The Ghost of You

[Eriz LaPiera Black]

The Ghost of You
Lilith LaPiera Black - Eriz LaPiera Black

Et bad havde hjulpet… en smule. Hun vidste ikke hvor lang tid hun havde lagt i det store bassin og bare svulpet rundt, mens hun havde forsøgt at finde ud af, hvad der forgik. Det var som om hele virkeligheden var lavet om, eller havde alt det andet været en drøm? En illusion? Var det her en illusion? Men hvem kunne være stærk nok til at ligge hende i en illusion? Hun tænkte på det sidste hun huskede, og hvordan soldaterne havde råbt noget om Caleb Veterano, der var blevet sat fri for at få fat i en lampe. Hans lampe. Djinnen. Havde han nået at få fat på sin djinn og lavet et ønske?
Der var så mange forskellige teorier, og hun kunne ikke udelukke nogle på nuværende tidspunkt, når hun ikke vidste mere end det hun gjorde.

Badet var blevet brat sluttet, da en kvalme havde overmandet hende, så hun måtte tømme rester at en aftensmad hun ikke huskede ned i et vaskefad. I flere minutter sad hun blot op af den kolde stenvæg med fadet i armene uden viljen til at rejse sig eller bevæge sig, så det var først da en tjenerinde kom ind, at hun fik fadet taget fra sig og trukket op fra gulvet.
Hun lod dem føre sig tilbage til soveværelsets gemakker, hvor hun blev sat i en stol. De børstede hendes hår, smurte det ind i olie, masserede kropsolie ind i hendes hud, puttede duftevand bag hendes ører, og gned sort fedt om hendes øjne.
Hele vejen igennem sad hun blot med et tomt blik rettet mod spejlet, mens hun forsøgte at finde ud af, hvad hun nu skulle gøre. Mange informationer kunne hun få fra diverse tjenestefolk og vagter rundt omkring på slottet, men hele tiden var der en bobbel hun ikke kunne nå - den bobbel hvor Isabel befandt sig, som lige nu var på et par etager under hende. Tronsalen. Men folk omkring den bobbel kunne hun nemt nå. Meget nemt. Det vil sige… Hendes pupiller trak sig sammen, inden at hun med en håndbevægelse gjorde tegn til at tjenestepigerne skulle forlade rummet, hvilket de adlød med det samme.
Brat rejste hun sig op, selvom det fik kvalmen til at stige igen, men hun havde ikke tid til at tage sig af det. Øjnene flakkede søgende rundt i værelset. Lampen. Flint!
Hun rodede rundt i skuffer, kister og skabe men der var ingen lampe at finde, så i stedet forlod hun sine gemakker for at sætte kursen mod det værelse hendes djinn engang havde haft her på slottet. Med kjolen trukket en smule op hastede hun afsted. Hver eneste gang hun passerede en vagt eller tjener sænkede hun farten, men lige så snart de var forbi småløb hun indtil hun nåede korridoren hvor Damian, Blake og Flint havde haft deres værelser. Hun rev dørene op ind til Damians værelse.
Ingenting. Tårerne samlede sig i hendes øjne, som hun stirrede ind i det der engang havde været hendes søns værelse, men nu var der ingen landkort, tegninger eller bøger på gulvet. Skrivebordet var ikke rodet til. Puder flød ikke rundt fra alle de gange, han havde lagt på gulvet i stedet for i sengen eller bordene. Kaminen var kold, sengen redt, vinduerne lukket.
Langsomt trådte hun indenfor, mens tårerne trillede ned af hendes kinder uden hun kunne kontrollere dem. Længselsfuldt strøg hun fingrene over én af hovedpuderne, men ingen havde lagt på den i lang tid.
Hun vandrede hjemsøgt rundt på værelset i hun vidste ikke hvor lang tid, indtil hun ved en indskydelse åbnede hans klædeskab og… og… Øjnene spærrede sig op. Der hang tøj! Mandetøj! Tøj i Damians størrelse! Hun trak en skjorte ud, og begravede ansigtet i den. Damian! Hun var sikker! Selvom skjorten var i lilla i stedet for de normale mørke farver, han havde gået med, var hun sikker på, det her var Damians skjorte. Hans tøj hang her! Han havde været her!
Desperat begyndte hun at rode det igennem for at finde svar. Hans bukser, jakker, lommer, inderlommer, baglommer, skoene. Alt sammen i vavilonsk snit. Men det var hans… det var hans!

