Part of the pack

[Deleted]

@oliver ~ Trish Garou ~ Dareon Garou

---

Han burde føle sig mere komfortabel i ulveskoven end han gjorde. Som varulv var Oliver ikke forbudt fra at befinde sig herinde, men jo dybere ind i skoven han befandt sig, jo mere blev han bevidst på at han stadig var en outsider. Han var ikke vokset op herinde, men i stedet rejst rundt med Sam. Selv nu befandt han sig herinde delvist på grund af vampyren. Delvist fordi han ville have godt af at tilbringe mere tid med sine egne artsfæller, delvist... Garou-tvillingerne.

Det var så mange år siden den nat i Sethos, men Oliver kunne tydeligt huske den. Han vidste at Sam også kunne. Han havde set noget vemodigt i vampyrens ansigt da emnet var kommet op, men han havde ikke gravet mere i det end nødvendigt. Ethvert liv tabt vejede på Sams samvittighed, og en mors liv måtte veje tungere. Selv en varulvs. De havde begge tænkt på Garou-familien gennem årene siden dengang, og havde gjort hvad de kunne for at følge med på tvillingernes opvækst, men sandheden var at det ikke var nemt at få nøjagtige nyheder ud af varulvenes skov. Bare at finde varulvenes lejr var en prøvelse, men Olivers lugtesans hjalp ham på vej, indtil han kunne se teltene og gløden fra et stort bål i en lysning. Det så ud som om hele flokken var samlet i en ring, og at dømme efter de hævede stemmer som heppede og hujede og smed skældsord ud, var der en kamp i gang i midten af det hele. Det gik for hurtigt til at Oliver kunne følge med gennem folkemængden, men han var sikker på at den ene af de kæmpende var en mørkhåret  pige med et ar tværs over ansigtet. Han nærmede sig, og skævede nysgerrigt over hovedet på en mørkhåret dreng, som heppede højere end nogen af de andre.
"Kom så, Trishy! Tvær ham ud!"

[Trish Garou]

Iklædt kun et par slidte skindbukser og et stykke stof stramt omkring den unge barm, stod Trish svedende og hivende efter vejret i den lille cirkel med næverne løftet i forsvarsstilling. Knoerne var allerede blodige, og hun havde en flækket læbe, som blødte kraftigt. Blåmærker var allerede ved at blomstre op på hendes unge, senet krop, men det så ikke ud til at blive bemærket af den unge varulv, hvis gullige øjne nedstirrede den langt større varulv foran hende. Imponerende nok havde han langt flere sår end hende. Dybe kradsemærker var overalt på hans nøgne, glinsende overkrop, og han stod underligt bøjet til den ene side, som om han ikke kunne strække sig ordentligt ud. Han havde fået et blåtøje og en skrabning på den ene kind.
Begge varulve var for stakåndet til at kunne sige noget som helst, men hvad de ikke sagde råbte deres tilskuer.
Trish bevægede sit ene ben frem, som om hun ville springe frem mod sin modstander, hvilket han fuldkommen troede på, så han hævede armene i forsvarsposition. Hun smilte hånligt. Igen gjorde hun det med samme resultatet, og igen, og igen, indtil hun faktisk angreb. En knytnæve ramte hende på siden af ansigtet, så man direkte kunne høre det, men hun end ikke noterede det, før hun med en snerren var over modstanderen, som end ikke havde nået at gå i forsvaret igen.
En albue blev svunget mod ham, så næsen knækkede med en knasende, ubehagelig lyd. Med et spind var hun ude af hans rækkevidde, før hun igen var over ham. To slag direkte mod hans mellemgulv. Afværgelse af et slag man havde kunne se på lang afstand, og mere var et håbløst forsøg på at få hende væk, end faktisk at ramme hende. Endnu en knytnæve i hans ansigt. Klatring op over hans ene skulder, så hun pludselig landede på fødderne bag ham, hvor hun fik fire slag ind på hans ryg, før han fik vendt sig om. Hun var hurtig. Øjnene hang på ham som et rovdyr på sit bytte, mens han desperat forsøgte at skabe et pusterum, men hvad end han gjorde, var hun med ham.
Det endte med at hun fik ham hevet ned på jorden, sat ham i et låsegreb med både ben og arme, og holdte ham fast på trods af albuer ind mod sine ribben eller forsøg på at kradse hendes i ansigtet. Endelig gjorde han tegn til nederlag. Knald rød i hovedet og hivende efter vejret.
Publikum jublede højt, men det var ikke uden ordene freak,misfoster, bæst eller abomination. Nogen rystede på hovedet da de forlod cirklen.
Trish kom gispende på benene. Arret tværs over hendes ansigt gjorde at huden var blevet strukket vansirende sammen, men heldigvis havde det ikke gået ud over hendes øje. Hun tørrede blodet af sin læber væk med håndryggen.

