Cut to the chase

[Khala Riviera]

Roman Hawkins

Efter det meningsløse besøg på slottet, havde Khala styret tilbage mod den kro, hvor hun normalt havde et værelse, når hun var i byen for at tale med de andre ledere af Vavilon. Hendes top var gennemblødt af vand og den vinterkappe hun havde taget med sig til slottet, gjorde meget lidt for at holde kulden af hende, så hun skulle til værelset og skifte trøjen, inden hun gjorde noget andet. Hun havde stadig nogle møder i idag, men de var først senere ud på aftenen og det var stadig formiddag. Oberion myldrede med aktivitet, som hun bevægede sig igennem gaderne; lyden var snak, hamre der ramte metal og træ, lyden af flere forskellige gademusikanter der overlappede hinanden og skabte en symfoni af støj og liv. Gadesælgere råbte over musikken og børn løb leende gennem myldret af ben fra de voksne der skulle steder hen. Byen var i live. Og Khala manøvrede sig igennem gaderne, som havde hun tilbragt hele livet her. Hun var vant til at bo tæt, med 13 søskende derhjemme. 
På kroen var festen også allerede godt igang, da hun trådte ind af den åbne hoveddør. Duften af bagværk slog hende i møde, men det fristede ikke rigtig hendes mave; hun havde lige spist en overdådig morgenmad på slottet. Inden Dylan havde besluttet sig for at forsøge at myrde hans tutor oveni det. Med et halvt vink med to fingre til krofatter, sprang hun op ad trapperne til kroens første sal, videre op ad trapperne til den anden og ind af den tredje dør, hvor hun havde værelse. Det første hun gjorde på værelset, var at åbne vinduet - hun havde en aftale med Roman engang idag, rapporter der skulle gennemgåes - og så hev hun den sjask våde trøje af og rodede i hendes taske efter en anden.  

[Roman Hawkins]

Vinduet havde knapt nået at være åbent i mere end ét minut, da en spurv fløj ind og satte sig på vindueskarmen. Små, mørke øjne betragtede hende mens hun rodede rundt i tasken efter en ny trøje, inden fuglen dumpede ned på gulvet, og gradvist tog form af en fuldvoksen mand, uden en tråd på kroppen.
”Jeg er en fan af velkomsten.” kommenterede han med et smil på læberne og et glimt i øjet, mens han begav sig gennem rummet og over til værelsets garderobeskab. Han havde altid lidt tøj liggende på de kroværelser Khala overnattede på, så han ubemærket kunne glide både ind og ud for at aflægge rapport til hende. Ikke at det ville være svært at gøre nu, hvor hele byen yrede af liv og forberedelser til festligheder.
Mens han trak i et par nye bukser nikkede han mod den gennemblødte trøje hun havde lagt fra sig på gulvet.
”Gik det vildt for sig på slottet, eller hvad? Du og Dylan har haft madkrig før, men man skulle tro hele bordet blev smidt rundt.” Uden at smilet forlod hans læber slog han røven i sædet på sengekanten og betragtede hende med hovedet lagt en smule på skrå. Han behøvede ikke fortælle hvordan han vidste hun havde været på slottet. Hun betalte ham trods alt for at være hendes bedste spion. Desuden var det efterhånden en hyppig aktivitet for hende, så han behøvede kun gætte.

[Khala Riviera]

