Night night

[Blake De Clare]

Blake De Clare & Dylan Forsyth

Det havde været en lang dag. Hun havde for første gang i den sidste uge været udenfor slottet. Hendes vej havde ført hende til Salem som hun ikke havde set i lang tid. Hendes fingre knyttede sig til en næve blot ved tanken om hvad der var sket med ham. Klumpen sad stadig i hendes mave ved tanken om at han ville rejse fra Pandemonium. Hun havde ikke opsøgt Zia endnu, klokken var også mange og hun vidste at Zia vidste det hele i forvejen. Sage havde trods alt spurgt om Zia havde fortalt hende om det på forhånd. På trods af opdagelserne havde det alligevel været godt at være udenfor slottets mure og befinde sig i byens gader igen. Også selvom det havde været med følge. Hendes smalle fingre gled ned af kåbens front som hun knappede en knap efter en anden til kappen var færdiglukket. De knæhøje strømper lå stadig i det tilhørende garderobeværelse. Hun følte sig indespærret i dem. Snart var hun overbevist om at hun ville løbe frit igen. Der var heller ikke mere end en uge til at hun burde søge skoven for at møde Mikkel igen. Hun havde et par ideer til hvordan hun kunne komme ud. Så var det blot om de ville virke.

Blakes hånd lagde sig blidt på dørhåndtaget før hun hev døren op og skævede ud. Der var ingen på gangen, og selvom de måtte vide at hun sov hos ham så ønskede hun ikke at støde på dem. Ikke at det egentligt gjorde hende det store når hun mærkede efter. Stengulvet føltes koldt mod hendes bare fødder som hun gik ned af sin egen gang, kom til hans og begyndte at gå ned af den. Det var egentligt utroligt som hun endnu ikke var stødt på nogen heroppe i aftentimerne. Hendes hånd landede på Damians dørhåndtag og hun skubbede døren op til værelset.

[Dylan Forsyth]

Kaminen var stadigvæk tændt. Dens vridende flammer var alt, som oplyste det store værelse, hvilket kun lige var nok til at bringe lys til sofagruppen lige foran. Skyggerne strakte sig lange, og mørket syntes endnu mere mørkt i krogene, men det kunne også have noget at gøre med gardinerne trukket for de høje vinduer, som ikke tillod noget stjernelys at komme indenfor. Sengen var tom. I stedet sad kronprinsen i en lænestol trukket ind foran pejsen, så han kunne sidde og kigge ind i ilden med hovedet hvilende i den ene hånd, og den anden hængende over armlænet med et eller andet legende mellem fingrene. Han var iklædt helt i sort. Jakkesætsbukser og en skjorte hvis ærmer som altid, var smøget op til albuerne. Da man kom tættere på, kunne man se, det var en skakbrik – en løber – som han legede med i sin ene hånd, men han virkede ikke til at have opdaget Blake var trådt ind, eller også var han ligeglad.
På gulvet bag lænestolen flød der med opslået bøger, en masse forskellige kort over Vavilon eller Pandemonium, redskaber til at bedømme afstande, samt papirer med nedskrevet noter og udregninger. Damian fortrak altid at sidde på gulvet i stedet for oppe ved sit skrivebord.

[Blake De Clare]

Værelset lå henlagt i et varm lys fra kaminen. Hjørnerne fremstod mørke. Hun havde overvejet hvorfor hun blev ved med at komme herind, på Damians domicil. Måske fordi hun håbede på at det ville klikke på et tidspunkt, at hun ikke ville blive så forvirret over hans skiften i person og at hendes ord ikke ville forvirre ham så meget. Døren lukkede med et lavt klik bag hende og hendes blik faldt på kronprinsen der virkede fordybet i tanker med blikket rettet ind i flammerne. Hvad følte hun for ham? En gang imellem spænding, men på det sidste bare forvirring. Han havde kunne få hendes hjerte til at slå hurtigere og hun havde endda mod forventning set frem til dette. Havde hun frygtet ham? Nej, hun troede ikke at hun rent faktisk havde frygtet ham på noget tidspunkt. Med undtagelse af den dag han havde presset hende op mod væggen og brugt sine evner på hende. Men det var noget andet, det var ikke ham hun havde frygtet, det var blot følelser han havde fremkaldt i hende med sin rædselsmagi. Hun huskede da hun havde set ham igen, selv da havde hun ikke frygtet ham. Måske fordi hun vidste at han ikke kunne dræbe hende? Måske fordi havde for meget tiltro. Tiltro til at det hele nok skulle gå. Og så alligevel, hvor meget gik alligevel?