[Dareon Garou]

Dareons tilråb var blevet ved under hele kampen. Hver gang nogen råbte opfordrende til Trishs modstander råbte Dareon højere for at overdøve dem, indtil de gav op og tiede stille. Han følte sig allerede hæs og tør i halsen af at råbe så meget, men det var det hele værd for at se Trish tvære ham ud så godt og grundigt.
Cleave havde ikke en chance, da hun først havde sat ham i en fuld kropslås. Dareon vidste selv alt for godt hvor længe Trish kunne holde fast, og når det kom til deres gamle bølle var der ikke mangel af motivation for at få ham ned med nakken én gang for alle. Det var hans egen skyld, når han havde påstået at hun ikke kunne tage ham alene, og havde brug for sin brors hjælp. Det havde været en fryd at se ham give op!
”Fucking godt gået, Trishy!” Latteren var dyb da Dareon trådte frem for at hjælpe sin søster på benene og give hende en støttende skulder, hvis hun havde brug for det. Cleave var blevet most, men Trish var heller ikke sluppet uskadt fra det.

Det var først da den sorthårede dreng sluttede sig til pigen, at Oliver rigtigt kunne se deres ansigter. Pigen havde et grimt ar tværs over ansigtet, men selv med arret kunne han se klare ligheder mellem dem. Havde det ikke været for arret, og at drengen havde mere markerede træk i ansigtet, som udelukkende kom af hans køn, kunne de have været lige så ens som to dråber vand. Det samme hår, de samme øjne… den samme lugt, hvis han koncentrerede sig nok til at kunne sætte fingeren på det. Det måtte være dem. Var der virkelig gået så mange år siden den nat?
Han bed sig mærke i kommentarerne fra kampens tilskuere, og hvordan tvillingerne aktivt ignorerede dem, som om de var vant til at høre dem. Han vidste ikke om han skulle have ondt af dem eller ej, for han kunne ikke se om det plagede dem eller om de faktisk var ligeglade. Tvillingerne var ved at bevæge sig væk i den modsatte retning.
”Undskyld… Garou?” prøvede han. Hvad pokker skulle han ellers sige? Tvillingerne standsede op, og drengen kiggede på ham over skulderen.
”Hvis du vil slås mod vinderen bliver du nødt til at vente. Men jeg kan godt tage en runde med dig, hvis du tror du har en chance.” tilbød han med et glubsk smil. Oliver stirrede overrasket på dem i et sekund, inden han rystede på hovedet.
”Nej nej, det er ikke dét jeg kom her for. Jeg kom faktisk for at snakke med jer.” forklarede han. Drengens smil falmede, og Oliver kunne mærke hvordan hans blik gravede sig ind i ham.
”Du er ikke fra skoven.” gik det op for drengen. Oliver var ikke sikker på om han var utilfreds eller ej. Der var noget grublende i hans ansigtsudtryk. ”Du lugter mærkeligt. Som en… som en outsider.”