[Lilith LaPiera Black]

Lektionerne med hendes turtorer ville ingen ende tage, og ingen af dem syntes at forstå at hun allerede havde læst hele det pensum de havde givet hende, forstået og memoriseret det. De syntes fast besluttede på at ville forklare hende det hele igen, men med deres ord, og indimellem, var deres fortolkninger faktuelt helt forkerte. De kedede hende. Men i det mindste var hendes matematik tutor flot. Og kiggede på hende ud af hans øjenkrog, når hun lænede sig ind over sit skrivebord. Så det var underholdende. Hun kunne trække i de tråde af hans følelser i timer, og det gjorde da matematikken lidt mere interessant, når man skruede på ens lærers lyst følelser, som var det en kamin sluse. Højt blus. Lavt blus. Højt blus. Lavt blus. Frem og tilbage.
Hun var lige gået fra den rødmossede tutor, og var på vej mod hendes værelse, da hun fangede følelsen i luften. Den ramte hende lige i brystet, som hun var på vej ned af gangen med de royale værelser, lige udenfor det værelse de brugte til royale gæster, og tog næsten pusten fra hende. Hun vendte ansigtet ind ad en åben dør og trådte langsomt derhen, og kiggede ind. Hendes mor stod derinde, med en skjorte i armene og en hånd på tøjet i skabet foran hende. "Mor?" sagde hun blødt. "Hvad laver du?"

[Eriz LaPiera Black]

Brat stivnede Eriz. Øjenvipperne sitrede. Åndedrættet blev fanget i halsen. Det var som om selve hendes hjerte var stoppet. Langsomt, uendeligt langsomt, drejede hun ansigtet mod døren, indtil de klare, isblå øjne mødte mørke, dybe. En skælvende udånding forlod hende. Skjorten i hendes hånd faldt på gulvet, uden at hun kunne tage blikket fra den unge, smukke pige, der stod lige indenfor døren med et forvirret ansigtsudtryk. Selvom hun ikke havde set hende siden hun var spæd, vidste hun præcist hvem det var.
“Lilith...?” Hendes stemme skælvede. Hun turde knap nok at håbe, at tro det, men… men det var hende. Det var hendes lille pige, som hun selv havde båret, presset til verden, og ladet føde ved sit bryst.
“Hvordan…? Du…” Ordene klumpede sig sammen i hendes hals, mens tårerne forsat trillede ned af hendes kinder, som hun tøvende gik frem mod sin datter. Hænderne strakte sig ud, og rørte forsigtigt den ene glatte, porcelænshvide kind på samme måde man ville berøre en skuptur lavet af sand. Men sandet begyndte ikke at smuldre. Begge hænder lagde sig om det fine ansigt, inden at de gled helt om hende, og trak hende ind til sig i en tæt, knugende omfavnelse. Hulkende begyndte at slippe ud. Fingrene begravede sig i de lange, ravnsorte lokker, mens hun pressede sit ansigt ind mod Lilith’s kind for at kunne dufte hende, mærke hende, føle hende.
Ingen ord kom fra hende.

[Lilith LaPiera Black]

Da hendes mor vendte sig mod hende, kunne hun se samlingen af tåre i den anden kvindes øjne. Hun mærkede en blanding af chok og næsten... mistro? Bølge af hendes mor i en turbolent blanding, der var næsten overvældende. Normalt skærmede hendes mor sig selv en anelse for sin datters evner, for hun vidste hun havde evnen, og det var næsten et lille spil mellem dem. Men lige nu var hun en åben bog, som havde hun glemt at evnen var der. Liliths hoved gled en anelse på sned, som hun anså hendes mors skikkelse. "Ja..?" svarede hun. "Har du og far skændtes igen?" Hun gik langsomt sin mor en smule imøde, som kvinden så på hende, som havde hun aldrig set hende før. Hun lænede sin kind mod den hånd der rørte hendes kind. Huden var blød og glat under fingerspidserne. Begge hænder løftede hendes ansigt en smule og Lilith fandt sig i det. Så gled begge hendes mors arme om hende og pressede hende til hende. Hendes egne arme løftede sig og lagde sig om Eriz, som hun blev knuget indtil hende. "Er du okay mor..?" Hendes stemme var lavmælt, men lys og næsten melodisk i hendes ord. Kroppen hun knugede var ikke et barns krop, om end hun havde moderate former, det var en ung piges, der lige var blomstret ind i kvindelighed. "Har far gjort noget?"

