We Used To Be Dead

[Macaria Forsyth]

We Used To Be Dead
Maddox Bane - Macaria Forsyth

“Deres Majestæt? Han er vågen nu.”
Macaria kiggede op fra sine papirer mod tjenestepigen i døren, og gav hende et taknemmeligt nik.
“Tak skal du have! Jeg ser til ham med det samme. Har han fået mad?”
“Ja Deres Majestæt. Jeg har lige været inde med en bakke til ham.”
“Fantastisk! Tak!”
Tjenestepigen nejede, før at hun trak sig, og Macaria rejste sig fra sin stol bagved skrivebordet, før at hun strakte sig med en grimasse, da ryggen knækkede sig jamrende, efter at have sættet ned i så lang tid. Hun kunne også pludselig mærke, at hun skulle på toilet. Alt det her med at tage hensyn til sin krops behov, var virkelig svært, når man havde været død i så mange år, uden at behøve at tænke på den slags. Nå! Tilbage til arbejdet!
Først skyndte hun sig hen til det nærmeste badeværelse, hvor hun kunne lette sin blære, samt plaske noget vand i ansigtet, for at vågne ordentligt op efter alt det administrative arbejde, hun havde lavet hele eftermiddagen. Hun løsnede sit krøllet hår fra jern-spændet, der havde holdt det hele på plads, og ruskede lidt op i det, før hun igen satte det fast, så kun et par lokker faldt vildt og krøllet løs.
Derefter begav hun sig afsted mod de øvre etager på det store slot, hvor Master of Bones var blevet lukket inde i ét af værelserne deroppe.

Det tog hende et stykke tid at komme derop. Der var en helvedes masse trapper, og hun kunne ikke længere springe afsted to trin af gangen på blot et par minutter. Nu måtte hun holde adskillige pauser for at få vejret, samt lade sine stakkels benmuskler få lidt fred, inden at hun igen begav sig afsted.
En enkelt vagt sad foran døren, hvor han røg pibe, mens han bladrede rundt i en bog, men da han opdagede sin dronning, sprang han på benene med piben forsøgt gemt bag ryggen, selvom lidt røg svævede op over ham.
“Deres Majestæt!” hilste han højtideligt, og slog hælene sammen bare for god ordens skyld, hvilket fik hende til at smågrine.
“Det er okay, Gregors. Tag det roligt. Du behøver virkelig ikke at gøre sådan noget overfor mig lige meget hvad Franz siger,” sagde hun underholdt, og gav hans arm et klap, inden at hun ventede på, at han ville låse døren op.
“Jeg tør ikke andet Deres Majestæt. Hvis Lord Richler ser eller høre at jeg ikke passer mit arbejde ordentligt, så vil han give ordre til at jeg skal marchere nøgen ved næste parade.”
Macaria fnes. “Jeg er sikker på, det ville være et kønt syn, Gregors.”
Den store vagt smilede forsigtigt, inden at han blev rød i hovedet, og i stedet skyndte sig at fokusere på at få den rigtige nøgle i låsen, før at han med en rømmen åbnede døren op for hende, så hun kunne træde ind i værelset.
Det var et ganske normalt gæsteværelse på slottet. Bløde, farverige tæpper dækkede gulvet. En stor himmelseng stod i den anden ende af rummet med både garderobe, vaskefad, et ildsted og en sofa. Et par reoler stod op af væggen, hvis man fik lyst til at læse og et vindue viste den fantastiske udsigt ud over den sneklædte by.
Døren lukkede sig bag hende, og hun foldede fingrene foran sit skød med et indbydende smil.
“Godaften Maddox.”

[Maddox Bane]

