Do we get, what we deserve?

[Maddox Bane]

Macaria Forsyth | Maddox Bane

Det var tre dage siden Veterano søskende havde forladt hybridlejren. Han havde skullet tvinge sig selv til at vende sig til Isabels fravær hurtigt, moral havde allerede taget et slag af at de havde forladt lejren, at tilføje en surmulende lederfigur, ville intet hjælpe. Så han bar sin gamle maske af sit joviale selv, så godt, som han altid havde gjort. Rutine trådte ind igen. Morgenerne blev tilbragt med Adelaides trænings hold, de havde god form. Mænd og kvinder der havde været slaver, var under hendes undervisning blevet til soldater. De stod på geled. De slog med deres våben i takt. De holdte deres sværd og skjold korrekt. Ved middags tid mødtes han med Ambrose i generalernes telt, spiste frokost og lagde sidste hånd på deres planer. Eftermiddagene brugte han på at mødes med deres spejder hold, besøge folk i lejren og forsikre dem om at slaget snart ville stå og at intet havde forandret sig. Efter solen gik ned, ville han gå til lejrbålet for at få en skål aftensmad, som han spiste alene. Fra hans position, lidt væk fra bålet, på en lille forhøjning, kunne han se næsten hele lejren. Han kunne se den unge, krølhårede kvinde Macarias søn havde efterladt i lejren, som hun kom ud af mineskakten, strakte sig og udvekslede nogle kommentarer med menneskeknægten der hed Harris, og så løb afsted ud i skoven for at finde sin aftensmad, sammen med Isabels kæreste. Han kunne se Adelaide ankomme til aftensmaden, sætte sig ved Harris og falde i samtale med ham.
Så ville Maddox sætte sin aftensmad skål fra sig ved rengøringsbordet, samle et rent glas op, og bevæge sig ned i mineskakten. Han ville stoppe kort ind forbi hans eget sovelokale, samle en bog op og så gå dybere ned i minen med glasset i den ene hånd og bogen stukket under hans anden arm. Han kunne høre Macaria allerede før han nåede ned af gangen hvor cellerne lå. Den dyriske kvinde hylede, men om det var i frustration, ulykke, raseri eller hylende latter, var hvem som helsts gæt. De var svære at skille fra hinanden. Han skubbede døren til celle afdelingen åben med sin skulder og trådte ind. "'Aften cherie," hilste han, som var han trådt ind til et aftalt møde på en kro. "Sulten?" Han satte bogen fra sig på en skammel over for hendes celle, satte glasset oven på den, trak en kniv ud af sit bælte og holdt den mod sin håndflade. Første nat havde Harris givet blod, næste aften havde Ambrose - med lidt overtalelse - givet noget af sit, og denne aften ville Maddox give. Så ville det blive Harris' tur igen og sådan ville rotationen køre. To dage til at komme sig for alle. Han gjorde en lille grimasse, som kniven skar hans håndflade op, og knyttede så sin hånd over glasset. En lille strøm af blod dryppede ud af hans knyttede hånd. Blikket forlod ikke Macaria dog. Celle tremmerne var gjort delvist i sølv, men kun delvist. 

[Macaria Forsyth]

“Sødt. Har den store leder endelig bestemt sig for også at bløde i stedet for at lade sine tjenere gøre det?” Macarias stemme var hånlig. Hun stod akkurat lige bagved tremmerne med hænderne lukket om det mixet metal, uden at tage sig af hvordan det røg fra mellem hendes fingre, som en reaktion på sølvet, der ud af hendes forbandet hud. De blodrøde øjne var fikseret på Maddox. Tremmerne jamrede sig knagende, da blodet begyndte at dryppe fra hans hånd, og pludselig blev centrummet for alt af vampyrens opmærksomhed. Man kunne se næseborene vibrere, som hun indåndede duften af blodet. Rastløst flyttede hun på sine fødder. Overlæben krængede sig op i en utålmodig snerren, så man fik et godt syn til de spidse, lange hjørnetænder, der var skabt til at begrave sig i kødet på enhver levende mand.
“Giv det til mig!” hvæsede hun og slog med flade hænder mod tremmerne, som igen gav en klagende lyd fra sig. Ansigtet fortrak sig, så det lignede med et dyrs end et menneskes, og stemmen steg op til en høj, skinger tone. “Nu! Nu nu nu nu nu!”

