Caleb The Djinnsitter

[Caleb Veterano]

Caleb The Djinnsitter
Caleb Veterano - Flint Pharr

Regnen var ikke engang rigtig regn. Blot støv af lette dråber, som vinden slog ind over landet i små stød, men ikke nok til at rense lugten af røg, der lå i luften.
Caleb havde ikke savnet den pandemoniske lugt. Den lagde sig over hans tøj, i håret, i huden og på læberne, så man kunne svore at hver bid af mad man tog ligeså smagte af røg. Han kløede sig i skæggen, han havde fået anlægt på turen til Pandemonium, da det stadigvæk var en uvant følelse, men det var praktisk i form af forklædning samt han ikke havde haft så mange muligheder for en ordentlig barbering på vejen. De sorte hår med lidt gråt i, havde lagt sig over hans kæbe, hage og overlæbe, så han mere og mere syntes, at han mindede om Isabels og hans gamle læremester.
Han kastede et blik hen mod sin søster. Hun sad bagved Forsyth på hesten de to delte. Hendes arme var slynget om livet på vampyren, og hun så ud til at være faldet i søvn op af hans ryg, så man ikke kunne se hendes ansigt for hætten, der var trukket godt op over hendes hoved. Forsyth selv så ud til at være fortabt i tanker, men hesten så ud til godt at kunne finde ud af at følge den stenet vej mod byen foran dem. Selv lod Caleb også sin hest følge vejen. Han behøvede end ikke styre den med tøjlerne, som hang løst i hans hænder. Foran ham mellem hans arme hang Flint. Caleb kunne ikke se om han sov eller var vågen for hætten, der også var trukket op over hans hoved, men han kunne mærke hans åndedræt gennem ryggen mod hans bryst. Djinnen havde stort set ikke sagt et ord på hele turen. Hverken til Forsyth eller de to Veteranoer. Det var tydeligt, der var noget galt, men Caleb havde ikke i sinde at rode i den hvepserede, og forsøgte blot at fokusere på opgaven foran dem. Alt der betød noget, var at holde Isabel sikker.

De red ind i byen, som var en forstad til Agares. Det ville tage ydeligere nogle dage at nå hovedbyen, og hestene havde brug for hvile, mad og en tør stald for én gangs skyld - ligeså havde de. Han lod Forsyth om at finde en kro til dem, hvor de ikke ville tiltrække sig noget opmærksomhed, inden de endelig kunne gøre holdt. Knægten klappede Isabel på låret, så hun vågnede op.
“Kom så Flint. Lad os få dig ind i varmen,” mumlede Caleb, og steg af hesten, så han kunne hjælpe den “blinde” djinn ned, inden at han tog deres sadeltasker over skulderen. Med en hånd på djinnen, førte han ham indenfor i varmen, mens de to andre fulgte med i baggrunden for ikke at gøre sig bemærket, hvis det nu var nogen genkendte den berygtet forrædder eller tronarvingen.
“Burez seara. Et værelse, tak,” bad han krofaderen om, og bestemte sig for at bruge en pandemonisk dialekt fra sydgrænsen, selvom han ikke var sikker på om r’erne rullede nok. Krofaderen lignede en pensioneret militær-veteran, der havde bestemt sig for at bygge en kro efter sin tid i militæret, og hans skarpe blik gled over den lille forsamling.
“Et værelse til fire personer?” spurgte han mistroisk, inden at han gav sig til at måle ham med blikket, som var en nyudvalgt rekrut.
“Det er for at spare penge,” svarede Caleb kort for hovedet uden at kigge væk. “Vi-”
“Lad os bare finde et skur at sove i.” Forsyth brød ind, og selvom Isabel så ud til at være ved at klemme livet ud af hans arm, stoppede han ikke med at snakke. “Vi har prøvet værre på vores patruljer, og så spare vi pengene. Min familie har brug for de penge, anyway…”
“Patruljer?” Krofaderen virkede endnu mere mistænkelig, men Forsyth tog det med næsten kedsommelig ro, mens han viftede med sin hånd uden at tage sig af Isabel, nu var begyndt at rykke i hans arm.
“Vi vil ikke være uforskammet hr. Tilgiv os for at have spildt din tid, men jeg tror mig og mine soldaterkammerater hellere vil spare pengene til vores familier og i stedet finde et skur,” svarede han, og begyndte at føre Isabel tilbage mod døren.
“Er I fra militæret?” spurgte krofaderen knap så fjendtligt denne gang, og Forsyth nikkede, mens han gjorde tegn til Caleb om at de skulle smutte.
“Ja, hr. 6 kompagni. Vi er på vej hjem til vores familier. Første gang vi skal se dem i over et halvanden år, hr, men det er jo bare typisk General Forkaz, ikke sandt?”
“General Forkaz er en idiot.” Krofaderen smiler pludselig, inden at han vinker dem væk fra døren. “Jeg var selv i militæret, knægt, og jeg var med den 10. deling, dengang General Forkaz stadigvæk kun var løjtnant. Noget af en satan. I skal ikke tænke på at betale - det er på huset. Kom ind og få varmen, og så sørge jeg for der er to værelser ledige.”
“Hvordan fanden vidste du alt det?” hvæsede Caleb til Forsyth, da de gik op af trappen mod deres værelser. “Så vidt jeg ved, er det Eriz, der er tankelæser.”
Vampyren smilede skævt.
“Well… han havde en militærtatovering på sin ene underarm, og når du har sættet i flere timer for at blive oplært i landets militær, er der noget som hænger fast. Desuden kender jeg General Forkaz og han ER en idiot. Soldater bliver lært op i disciplin og tone, så jeg skulle bare spille høflig. Resten var bare nemt at regne ud og spille på,” svarede han lidt for kækt, men Caleb kunne ikke lade være med at være imponeret.