Formiddags solen skinnede ind gennem kro vinduet, fangede i støvpartiklerne i luften og gav næsten en illusion om sne i værelset. Hun hev tre forskellige, ens farvede mørke topper op, en efter en, lugtede til dem, rynkede på næsen og kastede dem over i et hjørne af værelset, en efter en, indtil en fugl hoppede ind ad hendes vindue, dumpede ned på gulvet og begyndte at omforme sig. I én flydende bevægelse rettede hun sig op fra den foroverbøjede position hun havde været i, krydsede armene henover hendes bryst og løftede et øjenbryn af manden der nu stod på hendes gulv. "Hm, så det kan du? Hvis du nu gav mere besked før du kom forbi, end 'Khala, jeg kommer nok engang idag', kunne jeg måske sætte en rigtig velkomst klar," Den ene side af hendes mundvig vippede op efter. "Dit sex-liv må være værre end jeg troede, hvis topløs imponere dig," Grøn-brune øjne fulgte hans nøgne skikkelse, som han trådte over til garderoben og begyndte at finde bukser frem fra hendes skab. Hun blev stående kun klædt i skindbukser og store, tunge sorte læderstøvler og gjorde ikke rigtig mine til at ville give sig til at lede efter en ny trøje i tasken igen. "Specielt ikke når du har set det hele flere hundrede gange før."
Hun stillede sig overfor ham, lænet op af det klædeskab der stod lige overfor sengen. "Yeaaah, det tør siges," hendes mund kørte en smule, som hun pressede sine læber sammen. "Dylan angreb slots alkymisten ved morgenbordet. Og ikke bare for-sjov-haha-angreb. Hvis jeg ikke var sprunget på ham, havde han slået ham ihjel lige dér ved morgenbordet." sagde hun, alvorligt, hendes blik fæstet på Roman. Tronarvingen var ellers kendt som en af de mere kontrollerede af hans slags, mest fordi han var vokset op med Macaria som mor. "Han opførte sig mærkeligt. Han sagde alkymisten havde gjort noget ved en hende og at Isabel Veterano havde fortalt ham det. Han sagde han havde rørt hende, såret hende. Og så anede Dylan heller ikke noget om dødsenglene, og virkede overrasket, da jeg sagde han var deres leder." Hun trak indersiden af hendes underlæbe ind mellem hendes tænder og slap den igen. "Er det noget vi kan undersøge? Have nogen ved slottet, der kan lytte ved dørerne? Måske endda sende nogen ned og følge Isabel? Selvfølgelig ikke for tæt på Eriz. Vi har ikke lyst til at blive opdaget."

[Roman Hawkins]

Han var bekendt med Khalas spydigheder, og trak kun i et friskt grin af hendes kommentarer.
”Ret mig hvis jeg husker forkert, men hvem var det som gav mig et ordentligt nakkedrag sidste gang jeg ikke ’satte pris på’ hvad jeg så? For jeg er ret sikker på jeg stadig har en bule i nakken, så forgive me, hvis jeg vælger at beskytte mig selv.” Han blinkede kækt til hende mens han trak i en skjorte, han dog ikke tog sig ulejligheden med at knappe op. Når han skulle forlade værelset igen ville han alligevel blive nødt til at lægge det hele fra sig igen. Hvorfor gøre det mere besværligt end det behøvede?
Han lænede sig en smule tilbage på armene mens hun fortalte, og hans ansigt lagde sig en smule på skrå, på den måde han havde for vane at gøre det når han lyttede til noget som trak i hans nysgerrighed. Man kunne blive mindet om måden en høg ville betragte noget iøjefaldende på den måde han så på hende.
”Jeg ved dødsengle er uforudsigelige, men dét der lyder som noget af et ekstremtilfælde. Og Aron? Alle de gange jeg har observeret ham har han virket ret harmløs. Det eneste interessante ved ham er de lange blikke han konstant sender dronningen når han tror ingen ser ham.” Han trak en smule på smilebåndet, men situationens alvor fik det til at falde en smule. Men kun en smule. ”Det lyder bestemt som noget der er værd at undersøge.” Fra flere perspektiver. Holde øje med Dylan og se hvem som har pisset på hans sukkermad; med Aron for at være ekstra sikker på at han virkelig var så harmløs som han havde vurderet ham til; og Isabel Veterano, som generelt bare var en god kvinde at holde øje med.
”Jo, mon ikke der er nogen vi kan sende? Som du stoler fuldt og fast på, og som allerede har vist sig villig til at sætte halefjerene på spil for dig?” Et smil spillede på hans læber igen som hans eftertænksomme blik var havnet på Khala igen, og noget legende glimtede i hans blik. ”Normalt er det mig, der kommer med de interessante rapporter. Jeg håber ikke du så småt begynder at overtage din egen spiongesjæft og ikke behøver mig længere?”

