Idle hands

[Eden Arahaelon]

Vaelon Arahaelon

Der var ikke meget at foretage sig i slottet for en flok unge, elviske kvinder. De ventede bare på kongens afgørelse. Nogen af dem var blevet kaldt ind til samtaler, ofte med rådgivere til kongen frem for kongen selv, og det føltes som prøver, men langt det meste af tiden var de overladt til dem selv og deres anstandsdames overvågning. De andre piger faldt til at sladre, og Eden deltog da også ind imellem, men oftest endte hun blot med at læse. Det royale bibliotek var enormt, der var bøger hun end ikke havde hørt om før, oldgamle eventyr og myter, skabelses forståelser og afdelinger dedikeret til Inei.
På denne aften var Obrilin og Coleenia kommet i et skænderi, nægtede at tale med hinanden og forsøgte at inddrage hende i skænderiet på hver sin side af konflikten, der handlede om ejerskabet af en hårbørste af alle ting, og det mindede hende for meget om hendes egne forældre der hjemme, så med tilladelse fra forstandskvinden, og løftet om at blive eskorteret til templet af en vagt, havde Eden fået lov til at gå over til templet for at læse.
Solen var forsvundet over horisonten da hun ankom til templet, tåede ud af sine sko og sank sine fødder i det iskolde vand ude foran. Hun skrubbede sine fødder grundigt, bøjet fremover så spidserne af hendes lyse hår strejfede vandoverfladen. Vandet fik gåsehud til at krybbe frem overalt på hendes hud. Da hun var tilfreds, samlede hun sin bog op, vinkede let til vagten der havde fulgt hende og gik indenfor. Han ville vente der til hun var færdig. Templet var lyst op af fakler og ildfade, så der var lyst, omend køligt derinde. Nølende travede hun op til statuen af Inei, lillablå øjne søgende over området, indtil hun fandt en lille alkove hvor hun kunne læse i fred, her kravlede hun ind og åbnede den tykke, gamle bog. Istus' historie på elvisk.

[Vaelon Arahaelon]

Solen havde knapt kastet sit sidste lys over bjergene i vest, da Vaelon nåede templets grund. Vagten som stod ved kanten af badet udenfor templet rettede sig op i sin fulde højde, men selv dér tronede højelverkongen alligevel et fuldt hoved højere end ham. Vaelon betragtede vagten med et vågent blik. Han var tydeligvis ikke alene i templet den aften, men det var begrænset hvor mange som behøvede en eskorte. Måske én af hans rådsmænd?
Med fødderne vasket trådte han indenfor. De kolde stenøjne fulgte ham fra enhver statue han passerede, hele vejen ind til den største af gudindens efterligninger som stod længst inde i templet. Statuen havde én hånd hævet mod himlen, og den anden placeret på sit bryst, men hendes ansigt var rettet nedad, mod den bedende som knælede foran hende. Selv gennem øjne af sten var Vaelon sikker på at han kunne mærke det skarpe, nådesløse blik hvile på ham. Selvom at hans bønner i templet var blevet et dagligt rituale gennem utallige år, var det en følelse han aldrig ville kunne ryste af sig. Hun var virkelig overalt, og dømte alle hans handlinger. Han håbede hun bifaldte hans valg – specielt hans arbejde for at vende sit Råd om til hybridernes side.
”Aenin, hear nin.” mumlede han dæmpet i en elvisk tunge. Det var sjældent man nogensinde hørte Vaelon tale sit morsmål. Det gav hans bøn om at gudinden hørte ham en klang af desperation. Hvad han ikke ville give for et simpelt tegn. De hellige skrifter fortalte om profeter i fordums tid, som havde fået et tegn fra Inei. En tekst fortalte om hvordan et lynnedslag havde sat en skov i flammer, og markeret hvor grundstenen for Istus skulle blive lagt. Han bad ikke om et tegn af en så kraftig kaliber, men han havde brug for noget. Gang på gang havde han fortalt sig selv at Isabel Veteranos blotte tilstedeværelse kunne være Ineis forsøg på at nå frem til ham, og lede ham tilbage på den rette sti, men gang på gang mødte han tvivl. Specielt når stien han begav sig ud på, gik den stik modsatte vej af hvad han havde gået de sidste ottehundrede år. ”Aenin, hear nin…” gentog han, og knælede så dybt at hans pande mødte det kolde marmorgulv. Intet tydede på at kongen havde lagt mærke til elverkvinden i alkoven nogle meter fra ham.

