Reunion

[Loup Garou]

Loup Garou ~ Eriz LaPiera Black

---

To fulde døgn var der gået før Loup langt om længe var nået til enighed med sig selv. Han havde vejet alle mulige argumenter for og imod at mødes med Eriz igen, og i sidste ende havde han besluttet at tage afsted. Hvis Damian var i Vavilon, nægtede han at lade Forsyth blive genforenet med deres søn. Han havde måske lovet at bringe dem deres knægt tilbage... men de havde lovet ham at få Era med sig hjem.
Skoven var tyndet ud i takt med at han nærmede sig den pandemonske grænse. Man kunne tydeligt lugte det i luften, og se det på skoven, jo tættere på han kom. Luften stank mere og mere af aske, og flere af planterne så syge og døende ud, indtil træerne til sidst forsvandt og blev erstattet af en ufrugtbar mark, én eller anden bonde forgæves havde forsøgt at få til at gro.
Brevet havde intet sagt om hvor Eriz ville møde ham, udover ved øst-grænsen. En lille landsby lå lidt derfra, og efter røgen fra skorstenene at dømme var den ikke forladt. Det blev hans mål.
Mens Loup bevægede sig gennem landsbyen kværnede tankerne gennem hovedet på ham. Tvillingerne havde protesteret højlydt da han havde bedt ham blive hjemme i Vavilon, mens han tog hertil. Han havde sat deres onkler til at holde øje med dem og sørge for at de blev der, men han havde selv hadet at efterlade dem. Generelt brød han sig ikke om at være væk fra dem over længere tid... Og så var der Eriz. Han var stadig ikke sikker på hvad han forventede, når han så hende igen.  Der var gået så mange år siden deres sidste nat sammen. Grå hår var dukket op i hans manke, og trætte linjer prægede hans ansigt... Ikke sådan han ville foretrække at se hende igen. Med en grimasse satte han kursen mod den nærmeste bygning - landsbyens kro.
Der var ikke mange i kroen, men der var stadig en underlig stemning derinde. Alle sad stille ved deres borde og drak. I en vavilonsk kro ville der have været latter og sang og et slagsmål eller to, selv i de mindst befolkede kroer. Havde Pandemonium virkelig forandret sig så meget siden han sidst havde-
Duften. Loups blik flakkede rundt i krostuen, da hans næse opfangede den alt for velkendte duft han forbandt med isblå øjne, lange negle gennem håret og en klingende latter.

[Eriz LaPiera Black]

Hagen hvilede på flettet fingre, og under den tunge hættes skygger kunne man ane skæret fra et par klare, blå øjne, som var rettet mod varulven. Eriz havde fundet et bord længst væk fra døren og baren. I et forsøg på ikke at gøre sig bemærket havde hun iklædt sig en simpel, sort kjole og en ligeså mørk kappe med hætte, der kun afslørede det nederste af hendes ansigt, og henlagde resten i mørke skygger. På en stol ved siden af hende sad en ældre, skarpudskåret mand med et krus mellem sine hænder. Et sværd hang ved hans hofte, og selvom han var klædt i en simpel læderrusnting som enhver lejesvend, så udsmykningen på hiltet af hans sværd, alt for fin ud til en fattig sværdarm. Kort kastede han et blik på Eriz, før at han skarpt fulgte hendes synsretning, indtil han ligeså opdagede varulvene, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Ingen ord kom over de to personers læber. Først efter et par sekunders stirren rejste manden sig op, og gjorde en lydløs gestus mod stolen overfor sig til Loup, inden at han selv forlod bordet, for i stedet at stille sig op af væggen et stykke væk. En hånd lå mod sværdet.
Eriz rørte ikke på sig, men hendes øjne fulgte nøje Loup. Som altid var hendes ansigt ulæseligt, selvom at hun virkede træt. I den tid de ikke havde set hinanden, havde hun fået lidt rynker hist og her ved øjnene og mundvigene, der afslørede hun ikke længere var en ung kvinde i midten af tyverne. Håret var skjult under hætten.
”Du kom...” Hendes stemme var dæmpet. ”Jeg var ellers sikker på, du ikke ville.”
I 4 dage havde hun ventet ved det her bord, på den her stol, og kigget mod døren, som hun halvt og halvt ikke forventede, han ville komme ind af. 4 dage. Hun brød sig ikke om at skulle holde sig skjult, men hendes general havde været meget streng omkring det, og de havde stort set ikke forladt kroen i de dage. 4 dage hvor hun kun havde haft sine tanker.
Men nu var han her. I levende person efter alle de år...
Han var blevet ældre men lignede stadigvæk sig selv. Lige stærk og bredskuldret. Det kunne dybere rynker og grå hår ikke tage fra ham, selvom hun ville ønske det gjorde. Hendes hjerte havde slået et slag over, da hun havde set ham træde ind af døren, men hun holdte sig rolig, selvom sidste gang hun havde set ham... havde været da han forlod hendes soveværelse. Og hun havde troet... at hun aldrig... aldrig... ville se ham igen.

