The Scars That Made Us

[Trish Garou]

Trish Garou - Loup Garou

“Lig hende lige så stille ned her.” 

“Nogen der kan finde en klud og noget vand?!” 

“Hvad er der sket?” 

“Èn af Garou-hvalpene tog et sværd med ansigtet.” 

“Hun slog fandme Demethias fyrste ihjel!” 

Stemmerne omkring hende larmede i hendes ører, men hun behøvede ikke at reagere på dem, da de alligevel svarede på hinandens spørgsmål og snakkede i munden på hinanden i forvirring. Forsigtigt blev hun lagt ned på en bunke af skind. Med det samme forsøgte hun at sætte sig op, men stærke hænder tvang hende ned og ligge igen, og da hun begyndte at kæmpe imod, kom flere til for at holde hende nede.  

“Trish! Lig stille! Hvor er Garou henne, så han kan tale noget fornuft ind i vilddyret?!” 

“Hold op med at rør ved mig! Jeg behøver ikke jeres hjælp! Far har brug for at nogen ser på hans skader fra pilene,” vrissede hun, men de lyttede ikke til hende, som de blot holdte hende nede, mens en klud nænsomt blev duppet rundt på hendes ansigt.  

“Er alt blodet hendes? Ved Euphonias tits… sikke en flænge Jeg skal bruge nål og tråd! Det her er sølv!” Råbet ekkoede ud i lejren, og hun kunne høre det blive gentaget af flere munde, der med frygt og foragt bandede over skader lavet med sølvvåben. Så det var derfor, det sved så forfærdeligt! 

“Tag det roligt, månebarn, det skal nok gå.” Hendes bedstemors beroligende stemme nåede hendes ører, men det stoppede hende ikke fra, at forsøge at komme fri fra de mange hænder, som stadigvæk holdte hende nede  

“Far!!” skreg hun ynkeligt. “FAAAR! DARE!!”  

“Rolig nu, din far er på vej. Roooolig din forbandet møgunge.” 

“Hun er bange. Hele hendes ansigt er slicet op.” 

“Jeg er sgu da ligeglad. Så kan man i det mindste se forskel på de to krapyler.” 

Kluden blev endnu engang vredet op, før den blev lagt mod hendes ansigt, så de kunne rense såret, der føltes som en brændende linje fra den ene tinding til den anden kæbelinje. Munden gjorde ondt, når hun snakkede. Det ene øje kunne hun ikke åbne op. Det føltes som ild i hendes ansigt!  

“FAR!!! HJÆLP!” 

[Loup Garou]

”Fjern jer!” Stemmen lød dyb og buldrende, som om dyrets stemmebånd ikke havde sluppet alfavarulven endnu. Han havde kun lige nået at skifte tilbage til sin menneskelige form, og havde øjeblikkeligt været nødt til at gribe fat i sin søns skulder som støtte. Det blødte fra et dybt sår i hans højre ben, og han kunne ikke lægge vægt på det. Åndedrættet var tungt og prustende. ”Jeg sagde FJERN JER!”
Hænderne forlod Trish, med undtag af dem der var absolut nødvendige for at arbejde på hendes sår. ”Bliv liggende, Trish.” sagde Loup alligevel dæmpet, for at hindre sin sårede datter i at sætte sig op. Smerten aftegnede sig i hans ansigt, men det var ikke til at sige om det var fra hans ben, eller synet af Trish i dén tilstand. Den blodige flænge på tværs af hendes ansigt… det mindede ham om da Era mistede sine øjne i Sethos.
”Alfa, dit ben!” var der nogen der udbrød. Loup var ikke engang sikker på hvem. ”Én eller anden, læg alfaen ned og-”
”Jeg klarer mig. Fokusér på hende.” afbrød Loup hårdt, uden at tage blikket fra Trish. Langsomt, for ikke at anstrenge sit ben for meget, lod Loup Dareon sænke ham ned mod jorden, så de to kunne sætte sig tættere på hende. Så snart Loup ikke længere behøvede Dareons støtte, havde den yngre varulv grebet fat i sin søsters hånd og klemte den hårdt.
”For helvede, Trishy…” hviskede han dæmpet. Flængen var dyb. Der var så meget blod. Kunne hun overhovedet åbne det ene øje? Men det var selve flængen som skræmte Dareon; Trish havde altid været hans spejlbillede, og nu havde et forbandet menneske med et forbandet sølvsværd splittet hendes ansigt i to! Blikket flyttede sig til de urtekyndige som forsøgte at rense såret. ”Hjælp hende, for helvede!”

