Man har ikke ondt af hvad men ikke ved

[Blake De Clare]

Blake De Clare & Roman Hawkins

Det var lige før kulden formåede at snige sig ind under den tykke kappe foret med blød lys mink, men også kun lige før. Turen ud fra slottet havde ikke været helt let. Slet ikke. Hun var smuttet ud gennem køkkenet med hætten trukket godt op. Hun havde ikke lignet sine 17 år, men nærmere end 13 og haft håret trukket stramt tilbage, hvilket sandsynligvis var hvorfor ingen havde set efter på hende. Hvorfor skulle de bekymre sig om et barn der forlod slottet? De kunne umuligt vide at det var deres tronarvings trolovede og kommende dronning. Så snart hun var ude gennem portene og gående mod byen var hendes krop begyndte at vokse sig højere og hendes krop havde igen formet sig i sin feminine og sarte timeglasform. Hun havde hevet hårspændet ud af håret og ladet det falde i vilde bølger og store, løse slangekrøller omkring skuldre og langt nedad ryggen. Hendes mundvige var krummet op i et befriende smil. Hvornår havde hun sidst været ude alene? Og så i ly af nattens mørke?

Kulden bed i hendes kinder og fik dem til at blusse rødt, hætten var trukket godt over hovedet så hun ikke ville blive genkendt. Hun var ikke sikker på hvor hun ville hen, hun overvejede at søge den kro hvor hun så mange gange før havde været. De kendte hende der, men hun havde ikke været der siden trolovelsens offentliggørelse. Dog vidste de at hun var højadelig, selvom langt de fleste derinde var minearbejdere. De første mange gange hun havde været der, havde hun selvfølgeligt ikke fortalt hvem hun var eller gået i tøj der fik hende til at stå ud, men efterhånden som hun var kommet på fornavn med adskillige og ofte havde moret sig med dem, var sandheden også kommet frem. Blot ved tanken om at indfinde sig i det tætte lokale igen, drikke billig ale og høre på tvivlsomt violinspil og sleske jokes fik hendes mundvige til at krumme op i et forventningsfuldt smil. Det føltes som år siden hun havde gjort noget udenfor reglerne. Udover selvfølgeligt at sove hos sin trolovede… og blive indviet i lagengymnastik før ægteskabet. Det kunne man måske godt karakterisere som upassende hvis man var lidt snerpet anlagt. Eller fra Pandemonium. De kloge hoveder var et godt sted at søge hen, vagter kom sjældent og der var forholdsvist mørkt derinde så det var ikke for svært at forblive nogenlunde anonym. Hun håbede det stadig holdt nogenlunde stik. Måske ville hun ingengang gå ind... Bare lige snuse til stemningen og høre de tonedøve musikkere fra gaden.

[Roman Hawkins]

”Du snyder! Terningerne er falske!”
”Venner, selvfølgelig er de ikke falske! Jeg har bare heldet med mig i aften.” Den høje mand som sad ved ét af bordene, omkranset af en håndfuld andre mænd snuppede mønterne som var blevet samlet i en bunke midt på bordet før nogen af hans spillepartnere kunne nå at standse ham i det. I en håndevending havde han fået stablet mønterne i tre små tårne foran sig og drejede terningerne rundt i sin hånd med et afslappet smil på læberne. Han var ikke en fighter, men han havde alligevel sine metoder for at undgå at de andre mænd skulle finde på at trække ham ind i den nærmeste gyde og stoppe terningerne ned i halsen på ham. Folks hemmeligheder kunne ofte være mere end nok til at stoppe den slags trusler – og han havde sluppet nok hints i løbet af deres spil til at selv Anton, manden foran ham som decideret var den mest tykhovedede, måtte kunne forstå det. Men der var ingen grund til at presse citronen for meget, så han smed et par af mønterne tilbage over bordet. ”What the hell. Jeg giver en runde, som tak for jeres gode sportsånd. Så er vi kvit, ikke?” Han blinkede kækt med det ene øje og stoppede resten af mønterne – og de loddede terninger – ind i sin inderlomme og rejste sig fra bordet. Han blev skulet efter, men der var ingen som gjorde mine til at ville følge efter ham. Roman red på bølgen af godt held. Han var taget til Pandemonium efter sin succesfulde mission i Vavilon, hvor han havde overvåget vagterne på slottet i Oberion, og rapporteret deres vagtrutiner videre til Khala som ekspertligt havde brugt informationen til sit angreb mod den nu tidligere kong Theodor. Forsyths overtagelse – eller skulle man sige genovertagelse? – af Vavilon var jo næsten gået helt smertefrit! Han havde fortjent sine fridage her i den pandemonske hovedstad. Vavilon var måske landet for fest og farver, men Pandemonium havde nu stadig sin egen charme. Og hemmelighederne florerede altid her.
Han havde været ved at gå ud af døren da han næsten stødte ind i en hætteklædt kvinde. Det fik ham til at standse op halvvejs gennem døråbningen, inden et charmerende smil gled over hans læber.
”Hvorfor står du dog herude i kulden? Varmen er indenfor.” Han trådte et skridt til siden og holdt døren åben for hende, mens han åbent betragtede hendes ansigt. Smilet hang på hans læber.