[Loup Garou]

Varulven sendte manden ved Eriz’ bord et skarpt sideblik, men bevægede sig alligevel frem til stolen, han var blevet gestikuleret imod. Blikket flakkede kortvarigt mod sværdet i mandens bælte. Han fortrængte et fnys ved tanken på om manden var kommet bevæbnet for at beskytte Eriz mod ham, eller for enhver anden som ville være tåbelige nok til at forsøge at angribe hende.
”Jeg var ikke selv sikker på om jeg skulle komme.” svarede han dæmpet, inden han tog plads på stolen overfor hende. Han tøvede, før han lod blikket søge efter ansigtet skjult under hætten. Selv om at hun skjulte sig i skyggen derunder, og hvad han kunne se var præget af udmattelse… Euphonias røv, hun var stadig en smuk kvinde. Det fik ham næsten til at skære en grimasse. Det ville have været nemmere hvis hun kunne have lignet en gammel krage efter alle de ord, men han kunne stadig se den samme kvinde han havde efterladt i sit kammer på slottet. ”Men du kender mig. Jeg kan ikke modstå en bøn om hjælp.” Læberne formede et stramt smil, han ikke lod vare i mere end et enkelt sekund. Hendes duft fyldte ham. Omfavnede ham som en længe savnet ven, og han havde svært ved ikke at lade sig svælge af det. Han kunne næsten frembringe mindet af smagen af hendes læber… læber, som for øvrigt så lige så fyldige ud som han huskede dem. Satans.
En anspændt stilhed dvælede over bordet, mens Loup betragtede hendes ansigt under hætten. Selv med tilstedeværelsen af nogle ekstra rynker, så hun stadig helt fejlfri ud. Det gav en bitter eftersmag i munden på ham, og han lænede sig en smule mere tilbage i stolen. ”Så… din søn.” Som slet ikke var hendes søn. ”Spyt ud.”

[Eriz LaPiera Black]