[Trish Garou]

Lige så snart hun hørte sin fars stemme, og hænderne blev fjernet fra hende satte hun sig op, for at ville kæmpe sig på benene, men igen blev hun presset ned og ligge.
Gavins stemme lød brummende over hende.
“Lig stille, møgunge.” Han var den eneste, som kaldte hende og Dareon møgunge med varme i stemmen. Det tog dog en ordre fra hendes far, før hun lå stille på skindene, og lod de lægekyndige om at pille ved hendes ansigt, selvom det fik flængen til at svide endnu mere, så hun måtte bide tænderne hårdt sammen, for ikke at begynde at skrige. I stedet blev det til små klynk og sammenbidte støn. Hendes hænder lå knyttet ned langs hendes sider, indtil Dareon greb den ene, så hun kunne knuge om hans brændende varme hånd i stedet for, hvilket hjalp en del på hendes hamrende hjerte. Gavin havde stadigvæk en stærk hånd placeret ned mod hendes ene skulder. Med den anden hånd rakte hun ud efter sin far.
“Undskyld,” peb hun ynkeligt. “Jeg… jeg var bare så træt, og… og jeg så slet ikke, at han ville angribe mig. Undskyld. Jeg tænkte kun på fyrsten.”
Vandet havde været så mørkt. Smagen af blod og kød stærk og tyk i hendes mund. Hun havde ikke anet om hun rent faktisk havde slået ham ihjel, før hun var kravlet op på bredden og opdaget, at han ikke var kommet med op. Alene havde hun slået den berygtet fyrste af Damethia ihjel! Og manden på bredden… manden med sølvsværdet, der nu forevigt havde mærket hende. Hvem VAR han?!
Hun skreg, da der blev hældt en ætsende, rensende væske ud over hendes ansigt, hvilket var tæt på at drukne hende fordi hun skreg. Hele kroppen buede opad, og det var kun fordi så mange havde fat på hende, at hun ikke fik revet sig løs - specielt Gavin der med sine store bjørnelapper greb fat i begge hendes skuldre.
“Rooolig, det er ovre nu.” Kluden blev duppet rundt på hendes ansigt igen. “Ja, det er ikke til at komme udenom at du får et stort ar, men vi kan nok godt redde dit øje.”
"Fuck jer!!" spyttede den unge varulv op i hovedet på hvem end, der lige havde hældt helvedesild ned i ansigtet på hende. "Jeg vil ikke have et ar!!"
Hendes hånd om Dareons klamrede sig mere fast. Så hårdt at armen rystede.

[Loup Garou]

Dareons protester mod Trishs ar blev druknet i den strøm af bandeord som søsteren gav fra sig. Hun kunne ikke få et ar! Det skulle hele, så de kunne være hinandens spejlbilleder igen!
Loup på sin side sagde ingenting. Han havde været heldig nok til at have været bevidstløs da han blev behandlet for sine egne sølvskader efter kampen i Sethos. Trish skulle være glad for at hun ikke mistede halve ansigtet, eller hvad der var værret.
”Gør hvad I kan for hende.” brummede han til den urtekyndige, som lydigt nikkede mens hun ignorerede den bandede unge kvinde. Det var tydeligvis ikke første gang hun havde behandlet nogen i flokken for sølvets bid.
”Bagefter må vi se på dit ben, alfa.” Hun nikkede sigende mod græsset under Loups ben. Selv hvis man ikke kunne se den blodige plet som havde formet sig under ham, kunne alle lugte blodet. Loup bed tænderne sammen og nikkede tavst.

Dareon knugede hårdt tilbage om Trishs hånd og skulede mørkt af den urtekyndige som var ved at finde nål og tråd frem. Raseriet kogte i ham. Raseriet rettet mod det fucking menneske som havde gjort det her mod hans søster. Som næsten havde taget hende fra ham. Som havde gjort hende ondt, og for evigt skilt deres ansigter fra hinanden. Han greb fat om Trishs hånd med begge sine og lænede sig tættere ned på hende. Væsken de havde hældt ud over hendes ansigt stank som ind i helvede, men han ignorerede det for at få sin søsters opmærksomhed.
”Fuck it Trishy, det er kun et ar. Far har masser af dem. Mor havde masser af dem!” prøvede han, selvom han godt vidste det ville gøre en stor forskel for dem. Spejlbilledet var ødelagt. ”Jeg får et ar som matcher. Jeg tatoverer et ar i ansigtet ligesom dit, så vi kan fucke med folk igen!”

