You again?!

[Cassidy Ahern]

Roman Hawkins

Tre røde æbler, et frisk flute og en halv pølse blev efter grundig inspektion placeret i stofnettet som Cass bar over skulderen. 15 kobbermønter passerede disken og blev placeret i pemgeboksen på den anden side af bordet hvor ekspedienten stod. På trods af hvad man måske kunne tro om hende, stjal hun aldrig. Hun havde aldrig gjort det. Det faldt hende simpelt ikke ind og hun havde egentligt heller ikke manglet det store. Bordellet havde altid taget sig af alle dets ”medarbejdere” og da hun faldt under sin spionmesters kolde vampyrarme havde hun heller ikke fået ringe betaling. Hun var selvfølgeligt ikke i nærheden af middelklassen, men det var nok også delvist som følge af hendes anonyme levestil uden fast bo.

Området åbnede op til et grønt parkareal. Det var sparsommeligt befolket af siddende gæster der havde sørget for god afstand mellem hinanden. Kroen hun var indlogeret på lugtede af gammel røg og sved og hun foretræk af denne grund at spise sin frokost udenfor. En luksus hun forholdsvis sjældent tog. Det bløde græs tog imod hende som hun sank ned i det og kort efter lod sig læne tilbage ned i det så det tætte krøllede og sorte hår spredte sig vildt omkring hendes mørke og i dette øjebllik fredfyldte ansigt som en pude. Hendes fingre lukkede omkring stofnettet. Hendes øjne spaserede kortvarigt over himlen hvor nogle få skyer formatterede sig i sære former. Derefter sank de i og efterlod hende til lydende af den næsten tomme park.

[Roman Hawkins]

Der var en behagelig brise i luften. Oberion var så småt faldet til ro efter Forsyths generobring af landet – havde det ikke været fordi det var en anden Forsyth som havde placeret sig på tronen end den tidligere Forsyth-dronning, ville Roman have været fristet til at påstå at alt var gået tilbage til det gamle. Markedspladsen udenfor parken fortsatte i sin vante rytme mellem sælgere og de handlende, og Roman kunne ikke helt lade være med at bilde sig selv ind at han havde haft en finger med i spillet af det hele. Også selvom det var yderst få som overhovedet kendte til det.
Og én af dem havde netop bevæget sig indenfor hans synsfelt, der han havde stået ved én af boderne og slået en snak af med sælgeren; en gammel ven som altid havde et par gode tips at dele videre i bytte for en mønt eller to. Gamle Vilan havde ikke noget nyt at fortælle denne dag, men snakken havde alligevel underholdt Roman nok, indtil han havde bemærket den mørklødede kvinde bevæge sig ind i parken. Han havde set hende to gange tidligere. Én gang i havnen, og én gang i det vavilonske kongeslot. Cass. Tanken på deres sidste møde fik ham til at trække en smule på smilebåndet, og han undskyldte sig for Vilan med et godt skulderklap, før han selv trådte ind i parken. Det ankelhøje græs hjalp med at dæmpe hans i forvejen lette skridt, lige indtil han kunne stille sig overfor hende – bevidst i en vinkel som ville skærme hende for solen over dem.
”Så det er her du er, når hertugen af Havanos ikke skal have fyldt sit vinbæger op igen.” Smilet bredte sig, og han flyttede sig et skridt til siden kun for selv at lade sig dumpe ned i græsset ved siden af hende. Det faldt ham ikke engang ind at spørge ind til om hun overhovedet havde lyst til hans selskab igen. ”Jeg er glad for at se du slap ud af slottet i ét stykke.” indskød han efter at have ladt et afslappet suk flyde over læberne.