[Blake De Clare]

Den dårlige musik var til at høre tydeligt gennem døren og på trods af, at hun var vant til noget helt andet kunne hun ikke lade være med at føle sig tilpas ved den afslappede stemning som musikken gav løfter om. Ud af at af de små vinduer strøg et svagt varmt lys der ligeledes lovede om varme... Og med det sandsynligvis også en ikke alt for frisk luftkvalitet. Det eneste sted man kunne finde værre luftkvalitet i Pandemonium end på gaden; i et mindre rum fyldt af minearbejdere der endnu ikke har været i bad efter dagens arbejde. Hun skævede ned af sig selv, kjolen var let og lyseblå, en af dem hun havde bragt med fra hjemmet, kappen var mørk i det sorte stof der næsten lignede matte skæl fra en drage eller fisk. Ved halsen og kanten af hætten kunne man lige se den lyse pels.

Hendes øjne gled kortvarigt op i overraskelse da døren gik op og hendes venstre hånd med Damians ring gled op i brysthøjde for at afværge et sammenstød. En høj mand med spidse træk stod foran hende. Hendes læber krummede op i et smil der på stedet viste de vide tænder, "Jamen hvis De siger det" hendes stemme næsten klukkede af morskab over den ligefremme mand og hun huskede straks hvad hun havde savnet ved at bevæge sig mellem folk arbejderklassen. Deres manglende manerer og ligefremme attituder. På mange måder lig hende selv.

Hun trådte forbi manden men beholdt hætten oppe over de gyldne lokker, som stadig delvist skjulte hendes ansigt. Hun vidste ikke om folk ville genkende hende fra de flyveblade der var strøget over byen, men de mænd der kendte hende herinde vidste selvfølgeligt at hun var trolovet til kronprinsen og nu boede på slottet. De kendte jo hendes navn. Da hun nåede baren lænede hun sig med hvad man kunne kendetegne som hjemmevant, indover den. "Trevor!" Kroejeren drejede omkring og blottede sine halvrådne og delvist manglende tænder i et bredt, men hjertevarmt smil "Vi troede vi aldrig skulle se dig igen!" Ordene lød spøgende og fik en munter latter til at falde over Blakes læber. "En ale tak!" Hun var kommet her i mange år, sjældent drak hun mere end en enkelt fad, men hun holdt af at more sig, spille og joke med mændende derinde. Hun havde aldrig følt sig hævet over dem og heller aldrig opført sig sådan - hvilket nok var årsagen til at hun altid var blevet mødt med glæde. Ofte havde hun da også været gavmild. 

Hun drejede omkring så hun stod med baren i ryggen, lænet op af den og lod blikket glide udover det mørke lokale. Hun genkendte adskillige af dem der var her, men der var også flere hun aldrig havde lagt de blå blik på. 

[Roman Hawkins]

Roman fulgte kvinden med blikket hele vejen ind i kroen, som hun så hjemmevant bevægede sig gennem. Det var helt klart ikke hendes første besøg i den lurvede kro, noget som kun blev understreget da hende og kroværten så ud til at være på god talefod med hinanden. Godt nok til at hun kendte kroværtens navn! Han kendte selvfølgelig selv værtens navn, men det havde ingenting at gøre med at Trevor selv havde fortalt ham det.
Han blev stående et par sekunder med en fod ud af døren mens han betragtede kvindens ryg, indtil hun lænede sig om og så ud over krostuen. Roman havde altid været draget af hvad der skilte sig ud, og kvinden skilte sig så sandelig ud i rummet. Omgivet af minearbejdere som stadig lugtede af jord og kul, stod hun i en fornem kjole skjult under en kappe og kutte. Han kunne ikke undgå at lægge mærke til hende – eller ringen på hendes finger. Den måtte have kostet mere end enhver af minearbejdernes løn for resten af året. Hun var bestemt ikke arbejderklasse.
”Hey makker, skal du ind eller ud?” spurgte en utålmodig stemme et sted til venstre for ham. ”Du slipper kulden herind! Luk den skide dør, ved underportene.” Roman skævede mod manden og sendte ham et beklagende smil, mens han nok en gang trådte ind i rummet og lod døren glide i bag sig.
”Trevor! Stik også mig en ale.” kaldte han gennem rummet da han bevægede sig op til disken, hvor han placerede sig ved siden af kvinden. Han betragtede hende åbent, og stadig med et imødekommende smil på sine læber. ”Du må være en stamkunde herinde! Her troede jeg at jeg havde givet Trevor mere business ved at lokke nye ansigter herind.” Han blinkede sigende mod kroværten mens han hældte op til både ham og kvinden, men vendte hurtigt opmærksomheden tilbage på hende. ”Mit navn er Roman. Jeg fik glæden af at være din dørmand for aftenen.” indskød han med et drilagtigt glimt i øjnene.

