Lets party! *Åbent*

[Nathaniel Oathhorn]

//Det er åbent for alle dem som har mulighed for at deltage i festen på selve borgen//



Overalt i Maranos og i nærheden af Oathhorn borg var luften fyldt med latter, musik og glæde. Hertuge Oathhorn havde beordret at festlighederne skulle stå på i syv dage og syv nætter, dels i forbindelse med fejringen af hans navnedag men lige så meget for fejringen af Vinterfesten.


Oathhorn Borg var blevet endevendt med gæster, underholdning og mad fra alle de mest eksotiske steder af Vavilon og de andre lande. Nathaniel havde sørget for kun det bedste af det bedste af det hele, de dyreste krydderier til mad lavet af de dyreste kokke i hele Vavilon. Gården på Oathhorn borg summede af liv, enten var der tjenestefolk som skubbede tunge tønder vin over pladsen eller også var der mindre adelige som havde fået et eller to bægere vin for meget som snublede rundt.
Langs væggene hang der bannere fra alle adelige, store som små, som var tilstede til festlighederne men i midten over de store døre ind til borgen hang Oathhorns gule løve på den sorte baggrund. Det var tydeligt at Nathaniel havde planlagt en fest som skulle gå over i historiebøgerne som en af de største. Selv menneskenes fyrste Davenports banner hang der, det var sjældent at den mand deltog i sådan nogle arrangementer.

Mørket faldt på og borgen blev lyst op af de mange fakler og stearinlys.

Inden i den store sal var alle pladser optaget på nær én den store egetræsstol med udskæringer af gule løver var tom, Nathaniel havde endnu ikke taget sin plads. Pludselig stoppede musikken og dørene gik op, ind trådte Hertuge Nathaniel Oathhorn, i sin fineste sorte doublet med en gul løbe på brystet, fæstet på skuldrene med gyldne løvehovedbrocher hang en sort kappe med gult for.
”Venner! Allierede! Kammerater! Velkommen til Oathhorn Borg og hjerteligt velkomme til min fest!” råbte Nathaniel med hænderne løftet over hovedet. I den ene hånd havde Nathaniel et gyldent bæger med en løve formet af rubiner og i den anden havde han en kande med vin, Guderne forbyde at Nathaniel skulle løbe tør.
”Tag for jer af maden, drik til i sejler og ikke mindst hav det sjovt!” Sagde Nathaniel og begynde at bevæge sig hen mod sin plads.

[Cassidy Ahern]

Én gang skulle være den første. Aldrig før havde Cassidy deltaget i en så stor adelig fest, så synlig, men i dag gjorde hun. Hendes sorte, krusede, hår var sat op i en kunstfærdig lav knold og pyntet med guldkæder. De lange sorte øjenvipper der omkransede de kuldsorte øjne var farvet endnu mørkere og de fyldige læber var farvet i en dyb rødlig tone. Hendes hals, armes, skuldress og rygs mørke hud var blottet som den tynde farverige kjole kun blev holdt oppe af en smal kæde der sneg sig op omkring hendes nakke og krydsede nedover hendes smalle ryg og talje. En høj slids sneg sig op langs det ene ben, men afslørede intet jo mindre hun bevidst stak benet frem. Om den ene ankel og det ene håndled sad raslende armbånd i samme guldfarvede metal. Hun havde ikke løjet da hun før på dagen havde annonceret at hun måtte hjem og gøre sig i stand.

Hun løftede det smukt udskårne bæger der hvilede mellem hendes fingre til skålen som Hertug Oathorn uddelte og lod glasset det til læberne. En vavilonsk vin vædede hendes læber og tunge og efterlod en lækker sød bismag. Festen var allerede godt i gang, og hun næsten forsvandt i mængden af berusede adelige, med sine blot 155 centimeter i højde. Hvor skulle hun starte? Hvem skulle hun tale med? Hun tog en tår til og lod overvejende tungen glide over læberne for at hive den søde smag til sig.

