsønner, havde han taget en stor del af lagnerne fra hende.
“Nej nej.. Det er helt i orden deres-“ Han var allerede igang og hendes kinder tog en dybrød farve. Det var anden gang en Veterano hjalp hende med sit arbejde.
“Tak” fik hun taknemmeligt over læberne, om hun igen på tådspidserne forsøgte at kontrollere et flyvsk lagen, og da først han begyndte at grine kunne hun ikke holde fniset inde, som hun fik blæst lagnet lige i hovedet og måtte kæmpe for at fæstne det til tørresnoen, med en klemme som hun endda formåede at tabe så han måtte samle den op til hende.
To lagner var tilbage i hans arme, og hendes egen favn var fri igen. Hastigt trådte hun frem for at tage byrden fra ham.
“Virkeligt tak deres nåde! Det er så svært når vinden tager i lagnerne, og sneen er så høj at det næsten er umuligt at holde balancen-“ den hvide substans nåede hende til knæene. “- og alle her er så høje, så tørresnoren er også høj, men det giver også god mening, for så rammer vasketøjet ikke jorden og bliver beskidt igen, hvilket ville være spild af arbejde.” Hun slugte næsten sin tunge som hun pludrede derudaf, som havde han trykket på en knap. Og så bed hun sammen om underlæben og rødmede endnu mere.
“Jeg mener selvfølgeligt ikke at det ikke er det værd… Selv hvis vasketøjet blev beskidt igen!” Forsøgte hun for ikke at lyde utaknemmelig. Inei havde givet hende dette job og hun var evigt taknemmelig.

[Fredric Veterano]

Den unge dreng lo af hendes forfjamskethed. Han kendte den alt for godt selv, når han blev nervøs eller usikker på noget. Beroligende viftede han med sin ene hånd.
“I get it. Tørresnoren er nødt til at være højt oppe. Har du overvejet en skammel?” spurgte han, og begyndte at hjælpe hende videre med de sidste to lagner, da dette - høj eller lav - var et svært arbejde på grund af vinden. “Ikke fordi det ville gøre noget på grund af vinden, men altså… Hvis vinden ikke var her, ville en skammel kunne gøre arbejdet nemmere. Men så ville du have dén at løfte rundt på også. Ikke særligt praktisk. Og lige nu ville det heller ikke gøre en forskel fordi vejret er så dårligt, så det ville bare være ekstra arbejde, hvilket du ikke behøver lige nu, så…” Han rømmede sig. Nikkede. Og koncentrerede sig om bare at holde lagnet på plads, så hun kunne sætte klemmer ind, uden at han også begyndte at plapre uden at ane, hvornår man skulle stoppe igen. Hans bror var langt bedre til det sociale end ham. Noget han sikkert havde fået fra deres mor, mens han kunne hakke derudaf ligesom deres far, og blive knald rød i hovedet, når nogen smilte til ham. Inei være ham nådig… Enten snakkede han som et vandfald eller også klappede han munden sammen som en østers. Dylan Forsyth drillede ham ofte. Den knægt kunne noget med charmen! Ingen kunne tale eller charmere sig ind på folk som ham!
Forsigtigt sendte han et smil til pigen ved hans side.

[Margot Bellamy]

Var det muligt at blive mere rødkindet, var hun sikkert blevet det da han lo af hendes klumsen omkring.
“Lige præcis hvad jeg mente” hun nikkede demonstrativt ved hans ord om den høje tørresnor. “En skammel ville være perfekt, men skamlerne står nede i køkkenet, og så skal den både frem og tilbage, og det tager tid, og -“ hun bremsede sig selv endnu engang. “Det er faktisk slet ikke et problem normalt. Ser De, jeg står normalt ikke for at hænge vasketøj op. Det gør høje Louise. Hun står også for alt andet med vasketøj normalt, men hun er hos sin familie i Istus for at fejre Inei.. eller hun er nok på vej tilbage nu faktisk.” Hun måtte slippe et lavt suk da hendes lange talestrøm rendte ud, og hive vejret ind så diskret som hun kunne. Imens havde de fået de sidste to lagner op og hun returneret smågenert og pinligt berørt hans smil. Allermest havde hun lyst til at stikke hovedet i jorden og glemme at hun var så pinlig foran ham.
“Tusind tak for hjælpen! Kan jeg hjælpe Dem med noget som gengæld? Eller ikke som gengæld, for jeg arbejder for dig og din familie, og… men… Jeg ville stadig glad hvis jeg kan gøre noget for Dem?” Hun havde foldet hænderne foran sig, om kurvens hank, og stod så ret hun kunne med et genert smil, truslen om ikke at kunne tie hvis han fik hende i tale spillede som et glimt i hendes mørke øjne, og melen dekorerede stadig hendes kind.

