Spill it!

[Roman Hawkins]

Han kunne ikke holde smilet tilbage. Hun var ikke dum. Enten måtte han have gjort nok indtryk på hende til at hun havde bidt sig mærke i deres samtale ved havnen, eller så… well, han regnede med at det var præcis hvad der var sket.
”Den bedste måde at holde øje med hvad der sker i havnen… Sådan som en tilsyneladende uskyldig ung kvinde, som delte navn med en lokal kro, som næsten blev kørt ned af en vogn.” Han kunne stadig ikke sige præcis hvorfor han havde bidt så meget mærke i hende dengang. Men det lønnede sig da for ham nu. Hans aften var bestemt blevet meget mere spændende efter at have set hende her.
Apropos…
”Det er ikke fordi jeg ikke nyder de… intime omstændigheder af rummet, Cass,” Han sendte hende nok et drilsk smil. ”men vi har vel begge to grund til at komme ud herfra igen. Du har tydeligvis nogen som venter på vinen, og vi må begge tjene til føden. Meen… mine pligter kræver tilfældigvis at jeg er lidt rundt omkring på slottet, så der er ingen grund til at jeg ikke kan gøre dig selskab.” indskød han i et bydende tonefald. Smilet sank en smule da han lænede sig op af væggen bag sig. ”Medmindre det selvfølgelig kommer i vejen for din opgave. Som sagt… grænserne er klare.” understregede han. Han kunne forhåbentligvis underholde sig med hendes selskab på et senere tidspunkt, hvis ikke. Når to spioner først fandt hinanden, havde de altid en vane med at finde hinanden igen – på godt og ondt.

[Cassidy Ahern]

Hendes skuldre sank gradvist som luften lidt gik ud af ballonen. Hun følte sig ikke nær så aggressiv mod ham mere. Det var dog svært ikke at fnyse lidt og føle irritationen over hans konstante afslappede attitude. Gik intet ham nogensinde på?
Hans casual brug af hendes navn fik hendes hjerte til at skippe et slag og de små hår på armene til at rejse sig, og udløste ligeledes et af hendes famøse skulende blikke. Som kom det hende som et chok at han faktisk brugte hendes navn. Der gik dog ikke mere end et par sekunder før skuldrene endnu en gang sank lidt og hun vred nøglen om i døren for at lukke ham ud. "Flyv frit, fugl". Smilet var næsten ikke til at se, men kiggede man rigtigt godt efter bøjede mundvigene på de fyldige læber måske en anelse den rigtige retning.
Da han var gået ud forbi hende forlod hun selv rummet, lukkede døren og strøg nedad gangen i modsat retning uden at gøre mine til, at sige så meget som farvel. Han var irriterende forvirrende. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige til ham hvis han forfulgte hende - som om hun havde fået afløb og skældt nok på ham for i dag.

//out