[Cassidy Ahern]

En let brise rodede op i håret og solen forsvandt fra indersiden af hendes øjenlåg. Det ene øje missede op imod den skyldige med en halv utilfreds mine. Så fulgte det andet med. Roman. Fuglen. Spionen. ”Han var faldet i søvn henover papirerne” – og vågnet op henover en tom bordoverflade. Idet han trådte til siden ramte solen hendes hud igen og hun lod sig sætte op i siddende stilling. Cass’ blik gled ned af ham som han uhøfligt indtog hendes personal space og generelle åndsro ved at sætte måsen i græsset. ”Du fløg vel bare din vej?” hun flyttede nettet op i skødet så han ikke maste det. ”Du vandre måske bare meningsløst rundt når du ikke har arbejde?” Måske var der en anelse af den spydighed i tonen som der havde været at spore ved alle deres møder. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle tiltale ham foruden.

[Roman Hawkins]

”Kom nu, du af alle burde vide at folk som os sjældent render meningsløst rundt. Du har vel ørerne lige så meget på stilke som jeg har?” Han sendte hende et sigende smil, uden at gøre mere for at uddybe hvad han mente. Hun ville forstå det. Spioner havde aldrig fri – han regnede i hvert fald aldrig sin ’fritid’ for at være fritid. Selv når han ikke arbejdede for en eller anden, lyttede han altid opmærksomt til sine omgivelser. Man kunne aldrig vide hvornår man kunne bruge information til noget. ”Men du har ret. Det blev høj tid at sprede vingerne igen, før det blev for risikabelt. Ja, beklager at jeg ikke kunne nå at sige farvel til dig før jeg tog afsted. Jeg håber ikke du var for meget fra dig af bekymring.” Spydigheden i hendes tonefald lod på ingen måde til at have gået ham på. At bedømme ud fra det konstante smil på hans læber virkede Roman faktisk umådelig tilfreds med tonen mellem dem. Hun havde altid været spydig overfor ham, lige siden deres første møde i Havanos. Han havde vænnet sig til den. ”Så… er du her i forretningsøjemed eller personlige?” Han lænede sig en smule mere tilbage i græsset og vendte blikket rundt om dem. Parken var småt befolket, men ikke af nogen som ligefrem trak i hans opmærksomhed. Skønt det havde en god udsigt over markedspladsen.

[Cassidy Ahern]

Hendes blik drev dovent over parkarealet hvor folk i spraglede klæder slyngede sig med stort mellemrum mellem dem. Markedspladsens lyde nåede dem lige akkurat. Så drev de mørke øjne tilbage på ham og hun trak på skuldrene ”Hvem ved”. Bare fordi der var våbenhvile skulle hun vel ikke plapre ud med alting? Alligevel fik han hende til at trække halvmodvilligt på smilebåndet. ”Jeg var knust, kunne ikke spise eller drikke i flere uger efter” sarkasmen ligefrem flød af ordene som det – vel og mærket igen modvilligt, skete at mundvigene gled op mens hun kiggede på ham. ”Personligt? Jeg vidste ikke at det var dér vi var?” hun øjede ham med både nysgerrighed og forbehold. Så drejede hun sig en anelse mere omkring mod ham og samlede et af de æbler hun havde købt op for at tage en bid.
”Hvor kommer du fra?” Spørgsmålet var ud af den blå luft og det irriterede hende så snart hun havde udtalt det. Hvorfor udviste hun overhovedet interesse for denne – ofte – befjerdede konkurrent?

[Roman Hawkins]

”Flere uger? Det regner jeg som en ny personlig rekord.” Han blinkede kækt med det ene øje, tydeligvis upåvirket af den ellers tydelige sarkasme i hendes tonefald. Han havde bemærket hvordan hun havde trukket på smilebåndet.
Som hun drejede kroppen mere mod ham, endte han med at gøre det samme så de lå vendt mod hinanden. En hånd støttede under hans hoved, mens den anden rodede ubekymret i græsset mellem dem.
”Du er i min hjemby.” svarede han uden den mindste tøven. Det var alligevel ikke et svar der ville udsætte ham for nogen som helst form for risiko. Ligesom hans uddybning heller ikke ville. ”Jeg blev født og opdraget i et horehus her. Ingen anelse om hvem min far er, men jeg synes jeg klarede mig strålende uden ham alligevel.” Hans blik faldt på hende, og han trak en smule mere på smilebåndet. ”Din tur. Hvad er ’hjem’ for den mystiske Cass?”