Næsten lydløst på sine bare fødder gik hun henover gulvet og lod sig glide ned på det, tæt ved stolen han sad i og med ansigtet mod ilden som dansede og knitrede for dem. Smuk, men farlig. Hun blev draget af den, sad i et godt stykke tid uden at sige noget med blikket fæstnet ved flammerne. "Min ven er blevet banket" hvorfor sagde hun det? Hun vidste det ikke. De havde ikke snakket meget og når de gjorde synedes der at opstå forvirring. "Det betyder sikkert ikke noget for dig, for du kender ham ikke..." Flammerne svang sig forførrende om hinanden, som æggede de en til at forsøge at røre. "Men jeg forstår ikke hvad der sker. Hvordan nogen kan nære så meget had mod nogen, blot fordi de elsker en af samme køn?". Hendes stemme var så neutral som hun formåede, men det var ikke til at skjule en smule af den vrede der fik den til at dirre. Hun flettede sine fingre sammen og knyttede dem hårdt mod hinanden. Hun var ikke et vredt menneske. Hun kunne ikke lade sig påvirke så let. Hendes egne formaninger hjalp ikke mod den håbløshed og vrede hun følte ved tanken om seks maskerede mand der sprættede maven op på Salem i hans eget hjem.

[Dylan Forsyth]

Uden at bevæge hovedet rettede Damian blikket mod Blake, da hun kom til syne rundt om hans stol, inden at hun tog plads på gulvet tæt ved ham. Et par sekunder betragtede han de gyldne lokker, som var næsten alt han kunne se af hende fra sin position, før at han igen kiggede mod flammerne.
Han sukkede tungt.
”Det ved jeg ikke. Fordi Pandemonium er opbygget er stramme traditioner og regler, der kan føres hele vejen tilbage til da Nostamus vandrede på jorden, og man er bange for hvis disse traditioner og regler brydes, vil hele landet falde sammen i kaos?” forslog han med en stemme, der lød som om det var noget han havde læst om i en bog. Personligt brød han sig ikke om regler, men hans mor havde sørget for, at trække ham igennem diverse lovbøger, indtil at han kunne enhver regel og tradition udenad – hvilket i sig selv var noget af en bedrift her i Pandemonium.
”Jeg er ked af det med din ven, men det er derfor man burde holde den slags til sig selv,” tilføjede han, og kiggede igen ned på hende med øjenbrynene dovent hævet, da han selv mente det da var logisk: Hvis du gjorde noget andre ikke kunne lide, så målte du risikoen ved at gøre det, og hvis du fandt ud af, det stadigvæk var noget du ville, så sørgede du for at holde det skjult for andre. Han gjorde det hele tiden.

[Blake De Clare]

Hun lyttede stille til hans ord. Regler havde altid været til at skulle bøjes. Ihvertfald til en hvis grad, til det bedre for befolkningen måske? Hun rynkede svagt på næsen ved hans ord, stadig med blikket rettet ind i ilden. "Men vores lovgivning siger også, at det ikke er den individuelle borgers ret at dømme og udøve dom over andre civile. Det er retsvæsnets." Hun rettede ansigtet op imod ham, der var både stædighed, en lille dråbe af vrede og en del spørgsmålstegn at tyde i hendes mine, men mere end noget en form for åbenhed og interesse. "Gælder vores egne love ikke længere, når der er tale om at straffe civile der ikke følger vort samfunds normer? Ingengang love, blot normer?". "Er man ikke en forbryder, hvis man udfører forbrydelser mod en der ikke underkaster sig den bås, som resten af samfundet påsætter en?" Hun havde ikke kunne tale politik i De Claire palæet. En kvinde skulle ikke blande sig i den slags, og absolut ikke i et så traditionelt hjem. Men det havde aldrig været et hjem med vold i. Selv Salem og Zia havde været i hjemmet efter de var blevet afskåret fra den øvre den af samfundet.

