Part of the pack

[Trish Garou]

Med et blik lige så mørkt som en tordensky, greb Trish grenen med sin raske hånd, og stak den ind mellem tænderne, hvor man kunne høre træet allerede knage over hendes stærke kæber, som var vant til at flå kød fra knogler. Hun hadede hvordan de virkede så medfølende og beskyttende overfor hende. Afslørede arret over hendes ansigt ikke ret tydeligt, at hun var vant til smerte, og at Dareon skulle holde hende ned var en direkte fornærmelse! Deres mor havde kæmpet mod den største smerte i verden, for at bringe dem til livet, og så troede de, hun ville pibe over at få knækket en knogle på plads, når hun nu havde prøvet det så mange gange før? Mænd!
Hun lagde sig bedre til rette på sengen, og den ene hånd greb rundt op omkring Dareons arm, som pressede hende ned, så hun kunne holde fast i ham også, mens den anden arm lå slap ned over sengen.
“Euphonia, beskyt de halvhjernet røvhuller,” knurrede hun ud mellem tænderne og pinden, før hun med et nik gjorde tegn til Oliver, om at han kunne gå igang.
Et brøl lød fra hende. Ikke et skrig men et overdøvende, ekkoende brøl, der fik hele teltet til at skælve. Hele hendes krop svajede opad i en bue, og Dareon måtte pludselig kæmpe for at holde hende fast, mens hendes negle voksede sig til lange kløer, der gravede sig ind i hans arm.
Smerten varede blot nogle sekunder, og så var det overstået.
Hun kunne mærke hvordan den irriterende, borende smerte i siden forsvandt, og hvordan den i løbet af blot kort tid fuldkommen forsvandt, da hendes healende evner endelig kunne lukke knoglen sammen på plads igen.
Med utrolig styrke rev hun sig fri af Dareon, der alligevel havde været ved at slippe hende, så hun kunne sætte sig op i sengen. Hun greb sig til siden. Øjnene lyste gult, og det rykkede faretruende i hendes krop, som var hun ved at skifte, men lidt efter lidt faldt hun til ro, da smerten forsvandt helt.
“Tak…” mumlede hun til Oliver over skulderen. “Det er meget bedre nu.”
Ansigtet drejede sig mod ham, og for første gang fik han lov til at få et smil fra hende.

[Dareon Garou]

Hårdt måtte Dareon bide tænderne sammen, da Trishs klør brød frem fra hendes fingre og gravede sig ind i hans arme, men han holdt stædigt fast i hende, indtil smerterne gav sig, og hun begyndte at falde til ro. Han trak sig en smule tilbage og gned de ømme arme, hvor søsterens negle havde draget blod. De små sår ville heale hurtigt, men det sved stadig som en bitch!
Hans blik faldt på Trish, som så ud til at have været på grænsen til at skifte, før hun fandt roen igen. Han kunne selv ånde lydløst ud; som om fraværet af hendes smerte også lod ham finde den samme ro.

”Det var så lidt.” svarede Oliver med et lille drag på smilebåndet. ”Du er heldig at være varulv. Under andre omstændigheder ville du være nødt til at binde det stramt ind og vente på at benet groede sammen igen, men du behøver ikke mere fra mig for at hele.”
”Godt. Så har du gjort hvad du kom for.” lød Dareons kortfattede svar. ”Din mester venter vel på dig, ikke? Du ka’ fortælle ham at vi har det strålende og ikke behøver at han sender sin stikirenddreng herud for at tjekke os. Ha’ det godt.” Dareon vinkede dovent med hånden, og fangede sig selv i at smile tilfredst af smoothskin’ens eget smil som falmede. Men han så ikke ud til at gøre mine til at protestere, andet end at tøve et øjeblik før han rettede sig op fra tvillingernes seng.
”Right… Jeg skal nok gå.” sukkede han. ”Sig til jeres far at vi stadig føler os skyldige for jeres mor. Det… burde ikke have endt dér for hende.” Han valgte sine ord med omhu. Næsen var kun lige nået at heale ordentligt efter Dareons sidste knytnæve. ”Eller lad være. Alfaen husker mig sikkert ikke alligevel, og jeg ved han ikke vil have Sams medfølelse.” Han nikkede enigt med sig selv, før han gik rundt om Dareon for at komme ud af teltet. Dareon så efter ham over sin skulder med en stram grimasse.