Der var end ikke antydningen af et smil på dronningens læber, som hun blod sad, og betragtede ham med et træt blik, der afslørede et utal af søvnlæse nætter. Først da han bad hende om at tale, lod hun endelig hænderne falde ned på bordet, og hun lænede sig lidt mere frem mod ham, så hun ikke behøvede at snakke højt, mens hun kiggede ned på sine lange fingre.
”Damian... forsvandt for to ugers tid siden sammen med én af sine tjenere, Flint. Han efterlod et brev, hvor han forklare, at han har brug for at komme lidt væk og se verden – det vil sige Vavilon. Som dødsengel har han altid været fascineret af dét land. Der er dog gået for lang tid uden vi har hørt noget eller han er kommet tilbage. Alt for lang tid. Ingen ved hvor han er, og...” Hun rømmede sig, mens hendes ene hånd strøg kærtegnende over den anden. ”... Jeg har Zean Forsyth fanget i min kælder. Hvis Macaria finder ud af dét, og at Damian er i landet, vil hun sætte alting i bevægelse for at finde ham. De styre hele Vavilon, så det vil ikke være svært for dem, og jeg kan ikke træde ind over grænsen uden de vil se det som en krigserklæring, som da først vil få dem til at gå efter Damian. Alt jeg kan håbe, er at finde ham først, men jeg må bruge én, der allerede bor i landet. Èn som kan opspore en dødsengel. Èn som kender stederne.”
Inderligt kiggede hun op på ham, og med en lille tøven rakte hun endelig frem, for at lægge sin hånd ovenpå hans. Hun sank en klump. Hans hånd var så grov og stor i forhold til hendes, men knoerne ikke så forslået som de havde været før i tiden, hvor han dagligt smed sig ud i venskabelige slåskampe med andre fra flokken og... og hans mage.
”Du ved jeg ikke ville have kontaktet dig, hvis jeg ikke var desperat. Du kender mig...Loup. Jeg kan ikke miste endnu et barn... Du... du ved hvordan tab føltes. Tænk hvis det var dit?"

[Loup Garou]

Blikket faldt på hånden, hun havde lagt ovenpå hans. Den føltes varm mod hans, huden så glat mod hans grove. Et instinkt bad ham trække hånden til sig, men han ignorerede den. Hånden blev hvor den var. Det havde været så længe siden Eriz sidst havde rørt ham… siden nogen kvinde havde rørt ham. Siden Era havde Loup ikke haft kvindeligt selskab. Kvinder i flokken havde selvfølgelig forsøgt sig, tilbudt sig selv som en måde at få ham til at glemme Era. Loup havde sendt dem alle væk. Og dem han ikke selv nåede at afvise, fandt hurtigt sig selv jaget ud af de to alfabørn.
Han fnøs.
”Jeg håber Forsyth rådner op i din fangekælder. Intet vil glæde mig mere.” mumlede han mørkt. Manden havde været til stede mens Era døde. Han havde draget styrke fra smerterne som i sidste ende tog hendes liv. ”Hvad angår iglen, har hun allerede sat meget i bevægelse for at finde drengen. Allerede inden han forlod Pandemonium. Hun bad også mig om min hjælp… krævede den, faktisk. Jeg har tydeligvis fået mig et rygte for at være god til at opspore folks bortkomne unger.” Der blev sagt med en hul latter, skønt der ikke var noget som helst i hans kropssprog som tydede på at han fandt det det mindste morsomt. Specielt ved hendes sidste kommentar, som fik hans kæbe til at fæste sig i en stram grimasse. ”… Hvis det var mine, ville jeg have gjort alt for at finde dem.” indrømmede han med et støn. ”Og hvis du kontaktede mig må du virkelig være desperat.” tilføjede han, mens han lagde sin frie hånd mod panden. Den anden forblev trygt placeret under hendes. ”Alright… en dødsengel med sin tjener et eller andet sted i Vavilon. Kender han nogen i landet? Overhovedet?”

[Eriz LaPiera Black]