[Dylan Forsyth]

Der lød et fnøs fra Damian, og han vendte blikket ned mod hende uden at dreje hovedet, mens et lille, spydigt smil trak i hans mundvig.
“Seriøst? Ville du ikke angribe, hvis du følte dig truet? Hvor mange tror du ikke lige der render rundt med samme tildenser men holder det presset ned, hvilket så provokere dem når andre ikke kan? Er udelukkende af frustration eller frygt for at alting kollapser. Desuden...hvad skal man gøre? Gå op til én af os og bede om at få én eller anden dude anholdt? Så hellere lade dem ordne det selv,” sagde han med et skuldertræk som afslutning, før at han igen vendte blikket tilbage mod ilden, men ikke uden at tankerne stadigvæk blev ved ham, og fik ham til at tilføje. “Jeg er fuldkommen ligeglad med hvad vej folk svinger. Bare se på Vavilon. Det var ikke den slags, som fik landet til i krig men svage ledere. Den slags bagateller som hvem folk har sex med skal ikke prioriteres før andre mere krævende ting efter min mening - så hellere lade folket klare den slags selv, så vi andre kan koncentrere om os faktisk at styre landet.”
Han tøvede et øjeblik. Aflæste situationen og Blakes følelser før han drejede ansigtet direkte mod hende.
“... vil du gerne have hævn for din ven? Jeg ville kunne dække det for dig, hvis du ønsker det. En slags… gave?”
Flint havde godt nok sagt blomster, men det her virkede som om det betød mere for Blake end en buket med blomster der alligevel på et tidspunkt ville visne.

[Blake De Clare]

Blake havde drejet sig halvt så hun sad med ansigtet mod ham. Hans spydige smil gjorde hende ikke noget, om noget var det hende en glæde at se et hvilket som helst smil på hans læber. Hendes blik veg ikke fra hans, stædigt og påstående. ”Jeg ville angribe hvis nogen truede mig på livet med en kniv” Tonen var så bestemt, som skræmte tanken hende end ikke. ”Jeg ville angribe hvis nogen truede nogen jeg holdt af”.

Hans ord fik hendes læber til at krumme op i et smil. Et smil hun ikke formod at holde tilbage, selvom det kun kort efter slog hende hvad der fik hende til at lyse op i et smil. ”Åh, om jeg ville” Hun rettede blikket ind i flammerne og lænede sig tilbage så hun støttede på hænderne bag sig. Tilbagelænet med de blonde krøller hængende i luften, så spidserne lige akkurat rørte gulvet. Hun lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene med blottet strube. Smilet stadig klingende ved hendes læber. ”Jeg ville. Men det ville være forkert...” Hun slap et let suk, som om ville hun hellere ignorere at det ville være forkert at hævne sig. Vold mod vold. Hun drejede igen ansigtet mod ham, stadig afslappet tilbagelænet, ”Jeg ved ikke hvem de er. De kunne være adelige.”

[Dylan Forsyth]

”Du kunne finde ud af det.” Damian rakte en hånd frem mod hende, som tegn til hun skulle komme op og sidde ved ham. De havde ikke været fysisk tæt siden hans fødselsdag med mindre man talte med at de holdte i hånden, når de skulle sove. Det kom en smule bag på ham, at hun faktisk så ud til at ville nyde at... få hævn... men han ville lyve, hvis han påstod det ikke tiltalte ham, da han selv ville have ønsket det. Tilgivelse var en mærkelig ting. En arm gled omkring hendes hofter, som hun satte sig i hans skød, så han kunne holde hende fast, hvis nu hun var ved at glide af, men også for at holde hende tæt på sig. Han måtte se op for at holde øjenkontakten med hende, nu hvor hun sad på ham.
”Jeg er ligeglad med hvem de er. Hvis du finder dem, kan jeg få dem bragt hertil, og du kan få lov til at gøre med dem, hvad end du har lyst til. Jeg kan hjælpe dig, hvis du har brug for det – trods alt har jeg nogle ret effektive evner,” tilbød han med et lille smil mens fingrene fraværende strøg hendes ene hofte. ”Ingen vil kunne sige noget imod det eller stopper os, selv hvis det blev opdaget.”

[Blake De Clare]

Hendes fingre gled halvt drømmende henover stoffet på kåben, hun havde så meget lyst… Vreden som var vækket i hende da Salem havde fortalt om overfaldet, eller nærmere da hun havde set ham forslået, var ikke gået over. Den var nærmere blev til en lumrende følelse der ikke lod sig glemme. Og tanken om at gøre det samme mod de uhyre der havde rørt hendes ven var fristende. Ikke bare fristende, overskyggende. Som en voksende følelse indeni hende. Hun kom let på benene og lod sig glide ned på skødet af ham. Hendes hænder gled op omkring og lagde sig på hans skuldre. Det var som forførte han hende med disse ord som var så ulovlige og forkerte og kunne hun ikke sige fra over for dem. Smilet voksede yderligere på hendes læber. ”Ja Tak” Hendes fingre gled om i nakken på ham og hun lænede sig frem for blidt at presse sine bløde læber mod hans. Som trak det forbudte emne hende tættere på ham og havde låst op for noget der ikke havde været der før, og åbnet op for en fælles grund for dem igen.

