Et hyggeligt, lille visit!

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel rystede på hovedet som tegn på at han fandt dette sjovt. Han sagde en smule begejstret '' Det kan da være ligemeget om han bliver glad for det eller ej. Han lyder som en torn i øjet. Hvis du kan komme af med ham så gør vi det. Vi skal jo nødigt have at han går dig så meget på at du pludselig hugger hovedet af ham foran Macaria. Tro mig, jeg har det på samme måde med Eriz bodyguard Raine. Den mand tror at han kan gå og savle over min kone uden at vise mig respekt. Faktisk har den imbecil aldrig sagt et ord til mig ''.
Marcel grinede lidt og sagde '' Vi to er meget ens Zean. Jeg elsker bestemt også at dræbe, især når det er folk jeg ikke kan lide.. Og tro det eller ej, dem er der faktisk rigtig mange af ''. Marcel grinede lidt igen.
Marcel tog sig til hagen og kom med et ~hmmm~. Lidt efter kom et skævt smil frem på hans læber. '' Hvis vi kan få det til at se ud som om Raine agerede alene, uden støtte fra Pandemoium. Så har vi en syndebuk og vi slipper begge to af med en person som vi ikke kan fordrage. Det kunne næsten ikke blive bedre ''.
Marcel nikkede, han havde ret. Det ville blive farligt at lade som om Zean var her imens han ikke var. Eriz var ikke dum og hun ville fatte mistanke. '' Så må vi ligge en bedre plan, for det ville være bedst hvis du kunne... Jeg har det Zean. Jeg har en besværgelse til at separere din skygge fra dig. Din skygge er dig.. Dog skal vi passe lidt på. Skyggen har det med langsomt at danne sin egen personlighed og i alle tilfælde jeg har læst om vil skyggen langsomt ønske at dræbe dens ejer. Jeg brugte selv besværgelsen og jeg forenede mig med min skygge efter blot fire måneder. Der var den allerede begyndt at ligge planer omkring mig. Men det vil være et perfekt alibi. Især fordi du ikke er væk så længe ''. 
Marcel grinede lidt igen og kiggede på Zean '' Ingen blomster og assasins tak. Jeg er stærk nok, jeg har virkelig ikke lyst til at blive testet igen. Lad os nu fokusere på opgaven her. Så kan vi sende assasins efter hinanden senere ''.

[Zean Forsyth]