[Cassidy Ahern]

På trods af at Cass ikke kendte Roman særligt godt anså hun ham for dybt uforbederlig. Typen der ville flyve ind i den samme rude igen og igen, uden at lære. Og sandsynligvis med et stort irriterende grin om læberne – eller næbet, hver gang. Hun krediterede ham sikkert for lidt. Ikke at hun havde tænkt sig at ændre på det.

Den ene side af hans spidse ansigt blev oplyst til et gyldent skær af solen, mens den anden side næsten blev kildet af græsset under dem. Horehus? Det undrede hende ikke. ”Jeg troede du vidste at man i vores erhverv sjældent deler lige over” Én tog informationerne og den anden fik ingenting. Eller, oftere end sjældent: problemer.

Æblet knaste som hendes hvide tænder skar igennem den grønne overflade og hendes blik tålmodigt hvilede ved ham. Som havde hun ikke i sinde at svare ham. ”Man skulle tro du havde følt dig inspireret” hun granskede ham. Deres historier var lidt for ens. ”Eller hørt noget.”

[Roman Hawkins]

Tænderne blev blotlagt i et sekund, hvor Romans smil havde bredt sig så meget at det lå på grænsen til et grin. Cass blev jo mere og mere spændende for hver gang han mødte hende!
”Du er god.” måtte han tilstå, og lod sig rulle tilbage på ryggen, så hans blik atter var fæstet op mod den blå himmel over dem. Solen varmede hans ansigt på en dejlig behagelig måde. Han ville ende med at blive døsig på den her måde.
”Jeg kunne komme med et par teorier, men jeg må ærlig indrømme at jeg ikke ved noget med sikkerhed.” Han skævede mod hende ud af øjenkrogen, med et spekulativt glimt i øjet. Det eneste han som sådan vidste med sikkerhed, var at hun var et menneske, og det var kun fordi hun selv havde bekræftet det. Skønt, selv dét kunne være en løgn, som skulle få ham til at undervurdere hende. Men hvorfor dog gøre det? ”Du rejser meget rundt, så din accent er svær at placere. Men jeg vil byde på at du oprindeligt stammer fra Vavilon, ligesom jeg.” Det var alt sammen et gæt, men der lå alligevel en vis grad af sikkerhed i hans tonefald. ”Det er alt jeg har på dig.”

[Cassidy Ahern]

Æblet knaste igen som hun bed ind i det og nød den syrlige smag med halvt lukkede øjne. Hun nikkede bare til hans bemærkning. Selvfølgeligt var hun god. Hun var endnu aldrig blevet opdaget, endnu aldrig blevet afsløret og den eneste der reelt vidste noget om hende var Salander Rosenthel. Og han var langt borte ligenu. "Jeg stoler på dig. Det virker ikke som om at du lyver" - jeg kan ikke forestille mig at du stammer fra noget finere end et horehus med den attitude. Den sidste del af sætningen forblev nyttigt usagt men var måske tydelig i hendes ansigt. Ikke helt dømmende, og så alligevel med den konstante dømmen hun havde som mine når han var i nærheden. Kendte man hendes baggrund ville man grine af udtrykket. Måske var udtrykket der også kun pga. hendes baggrund. Hun blev liggende på siden med blikket spekulativt mod ham. Som var han et sjældent dyr der måtte holdes nøje øje med – hvem vidste hvad han kunne finde på af mærkelige ting?