[Trish Garou]

Trish havde en arm over skuldrene på sin bror, så han kunne støtte hende efter alle de slag, hun havde fået mod ribbenene. Lilla, blå og grønne blomster ville sikkert dukke frem på hendes hud om en times tid. Det vilde blik rettede sig skarpt mod den fremmede dude bag dem i fuldkommen synkronitet som hendes tvilling.
“Han er en outsider,” konkluderede hun videre på sin brors sætning. “Specielt når han er kommet for at tale i stedet for at slås. Bare se på ham. Ingen ar, sår eller gamle skader - han er en smooth-skin.” Hun nærmest spyttede ordet, og ansigtet var fortrukket i foragt, mens hun tog et bedre tag i Dareon, for at kunne støtte sig bedre, for lige nu føltes det som om, hun havde knive stukket ind i lungerne, hver gang hun trak vejret. Månens runde røv!
“Fortæl ham alfaen ikke er her, og han skal holde nallerne fra vores kvinder og mjød. En smooth-skin skal ikke blande sig med flokken,” sagde hun videre til sin bror, som var den fremmede der slet ikke.

[Dareon Garou]

”Dét, som hun sagde.” indskød Dareon med et sigende nik mod sin søster, og gav den fremmede et sidste granskende blik op og ned af ham, før han støttende lagde armen omkring Trishs’ ryg og lod hende læne sig op af ham. ”Bortset fra advarslen. Jeg tror ikke vi behøver være bange for at nogen af vores kvinder gider sprede sine ben for dig.” tilføjede han med et spydigt drag på smilebåndet. ”Tag tilbage til hvor du nu kommer fra, dude. Og gør dig selv en tjeneste og få nogle ar på vejen, så kan det være alfaen vil snakke med dig hvis du kommer tilbage.” Der havde været en hånlig undertone i Dareons grin, da han igen havde vendt den fremmede ryggen. Hvad fanden regnede han med? Duden var en fuldvoksen ulv, men han så fandme ud som om han kom direkte fra et eller andet kongeligt hof. I hvert fald sammenlignet med resten af ulvene i flokken. Han fnøs foragteligt.

”Jeg kom ikke for at snakke med alfaen, jeg kom for at snakke med jer!” udbrød Oliver hastigt, og med nogle lange skridt havde han indhentet de to tvillinger og stillet sig i vejen for dem. Drengen skulede utålmodigt af ham.
”Og nu har du snakket med os. Skrid, babyface, du har sikkert et bad som vent-”
”Jeg var der, den nat I blev født.” Dét fik drengen til at holde kæft. Varulv stirrede tavst på varulv, indtil Oliver fortsatte. ”Jeg er Oliver. Min mester var ham, der hjalp med at bringe jer til verden. Han-”
”Veeeent, vent, vent, vent, Olly.” afbrød drengen ham mørkt, og skævede mod sin søster. ”Far snakkede engang om det, en gang han havde fået for meget fra mjødtønderne, gjorde han ikke? Noget om en igle som ikke kunne redde mor?” Det sidste blev sagt i en mørk knurren.

[Trish Garou]

“Jeg tror du har fuldkommen ret, Dare. Hans mester er iglen, der lod mor dø. Og ikke nok med det…” Trish’s ansigt var fuldkommen fortrukket i afsky, som hun kiggede op og ned af Oliver. “... han kalder en blodsuger sin mester. Et barn af Euphonia under en igle.” Hun tog et skridt frem mod smooth-skin-duden, selvom hun måtte slippe sin bror en smule, for at kunne komme til det, og skridtet var mere en humpen end et faktisk skridt, men hvad fanden…
Advarende holdte hun en finger frem mod ham.
“Hvis jeg var dig - Oliver - ville jeg holde min kæft og stikke halene mellem benene. Du er ikke ligefrem populær her, og lige nu snakker du med de to, som mindst ville have problemer med, at flå maven op på dig, og spise dine indvolde mens du stadigvæk er i live,” truede hun knurrende, inden pegefingeren flyttede sig ud mod resten af lejren. “Hvis du var heldig, ville du have stødt ind i vores onkler. Der er 6 af dem, og de vil måske nøjes med at tæve dig ihjel. Så er der bedstemor. Hun ville nok bare have flået struben over på dig. Og så er der selvfølgelig alle mors venner… Dude… Du fandt de væreste af dem alle - hendes fucking børn.”
Hånden faldt igen, og hun viftede ud efter Dareon, så han igen kunne støtte hende. For Afgrunden i Ineis røv, hvor gjorde det dog ondt. Hun havde sikkert brækket et ribben eller noget i den stil, hvilket simpelthen bare var peachy!

