You're not paranoid!

[Roman Hawkins]

Roman sagde intet, mens Cass afklarede hvad hun mente. Et sted burde han vel have forventet det – det var trods alt næsten ord for ord hvad han havde bedt om fra hende. Forskellen var at han bad om metoden og hun bad om informationen… Men det gjorde det ikke helt uproblematisk. Khala var involveret i det hele, og hvis information han fodrede til Cass endte med at komme tilbage for at bide hende i røven, ville det være hans skyld.
I flere sekunder sad han tavs og overvejede det hele. Ville Cass’ pandemonske arbejdsgiver overhovedet være interesseret i Khala? Hun havde haft en affære med Damian, sandt, men kunne det bruges til noget? Næppe. Hvor mange gange havde Roman ikke selv rapporteret om en eller anden adelig som havde haft en affære, uden at det var noget relevant som kunne bruges. Godt nok aldrig en kronprins…
”Alright. Vi har en aftale.” sagde han endelig, efter at have vurderet at han næppe kunne afsløre noget som ville hjemsøge ham senere. Ellers måtte han filtrere hvad han fortalte hende. ”Men hvordan regner du med at jeg skal fortælle dig, hvad jeg finder ud af? Skal jeg vente på at du kommer tilbage til Vavilon igen, eller… må jeg selv tage til Pandemonium for at opsøge dig?” Der dukkede et næsten gavtyvagtigt glimt op i hans blik, og han trak en anelse på smilebåndet igen. Alle de gange han havde været den der havde taget kontakt til hende, havde hun fundet ham… irriterende, var vel det mest dækkende ord. Men der var altså noget underholdende ved at se hvor længe hun faktisk tolererede hans selskab. Mest af alt fordi hun overraskede ham med hvor meget tid hun faktisk havde tilbragt med ham i det sidste. ”Og bare så du ved det, ville jeg aldrig være lus i nogens hår. Jeg foretrækker at folk ikke prøver at skille sig af med mig, når jeg er i nærheden.”

[Cassidy Ahern]

Cass havde vinklet sit lille hovede en anelse, som hun sad og afventede hans respons. Hendes mørkebrune, næsten sorte, øjne finkæmmede hver eneste mimik han gjorde sig. Et tilfredst nik slap fra hende som han indgik på hendes aftale, hvilket fik det yderste af hendes mundvige til at krumme ganske let op. Næsten usynligt.
"Det kommer an på vigtigheden af nyheden. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage, så det er op til dig." Ganske rigtigt. Hun anede ikke hvornår hun var tilbage. Men hun forventede, at Salander ville lade hende tage direkte retur hvis han fik af vide at hun forventede endnu mere viden om den pågældende situation. "Åh selvfølgeligt Roman. Hvordan går det så? Dit forsøg på, ikke, at få folk til at ville slippe ud af dit selskab?" Tonen var bidsk igen. Hendes form for drilleri - der aldrig tog den tone som drilleri havde når det kom fra enhver andens læber.
"Jeg infiltrerede tjenere, og en kokkepige fortalte, mod lidt penge, at en af hendes køkkenpiger var blevet gravid efter sex med herren af huset". Hun lagde ingen fingre imellem, ordet der ville få andre piger på hendes alder til at rødme lød som en klinisk term, kommende fra hende. Som noget der ikke involverede andet end ren mekanik. "Dernæst fulgte jeg ham et stykke tid og han førte mig til nogle, mindre omgængelige mænd, og efter lidt... overtalelse... fortalte de om kvinden der har lavet giften og om hans andre handler". Det var svært at forestille sig at hendes overtalelse havde involveret andet end alkohol og charme som hun sad der, lille, spinkel og petit. Hun så end ikke stærk nok ud til at brække vingen på en fugl. Og hun var menneske. Kniven, fastspændt på hendes inderlår, fortalte en anden historie. Selv ordene fra hendes mund havde lydt udskyldige. Og så alligevel med et hint af spekulativitet. Smilet der måske knapt kunne skimmes før, var ikke længere om hendes læber.