[Roman Hawkins]

Blandt festens gæster havde også Roman været placeret, for en sjældent gangs skyld ikke gemt i skyggerne, men fuldt påklædt og faktisk deltagende i festen. Formskifteren var kendt for at finde sig til rette som festens midtpunkt når formskifterne havde deres fester, men det var sjældent han fandt muligheden for at deltage til de adelige arrangementer. Så da man hørte snak om en åben fest på Oathhorn-borgen, havde der ikke været nogen diskussion om hvorvidt han skulle med eller ej! Specielt med den rejse som ventede ham, når festen var forbi.

Han havde gjort sit for at passe ind blandt gæsterne, men uden at føle sig alt for stivpyntet. Han var nyvasket, og iført en ren, hvid skjorte under en rød jakke. Han var nærmest blevet stukket et glas vin i hånden af en passerende tjener han kunne forestille sig var blevet bedt om at sørge for at alle gæsterne havde en drink i hånden, da borgens herre uddelte en skål han med smilende iver deltog i, og hævede sit glas med en istemmende hujen. Det var mere den slags man ville finde i en krostue end til en adelig fest, men så var det heldigvis Vavilon. Desuden var der flere som deltog, og Roman følte sig umådelig godt tilpas da han tog den første tår af vinen.

Hans blik vandrede derfra ud over de øvrige gæster, som han af gammel vane som spion begyndte at granske. Han genkendte et par af de adelige gæster – havde selv holdt nøje øje med flere af dem – men det var den genkendelige lave skikkelse han så et lille stykke fra sig, som lokkede hans blik.
Han kunne ikke huske at have set Cass pyntet sådan op før. Han havde set hende i diverse forklædninger, men dette slog ham ikke som en opgave. Blikket dvælede lidt ved hende, før han trak lidt på smilebåndet, og smøg sig forbi de gæster som stod mellem ham og hende. Da han nåede frem bag hende, prikkede han hende spøgefuldt på den højre skulder, før han dukkede op ved hendes venstre side.
”Du overdrev så sandelig ikke, da du sagde du ville pynte dig!” komplimenterede han, mens et værdsættende blik vandrede op og ned af hende.

[Cassidy Ahern]

Cass havde lige akkurat nået at udse sig et mål, eller en samtalepartner, da en anden prikkede hende på den bare højre skulder og fik hende til at dreje omkring. Og dreje gjorde hun. Hun nåede næsten en hel omgang før gerningsmanden dukkede op. Og der stod han med samme fjogede ansigtsudtryk som altid. "Du er heller ikke... ligeså slem som du plejer at være." belønnede hun hans ros med, og lod blikket dvæle ved hans ansigt. Hun så kun lettere irriteret ud.
For at det ikke skule virke alt for malplaceret sendte hun ham et falsk smil og hævede glasset mod ham til en skål. Hun lænede sig samtidig en anelse tættere på ham og rynkede på næsen da hun igen rettede sig op. "Men dog Roman... jeg vidste ikke at du gik i bad - og at der ville være noget af dig tilbage efter sådan ét"

[Nathaniel Oathhorn]

Det var sandt, festerne på Oathhorn borg mindende mere om krostue end mange andre fester. Det hang måske også sammen med, at Nathaniel før han var adelig først og fremmest var soldat. Havde aldrig følt sig tilpas blandt mange af Vavilons mere 'seriøse' adelige. 

Nathaniel så rundt blandt sine mange gæster i den store sal. Dronningen havde stadig ikke meldt sin ankomst... Der var højest besynderligt hun plejede om noget at være en af de første til festerne. Nathaniel og hende var blevet tætte efter han havde hjulpet hende med at få tronen. 
Nathaniel så rundt og kunne ikke lade vær med at smile selvtilfredst, over synet af de mange gæster. Han tog en slurk af af vinen fra hans bæger før han begynde at bevæge sig rundt blandt de mange gæster. Én kvinde fangede Nathaniels opmærksomhed, det var en kvinde han ikke havde set før, hvem var hun? Nathaniel var nærmest sikker på at hun ikke var adelig. Men der var noget over hende, som vækkede hans interesse. 
Nathaniel ændrede sin retning og begynde at gå over mod kvinden som nu stod og talte med en mand. Et par gange blev han afbrud af nogle gæster som ville skåle med ham. Der gik ikke lang tid før han stod ved siden af de to.
"Velkommen til Oathhorn Borg! Jeg har gjort en ære ud af at lære samtlige gætsters navne udenad. Men jeres må have glippet" Nathaneil behøvede ingen introduktion, de fleste i Vavilon vidste hvem Nathaniel var, den store krigshelt fra krigen om tronen.