[Maddox Bane]

"Aye, cherie, kun det bedste til dig," Hendes hånelige tonefald præglede af på skjoldet af det smørrede smil der trak sig over hans læber. Han klemte sin hånd sammen nogle gange, for at tvinge mere blod igennem den. Den dunkede i smerte og så var smerten borte. Hans egen healende magi havde fjernet såret. Glasset var næsten fuldt. Han samlede det op og trådte langsomt nærmere burret, uden at tage sig af hendes hvæsen eller slåen på tremmerne. "Husk; hvis du forsøger at gribe fat i mig, kan det ske at jeg taber glasset, så er der ingen aftensmad. Jeg kan få dig til at slippe mig, selv hvis du får fat." Advarede han. Hvor meget af en person, der kunne forstå anvisninger, var der tilbage i hende? Han trådte op til lige udenfor hendes rækkevidde, og hurtigt - satte glasset inden for rækkevidde og så forsøgte han at træde tilbage.

[Macaria Forsyth]

En hånd huggede ud direkte efter blodet, der så nådeløst lokkede hende med sin duft, og hun trak sig med det samme tilbage med glasset mellem hænderne, som var det mere værdifuldt end en djinns lampe. Uden tøven hævede hun det til læberne, og begyndte med det samme at slubre det i sig. Det flød ned over hendes hage, hals og videre ned over hendes bryst hvor den gennemvædede kanten af hendes skjorte. Hovedet blev lagt mere og mere tilbage, indtil glasset var tomt, og selv dér gik hun grådigt igang med at slikke det rent, før hun hensynsløst smed det fra sig uden at tage sig af om det gik i stykker.
Blod glinsede rødt og tykt om hendes mund og på hagen. Tungen forsøgte at slikke det meste væk. Effekten fra blodet havde påvirket hende hurtig ved at skænke hende alle gaverne som forbandelsen lokkede med i form af et fejlfri udseende, en stærk tiltrækning og healende kræfter. Sårerne fra sølvet på hendes hænder var fuldkommen væk.
“Hybridblod. Så fucking ulækkert. I smager af lakrids og chokolade på samme tid, hvilket er lækkert normalt, men ikke når det er blandet sammen i én stor pøl af snask! Specielt når lakridsen er byttet ud med klamt engleblod! Har du aldrig forstået det? Inei ville sørge for hendes væsner ikke begyndte at spise af hinanden, så alt hun har rørt ved smager at lort. Du smager af lort,” fortalte hun provokerende, mens hun igen trådte hen til tremmerne men uden at røre ved dem. “Det er næsten smukt, ikke sandt? Selvom du er ingenting i hendes øjne, beskytter din gudinde dig stadigvæk. Men så igen… hvis jeg skulle vælge imellem dig og den søde, rødhåret engel du render rundt med, ved jeg godt, hvem jeg ville vælge. Hun ville kun være sjov at dræbe. Langsomt og smertefuldt. Tror du hendes blod vil matche hendes hår?” Smilet på vampyrens læber var skævt, og så mærkeligt normalt ud i kontrast til hendes ord og blodet om munden. “Hvor lang tid tror du der går, før hun forråder dig? Trods alt er hun jo faktisk et barn af Inei. Hun har familie og venner på den anden side. En gammel elsker. Tror du virkelig, hun vil forblive her for din skyld i forhold til alt det? Du er så naive!”
Hun grinede.