[Fredric Veterano]

“Ehhhh…” Fredric kiggede eftertænksomt op i den grå himmel for at komme i tanke om noget hun kunne hjælpe ham med. “Jeg kunne godt have brug for noget rent tøj? Skyerne har gjort mig gennemblødt, så jeg regner med at tage et bad nu her. Hvis du vil tage noget rent tøj frem på sengen samt komme op med noget frokost, ville jeg sætter pris på det… tak.”
Hvis man ikke var høflig overfor tjenerne, så fik ham en skarp rømmen fra far, hvis han var i rummet, og selvom man var adel, kunne man stadigvæk hjælpe lidt til. Flere gange havde han fundet sin far nede i køkkenet i gang med at hjælpe til med at tage opvasken, selvom at han snart måtte være vant til at være adel efter 22 år som hertuge.
Fredric pegede på hendes kind, som han gjorde mine til at begynde at gå indenfor igen sammen med hende.
“Du har forresten noget på din kind. Jeg tror det er mel,” kommenterede han med et skævt smil.

[Margot Bellamy]

Margot afventede næsten næsten spændt og pligtopfyldende hans ord, og da han så havde givet en opgave bukkede hun ned i et smalt nej. “Det vil jeg gøre. Skal jeg gøre badet klar for Dem?” Hun var stadig ikke helt inde i hvem der foretræk selv at gøre tingene, og hvem der foretræk at tjenestestablen gjorde alting klart.
Hun drejede omkring mod slottet og så et øjeblik forvirret på hende da han med en lang finger pegede på hendes ansigt. Faktisk var hun i tvivl om han pegede på hende og hun måtte kigge sig over skulderen for at være sikker.

“åh” Med en hånd gned hun først den ene kind og kiggede på den, intet. Og så gned hun den anden og hvidt pulver smittede af på den. “Jeg hjalp med bagningen i morges” fnes hun forlegent. “Har du prøvet at bage?”

[Fredric Veterano]

Igen overvejede han sit svar, før han nikkede med blikket holdt nede på sine fødder, som de gik afsted.
“Det må du gerne,” svarede han taknemmeligt, og sparkede til en lille sten. Vingerne stak op over hans hoved, så de nederste fjer ikke ville skrabe hen af jorden, selvom de gik ham til midten af skinnebenet. Små dråber af vand trillede af dem.
“Jeg tror måske jeg har bagt en enkelt gang for mange, mange år siden,” fortalte han med et skævt smil i hendes retning inden blikket igen blev rettet nedad. “Da jeg var et lille barn, lærte min far mig hvordan man laver rosinbrød, men det var ingen Raphael og Isaac blev født, så han ikke længere havde så meget tid til os alle. Min tante har et par gange ladet mig hjælpe til med at lave mad, når vi besøger hende i Pandemonium, men det er helt anderledes mad end vi har her. Mere krydret og stærkt. Det smager godt, men… man skal vænne sig til det.”
Med en rømmen skævede han forsigtigt til hende.
“Det er altså ikke for at være uhøflig eller… noget, men… jeg ved vidst ikke hvad du hedder? Altså, jeg… jeg har set dig mange gange her før, men… altså… du ved hvordan det er,” mumlede han undskyldende og trak skuldrene en smule op.