[Blake De Clare]

Blake drejede med det samme ansigtet da den høje mand der havde været så galant at holde døren for hende lænede sig op ad baren ved hendes side. "Åh, jeg tror skam ikke jeg var gået ind hvis ikke De havde taget mig i at snuse udenfor" igen lyste hendes ansigt op i et bredt og muntert smil og hun rakte høje hånd frem mod ham "Blake. Og hvem siger at det ikke var mig der havde glæden af at have dig som dørmand?" Hun betragtede ham uden dække, blikket gled fra hans pjuskede mørkeblonde hår til hans brede kæber og spidste træk, indtil det igen endte ved hans glædestrålende mørkeblå øjne uden skam over så åbentlyst at have betragtet ham. En anden pandemonsk kvinde havde måske ingengang turde kigge på ham i frygt for at være uordentlig og for fremme i skoene. Vidste man at hun for nyligt havde fået hævet sin status ville man måske tro at hendes frækhed kom fra dette nye selvtillidsboost - der så igen egentligt fordrede at hun mere end nogensinde holdt sig indenfor rammerne og var et forbillede, men kendte man hende... Så vidste man at det rebelske lå så indkodet i hende at ingen status ville kunne ændre på det. Hun lod hætten glide ned, da der var varmt og langt de fleste derinde var fulgt optagede af deres spil og højrøstede samtaler.
"Du er fra Vavilon". Det var mere end konstantering end et spørgsmål, men ved det tog hendes smil en mere interesseret stemning og hun drejede omkring så hun havde fuld front mod ham, hvilende skråt mod baren med sin venstre side.

[Roman Hawkins]

Hendes ganske korrekte konstatering trak en latter over hans læber, mens han vendte sig i stolen så han sad mere rettet mod hende.
”Du har et øre for accenter!” var hans egen konklusion. Der var ikke noget at sige til det. Roman havde aldrig haft et behov for at lære at efterligne den pandemonske eller portusianske accent når han arbejdede. Hans arbejde bestod som regel i at lytte, sjældent at tale. Og hvis det endelig var krævet af ham, var det som regel revnende ligegyldigt hvilket land han var fra. Og nu når han til og med holdt fri, kunne det i allerhøjeste grad være ligemeget.
Han granskede hendes ansigt åbent. Han havde lige så lidt problemer ved at gøre det, som han så ud til at have til at hun selv betragtede ham. Hvad var der også at kommentere på den slags? Men han havde set hendes ansigt før. Hendes ansigt var sat op ved siden af den pandemonske kronprins’ på plakater over hele Agares. Hendes navn og ringen på hendes finger bekræftede det. ”Hvem af os som end har glæden over at være, eller have, en dørmand, håber jeg du vil gøre mig selskab lidt endnu. En fad smager altid bedst i godt selskab.” Som havde han ventet på tegn trådte Trevor op til dem og rakte dem hvert deres krus.

[Blake De Clare]

Blake tog glædeligt imod hans ros. Det var sjældent hun hørte godt for hendes sprogøre, om end hun var blevet undervist. "Jeg tror du er den første der har rost mig for et sprogøre... Jeg har ellers høre at jeg ikke ville kunne kende forskel på Vavilonsk og Portusiansk om vaviloneren stod i spraglet tøj og Portusianeren i jordens farver" Hendes latter trillede ligeså let og ubekymret som hans.
"Jeg kunne ikke være mere enig" hun tog imod det store krus fra Trevor og holdt det skålende mod det nye bekendtskab. "Skål... På accenter" som ordene lød og hun løftede kruset til læberne, blinkede hun spøgefuldt til ham.
"Det er ikke ofte jeg har mødt udlændinge her... Ikke at jeg er her så ofte" Hendes fingre gled langs glassets våde kant før hun igen sippede til øllen der smagte krydret på hendes tunge. "Er du turist?"