[Maddox Bane]

Maddox trak sig tilbage og som lyden af Macaria der slubrede blodet i sig fyldte lokalet, samlede han sin bog op og satte sig ned på taburaten præcis som han havde gjort ud på natten de sidste nætter. Efter hendes fodring var overstået, mens Harris ikke var der, sad han der i nogle timer og læste for hende. Han trak et sæt messing indrammede briller frem og placerede dem på hans næse. Brillerne havde runde linser i det gyldne messing stel. Den venstre linse havde skår slået i glasset nær der hvor stellet hæftede sig ved det, men de kunne stadig bruges. I hans forvaskede lyseblå skjorte, foldet op til hans albuer i ærmerne, med hans brune vest og sorte skinbukser lignede han næsten en der kunne gå for en professor på magiker instituttet i Istus. Hvis det ikke var for det halvlange skæg der dækkede hans hage, kæbelinje, det nederste stykke af hans kinder og overlæbe, og hans halvlange, viltre mørke hår. Han skævede til hendes over brillernes kant, et smil stadig trukket over hans læber. "Ah, my apologies, deres majestæt, skulle jeg nogensinde møde min fader skal jeg overbringe deres klager over min dårlige smag - måske han tænker sig to gange om inden han sætter endnu en hybrid i verden så, hm?" svarede han. Hans tone var gennemsyret af humor. Hans hoved gled en smule på sned, som hun talte om Adelaide. Der var et smalt stik af et eller andet i hans bryst. Han holdt af den unge adelsdatter, men hvis han gav Macaria så meget som en antydning af at noget generede ham, ville hun blot blive ved. Han lænede sig tilbage mod jordvæggen bag sig, trak hans ben op, så hans ankel hvilede mod hans knæ og så på Macaria med et løftet øjenbryn og en bog i skødet. Så rakte han ned i sin skjorte og trak en fjer frem. Den sad hæftet ved en læderhalskæde. "Så længe jeg holder dén her, er dét ikke et problem." Han stak fjeren væk igen. "Nå, hvor kom vi til, cherie?" Han foldede bogen åben og bladrede igennem den. "Ah, ja, beskrivelsen af dit indtog i Vavilon i sin tid," Og så begyndte han at læse op. Bogen var en historikers udlægning af tiden før og efter Macarias indtog i Vavilon, i nære detaljer. Hans tone var jævn, brummende og stemmen dyb som han læste højt i det lille, rungende cellelokale.

[Macaria Forsyth]

Rastløst som et rovdyr i bur begyndte Macaria at vandre frem og tilbage i sin celle, som han begyndte at læse. Hænderne åbnede og lukkede sig utålmodigt. En snerren fortrak hendes ansigt nu og da. Hun knurrede, kastede hovedet tilbage i en rullen med øjnene, og stod pludseligt helt henne ved tremmerne, som hendes fingre lukkede sig hårdt omkring.
“Hold nu din kæft!! Hold kæft! Jeg gider ikke høre om det længere!” råber hun ud til ham. “Jeg var dér, og jeg husker det! Skrigene, kaoset, kampene, og den fantastiske duft af blod fra lig spredt ud over hele gårdspladsen.” Hun kluklo, og lagde panden mod tremmerne, så man kunne se hvordan sølvet svagt svitsede hendes hud op, men hun syntes ikke at give notits af det. “De sagde det var umuligt, og jeg ikke kunne gøre det. De troede jeg var svag. Og jeg beviste overfor alle sammen, at det sidste man skal gøre er at undervurdere mig, da jeg indtog slottet kun med en håndfuld mænd, noget gift og en mand på den anden side af muren.” Tremmener knagede, da hun kort lagde kræfterne i for at hive dem fra hinanden, men de holdte mirakuløst på grund af sølvet i jernet, selvom det skabte et ssukkersødt smil på vampyrens ansigt.
“Hvis du lukker mig ud, kan jeg hjælpe dig med at tage Portus?” lokkede hun med en stemme, der pludselig havde slået sig om til at være blød og varm. Øjnene skinnede i halvmørket. “Jeg har erfaring og jeg kender Istus samt slottet. Ved du hvor mange gange, jeg har fået rundturer derinde eller vandret rundt efter de mange møder, jeg har været til? Du har brug for mig Maddox. Du har brug for mig ved din side…” Hendes hånd rakte indbydende ud efter ham. “... Du har brug for mig under dig, i dine arme, i din seng, overalt på dig.”