”Hvis jeg fortæller dig det nu, hvad afholder dig så fra at mistro mig?” Hun drejede omkring og rettede blikket mod det nu halvt spiste æble der blev drejet og vendt i hånden på hende. ”Du troede kun kort på at mit navn var Lea” Det krummede minimalt op i mundvigen på hende ved mindet. Lea, navngivet efter en kro og datter af en fisker. Hun havde aldrig rørt en levende fisk i sit liv.

[Roman Hawkins]

Et overrasket øjenbryn gled op i panden på ham. Hun stolede på ham? Vel ikke sådan generelt, men måske mere i form af at hun troede på ham for øjeblikket. Det var vel en start.
”Det afhænger måske helt og holdent af hvor overbevisende du fortæller mig det.” udfordrede han med et skælmsk smil på læberne. Hans første identitet til hende havde været en historiefortæller, og det havde ikke været helt løgn. Roman havde altid ment at han havde en tunge for at fortælle gode historier, og ører der nød at høre på dem. ”Desuden ville jeg have købt din identitet som Lea en smule nemmere, havde det ikke været fordi vi gik forbi en café med det samme navn lige i nærheden af hvor jeg mødte dig. Det er en nybegynderfejl, Cass.” Det var derfor Roman undlod at bruge falske navn. Det var alt for besværligt at holde styr på dem, og man lød altid meget mere overbevisende hvis man bare gav sit ægte navn. Desuden arbejdede Roman som regel i en anden form end sin menneskelige, så det var sjældent han behøvede finde på undskyldninger. Hans møder med Cass havde været få af de tilfælde. ”Så du kan jo prøve mig af. Du sagde selv du stolede på mig.” mindede han hende om med et blink med øjet, før han nok en gang rullede om på siden, så han lå vendt mod hende.

[Cassidy Ahern]

Hun sendte ham et ondt blik og skulle til at sige at hun ikke var skuespiller. Men det var jo så på sin vis en løgn. Efter sin skulen slap hun et tungt suk og fortalte så. ”Mit navn er Cassidy, jeg er menneske, under tyve somre og opvokset med min far, Stu, mor, Lucy, og søster, Mary, i Oberion tæt ved nær Festivalspladsen” Det flød så let over hendes læber, lød som om hun mindedes dem hver især som hun talte om dem. Så drejede hun omkring og lod blikket glide op mod himmelen, hendes ansigt fortrak sig som huskede hun noget ubehageligt ”De gik bort i en brand…” Brande var ikke helt usædvanligt. Hun drejede hovedet ”Ikke at jeg stoler på dig – kun at hvad du sagde var sandt” Spydigt. Hun rettede blikket opad igen mod skyformationerne og afventede om han ville kalde hendes bluf.

[Roman Hawkins]

Så snart hun sukkede, bredte Romans smil sig næsten fra øre til øre. Han havde fået hendes tunge på gled. Hvis ikke det var fordi han allerede lå vendt mod hende ville han have gjort det nu, bare for at vise at han lyttede til hendes fortælling. Hans egen interesse overraskede næsten ham selv. Hun var ekstremt spændende netop fordi hun gjorde det så svært for ham at læse hende. Selv nu, når hun begyndte at tale, kunne han aldrig helt være sikker på hvor meget af det hun sagde, rent faktisk var sandt. Det var helt pirrende.
Øjnene kneb sig en smule sammen, mens han granskede alt hun sagde. Det virkelig næsten for belejligt at hun ville fortælle ham det hele uden videre, efter at have holdt det hele under låg frem til nu.
”Jeg tror på dit navn, at du er menneske, og at du er under tyve.” Så meget havde han selv gættet sig til. Hun så i hvert fald ikke ud til at være meget ældre end tyve, men moden nok til at… well, til at han ikke havde det for skidt med at fange sit blik i at vandre en gang imellem. Det var heller ikke til at undgå, sådan som Cass gik! Han huskede stadig hvordan et smykke omkring hendes hals næsten havde lokket hans blik mod kavalergangen ved deres første møde. ”Jeg kan lide at tro på at du kommer fra Oberion som jeg. Det giver os mere til fælles end hvad vi allerede har.” Smilet blev kækt. ”Fortæl mig mere om din familie. Om Stu, Lucy og Mary. Hvad lavede de, mens I boede nær Festivalpladsen?” Der lå noget udfordrende i tonefaldet.