Et øjeblik var hun tavs. Øjnene flakkede over hans ansigt, mens læberne snerpede sig sammen til en lige streg, da han afslørede for hende, at Macaria nok allerede vidste sandheden om hvem Damian virkelig var, og bare dét... Meget mod sin vilje mærkede hun tårerne strømme op. Med sin frie hånd holdte hun sig for munden, for at holde hulkene tilbage i struben samt skjule den bævrende underlæbe.
”Nej, han... han kender ingen,” svarede hun hæst, og tænkte tilbage på alle de middage, men under ingen af dem havde han snakket med nogen andre end Fairbane, der var død for mange, mange år siden. Shaiin, Agares. Blake, Agares. Flint, Agares. Det var dem.
”Slå hårdere, engel!”
”Vent!” Hun knugede hans hånd krampagtigt med en hævet pegefinger. Et par folk havde drejet hovedet mod dem på grund af hendes udbrud, men de så efter et stykke tid væk, og hun ventede indtil de igen blev ignoreret. Først da alle igen var vendt tilbage til deres krus rømmede hun sig, før hun med en ivrig hvisken fortalte: ”Der var en pige. Krøller. Lav. Cirka på hans egen alder. Vavilonsk accent. Og hun kunne lave sig om til en fugl.”
Det var svært at fiske Damians minder frem, når det var så mange år siden, hun havde set dem. Flint havde også haft flashes af hende.
”Vent, det er nemmere jeg viser dig det.” Uden advarelse og ivrig efter at give Loup alt som kunne hjælpe ham til at finde Damian, strøg hun ind i hans sind, for at give ham det hun huskede fra sin søns minder.
Slåskampe i et loftsrum. Skingre skrig. Flodbølge af mørke. Frygt. Rædsel. Følelsen af varme læber mod sine. En duftsnert af skov. Krøller mellem hans fingre. Knytnæve mod kæben. ”Kom nu engel!”. Hun smilte til ham. Lyden af vinger. Han løftede hende op. ”Hvornår ses vi igen?”. Hendes negle rev ham over ryggen.
”Han prøvede at holde hende hemmelig for mig, men så længe hun ikke påvirkede ham, var jeg ligeglad med, hvad de lavede,” fortalte hun, og trak sig igen ud af hans hoved, uden at have pillet mere eller smugkigget på hans egne minder. ”Jeg ved dog ikke hvem hun er, bare at hun er vaviloner og hvordan hun ser ud. Kender du hende?”

[Loup Garou]

Han hadede, når Eriz bevægede sig ind i hans hoved. Men han nåede ikke at protestere, før hun allerede befandt sig derinde, og viste ham alt hun vidste. Stemmer og billeder fløj forbi ham, lige så tydeligt som havde han selv været tilstede i loftsrummet. Den krølhårede tøs…
”Hun ser bekendt ud…” mumlede han, mens han forsøgte at ryste følelsen af nok en gang at have haft Eriz i sit hoved. Han havde glemt hvordan det fik det til at krible i baghovedet. Det kunne være ligeså meget en behagelig følelse som en ubehagelig. Denne gang var han ikke sikker på hvilken det var. Han forsøgte at fokusere på den krølhårede piges ansigt, og hvor han havde set det før. Det havde været mange år siden. Hun havde været yngre dengang… ”Hun må være en formskifter, hvis hun kan gøre sig til en fugl. Kender ikke hendes navn. Skifterne har aldrig interesseret mig nok til at jeg ville bruge tid på at lære dem at kende.” mumlede han med en grimasse. Desuden havde der længe været dårligt blod mellem varulvene og skifterne. Hvis skifterne vidste hvor de var, ville de aldrig fortælle ham det. Men hvis tøsen var hans eneste ven i Vavilon, ville de være et godt sted at starte. ”Jeg må starte i Maranos. Forsyth gav byen til skifterne efter at de hjalp med at tage tronen tilbage fra Davenport. Hvis din knægt er hos krøltoppen, er det dér han er.” Det lod alt sammen til at være ret ligetil. Dét var hvad der bekymrede ham. Intet plejede at være så ligetil.
Blikket hvilede granskende på hende, som om han prøvede at regne ud om hun prøvede at skjule noget for ham. Men han var usikker. Han og Eriz havde måske haft sine problemer med hinanden, men han havde set hende da hendes datter blev taget fra hende. Hun havde gjort alt i sin magt for at finde hende. Han havde ikke kunnet hjælpe hende dér… han håbede på mere succes denne gang.
Hånden under Eriz’ strakte sig en smule ud, så fingerspidserne nåede længere ned af hendes håndled. Han prustede tungt ud gennem næsen. Når han tænkte på eftersøgningen var det nemmere at lade sig distrahere fra hende, men når han ikke gjorde… Alle minderne var stadig så friske. Specielt når hun efter hans egen mening ikke havde forandret sig synderligt. ”Jeg udsætter flokken for meget ved at hjælpe dig, Eriz. Mine børn. Hvis jeg finder knægten og får ham tilbage til dig, bliver jeg nødt til at være sikker på at de er beskyttet.”