[Trish Garou]

Hårdt trak hun vejret ud og ind mellem sine sammenbidte tænder, mens hun kiggede op på Dareons blodige ansigt, som for blot en halv dags siden havde lignet hendes.
“Jeg skære det fucking selv hen over dit ansigt,” snerrede hun, men ikke uden et stift smil, der afslørede hun nok ikke mente det, men så igen… hvem vidste noget som helst om hvad de to, unge ulve kunne finde på?
“Her. Drik så meget du kan.” Den urtekyndige rakte Trish en flaske med hjemmebrændt. “Jo mere du drikker, jo mindre kan du føle.”
Et øjeblik tøvede Trish med et blik over på sin far, inden at hun gav fuck i hvad han sagde, og greb flasken, mens hun fik lov til at sætte sig lidt op, så hun kunne sluge den stærke alkohol. Tårer sprang op i øjnene på hende. Hun hostede kraftigt, men tog igen flasken til munden, og tog et par slurke mere, før hun rakte den tilbage til den urtekyndige. Halsen brændte så slemt, hun ikke ville kunne kvække et eneste ord.
“Lig stille. Jo mere du vrider dig, jo værre bliver det,” fortalte den urtekyndig, før hun med et nik til Gavin og de to mandelige Garouer, gjorde tegn til de skulle gribe fat i Trish. Nålen blev rødglødende rakt frem. “Din mor overlevede at få revet sine øjne ud efter en kamp mod Forsyth. Et menneskes sølvsværd burde ikke fortjene andet end et par klynk.”
Trish kneb øjnene sammen.

[Dareon Garou]

Dareon kunne ikke holde et halvkvalt grin tilbage, og selv da det lykkedes ham at dæmpe det, hang et smalt smil stadig over hans læber. Han ville have ladt hende gøre det, hvis hun virkelig mente det. Han vidste det, og hele deres fucking familie vidste det. Han klemte betryggende om hendes hånd, mens hun drak af det hjemmebrændte, og den rødglødende nål blev givet videre. Med sin far og onkels hjælp, sørgede han for at Trish blev holdt nede mens den urtekyndige holdt hendes ansigt stille med én hånd, og førte nålen med den anden.
Det gik ulideligt langsomt. Den urtekyndige var meget nøje med sit arbejde, men Dareon kunne ikke holde det ud! Flere gange havde han været ved at bede hende om at skynde sig, men det virkede som om hans far læste hans tanker. Hver gang han åbnede munden for at skynde på hende, havde Loup sendt ham et irettesættende blik mod ham, før han igen vendte sin opmærksomhed tilbage mod datteren han forsøgte at berolige. Det hjemmebrændte havde måske bedøvet hendes ansigt, men det gjorde det ikke følelsesløst. Havde det været lige så slemt for Era da hendes øjne blev behandlet? Alfaen bed tænderne hårdt sammen og trak vejret tungt ind og ud gennem næsen.

”Næsten færdig.” sagde den urtekyndige dæmpet, mens hun fuldførte den sidste syning. ”Du gør det godt. Månen gør dig stærkere end et menneskes sølv.”

[Trish Garou]

“Hold kæft!” Trish’s snerren var stadigvæk sammenbidt, og hun blev ved med at holde øjnene lukket, men hun twitchede kun en gang imellem, og intet andet end et par klynk eller lavmælt banden kom ud over hendes læber. Hun var stædig. Derudover var månen fuld, og i følge varulv-tro så betød det, at alle deres forfædre kunne se ned på dem i dette øjeblik - det vil sige også hendes mor. Stående ved Euphonias side stod hun ved de evige jagtmarker, og så ned på sin familie samlet om sin såret datter, som prøvede så hårdt på at gøre hende stolt.
Jeg gjorde det mor. Jeg slog fyrsten ihjel, og jeg er blevet mærket med mit første ar. Jeg gjorde det. Bag sine lukket øjne forestillede hun sig den sorthåret kvinde, stå over hende badet i skæret fra den fulde måne med et stolt smil på sine læber. Smuk, stærk og snu.
… Hvis bare hun vidste præcist, hvordan hun havde set ud...