[Roman Hawkins]

Smilet havde som sædvanligt siddet som klistret på Romans læber mens Cass vendte sig imod ham, og… gav ham et kompliment? Enhver anden ville måske have set hendes bemærkning som en slet skjult fornærmelse, men så godt som Roman efterhånden kendte hende, lagde han mærke til komplimentet som var skjult deri. Smilende løftede han sit glas så det klinkede med hendes.
”Årh, du ved… specielle anledninger og alt det dér. Men havde jeg vidst at du ville komme så godt klædt ville jeg måske have gjort mig ekstra umage. Du sætter mig til skamme.” bemærkede han med et kækt glimt i øjet.

Opmærksomheden blev dog vendt mod manden som ud af det blå dukkede op ved dem, og som fik Roman til automatisk at rette sig op i sin fulde højde, men selv om at han selv ragede højt over Cass, var festens vært alligevel en smule højere end ham selv. Hybriden behøvede ikke introducere sig selv. Enhver som deltog til festen vidste hvem Nathaniel Oathhorn var – hvem tog trods alt til en fest uden at vide hvem som sørgede for drikke? Desuden var mandens ansigt efterhånden velkendt for ham. Roman havde set ham her og der, selvom hertugen næppe havde været klar over at han var blevet iagttaget.
”De fejrer i stor stil, hertug. Jeg er en fan.” Han bukkede svagt med nakken og rakte sin frie hånd frem mod ham. ”Roman Hawkins. Jeg forventede ikke at De kendte mig, jeg er nem at glemme.” Han udvekslede et sigende blik til Cass.

[Cassidy Ahern]

Cassidys nåede lige at sende en sidste spydighed afsted mod ham som hun så hårdt forsøgte at beholde som sin nemesis. “Bare rolig Roman, dét klarer du helt fint selv.”

En dyb stemme fik hende til at dreje halvt omkring, og det kuldsorte blik landede på ingen mindre end borgens ejermand. Hertug Nathaniel Oathorn. Begge mænd var høje, men hertugen var derudover særdeles bred, og mellem dem fremstod hun lille og skrøbelig med sin lave højde og smalle skikkelse. 
Roman bukkede i nakken og rakte sin hånd frem, og da den først var fri igen, fulgte hun trit med et let knæk i nakken og et lille dyk i knæene. Hun rakte højre hånd frem til Oathorn med håndryggen opad som hilsen. “Hertug Oathorn.” Hun var tvunget til at knække nakken vagt bagud for at møde hans blik. “Hawkins underdriver ikke, han er desværre ganske glembar.” Hendes læber krummede opad og det glimtede fornøjet i blikket på den lille unge kvinde.
“Emily Coldwater. Det er mig en ære at møde Dem” præsenterede hun sig til sidst, uden at fjerne sin opmærksomhed fra bjerget af en kriger.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel nikkede anerkendende idet Roman nævnte hans måde at feste på. "Det er jeg glad for, man lærer noget når man tilbringer det meste af sit liv blandt soldatere" Grinte Nathaniel og tog en slurk af bægeret. Nathaniel blev fanget en smule på bagbenene da Roman rakte hånden frem, Nathaniel stod jo med et bæger i den ene hånd og en flaske i den anden. Let og elegant fik Nathaniel skubbet flasken med vin under armen så han fik højre hånd fri til at give Roman hånden. "Jeg må indrømme dit ansigt minder mig om en jeg engang har mødt, har du noget familie i Maranos?" Sagde Nathaniel. Nathaniel måtte indrømme at han havde fuld til samtlige møder med de andre adelige, så hvis Roman havde været der, så kunne Nathaniel havde været for beruset til at overhovedet at huske Roman.