[Eden Arahaelon]

Et sæt gik gennem Eden, som en dæmpet stemme pludselig lød gennem tempel salen. Acoustikken i salen kastede stemmen fra sten til sten og alkoven kunne hun høre ham, som stod han og talte direkte i hendes øre. Forsigtigt lænede hun sig frem, løse lokker af gyldent hår kærtegnede hendes knæ som hun foldede sig sammen om dem, for at kunne kigge ud. Kongen sad derude. Knælende for statuen og hovedet bøjet i bøn. Han bad om at blive hørt. Der var desperation i hans stemme. Det stak i hendes hjerte. Hun lod sig synke tilbage mod de kolde sten i alkoven. Hendes underlæbe blev trukket ind mellem hendes tænder. Hun kunne blot blive siddende her. Vente til han gik sin vej. Lade som om hun ikke havde hørt ham.
Før hun egentlig rigtigt havde taget en beslutning, var hun gledet ud af det lille gemmested, bogen efterladt. Hendes nøgne føder var lydløse på stengulvet. Mørkeblå øjne vandrede kort ned af gangen og da hun så tilbage, stødte hendes blik sammen med hans. "Undskyld, jeg læste i krogen og jeg ville bare sige jeg var her - deres majestæt," forsinket huskede hun at neje og vende blikket i gulvet. "Jeg mente ikke at overhøre Dem"

[Vaelon Arahaelon]

Langsomt hævede Vaelon sig op fra gulvet, men forblev alligevel knælende overfor statuen. Blikket blev vendt over skulderen, mod elverkvinden som var dukket op fra sin alkove. Navnet undslap ham i et par sekunder, før det kom til ham igen.
”Lady Nimrielyn.” Hovedet bukkede sig en anelse i hendes retning, før blikket atter vendte sig tilbage mod statuen som tårnede højt over ham. Templets største statue udgjorde centrum af templet, og nåede næsten hele vejen fra gulv til tag. ”De behøver ikke bede om min tilgivelse. Ineis tempel er for enhver som ønsker det, ikke bare for mig.” Han kommenterede ikke den forsinkede nejen fra hendes side, hvis han overhovedet havde bemærket den; med alt kongen havde at tænke på, var den slags det sidste han bemærkede.
Fødderne samlede sig under ham, og han skubbede sig op at stå. De gyldne øjne forblev låst på gudindens stenansigt. ”Hvis De hørte mig, håber jeg Hun også gør.” Ordene kom i et suk. Oftere og oftere virkede det som om gudinden havde forladt ham, men han kunne ikke bedømme om det var fordi hun ikke mente han behøvede hendes vejledning, eller om han var så fortabt at han ikke længere kunne høre hendes svar. Aldrig havde hans tro været så rystet i sin grundvold som den havde været, siden Isabel Veterano havde fået ham til at genoverveje alt han nogensinde havde troet om hybriderne. ”Hører De gudinden, lady Nimrielyn?” Blikket faldt tilbage på hende, ikke uden en vis interesse i sig. ”Når De beder, føler De at Deres bønner bliver hørt? Kan De mærke Ineis lys føre Dem når De tvivler?”

[Eden Arahaelon]

"Selvfølgelig, Deres majestæt, De har ret," svarede hun føjeligt. Et ganske let smil kurvede hendes læber. Han virkede trist. Trist var ikke det rigtige ord, men det var det tætteste hun kunne komme på at beskrive det ganske lette skær af vemod der lå i kongens øjne. Som en der havde mistet kontakten med en kær, gammel ven. De sukkede ord havde hun intet svar til, selvom hun ledte efter ord. Hendes hænder foldede sig foran hende og hun vred dem en smule. "Jeg..." begyndte hun og stilnede så hen. Der gik et langt øjeblik inden hendes læber igen skiltes. "Jeg føler hun lytter. Jeg har aldrig selv hørt hende, sådan som andre fra landsbyen siger de har... Naboens dreng sagde han hørte hende bede ham om at drage på frontlinjen af krigen, modsat hans forældres ønsker," fortalte hun. Dybt blå øjne gled mod statuen. "Jeg tror Ineis vilje er at vi tager beslutninger selv.. Og så vil hun straffe de som vælger forkert." Hun så tilbage mod ham. "Hører De ikke Inei længere, Deres majestæt?" Bekymring krøb ind i hendes stemme.

[Vaelon Arahaelon]

Hun ytrede spørgsmålet så bekymret, at Vaelons læber næsten formede et vemodigt smil. Det var dét spørgsmål som havde hjemsøgt ham i månedsvis.
Han vejede sine svarmuligheder længe og nøje. Det ville ikke være et godt indtryk at give folket, at deres konge ikke længere var sikker i sin tro. Hans egen tvivl plagede ham. Hans Råds tvivl plagede ham. Han vidste ikke længere hvem han kunne vende sig til for støtte. Hans blik hvilede længe på Eden. Hun stod som potentiel fremtidig dronning af Portus ved hans side. Sådan en rolle krævede en indsigt i alvoret der fulgte med en plads på tronen i Ineis tempel. Til sidst sukkede han lydløst.
”Jeg ved det ikke længere.” indrømmede han. ”Jeg ved ikke om hun viser mig vejen længere. Svarer hun ikke på mine bønner fordi jeg allerede udøver Hendes vilje efter Hendes ønske, eller er jeg fortabt, og afveget for langt fra Hendes sti til at jeg kan reddes?” For mindre end et år siden ville han ikke have været i tvivl om at hans valg var det rene blasfemi. At alliere sig med hybriderne i håb om at beskytte Portus fra mørket, men risikere at sende hele landet ind i en intern borgerkrig. ”Portus’ fremtid hviler på mine skuldre, så længe jeg er Ineis stemme på jorden. Alt jeg siger og gør har en risiko for at landet kan blomstre i det næste århundrede, eller forsvinde i aske.”

