Et hyggeligt, lille visit!

[Zean Forsyth]

Marcellus LaPiera Black

---

Landet stank jo. Der var ingen anden måde at sige det på. Bevares, det havde også været stort, larmende og stinkende, da han var gået ind i landet med hans hær, men nu, hvor han ikke havde udsigten til faktisk at eje landet, var det som om det var lidt mere forfærdeligt. Derfor rynkede han stille på næsen, da han begav sig op af nogle af gaderne, på vej mod slottet.
Om han burde være kommet med en stor annoncering og et følge af mindst hundred soldater? Tjo. Men det orkede han ikke. Han kunne vel for helvede endnu selv slå fra sig og alle de vagter ville bare forsinke ham. Desuden ville Marcellus og Eriz være tvunget til at byde dem logi og mad, men han var ikke kommet for at nasse. Hans vagter ville have det bedre derhjemme. Måske var det en svaghed...Selv om han havde flere dødsengle som bodyguards derhjemme, havde han dem ikke altid med sig.
Men lige præcis nu, her i Pandamonium, vidste han de alligevel ingen virkning ville have. Ikke bare fordi de to lande var i fred, trods deres dronninger hadede hinanden, men også fordi at ønskede de ham endelig død, tvivlede han på selv hundrede soldater kunne stoppe dem.

Han havde skjult sine vinger. De skulle ikke blive grimme af det sod der hang i luften og kunne gøre alt flot og skinnede, til noget dunkelt og kedeligt.
Så meget var sket...
Marcellus skulle have revet sin kærlighed til Macaria ud af sig, en handling Zean var svært godt tilfreds med. Det, kombineret med at de faktisk havde reddet Macaria, gav ham jo god grund til at troppe op og sig tak. Ikke fordi det rigtig lå til ham, mere fordi han ikke kunne sidde stille og var nysgerrig. En arving var jo også annonceret.
Sidst de havde set hinanden havde Zean ikke helt været sig selv. Han havde været såret, presset og sikkert også stresset. Han havde sovet dårligt, haft blålige render under øjnene og ikke været en mand med særlig gode udsigter. Så var Macaria kommet hjem og taget en del af arbejdet tilbage.
Nu så han meget mere frisk og sund ud. De blålige render var væk og kun en svag haltende gang fortalte han endnu døjede lidt med såret i siden. Forbindingerne om venstre arm var væk, men en land og ru sårskorpe sad stadig på hans underarm, hvis man så den. Zean var klædt i nogle solide sko, et par sorte bukser og en sort, varm trøje. Vejret var normalt mere køligt her end i Vavilon, syntes han.
I hans bælte hang hans sværd og pisk.
Der var ingen tvivl.
Hvor Zean før havde været skyggen af den mand han plejede, var han nu sig selv igen. Hvilket til dels kom til udtryk af det flabede smil der lå over ham.

Han nåede slottet. Blev stoppet af nogle vagter. Eriz havde, sidst han havde opsøgt slottet, forlangt han ikke gik med våben på slottet, som var han endnu deres fjende. Og som om han enemand kunne komme og vælte slottet. Tanken var intet mindre end morsom! Men dengang havde han været svag og syg i krop og sind. Nu var han stærkere og flabet.
"Vil i frarøve en konge hans sværd og pisk?" drillede han vagterne, som han skubbede dem til siden, for at komme indenfor.
"I må være tossede! Hvad skulle jeg kunne gøre, enemand?" En svag latter gled fra ham, da et par af vagterne forlod deres plads og skyndte sig efter ham, for at forhindre ham i at...Ja, hvad end de mente han ville gøre.
"Vær nu nogle gode tosser og hent en af jeres...Øhm...kongelige...Jeg skal vel ikke underholde mig selv? Kongen af Vavilon annoncerer sin ankomst!" Forlangt han og sendte en af de betuttede vagter af sted med et vink med hånden.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcellus sad og var ved at kigge nogle dokumenter igennem. Alt gik som planlagt. Minernes effektivitet var steget med fire procent og en diamant mine var fundet i det østlige bjerg. Han sad og regnede nogle udgifter ud da døren til at private arbejds kammer blev åbnet. Marcellus kiggede på vagten der havde åbnet døren. Vagten rømmede sig og sagde '' Kongen af Vavilon er ankommet og han.. Laver ballade, han nægter at følge vores regler. Marcel løftede en øjenbryn og sagde '' Du er klar over at en konge af et land vi er i fred med har diplomatisk immunitet og ikke skal følge vores regler.. Det siger vores regler.. Imbecile vagt ''. Marcellus rejste sig og begyndte at gå Zean i møde.

Da Marcel kunne høre tumulten, rettede han på sin krone, så sit bælte og til sidst sin kappe. Zean skulle se en Marcel i komplet kontrol. Marcel ville fremstå så godt han kunne overfor Zean, ikke fordi han frygtede eller så op til Zean. Men fordi han så ham som en ven. Derfor ville han se godt ud, se ud som om alt var under kontrol. Hvilket det faktisk også var.