[Deleted]

Oliver bed sig på indersiden af kinden. Han vidste at han ikke ligefrem ville blive accepteret i ulveflokken, end ikke på et kortvarigt visit, men det stak alligevel at få det bekræftet så nådesløst. Garou havde gjort det klart for ham dengang i Sethos, at han ikke var en sand varulv. Han var ikke vokset op i en flok, og havde i stedet lært alt han vidste fra en vampyr.
”Han prøvede virkelig på at redde hende.” fortsatte han. Det nyttede ikke noget at prøve at komme på tvillingernes gode side, så han ville ikke spilde tid eller kræfter på at prøve. ”Hun var ikke stærk nok. Ingen ville kunne reddet hende, der var ikke n-” Knytnæven var kommet alt for hurtigt til at Oliver havde set den, og da han registrerede hvad der var sket, lå han allerede på jorden. Det blødte fra hans næse. Over ham stod drengen nedstirrede ham hadefuldt.
”Din fucking idiot.” hvislede han iskoldt. ”Du kalder ikke vores mor svag, kan du fucking forstå det?? Mor var den stærkeste i flokken efter vores far, og det er kun på grund af de fucking dødsengle og de fucking igler som din mester at hun ikke er i live, er du med?! Det er jeres skyld, ikke hendes!” Oliver stirrede op på drengen. Han trak vejret lige så tungt som om det havde været ham, der lige havde været i en slåskamp og ikke hans søster. Hans udbrud havde tiltrukket sig opmærksomhed fra de tilbageblevne varulve, og Oliver kunne mærke nakkehårene rejse sig. De kunne virkelig gøre alvor af deres trusler og få ham dræbt, hvis han ikke tænkte over hvad han sagde. Til at begynde med… ikke nævne deres mor igen. Han tørrede den blodige næse af med ærmet af sin trøje, og skubbede sig op og sidde. Hans blik flyttede sig fra drengen og tilbage til pigen – Trish – som han forsigtigt nikkede til.
”… Du har skadet dig i kampen. Hvis du vil, kan jeg se på det, og se om jeg kan gøre noget. Så skal jeg nok skride fra skoven igen med det samme, uden at I behøver tænke mere på mig.”
”Fuck nej.” snerrede Dareon hårdt. ”Du rører hende ikke. Hun skal bare hvile sig, det er alt. Kom, Trish.” Han vendte sig igen mod sin søster, og svang hendes ene arm over hans skuldre for at give hende bedre støtte.
”Du gør det allerede værre, ved at løfte hendes arm sådan.” mumlede Oliver med et opgivet suk.

[Trish Garou]

