You again?!

[Roman Hawkins]

Roman havde sluppet hende så hun kunne tage plads igen, og så han selv kunne tage plads i sin egen stol. At bordet og stolene var blevet rykket og presset tæt op af andre nærtstående bord gjorde alligevel at de måtte sidde en smule tættere på hinanden end de havde gjort i udgangspunktet, men efter dansen de lige havde delt kunne han ikke tro at dét ville være hvad der var en invasion af hendes personlige sfære.
”Dans hvis du kan, og hvis du ikke kan, så lær det.” svarede han med en overdrevet filosofisk mine, han dog ikke kunne hindre i at bryde ud i et smil. ”Tilværelsen bliver bare meget mere behagelig når man kan smile og grine. Og hvis der ikke er noget at smile af i nærheden, så kan man lige så godt selv skabe det. Right?” Han sendte hende et sigende smil. Han havde lykkedes i at lokke et smil frem på hendes læber, og han red stadig på dén bølge af selvtilfredshed. Den ville holde ham kørende for det næste stykke tid.
Han rakte ind over bordet og til flasken med den mørke, tykke væske som hun havde drukket af ude på dansegulvet. Den lugtede stærk allerede før han bragte den tættere på. Hvad i alverden var det? Han trak letsindigt på skuldrene og tog en tår fra flasken – og denne gang blev også han nødt til at lukke øjnene i og kvæle en hosten. Den var stærkere end den pandemonske ildvand.
”Så-” Han hostede alligevel. Wauw! ”Så… jeg skal altså ikke regne med at finde dig ude på sådan et dansegulv igen? Er det for meget at håbe på at jeg har givet dig en smag for det?”

[Cassidy Ahern]

Grimassen veg over Cass ansigt som hans forsøg på at være filosofisk gik i vasken. ”Du gør dit køn skam” Det var svært uden at sige uden at smile dumt af ham. Hun lænede sig fremad ved bordet og hvilede armene på det. Ikke så langt fra hans dumme ansigt. ”Right?” Sarkasmen var fed. Han måtte da være skudt i hovedet. ”Du er heldigvis altid belejligt i nærheden når jeg har brug for at se på noget sjovt”.

Hendes blik fulgte flasken som han hævede den til læberne og som han lukkede øjnene og ikke kunne se hendes ansigt, nærmest grinede hun lydløst over hans fortrækning af det spidse ansigt. ”Du skal ikke regne med noget som helst.” Hun lænede sig demonstrativt tilbage. ”Og du har ikke givet mig smag for noget som helst” – og så greb hun flasken fra ham og satte den til læberne.

[Roman Hawkins]

Villigt lod han hende tage flasken fra ham for selv at tage den næste mundfuld. Det måtte glide ned nemmere efter den første mundfuld, for hun så da ud til at kunne få det ned relativt problemfrit i forhold til da hun havde taget den første tår.
”Desto større grund til at jeg skal være i nærheden noget oftere, ikke? Du skulle jo nødigt ende med at kede dig.” Han blinkede kækt med det ene øje, med fuld forventning om at kommentaren ville høste flere spydigheder fra hendes side. På det her punkt ville det faktisk overraske ham hvis det ikke gjorde. ”Og lidt må jeg da have givet dig smagen for. Mit selskab, for eksempel.” Det blev hans tur til at læne sig en smule mere ind over bordet, så afstanden mellem dem blev yderligere udlignet. Det kriblede i hans fingre, lagde han mærke til. Det hjemmebrændte var vist ved at have sin effekt. ”Indrøm det. Du har det sjovere lige nu end du ville have haft det hvis jeg ikke var dukket op i dag.”

[Cassidy Ahern]

Hendes ansigt fortræk sig i en grimasse som væsken brændte sig vej ned igennem halsen. ”Jeg sværger, det her gør mig følelsesløs”. Hun mente selvfølgeligt i munden og ned igennem svælget. Han kom tættere på. Ikke meget mere end to håndsbredder mellem dem. ”Dit selskab er en udholdelsesprøve”. Statede hun. Hun stirrede stift på ham, bevidst om at hendes hoved snurrede ligeså svagt omkring, som en snurretop på sit langsomste. ”Du skal bare være heldig for at jeg ikke var på job i dag.” Hun undgik at svare ham. ”Og hvem siger at jeg ikke spiller?” Dodging like a pro. Sprutten var skyld i et småt - meget småt - fjoget smil over hendes egen intellekt. Og måske hans særværdige ansigt.