De delte sig op i de to værelser. Isabel og Forsyth. Caleb og Flint. Selvom de to søskende, gerne ville sove sammen, var det bedst at dele sig ud, hvis nu noget gik galt, og de hurtigt skulle ud. Caleb var stadigvæk ikke tryg ved at lade sin søster være alene med djinnen, så hun måtte deale med den tidligere dødsengel. De så dog ud til at komme godt ud af det med hinanden…
“Okay Flint. Her er sengen. Jeg laver noget te med det samme, og så kan du tage kappen af imens, okay?” Deres værelse var udstyret med egen ildsted, og det tog bare et knips fra Caleb at få vandet i gryden til at koge, efter at have sat Flint på sengekanten. Alt det her mindede ham om Moria. Dengang hun havde været helt traumatiseret efter angrebet på Eriz’s lejre, og han havde været nødt til at tage sig af hende.
Han valgte en beroligende te med tørret blomster, han havde plukket i Portus, og hældte det over i et lerkrus, som han gav Flint, før han begyndte at hænge deres våde overtøj op ved ildstedet.
“Er dine sokker våde, for så kan vi også hænge dem op? Jeg tror, jeg har nogle strikket i min taske, du kan få på i stedet for,” sagde han over skulderen.

[Flint Pharr]

Hans krop vuggede tungt med bevægelsen af hesten under ham, så det til tider virkede som om at alt der holdt ham på hesten, var magikeren bag ham. Med hovedet hængende og hætten over det, var alle ansigtstræk skjult. Ikke engang hans næsetip stak ud over kanten. Det var en lille hule derinde, gemt bort fra den trommende regn. En gang ville han nok have nydt dramatikken i det billede han gjorde. At ridde over sletter og landeveje i en tung kappe, siddende til hest med nogle af de mest notoriske figurer i landenes historie.

Han lod sig glide af hesten da de standsede for natten, uden synderligt behov for hjælp. Støvler sjaskede ned i mudret og travede langsomt med da han blev ledt frem, som en krigsfange til blokken. Han hørte kun vagt efter som Veteranoerne talte med en eller anden. Hans kappe dryppede på gulvet. Så blev han ledt med igen. Han hørte vagt hvem der måtte være den mandelige Veterano forklare hvor sengen var og kort efter fulgte lyden af kogende vand. Kappen dumpede på gulvet med et vådt klask, inden djinnen søgte og fandt en væg i lokalet, som han lod sig selv glide ned af til han sad på gulvet op ad væggen. Fingre tog imod koppen med te, men den blev sat fra ham på gulvet med det samme. Han rystede på hovedet, trak sine ben til sig og lagde armene om dem. Figuren han gjorde var mærkelig at se på; det var som om hans udseende ikke kunne bestemme sig for hans almindelige unge og den ældre han ellers havde været i siden Portus. Halvdelen af håret var nøddebrunt, men store totter af det var hvidt og tyndt. Rynker trak sig over hans pande, men huden på hans hænder var stram og ungdommelig, istedet for knoglet og løs.