Da han fik øje på Zean kom et skævt smil frem på hans læber. Inde i selve slottet var luften underlig ren. Næsten som var det magi. Faktisk var den urene luft i hele slottet og noget af nobel distriktet væk. Dette var gjort med magi. Grunden til Marcel havde smidt penge i at fjerne denne urene røg var at Eriz var gravid med hans barn. Arvingen til Pandemonium. Marcel nikkede til Zean og sagde med en rolig stemme '' Ahh Zean. Er du kommet for at se hvordan Pandemoniums økonomiske fremgang får dit skatte kammer til at ligne et tomt rum? ''. Marcel grinede lidt og rakte sin hånd frem. Hvis Zean tog imod den ville Marcel respektfuldt ryste hans hånd og sige '' Spøg til side. Hvad kan jeg gøre for dig Kong Zean, min ven? ''. Marcel havde intet imod Zean, især nu hvor han ingen kærlighed havde til Macaria. Nu hvor han intet følte for hende var der ingen ilde tanker om Zean i hans hoved. Vagterne omkring Zean trådte tilbage og begyndte langsomt at gå tilbage til deres post. Det virkede til de havde en stor ærefrygt for Marcel. Han behøvede ikke engang at sige når de skulle gå. Måske var det også fordi Pandemoniums vagter var de højst uddannede og derfor også de klogeste soldater. Dette gjorde dog også at Pandemonium var det land med færrest soldater.

[Zean Forsyth]

Zean sendte et par af vagterne et truende blik, da de lignede nogen der prøvede at nærme sig ham. Han var stoppet op i entreen. Det gav ingen mening at gå yderligere ind i slottet, i en blind søgen efter nogen, han vidste ville blive bragt til ham. Vagterne stoppede op, men ikke uden en hånd på deres sværd. Et svagt smil gled over ham. Han vidste det godt. Pandamonium havde bedre soldater, blablabla! Han havde hørt på det uafbrudt, siden han var trådt ind i landet, så ofte, at man skulle tro der intet andet var i landet. Måske var det den eneste ting de kunne være stolte af. Til gengæld havde han derhjemme en af de største hære. Eller...De havde...Macaria var jo kommet hjem, og så i god behold!
Hans blik gled over entreen, til de endelig kunne låse sig fast på Marcellus' kendte skikkelse.
Et øjenbryn gled op i hans pande, som reaktion på Marcels dril, skønt han alligevel satte i et større smil.
"Hvad nytte er der i en stor rigdom, når man kunne bruge den på så meget godt?" svarede han drillende tilbage. Åh ja...De lød jo som gamle venner. Hvilket passede ham helt fint. Han vidste Eriz ikke brød sig om det og det fik kun ham selv til at elske det så meget mere.
Han gav Marcel hånden.
"Enden er det Zean eller Lord Forsyth. Selv om jeg er konge, bryder jeg mig faktisk ikke om at blive kaldt det. Specielt ikke af andre konger" svarede han roligt og slap Marcel igen, kun for at kigge på vagterne, som de endelig lod ham være i fred. Godt! Han forventede intet mindre.
"Din kone hader jeg er her og at jeg har mine våben hos mig. Hun ser mig endnu som en trussel. Jeg er glad for du er af anden mening" sagde han og så mod Marcel igen, med et skævt smil.
"Må man nu ikke komme og besøge sine venner mere?" spurgte han med påtaget uskyldighed, før han rystede let på hovedet. De vidste begge to Zean ikke bare kom på visiter. Ikke uden med et eller andet han ville, i hvert fald.
"Jeg kommer da for at vise min taknemmelig i egen høje person! Efter sigende er Pandamonium bag Macarias hjemkomst og sikkerhed. Og rent personligt..." han så sig kort over skulderen, da han trådte tættere på Marcel med et lumsk smil.
"...Vil jeg også gerne takke dig for at opgive hende og lade mig have hende i fred. Det er rart at vide jeg ikke længere skal frygte i to turtelduer ligge planer bag min ryg!" Med et tilfreds udtryk trak han sig lidt væk igen.
"Du giver vel noget at drikke?" foreslog han mere højlydt og slog let ud med armene, som han gik et par skridt baglæns væk Marcel, dog uden at slippe ham med blikket. Smilet forblev på ham.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede og nikkede til Zean. Igen nævnte han at han ikke ønskede at blive kaldt konge. Marcel kunne ikke forstå det. Han elskede det. At høre folk kalde konge var en klang han aldrig blev træt af. Han grinede en smule '' Min rigdom bliver skam brugt på gode ting.. Men jeg tror vi to har en forskelligt syn på hvad gode ting er.. Fester og malerier er ikke hvad jeg ville kalde gode ting.. Stik mig et flyvende skib.. Det er gode ting ''. Marcel grinede lidt og gjorde en høflig gestus til at Zean skulle gå med ham. Da Zean snakkede om sine våben nikkede Marcel lidt '' Hvis vi møder Eriz og hun beder dig om at lægge dine våben.. Så må jeg insistere på at du gør det.. Hvis vi ikke møder hende, så behold dem ''. Marcel havde en speciel grund til at sige som han gjorde. Eriz var gravid med hans barn og hvis Eriz følte sig utryg ville Marcel slå ned med hård hånd imod det der gjorde hende utryg. Selv om han så Zean som en ven og allierede så ønskede han bestemt ikke Zean i nærheden af hans gravide kone og især ikke med våben.
Marcel gik ind i hans personlige bibliotek. Det var ofte der han holdt sine møder med særlige gæster. Der var et fint egetræs bord, to stole og et barskab med fine og dyre drikke. Han satte sig ned og gjorde tegn til at Zean bare skulle sætte sig. Han tog to glas frem, derefter en dyr bourban og skænkede op i begge glas. Han tog det ene og tog med det samme en lille slurk. Han sank og kom med et ~ahhh~. Han smilede skævt '' Jamen det var så lidt Zean. Jeg er glad for at du erkender hvad Pandemonium har gjort for dig ved at give dig din kone tilbage. Jeg går ud fra at den vrede du følte over jeg tog dette land fra dig er dulmet med denne akt? ''. Da Zean snakkede om at Marcel havde opgivet Macaria var der ingen synlige tegn på at han følte noget overfor Zeans ord. Marcel smilede bare og sagde '' Hvorfor skulle jeg jagtet din kone, når jeg kan jage min egen ''. Marcel grinede lidt. Han havde ingen følelser for Macaria og derfor irerterrede det ham lidt at han havde kæmpet for hende. For han kunne slet ikke se hvorfor han havde gjort det. Marcel smilede til Zean '' Jeg går ud fra at vi kan snakke om en dybere fredstraktat nu, Zean? ''. Marcel ønskede bestemt fred for tiden. Han skulle snart have et barn, så krig så lang væk i hans tanker. 