Han så tænksomt på Marcellus.
"Raine? Den fyr har jeg mødt. Jeg sendte ham efter Eriz for sjov. Jeg beklager, jeg er nok skyld i deres forhold. Raine påstod han kunne købes...Men tilsyneladende kun for kvindemennesker. Han er ganske irriterende, ja. Dog frygter jeg også han er svær at snyde, ganske enkelt..." Zean lod en finger hvile mod hans tinding.
"...Han kan se det hele her. Og for mit vedkommende, har jeg absolut ingen ide om når folk roder rundt i mit hoved" Hvilket Eriz i hvert fald nok vidste. Hvem vidste om hun havde udnyttet det...Nej, vent. Selvfølgelig havde hun det. Spørgsmålet var mere hvor ofte. Dog elskede han ideen. De to, der fjernede to irriterende mænd, som deres koner holdt af. De kunne begge vende hjem til en skide balle...Medmindre alt virkede som det skulle.
Marcellus snakkede så afslappet om magi og muligheden for at ændre på Zean, men Zean så det ikke som noget simpelt. Eller behageligt. Han brød sig ikke altid om magi og da slet ikke når det gik ud over ham. Hans blik gled ned mod gulvet, som prøvede han at finde sin egen skygge, blot for at se om den endnu var der.
"Så...Du vil tage min skygge fra mig...Og den skal lege mig...Og så smutter jeg til Valencia og tilbage igen, hvor du giver mig den igen?" spurgte han kritisk.
"Og hvad er side effekterne? Og hvordan? Jeg hopper ikke nøgen på et ben, mens jeg messer et eller anden sært og smøre mig ind i indvolde fra et eller andet dyr" gjorde han det klart. Han vidste ikke om han brød sig om ideen. Men hvis det var den eneste måde, ville han gøre det. Trods alt overgik lysten og spændingen i at dræbe nogen, hans egen utilpashed.
"Vil jeg miste noget?" tilføjede han. At blive separeret og genforenet...For ham at se lød det lidt som om man hev hans lever ud af ham, kun for at sætte den ind igen et par dage efter, hvor han i mellemtiden kunne dø uden en lever til at rense hans blod.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede svagt. Zean havde ret, Raine var bestemt ikke dum. Men det var jo bare endnu en grund til Marcel ville af med ham. Han kunne virkelig ikke lide tanken om at Eriz befandt sig sammen med andre intelligente mænd end ham. Eriz var hans og han havde ingen planer om at dele hende med nogen som helst. Marcel sukkede og rullede med sine øjne, men sagde så drilsk '' Hvorfor skal du være skyld i så mange af mine problemer Zean ''. Han grinede lidt som tegn på han ikke mente det så hårdt overhovedet. Da Zean spurgte ind til det, slog det ham at Zean jo intet vidste til skygge magi. Marcel kløede sig lidt i nakken. Det ville være det samme som at forklare et barn hvordan man udregnede formler uden en formel samling. Marcel gned sin hage lidt '' Hvis jeg kaster besværgelsen vil din skygge blive separeret fra dig. Men eftersom din skygge er dig.. Vil den være dig, dog vil den langsomt udvikle sin egen personlighed jo længere tid i er separeret.. Og ja det betyder du ingen skygge vil have før du bliver genforenet med den, ja. Ulempen er.. Hvis der går for længe hvor du er afskåret fra din skygge, jo mere personlighed får den og jo mere ønsker den at dræbe dig og overtage din plads i verden. Hvad angår at miste noget.. Ja.. Når jeg separere dig fra din skygge, vil du altid føle du mangler noget. Hvis ikke du har en stærk vilje vil det langsomt drive dig vanvittig. Følelsen af at mangle en vigtig del af sig selv, det er ikke alle der kan klare det. Men du er viljestærk. Du skal nok klare det. Sidst jeg gjorde det, var der ikke engang nogen der lagde mærke til at jeg kæmpede med denne mangel. Selv om der er forskel på hvor lang tid der går før din skygge får morderiske tanker, så burde der gå længere tid end det du skal bruge på at tage Portus og tilbage igen ''. Marcel talte sandheden. Hele sandheden. Han havde ingen grund til at lyve om dette. Sidst han havde brugt besværgelsen var da de skulle dræbe hans far. Hans skygge havde lagt planer sammen med Corina imod ham.

[Zean Forsyth]

Hans blik hvilede på Marcel, som han forklarede. Dog bragte det på ingen måde Zean tættere på en forståelse. Faktisk følte han sig blot mere forvirret. Zean kunne til tider godt rammes af filosofiske tanker, men det var i en lille skala og mere over små ting, intet stort. Zean var ikke god til store og uforståelige ting, såsom en gud. Han var bedre til ting der var lige foran ham, konkrete og ikke for flyvske. Ideen om en skygge...Hans skygge...Der blev sin egen person, blev en Zean 2, og som kunne udvikle sin egen personlighed og som...Nej. det var lidt for abstrakt for Zean. Var ham, men var ham ikke, men var ham faktisk?
Undervejs i Marcels lidt for lange og komplet uforståelige forklaring, satte Zean en albue i bordet og hvilede hovedet på hånden. Til sidst stirrede han bare på Marcel, selv da manden var færdig. Nøj! Det var præcis som da han skulle lære at læse og skrive. En lærer der stod og fortalte ham om bogstaverne. Gab!
"Åh...Glem jeg spurgte..." svarede han endelig til sidst, før hans blik gled ned på kortet foran dem igen. Til sidst rettede han sig også op igen. Så lang havde hans tale jo heller ikke været, men den havde alligevel ramt ham på dovenskabs-knappen.
"Tja, det er dig der skal slås med...mig...Eller ikke-mig...Eller Zean 2, må det blive!" sagde han og ændrede hele tiden mening for hvad denne skygge skulle hedde.
"Så længe i ikke bliver enig om at sende en assassin efter mig. Jeg tror han vil være lige så hurtig til at udnytte situationen, som jeg prøver at være" Han blinkede let til Marcellus. For ham udgjorde det endnu en risiko. Men uden dem, var livet jo også ganske kedeligt.
"Lad os gøre det! Dog har vi endnu ikke fundet en måde at snyde folk på. At overbevise folk om en anden havde gjort det. Ved du noget om Raine? Noget om...Hvordan han plejer at dræbe folk eller...Noget som helst?" spurgte han i stedet.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel grinede lidt og nikkede. Han rejste sig op og gned sig lidt i nakken. Han så helt klart ud til at tænke over noget '' Giv mig et par timer.. De ting jeg skal bruge til besværgelsen er bestemt ikke nemme at skaffe. Men jeg er jo kongen, så umuligt bliver det ikke ''. Nu skulle Zean ikke til at give ham gode ideer, ideen med at få Zean 2 til at hyre en assasin og sende efter Zean morede ham faktisk en smule. Hvilken fantastisk ironi. Men Marcel var på Zeans side i det her. Han ville gerne have at dette skulle lykkes. Da Zean spurgte hvad Marcel vidste om Raine, fnøs Marcel en smule. Faktisk var det fordi Marcel hadede at virke uvidende. Sandheden var at hans information om Raine var minimal. Han havde aldrig haft lyst eller tid til at sætte sig ind i Raine. Dog hadede han den dæmon. Marcel træk på skulderne '' Faktisk ved jeg ikke så meget om ham.. Mindre intelligente væseners historier finder jeg ikke interessante ''. Marcel grinede en smule. Han prøvede helt klart at dække over hans uvidenhed omkring Raine. Sandheden var at han lidt så Raine som en trussel, men aldrig havde haft tiden til rigtigt at studere og researche Raine.
Marcel gik lidt rundt og stoppede op '' Hvis du finder på en god plan på hvordan vi kan give Raine skylden, så finder jeg tingene klar til besværgelsen ''. Marcel gik hen imod døren med hurtige skridt. Han stoppede op og ventede på svar fra Zean. Derefter gik han ud.
Der gik omkring tre timer før Marcel vendte tilbage med en stor rygsæk. Han smed den på bordet, smilede skævt til Zean og sagde '' Så er alt klart fra min side.. Hvad med fra din, har du fundet på en god plan? ''.