[Caleb Veterano]

Selvom Flint ikke ville af med sine sokker, så gjorde Caleb det. Det hele blev hængt ved ildstedet, så de kunne tørre og varmes, inden magikeren fik pakket deres sadeltasker ud. De strikket sokker føltes varme og behagelige over hans fødder, selvom de gled en smule på det slebet plankegulv, men det var bedre end kolde fødder.
“Ah ah ah, vi gør ikke det der igen!” En streng finger blev rettet mod djinnen, selvom han ikke kunne se det, inden Caleb gik hen for at sætte sig på hug foran ham med en hånd på hans arm. Den anden hånd tog kruset. “Du er nødt til at få noget i maven. Jeg ved godt din slags ikke kan dø af naturlige årsager, men I kan stadigvæk få det rigtig, rigtig dårligt, og du har brug for din energi, okay?” Han pressede kruset imod djinnens hånd. “Kom nu Flint, det er bare te. Der vil intet ske ved at drikke det og få varmen. Du er også nødt til, at få noget mad, og hvis du nægtet at spise det også, ender det med jeg forsøger at tvangsfodre dig, du stritter imod, og så lige pludselig har vi en eksplossion af mad og magi. Jeg skal nok lade være med at fortælle til nogen du har spist.”

[Flint Pharr]

Tørre, blege læber pressede sig sammen til en lige streg, som Caleb skændte af ham, som var han hans bedstefar. Fingre lukkede sig igen om krusset som det blev presset ind i hans hånd. "Jeg kan ikke lide te." Lød det fra den blinde djinn. Hans stemme var tyk af mangel på brug, men syntes på en eller anden måde at stamme fra et sted af kraft dybt i hans bryst, selvom den spinkle figur så alt andet end mægtig ud. Et stædigt fnys forlod hans næsebor og så stak han en finger i væsken i koppen, drejede den en gang rundt i kroppen og væsken forvandlede sig med en svirvlende bevægelse til tyk, mørk chokolade. Og først da løftede han koppen til læberne, men med ansigtet vendt bort fra Caleb.

[Caleb Veterano]

Caleb hævede det ene øjenbryn, da djinnen påstod han ikke kunne lide te, uden at tage sig af den kraftige stemme. Han var gift med en djinn, og hvis Macaria Forsyth kunne kalde sig en dødsengel-ekspert, kunne han ved Cirklerne også kalde sig djinn-ekspert!
“Hvem i alverden kan ikke lide te?” spurgte han, mens han rejste sig op, for at finde maden frem samt lave en kop til sig selv. “Ah, du må være opvokset i Pandemonium. Det tætteste man kommer på te her er det der mudret snask, som mere smager af alkohol, aske og bønner, men er lige så rig på vitaminer som te faktisk er.”
Fra tasken fandt han deres forsyninger frem, og eftersom djinnen havde bestemt sig for gulvet, måtte han jo ligeledes tage plads op af væggen ved siden af ham, selvom han havde glædet sig til en blød seng i stedet for en hård sadel. Med tankens kraft fik han sin jagtdolk til at flyve fra natbordet og hen til hans hånd. Han tog sig ikke af Flints introverthed. Nogle gange når Isabel havde været vred på ham, kunne de have undladt at tale sammen i en hel uge, for ikke at tale om Moria, når hun mente alting var hans skyld.
“Vidste du jeg er gift med én som dig?” spurgte han, mens at han skar det halve brød de havde ud i to skiver, sættende ved siden af Flint med benene strakt ud og ryggen lænet op af væggen. “Vi har været sammen i… rigtig mange år faktisk. Hun er også originalt fra Pandemonium, men hun er opvokset i Portus. Hun har også en tatovering.”
Noget ost og skinke blev skåret ud og puttet på brødet, inden han rakte det til Flint.
“Her. Mad. Se om du kan få noget ned.”