Trish havde været ved at gøre akkurat det samme som Dareon, men han var kommet hende i forkøbet. Lige så koldt som sin bror nedstirrede hun outsideren med had i blikket. Hvor vovede han at kalde deres mor for svag?! Hun havde været holdt fanget, tortureret og såret, da hun gav liv til dem! Det var som deres bedstemor sagde… Euphonia tog hendes liv, og gav det til dem. Det var derfor, de havde fået hendes styrke, og kunne smadre enhver, som talte trash om deres familie.
Tavst lod hun Dareon tage hendes arm over sine skuldre igen, på trods af hun skar en smertefuld grimasse fordi det trak i hele den mørbanket side, og det blev en smule sværere at trække vejret, hvilket ikke hjalp, da Oliver kommenterede det blev værre sådan dér.
Hun himlede med øjnene… men måtte give ham ret. Det her gjorde fucking ondt!
“Dare, det gør faktisk forbandet ondt, når du løfter min arm på den måde,” mumlede hun til sin bror, og trak forsigtigt sin arm til sig, hvilket hjalp en smule, men hun kunne jo slet ikke gå nogle steder! Kun.. humpe rundt! Og det gjorde jo for helvede også ondt!
Mørkt skulede hun til smooth-skins-duden. Deres far var her ikke, fordi han var ude og lege Pandemoniums sporehund, så hende og Dareon var alene i teltet, men hvis duden prøvede på noget, var de jo to mod én, og hun havde lige vist ham sin styrke i slåskampen. Desuden… han så harmløs ud.
“Fint. Du kigger, hjælper, og fucker af, okay?” gav hun efter, og holde en hånd mod Dareons brystkasse som tegn til, han ikke skulle begynde at protestere. Han hadede når andre rørte ved hende - specielt mænd. Selv når Gavin eller Gideon eller David, som var deres onkler, gav hende et klap på ryggen eller forsøgte at kramme hende, så hun hvordan han rynkede næsen i en snerren.
Ikke desto mindre… Det var enten at få hjælp til smerterne eller skulle ud og stjæle en flaske med hjemmebrændt et sted, så det kunne dæmpe det hele.
“Vores telt ligger lidt herfra så vi skal gå lidt. Lad være med at tænk vi er alene med dig, og mere tænk du er alene med os. Så har du den rigtig tankegang,” tilføjede hun truende, før at hun med et støn tog sig til siden, og begyndte at humpe afsted.

[Dareon Garou]

Trish’ hånd mod broderens brystkasse havde tydeligvis været nødvendigt, at dømme efter hvordan Dareon allerede havde åbnet munden og taget et halvt skridt frem for at protestere. Tvillingerne havde udvekslet et kort blik med hinanden, indtil Dareon gav et frustreret støn fra sig og slog ud med armene, som for at markere sin overgivelse. Ikke at det betød at han stolte det mindste på duden. Hvis han gjorde noget han ikke skulle, ville Dareon personligt tæve livet ud af ham. Deres far ville måske endda blive glad for synet, når han kom tilbage!
”Jeg holder øje med dig.” knurrede han af smoothskin-fyren, og gjorde mine til at ville hjælpe sin søster med at gå, men kom på bedre tanker, da han mindede sig selv på at det gjorde ondt på hende, når han støttede hende. I stedet holdt han sig ved hendes side med en arm parat til at hun kunne gribe fat i den.

Turen tilbage til teltet gik langsomt, fordi de måtte forholde sig til Trish’ tempo. Intet blev sagt til den fremmede dude, som så ud som om det var første gang han overhovedet havde været i en skov, sådan som han kiggede omkring sig. Og han skulle være en varulv? Hvilken ulv var det mon som havde været så uheldig at give dén orm sit bid? Euphonia måtte have haft en sær sans for humor den nat.
De nåede endelig frem. Dareon skubbede teltflappen til side, så de kunne komme indenfor. Teltet var sparsomt indredt, men der var stort nok til tre senge. Den største, som utvivlsomt tilhørte alfaen, var ikke blevet brugt i nogle dage. Én seng så ud som om den slet ikke var blevet brugt. Og den sidste var tydeligvis blevet brugt, at dømme efter de to puder og tæppet som lå smidt på den.
”Så… hvad nu?” spurgte Dareon utålmodigt.
”Læg hende ned i sengen.” svarede Oliver myndigt. ”Hvis hun har brækket et ribben bliver jeg nødt til at presse det tilbage på plads, og binde det stramt til. Det… kan komme til at gøre ondt.” advarede han. Dareon fnøs. Rigtige varulve var vant til smerte.
”Right.” mumlede han, før han hjalp sin søster op i sengen, og Oliver endelig kom tættere på.