[Eriz LaPiera Black]

Svagt rystede Eriz på hovedet, mens hun fortsat knugede sin datter ind til sig, uden at kunne kontrollere gråden, der vældede ud af hende, som havde nogen lige nedbrudt en dæmning. Alle tanker om Damian, Macaria, Flint, Veterano og Adrian forsvandt. Hvis det her var en drøm eller illusion ville hun ikke vågne. Og alligevel vidste hun, at det her var virkeligt. Der var ingen flimren af virkelighed eller drøm, ingen sitren i tankerne, og følelsen af Liliths krop ind mod hendes, var lige så virkelig, som den smerte hun havde oplevet, da hun havde født hende.
Det eneste gode hende og Marcellus havde lavet sammen…

Langsomt trak hun sig lidt væk, lige nok til at kunne se ned på sin datter, hvis ansigt hun samlede i sine hænder. Hun var… fortryllende at se på. Smuk. Hun var tydeligt Marcellus’ datter, men der var også en del af Blackmore-slægten i hende.
Der var så mange spørgsmål, men hun havde en anelse om, at Lilith ikke kunne svare på dem, så hun lod dem forblive klumpet sammen i sin hals, uden at vide hvad hun ellers skulle sige.
“Du… du er blevet sådan en smuk, ung kvinde,” fik hun hvisket ud gennem klumpen i halsen. Læberne bævrede stadigvæk i det kærlige smil, og fingrene rystede, da de strøg en ravnsort hårlok om bag Liliths øre. “Hvordan har du det? Har du det godt?”

[Lilith LaPiera Black]

Tårer dryppede fra hendes mors ansigt og vædede stoffet i Liliths kjole ved skulderen, som kvinden knugede hende til sig. Hun strøg sine hænder over hendes ryg og lod hende knuge hende, så hårdt hun ville, så længe hun ville, selvom hun forstod meget lidt af hvad der foregik. Hun holdt om hende, som ville hun forsvinde mellem hendes arme. Da hendes mor endelig trak sig en smule fra hende, gled Liliths hoved en smule på skrå. Hendes blanke, mørke øjne og skarpe ansigts træk fik hende til at ligne en fugl en smule, når hendes hoved gled på sned på den måde. Fingre greb hendes ansigt. Hendes mors isblå øjne studerede hende nært. Et lille smil kurvede hendes læber, som hendes mor kaldte hende smuk og fingre løb en af hendes hårlokker om bag hendes øre. "Jeg har det fint," svarede hun. Hun glippede en smule med øjnene. "Har du haft mareridt?" gættede hun denne gang. "Skal jeg hjælpe dig med at sove?" Magiske hænder rakte ud mod hendes mors følelser, rørte den knogle dybe sorg, blandet med glæde, hun fandt, og glattede dem ud, ganske blødt. Hun fjernede ikke noget, eller dæmpede dem helt, blot en smule, så hendes mors hænder ville stoppe med at ryste.

[Eriz LaPiera Black]

Panden rynkede sig mere og mere, da følelser i hende begyndte at ændre sig. Ikke meget men hun var en stærk nok mentalist, til at vide når tingene blev manipuleret med i hende, og det blev de gjort lige nu. Med vantro stirrede hun på sin datter. Var det hende, som gjorde noget? Havde hun den slags evner? Hun var fuldblods warlock med stærke evner, der var blevet plejet igennem hele graviditeten, men…
Langsomt trådte hun et par skridt væk fra hende, så der kom lidt afstand mellem dem, men stadigvæk kunne hun ikke ryste fornemmelsen af sig af blide fingre i dybet af hendes indre.
“Lad være med at gøre det igen,” beordrede hun skarpt, og hævede automatisk en hånd til sit bryst. “Aldrig igen.”
Hun beroligede sig selv igen, indtil hun kunne smile kærligt til yndlingen med en hånd rakt ud mod hende, som tegn til hun skulle komme hen til hende. Hvad end der var sket, betød det at hendes datter, var kommet tilbage til hende. Nogen måtte have ændret fortiden, så virkeligheden havde twistet sig. En virkelighed hvor borgerkrigen aldrig var sket, Lilith stadigvæk var i live og Veterano havde aldrig forrådt dem, mens Adrian… Adrian han var…
Blidt strøg hun sin datter over håret.
“Du skal ikke bekymre dig om mig, min skat. Undskyld jeg snerrede af dig eller gjorde dig bange, men jeg har sovet dårligt i nat, så jeg er nok lidt forvirret,” sagde hun sødt, inden hun trak én af Damians skjorter ud af skabet, for at vise den frem til Lilith. “Ved du om…” Hun tog sig selv i det, og fik omformuleret spørgsmålet. “...ved du om vi skal sende tøjet tilbage?”

