Hvad har natten at tilbyde?

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel Oathhorn - Lana Hyles

---

Solen havde endelig langt gået ned over horisonten, og livet i Istus' slumkvarter begyndt for alvor at røre på sig. De enkelte fakler som lyste gaden, formåede ikke at hjælpe på den dystre stemning som der var i de små gader, faklerne sørgede derimod for at enhver der gik fordi, kastede lange dystre skygger op på bygningsfacaderne overfor.  Det var en skyfri himmel, med månen der lyst klart over Istus by. Nathaniel var kommet til byen for nogle måneder siden og havde endelig fået etableret sig et fast arbejde som lejesvend/livvagt for en lokal adelsmand. Intet job som var en tidligere adelsmand værdig, men det var der heller ingen som skulle vide, især ikke i Portus' hovedstad, så meget som Nathaniel var hadet i det her land.
'Slagteren' Kaldte de ham, både her og i Vavilon, det var en ting Nathaniel aldrig havde vænnet sig til, og det løb ham stadig koldt ned af nakken hvert enesten gang nogen kaldte ham det. Men den Nathaniel Oathhorn var død for længe siden, Nathaniel var var ikke engang sikker han på hvornår den del døde af ham. Da Macaria, hans bedste ven og dronning sendte ham i armene på Eriz for at dø, eller da Eriz dræbte alle hans mænd for øjnene af ham samtidigt med hun sendte forfærdeligt blik i hans sind, eller da han bedste ven fra barns den tidligere konge af Vavilon Theodor Davenport bortviste ham fra sit eget land? En ting var sikker, han var ikke den samme Nathaniel længere. Han ellers smukke halv lange krøllede hår var væk, han var skaldet på siderne, så intet hår skjulte hans semi-spidse øre, og det hår han havde på toppen var samlet i en lang fletning der sluttede lige ved hans nakke. Hans ellers veltrimmet skæg var blevet langt og vildt. Hvis man havde kendt den gamle Nathaniel Oathhorn ville man have svært ved at genkende ham nu. Hans tøj bestod ikke længere af fine doubletter med fine kapper, det han for det meste gik i nu, var praktisk tøj, sort og mørkegrønt, med en lang mørkegrøn kappe med en hætte der kunne dække hans hoved, inde under havde han en ringbrynje til at tage de værste angreb. Om livet hang det eneste som havde tilhørt den gamle Nathan, hans sværdbælte, med hans elskede sværd og daggert. 

Nathaniel gik ned af den smalle gader hen til hans sædvanlige kro, her kunne han altid være i ro og slappe af efter en lang dag. Nathaniel gik op og fik et krus mjød, en nedgradering til den vin, Nathan havde været vant til. Han gik ned til sit sædvanlige hjørne, hvor der var udsyn til hvem der kom ind af døren til kroen. Han fandt en lang tynd pibe frem, pakkede den med tobak og fik tændt den.

[Lana Hyles]

Natten var faldet på i Istus slumkvarter og for en gang skyld drev Lana Hyles alene rundt, uden sin anden halvdel. Hendes bror, Chase, var efter en anden i dag og de havde aftalt at mødes senere på den nedlagte fabrik hvor de sov for tiden. Kjolen sled sig tæt mod hendes krop i et mørkt stof der ikke ville afsløre hvis den ikke var nyvasket. En slids delte skørtet fra jorden og op til toppen af hendes lår, men den afslørede sig ikke jo mindre hun stak benet frem. Hendes arme og skuldre var bare og det meste af håret hang løst, mens det forreste var drevet væk fra hendes ansigt med en lædersnor.