[Roman Hawkins]

Det var ikke rigtig et svar, som besvarede hans spørgsmål. Selv hvis han havde fundet ud af noget som var vigtigt nok til at han selv måtte opsøge hende, kunne det tage ham flere uger at finde hende i Pandemonium. Det ville teste hans evner til det yderste… Men det var måske også en del af idéen? I løbet af den tid han havde kendt hende, havde Cass ikke just givet ham indtrykket af at hun var meget for at de åbent kunne finde hinanden, andet end når deres arbejde bragte dem sammen. En skam. Han fandt ellers hendes selskab enormt underholdende.
”Det kan jeg jo spørge dig om. Du befinder dig i mit selskab nok en gang, og der er udsigter til at det vil gentage sig. Jeg synes jeg lykkedes i mine forsøg.” Han blinkede kækt med det ene øje; det typiske svar på hendes skarpe tunge. Han fandt meget morskab i at se hvordan hans humor påvirkede hende.
Han lænede sig en smule ind over bordet, da hun begyndte sin fortælling. Han kunne ikke forestille sig hvad hun mente med ’overtalelse’, men han havde sine idéer omkring det. Han havde regnet ud at Cass ikke var en kvinde man skulle undervurdere, og enhver forestilling om at hun var svag og skrøbelig havde han for længst forkastet. Selv om mange ville se hende ’kun’ som et menneske, var Roman ikke i tvivl om at hun havde sine egne klør. Men for øjeblikket var han mere interesseret i informationerne hun delte med ham. Han nikkede stilfærdigt. ”Jeg har brug for konkrete bevis. Jeg kan ikke give Khala noget, hvis jeg kun har påstande og teorier, det vil Howlter bare benægte, og det vil være ord mod ord. Også selv om jeg kan lide at tro at jeg kan være mere overbevisende end den lille lord.” Tonefaldet gjorde det svært at bedømme om Roman sagde ’lord’ eller ’lort’. Uanset hvad han sagde, kunne man tydeligt fornemme afskyen han nærede for manden, som havde forsøgt at myrde hans bedste ven. Med et støn løftede han ølkruset igen. ”Men du har givet mig mere end jeg selv kunne finde, og jeg sætter pris på det. At kræve mere ville bare gå ud over din tid, og jeg kan forstå du ikke har mere at ofre på mig for øjeblikket. Så jeg vil fokusere på at opholde min del af aftalen.” Med et drag på smilebåndet hævede han sigende kruset mod hende som i en mimik af en skål, før han tog nok en slurk af dens indhold. Kruset blev sat tilbage på bordet, nu kun halvfyldt. ”Apropos dét… Hvor længe tror du jeg kan tillade mig at distrahere dig før du absolut må afsted?”

[Cassidy Ahern]

Cassidy ignorerede hans kække bemærkning og nikkede blot ad hans næste ord. Selvfølgeligt havde han brug for hårde beviser. Ord fra en anonym spion var ikke nok til at dømme nogen. Og specielt ikke en højtstående. Hans folk var foruden deres leder, den sejr de havde vundet, var blevet til et tab i løbet af blot én enkelt nat. Og alligevel - på trods af at han så lidt træt ud, lignede han sig selv. Hun selv bar ikke nogen større loyalitetsfølelse. Hun var ikke loyal mod Salander Rosenthel pg.a. morale eller etik, eller for den sags skyld høje tanker om sig selv, men af fornuft. Og hun havde ingen andre faste bånd i sit liv end selv samme vampyr. Ingen at stå til ansvar til, ingen at være loyal mod.

Hun lod sit krus klinke mod hans, stadig uden at have givet et rigtigt svar. Hun var både træt og opsat på næste del af hendes plan. ”Ikke længere - jeg skal nå at finde en hest og afsted før mørket falder på”. Hun tog en større slurk af øllen og satte så det halvt fyldte krus tilbage på bordet i samme bevægelse som hun rejste sig. ”Tak Roman. Jeg ser frem til at kende den videre udvikling”. Hun hentydede profesionelt til den tjeneste hun havde bedt ham om. Som havde hun trukket sig en anelse tilbage fra deres normale (mere eller mindre) venskabelige chatten, og ind i et mere fokuseret mindset, hvor der ikke var plads til personligheder og høfligheder. At se hende sådan kunne sandsynligt gøre enhver i tvivl om der overhovedet var en ægte person bagved. Hun stoppede op tre skridt fra bordet og lod blikket glide tilbage over skulderen. ”Og held og lykke med… alt jeres politik” Myrderier og anklager kunne man næppe sige højt.