[Lilith LaPiera Black]

Lilith glippede med øjnene, som hendes mor trak sig fra hendes arme, forvirring tegnede sig over hendes ansigt. "... Har jeg gjort noget skidt?" Det var noget hun gjorde næsten automatisk, men hun mærkede utilfredshed bølge af hendes mor. Hendes skridt tilbage mod Eriz, da hun rakte efter hende, var en smule tøvende, men hun trådte frem og lod hendes mor stryge en hånd over hendes hår. "Okay." Hun nikkede let, som godtog hendes mors undskyldning om mangel på søvn. Så trak den anden kvinde en af Dylan Forsyths skjorter ud af skabet og Lilith rystede på hovedet. "Nej, Dylan kommer tilbage med hans familie til fars fødselsdag. Både dronning Forsyth og kong Storm har svaret ja til invitationerne." sorte øjne, der næsten ingen markering, mellem pupillen og den omgivende mørke farve, havde, strøg ned og skjorten og så tilbage til hendes mors ansigt. "Får jeg lov til at møde ham denne gang?"

[Eriz LaPiera Black]

Hun vidste det. Det var Damians! Selvom virkeligheden var blevet twistet på en eller anden måde, var det stadigvæk hans duft, der hang i stoffet. Uden at ane det stod hun og smilte.
“Han kommer hertil om nogle måneder?” spurgte hun bare for at være sikker, inden det gik op for hende, hvad Lilith ellers havde sagt. “Og Macaria? Og...Adrian?” Om nogle måneder…
Langsomt kørte hun tungespidsen over sine læber, mens hun forsøgte at få det hele til at give mening, men der var så mange nye informationer, at det var svært, og alligevel… der var muligheder i denne her virkelighed. Muligheder hun ikke havde haft før i tiden. Hun vidste ting, som ingen andre vidste…
Hun blev nærværende igen, og smilte ned til sin datter, hvis kind hun strøg en enkelt gang.
“Selvfølgelig må du møde ham, mit hjerte. Jeg er sikker på, han vil syntes om dig,” svarede hun sødt.
“Selvfølgelig vil han syntes om hende.”
Stemmen fik det til at give et gib i hende, da hun slet ikke havde fornemmet hans nærvær, og hun kiggede med et ryk hen på Marcellus, der stod lænet op af dørkarmen til rummet med armene over kors. Hans sorte øjne var en tro kopi af Lilith’s, og hvilede på hende. Nu hvor hun så dem begge to sammen, kunne hun tydeligt se ligheden mellem dem, hvilket opfyldte hende med en blanding af vrede og… noget mere kærligt.
Han var klædt helt i sort, hvilket han altid havde gjort. Jakkesæts bukser, pæn trøje og en nypresset jakke udenpå.
Hun mærkede sit hjerte banke hurtigere, og hun tog automatisk et skræmt skridt tilbage, da han skubbede sig væk fra karmen, for at træde ind i rummet. Hans bevægelser glidende. På det lille smil i hans mundvig, kunne hun se det morede ham, at hun var bange for ham, samtidigt med han ikke forstod hvorfor.
Tungt lagde han sin hånd ovenpå Lilith’s hoved.
“Er du færdig med at være paranoid overfor Dylan, siden du nu endelig vil lade dem mødes?” spurgte han med sin mørke, bløde stemme, der fik hårene i hendes nakke til at rejse sig. Smilet på hans læber var hånlig. “Du er sikker på, han ikke er Macarias værktøj til at ramme dig?”
Hun stirrede på ham. Ænsede knap nok hvad han sagde, mens adrenalinen pumpede rundt i hende og fingrene twitchede fordi hun forventede han hvert øjeblik det skulle være, ville han angribe hende. Gøre hende ondt. End ikke svare ham kunne hun.