[Margot Bellamy]

Margot skævede forsigtigt til hans vinger. De var kolosale. Det var nu ikke fordi det var et sjældent syn for hende, for den lille Isaac havde stadig ikke lært at trække sine ind i ryggen, og hun brugte de fleste dage på at løbe efter ham.
“Hvor sødt! Min far lærte mig at fange krabber med et lille stykke kød i en snor, nede ved havnen… Jeg er fra Amphia. Det stoppede også senere, fordi han måtte tage arbejde på et fiskerskib - kan de godt lide rosinboller?” Hun spurgte med en barnlig nysgerrighed og appetit på svarene. Selvom hun egentligt overhovedet ikke burde spørge i første omgang. Han fik hende til at fnise rødkindet og hun skævede op til ham for kortvarigt at få øjeblik og med et ryk flytte blikket fremad igen.
“Margot Bellamy. Jeg er ret ny. Altså jeg blev ansat lige før Ineilla. Det var ret heldigt, for en bekendt fra Amphia har en kusine der lige var stoppet nede i byen, her i Fagail, og hun vidste at de, altså I, søgte en barnepige. Og heldigvis var stillingen stadig ledig da jeg kom hertil efter 1,5 måned. Men jeg laver selvfølgeligt også andet end at passe de små - men det ved du jo” Hun lavede en gestus tilbage mod vasketøjet og slap et lavt forlegent grin.

[Fredric Veterano]

“Jeg har… aldrig fanget krabber før,” kommenterede han tankefuldt om hvordan den oplevelse ville være ud fra hendes beskrivelse. De eneste krabber han havde set, var dem på tallerkenen, og der var de døde - meget døde. Dog store. Hans far fortalte at de nogle af dem kunne være på størrelse med en hund! Tænk at fange sådan én…
“Rosinboller er fine! Jeg kan godt lide dem.” Han smilte bredt ved minderne om dejen mellem fingrene, hans far stående ved siden af ham med en håndfuld rosiner rakt frem til ham, og hvordan han én af gangen puttede dem ned i dejen. Det havde været stille, tidlige morgener med dis udenfor vinduet og solen på vej op over horisonten. Han savnede den slags morgener med sin far…
“Kan du så lide at være her?” spurgte han venligt, og lod hende komme først ind af døren til slottet. “Du har forhåbentligt ikke for meget hjemve.”

[Margot Bellamy]

“Det er meget let. Man binder bare et lille stykke kød i den ene ende af et stykke langt snor, og så smider man det i vandet. Gerne under en bro eller sådan noget. Man kan også bruge net, men sådan et har jeg ikke haft. De bider selv på og man kan som reelt trække dem hele vejen opad vandet. Man skal bare huske at tage ordentligt fast på dem, sådan bagpå skjoldet - for ellers kan de knibe en” Hun forsøgte at illustrere hvordan hun mente med hænderne, før hun igen foldede dem foran sig og trippede med tre hurtige skridt ind foran ham og indad døren, da han gav plads. “Har du så været ved havet?”
Igen skævede hun mod ham. Selvom han vist var på alder med hende, tårnede han sig op langt over hende. Fra hendes synspunkt måtte han næsten være to meter høj.
“Selvfølgeligt!” Svarede hun prompte ved hans spørgsmål og smilede stort til ham. “Det er langt hjemmefra, men jeg sender et brev og penge hjem hver måned, og får et brev tilbage. Så jeg ved stadig hvad der sker derhjemme.” Hun havde virkeligt ikke hjemve. Ikke at hun ikke savnede sin familie engang imellem, men det havde altid ligget i kortene at hun skulle arbejde. Bunden af middelklassen havde ikke råd til at lade pigerne gå hjemme og håbe på et godt rigt ægteskab. De fandtes som reelt ikke.
“Alle er så søde her, og jeg elsker at passe deres to små brødre, selvom Isaac hiver mig i håret og smører savl ud i hovedet på mig” igen fniste hun over sine egne beskrivelser, som de satte kursen mod Fredrics værelse.