[Zean Forsyth]

Macaria ville ikke være glad ved tanken om at han sad her og skulle drikke venskabeligt med Marcel. Derfor havde han heller ikke ligefrem viftet det for næsen af hende, mere sagt at han tog på en lille tur, får nu kunne han absolut ikke sidde stille længere. Han vidste hun havde været ked af det, men han vidste også det gik over. Det gjorde følelser jo, havde han erfaret hos folk. De kom og gik hurtigt nok til, at ingen kunne følge med. Så var det nemmere når hans race faktisk ikke kunne føle særlig meget. Hvor mange gange havde han ikke prist sig lykkelig for det?
"Hvorfor bruge flyvende skibe, når man har vinger?" svarede han afslappet. Sandt. Han fløj allerede hvorhen han ønskede. Faktisk havde han en hel race, der kunne flyve hvorhen han kommanderede dem. For nu, dog, havde han ingen grunde til at ønske dem andet end derhjemme i Sethos. Han skar en kort grimasse, der fortalte et tydeligt sprog om at han ikke brød sig om at skulle lægge sine våben fra sig.
"Det var jer der stak mig i ryggen sidst. Det burde kun være fair jeg beholdte mine våben" forsvarede han sig. Dog var der intet surt at spore hos ham. Det var simpelthen blot en konstatering og mest af alt et forsøg fra hans side, om at få sin vilje. En vilje til at beholde hans våben. Siden den sidste krig havde han dem altid på sig. Altid. Kun når han gik blandt de sikre mure af sit slot, derhjemme, kunne han slippe dem. Men ikke for lang tid og ikke længere væk, end de var tæt på. Men tog jo sine forholdsregler.
"Åh...Sandt. Tillykke. Jeg høre Eriz er gravid" Han så på Marcel. Gad vide hvor tæt han og Eriz var nu? Og hvor lykkelige de var over at skulle have et barn? Det var jo spørgsmålet. Var selve familie tæt nok til at være hinandens svagheder eller var det hele blot...en del af arbejdet?