[Lilith LaPiera Black]

"Ja. Alle der er noget kommer." Det ville være den største forsamling af royale og adelsfolk fra alle lande, der havde været, siden hendes egen og Damian Forsyths fødselsdage. Der var bestilt fyrværkeri for formuer der ville kunne have brødfødt flere hundrede pandemonske familier i flere måneder, kokke ville blive hentet ind fra både Vavilon og Portus. Det ville blive overdådigt. En konge værdigt. Stilheden lagde sig i lokalet, som Eriz fortabte sig i sine tanker og Liliths opmærksomme, mørke øjne studerede hende, som hun gjorde det. Et smil der spejlede hendes mors, blomstrede over hendes læber, da hendes mor sagde hun kunne møde tronarvingen. Hun åbnede munden for at svare hende, men ordene blev snublede på hendes tunge, som hendes fars stemme brød ind i værelset. Hun vendte ansigtet mod lyden og smilet voksede sig større, som han gled ind i lokalet. Stemningen ændrede sig markant, som han gjorde det. "Papa," hilste hun, hendes tone næsten barnagtig. Hans hånd lagde sig på hendes hoved, som en herre ville hvile en hånd på hovedet af en skødehund. Smilet forblev på hendes læber, men slukkedes i hendes øjne, så det blev mere kunstigt. Følelsesmæssigt var værelset en boblende gryde af spænding, der fik låget til at danse og hoppe, så vand spildte ud i ilden der varmede den og spruttede og hvæste.
Lilith vendte sig helt mod hendes far, under hans hånd. "Mor har ikke sovet godt." sagde hun. "Vi er på vej op for at ligge hende i seng igen. Er du færdig med forberedelserne til din fest?" Hendes hænder tog hans fra hendes hoved og foldede hans hånd om begge hendes hænder. Hendes stemme emmede af rolighed, næsten mesmeriserende i sig selv. "Der er så meget der skal gøres."

[Marcellus LaPiera Black]

Kvinden foran ham lignede hans hustru, men det var stort set alt, der var. Hun hverken lød, agerede eller handlede som den Eriz, han var gået i seng med i går, og bare den måde hun så på ham, fortalte ham det ikke var den samme person. Han havde levet med den kvinde i 20 år. Han kendte hende.
“Jeg er næsten færdig,” svarede han sin datter, og flyttede langsomt blikket væk fra Eriz og ned til Lilith i stedet for. Snart ville hun være på højde med sin mor, men hendes skønhed havde allerede overhalet den ældre warlock for flere år siden - efter hans mening. “Jeg mangler stadigvæk at høre svar fra nogle af gæsterne, og Isabel har ikke færdiggjort sikkerhedsprocedurene endnu, nu hvor jeg ikke længere er udødelig.”
Igen kiggede han op på Eriz, der endnu ikke havde sagt noget, men bare stod og stirrede på ham i halv vantro, så han kunne genkende hende lidt igen, hvilket fik ham til at sende hende et smalt smil, der tydeliggjorde hendes vantro. Han var stadigvæk fuldkommen sikker på, at hun havde haft noget med den ophævet vampyrisme at gøre, selvom han endnu ikke havde regnet ud hvordan, men han skulle nok finde ud af det på et tidspunkt. Isabel var allerede på sagen.
“Du… er ikke længere en vampyr?” lød det tøvende fra Eriz. Det var det første hun havde sagt til ham i dag, andet end please slå mig ikke ihjel. Han forstod ikke helt hendes spil, og om det her var for at virke uskyldig, men han lod som ingenting.
“Nej, det ved du da også godt. Det skete for nogle dage siden, husker du ikke det? Rapporter kommer stadigvæk ind fra overalt i landet om folk, der er blevet deres gamle jeg, og jeg har været i kontakt med Adrian - det samme er sket i Portus,” fortalte han roligt, og gav Liliths hånd et klem, før han trak sin hånd til sig. “Jeg ved ikke om det er held eller uheld. I det mindste er jeg ikke en hybrid længere, hvilket har hjulpet en del med vores relation til Portus. Macaria er heller ikke længere vampyr.”
Tanken om den vavilonske dronning fik et længselsfuldt suk til at forlade hans læber, hvilket fik ham til lidt skamfuldt at se væk fra sin familie. Han havde lavet et løfte til Eriz, da Lilith blev født, men selv så mange år efter, kunne han stadigvæk mærke den gamle glød bide i ham, når hans tanker faldt på Macaria. I det mindste havde hun Dylan.
Og dér var den igen… Et glimt af hans hustru, som han kendte hende, da han ud af øjenkrogen så hende himle med øjnene af ham.
“Det er meget fint. Jeg glæder mig til at se hende i sin oprindelig skikkelse igen,” kommenterede hun køligt, så han ikke kunne holde et smil tilbage fra at kruse om hans læber, da hun igen begyndte at lyde som sig selv igen. Alt der skulle til var deres evige drillerier mod hinanden. “Kan jeg være undskyldt? Jeg har nogle ting at se til.”
Med et nik gav han hende tilladelse til at gå - ikke uden hun slog en stor bue omkring ham. Før hun nåede døren, vendte han sig rundt mod hende, mens han stak hænderne ned i sine buksers lommer.
“Forresten overvejer jeg at invitere Fyrst Garou og hans hustru,” informerede han hende med et glimt i øjet, mens han nøje observerede hvordan hun brat standsede op. “I er gamle venner, ikke sandt? Jeg tænkte det ville fornøje dig, at se ham igen. Desuden er han også en fyrste i vores land nu, så det er blot proper.”
Fornøjet så han hvordan hun spændte op i hele kroppen, men han kunne ikke se hendes ansigt, da hun stod med ryggen til ham.
“Selvfølgelig. Gør hvad du vil. Det er din fødselsdag,” lød det fra hende, før hun forsatte ud af døren.
Med et triumferende smil kiggede han ned på sin datter ved hans side.
“Mor skal nok få det godt igen,” bekræftede han til hende med et blink fra det ene øje.