[Flint Pharr]

Djinnen nippede langsomt til den mørke chokolade. Den var bitter og sødmede først på hans tunge et øjeblik efter han havde sunket væsken. Hans ansigt forblev vendt væk fra Caleb men der kom et: "Udkants Pandemonium." Under hans åndedræt som det eneste svar. Han havde ret i at teen i Pandemonium var forfærdelig. Pandemonium var kaffe. Al deres te var mørk, stærk og fyldt med koffein. Sort te drak man, hvis man drak te, og selv da var det mere en draconian drik end noget andet.
Der var ingen reaktion på at Caleb sank ned ved siden af ham, andet end at djinnen drejede sit hoved, så hans ansigt var vendt væk fra magikeren. Han tog imod brødet med pålæg, da det blev rakt til ham og rev små stykker af det og puttede det i munden. Hans ben var stadig trukket op til ham, krummet sammen i en lille kugle op ad væggen. Han svarede ikke på Calebs ord om hans hustru, eller tilkendegav at han havde hørt ham.

[Caleb Veterano]

Glad for djinnen i det mindste spiste, gik Caleb selv igang med at spise af det tørre brød med ost og skinke til. Stilheden sænkede sig over kroværelset. Flammerne knitrede hyggeligt i pejsen, mens vinden blev ved med at ruske udenfor, men heldigvis var pandemonierne kendt for deres gode håndværk, så ingen sprækker eller revner gav kulden lov til at slippe ind.
“Jeg har ikke rigtigt tænkt over det før nu, men… jeg har kæmpet mod draconians, warlocks, dæmoner, varulve, vampyrer, alkymister og mange flere skabninger, og alligevel finder jeg det næsten angstfremkaldende, at vide tidspunktet hvor jeg bruger mit sidste ønske kommer tættere og tættere på,” fortalte han pludseligt efter at have tygget en mundfuld mad færdig. “Jeg ved allerede, hvad ønsket skal være, og alt jeg gør, er bare at vente på det rigtige øjeblik at ytre det. Når jeg har gjort det, vil der ikke længere være nogle som helst forbindelse mellem mig og hende. Det er underligt at tænke på. Hun har været som en del af mig i så mange år, så jeg ved næsten ikke, hvad der er mig og hvad der er hende længere. Når I djinns bliver frie, finder I det så som en lettelse eller fyldes i også med tomhed?” Han drejer ansigtet mod Flint.

[Flint Pharr]

To stykker brød med pålæg spiste han, inden han holdt op med at tage imod mere. Han havde ikke sultet sig selv under rejsen, han havde meget lidt lyst til at spise noget som helst, men han gjorde det alligevel. Næsten mere af pligt end noget som helst andet. Han kunne ikke helt greje om magikeren forsøgt at føre en samtale med ham for hans skyld, eller for sin egen skyld. En del af ham var fristet til at vende sig rundt, ligge sig på gulvet og sove, uden at sige mere. Håbe på at de næste dage snart var overstået. At føre en samtale føltes som at svælge i det. Tiden gik langsommere når man talte. Det var meget hurtigere at zone ud og være borte. Det føltes som igår de havde forladt Portus for ham. Hans tunge pressede sig mod hans tænder, dansede over spidsen en hjørnetand og så, med et suk, åbnede han munden. "Det kommer an på Masteren." svarede han jævnt. "En god Master efterlader et tomrum. Ellers er det lettelse." Og frihed.

[Caleb Veterano]

“Hm…” Caleb tyggede lidt på den information samtidigt med sin mad, og han kiggede tankefuldt frem for sig et øjeblik. Han var i tvivl om, hvad Moria ville føle. Et sted håbede han på, hun ville føle tomrummet, men han var usikker og den usikkerhed bundfældede sig i hans egen skyldfølelse, så han til sidst smed resterne af sin mad fra sig.
“Jeg har nok hverken været en god mester eller en god ægtemand, så jeg burde vel trøste mig med, hun i det mindste vil få det bedre og være glad, når det sidste ønske, er blevet brugt,” mumlede han, og gik igang med at pakke maden sammen igen, da hverken ham eller Flint virkede til at have mere appetit. I det mindste var der mere te. “Det er overraskende svært, at gøre det rigtige hele tiden - specielt når du har et ansvar for et andet væsen, der er så meget bundet til dig. Der er en balance, som er så svær at holde. Alt jeg egentlig bare ville, var at gøre hende lykkelige...”
Han sukkede tungt, før han kløede sig i panden.
“Undskyld, jeg læsser alt det her af på dig. Du har sikkert nok på dine skuldre, men jeg har bare ikke kunne snakke med nogen andre om det. De forstår ikke aspektet i at have ens sjæl flettet sammen med en andens på den måde og de ting som følger af det.”