[Eriz LaPiera Black]

Formskifter. Selvfølgelig. Men det ændrede ikke på, hun stadigvæk ikke kunne krydse grænsen. Hvis Davenport stadigvæk havde været konge, havde der ikke været noget problem, men med Forsyth på tronen igen, ville det kun kunne gå galt – og hurtigt.
”Det behøves slet ikke at ende sådan,” sagde hun hurtigt, og greb nu hans hånd med begge sine, mens hun inderligt stirrede ind i hans grønne, varme øjne, der fik hende til at tænke på blødt mos, samt følelsen af græs under fødderne. ”Bare find Damian, bed ham om at komme hjem, og sørg for han kommer sikkert over grænsen. Måske finder Forsyth slet ikke ud af han er i Vavilon eller du hjalp med at få ham væk?”
Det var et spinkel håb. Hvis Damian havde det sjovt, kunne det være nødvendigt at slæbe ham hele vejen tilbage til Pandemonium, men hun var villig til at lade sin søn blive slået ud, hvis det betød Forsyth ikke fik fingre i ham. Måske kunne hun også sende Shaiin? Nej. Nej det ville gå dårligt med Flint. Åhhhh når hun fik fat i sin djinn igen!
”Hvad vil du have fra mig, Loup? Jeg har ingen magt i Vavilon længere. Hverken over dødsenglene eller adlen nu hvor de alle er allieret med Forsyth igen. Jeg kan holde Zean fanget hos mig, så det kun er Macaria og datteren du skal slås med, men det er alt jeg egentlig kan gøre.” Hjertet slog en smule hurtigere, nu hvor hun sad lænet frem mod ham, og det endelig slog hende, at det var ham hun sad ved. Loup. Manden, der havde knust hendes hjerte, afvist hende, og valgt en anden frem for hende. Engang havde de været så glade... Eller... det havde hun troet.
Langsomt trak hun sine hænder til sig og ned i sit skød. Alle følelserne gemte sig tilbage om bagved porcelænsmasken, der igen lukkede sig om hendes ansigt.
”Jeg kan give dig land i Pandemonium, men det ved jeg allerede, du ikke vil tage imod, så jeg ved faktisk ikke, hvad du vil have fra mig. Jeg håbede bare nu hvor du mistede din hustru og selv fik barn, du ville forstå, hvad jeg går igennem – igen.” Hendes øjne blev igen trætte, og skuldrene hang.

[Loup Garou]

Hendes hænder greb om hans hånd, og nok en gang fandt Loup hverken styrken eller viljen til at trække den tilbage. Huden sitrede stadig, hvor hun rørte ham, selv efter alle de år. Selv efter alle skænderierne de havde haft, inkluderet det store, lige inden deres sidste nat sammen.
Han vidste, hun havde ret. Der var intet hun kunne give ham, som han ville have. Han kunne ikke flytte flokken fra skoven for at søge tryghed i Pandemonium, hvis han skulle trække Forsyths vrede over sig. Og han kunne ikke komme i tanke om noget andet, Eriz kunne give ham. I sidste ende stod varulvene stadig alene, hvis det blev opdaget.
Et forræderisk minde flashede for hans indre øje, og mindede ham om betalingen han havde krævet for at låne hende varulvenes styrke, dengang hun havde overtaget Pandemonium første gang. Dengang havde det været så simpelt; en enkelt nat, hvor de begge fik hvad de ville have, og de kunne gå hver til sit den følgende morgen. Han fortrængte et sammenbidt støn. Det var ikke hvad han havde lyst til at dvæle ved nu.
”Zean… hold ham hvor du har ham.” sagde han til sidst. ”Lad ham rådne. Lad ham lide, lad ham blive sindssyg. Jeg er ligeglad, bare lad ham tilbringe resten af sit liv dernede.” Det var det eneste han kunne kræve af hende, som hun kunne give ham. I det mindste ville visheden om at Zean aldrig ville se dagens lys give ham enorm tilfredsstillelse. Eras familie ville glæde sig over nyheden… så meget skyldte han dem. ”Giv mig dét. Så sørger jeg for at min flok endevender Maranos efter knægten. Og hvis han ikke er dér, finder vi ham. Jeg lader ham ikke ende hos Forsyth.”