[Lilith LaPiera Black]

"Sig til hvis der er noget jeg kan gøre for at lette dine byrder," svarede 18-årige warlock, med et silkeblødt smil kurvende hendes læber. Det var lykkedes at manøvre hendes forældre væk fra Dylan emnet, ihvertfald for nu. Hun havde givet hendes mor et øjeblik til at samle sig igen. Godt så. Hun hadede når de skændtes. Deres følelser var alt overdøvende når de først gik lige på hinanden. Hun kunne bedre lide når de legede. Når de forsøgte at omgåes hinanden. Det var som et lille skuespil at se på, mere underholdende og mindre højlydt.
"Mmmhm, Portusianerne tror det er et tegn fra gudinden." Tilføjede Lilith. Hendes fars hånd gled ud af hendes, efter et lille klem. Hans hænder var så mærkelige nu. Mens han havde været hybrid, havde de altid været kølige, nu var de varme og kødlige. Som en dødeligs. Sært. Hans følelser var også anerledes, selvom hun ikke helt kunne sætte en finger på hvordan. Og så faldt emnet på Macaria. Og lige som hver eneste anden gang det havde gjort det, emmede der en bølge af sødlig skam og lyst fra hendes far. Hun så det også på hans ansigt, som han vendte det bort og da hendes egne mørke øjne landede på hendes mor, så hun hendes reaktion spille over hendes ansigt. Toner af tilfredshed og glæde over den tidligere vampyrs skæbne, blandet med bitterhed over hendes fars tydelige reaktion på kvinden. Men hun fik ikke lov til at slippe afsted med at have overhånden længe, før hendes far spillede tilbage med varulvenes leder. Og det ramte hendes mor hårdt nok til at stoppe hende midt i hendes bevægelse ud af lokalet. Men hun spillede ligegyldig mesterligt. Lilith lod et åndedræt sive ud mellem bløde, buttede læber og lod hovedet falde en smule forover, så den blæksorte hårlok hendes mor havde strøget bag hendes øre tidligere, faldt fri af hendes øre. Hendes forældre var et krudtlager, der brugte olielanterner for at holde det lyst. Det var et spørgsmål om tid.
"Hm. Hun skal bare bruge tid." Hvad end der havde slået Eriz ud af den ville ikke holde hende ude af spillet længe. Hun var allerede ved at have grebet igen. Perle-sorte øjne vandrede til hendes far og et perfekt, kurvet mørkt bryn løftede sig ad ham. "Vil du give hende det?"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcellus kom med en lille, mørk latter ved Liliths spørgsmål, mens han kiggede på det sted hvor Eriz var forsvundet.
“Selvfølgelig,” svarede han, og kastede et blik ned mod sin datter. “Jeg elsker din mor, og vil gøre alt for, at hun kommer sig så hurtigt som muligt.”
Løgnen kom lige så naturligt, som at trække vejret for ham, og det var blevet en automatik for dem, at lade som om for offentligheden at deres ægteskab var stabilt og perfekt - akkurat ligesom alle andre pandemoniske ægteskaber. For folket var ham og Eriz et forelsket, lykkeligt par, der sammen styrede landet - også selvom de nærmeste kunne se det var en direkte løgn, men ingen sagde noget til det. Det ville bare være uhøfligt. Den eneste han sådan set snakkede frit med den slags om var Isabel, og det var fordi hun ikke gad det andet formelle pjat, samt lege med på deres lille skuespil. Hun var så dejlig… lige til.
Han drog et lille suk, før at han vendte sig mod sin datter.
“Vi må nok også hellere finde ud af, hvad du skal have på, nu hvor du endelig skal møde din forlovet. Du kan godt huske, alt hvad jeg har fortalt dig om dødsengle, ikke sandt? Han er en vild knægt og en smule barnlig, så hold tingene simple, når du snakker med ham, og lad være med at bliv frustreret hvis han virker distraheret eller uhøflig,” fortalte han tålmodigt, og tog om hendes hage, så han kunne hæve hendes ansigt en smule. “Han er en god dreng, og vil blive en god ægtemand for dig.”