[Zean Forsyth]

Zeans blik hvilede på Marcel, som en høg, der så alle hans bevægelser og udtryk. Dette ville vise at han på et eller andet plan stolede på Marcellus og give Marcellus muligheden for at bevise han var værd at stole på. Det var et vigtigt øjeblik, for dem begge og Zean havde ingen planer om at lade sig snyde. Han var ikke dum. Men det var en risiko han mente var værd at tage.
Gode ideer? Zean var fuld af gode ideer, mente han selv. Om Marcellus faktisk ville gøre det? Han vidste det ikke. Men gik det galt, kunne han altid skylden den anden vej. Påstå Marcellus stod bag det hele og give ham lidt flere problemet at slås med. At Marcellus havde Zeans skygge, betød blot at Marcellus kunne få Calebs drab til at ske, samtidig som han kunne give Zean skylden. Til sidst smilte han bare svagt.
Raine.
Hvad vidste han om Raine? At man skulle være kvinde for at lokke en tjeneste ud af ham. Det var alt han vidste. Han vidste også at han og Raine, trods de aldrig rigtig havde talt, næppe var det bedste par at sætte sammen. En gengældt følelse af ikke at kunne lide hinanden.
"Selvfølgelig!" svarede han roligt og så efter Marcellus, som manden gik. Han rejste sig omgående op. Han gik over til et af vinduerne og så tænksomt ud af det.
Problemet var...At selv hvis Raine havde en grund til at dræbe Caleb, ville Eriz enten mene det var ligegyldigt eller undre sig over hun ikke havde savnet manden ved sin side, mens det stod på. Og hvordan skulle de lokke Raine væk fra hendes side? Var Raine typen der lod andre gøre jobbet, hvis han selv havde en plads at holde? Måske...Måske kunne de få folk til at vidne mod Raine. Sige de blev styret eller kommanderet rundt, fordi Raine vidste han ville være savnet ved hoffet og derfor ikke kunne gå selv. Hans plads var jo ved Eriz...Og ingen kunne bevise om folk var blevet manipuleret med. Eller faktisk, kunne en anden, der kunne manipulerer med folks opfattelse af virkeligheden, se om andre var blevet udsat for manipulation? I så fald... Havde de brug for en der kunne det. Men til gengæld ville selv Eriz ikke kunne stille spørgsmål til det.