[Roman Hawkins]

”På accenter og dørmænd.” istemte han med et smil, og lod sit krus møde hendes i en skål. Han tog den første mundfuld før han med et veltilfreds smil satte kruset fra sig på disken, og mødte hendes kommentar med et dæmpet, skeptisk grin. ”Ofte nok til at du kender gamle Trevor her på navn.” mindede han hende på med et nik mod kroværten, som allerede havde vendt sig mod sin næste kunde og var i gang med at hælde mere drikke op. ”Men ja, det kan man godt sige jeg er. Jeg er kun i Pandemonium i nogle dage, før jeg tager tilbage til Vavilon. Så jeg synes det er enormt passende at afslutte min tid i Agares sådan her.” Han sendte hende ét af sine charmerende smil. ”Selvom jeg må indrømme det er overraskende at støde ind i landets fremtidige dronning på et sted som det her.” mumlede han, lavt nok til at kun hun kunne høre det. Han kunne forstå det hvis hun ønskede at holde lav profil. Hun var trods alt troppet op dækket til. ”Jeg har set dit ansigt på nyhedsplakaterne omkring i byen. Tillykke.” Han nikkede sigende ned på hendes ringfinger og gav en lav fløjtelyd fra sig. Den sten måtte have kostet kassen, men hvad gjorde det vel for landets kronprins?

[Blake De Clare]

Hendes læber krængede sig op i et halvt undskyldende spil der blot sekunder efter tog et drilsk drej "Lad ham ikke høre at du kalder ham gammel... Så servere han dig dårlig øl". Hendes øjenbryn gled undrende en tand op som hun nysgerrigt spurgte ind "Hvad er så specielt ved Agaras, at du rejser for at se det?" Hun spurgte som en sand adelspige der selvom hun havde set langt mere af Agaras end mange ville bryde sig om, aldrig havde set mere af verdenen end nærområdet.
Hans næste ord fik både hendes hjerte til at hoppe og en afværgende latter til at trille over læberne. "Du tror ikke at adelige også har brug for afbræk?..." Fra hinanden lå næsten i luften, og dog usagt. Hun kaldte stadig sig selv adelig, hvad hun i princippet også stadig var. Og dog kaldte flere og flere hende for Deres Kongelige Højhed, hvilket hun fandt fremmedgørende og særtlydende. Hun var jo endnu ikke kronprinsesse, eftersom hun ikke var ægtet til landets kronprins endnu. Og hvem vidste? Måske ville der gå mange år før det ville ske. Deres forhold havde heller ikke varet længe og var på den korte tid fyldt af op og nedture.
Som hans blik gled ned mod ringen veg hendes samme vej og hun hævede hånden og lod kort de blå øjne glide betragtende over den store safir som tronarvingen havde udvalgt for at matche hendes øjenfarve. "Tak." Hun vidste aldrig hvad hun mere skulle sige når hun blev ønsket tillykke. Om end hun langsomt var ved at vende sig til Damians svingende person var det stadig forvirrende. Den ene dag var han i stand til at blæse benene væk under hende og den anden ignorerede han hende stort set. Og så igen... Sidst hun havde set dem var det som om de var ved at finde fælles grund, et sted hun ikke havde anet eksisterede.

[Roman Hawkins]

Hans ansigtsudtryk ændrede sig så det mimikerede chok.
”Siger du at det ikke allerede er den dårlige øl jeg får?” Smilet vendte hurtigt tilbage og han sendte Trevor et undskyldende grin. ”Det var en joke, Trev! Lad det ligge og der vanker gode drikkepenge.” Han sendte kroværten et blink med øjet, og fulgte op med at lægge en ekstra mønt på disken.
”Tvært imod, jeg tror adelige har mere brug for afbræk end nogen af os! I må gå rundt og holde næsen i sky så de andre adelige ikke tror dårligt om jer.” Glimtet i øjet var morende, og understregede at han på ingen måde mente noget negativt i hvad han sagde. Sandt, der var adelige som gik rundt som om de væmmedes over overhovedet at dele luftrum med nogen der ikke ejede deres egen landgård… men det var svært at bevare et ærefrygtigt billede af de adelige når han selv havde set dem snige sig ind og ud af bordellerne lige så ofte som stalddrenge og malersvende. ”Jeg synes det er forfriskende at se én af jer på sådan et sted. Specielt i Pandemonium.” indskød han med et sigende tonefald.