[Fredric Veterano]

“Det er jeg glad for. Jeg ville også savne min familie, hvis jeg var væk fra dem længere tid af gangen, så det er godt, du i det mindste måske også kan føle det her som hjem.” Han sendte hende et lille smil.

Svagt rystede han på hovedet af hendes spørgsmål. “Nej, jeg… Muligheden har aldrig rigtig været dér. Jeg mener… der er jo langt til havet, så…” Han trak på skuldrene. Det havde altid været én af hans drømme at se havet, men han var endnu ikke stor nok til at rejse alene rundt, selvom hans far allerede havde været i Pandemonium og Vavilon, da han var på hans alder. Havet var bare… for langt væk.
“Jeg vil dog gerne se det,” fortalte han skyndsomt. “Jeg har set malerier og hørt beskrivelser af det, så nogle kan jeg forestille mig hvordan det må være. Min tante siger havet i Portus er det bedste, fordi vandet er så rent og klart. Hun siger at hvis man er hele ude på havet, hvor der er dybt, kan man se smukke, farverige, mærkelige væsner under båden!”

[Margot Bellamy]

Et hjem var måske endnu så meget sagt, men hun var da begyndt at blive mere hjemlig på slottet. Det hjalp måske også at hendes arbejde hovedsageligt bestod i leg. Men hun havde da fået gjort sit lille kammer på slotsloftet hyggeligt. Det var ikke så stort, men havde en lille malet kommode og en enkeltmandsseng med hjemmestrikkede tæpper. Desuden hang der grønne planter og blomster fra loftet i overvæld. Det gjorde det lidt mere hjemligt, og det hjalp at hun kunne manipulere den smule lys der naturligt kom ind i værelset og planterne, der nok ikke ville kunne overleve deroppe på egen hånd. På væggene havde hun hængt sine egne små malerier op.

“Havet er noget helt for sig selv! I Amphia boede vi tæt på havnen - min familie gør selvfølgeligt stadig. Ved De at havet ikke kan drikkes? Det er alt for salt. Hvis De nogensinde kommer til Amphia, så må De ud på en båd. Nogle både er endda lavet sådan at man kan se ned i vandet mens man sejler!” Hun pludrede løs om katamaraner, der havde et net foran mellem de to skrog, men hun havde aldrig selv været på en af dem.
De nåede hans værelse og hun åbnede døren og hold den denne gang for ham. Det var som om hun blev en smule mere sky igen nu hvor de var kommet til hans værelse, hvor hendes pligt som tjenestepige igen trådte i kraft, og da han var trådt ind sendte hun ham et småt smil før hun forsvandt ind på hans badeværelse.

[Fredric Veterano]

Fredric slugte alt det som Margot fortalte ham uden at afbryde hende eller komme med spørgsmål. Tavst vandrede han blot afsted ved hendes side med blikket i gulvet, og lyttede intenst til hvad hun sagde om fiskeriet, havet og nettene.
Da de kom til hans værelse, stoppede han op midt i det hele, som vidste han ikke rigtigt, hvad han skulle gøre af sig selv, nu hvor hun også var herinde, hvilket fik ham til at trække skuldrene vanefuld lidt op mod ørerne. Hans værelse var så stort, som man nu kunne forvente på et slot med egen altan. Portus’ cirkler var malet på væggen over hans seng, og han havde også en lille skulptur af gudinden stående på sit skrivebord.
Han gik hen til den hvide reol, mens han fiskede læderbolden op fra sin lomme, og stillede den nøje på plads på én af hylderne ved siden af en pæn sten han engang havde fundet på jorden ude ved markedspladsen. Forsigtigt rykkede han lidt rundt på tingene, for at de stod helt perfekt.
Selvom han sikkert mange gange havde været alene på sit værelse med en kvindelig tjener, havde han ikke været så meget opmærksom på det som nu, fordi han nok havde lagt og læst, lavet lektier eller leget med sine trinkles. Det her var noget andet.
Tavst skævede han mod badeværelsesdøren, inden han igen fokuserede på at rykke rundt på sine ting. Han havde end ikke gjort mine til at tage sin våde, hvide trøje af.