Deadlock

[Maddox Bane]

Macaria Forsyth
Isabel Veterano

Det var blot et par timer fra daggry, natte himlen var begyndt at smelte fra den bundløse sorte farve den havde haft, over i en mere dybt, dybt blå farve, og Maddox bragtede Isabel blive mere og mere nervøs. Mørke, brune øjne fulgte hende i kanten af hans syn. Hvis hun blev ved med at trave sådan, ville hun slide hul i bunden af hendes støvler. Han sad selv og rørte i en skål med nu lunken grød, han kun havde spist et par skefulder af, selvom det var god, havre grød. Der var endda et par skiver frisk æble i. Han kunne heller ikke helt finde det i sig til at engagere sig i den samtale Ambrose forsøgte at holde kørende med ham. 
"- Vi har krudten Maddox, vi har haft folk afsøge lokationen flere gange," listede han op igen, tællende hans grunde ud på hans handskede fingre. "Jeg forstår ikke hvad det er vi venter på, vinteren har kun bragt flere hybrider til lejren, ukampdygtige kvinder og børn, og vi kan ikke blive ved med at tage folk ind," Ambrose forsøgte at fange hans blik, og han lod ham. Hans blå øjne var så stålsatte som altid. "Vi er nødt til at slå til. Afslutte hvad vi har startet. Ellers ender vi med at lejren bliver løbet over ende af folk, vi vil sulte ihjel herude, hvis sygdom ikke tager os først, og så vil hybrid oprøret kunne kravle hjem til vores gamle mestre, hvor de af os der ikke bliver henrettet for oprøret, vil blive slaver - igen!" 
Maddox så et par folk kigge i deres retning og rettede et irettesættende blik mod Ambrose. "Dæmp dig," hvislede han mellem sine tænder. Isabel travede stadig frem og tilbage i udkanten af hans syn. Macaria var forsvundet for flere timer siden, og solen ville snart stå op. "Jeg ved det godt, Ambrose. Snart." Han lagde en tung hånd på den anden mands skulder og rystede den let, beroligende. En del af tyngden forsvandt fra Ambroses skuldre som Maddox lagde en hånd på den, men det stålsatte udtryk forlod ikke hans ansigt.  

[Macaria Forsyth]

”Inei være lovet!” Isabels støn lød som om hele verdens byrder pludselig havde forladt hendes skuldre, da hun fik øje på den mørke, kappeklædte skikkelse, der kom gående ind i lejren efter lige at have bremset ned fra et hurtigt løb, som blot havde fået hende til at ligne en slørret skygge. Vagtsomt kiggede Macaria over skulderen mod daggryet, inden at hun trak hætten mere op omkring sit hoved. Hybriden gik hende i møde. ”Hvor pokker har du været henne?! Er du fuldkommen sindssyg?! Jeg har været syg af bekymringen, og ikke anet hvor du var taget hen eller hvad du kunne finde på!” Stærke fingre greb hårdt om vampyrens skuldre, og ruskede hende så hårdt af krøllerne dansede.
”Sorry! Jeg fik en ide, og var nødt til at tage af sted med det samme, hvis jeg skulle nå til Istus før solen,” sagde Macaria med et undskyldende smil, der dog hurtigt forsvandt, da hun igen kastede et blik over skulderen. Hun skulle i ly. Snart!
”Undskyld hvad sagde du?! HVOR har du været?!!”
Forundret kiggede hun op på Isabel, hvis fingre borede sig dybere ned i hendes skuldre, mens øjnene stirrede chokeret ned på hende, som havde hun lige fortalt, at hun havde fået en djinn. ”MACARIA!”
”Okay, slap nu af. Jeg sørgede for ingen fulgte mig herhen til, og jeg – kan vi ikke tage den her indenfor et sted? Solen kommer snart.”
”Du tog til Istus?!” Hybridens stemme var helt skinger. ”Please sig du ikke snakkede med ham, jeg frygter du snakkede med. Please, please, please.”
”Vaelon? Åh! Og Eian Winters var der også, så... Men Izzy, kan vi ikke gå indenfor, fordi-”
”Hvad sagde du?! Macaria jeg sværger... Hvad sagde du til dem?”
Panden rynkede sig, og Macaria tog om Isabels håndled, for at hive dem bort fra sine skuldre med sin vampyriske styrke. Hun forstod ikke hvorfor Isabel flippede sådan ud, eller om hun virkelig bare havde så lidt tiltro til hende, at hun troede noget var blevet afsløret fra hendes side af til Vaelon.
”Tror du virkelig, jeg ville have sagt noget, der ville have bragt jer i fare? Dig i fare?” spurgte hun køligt, og trak sig bort fra hende. ”Tal ikke til mig som om jeg er et barn, der ikke ved hvad hun laver. Jeg er ældre end nogen af jer, og har kæmpet langt flere krige.”
”Macaria...” Isabel gned frustreret sin pande. ”Please bare sig hvad du har gjort.”
De blodrøde øjne vandrede fra Isabel over til Maddox i stedet for. Et stykke tid så hun bare på ham, inden hun endelig åbnede munden, mens solens første stråler begyndte at brænde mod hendes ryg.
”Jeg har sat et møde op mellem Isabel og Vaelon ved Ineis Træ.”