[Dylan Forsyth]

Kysset kom fuldkommen bag på ham. Hvad var der med kvinder, og pludseligt at kysse ham uden nogle grund? Ikke at han da brokkede sig. Det var blot forvirrende. Begge arme lagde sig omkring hende, for at trække hende tættere på sig, mens han gengivende trykkede sine læber mod hendes, så han måtte strække i halsen. Hendes læber smagte sødt som honning og var bløde. Masserende med sine smagte han på dem, som kunne han ikke få nok, samtidigt med hans ene hånd strøg op af hendes ryg, så folderne af natkåben blev glattet ud af hans fingre.
Et saligt åndedræt forlod tungt hans næsebor, og han satte sig lidt bedre op i stolen. Det var kun anden gang de kyssede hinanden, men denne gang var der ingen fodtrin fra forældre udenfor døren, hvilket tillod ham at nyde kysset noget mere. Lokkende for at få hendes fine mund til at åbne sig mere for ham, masserede han hendes læber med sine egne, indtil han endelig kunne stryge tungen over hendes. Hånden mod hendes ryg kørte resten af vejen op i hendes nakke under lokkerne. Masserede de spændte muskler. Gned huden. Holdte hende fast i det dybe kys, og viste hende at den slags sagtens kunne være dejligt.

[Blake De Clare]

Det var så uvant. Nok havde de engang imellem fjantet og i mere provokation end noget andet presset citronen, som når han havde lagt sin hånd demonstrativt på hendes lænd til festerne og hun udfordrende havde presset sig tættere på ham. Dette var noget helt andet. Ikke for at provokere ham, ikke for at træde på andres grænser, ikke for at få andre til at stirre og familien til at gyse. En behagelig gysen skød ned igennem hendes ryg, som hun mærkede hårene på kroppen rejse sig under hans kærtegn. Hendes fingre foldede sig blidt om de små bløde krøller i hans nakke mens hendes mave gjorde kolbøtte. Da hans arme trak hende endnu tættere, pressede hun sig villigt mod ham. Hendes læber åbnede sig forsigtigt for hans og man kunne næsten mærke overraskelsen i hende som det svagt gibbede da hans tunge blidt og kildende ramte hendes. Selv i kysset krummede mundvigene sig let opad. En ganske lav nydende lyd kom fra hende som hun legende besvarede kysset. Udforskende og væk i en lille boble kun omkransende de to. Hendes ene hånd gled igen langsomt ned langs hans hals, nussende i små cirkulære bevægelser, ned langs forsiden af hans brystkasse hvor den lagde sig.

[Dylan Forsyth]

Den nydende lyd hun kom med fik ham til at brumme med i velbehag, og det begyndte at trække i hans mellemgulv. Han lagde hånden der ikke var i hendes nakke mod hendes faste lår, hvis muskler han kunne mærke under sine fingre, da de kærtegnende vandrede hele vejen op til starten af hendes hofte, før de strøg nedad igen i en gentagende bevægelse. Det var ved at være lang tid siden, han havde haft en kvinde sådan her, eftersom Khala havde haft travlt med sin krig, og han kunne godt mærke effekten det havde på sig.
Tommelfingeren sneg sig til at tage fat om den øverste del af hendes lår – lige hvor hofte og lår mødes. Hun havde et skarpt hofteben. Han kunne ikke lade være med at presse sit underliv op mod hendes, som var han en slange, der vred sig under hendes vægt. Langsomt begyndte han at kysse hende ud mod det ene mundvig, videre ned over hendes kæbelinje til strækket af hendes hals, hvor hun altid duftede af parfume. Med læberne nappede han i den fine hud eller kyssede hende varmt. Hånden i hendes nakke tvang hovedet lidt til siden, så han bedre kunne komme til.