[Flint Pharr]

Koppen med chokolade blev løftet til hans læber igen. Han lod Caleb falde hen i sin egen tankefulde stilhed og lyttede blot til trommen af regnen på kroværelsets rude. Stilheden lod ham et øjeblik falde hen i sin egne tanker. Hvis Eriz' sidste ønske ikke slog ham ihjel, kunne han så prøve at binde sig til en anden Master? En bedre Master? Med en bedre Master kunne han måske gøre op for alle de regler han havde brudt og måske... Måske. Nej. Det var håbløst.
Grønne øjne, skjult under klæde, gled sidelæns til Caleb. Hans bryn sænkede sig. "Der er ikke nogen der gør det rigtige hele tiden. Langt de fleste folk gør bare hvad de har lyst til - åh, de kan klæde det på som de har lyst til efter eller før de gør det, så det ligner det rigtige, men i bund og grund har de en garderobe af løgne og synd," blot en tråd af blålig farve krøb ind over det grønne under tørklædet. Hans hoved gled bort igen. "Men.. bare det at man prøver er nogengange nok. Jeg er sikker på hun ved du prøvede."
Han svarede ikke på Calebs ord om forståelse. Han forstod. Han vidste at han forstod. Ingen grund til at sætte ord på det, så han drak blot af hans kop med chokolade.

[Caleb Veterano]

Caleb betragtede djinnen ved hans side med et udtryksløst ansigt. Han syntes ikke selv, at han havde løjet eller syndet overfor Moria - han havde blot… været sig selv. Og det havde ført svigt med sig. Som det altid gjorde. Han kunne stadigvæk så mange år efter blive rasende på sig selv, over at have tilladt at tage hende med sig dengang de forlod Portus for at finde Isabel.
“Måske….” endte han med at mumle, og vendte igen blikket fremad, mens han nippede til sin varme te, der ikke helt syntes, at kunne fjerne den kolde knude i hans bryst. Efter et stykke tid vendte han igen opmærksomheden mod Flint.
“Bandt du dig frivilligt eller ufrivilligt til hende? Eriz?” spurgte han stilfærdigt. "Jeg har hørt hun skulle være meget manipulerende og overtalende."

[Flint Pharr]

Flints hoved ramte væggen med et tungt dunk, som han lagde nakke tilbage og så op mod loftet. "Frivilligt." lød svaret. "Hun var så... trist." Hun havde mistet sin datter, hendes mand havde vendt sig mod hende og løftet hånd mod hende og han.. Han havde ikke kunnet stå for det. Måske havde han følt at han kunne give hende den hævn han aldrig havde fået, men ikke engang det kunne han gøre. Marcellus var stadig i live. Og nu var hemmeligheden grunden til at han ikke havde endt sit liv for et magisk våben i Portus. Tilgengæld kunne han nu aldrig vende hjem. Surt smag krøb ind i hans mund og chokoladen gjorde intet for at fjerne det. Han satte koppen fra sig.

[Caleb Veterano]

Caleb nikkede langsomt. Han kunne vel regne ud hvad grunden var til Eriz var trist, hvis altså det var, hvad hun var. Personligt havde han opdraget den datter, som blev stjålet fra hende.
“Jeg kender hende egentlig kun fra historierne, rygterne og det jeg har hørt fra folk. Faktisk ved jeg ikke ret meget om hende. Kun én gang har jeg mødt hende, og der var hun travlt optaget af at banke min søster, så…” sætningen blev afsluttet med et skuldertræk. “Egentlig har jeg vel ikke noget imod hende. Isabel hader hende som pesten, men jeg tror det er påvirkningen fra Marcellus. Den forbandet hybrid ville jeg langt hellere gennembore mit sværd med end hans hustru.” Et lille smil trak op i hans mundvig ved tanken, men han skyndte sig at fjerne det igen, bare i tilfælde af Isabel på magisk vis opdagede hvad han tænkte på.
“Jeg opdragede hendes datter, vidste du det?” spurgte han, vendte igen opmærksomheden mod djinnen ved hans side, som han stædigt forsøgte at hive tilbage fra hvad end for et mørke hans sind befandt sig i. “Jeg havde intet med hendes kidnapning at gøre, men da vi opdagede der var opstået borgerkrig mellem hendes forældre, mente vi det var sikrest at beholde hende hos os. Forældrene ville have brugt hende som et våben mod den anden. Vi kaldte hende Lili. Hun er utrolig smuk, intelligent, ekstremt manipulerende og lidt for nysgerrig til hendes egen velbefinden, men det gør hende også modig. Hun er cirka på alder med Forsyth-knægten inde ved siden af.”