[Trish Garou]

Med et skeptisk udtryk betragtede Trish den fremmede ulv, mens han kom tættere på hende. Hun kunne mærke sin krop spænde op, og en advarende knurren skurrede i halsen, men hun holdte den tilbage, nu hvor de selv havde givet ham lov til at hjælpe.
“Har du overhovedet nogensinde rørt ved en tøs?” spurgte hun ham spydigt, da han begyndte at trykke rundt på hendes overkrop, for at mærke efter… whatever. Ribbenene sikkert. Luften hvislede ud mellem hendes sammenbidte tænder, da han rørte et sted, der fik hende til at give et vrid i smerte.
Hendes ene hånd fløj op om hans håndled. De gnistrende gullige øjne stirrede på ham, mens fingrene knugede omkring hans håndled, for at stoppe ham fra at røre hende endnu mere, nu hvor han havde fundet ud af hvor det gjorde ondt.
“Dér,” hvislede hun unødvendigt men slap stadigvæk ikke hans hånd.

[Deleted]

Oliver var bevidst på hvordan Dareon var trådt et skridt tættere på, da han havde fundet Trish’s skadede ribben, men holdt alligevel sin opmærksomhed på hende. Hendes jerngreb om hans håndled holdt ham fra at mærke yderligere efter, men han havde allerede fået bekræftet sin mistanke.
”Du har brækket et ribben. Den bliver nødt til at blive trykket tilbage på plads så det kan heale ordentligt, hvis ikke du vil have at den næste fuldmåne bliver endnu mere smertefuld end det behøver være.” Det var slemt nok når kogler og muskler føltes som om de blev revet op og sat sammen igen ved hver forvandling, det var noget helt andet hvis en knogle i forvejen var brækket.
”Kan hun ikke bare skifte, og skifte tilbage igen, så ribbenet er på plads?” spurgte Dareon bag ham. Oliver kunne rent faktisk høre drengens modvilje, men han vidste ikke om det var på grund af tanken på at han skulle lægge hånd på Trish igen, eller at Dareon selv skulle være den der pressede en knogle på plads. Tvillingerne var tætte på hinanden, så meget kunne enhver se, så det ville give mening hvis han ikke var for at gøre noget der ville gøre ondt på hende. Han skævede mod ham over sin skulder.
”Det vil ikke hjælpe. Vores krop trækker sig tilbage til den tilstand den var i, før forvandlingen. Hun vil kun ende med at gå igennem et smertefuldt skifte to gange, og være tilbage hvor hun startede. Desuden kan en brækket knogle ende med at gøre mere skade under skiftet end hun i forvejen har.” Han kunne ikke understrege det nok. Varulve var måske mere vant til smerte, men han kunne ikke gå herfra med god samvittighed uden at behandle hende. Han vred lidt på hånden, hun stadig holdt fast i. ”Jeg kan ikke hjælpe dig før du slipper.” kommenterede han sigende. Bag sig hørte han Dareon træde tættere på, indtil han stod ved siden af ham og så ned på sin søster. Med et støn satte drengen sig på hug, og gav Trish et smalt smil.
”For helvede, Trishy, det må snart være min tur til at blive skadet.”