[Blake De Clare]

Den dybe brummen fra ham der blandede sig med ildens knitren var de eneste lyde hun hørte, fanget i hans stærke arme, ved hans bløde læber og hans hånd der rørte hende hvor ingen anden før havde rørt hende. Et lavt gisp slap fra hendes læber som hans hånd stoppede så tæt på hendes skød og hun for første gang mærkede hvor hård han var da han pressede sig op imod hende. Det var som fik en dyrisk indskydelse hende til at gnide sig mod ham på trods af at hun mærkede rødmen stige til kinderne. Hun veg hovedet til siden og gav ham plads mens hun forsøgte at holde vejrtrækningen under kontrol. Den hånd der havde ligget på hans brystkasse fandt først den øverste knap i hendes kåbe og knappede den op, hvorefter den knappede den anden op så det øverste af hendes bryst var synligt før resten blev skjult af en lys silkekjole og resten af kåben. Det rokkede svagt bagerst i hendes hoved, en tanke som forsøgte at bane vej frem i tågen der omsværmede hende som hendes fingre nysgerrigt og udforskende gled indenfor hans skjortes linning mod hans mavemuskler der spændte når han løftede sig mod hende. ”Damian” Hendes ord var ikke mere end et lavt suk, bedende. Både efter at fortsætte og at stoppe. De burde ikke… Hans læber der skiftevis nappede og kyssede nedad hendes hals fremtvang små nydefulde lyde som kunne hun alligevel ikke få nok og som kunne hun alligevel ikke selv stoppe.

[Dylan Forsyth]

Mavemusklerne trak sig flygtigt sammen, da han mærkede hendes fingre mod sin nøgne hud, og grebet om hende strammede sig, så fingrene begravede sig ned i hendes faste kød. Lydene hun kom med lokkede ham til mere og mere, og gjorde han fuldkommen ignorerede det bedende i hendes stemme, da han under ingen omstændigheder ville lade sig standse nu. Han slap taget omkring hende, for i stedet at skubbe sin hånd mellem hendes samlet ben, hvor varmen fik hans hjerte til at ræse afsted, akkurat som det gjorde, når han trænede mod Adrian, bragte smerte til et offer eller fløj frit rundt udenfor slottet. Det var fantastisk! Han følte sig levende!
Hånden pressede sig længere op af hendes inderlår, under den tynde silkekjole, og så langt op mod hendes skød, som han kunne komme. Læberne bevægede sig tilbage op mod hendes.
”Spred dine ben for mig,” brummede han mod hendes febervarme hud i en befalende tone, og åbnede øjnene for at se på hendes ansigt med et blik svømmende af lyst. Det var ved at være lang tid siden, han sidst havde haft en kvinde, og selvom tankerne da havde været dér omkring Blake, havde han pænt holdt sig fra hende, fordi han jo skulle leve med hende. Men nu… nu hvor hun selv havde lagt op…
Hendes krop var så varm og æggende mod hans.

[Blake De Clare]

Hans fingre der borede sig så hårdt ind i hende og garanterede om at sætte mærker til senere fik hende til at slippe et lavt støn over de let skilte og fugtige læber. Hans hånd der bestemt maste sig op mellem hendes bare lår under kåben og op under silken, sendte bølger af varme igennem hende og da hans læber kortvarigt strejfede hendes og hans ordre lød kunne hun ikke andet end at adlyde, som var hun totalt i hans og lystens vold. Hendes læber let spredte, vejtrækningen ujævn, hun drejede mere mod ham, løftede sit ene ben over ham så hun sad med et ben på hver side af hans. Hendes hjerte kunne knapt følge med som det galoperede derudaf, og alle tanker var for længst efterladt. Hendes blå øjne mødte hans grå og som hans, svømmede hendes i en ukendt lyst efter ham og hun pressede sine læber mod hans og lod tungen glide lystent mod hans. Hendes gnidende bevægelser var stoppet som hans hånd have fundet vej op ad hendes lår, hendes hænder under hans skjorte holdt stille og hendes krop sitrede elektrisk og spændt ved hvad der ville ske. Hvad han ville gøre. Alle fordomme var som blæst bort, at hun skulle vente med at lade ham indtage hende til deres bryllupsnat, at det kun var mand og kone imellem… Den eneste tanke der kort passerede hendes slørrede sind var at Zia havde sagt at det gjorde ondt… En ny sitren gik igennem hendes krop og hun åbnede øjnene med et blik der kun besad en overdøvende dyrisk lyst til ham. Det her gjorde ikke ondt. Det her var… ubeskriveligt. Berusende. Befriende. Der var ingen tvivl længere, der var intet i hende der ville have det til at tage en ende. Hendes ene hånd gled langsomt og instinktivt nedad fra stærke mavemuskler, mod hans buksers kant.