[Eriz LaPiera Black]

”Virkelig?” Et lettet smil bredte sig pludseligt over Eriz's neutrale ansigt – nok for første gang siden hun havde fundet Damians brev på hans værelse. Hun pustede tungt ud. En stor byrde var pludseligt blev løftet fra hendes skuldre, og hun følte, at hun kunne trække vejret ordentligt igen, selvom de teknisk set ikke havde fundet Damian endnu, men med Loup var chancerne lige forstærket kraftigt. Hun ville ikke miste Damian. Ikke ham.
”Jeg kan ikke takke dig nok,” sagde hun smilende, og tog sig til brystet. ”Jeg ved, du kan bringe ham sikkert hjem, og jeg skal nok holde Zean i kælderen, hvis det er prisen. Intet problem.” Dødsenglen var alligevel ødelagt, så hun kunne ikke bruge ham til noget eller endda have en normal samtale med ham længere, på trods af hun savnede den gamle dødsengel-leder, hvis selskab hun havde nydt. Nu... nu var han tabt.

[Loup Garou]

”Hrm.” lød hans eneste svar. Tanken på at dødsenglen forhåbentligvis ville tilbringe resten af sit liv i en mørk og fugtig fangekælder glædede ham, men det var ikke nok til at bringe et smil til hans læber. Selvom at synet af Eriz’ smil næsten var nok til at få ham til at trække i smilebåndet, bare en smule. Hun havde stadig et kønt smil. Specielt når hun havde set så urolig ud helt siden han var kommet ind af døren.
Hans fingre trommede rastløst mod bordet. Han ville få brug for noget at drikke, før han tog tilbage til Vavilon. Noget stærkt. Heldigvis havde han stadig en smag for de pandemonske drikkevarer, og et flygtigt blik mod kroens bardisk fortalte ham da at de var godt forsynet her.
”Du sagde du havde noget af hans med dig? Noget som har hans lugt?” Blikket faldt nok en gang tilbage på Eriz.

[Eriz LaPiera Black]

Et øjeblik tøvede Eriz, inden at hun yderst forsigtigt trak noget frem, der havde lagt på hendes skød gemt væk under kappens dybe folder, men nu blev vist frem i det ulmende lys fra faklerne. Det var dog først, da hun glattede den ud på bordet mellem dem, at man kunne se det var en trøje på grund af det sorte stof pandemonier nu nød at klæde sig i. Kærligt foldede hun trøjen ud.
"Det er én af hans trøjer," fortalte hun med en stemme, som bar mere varme end hun en portusiansk sommerdag. Fingrene over stoffet nølede kærtegnende, inden at hun endelig skubbede den hellige skat over til varulven. Et bedrøvet smil krøller hendes mundvig op. "Han glemmer hele tiden at smide tøjet til vask, så... det ligger bare på hans gulv og flyder. Han er så arrogant og stædig."
En klump bliver sunket, og det lykkedes hende endelig at rive blikket væk fra trøjen, men må se væk, for diskret at tørre en tåre bort fra sit ene øje, da bare tanken om at miste hendes elskede, lille dreng ligesom Lilith lige er ved at knække hende. Men dengang havde Marcellus ligeså sat alt i bevægelse efter at finde deres datter, og været klar til at drage i krig mod enhver, der nægtede ham adgang til at lede i deres land. Damian havde ingen andre end hende... Hende og nu Loup.
Et stykke tid betragtede hun ham ud af øjenkrogen, før hun endelig åbnede munden igen. Det hun sagde kom lavt og næsten ikke hørligt. 
"...ønsker du nogensinde, vi havde fået et barn sammen?"