Hans blik gled over biblioteket, men han satte sig ikke ned med det samme. I stedet søgte han en af vinduerne, selv om han vidste en del røg ville forhindre ham i at se særlig langt eller særlig meget. Mest af alt havde han bare ikke lyst til at sidde ned. Det havde han jo gjort den sidste måned, takket være hans sår! Han var rastløs. Fuld af energi og ingen måde at bruge den energi...Eller, næsten ingen.
Da Marcel snakkede om Pandamonium og hans vrede...Et smil gled over ham. I et øjeblik så han ned mod gulvet, før han vendte sig om og så over mod Marcel. Han gik over til bordet og satte sig endelig, han tog sit glas og nippede til det.
"Det er jo det. Jeg var aldrig vred til at starte med" svarede han roligt og søgte Marcel med sine kolde, stålgrå øjne. Nej. Han var aldrig vred. Han brugte ikke sin tid på at bære nag på den måde. Ikke rigtigt.
Han svang tilfreds indholdet i glasset rundt. Denne samtale gik jo perfekt. Marcel måtte ønske det...venskab...En hel del.
"Hun var lidt ked af det, men hun vil komme over det. Jeg har også grund til at tro hun ikke ønsker så meget fred igen. Derfor kommer jeg alene. Hun vil accepterer det og kan forhåbentlig se det logiske i det. Lad os endelig snakke om en dybere fredstraktat. Du må jo være interesseret i det?" han fiskede lidt. Nu måtte de se om noget bed på krogen.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel så Zean direkte i øjnene da han sende ham et blik. Marcel havde respekt for Zean men bestemt ingen frygt. De havde før stået ansigt til ansigt og Marcel kunne godt huske hvordan det gik. Marcel vidste at han var den bedre kriger af de to. Selv om dette var Marcels overbevisning så under vurderede han bestemt ikke Zean. Han kunne jo ikke vide om Zean havde kæmpet med fuld styrke eller om han havde lært nogle tricks siden da. Marcel vidste dog at han på ingen måde ønskede krig med Zean.
Marcel nikkede svagt til Zean '' Det er sandt at vi stak dig i ryggen. Men det var intet personligt, det var faktisk rent forretning. Hvis det havde været personligt havde jeg dræbt dig og ikke ladet dig slippe afsted Zean. Skønt du aldrig vil få mig til at indrømme at jeg lod dig slippe væk.. Sandheden er Zean, du ville få for meget magt hvis du styrrede to lande. Disuden var det en oplagt chance for mig til at blive konge. En chance jeg ville være dum hvis jeg lod slippe ud af mine hænder ''.
Marcel smilede en smule og sank sit hoved lidt '' Jeg takker mange gange Zean. Jeg blev også lidt overrasket mig selv. Jeg havde ikke forventet at blive far så tidligt.. Men hvad kan jeg sige.. Når en rigtig mand svinger sværdet så kommer der resultater ''. Marcel grinede en smule. Det var klart en meget skjult fornærmelse til at Macaria ikke kunne få børn. Han følte intet overfor hende mere og havde derfor ingen problem med at svine hende til.
Marcel tog en lille slurk mere og smilede igen '' Godt at høre du ikke var vred. Nu har jeg vist også gjort det der skal til for at gøre det godt igen hvis du var.. Min gæld er betalt ''.
Marcel grinede en smule '' Zean.. Hvis hun ikke ønsker fred og du alligevel kommer her for at spørge mig om det ikke er det jeg ønsker.. Så må det være fordi du selv kan se det er det viseste.. Ikke kun for os fire.. Altså dig, mig, Eriz og Macaria. Men også for vores lande. Der er ingen grund til at skabe krig. Der har været nok krig og vi har alle mistet folk. Vi ved begge to det klogeste vil være at slutte fred som tingene ser ud nu. Vi ved ikke hvad der lure i skyggerne. Selv om vi begge to er ved at skabe stærke bånd med Portus.. Så ved vi aldrig hvad de vil gøre hvis vi to går i krig.. Fred er vejen frem lige nu.. Det kan vi vist godt blive enige om ikke?''. Marcel kiggede over på Zean med et undrede blik.

[Zean Forsyth]