Bevistheden var begyndt at komme til ham allerede tilbage i kontoret, men den var først rigtig kommet til ham, da en slotsvagt havde dunket hans hoved i køligt vand. En time senere havde den pågældende vagt en blodig næse, Maddox havde tykke lænker lagt om både håndled og ankler, og han var blevet spulet fra afstand mere end badet. Først da han var blevet ledt ind i værelset, havde de taget kæderne af igen, så han kunne skifte til et friskt sæt simple klæder, hans gamle, tilsølede klæder blev båret ud af værelset. Han gættede på at de ville blive brændt. Og så blev han ladt alene. Ædruhedens ubarmhjertige hånd begyndte at ligge sin hånd om hans kranie og med den, kom en knusende hovedpine og en bevisthed der havde været fraværende siden den dag han havde ledt sine folk ind i Oberion. Han var ikke klar over hvor lang tid der var gået, da en tjener forsigtigt trådte ind i værelset og satte en bakke med mad. Hans hænder rystede en smule om bakken og fik bestikket til at klirre i det stille værelse, som han stillede den fra sig og halvt om halvt flygtede ud af værelset.
Langsomt, med klagende muskler, rejste Maddox sig fra hvor han var dumpet ned på sengen, og gik over og samlede skålen med gryderet op. Han var næsten færdig med den og det tilhørende brød, da døren gik op igen. Kvinden der trådte indenfor kunne være trådt lige ud af et maleri fra de fornemme portusianske villaer; langt, krøllet hår sat op med blot et par tumlende lokker, et ovalt ansigt med perfekt symmetriske træk og dybe, mørkeblå øjne. ".. 'aften," hilste han tilbage, som han tyggede af og sank det sidste brød. Tallerkenen blev sat fra ham. Hans skulderlange, mørke hår var stadig en smule fugtigt fra hans 'bad'. "Jeres gryderet kunne virkelig bruge noget timian. Er der der noget whiskey herinde?"

[Macaria Forsyth]

Smilet på den tidligere vampyrs læber bredte sig, og hun gjorde en lille gestus med hånden.
“Jeg vil give beskeden videre til kokken,” svarede hun blot, før hun tog plads i en stol, hvor det ene ben blev lagt over det andet. “Og nej… jeg fik fjernet whiskyen fra værelset, så du kunne være klar i hovedet, når jeg bestemte mig for at snakke med dig. Når vi er færdige, kan jeg dog sagtens få én sendt herind, hvis det er hvad du ønsker, og jeg føler for det.” Smilet fik et djævelsk twist.
Med den ene hånd børstede hun noget usynligt skidt af sin kjole ved benet.
“Mit navn er Macaria Forsyth,” præsenterede hun sig henkastet. “Din nuværende situation består i at du er på et værelse i mit slot, og nede på mit skrivebord har jeg en stak af breve fra din konge i Portus, som beder mig om at finde dig og udlevere dig. De vil gerne have dig dømt for dine kriminelle handlinger i landet - jeg er lidt rusten i portusianske love og regler, men jeg går ud fra du vil blive dømt døden på et bål.” Med et skuldertræk vrikkede hun sig til at sidde lidt bedre på stolen, inden hun løftede blikket mod hybriden uden et smil. “Spørgsmålet er bare, om jeg skal føje de høje herre i Portus, eller om jeg skal udnytte situationen og bruge dig til noget andet.”

[Maddox Bane]

Mørke øjne fulgte hendes bevægelse, som hun trådte over til stolen og satte sig. Studerende, som en koreograf der fulgte bevægelserne af en ny dans, han aldrig havde set før. Han vidste godt hvem han sad overfor, allerede før hun sagde det. Genkendelig på de fine fregner drysset over hendes hendes næse, lyse hud, mørke hår og blå øjne. En utilfreds brummen rystede hans strube, som hun sagde hun havde fået fjernet whiskeyen, men hans ene mundvig strakte sig en smule, som hun sluttede sin sætning. "Well, i så fald, vil jeg gøre mit bedste for at behage dig." Han trak et ben op til sig på sengen, bøjet frem for ham, det andet sollidt plantet på jorden, inden han lænede sig frem og lagde hovedet på en foldet knytnæve. Hans knoer var flossede. Der var ingen sår at spore, men huden var ru af brug. "Cherie, ingen introduktion er nødvendig her," svarede han, præcist lige så henkastet som hun. Hovedet gled en anelse på sned som han lyttede, en grimasse kort kastende skygger over hans udtryk, som hun nævnte at blive brændt på bålet. "Aha," tilkendegav han. "Så, du har mig ved mine kronjuveller, med andre ord. Hvad vil du have?" Han løftede et bryn. "Jeg er bange for jeg hverken har penge, magt eller mænd at give dig. Men hvis du skulle føle dig barmhjertig, vil jeg helst undgå at blive brændt på bålet." Det ville ikke slå ham ihjel alligevel. Blot torturere ham indtil de blev trætte af at høre ham skrige. Ham bekendt var det eneste der ville gøre det, at hugge hans hoved af. Eller. Det var det eneste han ikke selv havde forsøgt ihvertfald.