Lana havde allerede drevet omkring i en times tid før lyden af glade mænd og grin ramte hende fra en kro længere nede af den gade hun gik på. Lugten af mjød og sved fra arbejdende mænd mødte hende som hun nærmede sig med en nysgerrig mine. Hendes blik gled ind igennem døråbningen før hun nærmest nonchalant drev igennem den og op mod baren, mødt af fulde opråb fra mændene ved bordene der løftede deres krus mod hende.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel så op fra sit hjørne da døren gik op og ind trådte en nydelig ung kvinde, som selvfølgelig blev mødt af råb fra fulde mænd som sad i kroen.. Typisk... Klart en nydelig ung dame hvis man så bort fra hendes beskidte tøj, men det var noget man måtte leve med i denne del af byen.

Den gamle Nathaniel havde uden tvivl været ovre hende som en løve på et får, men den del havde Nathan haft svært ved at finde frem efter han var kommet til Portus, selvom det var slumkvarteret var der øjne over alt.
Nathaniel ansigt lyst op da han tog et hiv fra piben,langsomt udhalerede han røgen. Han tømte sit krus, "Det kan også være lige meget" Mumlede Nathaniel lavmælt da han rejste sig og satte sin retning mod baren.
"En mere" Sagde han og pegede på sit tomme krus. Nathaniel havde aldrig vænnet sig til smagen af mjød, aldrig, heller ikke på de mange felttog han havde været på med den Vavilonske hær hvor største delen af de soldaterne drak var mjød. Kroværten stillede kruset foran Nathaniel, og Nathaniel gav ham to mønter.
"Sig mig frøken... Hvad laver en ung kvinde som dig, et sted som det her?" sagde Nathaniel og rettede sit blik mod Lana, idet han tog en tår.

[Lana Hyles]

Lana havde positioneret sig i baren, lænet fremad over den med blikket ned på den anden side hvor hun havde peget på hvad hun ville have og hurtigt derefter havde der stået et krus foran hende. Hun ignorerede tilråbene der hurtigt faldt ned igen som mændene vendte tilbage til deres samtaler, druk og spil. En dyb stemme trak hendes opmærksomhed mod venstre hvor hendes dybgrønne øjne landede på en vildt udseendet mand. Hun faldt tilbage på sit sæde, men den ene hånd hvilene på baren ved hendes krus. ”Frøken, det var forfærdeligt høfligt for én i dette kvarter” Det spillede gådefuldt som hendes bløde læber trak op i et drilsk smil. Det var som var en flamme blevet tændt i hende som han tog kontakt. ”Måske er jeg ude på ballade?” Smilet voksede yderligere som hendes blik gled nedad ham. Han fremstod rå. Man var ikke her for høflighedsfraser og kedsommelige smalltalk.

[Nathaniel Oathhorn]

Et blidt smil gemte sig bag Nathaniel vilde skæg. Hun var overraskende sprælsk og flabet. Nathaniel tog endnu en tår af kruset. "Bare fordi noget aldrig sker, betyder det ikke at man ikke kan" sagde Nathaniel, hvilket hurtigt blev efterfulgt af et kort grint.
Hun måtte helt klart være ude på ballade med den attitude hun lagde for dagen, også kom hun her helt alene.
"Du må da uden tvivl være ude på ballade, at kommer her på denne tid af aftenen... Også alene" sagde Nathaniel og vendte sig rundt så han sad med siden til hende og fronten mod resten af kroen. "Man måtte næsten føle sig nødsaget til at spørge hvilken slags ballade er du ude på? Og om en mand som mig burde være bekymret?" fortsatte Nathnaiel alt imens han trommede på sit krus med fingrende.