[Maddox Bane]

Han havde læst direkte hen over hendes råben de andre aftener, men denne gang løftede han rent faktisk blikket fra siden. Der var en svag trækning ved siden af hans mund. Så hendes dyriske selv huskede stadig de små detaljer ved hendes invasion. Godt så. "Aye," medgav han, hans tonefald i stærk kontrast med hendes råben i sin afslappethed. "Flotteste slag i flere århundrede kaldte de det." Hans fingre strejfede henover siden hvor det stod. Hybriderne holdt meget af Macarias historie. Måske fordi det mindede dem om at smalle odds ikke var en dødsdom. Der var ikke en eneste trækning af uro på hans ansigt som tremmerne knagede under hendes hænder, blot samme afslappede smil.
En dæmpet fløjten fulgte hendes tilbud. "Jeg indrømmer, cherie, det er det mest fristende tilbud jeg har fået i årevis, men som jeg husker det, fortrækker du at folk kysser dig, uden at være under din tiltrækningskraft, og jeg gætter på det samme gælder din seng," Han lagde hovedet en smule på sned med et undskyldende smil. "Og det samme angår oprøret." Han sad tre meters afstand fra hende, opad væggen. Langt nok væk til at holde hendes duft ude af hans næse, men han kunne stadig se hende, og efter hun fik blod, var der et træk. En lille, ung stemme i hans øre der fortalte at hvis der var noget der var værd at dø for, så var det væsnet foran ham. Døde, mørke øjne betragtede hende et langt øjeblik.
Og så læste han videre. I samme, afslappede tonefald.

[Macaria Forsyth]

En irriteret knurren lød fra vampyren, da han begyndte at læse videre, og endnu engang fik tremmerne en rusketur, som de endnu engang trofast stod imod.
“Når jeg kommer ud herfra vil jeg få dig til at se på, mens jeg dræber dem alle!” spyttede hun rasende. “Først din højre hånd med de stikkende øjne - åh ham vil jeg nyde langsomt at tømme, så du kan høre hans sidste, hæse åndedræt forlade ham. Bagefter tager jeg englen. Hendes far er en prick og tåbe, så hende vil jeg også tage det dejligt langsomt med. En stille hævn over dengang hendes kæreste torturerede mig. Måske kan jeg få hende til at skrige så højt på ham, at han vil høre det helt over i Pandemonium? At drukne børnene bagefter vil være nådefuldt, så de ikke skal se deres forældre blive massakreret foran dem. Uh! Og vi skal jo ikke glemme Vex og de andre, vel? Jeg kan placere dem alle på spidsen af spyd ligesom jeg gjorde ved de portusianske soldater, der kom efter Veteranoerne. Det ville være et smukt syn at efterlade dig med, syntes du ikke?” Hun grinede sygeligt, selvom det ikke nåede helt op til hendes skinnende øjne, før hun trak sig lidt tilbage fra tremmerne med hovedet lidt på skrå og det brede grin strukket over ansigtet.
“Ved du hvad det bedste er? Jeg vil ikke være alene. Jeg har to af mine childs her, ikke sandt? Den tidligere formskifter-bitch og Saïx. Vidste du jeg før har fået Saïx til at massakrere en hel modstandsbevægelse? Endda folk, som kaldte sig venner af Veteranoerne, og han havde gemt sig hos i lang tid. Tror du jeg kan få ham til at gøre det igen her?” spurgte hun sødt, mens hun nu havde bakket sig så langt tilbage i cellen, at lyset knap nok kunne nå hende. Alt der var tilbage af hende var en sort skikkelse i skyggerne, men øjnene kunne man stadigvæk skimte i hendes ansigt. “Ville det ikke være smukt, at fortælle din søde Isabel, at du har dræbt hendes kæreste? Se… det ville være interessant. Langt mere interessant end den bog du så stædigt insistere på at læse.”