[Macaria Forsyth]

“No shit. Sådan som du blev lagt foran mine fødder, skreg det ikke ligefrem at du havde noget som helst tilbage, gjorde det?” kommenterede hun med et lille fnys. “Men vi er i Vavilon. Alle er noget værd i Vavilon - på den ene eller anden måde. Jeg er en person, som ser muligheder i folk lige meget hvad eller hvem de er, og du gjorde alligevel noget ret imponerende. Du startede et oprør i Portus og overlevede.” Hun smilte skævt til ham, mens den ene fod energisk svang frem og tilbage, som havde hun svært ved at sidde stille, og blot fik hende til at ligne en 19 året pige endnu mere. En 19 året dronning.
“Desuden vil det være henrivende sjovt, at tage dig under min vinge. Jeg mener… Søde, alvorlige Adrian og hans Råd ville ligne én, der har spist en hestepære, og min Højre Hånd bliver så fantastisk rød i hovedet, når han bliver gal.” Hun trak på den ene skulder. “Spørgsmålet er virkelig bare, hvad jeg skal bruge dig til, så du er nødt til at sælge dig selv lidt bedre, end du har gjort indtil videre. Jeg mangler en ny hærføre, hvis det kunne være noget? En vavilonsk ambassadør? Uh, det ville være fantastisk, at sende dig tilbage til Portus som min ambassadør, og se hvor længe der går, inden de forsøger at snigemyrde dig!” Den tidligere vampyr fnes.

[Maddox Bane]

"I'm sorry, cherie, jeg er bange for at jeg er så meget værd som det mudder jeg har efterladt i dit kontor," Det virkede ikke rigtigt til at genere ham. Tværtimod, der hang et smil om hans læber som han sagde det, selvom de mørke øjne stadig virkede døde. Livsforladte. "Jeg har kun værdi i deres øjne fordi jeg pustede til gløder der allerede var der. Jeg er ikke bagmanden for oprøret i Portus. Det var min højre hånd, Ambrose. Han tog sig af strukturen og strategien. Jeg rekrutterede dem. Fortalte dem at vi kunne finde en bedre fremtid, skabe den sammen." Der kom et hårdt træk om hans mund, som syntes frosset i det smil han havde ladet dem forme, som et hårdt åndedræt forlod hans næse. "Jeg fortalte dem at selv hvis de gik i døden, gjorde de det for en bedre fremtid. En fremtid for deres børn. Og nu er størstedelen af dem døde eller tilbage i slaveri."
Han tav et øjeblik. "Hvis det vil more dig at gøre mig til ambassadør, så kan jeg det." Han trak en smule på skuldrene. "Personligt ville jeg foretrække en henrettelse her. Ikke i Portus. Halshugning helst. Det er det eneste jeg ikke har prøvet endnu."

[Macaria Forsyth]

Imens han havde talt, havde Macaria lagt hovedet i sin ene hånd med pegefingeren følgende op af kinden. Ansigtet henlagde sig i et kedsommeligt udtryk med øjenbrynene let hævet, men det lød mere og mere som om, hun faktisk ikke havde noget som helst sjovt at bruge ham til - skuffende.
“Hm…” Hun lod blikket glide mod et vindue. “Så… du vil bare give op? Jeg havde troet mere om den berygtet Master of Bones, der kunne få selv Veteranoerne til at være ved at rejse sig igen i vrede. Tro mig. Jeg var nødt til at lægge øre til dem begge to. Isabel var sydende. Det var lige før, hun havde forladt sine pligter og Pandemonium bare for din skyld. Hvor roligt hun kan sove nu, når jeg fortæller hende lederen af hybriderne, er så klar på at lægge hovedet på blokken.”
Med et suk rejste hun sig op fra stolen, og vandrede lidt rundt i værelset, før hun endelig vendte sig mod ham igen med armene slået lidt ud.
“Hør her dude… Du har et valg, okay? Du kan enten bøje dig, lægge dig helt fladt på maven, og lade dem vinde, fordi du tabte ét slag, mens alle dem der troede på dig, nu vil gå tilbage til at slikke lort af sko. Vil du virkelig svigte dem? Sådan helt?” spurgte hun med rynket pande. “For hvis det er sagen så ja… så har du intet at gøre her i Vavilon, og så skal jeg nok skænke dig en hurtig død på blokken. Jeg troede dog alle portusianer troede på tingene skete af en grund. Guderne hiver i snorerne eller whatever. Hvad betyder det her så? Dig her hos mig. Mig som mere eller mindre rækker en hånd frem mod dig, for at give dig en ny chance til at gøre noget. Til at kæmpe. Vise dem at de ikke har vundet, og du ikke er knækket endnu. At du nægter at knæle - end ikke for blokken.”
Hun rystede skuffet på hovedet af ham. “Var du virkelig bare... en historie?”