[Lana Hyles]

”Helt alene er jeg vel ikke med alle de gentlemens der holder øje med mig” hun målte ham et øjeblik med øjnene og tilføjede så ”Og med dig her nu”, og så tog hun den første tår af mjøden foran hende. Hun drak ikke så sjældent, hun var faktisk ikke kræsen og mjød der var tung på honning mættede ligefrem. En win win situation. En blond hårtot blev slynget om pegefingeren som hun lod blikket vandre udover forsamlingen i den lille mørke kro. ”Ville det skræmme dig bort hvis du burde?” hun tiltede kækt hovedet mod ham og tilføjede ”Er du let skræmt da?” om end endnu mere drillende og udfordrende. Hun havde aldrig haft noget imod at være direkte og lige på.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel fnyste kort, kalde de fulderikker for gentlemens? Det var en fornærmelse mod alt hvad der havde med gentlemen at gøre. "Tror jeg kunne komme på andre ord end gentlemen, når man kalder om vores venner derovre" kommenterede Nathaniel kort efterfulgt af et grin.
Nathaniel tog endnu en tår af mjød og kiggede eftertænktsomt rundt i lokalet. Han studerede samtlige mennesker for våben. "Nej... Nej det ville det ikke, det ville derimod gøre mig mere fascineret af dig" sagde Nathaniel med et udfordrende smil på læben. 

Let skræmt tsk.. Hvis det pigebarn vidste hvad han vidste, havde set hvad han havde set, så ville hun først blive rigtig skræmt. Nogle gange vågnede han stadig om natten badet i sved, med mareridt fra da han var hos Eriz.
"Let skræmt... Det kan jeg love frøkenen for jeg ikke gør" sagde Nathaniel og rystede blidt på hovedet mens han tog en tår til. "Man må ikke være let skræmt i et arbejde som mit" tilføjede han hurtigt.

[Lana Hyles]

De krav Lana stillede for at kalde en mand for en gentleman var forventeligt nok ikke store. Det var ikke ligefrem fordi hun var opvokset i en liga hvor mænd – eller kvinder, blev oplært i manere. Det kaldt selvfølgeligt også fuldt ud hende – måske især, fordi hun ikke var opdraget. Deres mor var død så tidligt at de var efterladt til at stjæle sig til maden – og det var ikke ligefrem noget der dannede en. Ligegyldigt hvad var de hybrider og aldrig noget der ville blive tilladt i højere lag. Også selvom man ikke kunne se det på dem, jo mindre Lana fjernede håret der dækkede ørene og dermed afslørede et par ganske spidse elverøre. Det gjorde hun ikke. Det samme gjaldt Chase og derfor fremstod de som magikere.


Hun tiltede hovedet mod ham med fingrene kørende kærtegnene langs den mørke bar, ”Ville du kalde dig selv for en gentleman?” hendes blik fastholdt hans som hun legede med forskellige måder at udfordre situationen. Et øjenbryn blev let løftet ved hans kommentar ”Og hvad er så dit arbejde, gådefulde fremmede?” 

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel fnøs da hun spurgte indtil om han selv så sig som en gentleman. Der var engang, for længe siden nu, hvor Nathaniel havde anset sig som en rigtig gentleman, måske engang den bedste i hele Vavilon.. Nu var alt ændret og sammenlignede man de to Nathaniel'er så ville man klart argumentere for at den nuværende Nathaniel var alt andet end en gentleman. 
Et mindre smil bredte sig på hans læber, "Det kommer ved an på hvordan man ser en gentleman" grinte Nathaniel kort, før han fortsatte. "Jeg er ikke en fin gentleman som de adelige eller kongelige på slottet... Men nogle gange kan man vel godt agere som en gentleman" grinte Nathaniel. Handlinger var vel lige så meget en del af det som udgjorde en gentleman, som at ligne en fin tosse.

Hvad lavede han egentlig? Han beskyttede hybrider i slumkvarteret nogle gange også i de højere lag i Istus.. Også var der selvfølgelig de forretningsmænd han hjalp med at beskytte deres boder, og ej forglemme at opkræve penge "Jeg laver lidt løst og fast for forskellige forretningsmænd" Nathaniel holdt en kort pause før han så sig rundt. "Også beskytter jeg de udsatte hybrider her i hovedstaden som ikke kan beskytte sig selv" sagde Nathaniel og tømte sit glas. Enhver idiot kunne se at Nathaniel var hybrid, for han gjorde vitterligt intet for at skjule det længere. I starten, da han ankom til Istus, gemte han sine ører, men nu, nu var han fuldstændigt ligeglad. Nathaniel vendte sig rundt mod baren igen, og gjorde tegn til endnu en opfyldning. Kruset blev fyldt og Nathaniel tog en slurk, han sundede sig hurtigt, før han rettede blikket mod Lana igen. "Men hvad laver en smuk ung kvinde alene på denne tid af aftenen?" og lod kruset hvile solidt i hans skød. 