Nathaniel ledte sin opmærksomhed over på kvinden i selskabet, høj var hun ikke og Nathaniel tårnede nærmest over hende. 
"Jeg er sikker på havde jeg truffet Ser Hawkins før, ville jeg havde husket ham" Sagde Nathaniel med et smil. Nathaniel puttede titlen på for at se reaktionen fra manden som han aldrig havde set før. Enten ville ham reagere voldsomt hvis han var adelig eller også ville han rettede ham hvis han ikke var en ridder. Så ville det bare give en smule indsigt i hvilken type person denne Hawkins var.
"Mylady" Svarede Nathaniel idet hun rakte hånden frem. Nathaniel greb den elegant og kyssede blidt hendes hånd.  "Fornøjelsen er helt på min side" Afsluttede Nathaniel inden han rettede sig op.
Clodwater? Nathaniel havde aldrig hørt om navnet før, heller ikke blandt det almindelige folk, hun måtte være ny i Vavilon. Hun måtte i det mindste bare være lidt adelig for at kunne komme med til en fest af denne skala.
"Tilgiv mig, frk. Coldwater, men jeg har desværre ikke truffet en Coldwater før nu, er Deres Familie fra Vavilon?" Sagde Nathaniel mens han fyldte sit bæger op med vin. Han rakte flasken frem til de andre, som et tilbud om at fylde deres bægere op for dem.

[Roman Hawkins]

”Ingen familie som De ville kende til, er jeg bange for.” svarede han smilende. Hans mor var hans familie familie som han kendte til, og medmindre hertugen havde for vane at besøge Oberions horehus ville han næppe have kendskab til hende. Han ville i hvert fald have hørt om det hvis selveste Slagteren havde set hende.
Som Oathhorn henvendte sig til Cass og omtalte ham som ’ser Hawkins’ måtte Roman løfte ansigtet i en åben latter.
”Ser Hawkins? Meget er jeg blevet kaldt i min tid, Deres Nåde, men jeg må ærligt indrømme dén er ny. Jeg tror desværre ikke jeg er egnet for den titel. Noget jeg er sikker på at lady Coldwater vil bekræfte for Dem.” Cass’ falske navn var uproblematisk faldet på plads på hans læber, som havde han altid været vant til at omtale hende med det. Han var efterhånden vant til at Cass altid brugte falske navn overfor andre, og havde for længst lært at indstille sig efter det navn hun brugte på værende tidspunkt. Også selv om det et par gange eller to var faldet ham ind at hun lige så vel kunne have brugt et falskt navn overfor ham.

Romans blik gled lidt frem og tilbage mellem de to, som han tog en tår af vinen i sit bæger, men han gjorde intet for at besvare hertugens spørgsmål på Cass’ vegne. Alligevel fulgte han vagtsomt med, i tilfælde hun fik besvær med at opretholde sin dækhistorie. Ikke at han forventede det, men det skadede aldrig at være forberedt.

[Cassidy Ahern]

Cassidys læber krummede yderligere op i et forlegent smil, som havde en hertug aldrig kysset hendes håndryg før. Hun reagerede ikke mærkeligt på hverken mylady eller frk., men slog istedet den igen frie hånd for brystet og spærrede øjnene op som havde han både såret og chokeret hende dybt. ”Og jeg som troede at mit navn var vidt anerkendt.” Et lavt grin forlod hende og det glimtede fornøjet i de mørke øjne, da hun rakte sit glas frem mod ham. ”Der er intet at tilgive, nok er min families navn gammelt, men det er lille. Men jeg skal gøre mit bedste for at efterlade dig et godt indtryk af Coldwater-slægten, nu hvor vi er ukendte i Oberion.” Hun lød stadig ganske fornøjet, stemmen let og sukkersød. Glimtet i øjnene drilske og udfordrende som hun førte glasset med den søde vavilonske drik til læberne.

