Post by Dylan Forsyth on Apr 15, 2019 11:19:49 GMT
Oneshot - Hjem
Hårdt strammede han remmen omkring sin mave, der hjalp til med at holde hans rygsæk fastspændt til ryggen, så den ikke ville falde under hans flyvetur til Sethos. I følge hans beregninger samt hvad folk sagde, ville det tage ham omkring en uge at flyve derhen. Sethos. Aldrig havde han besøgt det sted, hvor en dødsengel kunne kalde sig hjemme. Dér hvor han var blevet født.
“Har du det hele med?” Stemmen fik ham til at se sig over skulderen mod Macaria, der kom gående hen mod ham. En tyk kappe lavet af uld var trukket om hendes lave skikkelse, for at beskytte hende imod vinterkulden, der bed så hårdt i hendes kinder at de var helt røde.
“Det tror jeg,” svarede han, og lod hende om at dobbelttjekke både hans taske, samt at hans tøj nu sad sådan som det skulle. Det gav ham muligheden, for at betragte hende ordentligt. Der var ingen tegn på hvordan blodstørsten havde overtaget hende. Ingen tegn på vampyrisme. Måske med undtagelse af hendes ufattelige unge udseende i kontrast til hendes alder.
“Ved du hvornår du kommer tilbage igen?” Selvom at hendes tonefald var henkastet, kunne han se på hende, det var svært for hende at lade ham gå, men han vidste ikke om det var normalt eller ej.
“Nej.”
Accepterende nikkede hun, før hun fik gjort sig færdig med at rette på ham, og hævede sine øjne op mod hans. En kølig hånd blev lagt mod hans kind.
“Pas på dig selv, okay? Ikke noget med at lav for meget ballade, og vil du ikke nok se, om du kan komme til at få klaret regnskabet for Akademiet, så jeg ved hvordan udgifterne ser ud?” spurgte hun blidt, mens hun strøg hans kind med tommelfingeren. Han nikkede bekræftende, før han sendte hende et skævt smil, og tog hendes hånd væk fra hans kind, for at holde den i hans i stedet.
“Bare rolig. Hvis jeg har brug for hjælp, skal jeg nok sende et brev.”
Hun fnøs. “Du kan lige så godt lade være med at prøve, sweetie. Sneen er alt for tyk til nogen kan komme fra eller til, så jeg er ret sikker på I dødsengle er på egne ben deroppe,” sagde hun, før at hun trak sig lidt væk, så hun kunne rode lidt rundt i indersiden af sin kappe. “Det minder mig om noget. Du har modtaget et brev fra Pandemonium.” Hun rakte ham et brev, der tydeligvis havde lidt overlast på den lange rejse mellem landene, men seglet var stadigvæk intakt. Vantro kiggede han på hende. Læste hun seriøst ikke hans breve? Eriz ville ikke have tøvet.
Han åbnede konvolutten, og læste hurtigt de få ord igennem, hvilket fik et lille smil til at brede sig på hans læber. Det var fra Blake.
“Hvem er det fra?” spurgte den tidligere vampyr, mens hun trak kappen tættere omkring sig, så det kun lige var hendes hoved, der poppede op.
“En… veninde,” svarede han tøvende, da han ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle beskrive Blake til en fremmede. Han kunne ikke rigtigt sige ”min forlovede”.
“Hm. Sødt.” Macaria virkede hverken overrasket eller bekymret over den påstand, som hun trak på skuldrene, og kiggede sig lidt omkring i slotsgården, mens han læste brevet endnu engang.
“Marcellus’ fødselsdag. Er det Marcellus LaPiera Black?” spurgte han med rynket pande. Var han i live?!
Macaria skævede mærkeligt til ham. “Ja? Har du glemt vi skal til hans fødselsdag i næste måned? Du har glædet dig i to måneder til festen og til at se Isabel igen.”
“Riiiiiiiight…” Han rakte hende brevet, så hun kunne putte det i hans taske for ham, selvom han måtte bøje lidt ned i knæene, for at hun kunne nå. Tydeligvis havde han arvet sin højde efter sin far.
“Kan jeg spørge dig om noget, Dylan?” lød det bag ham.
“Selvfølgelig.”
“Vil du nogensinde fortælle mig hvorfor du pludselig snakker med pandemonisk accent og har farvet dit hår sort? Hvorfor du angreb Aron?” spurgte hun blødt, før at han endelig kunne rette sig op, og vende sig mod hende. Hun betragtede ham med hovedet let på skrå.
“Måske. Lige nu er jeg dog nødt til at finde ud af nogle ting,” svarede han, mens han forsøgte at lyde ligesom hende, men det var svært, når tungen automatisk rullede lidt på r’erne og hvislede på s’erne. Han slog lidt ud med armene. “Bare… hold øje med ryggen, okay? Jeg vil ikke have der sker dig noget.”
Der gik ikke engang to sekunder, før at Macaria pludselig var trådt frem, og han pludselig havde hende knuget ind til sig med armene slået om hans talje. Forundret holdte han hænderne hævet, mens han forvirret så ned på hende, inden at han tøvende gengældte omfavnelsen uden at forstå, hvad der foregik.
“Jeg stoler på dig. Det ved du godt, ikke? Du er så meget mere end hvad folk tror, og jeg ved du vil gøre fantastiske ting på et tidspunkt,” mumlede hun ind mod hans skulder, så han knap nok kunne høre hende, men alligevel gjorde hendes ord impact på ham. Han anede dog ikke, hvad han skulle sige, så i stedet strøg han hende bare akavet op og ned af ryggen, indtil hun endelig selv slap ham.
“Jeg elsker dig,” hviskede hun med et klap på hans brystkasse. “Kom godt hjem.”
Hjem.
Et smil voksede sig frem på hans læber, og han nikkede beroligende til hende, før at han trådte væk fra hende, indtil han var langt nok væk, til at hun ikke ville blive ramt, da han slog sine vinger ud. Den kolde vind susede mellem vingerne som kærlige fingre, hvilket fik det til at gyse i ham. Det var alt, alt for lang tid siden, han sidst havde fløjet.
Han tog tilløb ned af slotsgården, inden at han med et par kraftige bask fra vingerne løftede sig fra jorden, og hævede sig op mod den skydækket himme. Op over træerne. Op over muren omkring slottet. Op over byen. Bredt smilede han. Hjem.