[Cassidy Ahern]

Cass drejede omkring mod ham endnu en gang, liggende helt på siden med græsset der kildede hendes hals. Hendes brune øjne gik på opdagelse i hans ansigt "Så jeg skal udlevere hele min livshistorie for hvad?" Hun var klar til hans udfordring men hun lod det ikke vise, forsøgte ikke at vise løgnene og hendes modvillighed mod blot at lystre en mand. "Fortæl noget mere om dig selv og så fortæller jeg måske om min familie".

Hun havde fra dag et fundet ham både irriterende som person og endnu mere irriterende interessant. Og det var stort taget i betragtning at stort set alle mænd fik hende til at rynke på næsen i afsky. I hendes roller ignorerede hun det, men han var ikke en del af hendes arbejde. Han var det eneste som man kunne påstå tilhørte hendes fritid. På en eller anden måde formåede han ihvertfald at dukke op overalt

[Roman Hawkins]

Han virkede tilfreds med at hun selv endte med at vende sig om på siden, så de nu rent faktisk lå i græsset mod hinanden. Præcis som hendes øjne granskede hans ansigt, måtte han selv granske hendes. Han nød den udfordring hun var blevet for ham. Og hun vidste præcis hvordan hun skulle spille det samme spil som han gjorde. De forstod begge hvordan man kunne fortælle noget, uden rent faktisk at give noget. Det var forfriskende! Han gav et lille eftergivende suk fra sig og kløede sig på siden af næsen.
”Alright. Men ret skal være ret. Du må selv finde ud af om hvad jeg fortæller dig er sandt.” Igen dukkede det udfordrende smil op på hans læber, som fik smilebåndet til at krænge sig opad.
”Jeg voksede som sagt op i et horehus her i Oberion. Jeg har ingen søskende, men jeg anså alle kvinderne i horehuset som en del af familien. Men jeg kunne selvfølgelig ikke blive der for altid, så jeg forlod horehuset for at prøve lykken andre steder.” Smilet blev blødt, som om han huskede et behageligt ungdomsminde. ”Jeg drømte om eventyr som barn, så jeg prøvede at efterligne de store eventyrere. Du ved, monsterjægere, dusørjægere, den slags. Desværre fandt jeg ud af at jeg ikke er egnet til fysisk kamp. Det kostede mig næsten livet en enkelt gang. Til gengæld blev det sådan jeg mødte én af mine bedste veninder, som jeg nu regner for min fremste arbejdsgiver.” Han trak i et tilfreds smil, og vendte blikket afventende tilbage på Cass. ”Godt nok?”

[Cassidy Ahern]

Han så alt for selvtilfreds ud. Hun havde lyst til at række hånden frem og ae smilet af hans læber. Hendes hænder forblev hvor de var. Den ene under hendes sorte krusede hår og den anden i græsset mellem dem. Hun havde ikke frivilligt været så tæt på en mand i utallige år. Man kunne diskutere om det var helt frivilligt siden han ikke havde spurgt før han slog bagpartiet i græsset. På den anden side havde hun jo så ikke rigtigt vist nogen unormal stor, for hende, utilfredshed med hans påtrængen.

Hendes brune øjne, halvt sammenklemt som forsøgte hun at gennemskue ham. "Hvilken idioti fik næsten skånet verdenen for dig?" Det kunne lyde ondt men spydigheden i stemmen tog næsten spidsen af det, som dobbelt negativer. "Beskriv er din bedste veninde" hun lagde tryk på bedste. Det lød mere som en ordre end et spørgsmål. Han lagde meget følelse i en fortælling om sig selv noterede hun. "Svar på det og jeg svarer på dit spørgsmål