[Loup Garou]

Trøjen blev samlet op, uden den samme form for nænsomhed og forsigtighed som kvinden der havde givet den fra sig. Loup betragtede det mørke stof, som om han allerede nu forsøgte at danne sig en opfatning af Damians lugt. Eriz havde siddet med den i lang tid, det kunne han trygt konkludere. Hendes duft var blandet i med drengens, men så længe han kunne skelne mellem de to, burde det kunne lade sig gøre. Heldigvis ville han stadig kunne markere hendes duft, lige så tydeligt som hvis hun havde stået ved siden af ham.
Blikket fløj op fra trøjen, da hun stillede sit spørgsmål. Et øjeblik var han ikke sikker på om han havde hørt rigtigt, men som sekunderne gik, og der ikke kom nogen form for uddybelse, gik det op for ham hvad hun rent faktisk havde spurgt ham om. Kæben spændte sig i munden på ham.
”Hvad forskel vil det gøre nu?” Spørgsmålet havde mere af et bid i sig end han egentlig havde planlagt det. Hvorfor fanden spurgte hun også om dét, nu? Han lænede sig en smule tilbage i sin stol, og prustede tungt ud gennem næseborene. Behovet for noget stærkt at drikke var pludselig steget markant. ”... Dengang du blev gravid med din datter… Du tirrede mig med muligheden for at hun var min, før du sagde det var Marcellus’. Kan du huske hvad jeg sagde?” Mundvigen gled ufrivilligt en smule opad ved mindet. Ikke nok til at man kunne kalde det et smil, men nok til at det fik hans grimasse til at bløde op. ”Der skulle en særlig kvinde til, for at bære mit barn. Dengang ville jeg ikke have haft noget imod, hvis det blev dig. Senere… senere ønskede jeg det.” Ordene blev en mumlen, og blikket veg fra hende igen. I tiden før alt gik galt mellem dem. Dengang han havde taget sine regelmæssige rejser til Pandemonium hver gang Marcellus efterlod Eriz alene på slottet. Dengang hun havde taget ham imod med et varmt smil og bløde læber, så snart dørene var lukket i bag dem. Hvor der havde været mere latter end der havde været skrig og brøl. Det var ikke fordi de tog forholdsregler mod et eventuelt barn, når de var sammen. Han havde i hvert fald ikke. Selv deres sidste nat sammen, før Era havde fortalt ham at hun ventede sig, havde han ikke skænket det en tanke. Han rystede en smule på hovedet. ”Det var måske bedst sådan. Alt ville have været mere kompliceret end det allerede er.” Blikket søgte tøvende tilbage på hende. Spørgsmålet gravede i ham, selv om at det ikke ligefrem var et emne han havde lyst til at granske. Alligevel mumlede han ordene, ”Gør du?”

[Eriz LaPiera Black]