Da Marcellus vendte tilbage, stod han endnu var vinduet. Han havde ikke flyttet sig, men blot stået i sine egne tanker. Giv ham planer at gennemtænke og Zean kunne sidde eller stå stille i overraskende lang tid, underholdt af sine egne tanker. En ting Macaria ikke havde afprøvet, da hun havde prøvet at holde ham hjemme.
Langsomt vendte han sig om mod Marcellus med et betænksomt ansigt. Så lyste han op i et betryggende smil, der fortalte at han skam havde styr på det hele.
"Bare lad mig om det" svarede han roligt. Velvidende Marcellus næppe ville lade ham om det. Zean var ikke rigtig typen, der holdte sig til planen. Mere skabtes hans plan efterhånden som han gjorde tingene, alt efter hvad der var bedst og det var dette der gjorde, at folk sjældent vidste hvad han faktisk kunne finde på.
"Jeg skal blot bruge en warlock. Dem har i vel mange af. Gerne en der kan lidt hjernemagi og som kan undværes bagefter. Som i død. Til gengæld kan jeg få folk til at sige Raine er skyldig, med en god historie til. Problemet er de begge kan læse folks hjerner. Derfor bruger vi det samme trick og overbeviser nogle vidner om at Raine stod bag og hvis de tjekker historien i deres hjerner, vil de se at historien passer sammen. Normalt vil i nok være ligeglad med et mord...Men Vavilon vil høre historien og forlange i straffen den skyldige. I vil være tvunget til at udnævne en skyldig og straffe vedkommende. Vores største problem bliver Eriz, der vil beskytte ham. Det vil jeg lade dig om. Jeg kan kun bane vejen, så må du selv klare resten" Han kom ikke altid ind på alle detaljerne. Han vidste heller ikke om hans forklaring helt gav mening. Og det var, mente Zean, en af de bedste måder de kunne ramme Raine, når de nu ikke vidste særlig meget om ham. Den bedste måde at undgå manden mistænkte noget, var ved slet ikke at involverer ham, før han blev beskyldt for det.
Han slog let ud med armene. Det blev jo ikke bedre! Med sådan en plan måtte man give sig lidt tid. Man kunne ikke bare skynde sig af sted. Planen betød også at Zean ville tage sig af alle tingene, til en eller flere vidner troppede op. Marcellus skulle kun lege barnepige.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel var begyndt at tage ting ud af hans taske, krystaller, en bog, lys, små krus med underlige væsker i, en sort kniv med runer på, et symbol af månen. Marcellus stoppede som Zean snakkede. Han kiggede langsomt op på Zean med et skævt smil og sagde '' Zean.. Jeg stoler på dig og din plan.. Faktisk giver den god mening ''. Han kiggede ned igen og pakkede de sidste ting ud før han sagde '' Jeg skal nok trumfe igennem overfor Eriz. Faktisk tror jeg godt at hun ved jeg ikke kan lide Raine ''. Marcellus kiggede op med et underligt blik på Zean og kløede sig i nakken '' Kan jeg fortælle dig en hemmelighed ''. Marcellus stolede meget på Zean, måske for meget. Zean havde vundet hans venskab. '' Det barn der kommer.. Det.. Jeg tror det kommer til at redde min mørke sjæl. Jeg vil gerne have dig til at love mig en ting Zean. Skulle vi en dag komme i krig og Vavilon vinder. I må gerne dræbe mig, men lov mig at du lader mit barn leve ''. Marcel kiggede oprigtigt på Zean. 
Marcellus kiggede tilbage på tingene og gik hen til Zean og sagde '' Alt er klar til besværgelsen. Dog skal du vide. Den følelse af at du mangler noget. Den kan være overvældende til tide. Smerte kan dulme den følelse. Så skær dig selv i håndfladen og pres til. Jeg vil ikke have du går hen og bliver sindssyg.. Mere end du er i forvejen ''. Marcel grinede en smule. Han tog en sort pen frem og begyndte at skrive symboler og runer på en af de tomme vægge. Der gik nok en halv time før han var færdig. Derefter gik han over og begyndte at blande nogle forskellige substanser sammen. Da han var færdig, kom der en kulde fra drikken der bredte sig i rummet. Marcel tog bogen op i sin hånd og sagde '' Stil dig over så din skygger rammer runerne på væggen.. Når jeg siger til skal du drikke drikken. Så begynder din skygge at tage form. Imens den gør det skal du tage kniven og skære din skygge over.. Ja, jeg ved det lyder underligt men det vil give mening når du ser det ''.
Marcel tog bogen på i sin hånd og begyndte at messe. Da han gik i gang løftede der sig flere krystaller fra bordet og begyndte at flyve rundt om Marcel. Sorte energi tråde skød ud fra Marcel og greb fast i krystallerne som allesammen blev helt sorte og lysende. Runerne på den sorte kniv begyndte at lyse og runerne på væggen bagved Zean begyndte at lyse op ''. Zean ville kunne mærke at dette bestemt var mørkt magi. En kulde begyndte at angribe Zean som en prikken fra en kold vind. Marcel nikkede imod drikken og fortsatte med at messe. Alt kulden så ud til at samle sig i Zean og sive ud af ham igen. Marcel gjorde tegn til at Zean skulle tage kniven. Hvis Zean så bag sig ville han se sin skygge begynde at tage form og langsomt dræne livs energien ud af ham. Marcel sagde anstrengt '' Skær den over ved jeres mødes punkt nu.. Ellers begynder den at dræne dig for dit liv ''. Var det en farlig besværgelse hvis man ikke vidste hvad man skulle gøre. Bestemt, men Marcel vidste hvad han lavede.