[Lana Hyles]

Hendes øjenbryn gled mistroisk op, som hånede hun med sin mimik hans ord - adelen, de rige, de kunne rende hende. ”Kongen? En gentleman? Jeg høre at han er ligeså tør og kedelig som en død gren” Smilet spillede op i mundvigen ved hans ord og hun lænede sig lidt frem imod ham på barstolen, stadig med fingrene fikserede omkring kruset. ”Det er meget modigt af dig så åbenlyst at tage hybridernes side” Hendes blonde hår skjulte hendes egne knivspidse elverøre. Hun kunne sagtens ligne en elver, men med de evige skjulte ørespidser gik hun som magiker. Ikke som hybrid. "Du risikere lidt af hvert ved at sige det åbent på en kro som denne". Det var ikke en trussel.

Hun drak af øllen som smagte både beskt og sødt på hendes tunge på én og samme tid, og lagde det ene ben over det andet, så slidsen afslørede den bare lyse hud. ”Smuk? Jeg har hørt bedre” Det glimtrede drilsk i hendes øje som hun tiltede hovedet med et charmerende og åbent smil. ”Er du så tilpas meget gentlemand at du ikke ser kvinder alene om natten?” Dobbeltbetydningerne sydede på hendes tunge og behagede hende som hun spejdede efter hans reaktion.

[Nathaniel Oathhorn]

En smilende Nathaniel løftede anerkendende sit krus til hendes kommentar angående kongen. Meget få gange have Nathaniel været i nærheden af Portus konge, måske kun en enkel gang, men det havde været nok til at han havde lyst til at falde ned på sit sværd.

Nathaniel lænede sig ind mod Lana. "Nogen skal tage den..." Kommenterede Nathaniel kort før han fortsatte. "Man risikerer også at blive stukket ned i gaderne, men det får mig ikke til at gemme mig derhjemme." grinte Nathaniel og tog en slurk af øllen. De fleste i baren vidste godt hvad Nathaniel var i stand til at gøre og derfor lod de ham være trods hans hybrid-status. Det var skræmmende så stor forskel der var på Vavilons og Portus' måde at håndtere hybrider på. I Vavilon blev det nærmest fejret at man var hybrid... Hvor her i Portus, skulle man gemme sig og holde utrolig lav profil.

"Selvfølgelig har du det" sagde Nathaniel med et smil og lov hans fingre tromme på kruset. Nathaniel ansigt blev meget seriøst "Med al respekt frøken.." Sagde Nathaniel i en meget seriøs stemme. Det var faktisk længe siden Nathaniel sidst havde været sammen med en kvinde, var det før alt det rod med Eriz og Macaria? Havde det virkelig været så længe? "Er der nogen gentleman som ikke gør det?" grinte og matchede hendes drilske blik.

[Lana Hyles]

De to hybriders ansigter var nu ikke meget længere fra hinanden end 20 centimer. Det spillede lystigt i Lanas øjne som hun betragtede den mørkhårede kæmpe foran hende. Måske var det fordi at Lana simpelt ikke vidste hvem han rigtigt var og hvilken baggrund han havde kreereret, eller også var det fordi noget andet drev hende, men hun frygtede ham ikke og opdagede ikke hvis andre mænd i kroen sendte nervøse blikke. Hun drak endnu af sit krus og efter han selv havde taget endnu en slurk fyldte barmanden deres begges krus op igen. Hun var på sit andet og han vist på sit tredje? I den tid hun havde været derinde i al fald.