[Roman Hawkins]

”Åh, jeg regner mig skam som ekstremt heldig for at du ikke havde andre planer.” slog han tilbage med det vante kække smil om læberne – om end smilet havde fået et noget smørret træk over sig efter den hjemmebrændte. Men det smagte faktisk lækkert, når man først kom sig over branden i halsen. Han rakte ud efter flasken igen, og tog endnu en tår. Tungen brændte, men han ignorerede det med en grimasse og et støn, da han satte flasken fra sig på bordet igen. Det varmede godt i hele kroppen. ”Hvis du spiller er jeg mere end klar på at se hvor længe du har tænkt dig at holde masken.” tilføjede han muntert. ”Se hvor godt du klarer den udholdelsesprøve.

[Cassidy Ahern]

Hans smil ændrede så småt karakter. Til en anden version af Roman. Hans grimasse var milimeter tæt på at frembringe et smil på hendes læber. I stedet fik hun situationen under kontrol og fik en skæv rynke over næsen. Eller næsten under kontrol. Hun følte at hendes varme kinder modarbejdede hende og måtte med et sært udtryk sætte alt ind på ikke at grine over hans dumme ansigt. "Hvem siger at jeg nogensinde har tænkt mig at slippe masken overfor én som dig?" Hun fnes ikke. Men havde hun været typen der fnes, så var nu et godt tidspunkt at have gjort det på. I stedet hev hun nærmest flasken ud af hænderne på ham "Jeg har brug for mere af det her stads ihvertfald!" Flasken indfandt sig næsten hjemligt mellem hendes smalle fingre før hun vendte bunden i vejret og tog et par store slurke så en lille dråbe lod sig forvilde nedover hendes hage og hals. Hun tørrede den næsten aggressivt væk. "Du har ikke noget mere imponerende i dig end den dér lille dans, Roman?" Afsky, fornærmelser, nysgerrighed, udfordren og modvillighed. Det var en stor suppedas af blandede følelser og afskygninger af Cass.

[Roman Hawkins]

Halvt modvilligt lod Roman tage flasken fra ham igen, og betragtede hende vende bunden i vejret på den.
”Hey, hey, hey! Ikke tøm det hele!” udbrød han hastigt og rakte ud efter flasken igen. Hun havde allerede fået mere end han havde gennem de mundfulde hun havde taget under deres dans, hun behøvede ikke tage resten! Med flasken nok en gang trygt fanget mellem hænderne kunne han igen sætte sig tilbage mod stoleryggen. Flasken forblev placeret i hænderne, hvor den blev viftet en smule frem og tilbage som om han tænkte over hvorvidt han skulle drikke mere nu, eller spare det til senere. I mellemtiden betragtede han hende tørre dråben fra hendes hage og hals. Han fandt sig selv en smule betaget af synet.
”Årh, lad være. Om du vil det eller ej, skal jeg nok få den maske af dig. Snart kan du ikke lade være med at smile i mit selskab!” påstod han selvsikkert, inden han resolut tog nok en mundfuld fra flasken. De nærmede sig bunden. Med endnu en grimasse satte han flasken fra sig igen.
”Noget mere imponerende? Jeg er fuld af imponerende evner! Jeg kan… kan…” Han viftede en smule med en finger mens han tænkte, men fokusset føltes flyvsk og udenfor hans rækkevidde. ”Jeg er en fantastisk samtalepartner, selvom det ikke virker som det lige nu.” påstod han med et fåret grin.

[Cassidy Ahern]

Cass rystede på hovedet over ham - og fortrød da det snurrede. Hvis hun ville drikke den hele, så drak hun den hele. Alligevel - trods hun forsøgte at holde godt fast om flasken der var begyndt at blive klistret, fik han fat i den - for ikke andet end at holde den i sikkerhed fra hendes glubske øjne. Hans påstand fik hende til at le så højt at de nærmeste drejede omkring og kiggede. "Samtalepartner? Du er så vissen at jeg forstår du sjældent taler når du gør hvad du gør". Det begyndte at rable for hende og hendes ord blev mere mudrede og sammenknudrede. "Er det alt så er... du ikke imponerende". Cass rejste sig og måtte gribe fat i bordets kant med begge hænder for ikke at miste balancen som hele rummet nu valgte at snurre omkring hende. Da hun fik styr på sine omgivelser og de igen opførte sig ordentligt stirrede hun dødseriøst på ham. "Jeg skal vise dig hvad imponerende er" og så drejede hun omkring og gik i en - ikke helt lige - linje mod nærmeste bord hvor hun tog 5 fulde mænds terninger. De lo bare af hende og fuldede selv videre. Hun nåede tilbage til bordet uden for mange omveje, men satte sig ikke. "Det her... er imponerende!" og så kastede hun skiftevis hver af terningerne op i luften og med et udtryk der fremstod mere arrigt end koncentreret jonglerede hun med dem til jublen fra de fem mænds bord. Efter et par kast bankede hun dem hårdt i Romans og hendes bord, så hun stående indover det med et kritisk udtryk i det ansigt der var ganske tæt på Romans spydigt sagde "Kan du måske slå den?" Rummet begyndte igen så småt at spinne.