“Så er jeg færdig. Lad være med at røre ved dit ansigt, så går stingene bare op, og det skal renses hver morgen og aften.”
Hænderne slap hende, og hun kunne endelig sætte sig op - selvfølgelig med det samme hånden hævet for at røre ved sit ansigt, men Gavin kendte sin niece, og greb hende om håndleddet, før hun kunne mærke efter.
“Hvis du passer godt på stingene, kan du få dem ud om en månedes tid, men hvis der kommet betændelse i kan du miste dit øje, forstået?” Den urtekyndige nedstirrede den unge varulv, som med det samme kravlede væk fra skindene, og i stedet op i skødet på sin tvilling, så hun kunne vikle sine arme omkring hans hals, og trykke sig ind til ham. Panden lagde sig mod hans kæbelinje. Hun klynkede.

[Dareon Garou]

Dareon svang armene omkring sin søster og trykkede hende tæt. Et olmt blik blev sendt til den urtekyndige, som måske bare have sagt det som et hjælpsomt råd, men tvillingerne tog det som en slags form for trussel. Fandme om hun skulle miste sit øje!
”Jeg hjælper dig med at rense det, okay?” hviskede han dæmpet. En hånd lagde sig beroligende mod hendes nakke. Han ville ikke lade den kælling komme i nærheden af Trishy igen! Han skævede mod deres far, som tavst så på dem, men han var sikker på at han kunne se skyggen af et smil på den gamle ulvs læber. Det fik Dareon til selv at trække en smule på smilebåndet.

”Så længe du passer godt på stingene. Jeg fjerner dem selv, hvis såret er helet nok til det.” blev den urtekyndige ved, før hun vendte sin opmærksomhed mod Loup. ”Så er det din tur. Din datter er i gode hænder nu, men dit ben må behandles med det samme. Du kan miste det hvis der går betændelse i det.” Loup skar grimasse, og skævede fra den urtekyndige og til sine børn, sammenslynget med armene om hinanden. Lige så tætte som den dag de blev født. Han sukkede indædt og nikkede.
”Dare. Tag din søster med tilbage til teltet. Jeg finder jer når jeg er færdig. Få mig ikke til at bede onkel Gavin eller jeres mormor om at følge jer hjem.” Dareon løftede ansigtet fra Trishs hår og nikkede tavst til sin far, før han forsigtigt fik Trish med sig op og stå. I sit sidesyn så han Loup strække benet ud for den urtekyndige, så hun kunne se på det blodige sår. Pilen var gået tværs gennem, men det stank langt vej af sølvet. Dareon hørte den urtekyndige mumle noget om ’et mirakel du overhovedet kan stå’, men hun dæmpede stemmen mens hun begyndte sit arbejde.

[Trish Garou]

Det var på skælvende ben at Trish rejste sig med sin bror, og hun måtte støtte sig til ham med en arm om hans skuldre, men det stoppede hende ikke fra at skære en grimasse hver eneste gang hun brugte det ben, som hesten havde sparket hende på. Derudover havde hun fået nogle gevaldige snitsår fra fyrstens sværd i deres kamp samt skudhuller fra pile, men det var ikke værre end Dareon kunne tage sig af dem, når de kom tilbage i hytten. Forbandet mennesker! Men ligesom hun tænkte det, kom hun igen i tanke om manden ved bredden. Hans sorgfyldte brøl ekkoede stadigvæk i hendes hoved, samt synet af hans ansigt vendt op mod himlen, inden at han havde sprunget på hende. Hvis ikke hun havde været så hurtig, havde han dræbt hende…
”Ved du hvem manden var?” spurgte hun Dareon, mens de humpede afsted gennem lejren hvor andre varulve, var ved at blive helbredt, drak eller fortalte krigshistorier til dem, som ikke var kommet med. Derudover var Fuldmånefesten stadigvæk i gang, så folk dansede ved det store bål i midten af lejren til de tordende trommer nogle af varulvene spillede på. Trish havde dog ikke lyst til fest. Heller ikke selvom hun hørte sit navn blive hvisket rundt omkring. Garou-tøsen havde dræbt fyrsten.
Hun lagde mærke til blikkene efter dem fra diverse ulve, og glædede sig allerede til at kunne være i fred mellem træernes stille, mørke stammer væk fra lejren og alt hurlumhejet, hun alligevel ikke var særlig vant til. Derfor vendte hun opmærksomheden mod Dareon ved sin side.
”Manden ved bredden. Ham der svang sværdet mod mig her til sidst.” Hun betragtede sin bror. ”Jeg aner ikke hvem han er, men alligevel har han mærket mig for livet, og jeg vil vide hvem han er.”