[Blake De Clare]

Hans skuespil virkede på sekundet og en munter latter fyldte luften omkring dem "Stikpiller koster herinde". Hans næste ord bragte ikke en mindre latter fra hende og hun lænede sig let frem imod ham, som ville hun indvie ham i en godt skjult hemmelighed. "Hvorfor tror du at vi er bedre venner med vores massører end familie?" sigende, men med et jokende glimt løftede hun hånden op og gned sig i nakken, som var den øm efter at hælde bagud hele dagen.
Blakes blik gled omkring i den lavtloftede, let dunkle kro der egentligt lugtede fælt. Det havde sin helt egen charme som de fleste sikkert ikke ville forstå. "Én af os?" Hun rynkede på næsen så små streger lagde sig henover den smalle næseryg. "Nu skuffer du mig... Tror du vi alle tilhøre samme bås bare på grund af vores indkomst?" Hendes øjne lystrede med samme drilske udstråling som stemmen havde lagt sig i et mere udfordrende leje. Egentligt var hendes ord også volapyk. Hun havde ikke nogen indkomst. Hun fik penge foræret af sin familie, som dog havde en af landets største indkomster som de sad tungt på bankverdenen. Alligevel ville hun dog helst ikke puttes i bås med de fleste. Selv ikke sin egen familie. Hun elskede dem ja, især sin bror, men igen... At blive sat i bås med ham... De havde så forskellige livssyn.

[Roman Hawkins]

”Hvem sagde jeg mente ’én af jer’, som ’adelige’?” Smilet om hans læber tog en drilagtig karakter. ”Måske mente jeg at man ikke ser mange attraktive kvinder herinde. Du fornærmer mig ved at putte ord i munden på mig.” Han druknede sin egen dæmpede latter med en slurk af øllen, men rettede sig alligevel en smule op i stolen. ”Men bare for god ordens skyld, beklager jeg for at have fornærmet dig. Hvad siger du til at jeg giver den næste fad, og så er vi kvit? Hm?” Smilet voksede en anelse. ”Så kan du gøre dig fortjent til det næste besøg hos jeres massør en lille smule hurtigere end du i forvejen ville have gjort.” Blake var trods alt forlovet med den pandemonske kronprins med udsigten til at have den pandemonske dronning til svigermor – samtlige guder måtte vide at hun havde brug for al den massage hun kunne få! ”Hvor finder man i øvrigt sådan en massør? Og tror du de kan sendes til Vavilon en gang imellem? Jeg kender mange derovre som ville have brug for sådan én.” indskød han lattermildt.

[Blake De Clare]

De blå øjne blev smalle som hun kiggede på ham med et smørret og samtidig skeptisk smil om læberne. ”Tvetydigt. Man skulle tro du var politikker” Læberne krummede yderligere op som blikket fastholdt hans. Granskende og morende. Blot et øjeblik og stadig med det glimt af morskab der så sjældent forlod det. ”Flot gestus.” Hun tippede glasset uopmærksomt uden at spilde og kastede sin opmærksom mod bandet uden at komme med yderligere kommentarer før deres tonedøve musik og de fulde ildelugtende mænd der i det mindste skabte god stemning overbeviste hende; ”Spiller du?” hun drejede sig mod ham igen med en udfordrende mine efter at have sendt et sigende blik mod et langbord med terningespillene fulde mænd.

[Roman Hawkins]

Han skar en grimasse af hendes… spøg? Politik sagde ham ingenting. Jo, han blandede sig måske i det en gang imellem, det kunne man dårligt undgå, men det var et alt for kedeligt liv. Og alt for risikabelt. Han foretrak at være den der fortalte om andres intriger end selv at stå i centrum af dem.
”Nah. Lad os bare sige jeg har en sølvtunge og lade det være med dét. Det er så få politikere som har tid til at tage på kroer og møde prinsesser.” tilføjede han med et glimt i øjet. Han fulgte hendes blik mod bandet i enden af kroen. Hendes spørgsmål fik ham først til at tro at hun spurgte til musik, men da han fangede hendes sigende nik mod mændene som spillede med terninger et par borde fra dem, voksede smilet på hans læber igen. ”Jeg har kastet et par terninger her og der. Det har til tider været det eneste som har ladt mig få tag over hovedet for en nat, før jeg rejste videre.” Blikket faldt på hende igen, og han trak i en udfordrende mine. ”Hvorfor? Lyst til et væddemål?”