[Maddox Bane]

Både Ambrose og Maddox løftede hovederne da en figur sløret af fart buldrede ind i lejren, Ambrose var på fødderne et sekund senere, og Maddox så ham nå at åbne munden for at slå alarm, men han nåede at indse hvem det var, før den første stavelse af alarmsignalet rullede af hans tunge. Skålen med grød blev sat fra ham på den stamme han havde siddet på, inden han rejste sig og, efterfulgt af Ambrose, begyndte at bevæge sig over til de to kvinder der diskuterede frem og tilbage. Han standsede brat, da han hørte Macaria sige Istus og Ambrose dunkede ind i ryggen på ham. "- hvad?" stemte han i med Isabel. Begge hybridernes øjne flyttede sig fra Isabel, til Macaria og tilbage igen, som Isabels bekymring steg og Macaria forsøgte at forklare sig. Vaelon. Hun havde talt med Vaelon.
Blodrøde øjne mødte mørke brune. Der var altid noget dødt i Maddox' blik. Noget der kun nogengange syntes halvt i live. "Indenfor." Bed han ud, inden han snurrede rundt på hælen og efterfulgt af Ambrose, og kvinderne, travede mod indgangen til de underjordiske tunneller. Så snart de var ude af sollyset, vendte hans sig mod Macaria. "Hvad har du helt præcist aftalt?" Smalle, brune øjne så hende an. Arme krydsede sig over strækket af hans brystkasse.
Ambrose så skiftevis fra Macaria til Maddox. "Det er da ligemeget! Vi tager ikke noget møde!" der var noget næsten hysterisk i hans tonefald. "For det første er det sikkert en fælde, for det andet, er der lige præcis nul procent chance for at et møde ville løse noget som helst mellem vores folk, hybriderne har forsøgt at få aftaler sat op i årevis!" Blå øjne fór tilbage til Macaria, skinnende af frustration. "Og no offence, renblod, men du har tabt lige så mange krige som du har vundet."

[Macaria Forsyth]