[Roman Hawkins]

Da Cass forlod bordet fik Roman muligheden til at forsøge at få styr på sig selv igen – nøgleordet var ’forsøge’ for det virkede for øjeblikket som en vitterligt umulig opgave. Han fandt hurtigt ud af at hele rummet snurrede, hvis han drejede hovedet for hurtigt, og han blev nødt til at gribe fat om bordkanten før han overhovedet prøvede at se hvor Cass var gået hen. Heldigvis kom hun hurtigt tilbage til bordet igen – han troede i hvert fald det var gået hurtigt, det føltes som om det var gået hurtigt – og han kunne igen sætte sig tilbage i stolen.
Ivrigt fulgte han hendes jongleren med terningerne med blikket, og kunne ikke holde et imponeret grin tilbage af synet. Var hun overhovedet påvirket af deres druk? Hun havde da helt styr på sit shit!
Termingerne blev hamret i bordet og han gav en spydig lyd fra sig ved hendes udfordring.
”Please, selvfølgelig kan jeg det! Se dét her!” Beslutsomt tog han terningerne til sig, og gjorde sig klar til at prøve at gentage hendes bedrift. De første terninger gik op i luften, men så snart han forsøgte at blande den tredje ind i billedet, begyndte det at gå galt. Han nåede ikke engang at få alle fem involveret, for så snart han kastede den fjerde op mistede han kontrollen fuldstændig. I et forsøg på at bevare dem alle i luften lænede han sig sidelæns over stolen, hvilket kun fik ham til at miste balancen, og han endte i gulvet med et brag, som høstede højlydt latter fra samtlige naboborde. Mens terningerne dryssede ned omkring ham måtte Roman selv stemme i med et opgivet grin, som fik tårerne til at grille ned af kinderne på ham.
”Du så ingenting!” udbrød han med en stædig finger rettet mod Cass.

[Cassidy Ahern]

Cass øjne begyndte at løbe i vand som en halvt hånlig latter slog fra hende og fik hendes smalle krop til at ryste. Resultatet var at hun måtte gribe hårdt fat om bordet som hendes knæ truede med at tvinge hende i knæ og sandsynligvis ende på samme måde som Roman. Bare ikke nær så udmygende. "Du er elendig". Stirrende ned på ham med svømmende blik greb hun ud efter flasken som væltede på bordet. Indholdet var så småt at der ikke nåede at løbe bare af den klistrede mørke masse ud før hun tømte flasken for at række en klistret hånd ned mod ham i et forsøg på at ville hjælpe ham op. "Du er håbløs, klodset, uforbederlig... Kan du overhovedet noget?" Hendes ord kom som var hun forpustet eller som var de en stor bedrift at udtale hver især. Halvt forover med en hånd mod ham og en om den tomme flaske, hårdt støttende på bordpladen, havde hun glemt at se arrig ud. Hun havde tydeligtvis også glemt hvor meget hun faktisk havde drikket og vajede let frem og tilbage med hånden udstrækt mod Roman.

[Roman Hawkins]

”Hvor er du grov…” mumlede han fra sin plads nede fra gulvet. Til trods for at han lå fladt og udstrakt, føltes det stadig som om hele rummet snurrede under ham. Hvad i alverden havde der været i den flaske? Han var ikke sikker på om han fortrød overhovedet at have drukket af en flaske med ukendt indhold, eller om han var mere ked af at de ikke havde mere af den. Hånden som rakte op for at tage imod hendes famlede en smule ud i den tomme luft omkring hendes hånd. Så hold dog hånden stille, menneske!
”Selvfølgelig kan jeg ting. Jeg kan flyve! Kan du måske flyve?” Ha! Dér fik hun. ”Jeg skal bare koncentrere mig lidt, og vupti-” Han knipsede en gang med en hånd som stadig ikke havde lykkedes i at gribe fat i hendes. ”- så kan jeg flyve hvor end det passer mig. Og hold nu den hånd stille!” Endelig lykkedes det ham at gribe fat i hendes hånd, og han brugte grebet til at hive sig selv op fra gulvet.