[Zean Forsyth]

Et lille grin forlod ham. Ja, måske ændrede planen sig også, men uanset hvad var det en måde at starte på. Han skulle blot have en warlock og han kunne få...næsten alt...til at ske. Magi kunne være praktisk! Men på den anden side...Uden magi, havde hele denne plan nok også været nemmere, mere simpel.
Hans blik hvilede på Marcellus. Så manden indrømmede at hans barn ville betyde så meget for ham. Det var interessant. Meget interessant. Hvad der var det meste interessante, var at manden stolede nok på Zean, til at ønske Zean ville give et løfte. Zean overholdte kun de løfter, der gavnede ham. Resten blev brudt, når han ikke længere havde brug for folk.
I et øjeblik overvejede han at bede ham om at beskytte Arona også. Men han ombestemte sig. Han kunne ikke stole på manden ville overholde det og han ville ikke så åbent bevise at han havde et svagt punkt. Desuden vidste han alle dødsenglene ville kaste sig i døden, for at beskytte deres egne børn. Held og lykke til den, der gik efter Arona, uanset om hun kun var halv dødsengel. Et lille smil gled over ham, da han trådte tættere på Marcellus og alle de ting han havde fundet frem, med en ny nysgerrighed.
"Selvfølgelig" svarede han roligt.
"Selv om jeg ville blive ked af at se dig helt...Lovlydig og som en familiefyr. Jeg tror det vil gøre dig til yderligere kedeligt selskab" svarede han ærligt og sendte Marcellus et beregnende blik. Marcellus ville blive den forsigtige fyr, der intet turde, fordi han var bange for hans barn kom til skade af det.

Faktisk brød han ikke det mindste om dette. Han havde aldrig følt sig tryg i nærheden af magi. Det var ikke håndgribeligt, noget man kunne gribe fat omkring. Det kunne være ligegyldigt hvor stærk man var, så ville magien kunne flænse en. Og nu, hvor han selv var genstand for det? Det var både spændende og ubehageligt. Han mærkede hvordan hans puls steg lidt.
Han så på Marcel, som han begyndte at fylde en væg med de særeste symboler. Enkelte havde han set før, andre var fremmede for ham.
Sindssyg. Han elskede sindssyge folk. Han følte han havde noget til fælles med dem. Han elskede dem, der slog ihjel og blot grinede af det bagefter. Det var præcis sådan han selv havde det! Et godt drab kunne virkelig gøre en i godt humør!
Drikkelsen...Præcis som Aron havde fyldt ham med diverse blandinger af urter, for at få ham til at heale hurtigere. ihhhh, hvor han glædede sig.
På Marcels kommando gik han over til væggen, så skyggen blev kastet på symbolerne. Han kunne ikke lade være med at kigge sig over skulderen og kigge på sin skygge, mens Marcel remsede. Hans blik gled over op til krystallerne, som de svævede rundt om dem. Var dette nu en god ide? Hans indre skreg til ham at stoppe det hele, før det gik galt. Marcellus havde før vidst ikke at være til at stole på!
Alligevel blev han stående.
Han gøs, da det virkede som om der blev koldere.
Han tog drikken, da Marcel gav tegn til det. Den smagte ikke videre godt og der var nogle små klumper, han bestemt ikke brød sig om. Han tvang det ned, skønt han mest af alt havde lyst til at kaste det op igen.
Igen kiggede han bagud. I et øjeblik tog den dannende skygge hele hans opmærksomhed. Det så absurd ud! Som noget fra en drøm eller et mareridt. Han gispede svagt for sig selv, da det føltes som om...Som om han blev drænet...
Han greb kniven. I et øjeblik stod han bare med kniven. Så gled han ned på knæ og greb sig til brystet, som han gispede efter vejret. Med en pludselig bevægelse, fra en Zean, der aldrig bare ville lægge sig ned og dø, skar han, hvor han og skyggen sad sammen. Han regnede da med det var det rigtige sted.
Da skyggen gled fri af ham, mærkede han hvordan den stoppede med at dræne ham. I et øjeblik gipsede han efter vejret. Hans hænder rystede let og han strammede grebet om kniven, for at få det til at stoppe!
Da han endelig rejste sig op...
Kniven larmede, da han smed den på bordet. Han vendte sig om mod denne skygge med et underligt tomt udtryk. Han kunne mærke det. Inderst inde, denne fornemmelse af at mangle noget og denne voksende fornemmelse af at han måtte lede efter det! Han vidste ikke hvad eller hvorfor det var så vigtigt, man han kunne da umuligt slappe af før det var fundet!
Hans blik låste sig fast på skyggen. Overraskende nok opdagede han et vist had mod denne skygge, overbevidst om skyggen gemte det han manglede!