Macaria sendte Isabel et surt blik, da hun passerede hende med hastige skridt, for at følge med Maddox og Ambrose ind i ly for solen. Først da hun var vel i sikkerhed inde i tunellen, trak hun sin hætte af, og vendte sig mod de tre ledere af modstandsbevægelsen, som stod side og side med hinanden, som stod hun pludselig for trial.
”No offence, idiot, men hvem af jer har mere erfaring end mig i den slags? Har du overhovedet ført en kamp endnu, eller nøjes du med at gemme dig i skyggerne som den kujon du er?”
”Macaria!” Isabel bed hende af. Standsende holdte hun en hånd oppe, for at få dem til at stoppe med at snappe af hinanden. ”Bare fortæl om den samtale mellem dig og Vaelon.”
Med et suk lagde Macaria armene over kors.
”Jeg tog til Istus for at snakke med Vaelon, og bede ham om at lade være med jage mit child, samt advare ham mod Eriz. Det endte med jeg stod og plaprede om Isabel være Inei eller et eller andet, hvilket faktisk virkede til at have en reaktion på både Winters og Vaelon, indtil de bad mig sende en besked tilbage til jer om de ville mødes. Jaer, jeg er bare så god til at snakke. Jeg fik en fucking højelver til at spekulere på om en hybrid er et avatar for hans gudinde, så undskyld hvis jeg lige har sørget for at I kan stoppe den her krig på en fredelig måde,” sagde hun køligt, inden at hun vendte blikket mod Isabel, der blot betragtede hende med panden rynket, men hvad der forgik under sølvhåret var ikke til at side. ”Han gik med til at I to skal mødes ved Ineis Træ. Alene. Jeres soldater bliver stående ved foden af klippen sammen med hans, og så kan I to forhandle. Det er ikke værre end hvis I ikke finder en løsning, så kan I forsætte den her kamp, men i det mindste har jeg givet jer muligheden for at snakke med kongen af Portus, og måske nå en fredelig enighed.”
”...du har sagt jeg er Ineis avatar?” Isabels stemme var næsten ikke hørelig, som hun hvislede ordene. ”At jeg er gudindens udvalgte?”
”Er det ikke hvad folk her i Portus altid har sagt? Dig og Caleb blev da kaldt både det ene og det andet engang.”
”Der var jeg ikke en hybrid!” Stemmen var skarp som et piskesmæld, og fik Macaria til at spærre øjnene overrasket op, da hun ikke havde hørt Isabel bruge den stemmeføring overfor sig før. Hun så jo helt pinefuld ud.
”Hvad er problemet? Hvad så hvis en løgn kan redde tusinder af liv? På begge sider!” spurgte hun, og kiggede over mod Maddox for at få opbakning. Var de så ivrige efter at gå i krig, at de virkelig var ligeglad med en fredelige løsning? ”Maddox... det her er hvad I gerne har ville. At de andre portusianere så jer som ligesindet, hvilket de gør med den her mulighed for snak. Hvis I ikke tager imod den, og vælger at storme frem i angreb, vil I bekræfte for alle hybrider blot er uciviliseret monstre, der ønsker intet andet end putte Portus i kaos.”

[Maddox Bane]

"Hvor ser du skygger henne, renblod?" hvislede Ambrose, som Isabel bed Macaria af modtog han også et skarpt blik fra Maddox, og han lagde ligeledes sine arme over kors som Macaria gjorde det. Mørke, brune øjne vendte tilbage til vampyren. Han lyttede til hende tale, forklare hvordan hun havde talt med Vaelon, aftalt et møde og fremlagt en teori om at Isabel var Inei, som mere eller mindre var det samme som Ambrose havde spundet blandt hybriderne. Han havde dog mere fremlagt det som at hun var Ineis vilje på jorden, end at hun direkte skulle være en avatar af gudinden selv. Ambitiøst, men den ville aldrig blive købt blandt renblods befolkningen. Så skulle de på en eller anden måde sætte det op, så Isabel kunne se ud som om hun havde udført et mirakel.
Hans bryn var sammenknyttede, hans ansigt halvt liggende i mørket i tunnellen og hans hånd var vandret over hans mund, da Macaria vendte sig mod ham. Han gav en halv tænksom, halvt klagende lyd fra sig, og strøg hånden op til broen af hans næse, som han kneb. "Det er ikke at jeg ikke er taknemlig for at du har sat aftalen op, Macaria, men der er ingen chance for at Vaelon går med til vores krav." sagde han langsomt. "Vi ønsker total ligestilling mellem hybrider og renblods væsner. Vi vil ikke blot have slaveriet afskaffet, vi vil have en hybrid i Rådet, vi vil have ligestillede muligheder for arbejde og lige betalt arbejde for hybriderne. Vi vil have adgang til de samme lægehjælp, uddannelse, og ægteskabs muligheder som renblods borgerne. Vi ønsker at blive straffet på lige fod med dem, når vi begår forbrydelser. Vi ønsker at det straffes lige så hårdt at begå forbrydelser mod hybrider, som var de renblods borgere. Vi ønsker at betale samme mængde skat til kronen som resten af befolkningen -"
Ambrose skar ind. "Er du klar over hvor meget af den portusianske indkomst årligt kommer fra underbetalte hybrider eller slaver? Portus er måske et frugtbart område, men landet er båret på ryggen af de slaver der plukker deres frugt, sår deres marker og høster dem igen, fælder og slæber tømmer, bygger og nedriver deres huse - hvis de alle sammen skulle have løn på lige fod med de andre borgere, ville det være et hårdt slag mod den portusianske økonomi - for ikke at sige det ramaskrig der ville komme fra de adelige og herregårdsmænd, der enten ville miste eller skulle betale deres slaver -" Hans arme strammede sig hårdt over hans brystkasse.
Hånden faldt fra Maddox' næsebro og et suk undslap ham. "Vi tager mødet."
"HVAD? Maddox -!"
"Selv hvis det er en fælde, er det det værd, hvis det kan løses fredeligt." Hans egne arme gled over kors. Den hvide skjorte strakte sig stramt om hans brede skuldre. "Hvor lidt chance der end er for det."