[Trish Garou]

Uden nogen form for smerte eller pinsel kunne Trish rejse sig op fra sengen. Prøvende strakte hun sine arme over hovedet, for at være sikker på at alting var fint, og kunne tilfreds opdage, at der ikke var nogle som helst rest af skaden fra ribbenene. Hun smilte bredt til Dareon foran sig, men smilet falmede da hun så over skulderen på sin tvilling, at Oliver nedslået forlod teltet. Hendes blik fangede Dareons.
“Han hjalp,” mumlede hun, som om det sagde alting. “Han er én af os, hvor glat hans hud end er.”
Et øjeblik holdte hun øjenkontakten med sin bror, som havde de en tavs samtale mellem hinanden, før hun vendte opmærksomheden mod Oliver.
“Hey! Hvis du vil… kan du vente med at tage afsted til i morgen? Du trænger til at bruge noget tid sammen med din egen slags,” foreslog hun med et velkommende smil, der bare endte med at se en smule ildevarslende ud på grund af hendes ansigts proportioner. “Hvis du virkelig er sammen med en igle, må det være lang tid siden, du har fået et ordentligt måltid mad, samt noget at drikke. Desuden vil det være forbandet uansvarligt af os som alfa-hvalpe ikke at give dig en smag på din egen kultur og skik. Du kalder blodsugeren din mester, men jeg kan fucking love dig for, han ikke har kunne forklare dig lige så godt noget om os, som det vi kan vise dig.”
Alt det fortalte hun, mens hun igen bandt stoffet omkring sin overkrop, og strammede den til slut bag nakken.

[Deleted]

Oliver stoppede op i teltåbningen, mens Dareon holdt øjenkontakten med sin søster. Han sagde intet, men de irriterede linjer over Dareons ansigt var nok. Trish havde endda været lige så ivrig efter at få ham ud af skoven for kun nogle minutter siden! Men han vidste bedre end at starte dén diskussion. Han og Trish var lige stædige – et faktum deres far altid mindede dem om at de havde arvet fra deres mor, når de kom op og skændes med ham.
Han sukkede opgivende. ”Fint! Så længe han ikke havner mellem benene på én af vores kvinder i løbet af natten. I hvert fald ikke før vi har sørget for at han har nogle ar at snakke om.” indskød han med et blodigt drag på smilebåndet. Hvis smoothskin’en nu endelig skulle blive, kunne de i det mindste sørge for at han ikke ville tage tilbage som en smoothskin!

Oliver blinkede en gang af tvillingerne. Selv om at han ikke ligefrem var imod tanken på at blive, var han samtidig ikke helt sikker på hvordan han havde det med idéen. Selv ikke for én nat. Hans træning hos Sam havde lært ham at styre sine evner, men fra hvad han havde set under sit korte ophold i skoven, var det ikke ligefrem selvkontrol som styrede flokken. Men han kunne ikke nægte for at det til tider fristede at slippe monsteret i ham rigtig løs. Måske ville han have godt af det.
”… Sam kan vente en dag til før jeg tager tilbage.” sagde han til sidst, og afgjorde dermed beslutningen tvillingerne allerede så ud til at have taget. Dareon klappede hænderne hårdt sammen som svar, som om det markerede det hele.
”Great. Første lektion, smoothskin; iglerne er ikke vores venner. Vi kan ikke lide dem, og de kan ikke lide os. Jeg ved ikke hvad den her Sam har gjort for at du lystrer ham, men det skal du vænnes af med. Han har sikkert ikke engang lært dig at slås.” Han udvekslede et grin med sin søster. Oliver sagde intet.