[Maddox Bane]

Han læste henover det meste af hendes tirade; bogen bevægede sig fra slaget i Vavilon til efterkrigstiden, et såret Vavilon der langsomt blomstrede i kultur og farver, tildelingen af skolegang til alle og hjælp til de fattige. Endelig, da hun begyndte at tale om hendes childer i lejren, sænkede han igen bogen en smule. Mørke øjne så på hende henover kanten af brillerne igen. "Cherie, du kan blive ved med at tale så længe du har lyst om hvem du vil torturere og hvordan, du kan beskrive det til de mindste detaljer hvis du lyster. Du kan fortælle mig hvordan du vil slå os alle ihjel langsomt, drikke vores blod og stave dine fjenders navn i hvordan du ligger vores lig, hvis du ønsker det. Jeg vil stadig sidde her og læse op, de næste fire nætter, indtil hæren drager afsted for at dø på slagmarken." Hans tone var stadig jævn og afslappet, men smilet var svundet bort fra hans læber. Han lagde en hånd på sin egen brystkasse. "Der er intet her du kan såre, cherie. Sig hvad du vil." Hånden faldt bort fra det tomrum han kaldte en brystkasse og fandt siderne af historien. "Ah, det her er interessant - malere af note i efterkrigstiden og deres fortolkning af frihed gennem malerier..." læste han op, en hånd gnidende mod hans skæggede hage.

[Macaria Forsyth]

En rynke af foragt var dukket op ved Macarias næse, og hun betragtede hybriden, som om han lige havde fortalt hende, at han elskede at bade i urin.
“Du er en dårlig leder,” bekendtgjorde hun lavmælt og hvislende. Den vavilonske accent var ikke-eksisterende men i stedet havde hun fået sin pandemoniske dialekt tilbage, der gjorde hendes udtalelse rullende og eksotisk. “Jeg ved godt, hvad du laver. Måske kan du snyde alle dem her i lejren samt Veteranoerne og måske endda dig selv, men lige fra første gang jeg lagde øjne på dig, vidste jeg hvad alt det her handlede om. Det er historiens største selvmord - og du trækker alle med dig.”
En lav skurren lød da hun med ryggen mod væggen satte sig ned i sin celle med benene trukket en smule op og hænderne liggende i skødet, uden at blikket slap Maddox tværs på den anden side. Tommelfingeren gned hendes ene håndflade.
“Du er lige så død som jeg er, og du venter bare på at nogen gør en ende på dine pinsler, men du vil tage så mange portusianske soldater med dig i en sølle undskyldning af du vil gøre Portus til et bedre sted. I virkeligheden handler det om vores mest stærkeste drivkraft - hævn. Men for at få din hævn har du brug for en hær, der er klar til at dø for dig, og det har du fået. De ved bare ikke, at alt det her blot er en maskerade. Det handler ikke om heltemod, ære, ligestilling eller noget af alt det. Det handler om hævn. Det handler om at gøre en ende på sine pinsler,” fortalte hun fra skyggerne, hvor kun hendes øjne og omrids var synlig i det flakkende fakkellys. “Historiens største selvmord.” Hun grinede dæmpet.

[Maddox Bane]

Han løftede ikke blikket fra bogen denne gang. "Aye. Flot observeret, cherie." svarede han lige så afslappet som ellers. Der var ingen planer om at kaste sig selv på det første Portusianske spyd han kom forbi, men han ville gøre en løgner af sig selv, hvis han sagde der ikke var en del af ham der havde kurtiseret døden selv i flere år nu. Han havde forsøgt at færdiggøre hans mors arbejde flere gange, før han havde startet oprøret med Ambrose. Han var trådt i havnen med en enorm sted i favnen. Han havde forsøgt sig med skarpe knive, gift og provokerede slagsmål. Det virkede ham absurd at Siena var død, når han, ligegyldigt hvad han gjorde, blev ved med at trække vejret.
"Men du kan dårligt kaste med sten i dit glas palads, Lady Forsyth," Først da løftede han blikket igen. Medlidenhed krøb ind i det smil der trak i hans læber. "Alle dine børn, dine små venner, virker til at være under indtrykket at du ofrede dig selv kun for at redde din søn og hans veninde - men vi ved begge to at du velkommede mørket lige så lystigt som jeg. Du kunne have ventet længere på Adelaide. Men et sted var du glad for at hun tvang din beslutning, ved ikke at dukke op i tide. Der er ingen smerte i den der form, er der? Kun sult og ikke-sult. Kun overlevelse. Ikke flere bekymringer om dine børn rent faktisk holder af dig, om din mand, selvom han er i stand til det, vælger at elske dig." Han lukkede bogen om en finger der hvor de var nået til. "Now, jeg kan blive ved med at læse, eller vi kan blive ved med at tale. Hvad ønsker du cherie?" Et bryn løftede sig let.