[Khala Riviera]

"Du ka' ta' det, dumbass," Khala rakte tunge af hans kække blink af hende. Roman havde altid været for smart til hans eget gode, og han kunne snakke øret af en elefant, hvis man lod ham. Indimellem havde hun overvejet at gøre noget ved ham, bare for at få ham til at tie stille. Hvad det noget var, afhang af hvilken slags dag hun havde haft. I dag nøjes hun med at række tunge af ham.
"Harmløs og creepy," rettede hun med en grimasse. "Har du været i hans arbejdsværelse? Har du set hvad han gør ved øgler?" Hun gøs en smule bare ved tanken om alle de væsner der stod i glas med væske i, i mandens arbejdsværelse. Dylan havde haft hende med derinde engang. "Der er noget... off ved ham. Noget der ikke er.. rigtigt." De gange hun var dukket op på slottet i dyreform, var det næsten som om hun kunne lugte det på ham. Det var væk det øjeblik hun var i menneskeform, men stadig. "Men ja, du har ret, det var ekstremt. Selv for en dødsengel." Hun brød sig ikke om det.
Et bryn løftede sig let og buttede læber strakte sig i et bredt grin, da han begyndte at spille dum. "Jeg kunne ikke drømme om at overtage dit job, Euphonia vide jeg ikke gider sidde i en vindueskarm i flere timer for at se om Lord Silverton hopper i kanen med hans elskerinde eller ej," Hun lod sig glide en smule længere ned af skabet, så hun stod endnu mere skråt lænet tilbage, balancen holdt på hendes hæle af hendes sko. Solskinnet gennem vinduet dansede over gyldenbrun olivenfarvet hud, der kun var famlet en smule over vinter sæsonen. "Selvfølgelig sender vi dig - men vi skal sgu nok bruge en mand eller to mere. Du kan ikke være overalt på én gang." Hendes ene mundvig trak sig i et smørret smil. "Så, hvem kunne du tænke dig at holde øje med? Creepy dude, dødsenglen, eller den unge, flotte lyshårede legendariske heltinde fra Portus?"

[Roman Hawkins]

Han gav et eftergivende nik fra sig. Han havde en enkelt gang været inde på hofalkymistens arbejdsværelse i form af en edderkop, og havde haft muligheden for at se de ting manden faktisk arbejdede på. Afblegede kranier, udstoppede ugler med maver skåret op og indvolde taget ud, glas med hvad der lignede ufødte dyrefostre og et hav af ting han slet ikke kunne fantasere sig til hvad kunne være!
”Alright, godt ord igen. Han er freaky, men han slår mig stadig ikke som typen der rent faktisk ville gøre nogen noget, mens de var i live. I hvert fald ikke nogen som Dylan burde reagere så kraftigt over.” kommenterede han eftertænksomt. Det afgjorde i hvert fald for ham at han ikke havde tænkt sig at melde sig til at holde øje med alkymisten. Mest sandsynligt ville det blive til en længere og kedsommelig opgave, som han ikke kunne forestille sig han ville få noget ud af.
Mens han tænkte lænede han sig en smule ned på den ene albue så hans synsvinkel rent tilfældigvis fandt ind på hende, da hun stod lænet op af garderobeskabet uden en tråd på kroppen fra livet og op. Hans opvækst i et bordel til trods, var det ikke fordi han var fuldstændig immun for synet af en semi-nøgen kvindekrop. Specielt en han havde fået lov til at beundre adskillige gange.
”Hm… Du frister mig til at vælge den unge og flotte heltinde, men som du ordlægger det sådan får det det til at lyde som en fælde. Hvem ville ikke vælge det efter dén lineup?” Smilet havde dog ikke forladt hans læber. ”Men du ved hvor svært jeg har ved at modstå en udfordring. Og udover at forsøge at spionere på den pandemonske dronning selv, må en chance for at spionere på Veterano være en af de større du har stillet mig. Jeg har nogen folk jeg kan sætte til at holde øje med Dylan og freaken i mellemtiden.”