En let rynke formede sig næsten usynligt i panden på hende ved hans seriøse mine før den blev brudt af hans muntre og drilske grin. ”Vil du høre en hemmelighed?” Stemmen var sænket, tvang ham til at lytte efter for at høre ordene der spillede over hendes læber. Det spillede igen hemmelighedsfuldt i hendes blik som holdt hun inde på noget han absolut ikke ville kunne undlade at høre.
Så lænede hun sig yderligere frem og placerede læberne ganske tæt ved hans øre, uden helt at røre; "De fleste kvinder ser heller ikke en gentleman alene om natten".

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel smilte da hun tømte sit krus, meget kunne man sige, men hun kunne holde sit alkohol. Nathaniel havde igennem alle sine år med druk og krig, opbygget en mindre resistens overfor alkoholens effekt på hans krop... Også hjalp hans højelever gener nok også lidt på det. Hvis hun bare vidste hvem han i virkeligheden var, så havde hun nok ikke været så åben og imødekommende overfor ham. Nathaniel nikkede anerkende da hans krus endnu engang blev fyldt, han tog en tår og kiggede rundt i baren. Selvom han var kendt i baren, gjorde det ikke noget bare at være lidt forsigtig.

Nathaniel nikkede som et svar til hendes spørgsmål. Nathaniel fastholdt øjenkontakten med hende indtil hun lænede sig nærmerede. Hendes stemme og hendes åndedrag ramte ham på siden af hovedet og fik ham til at smile. "Men er det, fordi det er en gentleman? Hva så med os almindelige mænd?" sagde Nathaniel med en udfordrende og drilsk tone, han drejede sit ansigt så de var ansigt mod ansigt, der var ikke vanvittigt meget mellemrum mellem de to.

[Lana Hyles]

Lana skulle lige til at læne sig tilbage igen da hans rug stemme snørrede sig vej til hende og i stedet rykkede hun blot et par centimeter tilbage, så hendes ansigt var ud for hans der nu var vendt mod hende. Så tæt at hun kunne række ud og lade fingrene glide gennem hans tætte skæg eller over stubbene på hans hoved, hvor håret var barberet bort. Hendes grønne mandelformede øjne gled over hans ansigt, hun bemærkede de små furer der bevidnede om mange smil, men også dem der bevidnede om panderynken. Det var utroligt så meget man kunne se på så klods hold. De grønne øjne mødte hans. ”Jer almindelige mænd må gøre jer fortjent til det”. Hun rykkede sig ikke en centimeter længere bort, men holdt sit blik udfordrende fæstnet ved hans.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel studerede kort hendes ansigt, hendes lange lyse lokker der hang ned, hendes markerede kindben, hendes forførende smukke grønne øjne og ikke mindst hendes smukke hud, det var sjældent at se en kvinde der så så godt ud i den her ende af byen. De var så tæt nu at der skulle minimale kræfter til at deres læber mødtes. Og han tog sig selv i at overveje det scenarie, hendes forførende øjne der legede med hans, der var noget over denne kvinde, hvad det var, var Nathaniel ikke helt sikker på. Han skulle gøre sig fortjent til det... Tsk den gang han var Nathaniel Oathhorn sloges kvinder nærmest om ham, tog Nathaniel sig selv i at tænke.. Ham var han ikke længere, spørgsmål var, om han nogle sinde ville blive ham igen.

Et smil bredte sig på Nathaniel læber "Godt jeg ikke er en almindeligt mand" sagde Nathaniel lavmælt, der var ingen grund til at gøre det højere de var trods alt så tæt på hinanden. "Du har..... nogle utroligt smukke øjne" Måtte Nathaniel anerkende til hende. Ikke engang havde Nathaniel brudt øjenkontakten med hende.