Pandamonium var nok det land der var ham flest udfordringer. Det land, hvor alle så ud til at vide noget, som han ikke havde forventet de ville vide. En evig krig om hvem der vidste mest eller var stærkest, hvilket på sin vis både kunne være sjovt og trættende. Personligt orkede han ikke at tænke over hver eneste ting han gjorde eller sagde. Hvornår ville han så få tid til det sjove?
Hvem der var bedst? Ha! Hvis man spurgte Zean, ville han til hver en tid sige han var bedst, uanset om det var sandt eller ej. Sandheden, dog, var at han ikke havde forventet at slås med Marcel og Eriz. Han havde ikke forventet det og Marcel var halv vampyr, hvilket både gjorde ham hurtigere og stærkere, end nogle af dem Zean normalt sloges med. Plus alle virkede til at være mindst et århundrede ældre end ham, hvilket gav folk en erfaringsmæssig fordel. Ikke at Zean havde tænkt sig at lade det være ved det, lige så snart han blev frisk nok, ville han genoptage sin træning og blive endnu bedre. Han ville ikke blive taget sådan igen. Og mest af alt måtte han undgå det skete igen.
Han sukkede svagt og hans hoved gled lidt på sled.
"Forretning..." han viftede let med hånden.
"I gentager hinanden med trættende præcision. Så travlt med at undskylde jer, i håb om jeg tilgiver jer eller opgiver modstand. Lad det nu ligge. Jeres ord ville alligevel ikke kunne ændre min mening" sagde han og skubbede dermed emnet væk. Han gad ikke snakke om det. Det var intet...behageligt emne.
"Man kan aldrig få for meget. Ville du måske ikke være gået efter det, hvis du havde chancen? Vi kunne jo bare have snakket om det...Men igen, lad det nu ligge! Jeg orker ikke at diskuterer det længere"
Det havde jo også været sjovere at de havde taget det med magt.
Der var det igen. Hvem var den bedre mand? Zean forstod det helt modsat af, hvad Marcel mente. I stedet tog han det som en fornærmelse mod ham selv, som i at han, trods han var sammen med flere kvinder, ikke havde flere børn og derfor måtte være en dårlig eller svag mand. Han sukkede svagt og kiggede ned på sig glas. Hvorfor gik folk virkelig op i det? Han forstod det ikke helt. Var det nu han skulle blive sur eller hvad?
"Jeg er glad for der ikke popper børn ud af alle de kvinder jeg har været sammen med. Jeg ville have en hel hær" svarede han roligt.
Gæld? Ikke være sur? Ha! Hahahahahahha! Åh, så nuttede og falske ord! Marcel havde slet ikke gjort det godt igen. Ikke på den måde. Han havde reddet Macaria, men på det tidspunkt havde manden også selv haft en mere personlig grund til at sørge for kvindens sikkerhed. Det var lige så meget af sine egne grunde, som af andres, han havde reddet Macaria. Nej. Zean var ikke enig. Men han sagde intet, i stedet smilte han blot let til Marcel. Så travlt med at spille en stærk herre. Havde han ikke kendt Marcel fra tidligere, ville han i den grad haft svært ved at respekterer det. Ja, han havde faktisk stadig lidt svært af det! Han var så tæt på bare at grine.
"Macaria kan ikke tage ordentlig stilling til det. Jeres historie og det at hun hader Eriz, gør at hun for alt i verden hellere vil ramme jer, hvor det gør mest ondt. Men ærlig talt. Vavilon har brug for fred. Hun har brug for at slappe af. Og jeg har brug for tid til at nyde mit liv, i stedet for at halte rundt som manglede jeg et ben..." han hævede sit glas og tog en større tår.
"Og igen overrasket du mig. Hvem siger jeg har planer om at skabe stærke bånd med Portus?" Han havde intet nævnt om det. Hvilket betød at enden havde Pandamonium god - og hurtig - kontakt med Portus eller også var der spioner i landet, som på en eller anden måde havde opsnuset det. Sikkert det sidste. Alt andet ville være skuffende.
"Fred er vejen frem. For nu, i det mindste" svarede han blot. Åh ja...Han havde altid været den der foretrak sandheden, frem for at pakke det hele ind i noget blødt og håbe ingen mærkede til det.
Portus...Valencia...Sådan en skøn kvinde. Han havde nærmest fundet en ven i hende, som de begge kunne løbe ud i skoven og hygge sig, som var de børn igen. Der var noget rart der...Noget uden ansvar og ligeglad med fortiden og fremtiden, blot for at glemme alt og nyde nuet, præcis som han havde jagtet det meste af sit liv. Fred mellem landene gav ham friheden til netop bare at nyde nuet og få noget mere ud af livet. Han havde brug for mere træning, før han gik i krig igen. Specielt hvis det endelig skulle blive mod et land som Pandamonium.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel valgte at lukke emnet. Sandheden var at han ingen ide havde om Zeans synspunkt men han ønskede alligevel at vinde hans respekt. Marcel så Zean en ven og han ønskede helt klart at bygge videre på deres venskab. Men han vidste også at hvis han havde været i Zeans sted ville det ikke blive let. Der måtte ske noget hvor Marcel kunne vise overfor Zean at han mente det. At det ikke bare var tomme ord han lukkede ud som mange af Marcels ord ofte var. Sandheden var at Marcel ikke havde mange venner han i sandhed kunne stole på. Han følte sig meget alene, skønt han var omringet af folk hele tiden. Eriz og ham havde ikke talt så godt sammen efter deres lille skænderi. Jo mere han lærte Eriz at kende jo mere fandt han ud af hvor ens og hvor forskellige de var. Eriz var en fin dame der ønskede at sidde indenfor, bag trygge rammer. Marcel var en eventyrer, der elskede at opdage og rejse på spændende eventyr. Han elskede fare og gåder. Men han havde ikke set meget af dette sammen med Eriz. Hun forlangte at han var den konge hun ønskede. Han kunne se fornuften i det. At han altid var der til at tage sig af selv den mindste ting. Hun gjorde ham bestemt til en perfekt konge. Men han savnede sin anden side. For sandheden var at Marcel var god til at være konge og han elskede at være det. Men en anden del af ham ønskede også at drage ud en gang i mellem på spændende korstog og eventyr. Marcel grinede en smule og kiggede på Zean undrende '' Hvem der siger du laver planer med Portus.. Det gør sund fornuft, Zean. Jeg ved du ikke er dum. Det ville være det dummeste i Verden ikke at lave aftaler med Portus. Set ud fra et taktisk synspunkt. Vi ved hvor meget vores koner hader hinanden og skulle det gå galt en dag så er det rart at vide hvor man har den tredje faktor. Portus. Hvordan jeg ved du ligger planer med dem.. Simpelt.. Fordi andet ville være dumt ''. Zean overraskede ham ofte positivt. Men han havde lige afsløret sig selv ved at komme med så defensive udtalelser. Men dette passede Marcel perfekt. Nu kunne han finde ud af hvad Vavilon havde aftalt med Portus. Nu var tiden inde til han selv kontakte Valencia. Marcel smilede til Zean og sagde '' Men så længe vi holder øje med vores kvinder så kan vi undgå krig.. For sandheden er at jeg snart skal være far.. Krig er det sidste jeg ønsker Zean ''. Marcel smilede oprigtigt. Faktisk ønskede han at ham og Zean engang kunne stå side om side igen, som de havde gjort det imod hans egen far. Det var en kamp han sent ville glemme. Men Marcel huskede Zeans ord, at han ingen loyalitet havde overfor nogen som helst. Zean mindede mere om Eriz end hvad godt var. 