[Macaria Forsyth]

Opgivende lyttede Macaria til de to ledere af modstandsbevægelsen, men ikke uden at himle med øjnene nogle gange eller sukke højlydt over at skulle modtage en prædiken, hun slet ikke havde bedt om. Ved Euphonia, hvor var portusianer dog pessimistiske. I en søgen efter at få støtte fra Isabel, skævede hun mod hybriden, blot for at blive overrasket over det sammenbidte ansigtsudtryk på hendes ansigt. Wauw… Isabel Veterano havde virkeligt ændret sig de sidste års tid…
“Det er ikke en fælde!” udbrød Macaria med armene i vejret, inden hun pegede irettesættende på først Ambrose og så MAddox. “Hør her! Fint man kæmper for principper og værdier men nogle gange må man også gå på kompromis bare for at vinde noget i stedet for at ofre tusinder af liv for noget I alligevel ville tabe.” Hun havde ikke i sinde at se sin bedste veninde ofre sit liv for noget, der så let kunne undgåes, hvis bare man åbnede øjnene for realiteterne.
“Hvad i alverden skal jeg sige, hvis han spørg mig om Inei?” Isabels øjne flakkede mellem Maddox og hende. “Jeg… jeg kan ikke lyve om sådan noget, og… jeg er en hybrid.”
“Hvorfor tror du Vaelon gik med til at se dig og ikke det flotte stykke mandfolk ved siden af dig?” spurgte vampyren med et skævt smil og nik mod Maddox. “Jeg fik ham til at se ligheder. Det er den slags jeg kan.”
“Men du løj.”
“Hvad hvis jeg ikke gjorde?”
Isabel stirrede vantro på sin venindes smilende ansigt, inden at hun søgte tilflugt hos Maddox og Ambros med en grimasse. “Hvad siger jeg?”

[Maddox Bane]

Både Ambrose og Maddox løftede deres bryn skeptisk, som Macaria pegede irettesættende på dem begge to. "Vi kan ikke gå på kompromis, før vi overhovedet har kæmpet. Før vi overhovedet har forsøgt. Der bliver ingen aftale, hvis Vaelon ikke vil møde alle vores krav." De korslagne arme strammede sig hen over hans brystkasse. Der var ikke noget at diskutere når det kom til det. Den lige linje der normalt var Ambroses mund vippede opefter i den ene side, som han så op mod Maddox. Der lå noget i de blå øjne, som han så på ham, som Maddox ikke så som han så på Macaria og Isabel. Han gned sin hage en smule, kradsede i det korte, trimmede skæg.
"Hvis vi vil forsøge at overbevise ham, kunne vi måske skabe lidt... scene for det." Han kunne ikke selv lide tanken om Isabel som avatar, han kunne ikke udstå gudinden, blot ved tanken om hendes navn var der altid en lille ild der tændes i hans bryst. Men han forstod at det kunne være appellerende for mænd som Vaelon, der tilbragte deres liv på at kysse hendes fødder. "Vi kunne få nogle af vores halvengle til at ligge lidt lys over scenen.. Den hvide uniform vil måske også hjælpe." Han trak på skuldrene.

[Macaria Forsyth]