Skyggen selv havde mere travlt med at se ned af sig selv. Den åbnede og lukkede sine hænder, lod hænderne glide over dens ansigt og ned over dens krop. Så spredte der sig et smil på dens ansigt, da den så op på Zean med et vist triumferende udtryk. Den trådte hen til Zean og med nysgerrighed hævede den fingeren og ville til at prikke Zean på næsen. Zean slog hånden væk, inden den nåede det. Skyggen så på Zean med et overrasket synspunkt...Så gled der et surt udtryk over den. I et øjeblik kunne man frygte de ville hoppe i totterne på hinanden, som to brødre.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel huskede hvordan han sidste gang var ved at besvime efter at have brugt denne besværgelse, men nu stod han og var kun en smule træt. Det havde sikkert noget at gøre med at han havde brugt den på sig selv sidst. Men han kunne mærke det. Han var blevet stærkere. Han kunne fysisk mærke at han var blevet mere mægtig efter han havde drænet sin far for alt hans blod og taget hans kræfter. Marcel kiggede kort på sine hænder. Dette var første gang han ikke følte sig svag. Han kiggede over på Zean med et skævt smil og betragtede ham og hans skygge. Marcel vidste at skygger opførte sig vidt forskelligt. Det kom meget an på den person som skyggen tilhørte, så det var bestemt interessant at undersøge Zeans skygge og dens adfærd. Hvor forskellige de to var. Marcel kunne dog ikke lade være med at smile. Zean havde sagt at han ville beskytte hans barn hvis det kom til det. Marcel var klog og burde overhovedet ikke stole på Zean, men han havde tillid til Zean. Han så ham som en ven, en af de eneste sande venner Marcel havde. Så derfor stollede Marcel fuldt og fast på Zean. Marcel blev stående i noget tid og betragtende dem. Han satte sine arme over kors og sagde efter lidt tid '' Perfekt ''. Det så ud til det havde virket. Han kiggede ikke engang på om Zean kunne holde til den psykiske byrde det var at være adskilt fra sin skygge, han vidste at Zean var stærk nok. Marcel begyndte at samle tingene sammen og putte dem i sin rygsæk. Da han var færdig sagde han roligt '' Jeg skal nok skaffe en Warlock der kan undværes. Det burde ikke være for svært. Mange af dem er loyale overfor Eriz. Men hun bruger mest mental magi. De warlocks der har fokus på fysisk magi kommer ofte til mig for råd og vejledning ''. Marcel var ung, men han var yderst intelligent og kendte et hav af besværgelser. Men der var kun få områder hvor Marcel ville kalde sig selv en mester. Denne form for magi, skyggemagi, lå dybt i ham. Hans sorte energi som ofte kunne ses rundt om ham var en aura af hans sande energi, sort energi ofte forvekslet med skygger. Marce samlede kniven op og nikkede til Zean '' Warlocken vil være klar om en dags tid. Jeg skal lige finde en der er loyal nok. Som sagt er det svært, de metale warlocks støtter ofte Eriz. Men det skulle ikke være umuligt at finde en, en der også er dygtig nok ''. Marcel smilede. Han kunne godt lide denne plan.