[Trish Garou]

“Du… rør mig… ikke.” Pigen ignorerede fuldkommen sin bror. Hendes blik borede sig ind i Olivers, og fingrene lukkede sig endnu mere sammen så det faktisk føltes som om, hun forsøgte at svuppe hans hånd ud af led. Tænderne syntes at vokse i hendes mund. De blev mere spidse, og hendes stemme havde været skurrende og knurrende, som var det et dyr, der talte fra hendes hals og ikke den unge pige i sengen. “Jeg er stærk ligesom mine forældre. Jeg kan klare en skiftning med et brækket ribben.”
Hårdt skubbede hun hans hånd væk fra sig, inden at hun svang benene ud af sengen i samme bevægelse, som hun skubbede sig op og sidde. Ansigtet fortrak sig i smerte over bevægelsen. Hun prøvede på ikke at vise det, men det var tydeligt det gjorde ondt, og huden omkring det skadet ribben havde allerede fået en ubehagelig sort og blå farve med hævelser. Det var forfærdeligt at se det på sådan en ung pige. Mennesker på hendes alder plejede at hente æg, flette sivbåde, hjælpe til med madlavningen, løbe rundt ved en å og sy tøj - ikke sætte i en skindtelt med ar, rifter, bidemærker og blåmærker rundt omkring på kroppen.
Stædigt kom hun på benene. En hånd pressede sig mod hendes side, og hun åndede kontrollerende ud med øjnene knebet hårdt i.
“Fuck af mens du stadigvæk kan smooth-skin. Vi er færdige,” mumlede hun træt, mens hun humpede over mod deres fars skrivebord.

[Dareon Garou]

Dareon stirrede bekymret på søsterens side da hun rejste sig fra sengen og humpede mod deres fars skrivebord. Han havde set ar og blåmærker på hende før, men han brød sig ikke om dén der. Og det var tydeligt at smooth-skinnen heller ikke gjorde.
”Jeg bliver nødt til at behandle dig, Trish!” insisterede han. ”Jeg tvivler ikke på at du er stærk, overhovedet ikke, men dét der bliver kun værre, hvis du ikke lader mig hjælpe dig. Du har allerede svært ved at trække vejret, ikke? Det er ribbenet som presser mod din lunge.” Dareon fangede sig i at forestille sig, hvordan det måtte føles. Måske var det fordi de var tvillinger, men han var næsten overbevist om at han kunne mærke noget der pressede mod hans egne lunger. Men han vidste bedre end at diskutere med sin søster når hun havde bestemt sig for noget – og udtrykket i hendes ansigt sagde det hele. Smooth-skinnen vidste bare ikke bedre.
”Hvad hvis jeg gør det?” foreslog han til sidst, og lod blikket falde fra søsteren og til manden. ”Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre?” Oliver så tvivlende tilbage på ham. Tydeligvis var han ikke komfortabel med tanken, men var ikke sikker på om han skulle afvise det eller ej. Og Dareon vidste at Trish ville være mere komfortabel med ham end en eller anden fremmed dude.
”Jeg kan sige hvad du skal gøre.” sagde han til sidst.
”Great! Trishy?” Dareon bredte armene spørgende ud mod hende, mens han gik tættere på hende. Da han havde manden i ryggen, lod han det smalle smil falde, så ansigtet faldt i mere seriøse folder. Please. Jeg vil ikke have der sker dig noget. Det hele lå i hans blik. Trish og han var to halve af én enhed, og hvis der skete hende noget… han ville ikke bare være alene. Han ville gå i stykker. ”Jeg skal nok være forsigtig! Og hvis han ikke guider mig rigtigt, smadrer vi ham. Deal?”

[Trish Garou]