Isabel rynkede på næsen, og hendes arme gled stædigt over kors på samme måde, som hun gjorde, når Caleb forslog hun skulle lade Drakan blive tilbage. Macaria havde set det hundrede gange.
“Nej. Jeg vil ikke lyve om den slags,” slog hun fast med en stemme, der ikke ville høre på modsættelser. “Det kan godt være min kære lillebror mener jeg er blevet blasfemisk, og Inei har forsaget mig, men jeg vil ikke påstå at jeg er hendes skikkelse på jorden.”
“Du behøver ikke sige noget direkte.” Macaria samlede hænderne bag ryggen. “Men helt ærligt… Izzy du kom tilbage fra døden og er designet til at stå imod ethvert angreb, samt man altså ikke kan løbe fra du har visse ligheder med den portusianske gudinde - som det hvide hår!”
“Marcellus gjorde det mod mig, for at jeg kunne beskytte ham. Det har intet med Inei at gøre.”
“Right… Og pludselig står du her midt i hybridlejren, fordi du ser det som den eneste måde, du kan beskytte landet mod Eriz.”
Isabel blev underlig tavs. Hun så på hende med et underligt blik, der nærmest virkede skamfuldt, og pludselig slog det Macaria… hun kæmpede ikke længere for Caleb, hans hustru og Saïx. Hun kæmpede for hybriderne. Lige meget hvor gerne hun ville have undgået det kunne hun ikke lade være, og et grin spruttede fra hende, hvilket fik Isabel til at stirre overrasket på hende, indtil hun brød helt sammen i latter, så hun knækkede forover.
“Hvad?” spurgte hybriden forurettet. “Hvad er så sjovt?”
“Åhhh ikke noget. Bare… skæbnens ironi. Hør her, I må selv bestemme, hvordan I gør det her, men nu har I hvertfald en chance for at forhandle fredeligt med kongen af POrtus, så lad den nu ikke være forspildt på grund af stolthed. Skån jeres mænd, ved blodet! De har allerede lidt nok,” sagde hun smilende, før hun spændte sin kappe op, og trak den over armen i stedet for. “Hvis ikke I ønsker mere af mig, vil jeg kravle sammen på Maddoxs madras, nu hvor Ambrose har stjålet min seng, og få mig noget velfortjent søvn. Det skal jo forestille, at jeg er på ferie i det her paradis, og jeg har løbet hele natten, samt talt med en utrolig stædig konge og hans fantastiske rådsmand! Så! I må have mig undskyldt!” Blidt gav hun Isabels arm et klem, Maddox et flygtigt kys på kinden - selvom hun var nødt til at skubbe sig selv op på fødderne, samt håbe på han ville bøje sig lidt ned - og et blink til Ambrose, før hun begyndte at gå længere ind i de gamle minder. Væk fra solen.
Isabel så efter hende med en mistroisk mine.
“Jeg kan ikke lide det…” indrømmede hun. “Jeg kan virkelig ikke lide det. For det første er jeg hverken politikker eller diplomat, og for det andet har mig og Vaelon ikke ligefrem den bedste historie. Måske burde én af jer gøre det? Måske Caleb?” Håbefuldt kiggede hun over på de to mænd.

[Maddox Bane]

Som de kom længere ind i samtalen om Inei, lænede Ambrose sig over og hviskede under hans åndedræt til Maddox, inden han vendte sig og forlod den lille forsamling, for at tale med nogle andre væsner et par meter borte. Maddox blev stående og så mellem de to kvinder, som de snakkede frem og tilbage. Han havde intet at tilføje til samtalen om Inei. Der var sikkert mange troende der var blevet oprørt over at stå og være tilhøre til sådan en samtale, men det rørte ham ikke det fjerneste. Det ville næsten ærge ham hvis Vaelon gav efter for alle deres krav, så de ikke fik chancen for at ødelægge et par templer. Der var intet der ville glæde ham mere end at fælde et par af hendes statuer. Lyden af Isabels latter trak dog et smil over hans ansigt.
Han skulle til at åbne munden for at svare Macaria, da vampyren lænede sig nærmere, han bøjede sig automatisk nærmere, og hun placerede et køligt kys på hans hud. Han havde ikke drukket en dråbe endnu, men han måtte stadig kæmpe hårdt mod impulsen til at gribe hendes ansigt med hans hænder og dreje det mod hans. Først da hun trak sig væk igen, slap han det åndedræt der var blevet fanget i hans hals og råbte efter hende: "De vil lide endnu mere, hvis vores krav ikke bliver til virkelighed," Der var dog et smil lurende om hans mundvige. "Og føl dig fri til at bruge min, men Ambrose sover ikke om dagen, så 'din' seng er fri."
Mørke brune øjne så tilbage mod Isabel. "Cherie, jeg tror aftalen specificerede at mødes med dig og kun dig. Måske din bror kan tage med, men jeg tvivler på jeg er velkommen i kongens selskab. Jeg er ikke blot hybrid, jeg er den værste af slagsen, som du ved," mundvigene vippede op i et næsten stolt, bredt smil. "Halvt engel, halvt warlock."