[Zean Forsyth]

Zeans stålgrå blik gled over Marcel. Han drejede sig i stolen, så hans ryg hvilede mod det ene armlæn, mens hans ben dinglede ud over det andet. Glasset hvilede i hans hånd, i hans skød. Men hans opmærksomhed var rettet mod Marcel.
Han var præcis som Marcellus på det punkt. Giv ham et eventyr, gik ham noget spændende og sjovt, gik ham muligheden for at hugge folk i stykker og han var lykkelig. Problemet var der ikke fandtes mange af disse eventyr og specielt ikke når man var konge. Eventyrene var mere mangfoldige, når man blot var en fattig beboer, på jagt efter overlevelse. Som da han havde boet i ulveskoven og undgået den ene flok efter den anden, eller når han fløj mellem bjergene ved Sethos, med så mange fælder, fordi vinden blev kastet frem og tilbage mellem klipperne. Eller når han havde været på overlevelsestur med militærakademiet. Sandheden var han savnede det. Og lige nu kedede han sig, han havde intet at bruge sin energi på, at rette sin opmærksomhed på eller finde en løsning på. Absolut intet!
Et skævt smil bredte sig over ham.
"Selvfølgelig. Intelligens længe leve. Jeg var et smut forbi Portus, inden jeg kom her. Skøn dronning" svarede han roligt. Der var jo faktisk ingen grund til at holde det hemmeligt. Han havde ikke haft planer om at nævne det, hvis han kunne holde nogle kort hemmelige for Pandamonium, foretrak han det. Men nu var katten ude af sækken og det ville være åndssvagt andet.
Og faktisk...Havde han rigtig godt kunne lide landets dronning. Som en barndomsven han aldrig havde haft. Så uskyldig, så sjov.

Macaria. Problemet lige nu var Macaria. Selv om Marcel snakkede, som om han var den der styrede tingene, tvivlede han ikke på at Eriz hviskede ham i ørerne om natten. Hans blik gled over omgivelserne et øjeblik. Eriz...Åh ja. Lad hende føde dette barn. Det ville han følge godt med i. Rigtig godt. Han fik en ny ide. Noget han måtte snakke med Macaria om.
"Styre Eriz? Styre Macaria? Sig ikke de sugede din hjerne med ud" han kiggede tilbage på manden med et drillende blik. Det var som om Marcel altid fik den rigtige Zean frem i ham.
Den egoistiske, den lumske, den drillende og udfordrende og den der aldrig kunne sidde stille for længe ad gangen. En let latter forlod ham, da han satte sig ordentlig op igen. Kun for at rejse sig fra sin stol. Glasset gled ned på bordet. Zeans ene hånd fandt Marcels skulder, kun for at klappe den kort, før han gik videre forbi manden.
"Macaria vil nok ønske jeres barn dødt. Som hun ønsker Eriz død. Måske ønsker hun endda hævn over det du gjorde. Hvis hun først beslutter sig, tror jeg det bliver svært at holde freden" Sagde han ærligt og stoppede op midt i rummet, med ansigtet vendt mod det nærmeste vindue.
"Folk elsker hende eller hader hende. Flest elsker hende. Ja, selv vores højre hånd forguder hende. Det er ikke officielt, men jeg kan se det på ham. Modviljen, når jeg tager Macaria med i seng..." Caleb var en mand han gerne ville have fjernet. Uden Macaria kunne sige Zean var skyldig. Nye planer cirkulerede i hans tankestrøm. Nye, små ting han kunne fokuserer på.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel grinede en smule og sagde '' Jeg har ikke snakket med hende i nu. Jeg har hørt at Portus er meget troende og loyale overfor Inei. Vi ved jo begge to hvad hun syntes om hybrider som mig. Så jeg skal lige have planlagt hvordan jeg gør det ''. Marcel havde intet imod at fortælle Zean sandheden. Han vidste at Zean sikkert havde regnet ud hvorfor Marcel ikke allerede havde snakket med hende i nu. Det var bestemt en hård nød at knække. Han var ikke af rent blod som Zean og Macaria var. Faktisk regnede han lidt med at lade Eriz snakke med Valencia, men han vidste hvordan det kunne ende. Måske var det bedst at han selv tog sig af det og brugte sin charme på Valencia.

Marcel grinede en smule og rystede på hovedet '' Noget har Eriz suget ud af mig.. Men ikke min hjerne ''. Marcel grinede igen. Sand mande humor. Faktisk havde Marcel aldrig haft en rigtig mande ven før. Kvinder ville miste deres højre arm for at blive venner med ham, men af en eller anden grund havde han aldrig rigtig skabt en connection med en mand før. Marcel smilede en smule da Zean klappede ham på skulderen og kiggede sig undrende over skulderen da Zean snakkede. Det lød næsten som om at han forsøgte at få Marcel til at ønske Macaria død. Sandheden var at Marcel allerede ønskede dette, men det var kun på grund af den aften. Marcel havde åbnet flasken og drukket indholdet. Før han smed det tilbage i flasken havde han skrevet sine sande følelser ned. Da kærligheden var tilbage i flasken havde han lært dem. Læst hvordan han ville dø for Macaria, ofre alt for hende. Hvordan han hellere ville være fattig og intet eje hvis bare han kunne være sammen med hende. Hvordan hendes lykke var hans. Hvordan han elskede hende så højt at han ikke kunne beskrive det. Marcel kunne da ikke lade det ske. Han ville da bestemt ikke ofre noget for kærlighed lige nu. Den kærlighed gjorde ham skør i hovedet. Han måtte dræbe kilden til kærligheden. Han kiggede igen undrede på Zean og sagde '' Zean.. Det lyder næsten som om du vil give mig en grund til at dræbe Macaria? ''.