Det mørke blik gled imellem den fremmede og hendes tvilling - tydeligvis i tvivl om hvad hun skulle vælge. Tungen kørte langsomt over hendes fortænder. Måske var det Dareons blik, som hjalp på beslutningen, for da hun mødte hans øjne, sukkede hun overgivende, og gjorde en inviterende gestus med hånden.
“Sure. Når I nu insistere så kraftigt,” svarede hun surt over at skulle skifte mening. Hun måtte dog indrømme, det gjorde fucking ondt, og de nok havde ret i, at det ville blive værre, hvis ikke hun fik set på det, men hun hadede at skulle gå med til ting hun ikke ville. Specielt ikke når det var en smooth-skin, der forslog det.
Haltende gik hun tilbage til sengen - ikke uden at bande over både at skulle give sig og at det gjorde så ondt. Med et støn lagde hun sig, og uden at tage sig af Olivers tilstedeværelse fik hun med den raske arm løsnet knuden på stoffet omkring sin overkrop, så hun kunne hive det af, og dermed efterlade sin mørklødet, skadet overkrop fuldkommen blottet for begge drenge. Endnu havde hun ikke fået nogle tatoveringer.
“Hvis én af jer har kolde hænder brækker jeg næsen på jer, forstået?” knurrede hun til dem, inden at hun drejede ansigtet bort, og bed tænderne sammen. Klar til at gennemgå hvad end for en smerte og behandling de ville udsætte hende for.

[Dareon Garou]

Et næsten usynligt smil prydede Dareons læber da hans søster gav efter, og han trådte et halvt skridt til side for at give hende fri bane tilbage til sengen. Smoothskin’en så også tilfreds ud, men Dareon holdt alligevel et vågent øje på ham. Én ting var at hans ’mester’ var manden som havde fejlet i at redde deres mor. At duden faktisk kaldte en vampyr for ’mester’ var hvad der var det værste. Hvis han omgik en vampyr, kunne han ikke stoles på.
Da Trish løsnede stoffet fra sin barm, fæstede Dareons blik sig omgående hårdt på smoothskin’en, som en advarsel mod ikke at stirre for meget på hans søster. Dareon var ikke blind for hvordan de andre drenge i flokken gradvist var begyndt at kigge efter Trish, når hun gik forbi dem. Det havde fået ham til at tæve dem hårdere, når han blev givet muligheden for det. Han hadede, hvordan de var begyndt at glo, selv om de stadig kom med sine spydige kommentarer. Overrasket gik det op for ham at Oliver slet ikke stirrede på Trishs blotlagte overkrop. I stedet sørgede han for at varme hænderne op ved at gnide dem hårdt mod hinanden, før han overhovedet lagde dem mod hendes side, for forsigtigt at mærke efter. Måske havde duden faktisk set en nøgen kvinde før.

”Sig til, hvis det gør for ondt.” bad Oliver koncentreret, mens han lod øvede fingre vandre over den spændte hud omkring Trishs ribben. Han kunne tydeligt mærke hvor benet var brækket, i form af en fordybning i huden som ikke skulle være der. Han var sikker på at benet pressede mod hendes lunger. Han skar en grimasse, inden han nikkede for sig selv. ”Okay. Dit ribben kan ikke blive, hvor den er, så vi bliver nødt til at rykke det tilbage på plads. Dareon, jeg skal bruge din hjælp.”
Dareon blinkede en enkelt gang. Smoothskin’en snakkede pludselig som om han havde styr på det hele. ”Jeg skal bruge dig til at holde Trish stille, mens jeg rykker hendes ben på plads. Det er utrolig vigtig at hun ligger stille, så skaden ikke bliver værre.” Han vendte nu blikket mod Trish. ”Det kommer til at gøre ondt, men jeg har gjort det her før. Jeg anbefaler en pind mellem tænderne.” Igen blinkede Dareon forbløffet, før han endelig fulgte Olivers anvisninger, og skyndte sig udenfor teltet for at knække en pind af det nærmeste træ. Han tog den med sig tilbage til teltet, hvor han satte sig ved Trishs side. Tøvende rakte han hende pinden, før han lagde hænderne mod hendes skulder.
”Sorry, Trishy…” mumlede han. Han brød sig ikke om at skulle holde hende nede, men et sted gav det mening, hvad Oliver sagde.
”Klar?” Oliver lagde hænderne på Trishs overkrop, men ventede på at hun gav signal på at hun var klar. Så snart han fik det, ville han presse og vride hendes krop på den helt rigtige måde, for at få benet presset tilbage på plads. Det ville gøre ondt, men det ville være hurtigt overstået.