[Dareon Garou]

Dareon lod Trish støtte sig til ham mens han hjalp hende med sig væk fra lejren. Lyden af fejringen ved den store bålplads døde ud, men der var stadig varulve omkring dem som han hørte hviske om Trish. Han var ikke altid sikker på om det var positivt eller negativt stemt, men de gange han var sikker på at de blev kritiseret, sørgede han for at sende dem en fuckfinger i forbifarten.
”Jeg ved han sårede dig. Det er alt jeg behøver at vide.” mumlede han mørkt. Hvem manden end var, måtte han have været loyal til Demethias fyrste for at have reageret som han gjorde. Det brøl han havde givet fra sig før han havde angrebet Trish havde næsten mindet ham om en varulvs krigshyl. Mindet fik ham til at skære en grimasse.
Han skævede mod sin søster. ”Du angreb fyrsten uden mig.” Det var halvt beundring, halvt anklage. ”Vi kunne have gjort det sammen. Fyrsten ville være død meget hurtigere, og mennesket ville have haft os begge to at angribe, og ikke bare dig. Hvis det havde været os begge to, kunne vi også have dræbt ham før han havde nået at røre dig.” Det var ikke kun Trish han bebrejdede. Han skulle have været hurtigere. De havde altid haft hinandens ryg, og den ene gang han var for langsomt, havde næsten kostet hende hendes ene øje.
Han stoppede op, og vendte sin fulde opmærksomhed mod sin søster. Synet af det sammensyede ar fik et bedrøvet udtryk frem på hans ansigt, og han bed et tungt suk i sig, for i stedet at forme en beslutsom mine. ”Næste gang dør han, ligesom hans fyrste døde. Og vi dræber ham sammen.”

[Trish Garou]

Trish skævede skeptisk til ham, som han begyndte med sin bebrejdende stemme, og da han stoppede op, stillede hun sig foran ham med armene over kors. Ja, hun havde dårlig samvittighed over at have taget the kill alene uden Dareon - de gjorde alting sammen - men hun havde slet ikke tænkt, da hun var sprunget direkte over fyrsten. Selv ikke hvad det ville koste hende.
“Jeg så en åbning, Dare. Månen talte til mig og pressede mig afsted, og jeg vidste bare at nu var nu. Ingen tid til at tøve eller tænke, så jeg skulle bare lade mine instinkter lede mig. Glemme mennesket og blive bæstet. Jeg er ked af, du ikke var med mig, men jeg havde kun en chance, før han forlod broen, så jeg måtte være hurtig, og desuden så han mig slet ikke komme,” forklarede hun sig støttende på kun sit ene ben, så det andet ikke blev belastet. Hun havde stadigvæk svært ved at se ud af det ene øje, og holdte det derfor lukket. Alkoholen fik hendes blod til at bruse, mens træerne vuggede beroligende omkring hende, så hun følte hele jorden var levende under hendes nøgne fødder.
“Jeg vil vide hvem han er. Han mærkede mig. Et menneske mærkede mig! Ingen har nogensinde nedlagt mig på den måde før, men han gjorde det. Forstår du?” Blidt lagde hun en blodig hånd mod sin tvillings ansigt, og skubbede en klistret hårlok væk fra hans pande. “Jeg må vide hvem han er.”

[Dareon Garou]