[Khala Riviera]

Khalas blik gled ud af vinduet. "Maybe." Hun var tilbøjelig til at tro på Dylan. For så vidt hun vidste, havde han aldrig løjet for hende, men han havde heller ikke forklaret hvad fuck der foregik. Når hun blev kaldt tilbage til slottet for det møde, der var blevet aflyst af hans anfald, kunne hun måske få en længere forklaring. Da hendes blik vandrede tilbage til ham igen, fandt hun hans blik alle andre steder end hendes ansigt. Et smil flirtede med hendes mundvige et øjeblik, inden hendes arme faldt ud af den korslagte position og hun skubbede sig ud fra garderobe skabet, så hun stod ret op og ned igen, og trådte op til vindueskarmen, hvor hun lukkede vinduet og satte sig på karmen, nu med hænderne sat på kanten på hver side af hende. Lederen af formskifterne var muskuløst bygget, så det ses selv når hun sad afslappet; maveskinnet var faldt og stramt over strækket af hendes mave og der var kurvede linjer af muskler der løb fra hendes overarme ned gennem hendes underarme. "Alright, til Pandemonium med dig så, loverboy, lad være med at falde for hårdt, hm? Jeg hører hun er gift." Ikke at det nogensinde havde stoppet Khala selv. "Hvad er der ellers af nyt?"

[Roman Hawkins]

Han trak på skuldrene. Khala kendte sikkert Dylan bedre og mere… intimt, end han gjorde. Hun havde måske aldrig tilstået til det med ord, men han havde sine mistanker, han ikke havde set nogen grund til at bringe op for hende. Det var heller ikke fordi han ligefrem havde en moralsk højgrund.
Han fulgte hende med blikket da hun bevægede sig væk fra garderobeskabet og til vinduet, inden et bredt grin brød over hans læber af hendes bemærkning.
”Woooah, jeg er udmærket klar over hvornår jeg skal bruge mine øjne, og hvornår jeg skal bruge… mine hænder.” valgte han efter en kort betænkningspause. ”Jeg skal nok holde mig på afstand. Hvis hvad historierne siger om hende er sande, lyder det ikke som om at hun vil sætte pris på at blive observeret uden hendes vidende, og jeg foretrækker at jeg kan komme tilbage til Maranos igen.” Han skubbede sig op fra sengen og travede lidt rundt på gulvet foran hende, mens han mentalt gik igennem hvad han havde lært.
”Well… Ikke noget lige så spændende som prinsens udbrud i Oberion, er jeg bange for. Men det betyder ikke at jeg ikke har noget.” Han trak i et tilfredst smil. ”Der er kommet en strøm af hybridflygtninge fra Portus efter at deres oprør blev opløst. Manden i ledelsen af det hele skulle være i Oberion, sidst han blev set. De kaldte ham Master of Bones.”

[Khala Riviera]

Hendes ene bryn hævedes, mens det andet sænkedes en smule, et smil stadig trukket over hendes læber. "Sure, hænder," medgav hun. "Og to be fair, det er de færreste der sætter pris på dét." Til historierne trak hun let på skuldrene. "Har aldrig mødt hende. Men en kvinde der har så mange historier om sig, og er den kongelige livvagt, så må der være noget sandhed til dem." Hun betragtede ham passerer frem og tilbage, frem og tilbage på gulvet foran hende. Overvejede kort at spænde ben for ham, men undlod at gøre det, mens han var igang med at rapporterer til hende ihvertfald. "Hybridflygtninge fra Portus.." Hun tyggede lidt på informationen. Der var ikke noget nyt i at hybrider krydsede grænsen fra det puritanske mareridts land, men fra hans beskrivelse lød det som lidt flere end et par stykker denne gang. "Jeg tror ikke der er nogen grund til at dykke dybere ned i det lige med det samme, men hvis det udvikler sig til noget vi ikke kan ignorere, sender vi en afsted for at undersøge det." Besluttede hun. Så skubbede hun sig op og stå fra vindueskarmen. Selv i sin fulde højde var hun over et hoved lavere end ham, selv med den løve-agtige mane af krøller der omgav hendes ansigt. "Var det alt?"