Hun kunne ikke helt lade være med at slippe et lavt og oprigtigt ægte grin over Romans pludselige titel. ”Meget kan man kalde Hawkins, men ridderlig er vist at stramme linen.” brummede hun muntert i samspil med Romans egne ord og sendte Hawkins et drillende blik. ”Han er fænomenal med dyr, og er nogenlunde anstændig med sin alkohol.” Man skulle kende hende godt for at høre den skarpe kant i hendes ord, som hun svøb sine stikpiller ind i søde toner og vendinger. Sandsynligvis var der ikke én eneste anden i verdenen der vidste at hun hentydede til dengang hun havde måtte slæbe ham tilbage til hans kroværelse, for at han ikke skulle ende savlende i rendestenen.

Cass førte igen glasset til læberne og lod blikket glide imponeret rundt i den store festsal. ”Jeg har hørt at borgen har intet mindre end 33 værelser, er det sandt?” Kvidrede hun oprigtigt interesseret. ”Borge har altid fascineret mig - om end jeg ikke har været indenfor i mange.” Hendes blik gled op mod den store mand igen.

[Nathaniel Oathhorn]

Hvis bare Roman vidste hvor mange horehuse Nathaniel havde besøgt i Oberion og i Vavilon for den sags skyld. Hvis han ikke var ude at kæmpe, drikke, bejle adeliges døtre var Nathaniel på horehuse. En ting mange af de andre adelige var meget utilfredse med. 
Nathaniel måtte gemme sit forlegne ansigtsudtryk ved at tømme sit glas. Selvom Nathaniel ikke gik vanvittigt meget  op i at opfører sig som de andre adelige, men han gik lidt op i at udvise en smule respekt over for sine gæster. Og hvis der var en adelig burde han have kendskab til vedkommendes slægt.
"Så vil jeg da i dette tilfælde se frem til at høre mere om Coldwater slægten" sagde Nathaniel og prøvede at putte sit bedste charmerende smil på for at redde hele situationen. Der var noget spændende over denne unge dame.

En varm latter udbrød fra Nathaniel da Roman måtte erkende han havde ingen titler, kun for at blive bekræftet af den unge kvinde. Tak Guderne for han ikke var en ridder. De fleste vavilonske riddere var alligevel røv irriterende. Grinende lagde Nathaniel armen om Roman som om de havde være drukkammerater i flere år. "Perfekt! Jeg frygtede et kort øjeblik. Riddere er sådan nogle cunts. De får en titel og straks tror de, at de er kongerne af verden. Og en hver mand som kan holde sin alkohol inde, er mere end velkommen på Oathhorn Borg!" Grinte Nathaniel og tog en sluk af vinen, efterfulgt af han fjernede armen fra Roman. 
Et smil kom på Nathaniels læber da hun nævnte hans borg. "Faktisk er der nærmere 40, hvis man tæller alle med. Som vært er det næsten min pligt at vise jer rundt" sagde Nathaniel, mens han igen hældte vin i glasset. "Selvom det er en pligt, vil jeg med glæde gøre det" grinte Nathaniel kort.

[Roman Hawkins]

Komplimenterne – for det var sådan Roman selv valgte at fortolke dem – blev mødt af et kækt smil og et glimt i øjet fra hans side. Han måtte huske at give hende en passende ros for dem, når de igen kunne tale frit sammen.
Nathaniel så selv ud til at have sin fulde opmærksomhed rettet mod hende, og Roman kunne ikke bedømme om det charmerende drag om mandens mund var i et forsøg på at beklage sin ’fornærmelse’ af Coldwater-slægten eller af en anden grund. Som han betragtede de to, lagde hans hoved sig en smule på skrå, og han tog en tår af vinen.