[Zean Forsyth]

Et svagt smil gled over ham. Sandheden var at Valencia var meget åben. Hun hadede racismen og ville helst have folk var lige. Måske ville hun netop knytte sig tættere til Marcellus, blot for at bevise sin pointe. Men hun var begrænset af regler og traditioner, så hun kunne ikke bare ændre hele sit land, uden der ville opstå oprør. Dette var dog ikke ting han ville sige. Jo mere tid han fik til at knytte sig til dronningen først, jo bedre. Deres sidste møde var gået rigtig godt og han var helt sikker på dronningen ikke bare ville glemme ham. I stedet vendte han sig om mod Marcellus og smilte let til ham.
"Ja, de hader hybrider. Faktisk må dronningen ikke engang være alene med mænd. Jeg var heldig jeg fik lov at møde hende og snakke med hende. Så god fornøjelse" lød hans svar blot. Så neutralt som det kunne blive, ikke uden en snert af humor. Trods alt fandt han det sjovt.
Zean gik ikke rigtig op i venner. Hverken de kvindelige eller de mandlige. Han tænkte ikke over det, præcis som han selv ville mene han ingen venner havde. Venner betød man havde en form for loyalitet over for hinanden, noget Zean slet ikke kunne forlige sig med. Venner påvirkede hinanden, hvilket Zean også gerne ville undgå. Han mente bestemt ikke han skulle påvirkes den ene eller den anden vej.
Hans blik hvilede på Marcellus.
"Åh, virkelig? Det var ikke meningen. Jeg siger blot... At vi har en højre hånd, jeg ikke kan lide, men som er en af Macarias barndomsvenner. Noget med de var hinandens første kys eller noget i den stil. Vi har haft ham et par år, men jeg finder ham irriterende. Kan du se hvor jeg vil hen med det?" Nu hvor Marcellus ikke elskede Macaria, ville han ikke føle sig loyal over for hende. Der var mindre sandsynlighed for at han ville løbe hen til hende og sladre om Zeans planer.
"Selvfølgelig kan jeg ikke selv gøre noget. Det vil skabe splid, vrede, og ufred i vores eget land" tilføjede han, blot for at gøre det endnu mere tydeligt hvor han ville hen med det.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel grinede lidt og tog en slurk af sin drink '' Ja, jeg har nu altid syntes at Inei var lidt.. Ekstrem.. Så at sige. Jeg gad vide hvad hun siger til hvis jeg også gør Valencia gravid ''. Marcel grinede lidt igen. Han vidste godt at Zean havde sagt han ingen loyalitet havde. Men Marcel kunne ikke lade være med at føle de var venner. De var begge to unge og intelligente og så var de gift med to kvinder der hadede hinanden over alt på jorden. Marcel lænede sig godt tilbage i sin stol og kom med et afslappet suk. Han grinede en smule over Zeans næste ord og sagde '' Jeg tror faktisk at jeg kan hjælpe dig en smule der.. Faktisk havde jeg sendt bud efter ham fordi jeg ønskede at han skulle dræbe en for mig.. Men rygterne siger at Valencia fik fat i ham før han nåede til Pandemonium. Han er meget muligt en af verdens bedste snigmordere, hvis ikke den bedste. Hans navn bliver talt som en hvisken blandt de noble. Rygterne siger at han er over fem hundrede år gammel og har stået bag en del mord af noble og royale. Han går ved navnet Shadewing. Dog er det kun rygter der siger at Valencia fik sine klør i ham.. Men hvis det passer.. Så burde du besøge Portus.. Shadewing ville være mit bedste bud på en løsning til dit lille problem.. Hvis du altså kan få Valencia til at slippe sit greb om ham ''. Zean havde ret, Marcel havde ingen grund til at sladre til Macaria. Men nu hvor han så Zean som en ven, havde han ingen grund til ikke at hjælpe ham med hans personlige problemer. Hvis Zean ville af med en person, hvorfor skulle Marcel så ikke hjælpe ham. Marcel kiggede først nu på Zean og sagde '' Men lad nu være med at sende den assasin efter mig.. Jeg ved jo det er dig der har sendt ham så ''. Marcel grinede lidt for sjov og tog et sip mere af sit glas.

[Zean Forsyth]