[Roman Hawkins]

Han nikkede, enigt. Det havde været en betydeligt større strøm end hvad var normalt, men der var intet som tydede på at hybriderne havde besluttet sig for at rette deres angreb mod Vavilon. De var tilsyneladende blevet slået tilbage, og havde mistet gejsten for at kæmpe til døden, og søgt tilflugt hvor de portusianske love ikke kunne nå dem. De udgjorde ingen trussel, men det betød ikke at Master of Bones ikke var en interessant karakter at holde et øje på.
”Det er det mest interessante jeg har hørt foreløbigt. Udover dét er det de sædvanlige sager man hører om. Lord Anion har tydeligvis været sin kone utro med en bondepige som har resulteret i et barn, så det kan være noget. Jeg har grund til at tro at lady Anion selv har haft mistanker og måske har planer om at gøre noget ved situationen.” At hans grunde til at tro det var at have hørt det direkte fra en pålidelig kilde som tydeligvis havde forbindelser med ladyen selv, nævnte han ikke. Han kunne ikke bekræfte hvad Cass ikke selv havde afsløret.
Hun havde rejst sig fra vinduskarmen og rettet sig op foran ham, men stadig måtte han sænke blikket for at holde øjenkontakten med hende. Smilet trak stadig i hans læber. ”Ellers er jeg bange for jeg ikke har noget mere spændende at fortælle for denne gang. Jeg regner med det ændrer sig når jeg kommer tilbage fra Pandemonium. Skal prøve på ikke at lugte for meget af aske og sod denne gang.” tilføjede han med et spøgefuldt drag på smilebåndet.

[Khala Riviera]

Khala skar en grimasse. "Endnu én?" Hun forstod godt impulsen for de stakkels elskerinder; skilsmisse var fuldt lovligt i Vavilon, så det var en god måde at få adelsmanden til at forlade hans kone, men langt de fleste af dem forlod aldrig hustruen. "Så er det, hvad? Nummer ni lord, der har et barn ved siden af?" Der var næsten flere hemmelige børn i Vavilon, end der var i Portus. Hvilket mindede hende om at hun også selv skulle ud og have fat i mere af sin morgente. "Alright, loverboy, det har bare at være interessant," kommenterede hun smilende, men smilet falmede en anelse, og så trådte hun et skridt nærmere, helt op til ham. "Du kan lugte som om du har rullet dig i en Pandemonsk skyttegrav, hvis du har lyst, bare kom tilbage i live, alright?" Hun skiftede sin vægt fra den ene fod til den anden. "All jokes aside, lad være med at komme i direkte konfrontation med Isabel, hvis det kan undgåes." Hun skubbede ganske let til hans skulder med en næve.

[Roman Hawkins]

Han trak i et skævt smil og trak lidt på den ene skulder. Det var vidst ikke et helt forkert antal. Der var vistnok én eller anden elskerinde, hvis barn ikke overlevede fødslen, men så var der til gengæld en anden som havde fået tvillinger eller sådan noget. Der var seriøst et eller andet i en eller anden adelig brønd, som fik landets lords til den slags.
Som hun trådte endnu et skridt tættere på ham, så de næsten stod helt op af hinanden, fangede han sig selv i selv at lade smilet falme en anelse. Det var sjældent nok at han så en så alvorlig side af Khala, og det kom ærlig talt en smule bag på ham. Det tog ham dog kun et par sekunder efter hun var færdig, før smilet igen vendte tilbage til hans læber, og hans hænder placerede sig på hendes skuldre.
”Come on, Khala, du ved hvad jeg gør. Jeg holder mig altid på tryg afstand, og risikerer kun livet hvis det ikke kan undgås. Jeg kom også fra Sethos i ét stykke, ikke? Og der er dødsengle i luften!” Tonen var spøgefuld, men blikket var stadig beroligende. ”Hun kommer slet ikke til at lægge mærke til at jeg er der. Desuden er jeg nødt til at komme tilbage. Jeg er alt for glad for min position hos dig til at lade nogen anden tage min plads. Og hvorfor skulle du lade dig nøje med næstbedst?” Blikket blev lattermildt igen. Dobbeltbetydningen havde bestemt været bevidst – med ham var det sjældent noget andet.