[Isabel Veterano]

Ravrøde øgleøjne hvilede tungt på Maddox efter at Macaria havde placeret et kys på hans kind, men hun sagde ikke noget, selvom rynken i panden blev en smule dybere. Øjenbrynene hævede sig, da han igen vendte opmærksomheden mod hende.
”Åh, og hvad er jeg så ikke? Min krop blev end ikke født ind i den her verden, men er en sammensmeltning af en tilfangetaget engel og en frivillig warlock. Hvis det ikke er syndigt, så ved jeg ikke...” Hun rystede på hovedet, og kiggede ned på sine fødder. På trods af frustrationen var hun imponeret over hvad Macaria havde fået stablet på benene, men hun burde vel snart til at lære, Macaria var mere end talentfuld. Man... glemte det bare nogle gange. Træt gned hun sin nakke, hvor spændte muskler samlede sig som små knuder.
”Jeg burde have forudset, hun ville prøve at hjælpe til, selvom hun burde fokusere mere på at passe på sig selv,” sukkede hun, og lagde hovedet helt tilbage med lukket øjne. ”Tage over til Istus på en enkelt nat. Snakke med Vaelon. Hun marcherede sikkert direkte ind i templet, uden at tænke over han er allieret med Eriz, eller ville holde hende tilbage på grund af sin forbindelse med mig. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis noget skete hende her. Hun har allerede været nok igennem...”
Tanken om Pandemonium og hvad Eriz havde gjort ved hende, fik maven til at knuge sig sammen, så et tungt støn lød fra hende.
”Måske burde jeg følge hende hjem... Jeg kan bare ikke lide tanken om hende alene i Sethos.”

[Maddox Bane]

"Men Isabel, mine forældre tog den bevidste beslutning om at gå i seng med hinanden og føde et barn, og den forbrydelse hviler på mine skuldre," modargumenterede han smilende. De kunne lege hvem er mest syndig til solen stod op, men faktum ville stadigvæk være at det var lige omkring det samme. Hun havde måske en tomme forspring på at være blevet skabt som hun var, men hun var trodsalt også født magiker og havde tilbragt mange år som en oprigtig borger af Portus. Han havde altid været hadet og forbudt.
Han trak på skuldrene og stak hans hænder i hans bukselommer. "Hun slår mig som typen der passer på sig selv ved at passe på andre. Lad hende hjælpe til hvis hun vil. Hun bliver kun bedre af det." Han lænede sig en smule nærmere. "Og hun slår mig også som typen de færreste kunne tilbage holde mod hendes vilje." Han blinkede med et enkelt øje og rettede sig op igen. "Det er op til dig Isabel. Hun er velkommen her så længe hun har lyst til at blive." Det var jo heller ikke ligefrem fordi hun tærede på deres rationer. På sigt skulle de nok finde en anden sove situation til hende, så Ambrose ikke skulle sove på en madras, som han klagede sig over lugtede af kvinde.

[Isabel Veterano]

Isabel skævede til sin leder med mistro, men hun havde aldrig været særlig god til at aflæse folks følelser, som for eksempel Macaria var en sand ekspert i. Alligevel fornemmede hun et eller andet omkring Macaria og Maddox. Og dog... Maddox var et vrag efter at have mistet sin eneste ene, og Macaria var gift med en farlig psykopat, der blev ved med at svigte hende igen og igen og igen og igen. Hun rystede på hovedet.
”Zean behandler hende dårligt.” Det røg bare ud af hende, og et øjeblik stod hun forundret med blinkende øjne, inden at hun rømmede sig og forsatte. ”...Zean behandler hende dårligt, okay? Ikke med vold for der er hun stærkere, men han bliver ved med at svigte hende samt bringe hende i fare. Hun elsker ham for højt til at forlade ham, men... det burde hun altså. Han ender med at få hende dræbt. Han kan end ikke være der for hende, når hun har brug for det, fordi han hellere vil lege med kvinden, som torturerede hende i flere år.”
Harmen var tydelig i hendes stemme. Alt hun ønskede var at Macaria blev lykkelig – specielt efter alt det hun havde været igennem allerede.
”Jeg syntes bare du skulle vide det. Hun er skrøbelig lige for tiden,” mumlede hybriden afsluttende igen mens hun tænkte på hvorfor pokker hun havde sagt alt det her. Måske bare for at være sikker.