Han gav en frustreret lyd fra sig. Han vidste jo godt at han nok ville have gjort det samme, hvis han havde været i hendes sko. Hvis hun havde ventet ville fyrsten have krydset broen, og muligheden ville have været spildt. Det havde været fandens risikabelt, men det havde i det mindste båret frugter. Demethias fyrste var død, og byen var hæmmet. Det næste angreb ville blive endnu nemmere, nu når de stod uden nogen til at lede dem. Nogen ville helt sikkert prøve at erstatte fyrstens rolle, men Dareon nægtede at tro på at det var en nem opgave.
Trishs hånd på hans kind efterlod et udsmurt blodigt håndaftryk på Dareons hud, men det gik ham ikke det mindste på. Uhæmmet mødte han søsterens blik, inden han gav et lille modvilligt nik fra sig. Jo, han forstod. Menneske eller ej, havde fuckeren mærket hende. De måtte i det mindste finde ud af hvem han var, før de slog ham ihjel.
”Så finder vi ud af, hvem han er.” sagde han endelig, inden han hankede op under Trishs arm og nok en gang begyndte at gå tilbage mod deres telt. Stille og roligt, ét skridt af gangen. ”Måske ved far det. Eller en anden i flokken. Han virkede vigtig, så måske har nogen af de andre set ham før.” Det virkede logisk. Og Euphonia måtte vide at han havde fået et godt kig på menneskets ansigt. Han ville kunne beskrive ham ned til den mindste detalje, hvis det var nødvendigt.

[Trish Garou]

Trish nikkede tavst af hans ideer. Nogen måde vide hvem mennesket var - ellers skulle de nok selv finde ud af det! Flængen sved, så hun igen havde lyst til at røre ved det, men hun vidste godt, hvor nemt der kunne gå betændelse i sår, og hun ville ikke miste sit ene øje.

De nåede endelig til teltet, og hun lod sig hjælpe indenfor til deres seng, hvor hun kunne sætte sig på kanten med et støn mens hele verden snurrede rundt omkring hende, så hun ikke kunne orientere sig ordentligt. Alle sanser blev blandet sammen, byttede plads og ændrede sig.
Træt lod hun sig falde bagover i de bløde skind med armene strakt ud over hovedet, og øjnene lukket i. Måske ville det stoppe ting fra at snurre rundt. Hun kunne stadigvæk lugte lydene omkring sig. Høre lugtene… Whatever.
“Han havde et ar over sit ansigt,” mumlede hun og så mennesket for sit indre blik. Fakler lyste halvdelen af hans ansigt op, men hun havde set det. Det brøl han havde givet fra sig… Den vildskab i hans øjne… Hun småsmilede. “Jeg skulle have bidt ham. Bare et bid.”
Alkoholen gjorde hendes tunge tung.

[Dareon Garou]

Det var en lettelse at komme ind i deres eget telt igen. De hjemmevante lugte var beroligende efter nattens oplevelser, og da han lod Trish falde ned og ligge på deres skind følte Dareon endelig at han kunne lade skuldrene falde. Med et tungt suk lod han sig selv falde ned på skindet ved siden af sin søster med armene lagt i kryds over hans mave. Det sved stadig en smule dér, hvor en pil havde boret sit ind i hans arm i Demethia, men han var sluppet billigt. Den pil havde ikke været af sølv, så såret var allerede ved at heale. Det lignede bare et overfladisk ar lige nu – ingenting i nærheden af flængen på Trishs ansigt.
”Besvare et ar med et bid. Jeg kan lide det.” Han måtte selv trække i et lille smil mens han skævede mod hende. Smilet blev en smule bredere; hun havde et halvfjernt udtryk i ansigtet. Alkoholen måtte være ved at ramme hende for alvor nu. Han havde aldrig set Trish fuld før… det var en smule underholdende.
”Hey… kan du huske hvordan de skreg på muren da vi kravlede over kanten?” Tænderne blev blotlagt i et frydefuldt smill. Årh, hvor havde de små mennesker rystet i deres bukser, mens han og Trish havde nedlagt den ene efter den anden. Det havde været berusende at mærke hvor stærk man faktisk var. Når de havde haft kampe med de andre ulve i flokken havde styrken været mere jævn, men overfor et rædselsslagent menneske var der ingen sammenligning!

[Trish Garou]

“Mh. De smagte af… metal og… kalkun. Eller måske mere… gris.” Trish’s stemme var kun en snøvlende mumlen på nuværende tidspunkt, og hendes åndedræt var tungt, som sov hun allerede, men bare ikke havde opdaget det endnu. Med et støn fik hun vredet sig om på siden ind mod sin bror, så hun kunne krybe helt op af ham med sit hoved hvilende på hans skulder, og hendes raske ben sammenflettet ind i hans. Hjemvandt fandt hendes fingre op i hans filtret hår ved hans øre. Blidt nussede hun ham dovent.
“Mor ville have været så stolt. Hun ville have… været så...glad og stolt. Jeg ved hun så på os. Ved at hun var dér med os,” mumlede hun næsten ikke hørligt. “Hun løb med os.”