[Macaria Forsyth]

Igen lød den klukkende, hånlige latter fra mørket. Det lød rent faktisk som om hans ord morede hende, og man kunne skimte hvordan hun lagde hovedet tilbage mod væggen, så øjnene forsvandt da hun lukkede dem.
“Åhhhh ingen af jer har fattet det endnu, har I? I har så travlt med at snakke om hvordan I kan redde mig, uden at forstå jeg ikke vil reddes. På sin vis har du har ret i, der ikke er nogen pinsel i den her tilstand, men hvad du ikke forstår er, at det ikke er en tilstand. Det her er en vampyrs sande natur. Det her er hvem jeg er. Hvad I kalder mig selv er en maske, som min sire har proppet ned over mig, fordi han er bange for sin egen sult og sit eget monster, så derfor lukker han sin sande natur. Ynkeligt. At han propper det ned i halsen på hans childs er bare ondskabsfuldt. Jeg har det fantastisk ved at være mig selv, i stedet for at lege rundt og lade som om jeg bekymre mig for jer alle sammen. Åh nej, elsker Zean mig. Åh nej, hvad hvis min søn vælger Eriz frem for mig. Åh nej, hvad sker der med mit land? Jeg savner mine venner. Jeg sørger over dem jeg mistede i Sethos. Bla bla bla bla bla! Ved du hvor lang tid jeg har levet? Længe nok til at jeg keeeeeeeeeeeder mig i den her idiotiske verden med alle jer ynkelige blodposer med jeres uendelige problemer, bekymringer og drama,” fortalte hun med en blanding af kedsommelighed og foragt i stemmen. Et fnys lød fra hende.
“Læs hvis du vil, lille mand. Snak hvis det er hvad du vælger, men tro ikke du kan forstå mig. Ingen kan forstå mig før de har prøvet at drukne dem selv i blodet, og mærket ens sande kræfter blive vækket. Kontrol er overvurderet. Vi burde alle bare…” Hun åndede tungt ud. “...Give slip. Gøre hvad vi har lyst til. Lade kaoset herske og kneppe, æde, drikke, ødelægge, knuse og dræbe som vores natur kræver.” Igen kom genskæret fra øjnene tilbage, som hun åbnede dem, og rettede dem mod Maddox, mens et smil kunne anes brede sig over hendes læber.
“Du burde også bare give slip på kontrollen. Skrige, græde, råbe, forbande alt og alle højlydt, og så lukke dig selv ind til mig. Jeg sværger, jeg kan give dig en fantastisk, nydelsesfuld død. Din sidste udånding vil skælve af fryd med mit navn på din tunge. Jeg ved du gerne vil, Maddox. Føl dig levende bare en sidste gang.”

[Maddox Bane]

"Der er ingen sandhed, der er kun ting som er, og ting som ikke er. Lige nu er du, og hvis de andre lykkedes i deres planer, vil den anden Macaria være, masken, eller hvad du kalder hende." Brummede Maddox fra skamlen. Det var begyndt at blive sent. Ud ved midnats tid. Normalt ville han have drukket en halv flaske vin ved den her tid, og så ligge sig til at sove, efter alkoholen sparkede ind. Nu sad han her istedet for. "Så mange forandringer du er gået igennem, cherie. Fra menneske til vampyr, fra vampyr til monster, monster til vampyr og tilbage igen." Et gab trængte sig på, men han undertrykte det ind i bagsiden af hans hånd. Så rakte han op og tog læsebrillerne af, foldede dem sammen og stak dem i hans brystlomme. Mørke øjne søgte tilbage til hende. Adskilt af tremmer og nu fem meters afstand, når hun sad opad væggen i cellen. "Ah, cherie, men det er også vores natur at ville mere. Vi vil poesi, kunst, filosofi og naturen af tilværelsen." Sådan havde hans liv været før Sienas død. Hun havde ligget på hans bryst, mens han havde læst for hende af bøger om filosofi og kærlighed. Mindet var en kulde i hans bryst, en frost om hans døde hjerte. "Igen; du frister, min søde, men jeg har ikke fortjent en fantastisk, nydelsfuld død." Han trak beklagende på skuldrene. Det var fristende at lade sig suge ind af den tiltrækningskraft der lå om hende. Ikke blot at føle sig levende, men at føle noget som helst igen. "Jeg må sige, cherie, at hvis det ikke lykkedes din søn at få hans ønske, og jeg overlever slaget mod Portus, kommer jeg tilbage her til, og så kan du få lov til at gøre med mig hvad du vil."