[Zean Forsyth]

Zean følte sig træt. Som havde han festet hele natten, uden at spare på noget som helst, og sagtens kunne sove det næste døgn uden at vågen en enkelt gang. Han valgte at ignorere denne skygge af ham, da han trak en stol ud fra bordet og satte sig tungt på den, kun for at placerer armene på bordet og derefter hvile hagen på dem, som hans trætte blik gled over Marcel, der pakkede alle sine...pakkenelliker væk. Hans skygge, til gengæld, virkede på ingen måde træt. Eller snakkesaglig. Den fløj rundt omkring dem som en hyperaktiv unge. Den tog nogle bøger fra nogle af hylderne, studerede dem og smed dem fra sig. Den sprang nærmest over til et af vinduerne, hvortil den lænede sig ind over vindueskarmen, for at se ud af vinduet med et nysgerrigt blik. Tydeligvis var nogen henrykte ved dens pludselige frihed. Zean hadede den allerede. Havde det ikke været ham selv, ville han nok have slået den ihjel. Kunne man overhoved slå en skygge ihjel?
Den konstante følelse af noget manglede, kombineret med trætheden, gjorde ham næsten irritabel. Så gik det op for ham...Hvis han viste sig slået, viste at skyggen direkte kunne irriterer ham, ville den vinde! HA! En skygge ville aldrig vinde over ham!
Ved denne pludselig tanke, satte Zean sig op med et ryk og et svagt smil gled over dem. Han var stadig den eneste rigtige Zean!
"Så nu er vi...Zean 1 og Zean 2?" foreslog han, hvilket kun afslørede at han havde mere travlt med at analyserer hele situationen omkring skyggen, end ved at diskuterer warlocks.
Skyggen vendte sig om mod dem, men kom så mere afslappet gående over mod dem. Roligt, som et rovdyr, lagde den sine hænder på bordet og bøjede sig ned mod Zean med et drillende smil. Zean gengældte det på samme måde.
"Der er...Ingen tvivl om...Hvilken af dem jeg vil være" Skyggen var ikke van til at tale, så det kom lidt opdelt. En lidt hæs latter forlod den, da den rigtige Zean lige så afmålt rejste sig fra sin stol og ligeså begyndte at nedstirre denne skygge.
"En 2'er er hvad du er, det ved vi alle sammen!" Og ligeså begyndte den rigtige Zean at grine.
"Du vil altid være min skygge!"
Skyggen kom med en noget hvæsende lyd.
"En 2'er betyder... jeg er den nye dig. Den forbedrede...Den stærkeste...Den kønnest, den klogeste!" protesterede den tilbage.
Den rigtige Zeans ene hånd gled ud...og lagde sig på Marcellus' ene skulder, med et lusket smil.
"Hvor er jeg lykkelig for du skal være barnepige for denne ting!" kommenterede han, som var skyggen slet ingen levende, intelligent dims, men mere en forvokset dukke.
"Må jeg foreslå halsbånd? Ellers er jeg bange for den flyver fra dig!"
Skyggen så op med et undrende udtryk. Flyve! Skyggen så ud til at tænke en del over hvorvidt den måske også kunne flyve...
Zean greb chancen til at vende tilbage til det rigtige emne.
"Det er fint. Jeg har brug for en dag til at...Samle nogle kræfter. Men jeg nægter at sove i samme lokale som den der! Den må blive dit ansvarsområde. Den kvæler mig bare i søvne eller noget" Så snart han havde en warlock, ville turen gå til Portus, så dette kunne blive overstået.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sad og studerede skyggen med et nysgerrig blik som den åbnede bøger og smed dem på gulvet. Den havde alt Zeans viden og hukommelse op til det punkt de blev skilt. Hvorfor gjorde den dette. Det havde hans egen skygge ikke gjort. Kunne det være at den ønskede at føle bøgerne?. Kunne der i sandhed være så uskyldigt en følelse i Zean. Marcel lyttede til Zeans ord om Zean 1 og 2 med et halvt øre. Da han så skyggen komme over og sætte hænderne i bordet, så og hørte han hvor ens de var. Marcel kiggede alvorligt på skyggen og sagde '' Tag fast form. Du skal ligne Zean, du skal ikke flyve rundt og hygge dig i din skyggeform. Du er en person nu, hvis ikke du begynder at opføre dig som en så har vi ingen brug for dig ''. Marcel huskede hvordan hans skygge bare havde stået og kigget på ham i starten. Hvordan Marcel 1 og 2 bare havde stået og gloet på hinanden. Hans skygge havde taget menneskeform med det samme. Han huskede hvordan den adlød ham i starten fordi den jo i bund og grund ønskede det samme som ham. Han huskede hvordan den langsomt fik sine egne ideer, ideer Corina fik lagt i den. Marcel smilede skævt og kiggede på Zean 1 og sagde '' Jeg tror ikke et halsbånd bliver nødvendigt. For jeg har det eneste i denne verden som kan dræbe din skygge, så den skal nok opfører sig ordenligt ''. Marcel kiggede advarende på Zean 2. Kniven Zean havde brugt til separere ham for sin skygge. Den var forbundet med dem, så længe besværgelsen var i effekt. Det eneste der permanent kunne dræbe skyggen. Døde den ville Zean forevigt gå med følelsen af at ham manglede en del af sig selv. Følelsen ville med tiden æde ham op. Derfor vidste Marcel at han ikke måtte fortælle Zean 2 hvad der i virkeligheden kunne dræbe den, så ville den sikkert prøve at stjæle kniven.
Marcel nikkede og sagde '' Det er fint, jeg skal nok passe på din skygge. Der vil være et værelse til dig Zean 1. Og i morgen vil der komme en Warlock at banke på ''. Marcel smilede og nikkede til Zean. Alt var klart, alt var planlagt.