Han så lidt på Marcellus. Så han havde planer om at tage Valencia og gøre hende gravid? Interessant. Nu måtte de se hvem der kom først. Ingen tvivl Zean havde de samme planer. Eller, måske ikke direkte gravid, men blot sammen, så Valencia ville have et tættere bånd med ham. Desuden var Valencia en ganske skøn kvinde, trods alt. Han ville intet have imod at dele en seng med hende, hvis hun havde bare lidt af sin eventyrlyst, som hun ellers havde.
Først forstod Zean slet ikke hvem Marcellus snakkede om. Det lød som om manden snakkede om Caleb, det var først da han nævnte manden var en assassin, det gik op for ham det nok ikke var Caleb de snakkede om. Det passede faktisk godt, han havde opfordret Caleb til at besøge Portus. Hvis han var hurtig kunne han måske få de to ting til at hænge sammen.
Et lumsk smil gled over ham. Genialt!
"Åh, jeg er sikker på det ikke gør noget. Efter vores sidste møde, tror jeg sagtens jeg må låne ham. Jeg skal bare være sikker på...Ah! Men alt har vel sin løsning! Jeg må finde en der kan opsøge ham. Så er der ikke nogen der kan sige jeg stod bag bestillingen. Og bagefter kan den første person også dø, for min egen hånd og jeg har en løsning på det hele!" Han havde intet problem med at diskuterer løsningen med Marcellus. Med en pludselig iver, vendte han tilbage til bordet og greb sit glas. Han hævede det op foran Marcel.
"Hvorfor skulle jeg sende en efter dig?" drillede han og tog glasset til munden, for at tage en god tår. Væsken gled lidt rundt i hans mund, før det blev sunket.
"Det kunne ellers være sjovt. Sende en assassin med en hilsen. Du ved...Som når mænd sender et kort med en buket blomster, så kvinderne kan prøve at gætte hvem afsenderen var" smilte han. Ideen var absolut sjov! Den bedste han havde haft længe.
"Hvis vi lod som om en assassin kunne få ram på dig" svarede han så.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede og nikkede en smule. Han var glad for at han kunne være til lidt hjælp for en gangs skyld. Han var trods alt kendt for at side inde med brugbar information og handle med den. Men hen på det seneste havde han virkelig følt sig så afskåret fra omverdenen. Men da han selv havde hørt om denne Shadewing havde han sendt sine bedste agenter ud for at sætte en møde op med ham. Marcel tog selv en slurk af sin drink '' Jeg havde ikke troet at denne møde skulle ende med at vi to lad og planlagde en mord. Men det er faktisk interessant. Sandheden er at jeg keder røven ud af bukserne her på slottet. Nu er der i det mindste lidt spænding, tak for det Zean. Du skal altid være velkommen til at besøge mig, så kan jeg få lidt sjov ind i mit liv ''. Marcel grinede svagt igen og åbnede en skuffe i bordet og drak et kort frem '' Så må vi jo hellere finde det perfekte sted hvor denne assasin skal angribe Caleb ''. Marcel kunne ikke lade være med at grine over Zeans ord og sagde '' Ahhh.. Skal vi nu ikke lade være med at teste om jeg kan overleve en assasin mere. Godt nok sendte min far en del efter mig, men vi lærte også i kampen mod ham at de var sendt for at øge min styrke. Hvis der kommer en assasin der er kendt for at dræbe noble og adler så vil jeg hellere undværer den buket blomster denne gang ''. Et skævt smil gled over hans læber. Nok mente Marcel at han var stærk og en god kriger, men han vidste godt at han nok ikke var verdens stærkeste eller klogeste. Han ville måske stå sit livs prøve hvis han skulle stå ansigt til ansigt med en fem hundrede år gammel assasin. Marcel gned sine hænder sammen og kiggede på kortet '' Nååh.. Vi skal have lagt en plan for at dræbe Caleb.. Vi skal bruge en vi kan sende til at låne assasinen med, så dit alibi er i orden.. Med mindre at jeg siger at du altid har været her, så kan du hurtigt tage et smut forbi dronningen og hyre ham imens jeg lader som om du og jeg er ude og jage i skoven og derefter sidder i et lukket møde og forhandler denne fredstraktat? ''. Marcel smilede ondt.

[Zean Forsyth]

Faktisk følte Zean pludselig langt bedre tilpas og frisk på ballade. Det gjorde ham kun glad at se Marcellus gengældte det.
En let latter forlod ham, da han satte sig på sin stol igen, kun for at læne sig ind over bordet.
"Jeg keder mig godt nok også! Intet land at overtage, ingen folk at røvrende og skabe kaos for. Jeg har levet med denne mand i flere år, men min kedsomhed lokker mig til at planlægge hans død. Det har han nok intet imod" smilte han og blinkede let til Marcellus. Død mand snakkede ikke. Sagde man...Gjorde man ikke?
"Sandheden er at jeg elsker mord. Jeg elsker at få folk dræbt. Eller ødelægge det for folk. især når jeg får noget ud af det" han flyttede sig lidt, så kortet kunne blive placeret på bordet, kun for at læne sig ind over det. De tre lande og deres grænser, der lå op mod hinanden. Hans blik gled fra Oberion, til Portus og videre til Portus' hovedstad. Caleb skulle være nået over grænsen, og helst være lidt væk fra grænsen, så ingen tænkte det var nogen fra Vavilon...i hvert fald ikke lige med det samme.
"Vavilon skal ikke have skylden. Drabet skal ske på Portus grund. Men dronningen skal heller ikke have skylden. Det skal ske på en måde, så man lægger skylden på en tredje part. Er der nogen vi gerne vil se døde? Måske kan vi lave vores egne beviser?" Zean lukkede mest tilfældige tanker ud. Hans blik gled over kortet, mens han tænkte.
"Nah...Folk vil bemærke du kommer og går alene. Og så er der historien. Hvis nogen finder på at spørge ind til det, skal vi være enige om hele historien, også detaljerne. Det bliver pludselig til en længere løgnhistorie man skal huske og kan snuble i" sagde han så. Men det ville være hurtigere, hvis han selv tog til Portus, end fandt en tredjepart. Dilemma.
Han blinkede kort til Marcellus. Ingen blomster, ingen assassin? Det ville næsten være ærgerligt, hvis Zean ikke prøvede det.
"Åh...Jamen jeg er da også kun interesseret i at du bliver stærkere? Er det ikke sådan noget venner ønsker for hinanden? Se det som lidt hjælp!" drillede han manden.