[Lilith LaPiera Black]

"Selvfølgelig," ekkoede hun, hendes stemme blank og følelsesfri, selvom den stadig slyngede sig melodisk om ordet. Hun glattede sine hænder ned over silkestoffet i hendes mørkeblå kjole. Den sad hudsnært tæt om hendes overkrop, surret sammen med et korsetagtigt element i ryggen, der kunne gøre det svært at trække vejret hvis hun pludselig skulle løbe, og et langt skørt der løb hele vejen til hendes tæer. Skulderen i stoffet var stadig fugtig af hendes mors tåre.
Hendes hoved lagde sig blot en anelse på sned. "Jeg husker det." Bekræftede hun. De havde haft dødsengle fragtet dertil, som hun kunne øve sig på. "Jeg skal være så simpel, som overhovedet muligt," et smil kurvede hendes læber, så hvide tænder dukkede frem bag rosa læber. Hendes far løftede hendes ansigt op mod hans. Lokker fra hendes opsatte hår kildede hendes nakke, som hendes hoved blev lagt tilbage og strækket af hendes hals blev blottet i positionen. "Hvis du siger det, papa." svarede hun medgørligt, inden et smil strakte hendes læber igen. "Jeg skal bruge en ny matematik tutor. Jeg tror jeg har gjort den gamle i stykker."

[Marcellus LaPiera Black]

Utallige gange havde han og Eriz haft skænderier, som omhandlede Lilith. Mens Eriz ville give så lang snor som muligt, ville han opdrage sin datter indenfor disciplin og linjer, uden dog at stoppe hende fra at få hvad hun ville have. Hvor han ville have lydighed, ville Eriz have et barn, som elskede hende.
Med en tommelfinger strøg han den silkebløde, porcelæns fine kind på Lilith, mens et krøllet smil formede hans læber, som han betragtede hende med stolthed og kærlighed i blikket.
“Endnu én?” spurgte han med let hævet øjenbryn, men lød ikke særlig forundret. “Vi kan ikke blive ved med at skifte dem ud, Lilith. Inden længe vil vi løbe tør for tutorer at give dig, og så skal jeg i gang med en kedsommelig opgave i at finde en ordentlig tutor til dig i én af de andre lande. Kan vi ikke aftale, du passer lidt bedre på den næste?” Han løftede hendes hage det sidste tak, så struben nu var helt fri for ham, og hun måtte tippe en smule op på tæerne, med mindre hun ville rive sit hoved fri fra hans lette greb. “Så er du en god pige?”