[Khala Riviera]

Hans hænder lagde sig på hendes skuldre, hendes smil vendte tilbage en smule, som hans gjorde, men denne version var blot en svag kurve af hendes ene mundvig og hendes blik gled væk fra hans. "Right." Lød svaret. Sethos var noget helt andet end Pandemonium og Isabel Veterano en hel anden slags trussel, særligt hvis hun var i selskab med kongen og dronningen. For slet ikke at tale om tronarvingen, som hun vidste meget lidt om. Marcellus og Eriz var anerkendte, farlige væsner, men deres datter havde endnu at udvise at hun var sit efternavn værdigt. "Plus, hvis du dør, så myrder jeg dig," tilføjede hun. Der var et glimt af humor i hendes øjne og den måde hendes mund kurvede sig på, men en tone af underliggende alvor. Ved hans dobbelt tydelige ord, blev hendes grønbrunne øjne en smule smallere, som de gled tilbage til hans ansigt. Søgte over hans ansigt, som var han en bog skrevet på et fremmed sprog. "... Præcis. Så. Lad være med at blive slået ihjel." Hun klappede på den ene af de arme, der stadig holdt ved hendes skuldre, inden hun dukkede under den og smuttede uden om ham, på vej mod kufferten igen. "Hvornår vil du tage afsted?" spurgte hun, som hun hev en ny trøje op ad tasken. En mørke grøn top, der havde knapper der løb hele vejen ned langs fronten, som hun lugtede til, trak på skuldrene og trak over hovedet.

[Roman Hawkins]

Hun virkede ikke helt overbevist, men han vidste bedre end at grave i det. Så hellere bevise det for hende ved rent faktisk at komme tilbage i ét stykke. Det ville måske være en fordel at undersøge præcis hvad Veterano var i stand til på forkant, så han vidste hvad han kunne forvente. Historierne om hende var omspredte nok, så det var ikke fordi det ville være svært at finde nogen som havde noget at fortælle. Så gjaldt det bare at rede ud i hvad der var overdrivelser og hvad der var fakta.
”Det lyder ikke som en opgave jeg bør vente for længe med, så… snart.” afgjorde han. Hvis prinsen var endnu mere utilregnelig end han fra naturens side i forvejen var, kunne det betyde problemer. Hvis han endte med at miste kontrollen over sine egne dødsengle, eller endnu værre, hvis han brugte dødsenglene for at jage de illusioner han nu havde… Tanken fik ham til at skære ansigt, så han afledte straks sin opmærksomhed tilbage til Khala, som netop havde trukket en top over skuldrene. ”Men jeg regner ikke med at tage af sted med det samme. Specielt når det ser ud til at festlighederne er ved at brygge op før vinterfesten. Du ved jeg hader at gå glip af fester.” Han trak i et muntert smil, som fuldstændig skjulte enhver bekymring han måtte have for sin forestående rejse. ”Hvad siger du? Dele en mjød før jeg rejser?”

[Khala Riviera]

"Good, så prøver jeg at finde ud af hvad der foregår med Dylan," Hun ville ikke tage tilbage til slottet før de sendte bud efter hende, men der ville forhåbentlig ikke gå for længe, og så kunne hun prøve at tale med ham der. Hun lagde armene over kors igen, under den vage hævelse af hendes bryst, skød hoften let ud til siden og løftede et øjenbryn af ham. "Sure. Hvis du er klar til at blive drukket under bordet. Igen." svarede hun. Hun havde nok nogle kedelige leder ting, hun skulle lave til vinterfesten, hilse på adelige og trykke hånd og den slags shit, men Basel tog større nydelse i den slags end hun, så hun kunne nok ditche ham ret hurtigt. "Deal."