[Macaria Forsyth]

“Sværger du?” Macarias stemme hvislede ud fra mørket og der var morskab i den. “Jeg tvivler dog på det vil ske. Du vil dø i kampen ligesom enhver anden tåbe, der følger dig, og ønsket vil lykkedes. Så vil jeg rådne op her alene i mørket af sult, tørst og hvad mennesker ellers dør af, og vi vil ikke længere være noget som helst. Blot gødning til jorden. Og sådan ender historien om Macaria Forsyth og Master of Bones.”
Hun kluklo men pludselig sad hun ikke længere oppe af væggen mem stod ved tremmerne igen. Hendes fingre lukkede sig om dem, og trommede til en melodi kun for hendes øre, mens hun med et skævt smil betragtede den trætte hybrid, der så ud til at han var ved at gøre sig klar til at forlade hende. Kedsommeligt.
“Hvorfor kommer du herned og læser for mig hver nat?” spurgte hun blødt og dæmpet. “Ønsker du mon at jeg lokker dig tættere, så du endnu engang kan smage mine læber, eller er det fordi du nyder de dødes selskab bedre end de levendes? Tror du vi er ens dig og mig?” Smilet blev bredere på hendes blodige læber, og hun lænede sig frem indtil panden hvilede mod tremmerne, uden hun slap ham med sit grådige blik.
“Du burde slippe mig løs i kampen, Maddox… Så kan vi begge få den fred vi ønsker.”

[Maddox Bane]

Han rejste sig fra taburatten, lagde bogen fra sig og trådte to skridt nærmere. "Jeg sværger." Svarede han. Der var en tilsvarende tone af morskab til hans stemme, men der var også en underliggende tone af alvor. Hans arme lagde sig over kors henover strækket af hans brystkasse. "Vi efterlader nogen her til at lukke dig ud, hvis du bliver menneske igen. Du er fri til at gå hvorhen end du ønsker, hvis ønsket lykkes." Han trak ganske let på skuldrene af hendes ord om død. "Alle bliver til gødning i jorden til sidst, cherie." Han virkede ikke synderligt berørt at ideen. Han trådte et halvt skridt tilbage, da hun pludselig stod ved tremmerne. Veg bort fra den duft der bølgede frem med bevægelsen. Han lagde hovedet en smule på skrå af kvinden, der stod med sit blodige smil og så på ham. Hun var klædt på samme måde som hun havde været, da hun havde forladt lejren for over en uges tid siden. Gamle blodpletter over det, steder hvor sygningerne i det var gået op i kamp. "Jeg kommer for kvinden der tilstod for mig at hun ønskede at kysse solopgangen." Mørke øjne hvilede i hendes. "Og..." Han søgte efter ordene, men fandt ingen, der beskrev den fornemmelse han havde af, at han følte sig mindre ensom her, end noget andet sted. "Cherie, jeg kommer fordi jeg har lyst." Endte han med. Hans læber formede sig til en lige linje som hun igen tilbød at gå på slagmarken. "Hvis jeg kunne stole på at du ikke ville vende dig mod mine tropper, ved første chance du fik, ville jeg gøre det. Men der kan ingen tillid være mellem skorpionen og frøen, cherie. Det er din natur at stikke, selv når det ikke er til dit eget bedste."