[Eden Arahaelon]

Stille lyttede hun til hans bekymringer. Hun kunne næsten fysisk se vægten af de beslutninger han måtte tage på hans skuldre. Der var endda den fjerneste aftegning af tænksomme linjer over hans pande, der både viste alder og vægt. Ganske forsigtigt tog hun nogle skridt tættere på. Hun følte sig så ung som et træ der blot var begyndt at spire, ved siden af det massive egetræ af hans skikkelse. "Måske ønsker Hun ikke at rådgive Dem... Måske må du tage en beslutning og afvente hendes reaktion." prøvede hun blidt. Hun lagde en hånd på hans skulder. "Folket venter din beslutning. Måske gør Inei også." Et mildt smil lagde sig om hendes læber. "Og så kan du rette dig efter hvad hun vil, hvis du mærker hendes misbilligelse." Hånden fjernedes igen.

[Vaelon Arahaelon]

Vaelon betragtede hendes skikkelse komme nærmere, og lyttede til hendes forsøg på at give ham råd. Rådet understregede kun hvor ung og uerfaren hun var. Hun var stadig blind for verden omkring sig. Det var desværre en effekt af at være afskærmet i højelvernes skove. Det ville ikke overraske ham hvis al hendes viden om verden udenfor skoven havde stammet fra bøgerne hun havde studeret.
Hun havde stadig meget at lære, hvis hun en dag skulle håbe på at blive hans dronning.
”Inei viser ingen nåde for dem, der går imod hendes vilje.” mindede han hende på. ”Vi er alle blot brikker i gudernes spil, og gudinden tøver ikke med at ofre enhver af os, så længe det bevarer Hendes lys. Så længe Portus står, vil Lyset jage mørket på flugt. Så hvis manden, som skal tjene som hendes stemme på jorden, står i fare for at Lyset bliver slukket…” Han hævede blikket mod statuens ansigt. Var det bare ham, eller virkede det som om statuens øjne havde rettet sig direkte mod ham og stirrede ham ned i jorden? ”Hvis Inei ikke er tilfreds med mine valg og beslutninger, får jeg ikke en chance for at gøre det godt igen. På den ene eller den anden måde vil Ineis straf finde mig.”

[Eden Arahaelon]

"Hvis man ikke ved hvad hendes vilje er, er det svært at gå imod den," svarede den unge elver med samme milde smil, ufortørnet af påmindelsen om Ineis vrede. "Og ligegyldigt hvad, vil landet snart fortære sig selv, hvis der ikke bliver taget en beslutning. Og det tror jeg heller ikke vil Inei syntes om." Smilet falmede en smule om hendes læber, men syntes stadig at hvile i de mandelformede øjne. "Og jeg tror du har taget beslutningen. Du har bare ikke lyst til at sige det højt. Du frygter at Inei ikke vil syntes om det." Blå øjne granskede hans ansigt for en reaktion.

[Vaelon Arahaelon]

Noget forandredes i kongens hårde ansigt. Ansigtet blødede en smule op i hvad der lignede… overraskelse. Tavst mødte han elverkvindens blik, mens han overvejede hvad hun havde sagt. Der var mere end en smule sandhed i det.
Langsomt blev hans blik ført tilbage til statuen som tårnede over dem, som om han tavst udfordrede gudinden selv til at sige noget for at modbevise Edens påstand. Men gudinden forblev lige så tavs som hun havde været i lang tid.
”De er kløgtigere end De giver udtryk for, lady Nimrielyn.” sagde han endelig. Ordene var ikke ment som en fornærmelse, så han sagde intet for at understrege meningen. ”Hvem ved. Måske har gudinden selv sendt Dem til templet på denne tid for at forvisse mig om beslutningen jeg skal tage… Eller den som allerede er taget.” Blikket blev nok en gang sænket fra statuen og tilbage på Eden. En skygge af et smil trak på kongens smilebånd. ”De har ret. Ligemeget hvad jeg vælger, må en beslutning tages. En beslutning med en chance for både tab og sejr er bedre end en beslutning som aldrig bliver taget.”