DEt gjorde ingen forskel. Intet overhovedet. Hun betragtede ham, selvom han ikke engang kunne se på hende, men hun lod hans tanker være sine egne. Da han endelig svarede nikkede hun bekræftende af hans konklussion, selvom det var med et ærget ansigtsudtryk og fingrene flettet ind i hinanden på bordet. Hun trak på skulderen.
"Nogle gange..." svarede hun dæmpet. "Marcellus ville uden tvivl, have forsøgt at slå det ihjel, og så ville jeg enten have været nødt til at flygte eller slå ham ihjel først uden nogen fandt ud af det." Hun forestillede sig alle de minder, hun havde med Marcellus, da hun var gravid med Lilith, og prøvede at bytte ham ud med Loup, for at få et glimt af hvordan det mon ville have været. Ville hun have flygtet til Vavilon? Over til varulvene - og hvad havde det dog endt med? Ville hun have snigemyrdet Marcellus, og træde ind som enehersker, indtil barnet var voksen nok til at overtage... og hvor ville Loup have stået? Ved hendes side som tilstedeværende far eller... havde han forladt dem ligesom, han havde forladt hende.
Blikket faldt til hendes flettet fingre, hvor tommelfingeren strøg håndryggen beroligende.
"Lilith er væk fordi hendes far, ikke var dér til at beskytte hende. Han var for svag. Damian har heller ingen far, da Zean ikke har interesse i ham på nogen måde, så han har kun mig til at tage sig af sig. Han har brug for en far. Hvis han havde haft én, var han måske ikke stukket af hjemmefra. Èn der forstod ham. Han er... så vild Loup. Vild men smuk. Vavilonsk blod flyder som ild igennem ham, og byder ham til at følge sine instinkter og lyster, uden at der kan sættes kontrol på dem - Ilden ved, jeg har forsøgt. Nej..." Svagt rystede hun på hovedet. "Nej, du har ret. Det er godt, vi ikke fik et barn sammen i sin tid. Det ville have været stærkt, smukt og magtfuldt, men også lige så vildt som en tordenstorm."

[Loup Garou]

Han måtte næsten smile ved tanken… næsten. Tvillingerne var svære nok at håndtere, og meget af det kom af at de havde lige så meget af deres mor i sig, som de havde af ham. Stærke, stædige og vilde. Sande varulve. Bare tanken på deres vildskab blandet med en warlocks magi var et sted mellem fantastisk og direkte frygtindgydende.
”Hrm… Du ville aldrig have klaret at opfostre en varulv. Men jeg ville have lige så lidt held med at opfostre en warlock.” mumlede han med et lille intetsigende træk på skulderen. Engang ville han måske have været villig til at tage den udfordring. Hvis Eriz’ første barn faktisk havde været hans… Det ville have ændret alt. Ville han stadig have taget Era som sin mage, mens Eriz havde haft hans barn i Pandemonium? Han bandede indvendigt af sig selv for overhovedet at have tænkt tanken. Uden Era ville han ikke have haft sine børn. Uden Era…
Han var ikke sikker på hvad hun prøvede at komme frem til med sin snak om Damians behov for en far. Det spydige svar lå lige på tungen, men han bed det i sig. Brevene mellem dem i tiden lige efter hans sidste nat hos hende havde båret kernen af det i sig; hun havde sin engel ved sin side nu. Var det ikke hans pligt at være Damians farsfigur nu? Manden havde måske ikke noget forhold til drengen, men alligevel…
”Hvad regnede du med fra en dødsengel?” spurgte han sigende. ”Selv varulvene ved hvor ude af kontrol de er. I det mindste respekterer varulvene vores rang i flokken.” For det meste. Han stod stadig som flokkens alfa, men tvillingerne udfordrede ham mere og mere, i takt med at de voksede op. Det var kun et spørgsmål om tid, før de rent faktisk udfordrede ham om alfaposten. Det var umuligt for ham ikke at være stolt af at se hvordan de voksede op, men det var hans rolle som deres far, som talte. Alfaen frustrerede sig over deres stigende mangel af lydighed. ”Hvis det virkelig er sådan han er, er han mest sandsynligt bare taget til Vavilon for at brænde noget krudt af. Måske besøge et horehus, eller se en offentlig henrettelse. Med Forsyth tilbage på tronen er det vel kun et spørgsmål om tid.” mumlede han, da blikket igen faldt ned på trøjen overfor ham. Blikket flakkede fra trøjen og til Eriz’ hænder, som uroligt strøg over hinanden. Han tøvede i et sekunds tid, før han langsomt rakte hånden ind over bordet, og lagde den over hendes. Hendes hænder forsvandt næsten under hans håndflade. ”Jeg får ham tilbage til dig, Eriz. Om det så er hylende og skrigende, så jeg skal binde ham op og smide ham over skulderen, gør jeg det.”