[Zean Forsyth]

Zean selv havde aldrig modtaget almindelig undervisning. I sin tid havde han hverken kunne læse eller skrive, noget han kun kunne en smule nu. Når han lærte, var det hvis han selv fandt det spændende nok til at lytte og ikke igennem bøger. Hvorfor skyggen gjorde det, var ham selv en gåde. Han var ikke engang sikker på skyggen vidste hvorfor. For nu, virkede skyggens handlinger fuldkommen...formålsløse. Måske nød den bare sin frihed? Uden tvivl den ville udnytte det på alle måder, det var Zean 1 overbevidst om.
Da Marcellus forlangt noget af skyggen, så den forundret på manden. Den havde ikke videre lyst til at skulle adlyde nogen som helst. Faktisk havde den lige præcis det modsatte af lyst til det! Den var fri! Den skulle ikke spilde tiden med at være en eller andens lydige...Ting!
Den slog ud med armene, som den tydeligvis ikke forstod det. Og dog, så skiftede den mening, midt i det hele. Ikke brug for den? Der var ingen mulighed for at nyde noget som helst, hvis de fjernede den med det samme igen.
Lidt modvilligt gled skyggen ind i en fast form.
Nu stod der to Zean'er. Zean selv og en kopi. De lignede hinanden på en prik. Faktisk var Zean 1 overbevidst om skyggen også ville have et sår i siden. Han kiggede op i de kolde, stålgrå øjne der mødte ham. Var det sådan han så ud, sådan folk mødte ham? Det var interessant! Og irriterende.
Zean 2 påtog et skuffet udtryk, som den gled ned på en af stolene, som i en form for overgivelse. Men bare rolig. Den ville gøre alt i sin magt for at kunne nyde sin nye frihed. Han var ikke bare et legetøj for disse to!

Zean rystede svagt på hovedet. Dette var virkelig lidt for absurd. Selv om han personligt mente han var en fantastisk person, brød han sig ikke om en mulig konkurrent i form af ham nr. 2. Faktisk glædede han sig mere og mere til bare at...Sove.
Hans ene hånd gled igennem det brune hår, der blot strittede til alle sider, som normalt. Han rettede sig op.
"Okay, fint. I så fald vil jeg overlade jer to til jer selv. Jeg vil smutte i seng. Vi ses jo, når jeg kommer tilbage...Og du har bare at være her! Ellers jagter jeg dig personligt!" Ikke tale om han ville leve med fornemmelsen af at...mangle noget. Hele sig liv. Han kunne allerede mærke hvordan det gjorde ham rastløs. Måske ville det endda komplicerer hans søvn.
Zean 2 så blot uskyldigt tilbage med det karakteristiske skæve smil.
Zean 1 sukkede svagt, før han vendte om og gik mod døren. Han forlod dem med blot et lille vink.

//Out