[Flint Pharr]

Flints arme lagde sig om hans ben, som hans hoved faldt forover igen og ramte hans knæ. Han lyttede med et halvt øre til Calebs fortællen om konflikten med Eriz. Engang ville historien have interesseret ham. Han betragtede sig selv som lidt af en lokal historiker, han havde aldrig modtaget skoling i det, men han havde set mange af de ting, der i dag blev betragtet som historie, som de udfoldede sig. Og historien om denne konflikt ville blive historie en dag. Men han ville ikke overleve til at fortælle nogen den alligevel. Heller ikke historien om Eriz' datter trak synderlig opmærksomhed fra djinnen. Først da magikeren havde fortalt færdigt løftede Flint hagen en smule. "Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne sove nu, Hr. Caleb."

[Caleb Veterano]

Det grønne øje betragtede tavst djinnen. En genkendelig følelse han havde levet med i flere år bredte sig i hans system og gav grobund for medlidenhed, men der var ingenting at gøre. Der var aldrig noget han kunne gøre, for at hjælpe de djinns omkring sig, som blot trak sig mere og mere ind i sig selv, indtil ingen kunne røre dem igen. Han sukkede svagt. Måske var det deres lod i livet. Inei lånte dem sine kræfter men tilgengæld skulle de også opleve hendes ensomhed…
Blidt klappede han djinnen på skulderen, før at han rejste sig fra gulvet, og gik hen til sengen, så han kunne rydde den. Hans egen sovegrej lagde han til rette ved døren. Hvis nogen forsøgte at bryde ind, ville han kunne høre det, og hvis det lykkedes at bryde ind, ville de falde over ham som det første.
“Her…” Nænsomt tog han fat i Flints albue, for at guide ham hen til sengen. “Pas på, kanten kommer nu. Dér. Godt. Jeg sover henne foran døren blot et par meter væk til din venstre. Jeg smider lige noget magi rundt omkring, og så går jeg også i seng.”
Fra sit sværdbælte gjorde han nogle poser fri, og begyndte at gå rundt i værelsets kroge, hvor han enten brændte en rune ind i væggen eller smed noget af indholdet i de forskellige poser. Ved vinduet åndede han på glasset, før han tegnede et pentagram med fingeren, inden et fint lag af hvad der lignede hvidt kul blev drysset ud over karmen. Hele tiden messede han på et ukendt sprog, men Flint med sin alder kunne sikkert genkende det som et oldgammelt sprog, man sagde der blev talt dengang guderne gik på jorden.
Det hele tog godt og vel et kvarters tid.
Da den mandelig Veterano var sikker på rummet var sikret, bad han ilden i kaminen om at dæmpe sig med en håndbevægelse, før han gik på knæ ved sit sovegrej. Et øjeblik fumlede han efter sin halskæde, inden han som altid kom i tanke om, han havde efterladt den i modstandsbevægelses lejre i håb om Adelaide ville finde den. Med en lav rømmen pressede han i stedet sin håndflade mod sit bryst og bøjede nakken. På portusiansk mumlede han aftenbønnen til Inei. Ved slutningen åndede han tungt ud, før at han tilføjede hviskende: ”Og igen beder jeg dig, stjernernes gudinde… beskyt min søsters sjæl mod Nostamus, flammernes herre. Beskyt hende. Thi hun er alt hvad jeg har…”
Han kyssede sin hånd, der havde været mod brystet, før han igen førte den derned i den normale, portusianske gestus, inden at han endelig åbnede øjnene. Et øjeblik blev han siddende. Beskyt dem alle.
Udmattet lagde han sig. Dolken med magiske runer blev lagt under puden, så han hurtigt kunne få fat på den, og det samme med hans sværdbælte lige ved hans side. Isabel lå sikkert akkurat på samme måde inde ved siden af og stirrede op i loftet med sin dolk mod sit bryst. Deres rolige hjerter bankende i takt. Begge med et tungt åndedræt. Begge med de samme tanker i deres hoveder.
De ville nå Agares næste dag.