[Cassidy Ahern]

Hans bemærkning gik hende ikke det mindste på. Faktisk var det uvist om hun overhovedet registrerede den eller om den bare gik ind af det ene menneskeøre og ud af det andet. Hun forsøgte at gribe hans hånd som han greb efter hendes, hvilket resulterede i et noget kluntet og mislykket forsøg på at gøre noget nær effektivt. Han greb hendes hånd og hev sig op. Hans overlegne vægt fik hende til at snuble fremad og lige ind i hans favn som han lige akkurat var kommet på benene. Da hun opdagede hvor hun var endt trådte hun resolut tilbage "Lad være!" Hendes sætning gav ikke megen mening eftersom det jo egentligt var hende der var snublet ind i hans favn. Og hendes ord var så snøvlede, kinderne brændende, øjnene svømmende og hendes læber med et irriteret fjoget smil. Hun forsøgte at himle med øjnene samtidig med at hun skubbede til ham for at få ham lidt mere på afstand - selvom det nok i virkeligheden var hende der svajede frem og tilbage som musikken i baggrunden. "Du er ikke en fugl Roman" bekendtgjorde hun klogt. "Så ville du have et næb i dit ansigt" hendes finger bevægede sig opad og pegede på hans næse.

[Roman Hawkins]

Knapt havde han nået at komme på benene før han næsten mistede balancen igen, da hans anker, i form af Cass, lige pludselig selv så ud til at miste balancen og røg ind i ham. Det var kun med nød og næppe at han nåede at stabilisere sig selv og hende, før de var havnet på gulvet igen. Og alligevel skubbede hun til ham, som om det havde været hans skyld!
”Jeg gjorde ikke noget!” udbrød han forurettet med hænderne hævet, som for at bevise at han virkelig ikke havde gjort noget. Det var da hende som bare kunne… lade være med at falde ind i ham!
Han lænede sig en smule bagover da hendes finger løftede sig og pegede på hans næse, og det lykkedes ham ikke at holde et grin inde. Han daskede hendes hånd til side med et smørret grin over læberne.
”Jeg kan sagtens få et næb i fjæset hvis jeg vil.” mumlede han usammenhængende. I eftertid ville det måske gå op for ham at det slet ikke havde været hvad hun havde sagt, men fokusset var stadig enormt flyvsk. Denne gang var det ham, som rettede en pegefinger mod hendes ansigt. ”En dag… en dag, når du mindst venter det, så flyver jeg hen til dig, og sætter mig på dit hoved.” Hvis det var en trussel, lød den ikke specielt truende. Specielt når man kunne se at han kæmpede for ikke at flække ud i et åbent grin.

[Cassidy Ahern]

"Klart" Sarkastisk og ironisk. Selvfølgeligt gjorde han ikke noget. Hendes hovede svømmede. Han havde fået hende til at falde ind i sig. Dette var noget af det eneste der ligenu stod fuldstændigt klart. Hendes hånd blev dasket væk. Hun satte den straks endnu tættere på hans spidse næse langt oppe over hende med et endnu mere stædigt ansigt som han grinte. "Du kan lige vove på det... Så... så dasker jeg dig!" Hun var tæt på at daske til ham - i ansigtet, som han havde dasket hende på fingeren. Men i stedet forblev fingeren bare stædigt i hovedet på ham. Og så skiftede hun. "Jeg er tørstig" var alt hun proklamerede før hun drejede omkring og satte kursen mod baren og Rosa.

[Roman Hawkins]

Tørstig! Se, nu sagde hun noget fornuftigt! Han fulgte efter hende op til baren på ben der var langt fra stabile nok til at kunne gå normalt, og måtte da selv gribe en smule fat om barkanten for at være helt sikker på at han ikke skulle havne på gulvet endnu en gang. Rosie sendte ham et medlidenhedsfuldt smil fra den anden side af baren.
”Du burde vide bedre end at tage imod ukendt drikke, Rom.” Hun havde en belærende tone, som en mor der gav sin søn en reprimande. Roman viftede afvisende med hånden.
”Det går fiiiiint, Rosie, helt fint! Ikke, C- Lea?” Det var tæt på. Han havde næsten sagt hendes rigtige navn! ”Men vi har brug for noget mere. Vi har allerede prøvet fra Pandamonomonium, hvad med noget fra Vavilon?” Tungen slog næsten knude på sig selv mens han talte. Det sidste spørgsmål blev rettet mod Cass ved siden af sig.