Dén tanke blev hurtigt vendt tilbage til Nathaniel, som netop havde slynget sin arm omkring ham som havde de været gamle kammerater. Overraskelsen malede kortvarigt Romans ansigt, før han lod sig falde ind i den nye rolle og selv lagde en hånd på Nathaniels skulder og tog del i latteren.
”Jeg vidste jeg havde ret i min fornemmelse omkring Dem, hertug.” kommenterede han muntert. Humøret steg da hertugen tilbød at vise dem rundt i sin borg. En kendskab til Oathhorn-borgens struktur kunne man altid få noget godt ud af. ”Jeg tror ikke nogen af os kan sige nej til sådan en invitation, tror du, Coldwater? Før an, hertug!”

[Cassidy Ahern]

Cassidys ord havde absolut ikke været ment som en ros af formskifteren, men hun kunne næppe stå der og hakke ham ned med samme iver som hun normalt kastede sig ind i kampen om at hive hans selvværd ned. Istedet smilede hun halvt konspiratorisk som Nathaniel hev Roman ind under sin gigantiske arm og opgav at kommentere på at hun havde sagt at Roman var hæderlig til at holde sin alkohol. Ikke god. Men det var så typisk i en mandeverden. Hun anså sig selv for bedre til at holde på sprutten, på trods af at hun var langt mindre. Og at det stadig var en diskussion mellem dem.

"Det turde jeg slet ikke drømme om! Det vil være helt fantastisk!" Hendes læber splittedes i et stort smil. Om end hun anede at hun var ved at blive skubbet til side i en stor bromance.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel nikkede smilede til Roman kommentar. "Jeg er heldigvis som andre adelige" grinte han kort og begynde at gå mod døren ind til salen.
Nærmest som et lyn fra en klar himmel, gik det op for Nathaniel at man som vært ikke bare kunne forlade selskabet... Eller det havde hans far hvert fald nævnt noget om... Engang.. Nathaniel kun hørt halvt efter. Men i sidste ende havde Nathaniel forstået lidt af det.
"Vil I lige havde mig undskyldt" sagde Nathaniel og tømte glasset endnu engang. Han vendte sig fra Roman og Cassidy, han gik over til en herold og straks blev hele salen fyld med lyden af en fanfare. Og lidt efter blev hele salen stille, "Kære herskaber, adelige og mine kammerater, det er en ære at være Jeres vært en aften som denne!" Nathaniel klappede kort, og  frem kom der tjenere med store sølv fade som blev placeret på bordene. "Spis, nyd underholdningen og tak Gudinden" afsluttede Nathaniel og gæsterne begynde at klappe, lige som det skulle være. Nathaniel var midtpunktet og han elskede det.

"Hvor kom vi fra" Sagde Nathaniel idet han vendte tilbage til sine to gæster. "Når jo rundvisning" Grinte Nathaniel kort, hvis de havde håber på en gennemgående rundtur af borgen, med gennemgang af murene, portene og de andre essentielle forsvarsværker tog de fejl. Rundvisningen Nathaniel havde i tankerne var en hans far i sin tid viste ham, som hovedsagligt skulle bruges til at imponerer gæster.
"Værsgo' at følg med mig" Sagde Nathaniel og begynde at gå mod den store port som ledte ind til salen. 

[Roman Hawkins]

Mens Nathaniel fuldførte sin besked til hvad der nu måtte gå for at være hans publikum, tog Roman del i klapsalven som fulgte, og sendte Cass et skævt smil. Hertugen nød tydeligvis at være i centrum af opmærksomhed – nyttigt at vide.
Han sluttede sig dog hurtigt til sine gæster igen, og som hertugen gjorde mine til at ville starte rundvisningen af sin borg, rettede Roman sig omgående ind bag ham.

”Jeg har hørt meget om Deres borg, hertug. Min far havde engang fortalt mig at Oathhorn-borgen var fuld af skjulte gange, krybekældere og en egen passage direkte til ét af Oberions horehus. Han var en meget fantasifuld mand, min far.” indskød han med et muntert grin. Han og Cass ville vide at Romans far på intet tidspunkt havde haft en rolle at spille i hans liv, men hvorfor ikke give hertugen noget at grine af? Og hvis det gav ham lyst til at fortælle om sin borg, så meget desto bedre.